Arons pen stoppede på intet tidspunkt, selvom han slet ikke så ned på papiret. Han kiggede indtrængende på Trylletta, mens han skriblede løs.

"Hvor henne i skoven?" spurgte han, da Trylletta holdt en pause. "Var det ved bjerge eller flod? Måske begge dele? Boede du i en lysning, eller holdt du mere til i krattet? Måske havde du bygget et hus eller en hule? Følte du dig hjemme dér?" Det gik op for ham, at hans spørgsmål var for mange og for hurtige, og måske lidt for overvældende. Han smilede undskyldende.

"Det må du undskylde," sagde han og sukkede af sig selv. "Fortsæt endelig."

Trylletta blev helt rund forvirret i et kort øjeblik med alle de spørgsmål, og da han stoppet for at lade hende snakke lod hun sig tage en stor vejr indtrækning. 

"Jeg boet i et hus, som nogle andre havde flyttet ud af, jeg ved ikke hvorfor. Det var tæt ved en flod, ude i en stor skov jeg ikke kan navnet på mere.." Hun tænkte sig kort om, før hun lod sig selv opgive.
 
"Jeg følte mig hjemme, især efter jeg mødte Remeré, min mand-" Trylletta stoppet abrupt og tog en hånd til hendes ansigt for at hurtigt børste en tåre væk. "Min... forrige mand." Rettet hun.

Aron lænede sig straks lidt tættere ind over bordet, da han så tåren på Tryllettas kind.

"Din forrige mand?" gentog han, mens hans ivrigt skrev løs i sin. "Forlod han dig? Eller forlod du ham?"

Aron vidste godt, at han kunne virke provokerende nogle gange, men han kunne ikke gøre for det, Han prøvede virkelig at holde igen, når folk fortalte, men nogle gange løb det altså af med ham, hvis han blev meget nysgerrig. Han lænede sig tilbage igen og smilede. 

"Du behøver selvfølgelig kun at svare på de spørgsmål, du har lyst til at svare på," tilføjede han venligt og lod sin pen ligge lidt for at skænke noget mere te op til dem begge to.

"Selvfølgelig, jeg svare kun på ting som jeg er klar til at fortælle om." Trylletta sendte ham et trist smile og tog en dyb indånding. 
"Han forlod mig. Jeg var ikke i stand til at bære hans børn, så han forlod mig, og vores hjem, og Alfelunden."
Trylletta tog en lang slurk fra hendes te for at gemme nogle flere salte tåre der rullet ned af hendes kinder. Og som hun elegant satte koppen ned igen børstet hun tårene væk.

"Men jeg kan ikke holde det i mod ham. Jeg arbejdet hele tiden, og hvis jeg ikke en gang kan have et barn, hvor god en kone er jeg så?" Hun fniste sarkastisk og fyldt med had, men hvor det had var vendt mod var usikkert.

Aron smilede til Trylletta.

"Jeg kan heller ikke få børn," fortalte han roligt og nippede forsigtigt til den varme te. "Men jeg er selvfølgelig heller ikke gift. Men jeg er sikker på, at du var en god kone, selvom du ikke kunne bære din mands børn, og ligegyldigt hvad var det jo ikke noget, du gjorde med vilje. Det bestemmer ikke dit værd."

Hun sukket dybt. "Jeg er ked af at høre du ikke kan få børn. Der er ikke mange velsignelser der minder om glæde ved at have børn. Min lille Lavendel var en velsignelse og en byrde jeg ikke ville bytte for noget i verden."
Hun sendte ham et smile, et oprendeligt og varmt smil. Et smil fyldt med sorg for ham, men glæde for at han var okay med det. 

"Min værdi blev fundet et andet sted, jeg har en fantastisk evne, især til et simpelt folk som tjener det meste på at sælge ting folk har forlagt i skoven. Jeg kan fornemme magi."

"Javel," brummede Aron og begyndte straks at skrive igen. "Interessant... Hvordan kan du fornemme det? Kan du fornemme evner hos folk, eller er det mere magiske artefakter, du kan fornemme?"

Aron havde aldrig hørt om sådan en evne før, men der fandtes jo alverdens evner, så hvorfor ikke en som denne?

