Netrish så tilfreds til som han kom på benene. Det gjorde hendes job en del nemmere! Men hendes øjenbryn gjorde alt hvad de kunne få at mødes da han erklærede at han ville blive hvor han var, og afslog hendes gæstfrihed, som han uden tvivl havde afslået den fra elverne han havde hjulpet i lejeren. Om det var af et naivt ønske om ikke at være til besvær, eller han havde andre grunde til at sky varme, bløde senge kunne hun ikke vide, men ligegyldigt grunden var det i sidste ende hans valg. Hun havde ingen intention om at tvinge ham, med mindre han var i livsfare. "Hvis det er dit valg" sagde hun med en lille trækning på skuldrene. Ham om det.

Netrish betragtede ham som han bevægede sig mod sin taske og mumlede. "Så må du forklare mig hvad det så var, for jeg har aldrig i mine knap to århundrede set noget lignende" der var intet hånende eller jovialt i kommentaren, men den var ligefrem.
Da han vendte sig tilbage mod hende og tilbød hende trøjen skete der dog noget. Hendes ellers uændrede ansigtsudtryk gav efter, og viste oprigtig overraskelse "Jeg.. takker for tilbuddet. Men behold den selv. Så snart dit liv er sikret tager jeg videre til gården og en varm seng" hun holdt en hånd op for at understege afvisningen, men selv som hendes ansigt faldt tilbage i dens vante folder, virkede de mere milde end før.
Hun så sig lidt om og begyndte at samle brænde ind, for at holde sig i gang. Så snart han havde et bål ville han overleve med sikkerhed, og så kunne hun komme videre, til en varm seng, til... hendes kinder fik en smule farve der ikke skyldes arbejdet.

Til Asbjørn.

Til Aldrics store overraskelse sagde hun nej tak til trøjen. Hun så lige så overrasket ud over at han i det hele taget tilbød den. Usikkert sænkede han armen igen. Det lød til, at hun var meget sikker på at komme ind på gården. Var det nogen hun kendte? Det kunne måske godt være. Men det ændrede ikke hans beslutning om, at han ville overnatte her. Om det var naivt skulle han ikke kunne svare på, men han havde fra starten af, da han besluttede sig for at ville heale, hvor han kom frem, at han ikke ville have noget for det. Ud over mad og måske tag over hovedet. Og det holdt han fast i. 
Det var godt nok. At overnatte hos nogen gjorde ofte, at han fik spørgsmål, han ikke ville svare på. "Hvor kommer du fra?" "Hvor har du arret fra?" osv osv. Selvom det var hårdt at overnatte ude og leve på denne måde, var det bedre end... alt det andet.

Han blev stående, som hun begyndte at samle brænde. Han var så træt, at han kunne segne, men blev stående med sine hænder knugende om trøjen. Hvorfor samlede hun brænde? Det var forkert.
"Jeg healer bare. Som så mange andre." Hendes ord gjorde ham forvirret og det hjalp ikke på det, at han var for træt til at tænke. Han forstod ikke rigtigt, hvad hun mente, for hun kunne selv heale?
Egentligt burde han hjælpe med at finde brænde, men han kunne næsten ikke holde øjnene åbne, så det endte med, at han satte sig ned, mens han fulgte hende med blikket. Trætheden og forvirringen blandede sig sammen og han følte ikke rigtigt, at han kunne tænke en sammenhængende tanke.

