Spike kunne mærke smerten pulsere igennem sin krop. Han kunne mærke et skift i sin opfattelse, høre en snor der knækkede. Stadig dæmpende og brændende stagrede han sig selv til benene, og sadistisk grin på sine læber. Dæmonøjet var der stadig låst på pigen med en gal intensitet, men det blå var disset og ufokusseret. Han tog et vaklende skridt nærmere. Den mørke sult var vendt tilbage, som en dyb hæs latter spredte sig fra hans indre til hans øre, og han indså at det var ham der lo. Pludseligt fik han fornemmelsen, et sted bag i hans hoved, af en reserve af kraft han ikke havde været klar over før. Dette må være hårene hun talte om. Han strakte sin bevisthed igennem den mentale barriere og badede sit sind i det storslåethed. Det var ikke hans kraft, langt fra det. Der var ingen puls, intet liv, ingen sjæl i materialet, men kan kunne bruge det. Som brandsårene spredte sig til hans fingerspidser kom der sølvligende væske ud af porrerne i hans hud, der dækkede de brændte plamager i sølv, der langsomt tog form som hans hud og endnu langsommere antog den korrekte farve. Men det var ikke hans, skaden var stadig sket. Han kunne mærke sulten konkurrere med smerten om kontrol af hans tanker.
"Ved du . . Hvem jeg er..?" hans stemme var en hæs, usammenhængende blanding af ord og klikkende lyde. Under hvert ord, hver stavelse, var der et tykt lag af rendyrket vanvid. Som han fortsat vaklede hen mod hende med voksende sikkerhed, fangende hans blik hendes.  I hans højre øje vil hun se kaos, i det venstre sult. 

Sofie så til mens det underlige materiale begyndte at sive ud af manden og lappe brandsårerne med klam fascination. Hvad var han?! Fascinationen skiftede dog snart til rædsel da hun så hans blik, hørte hans stemme. Af rent instinkt trak hun sig væk, og landede på røven. Hendes hånd lukkede sig om det første og bedste, et af de organer hun lige have helbredt. Det var et ringe våben, men hun måtte klynge sig til hvad end hun havde. "N..nej det ved jeg ikke" der var noget fuldstændigt forandret ved ham. Var det overhoved den samme mand?! "Men du hjalp mig" vedholdt hun. Hans øjne, de var så forskellige. Kunne det vitterligt være to forskellige væsner? Havde den evne været.. den andens?

Der var intet Sofie heller ville end slå blikket ned, vende sig om og løbe. Men hendes krop lystrede ikke. Hun krabbede sig langsomt væk med sin frie hånd mens hun knugede organet som galt det hendes liv. Det vandvid, den sult.. havde han tænkt sig at æde hende?

Sulten tornede gennem hans forstand. Han havde fornemmelsen af at opleve alt hvad Spike oplevede, så hvad han så og hørte hvad han hørte, men alligevel var han ikke sig selv. Han var personen der hang over Spikes skulder, der havde direkte kontrol men kun var observatør. Og alligevel kunne han høre de tanker, forsinket, som var det ikke hans men en andens. Måske var han personen, der så personen, der så Spike. Eller ham før det, eller efter det, eller begge. Hans blå øje svingede omkring i en disorienteret galskab, ledte efter en flugtvej. Men det røde, det røde var fastlåst på pigen der prøvede at slippe væk. Der var noget morsomt ved måden hun pressede sig væk fra ham, frygten i hendes ansigt. Han kunne ikke lade være med at le, og han kunne mærke stemmerne i hans hoved, de pulserende dunkende stemmer, le sammen med ham. Boblerne, der stadig dannedes i hans hals, sprang igen, og blev lappet og sprang, hvilket skabte den klikkende lyd.
Men han havde stadig noget kontrol. Det føltes som om at han opfattede alt med forsinkelse, og nogle ting skete hurtigere end han aktivt kunne gøre noget. Og han var nød til at vide om hun vidste, det var utroligt vigtigt, det vidste han med den unægtelige intensitet af noget der var unægteligt sandt. Han ville ikke gøre hende fortræd... Han ville bare lade stemmerne bestemme, bare en lille smule. Han ventede til hendes ryg stødte mod væggen, så kastede han sig frem, pludseligt ikke længere vaklende eller usikker. Han var over hende med en hastighed og styrke han ikke ville kunne mønstre i sin normale tilstand. Han holdt sin hånd centimeter fra hendes ansigt, og brølede "VED DU HVEM JEG ER!?" lige ind i det. Hun ville få den smeltende lugt af kogende kviksølv direkte i ansigtet, men varmen var ved at forsvinde.
 

