Ursula var en kvinde med pondus, faktisk var de fleste mandlige dværge en lille smule bange for hende, for hun var ikke til at bide skeer med. Trods det var hun nu et ganske godt individ, der sagtens kunne se det charmerende ved halvdyret og det hjalp også en del på hendes gode vilje omkring den opgave, han kom med til hende. Hun fik et beskedent udtryk, der var fløjtende falsk, i ansigtet, da han sagde, at Godric havde nævnt hende.
”Det kan han have så meget ret i.” I Dragorn var hun den bedste og hun tvivlede stærkt på, at der fandtes nogen udenfor Dragorn, der var bedre end hende!

Hun lyttede til hans forklaring om krystallen og selvom han løj godt, vidste hun godt, at der var noget andet bag, men sagde ikke noget. Politik var alt for indviklet til, at hun ville blandes ind i det. Men nu var det selveste Lysets General der bad så pænt, så kunne hun måske godt finde ham en lille duelig krystal. Hendes blik blev fjernt et øjeblik som det løb over hylderne i rummet.
”En form for formskiftermagi? Hmm, jo, jo, jeg tror måske…” Hun gik forbi dem og hen til en hylde, der som alle de andre ikke så ud til at have nogen form for bestemt orden. Med hurtige fingre sorterede hun igennem en lille, lav kurv og hev så en krystal frem på størrelse med en mands tommelfinger. Den var tåget hvid, på kanten til at være gennemsigtig.

”Denne burde kunne klare det.” Et skarpt blik blev sendt mod halvfuglen. ”Det er garanteret en spidsøre, der skal lægge magien i den.” Et utilfreds fnys kom fra hende og hun kærtegnede kort krystallen. Stakkels sten. Men sådan var det nu, mange af de krystaller, hun sørgede for at gøre klar til magi, gik til elverne. Det var dem, der havde magien. Dværgene havde stenene.
Hun trådte hen til Generalen og rakte ham krystallen.
”Pas godt på den og den passer godt på Dem.” Hun lagde hovedet lidt på skrå og et tavst grin voksede frem på hendes ansigt som hun så på ham. ”De skal endeligt komme forbi igen, hvis de står og mangler nogle flere krystaller, mændene hernede tør ved Aladrios ikke at…”

Godric rømmede sig og sendte den kvindelige et lidt strengt blik.
”Godt du havde en krystal til Lysets General. Vi må hellere komme videre, der er andre ting, han skal se, inden han skal herfra.” Han rakte en arm ud for at vise Baldwin mod døren. ”Din Than takker dig for din hjælp, Ursula.” Et blik fra ham var nok til at få den kvindelige dværg til at lukke munden igen, men så snart døren var ved at glide i bag dem, lød der en rungende latter, hvilket fik Godric og Helan til at udveksle blikke.

Baldwin var en tålmodig herre der på ingen måde yndede at ville skynde med dværgekvinden. Hendes eftertænksomhed og søgen rundt på hylderne med et fjernt blik fortalte ham at hun i hvert fald overvejede hans forespørgsel ganske kraftigt. Noget der ganske simpelt kun kunne glæde generalen! at have allierede der frivilligt stod til hjælp var langt at foretrække fremfor at han skulle tvinge noget igennem. Den tanke fik et antræk op i næppet. Han tvivlede stærkt på at han kunne tvinge dværgekvinden Ursula til noget som helst!

Baldwins øjne fulgte den tåget hvide krystal, dens lille størrelse der nemt kunne skjules, og dens egenskab han søgte. At kunne modtage magi. Magi der var ham rimelig nødvendig hvis planen skulle lykkes efter hans hoved. "Desværre. Jeg kender ingen anden der kan ligge den magi jeg skal bruge." han kunne tydeligt høre at hun ikke var tilfreds med at hendes krystal skulle igennem en spidsøre som hun så fint kaldte dem.
Baldwin tog imod Krystallen hun ragte ham og bøjede taknemmeligt hovedet i processen. Udvidste respekten og taknemmeligheden hun fortjente. Han sendte hende et ganske morende blik som hun blev afbrudt i sin talestrøm der ganske tydeligt var af en mere, tilnærmende slags. Frisk kvinde. "Mange tak for Deres hjælp, Ursula. Jeg skal tænke på dem, på mine rejser" han præciserede ikke på hvilken måde, men han ville få et smil på læben over hende, og ganske praktisk huske hvad hvordan hun ellers var til gavn. Jo, han kunne godt lide hende.