Netrish fik samlet en god mængde brænde rimelig hurtigt. Det var ikke ligefrem fordi den lille samling træer ofte gav den som lejerplads for rejsende. Den lå tilpas tæt på byen til de fleste pressede igennem, eller netop havde startet deres rejse. Hun lagde bunken fra sig nær ham og forsatte sin indsamling, denne gang efter tænding "Bare? Det er ikke en gave at tage let på. Ej heller var der noget ordinært ved det du gjorde" hun stoppede op kort og kiggede på sin egen hånd, derefter tilbage på ham "Jeg har selv gaven fra mit elverblod. Jeg havde kunne redde halv-elveren, stoppet hendes blødning og fjernet det meste infektion, men hvis jeg stadig skulle have rejst videre, havde der været ar" erkendte hun blankt og uden skam "Du gjorde ikke blot det, men helbredte hende fuldt. Og du fortsatte. Min gave er ærligt ikke stor, men jeg har forstand på at bruge den. Stadig nære jeg ingen tvivl om at jeg var forgået inden jeg opnåede halvdelen af hvad du gjorde, og stadig vil du sige du 'bare healer'?" spurgte hun, og var ikke blank for at sætte det på en spids. Hun mødte hans blik, og det var først nu det gik op for hendes hvor ung han var. Ung og uerfaren.

Hun lod emnet ligge der, med mindre han førte det videre. I stedet knælede hun ned igen, og gik igang med at rydde jorden og gøre klar til at sætte bålet op. Det var tydeligt det ikke var første gang hun byggede et bål. Alligevel virkede nogle af de ting hun gjorde måske mærkelige for Aldric, for Netrish havde lært mange små tricks rundt om i landet. 

Aldric lyttede til hendes ord og måtte sænke blikket. Han havde det lidt som om, at det var hans mor, der skændte på ham. Noget der ikke var sket i mange år. Han mødte kort hendes blik og så så ned igen, mens han pillede ved trøjen i sit skød. Han havde faktisk ikke rigtigt mødt nogen healer, det var ikke ligefrem fordi, at det vrimlede med dem. Han kunne ikke sammenligne sig med andre. Nok vidste han, at han var stærk, han kunne bringe folk tilbage fra kanten af døden. Den tanke strejfede kort den unge pige, den første han havde healet efter han var stukket af, hende der var grund til, at han ikke havde forsøgt at glemme sin evne, men valgt at bruge den. På en eller anden måde savnede han hende, selvom de kun havde været sammen i meget kort tid. Hun havde været befriende ligetil.

Denne kvinde var også ligetil, men på en meget mere spids måde. Og pludseligt følte han sig bare meget ung. Yngre end han egentligt var. Måske fordi hun skændte lidt på ham. Måske fordi hun havde sagt, at hun var knapt 200 år gammel. 
Og måske var det lidt derfor, eller bare fordi at han var så træt, men han endte med at fortsætte samtalen, selvom han normalt ville glide af på sådan noget. Men hun kunne hele og hun vidste mere end ham. Og... måske han godt vidste, at han var så langt ude, at han ikke kunne bunde. De sidste måneder, hvor han havde været alene, alt for alene for en social ung mand som ham, havde han bare fulgt med. Ikke haft nogen planer, ikke haft et greb i sit eget liv, men bare taget alting som det kom. Sult, kulde og ensomhed. 

"Jeg har ikke mødt andre, der kunne heale før. Jeg... ved ikke, hvad der er normalt." Han så ikke op, men rakte i stedet nede i sin taske og hev et ildstål op, som han rakte frem i mod hende. Nok virkede hun absurd meget mere dygtig end ham til at lave bål, men medmindre hun havde ildmagi eller noget gemt i kjolen, ville det være lettere med et ildstål end alt andet. Han undgik stadig at møde hendes blik, godt klar over, at man kunne se alt der gik igennem hans sind i hans ene gode øje.
"Jeg fik... evnen... lidt sent. Jeg gør det bare." Han trak usikkert på skuldrene og flyttede lidt rundt med trøjen. Lige nu var han bare et barn. 18 år og voksen, men de sidste mange år havde været underlige og på en måde var han alt for voksen, men stadig et barn. Han havde ingen livserfaring fra efter ulykken, levet beskyttet i det tempel. 

