Hectors hjerte sank, da øjnene kom til syne i døråbningen, for selvom Hector ikke kunne se hele mandens ansigt, vidste han allerede nu, hvem han var. Eller det vil sige, at Hector genkendte arret over det ene øje fra de halvdårlige tegninger, han havde set i byvagternes vagtstuen (et sted, Hector havde opholdt sig alt for mange gange, når han blev snuppet i at stjæle), og selvom han ikke vidste, hvad manden var efterlyst for, at vidste han, at manden var dødens farlig og ikke nem at narre.

Hector tøvede et sekund - lysten til at stikke af var næsten overvældende, men han kunne ikke forlade Juno. Så ville han hellere dø sammen med ham.

Hector skiftede taktik uden at blinke. 

"U-undskyld, herre," sagde han sagte og med bævrende stemme og underlæbe, som om han var på nippet til at tude. Han trippede lidt på stedet. "Det er bare, fordi... der har været nogle s-støjklager fra Deres naboer, og de har sendt m-mig op for at undersøge det."

Hector trak på al den skuespilkunst, han var blevet flasket op med; han lod sit blik flakke, sin hale dirre, sine fingre fumle, han lod endda det ene, alt for lange ærme falde ned over sin ene hånd... Han gjorde så at sige alt, hvad han overhovedet kunne, for at ligne en knægt, der havde første dag på jobbet og som var meget langt ude at skide. 

Thanos så følelsestomt ned på satyren, der med tårer i øjnene forsøgte at bilde ham ind, at han åbenbart arbejdede på stedet. Thanos var ikke idiot, han kendte til hver eneste ansatte på stedet, så han vidste hvem han skulle tro på og ikke tro på. Han var trods alt selv en jagtet mand og havde en voksen stået og påstået, at han var sendt herop af krofatter, ville Thanos uden tvivl vide, at han var i problemer. Nu var det et barn, men det ændrede ikke så meget. Krofatter havde rigeligt af sine egne unger til, at han ville hyre en fremmed, endda en satyr, til at arbejde for sig.
Men ingen af disse tanker var at se på hans ansigt, som han stirrede ned på det ynkelige væsen. Satyrer. Medmindre de kunne synge, var de intet værd, ikke engang som slaver. Selvom hans aftager syntes at have en svaghed for halvdyr. 

For et øjeblik rørte han sig ikke, men så trak han vejret ind og rettede sig en smule op.
"Det må være det forkerte værelse." Og derefter lukkede han døren lige for næsen af den unge satyr. Med et lidt uhyggeligt glimt i øjet så han kort hen på Juno, hvorefter han flåede døren op, greb satyren i nakken og trak ham ind i værelset, for at kaste ham mod gulvet. Derefter vendte han sig mod døren, lukkede den og slog slåen for igen. Det så ud til at blive en lang nat.

"Jeg gætter på, at din ven her forsøger at redde dig." Ordene var henvendt til Juno, som de brune også kort gled over, inden de landede på satyren. Thanos var ikke racist, ikke som sådan. Men han havde ikke ligefrem høje tanker om satyrer, som for det meste ikke lod til at kunne finde ud af at bruge våben og ofte var ret svage af sig. Det modsatte havde han også set, men det var sjældent.
"Medmindre du har en rimeligt stor bunke krystaller gemt under den stjålne kofte, så ser det ud til, at jeg nu er i besiddelse af to tyve." Han havde stadig kniven i sin hånd. Med et let bevægelse vendte han den i håndfladen og pegede spidsen af bladet mod satyren. "Jeg gætter på, at du skriger mere end din ven, når man brækker dine fingre." Havde han tænkt sig at starte forfra? Måske. Lige nu havde han ikke taget nogen nærmere beslutning om, hvad der skulle ske.

Juno genkendte Hectors stemme med det samme og han kunne lige så godt have slået et slag i maven; det var én ting at rode sig ud i den her slags lort, det var noget helt andet at Hector vidste det. Endnu værre var det, at han kun kunne være her med intentioner om at redde ham. Og Juno skulle ikke reddes. Han skulle fandme slet ikke reddes, hvis det betød at Hector puttede sig selv i fare.

Han sank lettet tilbage i sengen da Thanos blot smækkede døren, men så snart han så det blik manden sendte ham, spændte han i hele kroppen igen, og da Hector blev kastet på gulvet foran ham, rystede han forpint på hovedet, som havde Thanos smidt et lig foran ham. Det havde han næsten også.

