Logan himlede med øjnene af hende. "Har du overvejet at det er dig der mumler?" svarede han igen af samme kasse som han modtog. Han kunne ikke undgå at have et glimt af morskab i øjnene. Hvad end folk omkring dem kunne tro og høre når de havde disse øjeblikke af nært skænderig der ofte blev til skænderig, plejede han at være ganske underholdt.

Logan ventede tålmodigt til hun fik vendt sig om selvom det virkelig var en modvillig bevægelse. Man skulle jo næsten tro at hun ikke stolte på ham! Forfærdeligt. Logan begyndte at glatte håret en smule mere ud, og fik det gjort præsentabelt med smykket. Man havde vel lært en ting eller to som hans mors hænder var blevet for skadet. Igen noget man ikke skulle tro om den store brede arede mand, men han gjorde alt for den lille trodsige dame han kunne kalde mor. "Hvorfor skulle de dog bede dig om noget.. Desuden, du kunne vel afholde dig fra at fyre skældsord af hver gang du åbner den pæne mund du har" brummede han en smule optaget.
Logan blev færdig, og selvom det ikke var det smukkeste i verden så det heller ikke fuldstændig mærkeligt ud. Faktisk kunne man godt argumentere for at det var blevet sat fordi de havde travlt med at skulle hjem til en herregård. Han var ingen digter men han kunne holde hovedet koldt i anspændte situationer. "Min mor har gigt i fingerne. Nogle gange må man jo hjælpe" svarede han ganske roligt, inden han samlede sin taske op og smed den over skulderen. "Klar?"

Hun himlede med øjnene, ganske åbenlyst for han ville alligevel ikke have en chance for at se hun gjorde det. Det var stadig lidt mærkeligt for hende at få alle brikker til at falde på plads. Hvor lang tid var der egentlig gået? Hun vidste stadig ikke helt hvorfor hun var blevet taget, og holdt gidsel - hvem ville overhoved købe hende og til hvad? Hun fugtede læberne, da Logan nævnte et eller andet med skældsord og pæn mund. Et skævt smil formede sig hen over hendes læber, så han synes hun havde en pæn mund? Vent! Nej! Hun tog sig selv i at være ved at ryste på hoved, men havde stadig en indre tormult over hendes egen tankegang. "jeg skal nok vise dig hvad den her mund er i stand til!" udbrød hun, inden hun helt fik gennemtænkt hvordan det lød.

Hun vente sig om, ganske rød i kinderne da ordet klar blev sagt. "Ja selvfølgelig gigt... klar... ja jeg er klar - til at gå!" hun skulle til at gribe hendes ting, ind til det gik op for hende at hun ingen havde. Der efter var hun ganske hurtigt ude af værelsets dør.

Logan stoppede i et halvt sekundt hvad han havde gang i da orderne nåede hans øre, og et lusket smil bredte sig på hans læber. Hun vidste godt hvad hun havde sagt men havde nok ikke gennemtængt hvilken betynding det også kunne have. "Nååh, jamen det vil jeg glæde mig til at opleve" svarede han kækt. Logan var fristet til at spørge efter hvad hun helt præcist havde i tankerne hendes mund skulle bruges til og hvad hun skulle vise ham med den, men man måtte stoppe mens legen var god. Det skulle nok blive bragt op senere. Lige nu, havde de trods alt andet at se til.

Logan så efter hende som hun nærmest løb ud af døren, fordi hun havde mere travlt end han havde regnet med. Selvfølgelig ville det være rart at slippe ud af værelset man havde brugt de sidste mange dage i og modtage noget frisk luft. Eller også trængte hun til bare et par sekunders ro inden han fulgte efter. Han lukkede døren roligt efter dem og guidede hende med ned af trappen. "Husk, bevar munden bare en smule til vi er alene" Nej, han kunne ikke undgå den drillende undertone.

Hun stod lidt i gangen, og tog en dyb indånding mens hun ventede på ham. Hendes blik blev fjernt, mens hun begyndte at gå igennem hendes minder. Der måtte være et eller andet der kunne hjælpe dem, fortælle dem hvorfor lige præcis hun var blevet indfanget. Det sidste hun kunne huske, var kroen hun havde tilbragt en nat på. Måske den kunne give dem svar? Tungen fugtede langsomt læberne, mens hendes fingre begyndte at kredse lidt ved den højre kind. Dog nåede hun ikke særlig langt med sin tankestrøm, før at en hvis mørk stemme afbrød hende. 

Hendes læber snerpede sig sammen, mens hun gav ham hendes bedste; Det kan du godt glemme alt om! Blik. Mens hun lod ham guide hende ned af trappen, for selvom hun hadet at indrømme det. Så havde han ret, hvis de skulle komme igennem dette helskindet. Var det nok bedst at han indgik i alle samtalerne, og hun undlod at sige noget overhoved. Selvom det allerede nu var svært for hende, at holde sin mund lukket. "Lad os nu bare komme ud her fra, helskinnet." mumlede hun surt.

Det undrede ham egentlig ikke at den stædige Anann stadig var direkte på overfladen som altid, selv i denne situation hvor de var nødt til at falde en god del ind i mængden. Det morede ham faktisk langt mere end det burde, men han kunne ikke helt gøre for det. Det mindede ham meget om deres ungdom og hvordan det ofte havde været Ananns stædighed der havde gjort at Logan var kommet galt afsted fordi han var mindst lige så stædige og ville udfordre hende. Gode minder, minder der dog ikke skulle bringes frem til overfladen lige nu.
”Hvis vi kan” svarede han muntert og smilede til hende, på den typiske måde som han altid gjorde. Den som afslørede at han ikke var helt fin i kanten og ville gøre meget for et grin. Lige nu var alvoren dog hurtigt tilbage på hans ansigt som han optog rollen han havde påtaget sig. Det skarede udseende og det hærgede tøj afslørede også at han var en mand der ikke var bange for en slåskamp. At have ham som bodyguard ville ikke undre nogen.
Varmen ramte ham hårdt i ansigtet som de kom ud på den sandstøvede gade. Instinktivt tog Logan fat i Ananns overarm og guidede hende væk fra det mere skumle kvarter og frem mod det mere fine, hurtigt og uden at vække for megen opsigt. ”Skib vil ikke være vores mulighed væk. Der leder de stadig efter dig” mumlede han mod hendes øre, som de var nødt til at gå tæt for at komme igennem en folkemængde. Hans stemme var faktisk ikke højere end en lavmæld brummen.
Han bad stadig til at de ikke blev stoppet, men hvornår var de fiktive guder begyndt at høre efter?

/inaktiv