Han var bare så træt. Og egentligt havde han bare lyst til at rulle sig sammen og græde sig selv i søvn, men han havde dog lidt værdighed og holdt den trang tilbage. Men møde hendes blik kunne han ikke. Hans synlige øje var blankt og fyldt med lettere desperate følelser inde bag al trætheden.

Netrish indså forsent at hendes ord måske havde været for hårde, men hun havde bestemt ikke forventet så.. følelsesladet en reaktion. Men så igen, hun havde heller ikke talt med mange de seneste måneder der ikke enten nærede en svag frygt for hende født af hendes tro og hverv, eller som var Asbjørn. Selv før det havde social interaktion ikke været hendes stærkeste side udenfor den religiøse sammenhæng.
Hun betragtede ham kort og tog imod fyrtøjet med et lille nik, inden hun flyttede sit blik tilbage på sig arbejde, og lod det blive der, for at give ham lidt plads, om end ikke fysisk, så emotionelt. Hun begyndte at sætte bålet op i stilhed, men efter lidt tid, begyndte hun at tale. Denne gang var hendes stemme mere sagte og mild, i kontrast til hvordan den ligefremme storiske stemmeføring hun ellers havde. "Jeg viste heller ikke jeg havde evnen før den blev nødvendig, og det tog mig lang tid at lære at gøre andet end at hele hudafskrabninger og kødsår, hvert fald uden være til fare for mig selv.. Men det blev nemmere da jeg indså at koppen dybest set ved hvordan den bør være. Det er ikke nødvendigt at fortælle kroppen hvordan den skal samle sig, man skal bare.. give den et skub i den rigtige retning, hjælpe den lidt på vej, så kan den lede vejen derfra". Hun fik slået et par gnister og lagde fyrtøjet fra sig, inden hun samlede sit hår i den ene hånd, og lænede sig ned for at puste ordenligt liv i den lille glødebund hun havde lavet.

Der var tavst et øjeblik, og Aldric fortsatte bare med at pille lidt ved trøjen og se træt og trist ned på sine hænder. Det var underligt at sidde her i mørket med en kvinde, han et eller andet sted følte, at han skulle hade, men nu allermest bare havde lyst til at snakke med. Han havde snakket med Faye, men hun havde ikke helt kunne forstå ham. Hun var lige så ung som ham og med nogle helt andre oplevelser i bagagen. Denne kvinde, som han slet ikke kendte navnet på, var voksen og hun kunne ikke undgå at vide meget mere om alting end ham. Forsigtigt sank han en klump og kæmpede lidt med at holde sammen på sig selv.

Om hun kunne se på ham, at han var klemt i samtalen, vidste han ikke, men hendes stemme skiftede tonefald til noget mere mildt, som hun begyndte at snakke igen. Tavst lyttede han og forstod 100%, hvad hun snakkede om. Han havde samme oplevelse, men måske på en lidt anden måde. Det var svært at sige. Hans magi virkede måske på en anden måde end hendes. Den havde i hvert fald virket meget mere voldsomt en hendes fra starten af. Det første han havde gjort med sin evne, endda ubevidst og ufrivilligt, var at heale en af landsbyens ældre fra alt hvad hun fejlede.
"Jeg fik min evne efter..." Han gjorde en næsten ubevidst bevægelse mod sit ødelagte højre øje, der var gemt bag tørklædet. "... ulykken." Ulykken. Hvor hans bror døde. På grund af ham. Trods at så mange år var gået, rev det altid hans indre i stykker at tænke på det og en enkelt tåre gav endeligt slip fra hans øje. Med en hurtig bevægelse tørrede han den væk med bagsiden af hånden, i håb om, at hun ikke opdagede det.

