Aileen så på ham da han talte. ja forældres forventninger var nok det rette ord at bruge her. hun sank en klumb ved det sidste han sagde. hans familie ville se ham i øjnene. men hendes far ville ikke se hende i øjnene mere. hun vidste at han havde slået hånden af hende.
Aileen smilte forsigtigt og lagde hovedet på skrå. "søskende siger du... det må ha været dejligt at vokse op med nogle søskende... jeg er selv enebarn og nok derfor mine forældre har.... eller havde så store forventninger til mig"
Aileen ønskede selv at ha søskende. rigtige søskende ikke de halv søskende hun havde i sin fars nye kone. de var lede og så hende som en pestilens.
Aileen selv havde aldrig ønsket hendes far fandt en ny kone. men det havde han gjort og valgt dem frem for hende hvilket var lidt sårene.

Dal smilede lidt "Ja... for hvor meget vi skændes, og hvor meget de har gjort grin med mig i tidens løb, så holder jeg af dem" han trak en smule på skuldrene "Men jeg tror det er sådan mange har det med familie.. Vi kan ikke vælge dem, så vi må elske dem vi har, på godt og ondt" han sukkede og så på Aileen med medfølelse "Jeg håber også din familie en dag vil acceptere dig.. eller at du en dag starter din egen!".

Dal gabte og rejste sig fra stolen "Men jeg må heller kravle til køjs! Må lykken følge dig Aileen. Det var en fornøjelse at gøre dit bekendtskab" han bukkede dybt for hende, inden han fortrak til sit værelse ovenpå. Det havde været en lang dag, og hvis vejret fortsatte som det var nu, ville han få brug for en god nats søvn for at brave det!