"Det burde du," fnøs Hector med et halvt smil, selvom han mest af alt bare havde lyst til at lægge sig ned og aldrig rejse sig igen. "Det er ikke tit, du får lov til at slå på mig, uden at jeg smadrer dig så nemt som ingenting."

Hectors mave knurrede højt, og han ville inderligt ønske, at han kunne holde om sin slunkne mave. Ikke at det ville hjælpe, men det ville da være bedre end at sidde her. Desuden var han ved at miste følelsen i sine hænder. Han rykkede i rebet, vred og lirkede med det. Hvis han nu bare kunne få det lidt løsere, så blodet kunne strømme tilbage i hans fingre...

Thanos sov en stor del af dagen igennem. Han havde et ganske udmærket sovehjerte, trods at han praktisk talt sov med både øjne og ører åbne, især i det fri og med slaver på slæb. Solen var ikke gået ned endnu, da han vågnede, hvilket var ganske fint. Maden blev serveret for drengene kold, mens han selv spiste noget brød og noget tørret kød. Og så begyndte den natlige rejse.

Alting gentog sig. Rejse om natten og sove om dagen. En gang i mellem følte han det nødvendigt at rette de to drenge ind, men det meste af tiden gik det ganske fredeligt. Nogle dage var han væk i et par timer for at finde forsyninger hos nærliggende huse og landsbyer og det var her, at han hørte om elveren. Kilepræstinden, der både prædikede og healede. Der var ikke så meget at overveje, siden han allerede var på vej syd på - hans slavehandler ønskede elvere og der var altid bud efter healere. Hun ville kunne skaffe ham mange krystaller. Så en aften skiftede han kurs og slæbte de to drenge med hen til et bondehus, noget han ellers før havde redet udenom. En familie af to voksne og tre børn, den mindste stadig i ble, boede i huset. En fredelig familie, der meget hurtigt fandt sig i hænderne på en mand, der tydeligvis ikke havde skubler ved at true deres børn, dem selv og deres hjem. Med truslen om, at han ville skære familiens hænder af, brænde deres hus ned og slagte deres dyr, hvis de to drenge ikke var der, når han kom tilbage, efterlod han Hector og Juno i familiens varetægt. De turde ikke andet end at låse dem inde i deres forrådskælder, et lille hul i jorden med reoler med mad og ingen vinduer og intet lys.

Og så hentede Thanos elveren. I sidste øjeblik, som han fandt hende hængende i halsen i et reb fra en gren. Det blev til en redningsaktion og derefter lidt blodigt, som det lykkedes hende at stikke ham ned og han derefter gav hende et par slag. 

Det tog ham fire dage at finde hende og bringe hende tilbage til huset, hvor han tilfredst kunne konstatere, at drengene var der endnu. Helt urimelig var han ikke og bønderne fik selvfølgelig betaling for deres besvær. De var vist bare mest glade for at se ryggen af ham og hans følgeskab, da de tog videre.

Nu sad han endnu engang på sin hest, elveren siddende foran ham, så han kunne holde øje med hende. Trods hendes forsøg med kniven, da han havde frelst hende, var hun en nemt fange og det var en ganske behagelig forandring for de to andre, der sad på det gamle øg, han slæbte efter sig. Natten var lun og både vejr og omgivelser gav klare indikationer om, at de efterhånden begyndte at nærme sig Rubinien. Der var færre træer og græsset var mere gult end grønt. De havde forladt det lille bondehus nogle timer før. Han havde ikke tid til at slappe af og de var taget af sted med det samme. Det var allerede begyndt at lysne i horisonten og det ville ikke vare længe, inden de skulle gøre holdt for dagen.

Thanos selv var tavs, som han stirrede frem for sig, fraværende, men stadig opmærksom på sine omgivelser. Hans arme hvilede på elverens hofter med tøjlen i hænderne, hendes hænder bundet foran hende, modsat de to drenge. Ingen grund til at give dem den frihed at kunne klø sig på næsen. Trods hans slag mod hendes ansigt, havde han behandlet hende ganske pænt, hun var mere værd uskadet. De to drenge derimod... nå, ja. Så havde han da noget at lave, hvis han kedede sig.

Men han glædede sig til at ride ind i sandet og hen til hans kontaktperson, der købte slaverne af ham på vegne for dæmonen i Balzera. Så han kunne slippe for selskabet og passe sit liv igen.

De eneste spor tilbage efter Netrish første forsøg på flugt var en smule blod på halsåbningen af hendes kjole, og svage spor efter reb om hendes hals. Det var lykkedes hende at heale de sår Thanos havde pådraget hendes ansigt på vejen uden større problemer, men hun var heller ikke i tvivl om at han havde holdt sig tilbage.
Netrish havde forspildt sin chance. Hun havde ikke været klar på hans evne - eller hvad end der havde tilladt ham at ignoere et stik i maven - og han havde overmandet hende. Netrish havde opført sig pænt, og sikret sig selv så behagelig rejse som muligt. Hun måtte bevare sin styrke. Manden virkede professionel, sandt, men hun måtte sætte sin lid til at han ville over se noget, at han ville efterlade en knude løs og give hende den åbning hun havde brug for, for at pacificere ham og flygte.