Efter at have taget en dyb indånding forsøgte han at fokusere på den anden del af samtalen.
"Jeg ved ikke rigtigt, hvordan min magi fungerer. Jeg lægger bare hænderne på og... giver slip." Den bedste måde han kunne beskrive det må. "Det er lidt som om, at jeg har en... brusende flod af magi indeni." Hvorfor fortalte han hende det? Han havde aldrig rigtigt snakket med nogen om det før, de fleste uforstående overfor magi og kraften bag.
"Det føles ikke som om, at den nogensinde løber tør. Selv når betalingen kommer... jeg kunne blive ved, hvis ikke det var fordi, at jeg... ville dø." Det var sandt. Selv når han var døden nær af den negative energi, der var ophobet inden i ham, var der stadig magi til at heale med. Lige så kraftigt som altid. Endeligt skævede han mod hende. Hvordan fungerede hendes betaling? Hun havde vel en?

Netrish så kort op over gløderne, der så småt begyndte at fænge, da han talte og tøvede. Hun så hans gestus mod øjet, men måtte vende opmærksomheden tilbage til bålet hurtigt igen for ikke at miste sin glødebase. Desuden kunne selv hun se han ikke rigtig var i sit bedste hjørne.
Hun fokuserede på bålet og lyttede mens han fortalte om sin evne "Det lyder til du har det modsatte problem af jegselv. Min gave er lille, og kræver fokus for at udrette noget rigtigt. Din virker endeløs siger du.." hun skævede kort tilbage mod den døde plet. Mon det var den 'betaling' han talte om? "Men mon ikke det ville lette din byrde at bruge den med mere omtanke?" foreslog hun stille og satte sig tilbage som bålet langsomt blussede og begyndte at knitre. Varmen spredte sig langsomt, og hendes tænder klaprede et øjeblik hvor hendes selvkontrol glippede. Hun frøs mere end hun gav udtryk for, det var der ingen tvivl om. Men at lade det vise ville ikke ændre på det, og hun ville hellere have han gemte sin trøje til sig selv. Han ville få brug for den senere, når den han bar blev slidt op, eller ødelagt.
Trods hendes anstrengelser undslap et gab hende som varmen steg og begyndte at træne ind i hendes trætte ben. Hun havde været oppe i over et døgn, og været på farten det meste af dagen.. det var intet nyt, men den emotionelle tumult i hende havde taget en del af hendes kræfter ligeså. 

Bruge evnen med omtanke? Aldric rynkede kort panden, ikke sikker på, hvad hun mente. Men han rystede let på hovedet og løftede hovedet lidt, stædig og bestemt.
"Jeg kommer aldrig til at sige nej til nogen, der har brug for hjælp. Det har kilepræsterne gjort nok for mig. Jeg vil hjælpe alle uden undtagelse. Min evne er ikke beregnet for få eller dem, der kan betale." Om det var det, hun havde ment, det vidste han ikke, men hun havde kiles tegn om halsen og han kunne ikke rigtigt andet end at drage den konklusion, at hun tænkte som dem, der havde brugt ham for deres egen vindings skyld. Trods trætheden var der et glimt af vrede, for han var vred. Vred over det, de havde gjort mod ham og dem med behov for hans hjælp igennem så mange år. Og denne elver med kiles tegn om halsen skulle ikke komme her og forsøge at få ham til at gøre det igen.

Havde han været bare lidt mere frisk, havde han rejst sig og var gået sit vej, men han var ikke engang sikker på, at han kunne komme op at stå. Alt i ham skreg efter at sove, men trods at elveren virkede flink, var han ikke tryg nok til at lukke øjnene. Han stolede ikke på hende, især ikke, når hun var kilepræst.
Han kunne godt se, at hun frøs, men hun havde sagt nej til trøjen én gang og han var vred nok til ikke at tilbyde hende den igen. Det ville nok ikke holde så længe, for han brød sig ikke om at se andre lide, heller ikke folk, han ikke kunne lide. Og der var koldt. Han kunne tydeligt mærke det igennem sit eget tøj, og det var sikkert kun fordi han kom længere nord fra, at han ikke frøs lige så meget som hende. Han var vant til det.