Skamfuldt slog han blikket væk, da Thanos påpegede det åbenlyse; Hector var her for at redde ham. Så vidt som muligt ville han gerne ignorere at Hector var her og at han så, hvor dybt vand han var kommet ud på, og det var først da det gik op for ham at Thanos muligvis ville gøre Hector ondt, at han så op på manden igen, hans øjne bedende.

Han satte sig op på knæ og hev og sled i rebene for at komme hen til sin ven, hvis liv han forsøgte at trygle om, men ingen af hans ord var forståelige igennem kneplen, kun hans desperation. Det var mere end 10 år siden at han havde kunnet få noget som helst ved at se bedende på nogen med sine klare, blå øjne, og det var lige så længe siden at han havde kunnet gemme sin stolthed langt nok væk til overhovedet at forsøge, men i dette øjeblik så han på Thanos med et blik så bedende, at dets lige kunne ses hos mødre, der bad om nåde for deres spædbørn. Han var villig til at give hvad som helst for at få Thanos til at holde sig fra Hector og han lagde ikke skjul på det.

Hector havde lige præcis tid til at føle både lettelse og fortvivlelse, da døren blev smækket i, og han var ved at besluttet sig til, om han skulle gå eller banke igen, da døren blev flået op og han blev grebet i nakken. Hector landede med et dunk på gulvet, men det tog ham ikke lang tid at orientere sig i værelset. Han var alene med manden, foruden Juno der lå bundet på sengen. Det tog ikke mange sekunder, før det gik op for Hector, at Juno var ret ilde tilredt, men i det mindste var han stadig i live. Værelset stank af blod og voldtægt.

For hvert ord, manden talte, hadede Hector ham mere og mere inderligt, og hans hjerne flød allerede over med fantasier om, hvordan Hector sønderrev mennesket foran sig. Manden havde gjort Juno ondt, og at tilintetgøre ham blev nu prioritet nummer ét på Hectors liste. Men han sagde intet, ikke et eneste ord. Hector havde mødt folk, som denne mande før i sit liv, og han vidste, at tryglen ikke ville hjælpe. Hvis manden ville slå ham ihjel, ville han gøre det, og Hector kunne bede for sit og Junos liv herfra og til påske, og det ville ikke hjælpe.

Det eneste, Hector havde under sin kofte, var kniven og læderpungen, han altid havde spændt om maven. Pungen var dog tom for krystaller, for Hector havde ikke været klog nok til at medbringe bandens opsparing af krystaller. Den indeholdt kun en slangebøsse og en håndfuld blanke sten, Hector havde for vane at samle op, hvis han fandt dem. Det var dumt, Hector var dum, men i det mindste var Juno mindst lige så dum for at have bragt sig selv i den her situation. Hector rystede svagt på hovedet af sig selv. Nej, hvis han skulle dø nu, ville han ikke have, at hans sidste tanker om Juno skulle være dårlige. 

"Hvad vil du?" spurgte han med en stemme, der var lige så iskold og hadefuld som det blik, Hector sendte manden.

Reaktionen fra Juno fortalte Thanos alt, hvad han skulle vide. De bedende øjne, den mumlende stemme, der trængte igennem kneblen. Panikken. Satyren betød noget for mennesket og på reaktionen kunne Thanos regne ud, at han betød en del. Kærlighed. ikke noget Thanos kendte noget til, han havde aldrig holdt af noget i hele sit liv. Intet betød noget for ham. Men han havde lært at genkende følelsen i dem, han havde mellem hænderne. Og kærlighed, lige meget hvilken slags, var det bedste torturvåben han endnu var stødt på. Hans blik gled endnu en gang i mellem de to drenge. Måske han skulle bruge natten på lidt sjov.

Man skulle måske ikke tro det, men det var satyren, der virkede til at have mere styrke end mennesket. Hans respons på det hele var i hvert fald kedeligt koldt og Thanos så lidt overvejende ned på ham, ignorerende protesterne fra sengen.
"Hvad jeg vil? Er det ikke et sært spørgsmål?" Han satte sig på hug med armene hvilende på sine knæ og røven på hælene, så han var mere nede i højde med satyren på gulvet. Der var intet truede i hans bevægelser, trods truslen om at brække hans fingre eller kniven i hans hånd, nej han virkede måske mere nysgerrig, som de brune øjne betragtede halvgeden.
"Din ven har fået en lektion i ikke at røre mine ting. Jeg havde valgmuligheden mellem at skære halsen over på ham, slæbe ham til Rubinien eller slippe ham fri en hånd mindre. Nu? Nu har jeg endnu mere underholdning." Hans stemme var flad og følelsesløs, hvilket var en underlig kombination med de ord, der forlod hans mund.