Sofie havde ikke haft tanke til at tjekke hvilken vej hun havde kravlet, så længe det var væk fra ham. Hun havde aldrig tænkt muren ville være bag hende, og stoppede knap længe nok til at gå i panik over det, inden hun halvt var ved at kravle op af den. Manden var over hende inden hun kunne nå at blinke. Organet hun ville have brugt som våben faldt fra hendes hånd og hun stirrede med opspilede øjne i ren rædsel. Stanken var uudholdelig!

Sofie havde forsøgt at flygte, men havde fejlet. Hun kunne ikke mere. Hendes krop var nok ikke ødelagt, men den havde længe krydset hvad den kunne holde til. Hendes ben lysterede ikke. Hun ville aldrig slippe væk! Der var kun en udvej. Hun ville ikke dø. Hun VILLE ikke dø!! Hun ville se sin mor igen, se dumme Hicks igen, se Rofus igen så hun kunne fortælle ham hvordan hans evne havde reddet hendes liv! Det blev nød til at virke!!

"JEG ANER IKKE HVEM DU ER!!!" skreg hun tilbage i hoved på ham af sine lungers fulde kraft, drevet af skræk og rædsel. Hun skubbede ud med begge sine arme mod ham. Hun havde ingen forhåbning om at hendes ringe styrke kunne flytte ham, men det behøvede den heller ikke. Hun skulle bare røre ham, bare den mindste berøring ville være nok til at aktivere Rofus evne, og gøre manden let som luften. Uden tyngdekraften til at holde ham nede, ville selv den ringe kraft Sofie havde tilbage, det lille skub, længe være nok til at få ham af hende!

Spike troede på hende, det gjorde han virkelig. Der var ikke mange der holdt uden den form for pres, og han kunne tælle på en hånd hvor mange, der kunne lyve overbevisende under det. Og hun var trods alt bare en pige, en tilfældig gadetøs. Hvad var chancen for at hun kunne modstå at give efter for frygten? Han kunne se den i hendes øjne. Nu skulle han bare sænke hånden, og komme væk derfra hurtigst muligt. Pigen var sikker, der var ikke sket nogen permanent skade. Men stemmerne var ikke enige. Han kunne mærke sulten, han var nød til at fortsætte. Han kunne ikke kæmpe mod sulten, han vidste det allerede, havde aldrig kunnet. Hver gang han tænkte, nu var det nu, nu trækker jeg en streg i sandet, mistede han forstanden og krydsede linjen. Hver. Eneste. Gang.
Og pludseligt fløj han bagover. Ikke hurtigt, ganske langsomt. Han følte sig vægtløs, og lod til at være præcis hvad han var. Hun havde skubbet ham over hans massemidtpunkt, så han begyndte langsomt at vende i luften. Han kunne ikke lade være med at grine. Latteren startede naturlig, men gled naturligt over i noget ukontrolleret kaotisk. Han kunne bare ikke lade være med at grine, som hans arme og hænder strakte sig og deformerede til lange, blanke kroge, der hægtede sig fast om gadens brosten, og trak ham ned til jorden. Hans ben gjorde det samme, og han kom hurtigt til at ligne en monstrøs græshoppe med menneskekrop og hoved. Buksebenene og ærmerne blev flænset som var de ingenting. Langsomt fik han stoppet sig selv og han kiggede ned på hende, dobbelt så høj som før takket være de lange lemmer. Det var sværere at bevæge sig vægtløst end han havde regnet med, men langsomt fik han fornemmelsen for det. Den ene klog flyttede sig mod hende, og han begyndte at svæve tættere på, i stedet for længere væk.
Hans vanvittige latter fortsatte under hele transformationen. Som hans hud begyndte at antage et sølvblegt skær, fik han kontrol nok til at stønne. "Kast . . . Kødet!" Hun ville ikke slippe væk med livet i behold, hvis hun prøvede at kæmpe. Flygtede hun, betød det blot at en anden ville dø i hendes sted. Når hungeren meldte sig, var der kun en ting at gøre; han var nød til at æde.