Hans blik gled ind i ilden i stedet for at stirre vredt på hende, og hans kæbemuskler arbejdede lidt, som han ikke helt vidste, om han skulle snakke videre eller ej. Han var rundt på gulvet og træt og havde allermest lyst til råbe af hende, bare for at råbe af en eller anden dum kilepræst. Men Aldric var ikke ligefrem den aggressive type, så ordene blev inde i ham. Som altid.

Netrish skævlen stoppede som hun hankede op i sig selv mentalt, og hun mødte hans vrede blik. I hendes øjne var et svagt hint af.. skuffelse? "Det lyder til du har historie med Gudindens præsteskab" hun rettede sig en anelse op, for stolt til at synke sammen under hans blik. "Hvad du gør med din evne, er dit valg. Men hvis du øvede din kontrol, ville du måske finde du kunne hjælpe flere inden trætheden satte ind" uddybede hvad hun havde forsøgt at sige før, mens hun rejste sig "Men det muligvis kun til gavn for os der er mindre evnet" tilføjede hun og der var et spydigt snert i hendes stemme denne gang. Ingen god gerning gik ustraffet lod det til.
Hun gjorde en gestus mod et par større kævler hun havde lagt om bålet "Vend dem nu her, og smid en ekstra eller to på når du ligger dig til at sove, så det ikke går ud mens du sover" hun børstede sin kjole af "Jeg vil lade dig i fred. Farvel Helbreder, og lykke på din vej" hun undlod at give ham Kiles velsignelse, hvert fald højt, ikke fordi hun bar ham nogen ond vilje, men fordi hun var ganske overbevidst om at han ville tage det ilde op.
Med de ord vendte hun sig for gå.

Der var et underligt glimt i præstindens øjne, men han havde en fornemmelse af, at det ikke var ham, det var rettet i mod. Måske sine medpræster. Tonen i hendes stemme forstærkede den fornemmelse, som var hun skuffet eller vred på dem, der tilbad samme gud som hende. Aldric vidste det ikke rigtigt, træt som han var, for træt til at spekulere nærmere over det. Vred og træt og… hendes ord føltes næsten som piskesmæld, selvom hun ikke lød decideret vred på ham. Men det fik ham alligevel til at trække skuldrene lidt op. Han havde misforstået hende, taget hendes ord for at være med dårlige hensigter. Det fik ham til at være tavs, mens hun fortalte ham, hvordan han skulle styre bålet - og så sagde hun farvel.

Tanken om at hun bare ville gå, efterlade ham her alene, fik tårerne frem i hans øje igen. Også fordi, at hun var healer og virkede til at forstå evnen så meget bedre end ham. Han burde lade hende gå, hun virkede til at ville videre. Forståeligt, hvis hun havde nogen, der ventede på hende, varmt tøj og tag over hovedet. Men han kunne ikke styre sin egen egoisme og åbnede hurtigt munden for at stoppe hende.
”Jeg ved ikke, hvordan man gør. Hvordan jeg kan kontrollere det.” Hans stemme bar præg af, at han var udmattelsen nær af træthed og på grådens rand.

Aldric fortsatte med at stirre ind i bålet. Hænderne var stoppet med at pille ved trøjen, men kun for at ligge hårdt knyttet i hans skød. Han vidste godt, at han var sølle lige nu, men han kunne ikke rigtigt stoppe sig selv. Hvis bare hun ikke havde fulgt efter ham, men ladet ham være. Så havde han sovet nu, ensom, men uden så mange ubehagelige følelser, som hendes få ord fremprovokerede i ham. Aldric var ikke så god til at tage sig af sine egne problemer og kvinden her fik ham til at skulle forholde sig til dem. At man kunne andet end bare give slip på sine evner og lade dem gøre arbejdet var måske ikke nyt, men i forhold til hans evne var det. Og tanken understregede bare, hvor langt ude han var, hvor lidt han kunne bunde i sit eget liv. Og det fik tårerne til at samle sig, truende med at begynde at løbe ned over hans kind.