"Jeg kan mærke begge, det er som en sinds fornemmelse. Jeg ved du kan læse tanker, for eksemple." Sagde Trylletta med et smil, og trak sig på skuldrene.

"Det er åbenbart noget jeg har fra min far, og han har lært mig hvad de forskellige fornemmelser betyder, og hvordan man kan lære hvad nye fornemmelser betyder." 

"En nyttig evne," sagde Aron med et nik og smilede. "Hvor længe boede du så ude i skoven med din mand? Hvad lavede I derude? Opdyrkede I jorden?"

Aron kunne mærke, at det knagede lidt i hans håndled, men han skrev ufortrødent videre. Det var slet ikke nok bare at få fakta og enkelte informationer. Hvis dette skulle blive et rigtigt godt indlæg i hans bog, skulle alt fra de omgivelser, de sad i nu, til udtrykket i Tryllettas øjne beskrives ned til mindste detalje. Aron behøvede efterhånden ikke engang tænke over, hvad han skrev mere. Han gjorde det hele helt automatisk nu.

"Jeg fik arbejde i lunden som fortryller, og jeg kan helt ærligt ikke huske hvad han lavet." Trylletta sukket dybt og rystet op hovedet.

"Jeg fik jobbet da der kom nogen til byen og lod som om de kunne nogle magiske ting de ikke kunne, noget med at kunne kontroller to elementer." Hun fniste af ideen. "Jeg fortalte højlydt, til alle i lunden, at han ingen kræfter havde over hovedet, og han kunne ikke mod bevise mig." 

Trylletta kunne tydeligt huske dværgen, der på en eller anden måde havde fundet deres lund, som havde stået og blæret sig til en gruppe pige alfer om hvordan han kunne få sten og vand til at gøre hvad han ville. Hun kunne også huske hvor meget pigerne havde grint af ham som han blev rød i hovedet og forlod Alfelunden med en sur attitude. Nogle af de ældre alfer havde været bekymret om at han ville have været kommet tilbage og ødelagt nogle af deres ting, men han gjorde det aldrig.

Det var ikke, fordi Aron havde planlagt at se ind i Tryllettas tanker, men han gled ligesom derind, da hun begyndte at fortælle pm dværgen. Han kunne se det hele for sig, sådan som hun så det, og han kluklo stille af den stakkels, ydmygede dværg. Derefter skyndte han at trække sig væk fra hendes minder igen; det var ikke høfligt at komme der, hvor man ikke var inviteret.

"Hvad skete der så?" spurgte han og tog et slurk af sin te.

Trylletta fniste med ham, hun kunne ikke mærke han havde brugt hans kræfter men med hans reaktion gik hun ud fra han havde set med mens hun gennem levet øjeblikket i hendes hovede.

"Efter Remeré forlod mig og Alfelunden, gjorde jeg næsten intet andet end at arbejde og gå turer ude i skoven." Forklaret hun før hun tog en tår af te'en. 
"Jeg ville bede til alle mulige forskellige guder, bedene om nogen der kunne hjælpe mig, om nogen eller noget der kunne skænke mig det barn jeg aller helst ville have." Hendes stremme bristet og hun snøftet kort, mens hun tog et lommetørklæde ud af hendes ærme. 
Hun tørte hendes øjne og fortsatte. 
"Jeg følte mig som mindre kvinde, som om at den ene ting det er meningen jeg skulle kunne, det kunne jeg ikke," 

Hun kunne huske hvordan folk i Alfelunden troede at hun var forbandet, om at hun nok ikke kunne få børn fordi hun kunne fornemme magi og hun måske havde snydt nogen som så havde lagt den her forfærdelige forbandelse på hende. Andre troede bare ikke på at hun ville have et barn nok. Mange af kvinderne i Alfelunden var nogle forfærdeligt overtroiske typer, og ville ikke en gang snakke med Trylletta efter Remeré havde forladt hende. Der var nogle få som stadig snakket med hende, men det var først da hun fik Lavendel hun endeligt følte sig hel. 