Da Netrish først havde opdaget han havde andre med, havde det fyldt hende med håb. Flere folk ville gøre ham nemmere at overmande, nemmere at distrahere! ... men så havde hun set de to andre fanger på turen. De var ikke andet end børn! Og der var ikke gået længe inden hun havde indset at fornuft ikke var deres stærkeste side. Hun havde ondt af børnene. De var for unge til at deres liv skulle tage sådan en drejning.
Hun ville ønske hun kunne bilde sig selv ind at hun ville redde dem hvis hun kunne, men jo længere syd de kom, jo stærkere stod realiteten. Selv hvis det lykkedes hende at slippe fri, ville hun efterlade dem. Hun havde ikke ressurserne til at holde dem i live, og de ville kun besværliggøre hendes rejse..

Rejsen gennem Medanien havde ikke været slem, for Netrish havde været klædt på til vejret. Men selv som de nærmere sig Rubinien havde hun ikke fralagt sig sin slidte, brune rejsekappe, ej heller sin uldne hvide underkjole eller den røde overkjole. Selv det gamle, slidte Kile symbol hang stadig om hendes hals, og hun bar det med stolthed. Hun var præstinde, forkynder af Kiles ord og bringer af hendes vilje. Om hun så skulle bruge tusinde år som slave, ville det ikke ændre sig..

Havde Juno haft sine hænder bundet foran sig, som Netrish havde, ville han have udnyttet det til at genere Hector så meget som muligt, om ikke andet så bare fordi han kedede sig. Han ville have raget på fyren, pillet i hans tøj, kildet ham og hevet ham i håret, som en irriterende søskende på udflugt. Det kunne han desværre ikke med sine hænder bundet på ryggen.

Hvad han godt kunne gøre, var at bide i Hector, og det udnyttede han sig fra tid til anden af. I dette øjeblik, på vej igennem Medanien, bed Juno ned i Hectors venstre skulder, ikke hårdt, han markede kun lige at han var der og at han kedede sig, inden han slap ham igen og med et suk hvilede sin pande imod samme skulder i stedet. Dette holdt dog også kun et øjeblik, inden han igen kedede sig for meget.

Hele hans krop var rastløs og det eneste han kunne tænke på var, hvor meget mindre rastløs den ville være, hvis bare han også fik lov til at have sine hænder bundet foran sig.

"Hey, bror lort!" kaldte han efter Thanos, meget højere end han behøvede. Han rettede sig op og rullede med skuldrene for at gøre sig selv større - han regnede med at Netrish også ville kigge i hans retning. "Kunne du ikke også have bundet mine hænder foran, mand? Mine nosser klør og jeg vil fandme helst ikke bede Hector om at hjælpe mig."
Han vidste at det ville pisse Thanos af, men den mand blev stort set pisset af af alt Juno sagde, så han var efterhånden nået til den konklusion, at hvis han ikke ville gøre sig fortjent til Thanos' vrede, så var han nødt til at forholde sig i stilhed, og det kunne han aldrig finde ud af særlig længe af gangen.

Hector havde været på grænsen til at tude, da deres lille "ferie" i kælderen var ovre. Han ville tusind gange hellere bruge resten af sit liv i den beskidte kælder end at sidde på en hesteryg igen. Plus, selvom det havde været dødkedeligt og klamt og fugtigt i kælderen, så havde Hector og Juno ikke haft noget problem med at finde på ting at underholde sig med. Hector savnede allerede at kunne stikke næsen i Junos hår og inhalere hans duft.

Det eneste gode ved at sidde på hesten igen var, at han i det mindste sad forrest, hvilket betød, at han kunne rage Juno i skridtet, når det passede ham, og det gjorde det næsten hele tiden. Hector var egentlig røv ligeglad, om de andre så det eller ej, og han stoppede kun, hvis Juno bad ham om det.

Biddet i hans skulder fik ham til at fnise lidt, og han kvitterede med det samme med at klemme (lige på grænsen af for hårdt) omkring Juno. Det var både ment som hævn, men også som en distraktion, så Juno måske ville holde sin kæft og undgå endnu mere tæsk fra Thanos.

Thanos blik gled som det hele tiden gjorde, over deres omgivelser. Både på udkig efter mulige fjender, men også efter et passende sted at lave en lejr. Hvis han ikke huskede meget galt, ville en af de sidste mindre søer på ruten snart dukke op forude, sammen med en lille klump buske og træer. Han var glad for, at han ikke skulle igennem ørkenen med disse tre på slæb, der var ikke meget vand at komme efter og varmen var nok til at drive enhver til vanvid uden at skulle høre på de to drenge. Han havde overvejet at skille dem af og tage Juno over på sin hest, men han havde en fornemmelse af, at det var bedre, at han havde elveren siddende foran sig, så han kunne holde øje med hende. At sætte hende på en hest, han ikke havde mere styr over end at den var bundet til hans egen hests saddel føltes ikke som en god idé. Nok var hun stille og føjelig, men han vidste godt, at hun bare ventede på sin chance. Og den ville han ikke give hende.

Junos stemme gled igennem natten og Thanos' ansigt fortrak sig kort af irritation. Kunne den dreng ikke bare tie stille?! Han kunne vælge at ignorere ham, men det havde han forsøgt før og det førte bare til mere råben og grimme navne fra Juno af. Nej, når han først begyndte, var det bedre at stoppe ham. Så han hev i tøjlen og med benene guidede han hesten til siden, så den stødte ind i den anden, der var kommet op på siden af den. Hurtigt greb han ud og fik fat i nakken af det tøj, som Juno havde på. Med en ublid bevægelse trak han ham simpelthen af hesten, så han gled ned i mellem de to heste, der uroligt trippede til siderne. Uden et ord satte han hælene i sin gråskimlede hoppe, hvilket fik hendes forben til at lette fra jorden i en lille stejlen, inden hun sprang frem. Thanos havde stadig fast i Junos tøj, så han ville blive slæbt af sted på siden af hesten uden mulighed for at komme på benene og følge med, men siden Thanos havde fat i nakken af hans tøj, ville det kun være fødder og skinneben, der ville blive slæbt hen af jorden. Nej, det var hestens trampende hove, der var den største fare for drengen.