Netrish stoppede så snart helbrederens ord nåde hendes øre. Hun stoppede op, men vendte sig kun halvt, blikket på den unge mand. Skulle hun blive? Han havde ikke vist hende andet end had og foragt, til trods for hendes bedste intentioner. Alligevel lod han til at række ud nu, ud efter den viden hun besad, til trods for hun var Kile præstinde. Kunne hun få ham til at åbne op og måske, bare måske, lysne hans syn på Kile?

Hun vendte sig helt og satte sig tilbage til bålet med et lille suk. Det var hendes pligt at prøve. "Det er heller ikke noget man bare gør. Det kræver træning og disciplin" hun pillede lidt i jorden og fandt en lille sten på størrelse med det yderste led af en finger "Du er alt for træt til det her nu, men.." hun samlede en kvist op og knækkede den af så hun havde en lille pind "Jeg kan prøve at give et mere konkret eksempel" hun lagde stenen på jorden og holdt pinden lidt frem "Hvis du ser stenen som den skade du skal helbrede, i dette eksempel ved at flytte stenen. Pinden er din evne, og hånden den energi du ligger i selv. Så, det du gør nu vil jeg gætte på ser således ud" hun tog og holdt pinden midt på mellem et par fingre på tværs, og skubbede stenen lidt frem. Som hun viste det der forlængede pinden overhoved ikke hendes greb, og alt skubbet kom fra armen. "Du har en stor gave, men du udnytter den ikke optimalt. Du kan skubbe stenen langt, for selvom den triller til siden er din pind rigeligt lang til at fange den, men det tager mange kræfter" hun samlede stenen op "Forstår du så vidt?" spurgte hun roligt, og hendes stemme var igen blevet mildere, hendes toneleje anderledes, som var det noget hun reciterede mere end noget hun fortalte.

Først troede Aldric ikke, at hun ville stoppe og komme tilbage til bålet. Men det gjorde hun. Også selvom hendes suk var hørbart og gav ham fornemmelsen af, at nu var han bare til besvær. Det var han sikkert også. Men hun var selv fulgt efter ham, også selvom han tidligere havde vist sin modvilje mod hende. 
Hans ene hånd åbnede sig og blev ført til hans ansigt, hvor han gned sig i øjet og trak hånden ned over sin kind, mest for at få fuldt syn tilbage, men også for at forsøge at friske sig selv lidt op. Han var så træt i hele sin krop, en krop der bare gerne ville lukke ned og sove. Men han tvang sig selv til at være opmærksom, som kilepræstinden begyndte at snakke til ham.

Tavst betragtede han hendes illustration og trods trætheden kunne han kun nikke. Det så ud som det føltes. Hun forstod ham og hans evne. Det gjorde ham glad på en måde, der var svær at beskrive, for han var så alene med det hele. Han vidste slet ikke, om andre kunne have det på samme måde. Men det hun sagde resonerede så godt med den måde, han selv følte det på.
Aldric trak benene op til brystet og lagde armene om dem, så han kunne hvile hovedet på sine knæ og stadig se, hvad hun lavede på jorden. Hendes spørgsmål til fik ham til at nikke igen.
"Ja." Der var ikke så meget liv i hans stemme, men han så koncentreret ned på det, hun lavede. Så koncentreret som han kunne samle sig til at være.