Hun fortalte alt dette til Aron med tåre i øjne og et skævt smil, der tydeligt kun var der, for at hun ikke skulle bryde helt sammen.

Aron skrev og skrev, jo mere Trylletta fortalte. Han havde aldrig boet i Alfelunden, men han kunne sagtens genkende mange af de ting, hun fortalte om alferne. De havde heller ikke ligefrem været venlige overfor ham, da de havde fundet ud af, at han ikke var helt som de andre. Alfer var vist ikke de mest tolerante væsner i dette land, men det kunne man sikkert sige om de fleste racer. Det var egentlig utroligt, hvor travlt folk havde med at blande sig i sager, der slet ikke vedkom dem.

"Og hvordan fik du så Lavendel?" spurgte han og trommede let med pennens ende i bordet. 

Trylletta's ansigt lyste op da han spurgte ind til hendes datter. 
"Jeg var ude og gå ved udekanten af Alfelunden, da jeg hørte nogle af de ældre alfer råbe om noget. Så hørte jeg det, et spædbarns gråd. Jeg kunne mærke det dybt i min mave at der var mere til det end bare et efterladt barn." 
Hun sukket af tanken og rystet på hovedet. 

"Jeg fløj, så hurtigt jeg kunne, med mere vinge kraft end jeg vidste jeg havde. Jeg skulle være en af de første til at se det her barn. Jeg skulle vide om den her følelse jeg havde, om den var rigtig." 
Hun tog en kort pause for at få vejret og tage en slurk te. 
"Og jeg så hende, og jeg vidste det med det samme. Hun var noget helt specielt, noget helt fantastisk. Hun var mit mirakel, og selv om jeg kunne mærke hun havde nogle mørke krafter, så var hun nød til at være min." 
En tåre løb ned af Trylletta's ansigt, men dette var ikke en bitter tåre, men en tåre af glæde, fra et smukt minde. 

Aron fik igen et glimt af Tryllettas minder, og et barneansigt kiggede nysgerrigt op på ham. Han smilede; han havde altid godt kunne lide børn, og selvom han havde affundet sig med, at han aldrig selv kunne blive forældre til et barn (ihvertfald ikke en blodsbeslægtet barn), så kunne han godt mærke, at det nogle gange trak i ham. 

"Hvad var det specielle ved hende?" spurgte Aron, da han havde fået trukket sig ud af sine egne tanker. "Hvad var det mørke?"

"Hun var mit mirakle, det var skæbnen, at hendes mor skulle løbe ud i skoven, ud tæt på vores lund. Det var gudernes måde at vise at det endeligt var min tid til at blive moder." Trylletta smilet varmt ved mindet om lille Lavendel, på en seng lavet af rosen blade, med en masse alfer over hende, der alle ville kigge på dette barn som havde overlevet at dræbe sin egen mor. 

De havde forslået at dræbe hende, så hun aldrig ville skade nogen igen. Trylletta havde aldrig været en til fysisk kamp, men det tog to alfer at få hende af dem der forslog det.

"Hun var halvt dæmon, og jeg havde vidst det næsten fra starten. Magi og natur følelses så forskelligt, og jeg vidste ikke om det bare var krafter, eller om det var nature. Det vidste sig så at være en del af begge." Trylletta fniste af ironien ved det hele. Hendes mirakle barn, en 'ond' nekromantiker. Det var åndsvagt bare at tænke på.

Aron kunne godt mærke frustrationen hos Trylletta, og han kunne også sagtens forstå den; det måtte ikke være nemt at elske en person, som andre synes var ond.

"Jeg tror ikke på godt og ondt," sagde Aron og smilede venligt til Trylletta. "Der findes stort set ingen væsner, der gør ting blot for at være onde. Der er altid en grund til et væsens handlinger, og de fleste handler af nød. Det er naturligvis ikke alle, der er enige om en grund er nok til for eksempel at stjæle, men det handler jo om øjnene, der ser. Ægte, rendyrket ondskab er meget sjælden... Ja, jeg tror faktisk aldrig, jeg har mødt den. Derfor tror jeg heller ikke på, at din datter er ond, selvom mange nok vil opfatte hende sådan."

