Elyon rystede lidt på hovedet, hun mente jo ikke at han bare skulle komme over det og så var det det. Men at han ville kunne finde en måde at være til på, selvom tabet havde så stor indflydelse på ham. Hun vidste selv, at uanset hvor ondt det gjorde på hende bare tanken om at hun aldrig ville se sin egen familie igen, ville hendes familie ønske hende at kæmpe videre og være stærk; Og ikke give op på sig selv. Det var svært.. og der ville nok gå meget længe før Elyon kunne blive glad igen; Men hvis hun ville overleve, måtte hun leve med det, og leve med sig selv. "Jeg er glad for at han har nogen som passer på ham." Sagde hun blidt, men stadig med trist mine. Hun kendte ham ikke, men alligevel kunne hun ikke lade være med et føle en eller anden form for forbindelse imellem dem. 

Hun skuttede sig lidt, og ønskede at den irriterende hovedpine ville forsvinde. Det var svært at holde en samtale igang når alt i hendes krop skreg af smerte, og det var ikke så behageligt at sidde her, specielt med et brækket ben. Elyon så bare efter den anden som han begyndte at gå væk fra hende, og hun troede at samtalen var slut, men da han standsede så hun hen mod ham, med hovedet en smule på skrå. "Jo.. eller det tror jeg da." Svarede hun på hans spørgsmål, og hun prøvede at tænke tilbage på hende og Ray's samtale. 

Da Adrian hørte hendes svar bukkede han for hende, med en meget taknemlig mine, ''Jamen i det tilfælde takker jeg dig for at være den første der i over 800 år har kunnet få ham oprigtigt til at smile.'' Og efter han havde sagt det gik han, han skulle stadig nå tilbage til lejren før solen var stået for højt op.

//Afslutning