Som han udtalte det sidste ord, dukkede et let ondt smil op på hans ansigt og han greb hårdt fat i satyrens ben, lige over hans ankel, og hev ham hårdt hen i mod sig. Samtidigt satte han kniven på plads i sit bælte, inden han løftede hånden og lod den knyttede næve fare mod satyrens ansigt. Han forventede ikke den helt store modstand, trods satyrens kolde tonefald.

Det var hurtigt tydeligeligt, at Hector ikke havde en chance mod manden, der efter den måde, han håndterede sin kniv på, havde mere en almindeligt meget træning i at håndtere våben. Han var også meget større og stærkere end Hector, og han kunne sikkert kvase Hector med sin vægt alene, hvis han satte sig på ham.

Det klamme smil på mandens læber fik Hector til at tro, at han sikkert var typen, der fik ståpik af andres lidelser, og hvis det var tilfældet, så havde Hector ikke i sinde at give ham den tilfredsstillelse. 

Men spørgsmålet var så, om manden også var hurtigere end Hector.  Det var han i første omgang, og Hector slap et lille, overrasket gisp, da han blev trukket han ad gulvet, men knytnæven? Dén havde Hector set komme, og han rullede halvt til side for at undvige den. Han forsøgte ikke at slippe væk, for manden havde for godt fat i ham, men Hector håbede i det mindste, at det ville gøre ondt af helvedes til, hvis mandens knytnæve bankede ned i gulvet i stedet for Hectors ansigt.

Juno ville normalt ikke have skreget, hvis Hector blev slået ud efter. Fyren kunne klare sig selv og et par slag var ikke det værste der kunne ske for ens ansigt. Men i dag, med Thanos, var Juno allerede panisk. Han følte endnu ikke at han havde fundet ud af hvor langt manden var villig til at gå, og det var ikke utænkeligt at han ville smadre Hectors ansigt, bare for at få et kick ud af det, så da han hamrede sin knytnæve ned imod ham, skreg Juno så højt han kunne under klædet og hev desperat i sine reb igen.

Han vendte sig, så hans fødder var imod væggen sengen stod op af og begyndte at sparke på dem så hårdt han kunne. Hvis naboen ved siden af blev generet nok, kunne det være at den person, Hector havde udgivet sig for at være, ville komme ovenpå, og selvom det ikke var noget han ville have turdet, hvis han havde været alene med manden, så var han nødt til at gøre forsøget nu hvor Hector var i fare.

Thanos havde for en sjælden gang undervurderet sin modstander - eller rettere sagt, han var en smule træt og efter at have tævet løs på satyrens tøsede ven, havde han ikke lige tænkt, at der ville komme mere modstand. Men satyren flyttede sig som hans næve havde retning mod hans ansigt og hans hånd bankede ned i gulvet. Følelsen af et lille knæk og en skarp smerte gik op igennem hans arm, men forsvandt næsten lige så hurtigt, som den var kommet. Hurra, endnu mere smerte når midnat kom. Thanos kunne ikke føle vrede, som han ikke kunne føle noget, men irritation bygget på logik og fysisk følelse var intet problem og lige nu var Thanos så tæt på vrede som han kunne være. 

Han kom hurtigt på benene og sparkede til satyren. Hårdt, sigtende efter side, ryg og mave, som han sendte foden af sted en fire-fem gange. Derefter bukkede han sig ned og ville gribe satyren i det krøllede hår, men som han var ved at gribe fat, stødte hans fingre mod et horn. Perfekt. Håndtag. Hårdt rykkede han satyren op og trak ham de få skridt hen til sengen, hvor Juno havde haft travlt med at lave larm. Endnu en gang greb han fat i en tot hår, denne gang Junos lyse, og derefter trak han hans hoved hårdt bagover, mens han lænede sig ned over ham. De brune øjne havde et faretruende skær over sig.
"Hvis du fortsætter med at lave larm og te dig, skærer jeg din ven her i småstykker og tvinger dig til at æde ham råt. Forstår du mig?" Han vred let i håndleddet med den hånd, han havde fat i satyren med for at rykke i hans horn. Det kunne umuligt været behageligt.