Det var kun for nogle få meter, at han gjorde dette, mest fordi det var tungt for hans skulder og arm, men også fordi det var farligt for hesten. Ingen grund til at have en halt hest et sted som her. Så til sidst slap han ham og stoppede hestenes løb. Uden at slippe tøjlen sprang han af sin hest og gik de få skridt tilbage til Juno, som han uden videre lossede ham en i skridtet, eller hvad han nu ellers ramte, hvis Juno nåede at undvige
"Jeg kan også skære dine små nosser af og stikke dem i halsen på dig og din ven, så skal jeg ikke høre mere på dit brok." Han bukkede sig ned og hev Juno op i kraven for at stirre ham lidt i ansigtet med et advarende udtryk. Åh, han var lokket til faktisk at gøre det, men lod være. 

Netrish sukkede dybt og opgivende da Juno åbnede munden.... igen. Havde den knægt et dødsønske eller var han bare dum?! Hun havde mødt hans blik før og set hans tid. Det var ikke nu, og det var derfor hendes pligt at gøre hvad hun kunne for at redde hans liv, skulle det komme dertil. Men ved Kile selv hvor ville hun ønske det ikke var således. De var taget som slaver, på vej til at blive solgt til et liv som nogens ejendel. Var det ikke slemt nok? Skulle de unger virkelig forværre situationen ved hver en lejlighed?!
Eller var der en mening med galskaben?
Netrish selv havde ingen forhåbning om redning, for der var ingen der ville vide hun var væk, før det var længe for sent. Men måske der var nogen der ledte efter drengene? Nogen der viste de var væk, som blot skulle indhente dem?
Var drengens idioti skjult mandsmod? Forsøgte han at trække tiden ud, så redningen kunne nå at indhente dem? Hvis så, måtte hun hjælpe dem, for deres redning ville være hendes ligeså.

Med hænderne om hestens man, og sine knæ ledte hun selv hesten, blot en anelse til siden så knægten ikke ville blive trampet ned. Til hendes ærgelse holdt Thanos fast i tøjlerne mens han irettesatte Juno. Pokkers, endnu en chance hun ikke fik!
Elverens blik skiftede blot mellem de tre andre, rolige og eftertænksomme. 

Juno skubbede til Hectors lår med sit eget, da fyren begyndte at rage på ham. Det her var ikke tidspunktet - han gad ikke distraheres fra at pisse Thanos af. Han var rastløs og vred, og kun Thanos kunne hjælpe ham af med begge følelser. Eller egentlig kunne Netrish også hvis hun ville, men på den korte tid hun havde været sammen med dem, havde hun allerede gjort det meget tydeligt, at hun ikke gad ham. Det var okay, Juno forstod godt når kvinder ville spille kostbare.

Så snart Thanos styrede sin hest hen imod dem, satte Juno en fod imod mandens lår for at prøve at holde ham væk. På én gang summede det i hele hans krop efter et slagsmål på præcis samme måde, som det havde føltes da han var hjemme i Dianthos, og på samme tid var han rædselsslagen for at få Thanos for tæt på sig. Det nyttede dog ikke meget imod Thanos' styrke og selvom Juno sparkede fra sig imod manden, gik der kun et øjeblik før han var blevet smidt ned på jorden. Han vaklede på benene, søgende efter balance og utilpas imellem de to store kræ på hver side af ham, men inden han kunne få ordentligt fodfæste satte Thanos' hoppe i galop.
Juno snublede efter den, kæmpede efter at få fodfæste bare en gang imellem, men det meste af tiden blev han blot slæbt af sted efter hesten, jorden hård imod hans skinneben, der ikke var beskyttet af andet end hans slidte bukser.

Så snart Thanos gav slip på ham, faldt han om og rullede videre hen ad jorden. Han havde været for koncentreret til at skrige, imens han var blevet slæbt afsted, men nu mærkede han panikken strømme igennem sig og det resulterede i en tung kvalme. Han kom på benene, tog et par skridt imod Thanos, hans behov for at slå på en eller anden stadig ikke knust, men han nåede ikke længere inden smerten i hans ben fik ham til at falde om på jorden igen.

Instinktivt beskyttede han sit skridt da han blev sparket ud efter, men Thanos ramte ham alligevel hårdt nok i maven til at sparke al luften ud af ham. Han gispede stadig efter vejret, da han blev hevet op at stå, men så snart de kunne se hinanden i øjnene, nikkede Juno Thanos en skalle. Han var bange og i smerter, men han var også stopfyldt med hormoner, vrede og rastløshed, og den fyr han kunne lide og en dame han gerne ville bolle så på ham, og det var desuden langt fra den første skalle han havde nikket - det var nærmest en instinktiv reaktion når en mand kom for tæt på ham.
I det øjeblik havde han glemt, at alt han gjorde havde konsekvenser. 