Men han lod Thanen tage ordet og guide ham ud fra rummet igen, hvor de blev forfulgt af den rungende latter fra dværgekvinden. Baldwin skævede let til siden til den gamle dværg. "Frisk dame"

Til Godrics lettelse så det nu ud til, at halvfuglen kunne håndtere den kvindelige dværg. Han og Helan udvekslede blikke igen, som Baldwin sagde, at det var en frisk dame. En lidt brummende lyd kom fra Godric, inden han viste Generalen vej.
”Det kan man godt sige. Men hun er dygtig, så vi finder os i hendes… specielle personlighed. Bare lad være med at forsøge at drikke hende under, det er stort set umuligt.” Den gamle dværg rystede på hovedet og fandt sit smil frem igen. Han kunne godt lide Ursula, men hun var noget af en håndfuld. I det mindste respekterede hun sin Than. Alle andre… knapt så meget.

Han førte Baldwin opad igen, visende mindre ting på vejen som et par statuer og arbejdsrum. Hvis de skulle se det hele, skulle manden blive i det underjordiske rige i flere dage. Det tog mange timer at komme fra den ene ende af Dragorn til den anden og Godric tvivlede på, at Generalen havde tid til det, samtidigt med at hans egne ben nok ikke gad at bære ham så meget.
Til sidst gik de ind i den kæmpe store sal, der kunne rumme alle Dragorns dværge. Store, tunge langborde stod på rad og række, det ene med en solid og ganske flot udskåret træstol for enden. En mindre trone til Thanen. Den ene endevæg var kunstnerisk udhugget og her stod Thanens rigtige trone, udhugget af en hel klippeblok. Han sad sjældent i den, men det var her, han for det meste tog i mod gæster.

Han slog let ud med den ene hånd.
”Jeg regner ikke med, at du har tid til at blive til aften. Hvis du vil, er du inviteret til en fest her i salen. Jeg ved ikke, hvor mange dværge du har mødt igennem din tid, men her vil du få at se, hvordan dværge fejrer livet og deres frihed.” De venlige blå øjne betragtede halvfuglens ansigt. ”Det ville være en ære for os at have Lysets General ved vores bord. Lyset er altid velkommen i Dragorn, men viser sig så sjældent af glædelige årsager.” Der var intet bebrejdende i hans stemme, men han mente det nu. At få besøg af Lyset for at snakke gode tider var ikke sket mange gange i hans levetid. Og selvom Baldwin sagde nej nu, håbede han, at han ville komme tilbage en anden gang og bare have en hyggelig aften i blandt dværgene.

Baldwin smilede et lille roligt smil over samtalemnet. En dværgekvinde som Ursula var nok ikke som alle de andre man fandt i det store dværgerige, men hun havde en friskhed og gåpå mod og stædighed der ligeledes fik ham til at tænke på det kortbenede folk. "Det skal jeg huske" Baldwin drak ikke. Han havde aldrig rigtig kunne tåle det, og foretrak at være skærpet i sine sanser hele tiden. Han vidste hvordan det smagte og kunne drikke en enkelt øl eller to, men derudover afholdte han sig fra større indtagelse af det sansedæmpende væske.

Baldwin fulgte med opad igen som Thanen førte ham. Vidste ham sit rige og fortalte om de forskellige ting de så på vejen. Baldwin lyttede interesseret og tog synet ind. Han vidste at han var gået glip af ting ved ikke at rejse til dværgenes rige, men han havde også haft andre gøremål igennem sin tid. Baldwin lod blikket se rundt i den store sal de kom ind i til sidst. Stor var ikke ordt, den var gigantisk stor. Og han havde set den før, men sjældent brugt lang tid i den. Desværre kunne han heller ikke blive i lange timer denne gang.

Halvfuglen var beæret over den gæstfrihed og venlighed der blev ham vidst af den ældre dværg der tilbød ham at blive til større festligheder. Man kunne se det glædede Generalen at høre og at han ønskede at blive. Men han vidste også at hans tid lige nu var alt for knap. Han havde for meget at gøre til at han kunne holde fri nu. "Jeg er dybt beæret over at De ønsker mig ved Deres bord, men jeg er desværre nødt til at rejse videre. Jeg vil forsøge at få et møde med Nordens folk så hurtigt som muligt og forhåbentlig fremskride planerne om et land hvor vi alle kan leve trygt og sikkert." svarede han ærligt, og var oprigtigt ked af at han ikke kunne blive. "Men så snart disse skrøbelige tider er blevet sikre, vil jeg vende tilbage og glædeligt deltage i en af disse storslåede fester - De har ret. Vi har vidst os for sjældent af glædelige årsager og det vil jeg sørger for bliver ændret. Alliancen mellem lyset og dværgenes folk skal ikke kun vise sig i nødens tider, men også i glædens" Ligesom de skulle tage hertil, skulle dværgene være lige så velkommende hos Lyset og blive taget imod med samme gæstfrihed. Lyset havde for længe forlangt troskab fra andre folkefærd - behandlet dem som undersåtter, og ikke givet nær det fortjente til gengæld. Den tid var slut - Så længe Baldwin kunne gøre noget for det i hvert fald.