Trylletta's ansigt lyste praktisk talt op. 
"Lige præcis! Der findes ikke godt eller ondt, der findes gode eller dårlige intentioner og motivationer." Hun smilede varmt til Aron.

"Jeg vidste at hvis jeg kunne opdrage hende ordenligt, så ville hendes dæmon blod intet problem blive, og hvis hun ikke fandt hendes evner før senere i hendes liv, så ville det hellere ikke være et problem, men ting sker." Trylletta sukket dybt og rystet på hovedet.

"Hun havde fået en kat, da hun var cirka ni år gammel, som hun så kærligt kaldte Snebold, på tråds af den sorte pels. Hun havde den i godt tre år før der var en regnbuesno der forsøgte at spise den." Trylletta skulle lige stoppe for at få vejret før hun fortsatte. 
"Min kære lille Lavendel havde valgt der, at hun skulle lege selvtægts kvinde, og tog på eventyr for at dræbe snoen, og hun gjorde det med ganske god success, men da hun fik gravet hendes kat ud af maven på den...." 
Hun stoppet igen for at samle sig selv. "Den var meget død. Men det ville hun jo selvfølgeligt ikke acceptere, så hun sagde til mig hun havde gjort hvad jeg normalt gør på arbejde. Lukker øjne, lægger hænderne roligt på den, og så fokuseret hun..." 

Trylletta kunne mærke en smule stolthed i sig selv, da hun snakket om hvordan hendes datter havde prøvet magi af første gang, inspireret af den måde hun gjorde det på. 

"Hun bragte katten tilbage til live, og hvis den ikke var halv fordøjet, så tror jeg godt vi kunne have ladet som om den bare aldrig havde været død, men alfer er jo et lidt sart folk." Trylletta fniste, da hun husket hvordan nabo alfe-konen havde skreget med alt hun havde i sig da hun så Snebold i Lavendel's arme.

"Jeg tror nu, de fleste væsner ville blive chokerede over at se en halvfordøjet kat i levende live," kluklo Aron og rystede lidt på hovedet. "Hvordan gik det så galt med Lavendel? Hun opdagede sine kræfter tidligere, end du havde ønsket, men hvor var det, at det virkelig gik skævt? Hvornår vidste du første gang, at det ikke ville ende godt?"

Han kunne sagtens fornemme Tryllettas stolthed over sin datter, og det var da også noget at være stolt over! De var de færreste 9-årige, der kunne vække de døde til live, og det var en gave, der kunne gøre meget nytte rundt omkring i verden, hvis den altså blev brugt rigtigt. Men Aron kunne også sagtens gætte, at Lavendel ikke havde brugt sin gave til at gavne med, selvom det måske havde været hendes ønske til at begynde med...

"Det var ikke så meget at hun opdaget hendes krafter, som at det var at hun ikke var diskret med hendes første forsøg med dem..." Trylletta rystet på hovedet. 
"Hun havde bare taget Snebold i armene og løbet hjem, forbi mange nysgerrig øjne. Hun ville så gerne have jeg så hvad hun kunne." Hun snøftet og tørret hendes øjne igen. "Det øjeblik hun havde trådt ind i Alfelunden med den døde kat, havde hun sat os begge i en ekstremt farlig situation, og hun vidste det ikke en gang selv..."

"Jeg måtte kæmpe i flere dage for at de ikke drabte hende og mig på stedet. Jeg måtte love dem at hvis hun blev sat i eksil at hun aldrig ville komme tilbage, og at jeg ville arbejde de næste 30 år gratis for landsbyen." 
Trylletta kunne mærke sig selv blive rød i kinderne af vrede ved tanken. 
"Så jeg måtte sige farvel til min lille skat, og sende hende ud i verden da hun kun var 12 år gammel."

Trylletta var sekunder fra et sammenbrud foran Aron. 
Der var ikke gået en dag siden Lavendel var sat ud for sig selv, hvor Trylletta ikke havde fortrudt at hun lod være med at tage med. Hverdag måtte hun vågne til at se hendes lille piges store seng inde i deres lille hus. 
Trylletta's øjne var store, runde og røde fra tåre der truet med at falde som vandfald ved den mindste provokation.