Hector forblev stille, da Thanos kom hen til dem, og selvom det var meget svært, lykkedes det også for ham at holde kæft, mens svinet gav Juno en lærestreg. Men da røvhullet løftede Juno og, og Juno nikkede ham en skalle, kunne Hector ikke længere holde munden lukket. 

"Lad nu vær', chef, din narrøv!" råbte han fra hesten. "Du gør det bare værre!"

Hector vidste nogenlunde, hvad der gik gennem skallen på Juno lige nu, og derfor vidste han også godt, at hans råberi nok ikke ville hjælpe, men han kunne ikke lade være. Junos overlevelsesinstinkt var så forsvindende lille nogle gange, at det var utroligt, at idioten stadig var i live, helt ærligt, og Hector gav i al hemmelighed sig selv æren for, at Juno stadig trak vejret. Men det kunne meget hurtigt ændre sig, hvis Juno blev ved...

Hector vendte sig mod elverdamen og så hende direkte i øjnene. "Så gør dog et eller andet, for helvede!" hvæsede han ad hende. "Kan du ikke et eller andet elver-hokuspokus?"

Det var første gang, Hector havde talt til hende, og endda overhovedet anerkendt hendes eksistens. Hector havde meget svært på nogen måde at tage sig af andre, når Juno var i nærheden. Lige siden de havde mødtes for år tilbage, havde Juno været Hectors eneste fokus, hans første og eneste prioritet, og det gjorde det lidt svært at interagere med andre end ham.

Thanos ansigt var dødt, tomt for udtryk, som han svingede sig af hesten og gik hen til Juno. Han var ikke vred, kunne ikke være vred, men han var irriteret på den måde, kun han kunne være det. Logisk irriteret. Og eftersom de to drenge havde tilbragt meget tid sammen med ham, burde de begge vide, hvad det betød. Han stoppede ikke før han havde fået tilfredsstillet den irritation og det krævede blod. Andres smerte. Og lige nu havde han udset sig Juno som offer. 
Sparket ramte ham, det var sådan set det vigtigste, og tog sin effekt. Han havde ikke regnet med at få modstand fra ham, men som han hev ham op i øjenhøjde, stak knægten ham en skalle. Lige på næsen, der straks gav en lyd fra sig og smerten skød ud i hans ansigt. For nogle sekunder, som næsen knækkede på plads igen og smerten forsvandt. Blodet nåede dog at dryppe nogle dråber fra næse mod mund, farvende hans skæg rødt.

Han var overrasket, men det forsvandt i det døde sted, der var hans indre og blev i stedet skiftet ud med lysten til at banke Juno sønder og sammen. Så det næste der skete var, at han væltede drengen om på jorden, satte sig på ham og derefter begyndte at slå. Næver mod ansigt. Uden at holde tilbage, for de havde nu en healer i blandt dem og det gav ham lidt mere frirum til at skade som han havde lyst. Så han slog. Hårdt. Med begge næver hamrende mod hans ansigt. Huden på hans egne knoer holdt ikke til presset, men healede så snart de sprækkede. Selv da et eller andet i hans egen hånd gav efter, stoppede han ikke. Juno havde slået ham, det skulle han betale for. Og Thanos' tålmodighed var opbrugt, om så drengen døde under ham, så skulle han have så mange slag, at han forstod budskabet.

Thanos glemte for et øjeblik alt omkring sig, koncentreret om volden. Tøjlen til hesten havde han sluppet, da han begyndte at slå, han tænkte ikke over, at Netrish var en fare eller at Hector var der. Grænsen var nået og Juno skulle betale for sit rappe kæft og pisse provokerende attitude.

Netrish så blot flat på satyren. Elver hokus-pokus? Virkelig? Hun mødte drengens blik og rystede blot en anelse på hoved. Der var intet hun kunne gøre, eller rettere intet hun ville gøre, for at redde drengen fra sin egen idioti, for hun viste nu med sikkerhed det var idioti som knægten faktisk angreb Thanos. Han måtte virkelig længdes efter Kiles Omfavnelse.. Men han måtte vente, ligesom alle andre.

Netrish havde dog undervurderet Thanos reaktion. Han lod ikke længere til blot at ville sætte knægten på plads, men lod til at have endelig at have fået nok af ungen... og han havde sluppet hestens tøjler.
Langsomt rakte Netrish ud og lukkede hånden om tøjlerne. Hendes blik gled kort til Hektor. Han havde givet hende en chance, han havde endelig ladt sine parrader ned og hun havde ikke bare en god sandsynlighed for at slippe væk, men en fremragende en..

Hendes hænder knugede tøjlerne et øjeblik inden hun slap dem igen. Hun kunne ikke. Der var intet ønske stærkere i hendes hjerte i det øjeblik end at efterlade dem til deres skæbne, men hun kunne ikke, måtte ikke. Thanos ville slå dem ihjel, så meget var hun sikker på, og det kunne hun ikke tillade. Der var kun én person hun kunne tillade gik til Kile på denne tur.

Stille og øvet svang hun sig af hesten og sneg sig tålmodigt ind på Thanos. Ja, psykopaten ville få et par slag mere ind i mellemtiden på knægten, men hvis Netrish forhastede sig ville det alt sammen være for ingenting!
Hun nåde op bagved Thanos, og som han rettede ryggen en anelse for at løfte næven til endnu et slag, kastede hun armene om halsen på ham, og trak til. Rebet der bandt hendes hænder blev nu en garrotte. Hun holdt sig tæt til hans ryg og forsøgte at bruge overraskelsen til at få ham i jorden, og sætte et knæ i ryggen på ham. Han kunne nok helbrede skader, men som hun selv havde erfaret, var der ingen helbredelse mod kvælning.