Hvad der skulle ske nu, vidste Thanos ikke. Han stod pludseligt med to unger på hænderne, to drenge der tydeligvis hang sammen. Han kunne tæske løs på dem indtil han kedede sig, men hvad så bagefter? Slippe dem fri? Det ville næsten være ærgerligt, nu han havde dem. Måske han skulle tage sig ulejligheden at tage syd på og smide dem af ved Rubinien. Han havde godt nok et job her i hovedstaden, men det var hurtigt overstået.
Lige nu var det mest pressende klokken, med den tur den ene dreng havde givet ham, ville han være sårbar i flere minutter. Tanken var nok til at få ham til at rette sig op og trække satyren hen til oppakningen, hvor han fandt endnu et stykke reb frem. Han løb jo snart tør med denne fart.

Hector kunne ikke se Juno, men han kunne høre ham, og selv i den desparate situation, varmede det hans hjerte en smule at høre, hvordan Juno protesterede. Knækket i mandens knogler varmede også en del, og Hector var endda nødt til at styre sig lidt for ikke at smile - det ville sikkert bare gøre røvhullet endnu mere rasende.

Det var lige med nød og næppe, at Hector undveg det første spark, men han nåede ikke at flytte sig for de næste, og al luften blev med det samme banket ud af ham. Men Hector nægtede at give manden selv den mindste smule glæde ved at tro, at han havde fået skovlen under Hector, så Hector bed tænderne sammen og gav ingen lyd fra sig udover et par grynt, når mandens fod kolliderede med hans krop. Tårer truede med at samle sig i Hectors øjne, men Hector kneb dem sammen og nægtede at lade tårene falde. Han nægtede simpelthen at udvise svaghed for den her syge stodder! Hector frygtede også, at hvis han brød sammen, ville Juno panikke endnu mere.

Selvom det på ingen måde var rart at blive rykket i hornene, især ikke efter at blive sparket godt og grundtig, bed Hector stadig smerten i sig. Han udstødte endnu et lavt grynt, da manden slæbte ham hen ad gulvet, men han kæmpede ikke i mod. Manden var uendeligt meget stærkere end ham, så det ville ikke nytte noget alligevel.

Det flimerede lidt for Hectors øjne af smerte, men hans hoved var nogenlunde klart endnu. Manden talte til Juno, og Hector overvejede et øjeblik sine muligheder: manden havde travlt med Juno, og Hector havde faktisk muligheden for at bruge sin kniv. Men der var noget galt med den her stodder. Selvom hans hånd tydeligvis havde brækket, da den ramte gulvbrædderne, virkede det ikke til at manden var påvirket af dem. Var det magi? Hector kunne nemt gribe sin kniv og snitte akillessenerne over i mandens hæle, mens han var distraheret af Juno, men ville det virke? Hvis manden healede i løbet af få øjeblikke, ville det være forgæves. Manden ville nok falde til jorden og være ude af stand til at gå i måske et par sekunder, men det var slet ikke tid nok til at Hector kunne komme op og befri Juno. Og måske ville manden blive så rasende, at han ville gøre alvor af sine trusler. 

Nej, Hector havde brug for en mere permanent løsning. Hvis han bare kunne få fat i noget, som kunne slå manden bevidstløs... Men der var intet at få fat i, og manden var for høj til, at Hector kunne nå hans hoved helt hernedefra. 

"Bare gør, som han siger, chef," hvæsede Hector endelig og håbede på, at Juno kunne høre ham nede fra gulvet. "Du skal ikke bekymre dig om mig."

Juno skreg da manden greb fat om hans hår, men denne gang skreg han af raseri. Hector var hans og ingen andre skulle røre ved ham, mindst af alt den her mand, så han så Thanos direkte i øjnene, da han truede ham, og skreg imod kneblen, hans ansigt fortrukket i vrede. 

Når han var vred mistede han ofte evnen til at tænke klart, men der var mere på spil i dag, og Thanos' tøven fik trods alt Juno til at tøve med at sparke videre på væggen. Hvis Juno tog sig sammen kunne han som regel se på folk om de løj eller ej, og ham her havde virket til at mene sin trussel seriøst.

Juno havde altid taget de forkerte beslutninger. Han ville ikke træffe endnu en forkert beslutning nu.
Han var i tvivl om hvad han skulle gøre helt indtil han hørte Hectors stemme, og selv da blev han mere vred end lettet. Juno var lederen, det var ham, der burde berolige Hector og vejlede ham. Han mumlede noget, der svagt kunne genkendes som 'fuck dig', især for en fyr som Hector, der kendte ham, men han fulgte alligevel Hectors råd og lænede sig udmattet op imod væggen bag sig. Hans øjne gled halvt i, imens han fulgte med i hvad der skete med Hector. Han var nødt til at vide det, hvis fyren havde brug for at blive reddet.

