Bigwig mærkede tyngden fra Dhalias hånd på sin skulder og kiggede kort op på hende. Han var ikke ligefrem uvant blandt børn, så det var ikke et problem at hun gik lidt. Han hørte kun med et halvt øre efter hvad der blev snakket om ved døren, ja lige før der blev nævnt noget med gæster. Hans blik flyttede sig til døren kort mens en rynke gled over den gamle pande og samlede de buskede øjenbryn. Det var vel egentlig ikke så underligt at nogen var kommet for at se til pigen, selvom det ikke var kommet ud hvem hun var. De havde også først lige fundet ud af det. Det lysende hår var nok en effekt til genkendelse.

Bigwig trak sin hånd til sig, ved Sofies udbrud, med en overrasket mine. Ja lige ind til at hun som lyn fra den klare himmel, i det en skammel blev skubbet til, forsvandt. Bigwigs øjne blev store og han mærkede den lidt for velkendte effekt af magi i kroppen. "Oh n-" han krøb ind hurtigt som vinden, og sad nu i bunken af sit eget tøj med et ekstremt træt udtryk i det nu bløde kaninansigt. Han var grå og pjusket, men også stadig stor. En stor kanin der så utilfreds til siden. Han kiggede på den store kentauer, der var blevet meget større, et markerende blik, selvom han ikke kunne være sur på den mand ret længe. Med lidt vrikken kom han ud af tøjet og hoppede op på sengen, hvor den lille klump af forskelligfarvet pels kom frem. Sofie. Hun havde en evnestjælende evne. Selvfølgelig.

Før han vidste af det, sprang kaninen afsted over sengen, og ud mellem benene på Tarek, sekundet efterfulgt af Bigwig der spænede i samme retning. Forståeligt nok, var det ikke undrende at pigen ville flygte, men det kunne han trods alt ikke tillade. Hvor forståeligt det end var.

Tarek nåede næsten ikke at opfange Dhalias ord, inden hans øjne blev store og han så måbende mod sengen. Pigen var væk. Og Bigwig sad og mimrede surt med knurhårene. Hvad i? Hvor blev pigen af?! I det Bigwig hoppede op i sengen, pilede der en pelstot ud fra dynen, noget Tarek nåede at genkende som en kanin, inden den løb mellem benene på ham. Pigen var... blev til en kanin?! Som han så Bigwig sætte efter hende, gik det op for ham, at hun måtte have en evne til at kopiere andres evner og nok havde kopieret hans løjtnants. 
Inden han begyndte at flytte på sig, ventede han til at Bigwig var ude af døren, han ville så nødigt komme til at træde på ham. Eller pigen, men lyden af klør mod gulvet fortalte ham, at hun var ude af rummet.

Og nu kom forbandelsen ved at være en halv hest i et byhus. Han kunne ikke vende rundt. Rummet var for lille til, at han kunne dreje sin store krop rundt og komme ud af døren. Der var ikke andet for end at bakke ud af døren, hvis han kunne komme igennem. På vejen var han ved at få mast Dhalia som han kastede et hurtigt blik på.
"Tøjet, vi har brug for deres tøj!" Endeligt kom han så langt tilbage, at han kunne læne sin menneskekrop bagover, nå dørkarmen og skabe et hul stort nok til at han uden problemer kunne bakke ud i gangen og vendte rundt.

Hvilken vej var de løbet?! Hans blik løb ned af gangen, hvor han så to teenagere og Bigwig. Og den lille kanin i drengens favn. Trods at det var børn, trak han alligevel sit sværd fra dets plads på hans ryg. Man kunne aldrig vide. Og han ønskede ikke, at Bigwig kom i problemer i sin kaninskikkelse uden ham som opbakning!