Synet af Thanos, efter hans skalle havde ramt ham, fik et bredt, hånligt smil frem på Junos læber. Han var så fokuseret på Thanos at han knap og nap opfattede hvad Hector sagde til ham. Han havde dog ikke tænkt sig at lytte efter, hvad Hector sagde - det gjorde han alligevel sjældent, men i dag fik han heller ikke noget valg, for før han kunne nå at gøre andet eller mere var han væltet om på jorden. Øjeblikket efter gik der et lyn af smerte igennem ham. Han havde knap nok registreret hvor slaget havde landet henne, inden et nyt ramte ham.

Han kæmpede for at få sine hænder fri, men de forblev stramt bundet på hans ryg, hans ene skulder tvunget op i en underlig vinkel, imens han ikke på nogen som helst måde kunne forsvare sig selv. Han fik ikke engang tid til at åbne munden for at svine Thanos til, hvert slag efterfølgende hinanden hurtigt.

Smerten var én ting, men det slagene ellers gjorde ved Juno var nærmest lige så slemt; det ringede for hans ører i en høj, skarp hyletone, det sortnede for hans øjne og fik ham til at frygte, at Thanos helt slog synet ud af ham, og han var sikker på at han, over hyletonen, havde hørt sin næse brække. Varmt blod løb fra hans næseryg, næsebor, læber og mund på ingen tid.

Han var så langt væk, da Netrish angreb Thanos, at han knap nok bemærkede det, udover en lettelse over at få et øjeblik, hvor han ikke var i smerte.

Hector så forfærdet til, mens svinet tævede løs på Juno, og han var lige ved at springe af hesten, da Netrish kom ham i forkøbet. Han stirrede et kort øjeblik på, hvordan hun greb fat om lortehovedet, og han måtte indrømme, at hun vandt en god portion respekt fra ham lige dér. Men Hector havde ikke tid til at beundre Netrishs teknik, for Juno kom i første række. Hector gled ned fra hesten og pilede hen til sin ven.

Juno så virkelig skidt ud - faktisk var Hector slet ikke sikker på, at han overhovedet var ved bevidsthed - og Hector vidste, at han måtte have hjælp. Men Hector havde stadig hænderne bundet på ryggen, så han kunne ikke gøre ret meget. Heldigvis var Hector en smidig, lille djævel, og med et grynt af umage fik han lirket sine arme ned om sin bagdel. Derefter var det en smal sag at trække armene under bukkebenene, og vupti! Så var Hectors hænder pludselig foran ham i stedet for bagved. De var dog stadig bundet, og det kunne Hector ikke lige gøre noget ved. Men til gengæld kunne han lægge armene om Junos hals og trække ham tæt ind til sig.

"Din kæmpe kraftidiot," hviskede han ind i Junos blodige hår. Hans stemme dirrede af adrenalin og raseri. "Hvad fanden skulle det til for? Hvis du får slået dig selv ihjel, så smadrer jeg dig fandme, din store skid. Du kan lige vove på at tage billetten, chef. Jeg graver dig op og pisser på dig! Du gør det kraftedeme ikke."

Det var dejligt befriende at slå løs på Juno, det havde været en lyst, der lå som en evig kløen bagerst i Thanos' sind siden han var startet på denne ulidelige lange rejse. Han vidste godt, at passede han ikke på, ville drengen dø, men ærligt talt var han ligeglad. Det ville være spildt arbejde og spild af de krystaller, han ville kunne få fra ham, men tilfredsstillelsen ved at slå på ham var for stor. Lige nu ville han ikke stoppe, før han enten blev for træt eller blev stoppet.
Og det sidste skete. Han havde ikke lagt mærke til elveren, som hun var hoppet af hesten og havde sneget sig op bag ham. Først da rebet mellem hendes hænder blev lagt om han hals, gik det op for ham, at han havde lavet en fejl.

Et stik af overlevelsesinstinkt gik igennem ham, tæt på at ligne panik, men siden han ikke kunne føle frygt, var det bare en fysisk reaktion mod det pres, der pludseligt var i mod hans hals og luftveje. Elveren var stærk, det måtte han give hende, selvom hun var en lille spirrevip. Hans hænder gled op og greb fat om hendes underarme for at lette trykket om halsen bare en smule. Hun forsøgte tydeligvis at få ham ned at ligge, men han sad stadig med begge ben på hver sin side af Juno i en god stabil position, så det havde han ikke de store problemer med at forhindre. 
Han havde tre muligheder. Enten kunne han trække en kniv og stikke ud efter hende, men han havde ikke planer om at slå hende ihjel. Han kunne også bruge sin fysiske styrke og kropsvægt til at hive hende forover og ind over hans hoved, så hun ville lande foran ham. Men der lå Juno. Den sidste mulighed var simpelthen at komme på benene og smide sig bagover for at skubbe hende omkuld og lande på hende, for at bruge fremdriften til at slå en baglæns kolbøtte og trille af hende og komme ud af hendes greb. 