Hårdt bandt Thanos satyrens hænder sammen, mens han spekulerede over sine muligheder. Vejede for og i mod. 
Så snart han havde strammet knuden, stak han atter hånden ned i sin taske og denne gang trak han et stykke stof op. Med ublide bevægelser fik han kneblet drengen med det krøllede hår, så han heller ikke kunne begynde at råbe om hjælp. Han havde lyst til at blive ved med at slå, mest fordi han ikke var blind overfor Junos reaktioner overfor det. Han havde set sig sur på drengen og det var ikke godt for nogen af de to tyve i hans besiddelse. Men lige nu måtte han fokusere på noget andet. Han ville snart være ukampdygtig i nogle minutter og det var for længe, hvis han ikke havde 100% styr på de to.

Så mulighederne var ikke så mange. Efter kort overvejelse, hev han satyren med hen til sengen, hvor han bandt ham fast til sengens ene ben i den anden ende af, hvor Juno var bundet fast til en stolpe. Så langt væk fra hinanden som muligt efter hvad situationen kunne byde. Klog af skade begyndte han at lade hænderne glide over halvdyret og ganske rigtigt. Der var en kniv. Og en pung med en slynge. Kniven brugte han til at skære pungens rem over, inden han rettede sig op og lagde begge dele på bordet. Hans blik gled over drengene.
"Hvis I nu opfører jer pæ..." Han nåede ikke at sige mere. Arret i hans ansigt åbnede sig, så meget at knoglen næsten kunne ses under kødet, men der kom intet blod. Bare et åbent kødsår. Han spærrede øjnene op som smerten væltede ind over ham og et støn forlod hans læber. Begge hænder blev løftet op og lagde sig over hans ansigt, som han valkede bagud og stødte ind i stolen, som han fik sat sig i. Eller måske ikke så meget sat sig, som hans ben mere gav efter. Der kom ikke flere lyde fra ham. Han skreg ikke, selvom smerten fra seks dybe stiksår, et dybt snit i halsen og en brækket hånd lige nu flåede igennem arret. Men hans hænder rystede synligt og hans knoer var hvide, som han pressede hænderne mod sit ansigt.

Der var ikke så meget, han kunne gøre andet end at vente. Der gik to-tre minutter, hvor han gjorde alt hvad han kunne for bare at trække vejret og holde sig mentalt kørende. Det var ikke engang fordi, at det var slemt. Han havde prøvet meget værre, men derfor gjorde det stadig ondt. Han kunne ikke føle frygt og frygtede ikke smerten, men smerten i sig selv var så slemt som ved et normalt menneske.
Efterhånden blev smerten mindre og mindre og til sidst fjernede han hænderne fra sit ansigt, så han kunne se, om hans fanger stadig var, hvor han havde efterladt dem. Arret så ud som om, at det var helt frisk, hugget med et sværd for kort tid siden.

"Fuck dig selv," bed Hector tilbage af Juno, og hvis situationen, de var i, ikke havde været livsfarlig, ville Hector sikkert have grinet kækt til Juno. Men Hector grinede ikke. Han stirrede i stedet med hadefulde øjne op på svinet, der var i gang med at binde og kneble ham. Han havde mest af alt lyst til at begrave sit tandsæt dybt i mandens hånd, men det ville kun gøre ondt værre, og det så ikke ud til, at Juno kunne tåle ret meget mere, før det begyndte for alvor at blive farligt for ham.

Hector kunne ikke lade være med at vride sig lidt, da røvhullet hev ham hen til sengen, men i det mindste var Hector tættere på Juno nu, og Hector var så fokuseret på at fange Junos blink, at han slet ikke lagde mærke til det ækle skue, der udfoldede sig foran ham. Det var først, da narrøven udstødte et støn, at Hector så ham, og ad for fanden! Det var noget af det ulækreste, Hector havde set længe. Det var en eller anden klam magi? Hector var totalt ligeglad, og det eneste, han rigtigt opfangede var, at svinet lod til at være i ekstrem smerte, hvilket kun frydede Hector. 

Mens ar-fjæset havde travlt med at have ondt, vred Hector sig rundt for at se på Juno. Han ville berolige Juno, han ville fortælle ham, at alt nok skulle blive godt, og at han nok skulle sørge for, at svinet i stolen nok skulle få som fortjent.