Sofie ture ikke håbe det var ovre da manden svævede væk, men det havde givet hende et par sekunders pusterum. Hans naturlige latter fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende, men som den ændrede sig, og HAN ændrede sig, stivnede blodet i hendes åre. Hun kunne ikke få øjnene fra det monstrøse syn der udfoldende sig foran hende, men hendes hænder søgte efter.. NOGET hun kunne kaste, nogen hun kunne bruge til at sende ham længere væk!
Hendes hånd lukkede sig om organet igen, men inden hun kunne kaste, havde han fået sin første klo i jorden. Lort. Hun mærkede hjertet der stadig sad i hendes bryst synke og hendes øjne spile sig op. Hun mærkede en varm væske spilde ud mellem sine ben, og endnu en stank blandede sig med resten i gyden. Hun havde ikke troet hun kunne blive mere bange. Hun havde ikke troet det var muligt at være så bange hun ikke engang rigtig følte sig bange længere, men bare så til med opgivende accept som monsteret nærmede sig hende.
Hun tænkte ikke engang over hans råb, men gjorde bare organet vægtløst og sendte det svævende i hans retning. Det var et hjerte, hendes hjerte.. ligesom leveren ved hendes fødder også var hendes, og den klumpede masse ved siden af hende sikkert også indeholdt rester af flere organer. Hun sad op af samme mur hun var startet op af, bare en meter længere hænde. Hendes flugtforsøg havde ikke taget hende langt.

Hans hud antog et forsølvet karakter, og overfladen blev flydende. Han havde mere materiel end han kunne kontrollere, takket være kræften fra hendes hår, men var alligevel sulten. Materialet var ikke hans, og han higede efter at erstatte hvad han havde mistet. Sulten drev ham vanvittig, og han kunne mærke sin bevisthed glide ned mod mørket. Sølvet dækkede hans blå øje til, så der kun var dæmonøjet tilbage, ublinkende og unægteligt. Hans gavende mund, der stadig var låst i en sindsyg grimasse blev delvist dækket som hans læber smeltede. Dråber af sølv faldt til jorden, og begyndte at syde. Sekund for sekund blev Spike mindre menneskelig. Hans overkrop, hals og hoved blev lange og slanke, og tyndere end de havde været før. Hans hud blev gradvist til en fejlfri spejlblank overflade, men med flager af hvad er tidligere havde været hans hud.
Hans krop var sat spændt, og klar til at springe, kløerne gravet dybt ned mellem brostenene. Da hun skubbede hjertet væk fra sig faldt hans latter tavs, og for første gang fokuserede øjet, der virkede større end før givet at hans hoved blev mindre, på noget andet end pigen. Hans blik var fanget af det svævende hjerte. Sofie havde i sin frygt ramt delvist ved siden af, og hjertet svævede opad. Fortsatte det sin kurs ville det forsvinde over hovedet på monsteret, der tidligere havde været Spike. Det satte af med bagbene med en elegance, der ellers var forbeholdt katte, og en kontrol der talte til hans tilpasningsevne. I stor fart lukkede han afstanden til hjertet, greb det i luften, og stødte ind i siden af gyden, et stykke over hovedet på Sofie. Han rettede sig op mod muren, krogede sig fast til bygningen med sine bagben, og begyndte at fortære hjertet i store mundfulde. Som han bed kunne man se rækker af sylespidse tænder skjult bag et lag af halvflydende metal. I få bider var han færdig, men sulten var ikke stillet. Hans rejste hovedet, ikke længere sig selv, og ledte igen efter pigen med sit ene, hvileløse øje.