Den sidste mulighed virkede mest logisk og det var, hvad han valgte at gøre. Hans krop var begyndt at brokke sig over det manglende ilt og han havde lidt travlt med at få hendes greb af sig. Så lidt ustabilt kom han på benene, hvilket var svært med hende om halsen, men hendes vægt var lille nok til, at det kunne lade sig gøre. Så snart han var nogenlunde på benene, skubbede han sig bagud. Med hans højde og størrelse og pludseligt bevægelse, burde han kunne vælte hende bagover. Han gjorde sig så tung som mulig for at banke så meget luft ud af hende som muligt, inden han spændte op i mavemusklerne, trak benene op og fortsatte med at trille bagover, så han rullede af hende. Det fik samtidigt hans hoved ud af hendes greb. Hurtigt var han på benene og det første han gjorde var at sende en støvle direkte mod hendes ansigt for at pacificere hende.

Med samme ben skubbede han hendes hænder op over hendes hoved og satte en meget tung fod på hendes håndled, så hun var fanget. Smerten fra halsen var allerede ved at være væk, men hans hjerte bankede af sted og han var forpustet, som hans krop krævede mere luft. Han var ikke vred. Men han var noget der var meget tæt på. Og det var ikke godt for Netrish, der lige havde brugt den sidste snert af tålmodighed, han havde tilbage.

Med let rystende hænder løsnede han sit bælte og trak det ud af bukserne. Normalt ville han lægge det dobbelt og slå løs med den flade side af læderet, hvilket Juno havde oplevet et par gange. Men denne gang lod han læderet glide igennem sine hænder, så spændet hang forneden. Og uden et ord svingede han bæltet og lod det falde ned over kvinden. Og han holdt ikke tilbage, brugte sine kræfter og det naturlige sving, der var med tyngden af spændet for enden.
Som hun lå på ryggen var hendes krop blotlagt. Han sigtede ikke, ligeglad med hvad han ramte, ligeglad med om hun forsøgte at beskytte sig selv. Han blev stående på hendes håndled og undgik kun at ramme hendes ansigt, selvom den "smuttede" en gang eller to. På et tidspunkt trådte han af hendes hænder, skubbede til hende med foden og drejede hende rundt, så han kunne slå hende ned over ryggen i stedet. Hvor mange gange, han lod bæltet falde over hende, vidste han ikke, men måske en 25-30 gange. Måske mere.

Han stoppede først, som hans arm begyndte at fortælle ham, at det var nok. Roligt fik han sat bæltet på plads, inden han bukkede sig ned, greb hende i håret og slæbte hende hen til de to drengen, hvor han nærmest smed hende oven på Juno.
"Hel ham eller du får en tur mere." Og der efterlod han dem så, mens han gik ud efter hestene, der af skræk var gået væk fra lyden af læder, der slog.

Netrish havde forudset Thanos ville forsøge at få hende af, forsøge at kaste hende over sig eller gribe rundt. Hun havde forberedt sig på det, og holdt imod med alt sin styrke. Hun skulle bare holde indtil satyren kom og hjalp! Han kom af hesten, og fik hænderne om foran, perfekt, så kunne han... hvorfor stoppede han ved Juno?! "Så hjælp dog!" hvæsede hun af ham, hendes stemme spændt af anstrengelse for at holde Thanos tilbage. Men det var for sent.

Thanos faldt nedover Netrish, og på trods af han slog luften fuldstændig ud af hende, forsøgte hun stadig at stramme til, at holde fast, men hendes lemmer lyttede ikke. Thanos rullede af, og Netrish forsøgte med alt hun havde at bore neglene i halsen på ham for at stoppe ham, men det nyttede intet. Hun viste hun havde tabt allerede inden hans støvle mødte hendes ansigt, og det sortnede for øjnene af hende. Hun havde overvurderet ungerne, og hun ville nu betale prisen.

Og Prisen var høj.

Med en anstengelse trak hun sig lidt længere op mod Thanos, så hun kunne beskytte sit ansigt delvist med albuerne. Ikke at det hjalp hende meget. Netrish tog imod sin afstaffing uden at tigge om nåde, uden tuden eller banden. Støn, grynt og, i sidste ende, små klynk slap hendes læber under Thanos regn af slag. Første mærkede hun hvert enkelt slag men snart blødte de sammen i en tåge af smerte, hvor det eneste nye var når et slag missede hendes krop og ramte hendes ansigt i stedet, et ramte særdeles godt med spændet, og hun mærkede huden give efter og blodet løbe nedover hendes kind. Hun troede det værste var over da trykket endelig lettes fra hendes håndled. Hun tog fejl.
Han vendte hende rundt, og gentog hele turen. Spændet fangede i hendes hår og flåede små lokker med ud som bæltet piskede op og ned over hendes ryg.
Det føltes som evigheder inden Thanos endelig stoppede, og hun fik lov til at trække et enkelt åndedræt, inden han greb hendes hånd og trak hende videre. Alting gjorde ondt. Hver eneste bevægelse fra Juno under hende sendte jag af smerte igennem hende, hver en lille bevægelse hun selv lavede, hvert et åndedræt. Hun hørte kun halvdelen af Thanos ord, men hun forstod beskeden.

