Ingen besluttede vel i princippet hvad race de tilhørte. Om man var født ind i en bestemt race, der senere kunne modereres. Enten frivilligt eller som i Doríns tilfælde, meget ufrivilligt. Der fandtes folk der ville forvandles til en vampyr eller varulv. Dorín lærte aldrig at forstå dem. Der fulgte så meget had og foragt med når det skete. Det kunne hans stakkels lige dværgehjerte næsten ikke håndtere.

Dorín lagde sit hovede lidt på skrå, for at kigge på mørkelveren. Det var vel ikke så underligt at holde sig fra elvernes område. Dorín vidste godt at de spidsørende kunne være noget farlige at komme for tæt på. Igen på grund af had til specifikke racer. "Bliver det aldrig kedeligt? Ingen destination, ingen mål." det virkede meget. Intetsigende bare at vandre uden at have et sted at vandre hen til. Dorín var i hvert fald ked af at han ikke vidste hvor han var på vej hen, om det ville lykkes ham at finde et sted at holde til eller få kontakt til omverden nogensinde igen. Han vidste det ikke, og det tyngede ham. Ikke at vide hvor man rejste hen eller hvorfor, var en bidragende effekt.

Var det kedeligt? Måske. Alligevel kunne Útíradien aldrig regne med hvor han endte henne, og dagene blev ikke ensformige, selvom han naturligvis længtes efter et sted at høre til. Han krævede ikke meget, men at omgive sig selv med folk der holdt af ham var svært at finde. Dem han havde haft for mange år siden måtte lade livet, og selvom han fandt de enkelte personer her og der der var rare, så var det aldrig noget der rigtig føltes som et hjem.
"Jeg tror det er hvordan man ser på det," svarede Útíradien endelig efter lidt eftertanke. "Det gælder om at gøre rejsen til et eventyr, i stedet for at se rejsen som en ting der bare skal overstås.... det bliver man også nødt til når man vandrer så meget som jeg." Måske en dag han ville ikke længere føle at han blev nødt til at gå fra sted til sted, og han kunne godt forstå at Dorín måske hellere ville blive et sted til hans dages ende. Især nu når det var svært at finde et sted han kunne kalde hjem.

Så forskellige de to individer som sad overfor hinanden var. Dorín følte en hvis glæde ved endelig at snakke med et andet individ, men samtidigmed også utrolig forvirret og anspændt over det. Han var ikke sikker på hvordan han skulle føle omkring hele sitautionen, trods samtalen lige nu virkede ganske rolig og afslappet uden at være pressende ind om mere private ting. I hvert fald lykkedes det Dorin mere at fokusere på den andens ord og meninger.

Men der kom en sørgmodig tåge omkring ham som den anden nævnte at se rejsen som et eventyr. En nyt eventyr på vejen, som Dorín engang selv havde set det. Levet det. En bitterhed gik over hans træk som han krummede sig en smule sammen. "Det har jeg prøvet.. Se hvor det fik mig hen" brummede han lavmælt, ikke bevidst gjort til en knurren, men det skete efterhånden helt automatisk. Det var efterhånden blevet en måde for ham at kommunikere, efter de mange måneder med de andre ulve.

Det gjorde Útíradien ked af at tænke på at en mand kunne have så meget vrede og had for sig selv. Engang havde han selv haft den følelse også, men det var noget der var gået væk over årerne, men det var hårdt at leve med, især for en der ikke vidste hvordan de skulle håndtere det.
"Jeg ved godt at jeg er en fremmede, men... jeg tror jeg ville kunne hjælpe dig, hvis du ønsker det," tilbød Útíradien ligeså stille. Det var ikke sikkert at dværgen ønskede mørkelveren skulle rode med hans hoved, men han trængte til det udentvivl. Bare at få lagt tankerne i ro og finde ud af hvem og hvad han egentlig var og at det hele var okay, selvom det var ensomt for nu.

Dorín var på mange punkter en bitter dværg. En alt for ung dværg der havde været udsat for alt for mange ting på alt for kort tid. Han havde mistet sin hjem, sin bedste ven, sit liv og sin ret til slet at bestemme over sin egen krop. Varulvens forbandelsen løb igennem ham, brændte som ild. Og der var absolut ingenting han kunne gøre ved det.

Dorín løftede sit blik og så skeptisk på den anden. "Hvordan?" hvor afvisende han end burde være, i en tilstand hvor han mente ingen kunne hjælpe ham, var han alligevel håbefuld et sted dybt inde i kroppen. Måske han kunne få det bedre. Bare fordi han ikke vidste hvordan han skulle gøre det, kunne den anden havde midler Dorín ikke selv kendte til. Alligevel virkede det for godt til at være sandt. Alt for godt. Og alt for fremmed.

//Lukket efter aftale