Juno kunne ikke få øjenkontakt med Hector fra hvor han befandt sig, da han svarede ham, men bare et at høre at han stadig havde kampgejst nok til at svare ham tilbage var beroligende. Juno gryntede som svar. Han havde som regel et vittigt svar på tungen, men han var rimelig begrænset af kneblen.

Så snart manden slap Hector, var Junos fulde opmærksomhed på deres bortfører igen. Allerede inden manden overhovedet kom i nærheden af dem, havde Juno regnet ud hvor langt hans spark ville kunne nå og på hvor god afstand han ville kunne stoppe manden fra at komme tættere på sig.

Det, der i stedet skete, fik overraskelse frem på Junos ansigt og han så til imens Thanos faldt ned på en stol. Det var tydeligt at han havde store smerter, så store at han tilsyneladende knap nok kunne stå oprejst. Det måtte de kunne udnytte. Måske ikke i nat, men det var en lang tur til Rubinien...

Junos blik flyttede sig ned til Hector og da han så fyrens bekymrede blik, fortrak hans ansigt sig straks i irritation, på trods af hvor bekymret han selv var for ham. Han havde aldrig rigtigt forstået betydning af at være dobbeltmoralsk.
Han skævede til Thanos der, på trods af at se en smule medtaget ud, også så ud som om han var ved at komme sig allerede, og da Junos blik vendte tilbage til Hector, sagde hans ansigtsudtryk meget tydeligt at han ikke skulle prøve på noget. Juno havde allerede besluttet sig for at han selv skulle redde dem begge, så Hector kunne lige understå sig i at risikere sit eget liv i forsøget på en eller anden dum plan. 

Arret dunkede stadig ubehageligt og det ville vare et stykke tid, inden smerten kunne ville være en skygge af sig selv. Men den var nu så svag, at Thanos kunne fungere igen. Sådan da. Ligeglad med, hvad de to drenge mon havde tænkt over hans forbandelse, stirrede han lidt frem for sig og samlede sig om at planlægge. Midnat. Så var der tomt på gaderne og hans eneste problem var de forbandede kilepræster og byvagterne, hvis opgave var at holde gaderne tomme. Enten skulle han forsøge at snige de to fanger ud af byen nu eller også skulle han vente til dagslys. Begge dele var risikabelt og han foretrak mørket. Der var ikke så mange til at opdage ham og det ville ikke være første gang, at han sneg nogen ud. Blot første gang det ikke var planlagt på forhånd.
Heldigvis havde en mand som ham forbindelser og så snart han var ude, vidste han, hvor han skulle tage hen.

Men først skulle han sikre sig, at han kunne forlade kroen og gøre sig sine forberedelser uden problemer. 
Med et suk rejste han sig fra stolen, lagde hovedet lidt til side og knækkede nakken, inden han trådte hen til sengen. Og Juno. Hvis Juno sparkede ud efter ham, ville han undgå og sætte et knæ på hans ben for at holde det stille. Thanos så en smule træt ud og så man godt efter, ville man nok få på fornemmelsen, at han ikke gad noget pis. Hurtigt rakte han ud og flåede kneblen ud af munden på Juno og tog ved hans hage, så han kunne fange hans blik.
"Jeg stiller dig nogle spørgsmål og det vil være en rigtig god idé at svare og svare ærligt. Er du med?" Thanos lod sig ikke selv påvirke af, hvad der lige var sket. Hvorfor skulle han? Det skete hver eneste aften og havde gjort i mange år.

"Hvad er dine magier? Og har din gedeven nogle? Hvad er hans navn? Og er der andre der ved, at I er her?" Hans stemme var skarp og hans greb om drengens hage hårdt, som han så ham fast i øjnene. Han havde brug for at vide disse ting. Jo mere han vidste, jo nemmere ville transporten af de to blive. De havde en lang rejse forude.

Juno sparkede ud efter Thanos med begge ben - efter Hector var kommet, var både Junos stædighed og hans kampvilje vendt tilbage. Han kunne ikke længere bare give op. Men hans forsøg på at holde Thanos langt væk fra sig mislykkedes med det samme og manden lagde så meget vægt ned på det knæ han holdt Junos ben nede med, at han knap nok kunne bevæge dem. Han skar en grimasse så snart kneblen var ude af hans mund.