Netrish fik med et par smertefulde grynt flyttet sig op på siden, stadig liggende ovenpå Juno, og rakte op til hans ansigt. Hun lukkede øjnene og fokuserede, lukkede smerten ude.. Hun tog en overfladisk indånding, vel videne en dyb kun ville bringe mere smerte, og små, grønne lys begyndte at danse dovent om hendes hænder, som ildfluer i sommervarmen. Langsomt voksede de, til de et efter et forlod hendes hænder, og dansede over på Junos ansigt, hvor de trængte ind i hans hud som små, blide kys. Netrish rynkede brynene. Som hun dirreegerede energien. Livstruende først. Hjernerystelse, brud på kraniet, indre blødninger. Den smule farve hun havde haft tilbage i ansigtet forsvandt, og det meget markante, blodige aftryk af Thanos bæltespænde på hendes kind, blev endnu mere synligt. Det gjort stoppede hun. Juno var stadig forslået, og lignede stadig lort, men han var uden for fare og ville lide minimalt. Hendes hænder faldt slapt på Junos bryst.
Netrish åbnede langsomt øjnene, og hendes blik faldt på Hektor. "Det her... er din skyld" ordrene var hårde og direkte. De kunne alle tre være sluppet væk, hvis det ikke havde været for hans inkompetence! 

Juno kunne ikke se ud af det ene øje og på det andet var alt sløret, men han genkendte med det samme Hector, og selvom han ikke kunne høre hvad Netrish råbte, på grund af den hyletone der stadig overdøvede det meste omkring ham, forstod han meningen med det hun råbte.
Han følte sig nødsaget til at træffe en beslutning; et vovet forsøg på at lade Netrish og Hector slippe væk, eller han kunne beskytte Hector fra Thanos' vrede. Han valgte det sidste og han greb straks fat om Hectors trøje, for i et svagt greb at holde ham hos sig. "Bliv," bad han lavmælt og blodet sprækkede, hvor det havde klistret hans hævede læber sammen. Thanos ville ikke gøre Hector noget, hvis ikke han fik en grund til det, og Juno gjorde alt i sin magt for ikke at give ham en grund.

Han havde kun halvt hørt Hectors trusler og normalt ville han have fundet dem morsomme, men han røg for meget ind og ud af bevidsthed til at kunne svare på dem eller grine. Hver gang han kom til bevidsthed, var det første der nåede ham lyden af Thanos' læderbælte, der ramte hud, og fordi han vågnede op til det flere gange, føltes det som om det tog flere dage, inden det endelig var overstået.

Næste gang han kom til bevidsthed lå Netrish over ham og han kæmpede øjnene åbne til synet af en ligbleg, forslået elver. "Det er min skyld," rettede Juno hende, hans stemme hæs. Det lå helt instinktivt i ham at forsøge at beskytte Hector.
Hele hans mund smagte af blod, hans ansigt var ømt, det ene øje uden tvivl hævet til dobbelt størrelse og han havde det generelt skidt, men han havde det også betydeligt bedre end han havde haft det for et øjeblik siden. Nu var han i det mindste ikke længere i tvivl om at han ville overleve og han kunne holde sig ved bevidsthed.

"I skulle være stukket af," han forsøgte at snerre det, men hans stemme knækkede undervejs og pludselig fik han en klump i halsen. Mest af alt havde han lyst til at skride og i mangel af det, måske bare gemme sit ansigt, men hans hænder var fortsat bundet på hans ryg, og han kunne fandme ikke engang sætte sig op så længe Netrish lå på ham. 

En kold og klam klump af dårlig samvittighed dumpede ned i Hectors mave, da Netrish hvæsede af ham, og han vidste slet ikke, hvad han skulle sige. Han kunne jo godt se nu, at hvis han bare havde angrebet svinet med hende, så havde de måske haft en chance til at stikke af. Men Juno havde bedt ham om at blive, så Hector var blevet. Han havde lænet sig ned og hvilet sin pande på Junos, mens et par enkelte varme tårer havde ramt Junos ansigt.

Men tårerne var væk nu, for Hector nægtede, at svinet skulle se ham tude. Han strammede i stedet sit greb om Juno og fnøs, "Hold nu kæft, chef. Det er for sent alligevel nu."

Han sagde ikke noget til Netrish, men han lovede stille sig selv, at han ville prøve at gøre det godt igen med hende, for det var jo hans skyld det hele.

Sandsynligheden for, at nogen af dem ville forsøge at flygte, mens Thanos fangede hestene ind igen, var ikke-eksisterende, så det gjorde han bare uden hast. Tilbage ved hans fanger, greb han først Hector om livet og smed ham op at sidde på det gamle øg. Derefter Juno, foran så Hector kunne holde ved ham, skulle han få lyst til at falde af. Først senere, når de slog lejr, ville han binde Hectors hænder fast på ryggen igen, lidt af en tillidserklæring, men ind til videre havde han været den eneste, der havde opført sig ordentligt og det kunne godt give satyren en smule løsere reb, så at sige. Til sidst samlede han elveren op og smed hende over ryggen på hans egen hest. Om hun ville sidde eller ligge kom helt an på hende selv, som han gav hende muligheden for at svinge benet over, som han løftede hende op. Han var ligeglad, hun skulle bare med. Han var også ligeglad med, hvad der var mest behageligt for hende. 

Efter et par timers ridt mere, kom de frem til den lille sø, han havde sigtet efter. Her lavede han mad, men kun Hector og ham selv fik noget. Denne aften gav han ikke satyren muligheden for at dele med sin ven, det havde han ikke fortjent.

