"Så kunne jeg ligeså godt lade vagterne skyde dig. Uanset hvad ville du ikke gå herfra," kommenterede Caelon med e smil der godt kunne virke lettere foruroligende. Det var i hvert fald ikke et venligt smil, det var sikkert.
"Ja. Du drikker bare det hele, og den burde virke forholdsvis hurtig. Du skal nok ikke forvente at den smager godt..." den sidste del blev nærmere mumlet. Hvis folk forventede at eliksirer var appetitlige, så var de i hvert fald ikke særlig kløgtige. Hvis man tilføjede noget som helst som kunne gøre at den smagte bedre, ødealgde man jo bare virkningen.

Nå, nu smilede fyren da! Det var godt nok et ret skummelt smil, men det var da i det mindste et smil! Ez var typen, der tog, hvad han kunne få, så han smilede tilbage til elveren, før han lænede hovedet tilbage og drak flaskens indhold in én slurk. 

Yrk, det smagte rædselsfuldt, og Ez blev nødt til at klemme læberne hårdt sammen, så han ikke spyttede det ud igen. Hele hans mund blev fyldt med mundvand, som om hans krop gjorde alt, hvad den kunne for at få den stygge væske ud igen. Men Ez nægtede, og han sank igen. 

Det kriblede i hele hans krop, og Ez kunne mærke, hvordan hans træk ændrede sig. Det var ikke meget; hans kæbe og kindben blev skarpere, hans næse lidt spidsere, og hans ører blev længere og spidsere. Ez kunne ikke lade være med at løfte en hånd of føle på sit ansigt. 

"Hæh," grinede han, da han mærkede, hvor anderledes han måtte se ud. "Hvordan ser jeg ud? Er jeg ligeså flot som dig nu?"

Caelon kiggede interesserede på transformationen af halvelveren. Jo, han lignede jo næsten en helt normal elver nu, og det ville i hvert fald sagtens kunne få ham over grænsen med minimale problemer. Ellers var det jo alligevel ikke Caelons problemer heldigvis.
Dog havde den ældre elver ikke ligefrem forventet at blive komplimenteret. Heldigvis var hans kinder allerede røde af kulden, så det var ikke at se, hvordan han følte at hans ansigt blev lidt varmere. Han var ikke ligefrem vant til at blive kaldt flot. Nej, flot var det sidste ord folk ville bruge, især når de så den arrede del af hans ansigt.

"Du ligner i hvert fald en elver, hvilket er det vigtigste," kom det næsten brummende fra Caelon som han skuttede sig mod kulden endnu engang. Han kunne jo ikke blive stående her for evigt og konversere med denne halvelver. Det var koldt, og han kunne allerede mærke kulden bide sig ind i hans knogler. 

"Ja, det er det vel," sagde Ez og smilede til elveren. "Hvad hedder du egentlig? Jeg tror slet ikke, jeg fik fat i dit navn."

Det var bidende koldt, og Ez var på ingen måde klædt på til den slags vejr. Han håbede lidt på, at elveren måske havde en ekstra kappe eller noget, men det så ikke ud til det, og Ez havde ikke så meget lyst til at spørge. Elveren havde jo lige givet ham eliksiren (selvom Ez godt nok havde betalt for den). 

Nej, Caelon ville ikke give væk af sit hav af tøj han havde på. Han havde måske stadig udseendet af en elegant elver, men det kunne godt ses at tøjet lå lidt tykkere end andre måske ville have gjort i visse tilfælde. Det gjorde så også at man ikke kunne se præcis hvor tynd elveren havde formået at blive efter sit nylige sygdomdsforløb, og han virkelig bare ikke tog let på. Nej sygdommen der stadig var i ham holdt ham nede.

"Caelon," kom det tørt fra ham. "Var der ellers andet du ønsker? Ellers er det måske en god ide at smutte ud af Elverly nu. Vi kan jo ikke have at eliksiren ophører vel?" Ezhno havde stadig i hvert faldt godt 2 timer i den og burde sagtens kunne nå udover grænsen inden der skete noget, men det vidste Ezhno jo ikke. Og Caelon drømte allerede om at komme tilbage i sin varme hytte.

"Caelon." Ez sagde det langsomt, som om han smagte på hver stavelse. Han smilede. Det navn kunne han godt lide, så han sagde det igen, mere til sig selv denne gang.

"Jamen, tak for hjælpen, Caelon," sagde Ez så og smilede endnu breder, da han rakte hånden ud mod Caelon. "Du har virkelig været en ven i nøden, og hvis der nogensinde er noget, jeg kan gøre for at gengælde tjeneste, så må du endelig sige til."

Caelon kiggede næsten fornærmet på hånden der blev rakt ud, men rakte så fremad og tog den med hans behandskede hånd. Hans egen hånd var overraskende koldt, noget man kunne mærke selv gennem handsken.
”Det skal jeg huske på,” sagde han så med et lille nik, før at han tog sin hånd tilbage. ”Hvis der ikke er mere, må du vel hellere komme afsted. Vi kan jo ikke have at elliksiren stopper med at virke, vel?” sagde han med et lille smil. For ham gjorde det absolut intet om Ezhno nåede over grænsen eller ej, men en tjeneste… det kunne man altid bruge.

"Nej, du har ret," sagde Ez med et smil. Han måtte se at komme afsted, også selvom han var nysgerrig på at vide mere om Caelon og hans kolde hænder. Det måtte vente til en anden gang. Han nikkede til Caelon og vendte sig derefter om gik i retning af Hovedstaden. Han kunne ikke lade være med at kaste et blik over skulderen for at se om elveren stadig stod der. 

Der gik ikke lang tid fra at Ezhno begyndte at gå til at Caelon selv gjorde. Han nåede dårlig nok udenfor området der var sat som helligt, før at han teleporterede sig væk, og hvor der ellers havde været faklen han gik med, var nu kun mørke og kulde. Caelon selv slukkede faklen ligeså snart han landede i sit hjem, og var godt i gang med at varme sig selv op. Hans krop kunne virkelig ikke holde til den intense kulde han følte udenfor sit eget hjem. Lidt blå var hans læber altså blevet.