Netrish nikkede til hans tilkendegivelse af at han forstod, glad for at hun ikke havde ramt helt ved siden af hans problematik, og fortsatte.
"hvad jeg foreslår er ikke at du healer færre, men healer anderledes" hun vendte pinden så hun holdt den yderst i den ene ende, og satte den anden ende mod stenen "ved at fokusere ind kan du lade din evne arbejde, og spare kræfter selv" hun skubbede stenen lidt frem. Den rullede dog hurtigt til siden, og pinden gik i jorden "dette kommer dog med sine egne problemer. Det kræver mere koncentration, men aflaster din krop." hun samlede stenen op og lagde den ind hvor den startede igen, inden hun atter satte spidsen af pinden på. "fokus og fleksibilitet er nøglen. Lyt og lad din evne gøre arbejdede for dig" hun skubbede igen til stenen, men denne gang, hvor stenen trillede til siden, fulgte hun med. Stenen nåde at komme lidt omkring, men den nåde frem fordi punktet hun nåde i sit første eksempel, og havde knap gjort mere end at strække håndleddet.
Hun så op for at sikre sig han stadig var med, inden hun samlede stenen op med sin frie hånd og holdt den og stenen op "det er teorien hvertfald. Det kræver meget arbejde og det kan være du finder det til mere besvær end du synes er værd.." hun rakte kvisten og stenen frem til ham "men husk lektien. Det er dit valg, ja, men du har et valg".

Sløvt, men opmærksomt, fulgte Aldric hendes bevægelser med blikket. Han var ikke dum, bare træt, og han forstod hendes illustration uden problemer. Spørgsmålet var bare - hvordan kunne han overføre det til sig selv og sin evne? Han følte ikke rigtigt, at han styrede sin evne, det var mere som at åbne for sluserne i en dæmning og håbe det bedste. Havde han forsøgt i de sidste seks år? Måske, men hvis han skulle være ærligt havde han hverken haft tid eller overskud. Der havde ikke været plads til at eksperimentere. Og hvem skulle han også forsøge sig frem på? De fleste han mødte, ville jo bare have en hurtig healing og komme videre i deres nu bedre liv.

Træt rakte han hånden frem og tog i mod den lille kvist og stenen. Stadig uden noget rigtigt liv, så han ned på det, inden han lukkede hånden om de to ting og så på hende igen. Han havde et valg. Det lød meget godt, men lige følte han sig bare fastlåst i manglen på en fremtidsplan, manglen på kontrol over sit eget liv.
Aldric drejede hovedet lidt, så det var hans kind, der hvilede mod hans knæ, og lukkede øjnene.
"Jeg vil prøve. Hvis jeg får muligheden for det." Hans arme strammede grebet om hans ben lidt. "Tak." Han åbnede ikke øjnene. Sagde ikke mere, han vidste ikke, hvad der var at sige. Det var pænt af hende, at tage sig tid til at forklare ham noget, hun ikke behøvede at forklare ham. Slet ikke efter hans opførsel. Og lige nu var han nok heller ikke specielt høflig, men det var som om, at et stort sort hul trak i ham for at få ham til at falde. I søvn, altså. Det var egentligt ret tæt på, at han sov, siddende der. Det var ikke fordi, at han ikke ville snakke mere med hende, men han kunne efterhånden ikke holde sig selv vågen mere.

Netrish smilede svagt "Om du prøver eller ej er også dit valg" sagde hun blot, og bøjede let nakken som anderkendelse af hans tak. Til trods for sin afmålte reaktion, betød det lille tak meget. Hun var lykkedes i at løsne et hjerte der nærede had til gudinden. Det var måske ikke meget, men hun havde bevidst ikke alle af Kiles tjenere ønskede verden ondt, og selvom tanken om at nogen kunne tænke sådan stadig forstyrrede hende, var det da et skridt på vejen.

Med en lidt stiv bevægelse som Netrish på benene igen "Jeg vil forlade dig så du kan sove. Må Kile vare sin hånd fra dig og dine til jeres tid er" hun bukkede let og drejede hoved mod vejen, dog uden at gå endnu "Måske mødes vi igen en gang.. Det tyder på jeg vil være på farten den næste tid" hun sænkede blikket, og i månens skær kunne man se smerten i dem, selvom hendes stemme var fattet. Hun lod det dog ikke vise længe, inden hun samlede sig igen som hun vendte blikket tilbage mod ham "Sov godt". Hun bukkede sig ned og smed en ekstra kævle på ilden, da han lod til at være for træt til at få gjort det selv, og gjorde derefter mine til at gå, denne gang med mere ro i sindet. 

