Endelig spredte et lille smil sig på Caelons læber. De fleste ville nok ikke opdage det, men lige nu stod de relativt tæt, og Ireth havde trods alt set et vidt hav af forskellige følelser komme over Caelons ansigt over tiden de havde kendt hinanden. Hun var nok den der havde set flest slags følelser fra ham.
"Det... det er godt nok," sagde han så endelig. Han havde accepteret at hans familie aldrig ville komme tilbage for flere år siden, men dengang havde han også accepteret at han aldrig ville få familie igen. Det var en varm følelse der spredte sig i hans brystkasse, som han tænkte på ordet 'familie' nu. Det var ikke så ensomt, nu hvor de begge havde anerkendt det. De ville aldrig være blodbeslægtet, men at have det der mindede om en søster, var ikke så slemt igen.