Sofie fulgte monstret med blikket som den fortærrede organet. Mere. Uden at tænke over det prikkede hun leveren med foden, og sendte den svævende i en anden retning. Forhåbentligt ville bevægelsen tække mere opmærksomhed end hende. Ville det være nok? Et kort flash af den gnavende, intense sult der havde fyldt hende selv før fyldte hendes sind.
Nej, det ville ikke være nok. Langt fra.
Langsomt, for ikke at trække dens opmærksomhed igen, rakte hun ud efter den anden klump. Hun ville ikke slippe ud af gyden ved egen kraft alligevel, så hun måtte ligge hvad end energi hun kunne skrabe op fra bunden af sine reserver i at undgå at blive ædt levende af den.. ting.
Hendes hånd begravede sig i den kødlige masse, der stadig var lun. Hun var ikke sammenhængende nok i hoved til at finde det frastødende længere. Hun blæste hvad hun kunne af healende energi ned i massen, og inden organerne var fuldt formede, inden anstrengelsen kunne nå at sparke hende i ansigtet, gjorde hun dem vægtløse og sendte dem afsted, svævende ud i forskellige retninger i gyden.
Knap var de sendt afsted før Sofies øjne blev tomme og hun faldt sammen, ned langs væggen. Hun havde gjort hvad hun kunne, skubbet sig selv langt udover alle sine grænser og lidt til. Hendes øjne skiftede, flakkede mellem hans dæmonøjne og hendes egne blå som en del af hende stadig forsøgte at kæmpe videre, drevet af frygt. Men som hendes øjne gled i, viste selv den del at det var slut nu.

Der var ingen tvivl om at denne dag ville hjemsøge hende resten af hendes liv.

Det sølvfarvede monster der holdt sig selv fast på væggen med sine lange, slanke klør, fangede bevægelse ud af sin øjenkrog. I én glidende bevægelse havde den sat af i retning af kødklumpen, der dovent svævede gennem luften. Tingen-der-ikke-længere-var-Spike fangede leveren i munden, og slugte den i en enkelt mundfuld. Monsteret tog mere eller mindre elegant fat i den nye bygningsside når den havde krydset gyden, vendte sig rundt og satte af efter den næste klump. På denne måde samlede han hvert organ op. Efter en tid hang han fra vægen, på kanten af at have mættet sulten, da tyngdekraften besluttede sig for at han ikke skulle have fripas længere. Han faldt til jorden, svækket af sin fulde mave.

Spike åbnede sine blå øjne, og kiggede sig omkring. Hans lemmer var lange og deforme, og kunne mærke varmt blod på sit ansigt. Han kunne ikke mønstre energien til at rejse sig. Store dele af hans materiale begyndte at løbe ud af hans hud, men han vidste at det kun var mængden, der ikke var hans egen. Snart var han tilbage til sit eget selv, og den fremmede masse gled i jorden og forsvandt. Hungeren var der stadig, men fjern og uden magt over ham. Ikke at det gjorde den store forskel; han havde mistet kontrollen igen. Pigen måtte være død, han ville se resterne af hendes lig når han rejste sig. Langsomt kom han på benene, og vaklede rundt i gyden, i håbet at han tog fejl. Det var muligt at han havde fundet et større dyr fremfor et menneske.
Han stoppede op da han så hendes bevistløse krop på jorden, og sukkede lettet da han kunne se hun stadig trak vejret. Han hvilede ryggen mod den modsatte væg, og lod sig forsigtigt glide i en siddende stilling.
Jake havde gemt sig under hele forløbet, men nu kom han frem. Hunden havde halen mellem benene, og et ynkeligt udtryk i sine øjne. Den gik forsigtigt over mod Spike, der ikke havde energi til at trøste dyret. Han kunne forlade scenen, men følte sig ansvarlig. Hvis ikke andet ville han give hende mulighed for at råbe af ham, eller hvad end hun havde tænkt sig at gøre. Og måske kunne han få hende til at forstå, hvorfor hun ikke kunne tale om hvad hun havde oplevet.