To dage gik, hvor verden blev mere og mere tør, jorden blev til sand og varmen tog til. De krydsede den usynlige grænse til Rubinien, landet af sand, og hestenes skridt blev tungere, som de synkede ned i det bløde underlag. Den anden dag fortsatte Thanos ridtet, selvom solen stod op, de var så tæt på målet, at det ikke kunne betale sig at slå lejr. Og ganske rigtigt, nogle timer efter solen var stået op, dukkede der hvad der kunne ligne en gammel gård op. Sandet havde bevæget sig mod nord, slugt bygninger og marker og gjorde området død for mange år siden. Denne gård var på et tidspunkt blevet overtaget af en dæmon, ansat af slavehandleren, og gjort til et modtagersted. Staldbygningerne husede både heste, kameler og indelukker til slaver. Hovedhuset var næsten lavet til en kro, hvor slavejægere kunne få noget hvile, inden de rejste tilbage til Medanien og livet igen.

Et halvdyr, noget der mindede om en væsel, kom og tog i mod de to heste. Thanos guidede de tre fanger ind af døren ind til huset. Rummet de kom ind i, havde været stuen, men havde nu mere udseende af noget, der lignede en krostue, med bar, men ikke så mange borde og stole. En enkelt stor stol var sat frem nær den døde pejs, der ikke var tændt om dagen, som varmen trængte ind igennem taget og murene. I stolen sad en kraftig mand med et kraftigt sort fuldskæg og kortklippet sort hår. Han så ikke helt ud som man tænkte en handelsmand ville gøre, men Thanos førte uden tøven de tre frem mod ham.

"Donjo. Du har skiftet hylster siden sidst. En jæger?" Thanos spurgte tydeligvis bare af ren og skær høflighed, han var fuldstændig ligeglad. Den store mand i stolen rettede sig lidt op.
"Ja, han fandt det sjovt at stikke mig ned, da han var uenig med min pris. Og vi havde ikke lige andet end små elverdrenge, og du ved jeg ikke gider sådan noget skravl." Mens han snakkede, gled hans blik over Juno og Hector og stoppede ved Netrish, som han stirrede lidt på med et ubehageligt blik. "Har du noget godt med til mig denne gang?"
Thanos trak let på skuldrene.
"De to drenge er ikke noget specielt. Mennesket kan gå igennem vægge. Satyren er mere som kræs til Vargas, en bonus. Elveren... jeg hører, det er hvad han vil have nu? Og så kan hun heale." Han snakkede om dem, som var de noget kvæg. Dæmonen lænede sig lidt frem stadig med blikket mod Netrish.
"Heale siger du? Kan du andet snuske?" Et klamt smil gled over det skæggede ansigt, som der ikke kunne være tvivl om, hvad han henviste til.

Netrish havde trods sine skader, svunget sig op at sidde ordenligt. Om det var mere behageligt i øjeblikket var tvivlsomt, men hun viste det ville blive et helvede at ligge over hestens ryg længere tid. Og siddende ville hun også have bedre mulighed for at helbrede sine egne skader. Hun lod dog mærket på sin kind sidde til Thanos explicit havde bedt hende fjerne det. Hun var ikke forfængelig, og det var en diskret måde at spytte Thanos i ansigtet, uden at vække hans vrede.

Skønt hun ikke længere var af Kiles Orden, kunne hun lige så vel have båret en maske for alt den følelse hun viste. Hun så knap på de to drenge, og ignorerede fuldstændig Hektor. De var i live som de burde. Intet andet betød noget. Ikke deres ord, ikke deres tilnærmelser, deres blotte tilstedeværelse kunne hun ignorere så længe de ikke var i livsfare.

Selvom som de nåde frem til deres destination var hendes kølighed næsten mærkbar i ørkenheden. Der var ingen lettelse over snart at være ude af Thanos hænder, for hun viste hvem end hun blev overdraget til sandsynligvis ville være lige så slem - eller værre.
Dæmonen med de klamme tilnærmelser var det mindste, næsten grinagtigt sammenlignet med. Hun mødte halvdyrs dæmonens blik uden tøven og uden frygt, og svarede ham med et enkelt ord:

"Nej."

Juno havde været vred på Netrish lige siden hun havde taget sig den frihed at redde hans liv. Han følte, at han skyldte hende sit liv, og han udtrykte det ved, så ofte som muligt, at gøre hende opmærksom på at han ikke havde bedt om hendes hjælp og at han ikke skyldte hende noget.

Han blev mere og mere apatisk som de rejste igennem landet, og da de endelig nåede frem til deres destination havde Juno for første gang på rejsen forholdt sig tavs i over en time. Selv indenfor holdt han sig fra at kommentere på de mænd, der nu forhandlede om dem. Først da manden, Donjo, så på Netrish med et ubehageligt blik, begyndte noget at leve op i Juno igen. Han kunne ikke fordrage den slags blik hos mænd, ligegyldigt hvor meget han selv havde catcalled og forsøgt at flirte med Netrish.

"Hun er ikke engang en god healer," mumlede Juno, lavmælt, men højt nok til at begge mænd kunne høre det. Han så væk fra dem begge imens han sagde det, klar over at han risikerede at blive straffet for det. Hans ansigt bar stadig præg af den straf han havde fået for et par dage siden; hans læbe var flækket, det meste af hans ene øje omridset af en ubehagelig blanding af gul, grøn og lilla, samme øje blodskudt. Under hans andet øje løb en blå og sort linje langs de mørke cirkler der altid lå under hans øjne.
Han var udmærket klar over at det var fordi at Thanos var ligeglad med de overfladiske af hans skader, og ikke fordi Netrish var en dårlig healer, men han kunne ikke modstå muligheden for at provokere når han var i lokale med to mænd, der begge troede at de var bedre end ham.