Godric følte sig glad og bestyrket i sin antagelse om, at Generealen var en god mand. Måden han reagerede på, da han tilbød ham at blive til en aften med festligheder, fik Godric til at smile, et oprigtigt smil, der ellers havde været en sjælden gæst på hans ansigt det sidste år. Også selvom at Baldwin måtte sige nej til indbydelsen, men Godric havde ikke regnet med andet. Halvfuglens besøg var et hastigt et af slagsen med et mål og derefter andre ærinder. Den gamle dværg bebrejdede ham ikke, han kendte det travle skema et væsen af magt skulle leve op til. Og med det alvorlige emne, der var blevet diskuteret, havde Lysets General mere end nok at se til.
Thanen nikkede accepterende, som Baldwin afslog invitationen, men lovede at komme tilbage, så snart landet var stabilt igen.
"Du vil altid være velkommen i Dværgenes rige." De gamle øjne så lidt på halvørnen. Om det så ville blive i nogle af de tos levetid. Godric selv forventede ikke at leve i mange år endnu og så vidt han vidste, blev halvfugle ikke så gamle. Men han ville da bede kort til guderne om, at der ville være mulighed for en glædelig sammenkomst med Baldwin Adler og hans følge, inden de mødtes i dødsriget.

Efter at have betragtet ham lidt, trak han blikket til sig og nikkede igen.
"Du må videre. Der er meget at se til. Hils endeligt Jarlen og hans følge." Dværgene og menneskerne i Norden havde et ganske tæt samarbejde, begge racer låst fast i et uvenligt område af sne og bjerge. Et nødvendigt samarbejde ingen ønskede at stoppe. Begge klar til ikke at kunne stole på den sydligere del af Krystallandet. Alliancer var sjældent specielt holdbare.
"Hvis der er noget, du mangler på din videre rejse, må du sige til. Forsyninger, varme klæder eller andet." Ikke at han troede, at Generalen ikke havde styr på sine ting, men det havde allerede været en lang rejse herop, også luftbåren. Han sendte ham et venligt smil og så kort mod Helan, der stod nogle skridt derfra, tavs og afventende.
"Helan vil følge dig tilbage til porten og dit følge. Det er lidt for langt for mine gamle ben at bære mig for nu." Der var intet selvynk over ham, det var blot en konstatering. Han bukkede lidt i overkroppen for Baldwin.
"Jeg vil bevæge mig tilbage til mine gemakker. Jeg ønsker dig, Baldwin Adler, Lysets General, en god rejse og held og lykke med dit foretagende." 

Han vendte rundt og gik et par skridt, inden han vendte sig om igen og så på Baldwin med et undersøgende blik.
"Jeg har for øvrigt hørt, at du havde et sammenstød med en dværg i løbet af efteråret. Jeg håber ikke, at du havde for mange problemer?" Godric havde lidt følere ude over det hele, handelsaftaler med lange ører, dværge spredt ud i riget og andre med lange ører. Det var altid godt, at vide lidt om det hele. Han havde ikke fået så mange detaljer, andet end at noget havde opsnappet, at en dværg havde været involveret i en episode med Lysets General.

Baldwin følte sig mere afslappet nu hvor tingene syntes at gå i den rigtige retning. Ikke at resten af hans rejse ville blive nem, eller uden nogle former for fare. Det kendte han verden for godt til og selvom han i en dværgs og en elvers øjne ikke var gammel, var han ikke længere ung. Og denne tid gjorde ham ved gudernes vilje ikke yngre. "Tak" fuglen bukkede hovedet af respekt for den ældre dværg og mente sin taknemmelighed for at være velkommen.