Sofie vågnede ikke, men lå blot ubevægende bortset fra hendes åndedræt, væltet som hun nu engang var. Hendes ene hånd lå halvt begravet i et halv-formet organ, der var alt der var tilbage af bunken, der før blot havde været en ukendelig masse.
Tårene havde fjernet en smule af blodet der var løbet fra hendes øjne, men havde også givet det næsten uvirkelige skygger, sammen med blodet omkring hendes mund. Der var så meget blod. Hendes ansigt og skjorte var smurt ind, hendes skørt dækket i blod og en anden stor, våd plet der umiskendeligt lugtede af tis.

Sofie ville ikke vågne foreløbig. Der kunne gå timer, måske dage! Han ville være nød til enten af efterlade hende til hendes skæbne, opsøge hende senere, eller tage hende med sig.

Spike ventede uroligt i hvad der føltes som en evighed, men snarere var en time eller to. Hunden havde endeligt fundet modet til at sætte sig ved siden af ham, og sammen holdt de vigilie over hendes bevistløse krop. Til sidst mistede han tålmodigheden, rejste sig besværet og gik over til hende. Hun så forfærdelig ud, og Spike indså at han ikke kunne hjælpe. Hvis hun vågnede, var han da også den sidste person hun kunne tænke sig at se. Han ønskede sig intet af dette, var bare kommet til byen for at tjene nok ind til at købe ind. Der var ingen beviser på at han havde været der. Han kunne bare gå sin vej, forlade byen og gemme sig i skoven. Der ville unægteligt komme nogen efter ham når hun fortalte sin historie, men så ville de lide den samme skæbne som pigen næsten havde, hvorend Spike ville det eller ej.
Han hev sin kappe af, og viklede den rundt om hovedet. Med en strimmel af det ene bukseben lavede han muffer til sine hånder, og sørgede generelt for at hans blottede hud var dækket til. Med en beslutsomhed han ikke følte dybt, tog han hende op på ryggen, og lænede sig fremad så hun ikke faldt ned. Han kunne stadig huske hvor helbredelseshuset lå, hvis ikke det var blevet flyttet. Det mindste han kunne gøre var at efterlade hende der... Og så forsvinde fra byen. Den var ikke længere hans hjem.

Som han gik ud på pladsen med pigen på sin ryg, havde han forventet at folk ville stoppe ham. Folket så dem, og selvom han aldrig havde troet det, trådte de til side. Enten genkendte de at pigen havde brug for hjælp, eller ønskede ikke at blive involveret. En byvagt så dem undervejs, og hjalp dem med at komme frem.
"Tag hende ind," sagde Spike til manden, "jeg skal lige binde hunden op." Og manden tog hende, uden spørgsmål. Spike følte at det hele var lidt syrrealistisk, men det var sandsynligvis stadig den latente sult der gnavede i hans indre. I samme øjeblik som døren lukkede bag vagten, vendte Spike sig om og skyndte sig ud af byen. Jake stod tøvende tilbage ved døren, indtil Spike var ved at forsvinde ind i folkemængderne, hvorefter den satte efter i løb for at indhente sin herre. Tingene på Spikes indkøbsliste havde ikke været så vigtige... Der ville gå lang tid før han vendte tilbage til byen. Hvis han nogensinde gjorde igen.

// Out

Slynget mod mandens ryg, lignede Sofie blot en ung pige der havde brug for hjælp. Hun var dog ikke nået langt indefor døren før den første helbreder så mængden af blod ned af hendes front, og slog alarm. Det var et værre postyr som ingen kunne finde tegn på skade, eller overlast overhoved! Ganske forvirrede lagde de pigen i seng, og byvagten sendt hjem for at høre, om der var sket noget et andet sted i byen, der kunne være relateret.

Ingen lod til, på det tidspunkt, at skænke en tanke til den bamhjertige samaritaner der havde bragt pigen ind.