"Du skal ikke fucking røre mig," snerrede han og forsøgte forgæves at hive sit hoved til sig, men han kunne også stadig mærke, hvor Thanos havde rørt ham tidligere, som en ubehagelig brænden under huden, og det var nok til at få ham til at samarbejde; "Jeg kan gå igennem vægge og sådan," svarede han surmulende og skævede over til Hector. "Min ven Hector kan ikke en skid, så vidt jeg ved. Udover måske at overvåge mig, for jeg ved ikke hvordan fanden ellers han vidste at jeg var her." Han havde et spørgende udtryk i øjnene da han sagde det, og så direkte på Hector. Først da det var helt tydeligt at de havde en høne at plukke senere, så han tilbage på Thanos.

"Min anden evne rager ikke dig." Der var vrede i hans stemme, men han sank længere ned i sengen samtidig, frygt strømmende igennem hans krop imens.

"Man bliver sgu da nødt til at holde øje med dig, når du er så hjernelam at rode dig selv i det sådan noget lort her!" fnøs Hector, eller det ville han havde sagt, men kneblen blokerede for de fleste af ordene, og de fleste endte bare som savl ned ad Hectors hage. Han håbede lidt, at Junos stædighed og deres skænderi ville være nok til at få Thanos' tanker væk fra emnet, for der var jo faktisk en person, der vidste, at Juno og Hector var her. Lillith, pigen, som Hector havde sendt i røven af Juno, vidste, at Hector og Juno var her, samt at Thanos var en farlig mand. Det ville ikke tage hende lang tid at lægge to og to sammen, når Hector og Juno ikke kom hjem. Måske ville banden lede efter den? Måske ville de søge hjælp? Så var alt håb da ikke ude endnu...

"Han lyver! Jeg har en evne!" forsøgte Hector at sige bag kneblen i håb om, at Thanos ikke ville spørge mere til Junos anden evne. "Jeg kan kneppe din mors røvhul, indtil hun ikke kan sidde ned i en uge."

Okay, det var måske ikke særlig originalt, men hvis det nu virkede...

Thanos løftede truende hånden, da Juno startede ud med at bande af ham, men slog ham ikke, da han alligevel begyndte at snakke. Det var upræcist og vagt, ikke hvad Thanos havde brug for. Men han lod ham tale færdig uden at gøre noget. Så drengen kunne bevæge sig igennem vægge. Godt at vide. Halskæden med den magiske sten ville få lov til at blive siddende. Måske han skulle korte kæden en smule af, så han ikke kunne få den over hovedet. Hans blik gled hen til geden, der åbenbart hed Hector. Hector og Juno. Thanos var hamrende ligeglad, men det var nemmere at styre folk, når man kunne bruge deres navn i mod dem.
Han troede Juno, da han virkede til ikke at vide, hvordan Hector havde fundet ham. Så det var et spørgsmål for satyren. Men han var ikke færdig med Juno, ikke endnu. Ikke når han svarede tilbage på den måde. 

Med et skub slap han hans hage og skubbede sig af ham og op at stå. Med sit blik hvilende roligt på hans ansigt trådte han et skridt til siden hen i mod Hector. To fluer med et smæk, en straf til Juno for at snakke til ham, som han gjorde, og samtidigt ville de ikke kunne flygte. Ikke særligt nemt, i hvert fald. Og uden at tøve lod han sin tunge støvle falde hårdt mod satyrens ene ben, den nederste, tynde del, der uden tvivl ville brække som en tør gren. Og den knækkende lyd afslørede også, at det var nøjagtigt det, der skete.

Hvad der næst skete, ville Thanos ignorere. Satyren var ikke hans mål, Juno var, så så snart han havde brækket halvdyrets ben, ventede han et øjeblik, stadig med blikket mod Juno og et svagt smil i mundvigen. Derefter bevægede han sig hurtigt hen til Juno og stak ham et lussing med en flad baghånd for at få hans opmærksomhed.
"Det var som straf for at svare provokerende. Og som fremtidig sikkerhed i mod, at du lyver i mod mig. Tror jeg du lyver, brækker jeg noget på din ven. Forstået?" Hans stemme var helt rolig, som havde ham blot frataget Juno hans yndlingslegetøj som straf for at tegne på væggen. Hans blik havde ikke sluppet ham. 
"Hvad er din anden evne? Har Hector en evne? Og ved nogen, hvor I er?" Trods at han troede på Juno omkring det sidste, spurgte han igen. Han kunne jo tage fejl.