"Jeg takker mange gange for Deres gæstfrihed og ikke mindst deres vilje til samarbejde." Baldwin var generelt ikke en mand af mange ord, men dem han ytrede var altid nogen han mente. Han var taknemmelig og følte sig oven i det umådelig heldig for at tingene var gået nogenlunde efter planen. En plan han ville ønske han ikke behøvede at lave, men alligevel holdte sig til. Han blev stående med Helan, ventende som dværgenes Than bevægede sig et par skridt væk og vendte sig igen. Undersøgende i blikket, som fik Baldwin til at blinke et par gange, men ellers ikke fortrække en mine. Mere ventende på hvad den ældre ønskede at sige.

Baldwin trak luft ned i brystet så det let løftede sig, inden han nikkede roligt. "Ikke med Dværgen. Hans navn er Ferghus. Rygterne har sværmet om netop den dværg, men jeg havde ingen beviser for at anholde ham, andet end gamle historier uden megen hold i. Efter et sammenstød med lejesoldater hvor han reddede flere end sit eget liv, lod jeg ham gå" Fortalte han ærligt, bukkede hovedet og overkroppen til endnu et buk for den ældre dværg, og gjorde antræk til at bevæge sig videre - med mindre han ønskede at drøfte sagen dybere. Måske han havde gjort en fejl ved at lade dværgen gå, men det var for sent at gøre noget ved det nu.

Godric betragtede Baldwin med et udtryk i ansigtet, der var mildt, men ellers totalt intetsigende. Der var hverken negative eller positive følelser, mens han lyttede til Generalens korte ord om dværgen Ferghus, der åbenbart havde tjent sig halvfulgens respekt. Helans udtryk derimod blev sammenbidt og en smule overrasket og det var tydeligt, at han ville sige noget, men et blik fra Godric fik ham til at være tavs. Hans sikkerhedsvagt kendte intet til den rigtige historie bag den udstødte dværg, men noget sagde Thanen, at det ikke ville blive ved med at være sådan.

Langsomt nikkede han til Baldwin. At Ferghus havde hjulpet til, overraskede ham ikke. Faktisk ville det modsatte have været svært at tro på.
”Godt.” Et kort smilet kunne skimtes i skægget, inden han vendte rundt og begyndte at trisse ned i mod sine private gemakker. Han trængte til at hvile. Og tænke. Det var anden gang inden for kort tid, at nogen havde fortalt om den yngre dværg og han rumsterede rundt i Godrics hoved. Efter sin tid lukket væk fra omverdenen og Mørkets tortur af hans gamle krop, var nogle at fortidens fejl begyndt at plage. Ikke mange af dem kunne længere rettes, men måske… han var allerede væk i sine egne tanker, allerede inden han var ude af syne for de to han forlod.

// Out

Baldwin ventede til Godric havde svaret. Antydet om han ønskede at drøfte sagen dybere, eller om han havde hørt hvad han ønskede. Det vækkede en nysgerrighed. Han havde hørt rygterne om Ferghus, især fra sine egne mænd, og senere i byen. Ikke alle havde set med blide øjne på at dværgen var fri, men ingen havde kunne give ham de nødvendige beviser. Baldwin ønskede ikke at søge efter dværgen igen, så længe beviserne ikke var stærke nok imod ham. Hvad andre, udenfor lysets hærs rækker gjorde, kunne han ikke diktere. Det korte smil, fik Baldwin til at udrens. Der blev ikke givet meget ved svaret, andet end den ældre dværg var tilfreds. Men et glimt til siden afslørede at Helan var af en anden sindstilstand. Han lod emnet falde.

"Vil De hjælpe mig ned til indgangen?" hans ord var rolige og høflige som han tiltalte Helan og denne vidste ham vej. Han fortalte nogle historier på vejen, mere uddybende omkring noget akitektur og besvarede enkelte spørgsmål som Baldwin stilte, omend mest af høflighed. Det var rart ikke at gå i komplet stilhed hele vejen. Men tankerne var begyndt at blomstre.

Hans krigere ventede også som han nåede frem. De talte med dværge de i forvejen kendte fra tidligere besøg, og var velset. Men de var havfolk, de var en minoritet som dværgene selv var i lysets rækker - det gav fordele. Oppakningen blev ordnet, dragerne fundet i staldene og gjort klar til rejsen længere mod Nord. Til Nordens folk. Han gruede ikke nær så meget for dette møde. Nej, hans frygt lå ængere mod syd. Ved Elverlys grænse. Elverne var af en helt anden støbning, men nødvendige for hans plan. Hvis de ville have noget med den at gøre. Det bedste han kunne gøre, var at prøve.

//Out