Aldric var næsten væk, da hun begyndte at snakke igen. Kile. Han var for træt til at reagere på gudens navn, men hans mave vendte sig en enkelt gang. Forbandede gudinde. Forbandede kilepræster. Men vreden meldte sig ikke rigtigt, og da slet ikke i mod kvinden, der lige have brugt noget af sin tid på at hjælpe ham. Her i sin halvvejs bevidstløshed, vidste Aldric godt, at hun var en god person. Det havde han i bund og grund vidst fra starten af, han havde bare svært ved at se bort fra tegnet om hendes hals. For ham var det symbolet på selviskhed og egoisme, men det var måske også efterhånden gået op for ham, at måske det ikke var alle kilepræster, der var onde. Denne havde i hvert fald ikke været det.

Noget i hendes stemme fik ham alligevel til at åbne øjet og så på hende i lyset fra bålet. Han sagde dog ikke rigtigt noget, før hun havde smidt endnu et stykke brænde på bålet og vendte sig for at gå.
"Jeg håber, at du finder et sted at høre til igen." Måske man kunne høre på hans stemme, at han mente det. At han ikke selv havde sted at høre til og egentligt ikke havde en forventning om nogensinde at få det.

Så snart hun gik videre, flyttede han på sig. Rettede sig ud og hev sin kappe ud af tasken. Få øjeblikke senere var han pakket godt ind og havde lagt sig på jorden, hvor han trods aftenens hændelser, faldt i søvn med det samme. Ilden fik lov til at brænde, give ham varme, men mindre sikkerhed, som man ville kunne se, hvor han befandt sig. Men heldigvis var der ingen onde væsner i nærheden og han fik lov til at sove i fred. Drømme. Drømme om sin bror og en dæmning, der ikke kunne holde til presset.

Mandens ord fik Netrish til at stoppe op. Et sted at høre til. Hendes hænder knyttedes. Han havde ramt hoved på sømmet, og sat ord på den knuenge fornemmelse hun havde haft i brystet siden hun havde forladt hovedstaden med de andre elvere. Det havde ikke virket som et stort offer, ja det var vel knap noget hun havde anderkendt. Men hun havde ikke blot sagt farvel til Kiles Orden. Hun havde givet afkald på sin plads hos Asbjørn, på sit... hjem.
Det var først nu, med helbrederens ord, hun indså det. Hun havde ikke haft et hjem siden sine tidligste minder, før hun havde viet sit liv til Kile. Hun så ikke tilbage på sin barndom med tristhed eller melankoli. Hun havde aldrig følt hun manglede noget! Men.. var det blot fordi hun aldrig havde kendt andet?

"I lige måde" svarede hun lavmælt inden hun gik. Hun ture ikke vende ansigtet af frygt for han skulle se de tåre der nu fandt vej ned af hendes kinder. Hun lagde armene om sig selv, og forsvandt ud i den kolde nat. Nattevinden skar lige igennem hendes underkjole, men Netrish mærkede det knap. Hendes tanker var langt fra den hårde ensomme landevej, og hendes ben bevægede sig nærmest automatisk, et skridt efter det andet.

Hun viste hun burde forlade ham. Hun havde sat sig imod Ordenen, og hun tvivlede på de ville se på det med milde øjne. Hun burde gå tilbage til sig gamle liv, vandrende på landevejene til alle landet hjørner, hvorend der var behov for Kiles Fred.
Men havde hun styrken? Besad hun kraft nok til at vende ryggen til alt det de havde skabt sammen? Nok havde Asbjørn kun været en del af hendes liv i ganske få år, men alligevel føltes det som at opgive sit åndedræt.

Men hun var nød til det.

For hans sikkerheds skyld.