Selvom hans situation ellers var den samme, havde Juno det langt bedre da Thanos gav slip på ham. Alligevel fulgte han mandens bevægelser med blikket som afhang hans liv af det - hvilket det sandsynligvis også gjorde - og da lyden af Thanos, der trampede på Hectors spinkle ben nåede ham, blev han med det samme bleg som et lig. Det var hans opgave at beskytte Hector, og han havde lyst til at begynde at skrige eller sparke imod væggen igen, men i stedet blev han siddende i sengen, hans hjerte helt oppe i halsen på ham, imens han stirrede chokeret på sin ven.

Først da han fik et slag, blev hans opmærksomhed vendt tilbage på Thanos. Han nikkede som svar til Thanos' trussel og slikkede sin underlæbe tør for blod, imens voldspsykopaten stillede sine spørgsmål for anden gang. 

"Jeg kan ændre mit udseende lidt. Hector kan ikke noget. Han har sikkert fulgt efter mig, fordi han hader de tøser jeg ser." Alt Juno sagde var sandheden, eller hvad han selv opfattede som sandheden. Han troede virkelig ikke at Hector ville gå så vidt som at sætte en anden person til at følge efter ham. At han kun kunne ændre sit udseende lidt var det eneste, hvor han lød bare lidt nervøs - det var også sandheden, men han var ikke vild med hvordan mænd som Thanos ville kunne udnytte dén viden. 

Hector havde ikke regnet med, at manden ville lade ham være ret meget længere, og derfor var han nogenlunden forberedt, da svinet placerede sin fod på hans ben. Det var nu eller aldrig, at Hector skulle vise, hvilket stof han var gjort af, præcis hvor meget mand han egentlig var. Hector nåede lige akkurat at bide sammen om kneblen, da smerte, som han aldrig havde følt det før, jog op gennem hans ben. Sveden piblede straks frem på Hectors pande, og hele hans krop rystede og spjættede af smerte, men den eneste lyd, der kom fra ham, var en stakåndet grynten, da Hector bed smerterne i sig. Mindre end et sekund senere fyldtes hans mund af smagen af jern. Hans underlæbe var sprækket under presset fra kneblen, og blodet var allerede begyndt at løbe ned af hans hage og dryppe på gulvet. 

Skulle han kaste op? Eller var han ved at besvime? Måske begge dele? Hector blinkede vildt med øjnene for at holde sig ved bevidsthed. Sveden brændte i øjenkrogene, og den stjålne kofte klistrede til hans våde krop, men på en eller anden måde lykkedes det for Hector ikke at besvime, selvom smerten stadig dunkede igennem hans krop og især hans ben.

"Æd... æd lort og dø," hviskede Hector, men det var så svagt, at det næsten var umuligt at høre bag kneblen.

Han kunne høre Juno tale, men han kunne ikke rigtigt høre, hvad han sagde. Hele verden svømmede ligesom forhans øjne, og Hector sank en mundfuld blod og prøvede ihærdigt at lytte med.

Denne gang troede Thanos helt på, hvad Juno sagde. Chokket var stadig tydeligt i både hans ansigt og i hans stemme. Godt. Han var personligt ligeglad med, at drengen kunne skifte udseende, han kunne ikke bruge det til noget, men det var godt at vide. Og kunne sikkert hæve prisen lidt for ham. Han så lidt fast på Juno, indtil han var sikker på, at drengen havde sagt det, han ville, hvorefter han slap ham igen og derefter vendte sin opmærksomhed mod satyren. Der så lige lovligt bleg ud og var begyndt at bløde fra læben. Hvis Thanos var en mand, der gik op i sådan noget, ville han nok have været en smule imponeret over, at halvgeden ikke havde skreget sine lunger ud. Han havde regnet med det. Men han kunne egentligt ikke være mere ligeglad.

Han bukkede sig ned over Hector og hev hans knebel ud af munden på ham, inden han gav ham et par ublide klap på kinden for at få ham til at fokusere. Det virkede ikke effektivt nok, så Thanos tog en hurtig beslutning, der enten ville hjælpe eller få knægten til at besvime. Det kom lidt an på, hvor meget smerte hans hjerte kunne håndtere.
Hurtigt trak han en kniv og gentog en af de ting, han havde gjort ved Juno. Han tog fat i det krøllede hår og trak hans hoved til siden, blottende hans hals og den musklen mellem hals og skulder, hvor det store nervebundt sad. Knivens spids blev jaget ned det helt rigtige sted og fik et lille vrid, bare for at være sikker på, at han vågnede af det. Eller tog turen i drømmeland, selvom han nu helst ville kunne stille ham nogle spørgsmål.
”Hector? Er du med?” Kniven stak han i bæltet igen, der var ingen grund til at skære mere i nogen lige nu.