OOC: Må man nu joine alligevel? (:

[Gerne for mit vedkommende !]

”jo, som havet er nu, er det fantastisk. Den vildskab, der ligger i bølgernes leg med vinden, den kraft, der slynger de enorme vandmasser mod stranden, og lyden af den evigendelige torden mod klippen er fantastisk.” Svarede Alexander med lidenskabsfyldt stemme. Han havde fået et drømmende udtryk i ansigtet, og faldt hen i tanker.
”En vild tur i bølgerne, siger De?” Han så igen undrende på hende, spørgelysten, men tilbageholdende af det høflighedskodeks, han til stadighed bar rundt på. Mange fandt ham direkte gammeldags eller følte sig provokeret af hans vedholdenhed med hensyn til tiltaleformer, men med hans arv fra familien, faldt det han naturligt.
Han bemærkede hendes lidt fjendtlige og forbeholdne blik og fik en anelse dårlig samvittighed. Blikket sved, præcist som det måtte have svedet hende, da han studsede over hendes tidligere spørgsmål.
”Undskyld.” Sagde han ud i vinden, uden mine til at forklare grunden.

(Undskyld, faldt lige over en hjemmeside med boards<3)

En skikkelse bevægede sig langsomt nærmere de to skabninger. Det var ikke en listende eller ondt udseende skikkelse, selvom den godt kunne se lidt skræmmende ud. Månens dunkle lys faldt på dens pladedækkede krop, og gjorde den let at se i mørket, selvom der ikke var meget at se. Hud og jern i en ukontrolleret blanding, der gjorde det svært at sige hvornår det ene endte og det andet startede. Ikke desto mindre bevægede den sig med en let elegance, man ellers ikke ville kunne forvente af et væsen i så meget og så stramt siddende en rustning. I sandhed kunne man ikke forvente at noget kunne bevæge sig i sådan en. Alligevel gik det fremad; et haltende skridt og hvæssende åndedrag af gangen.

Det var tydeligt at se hvordan Isis' øjne lyste op som julelys idet han pasioneret gav sig hen til at snakke om havet, han lod til at forstå skønheden i det oprørske element. Dog undrendede det hende ligeldesat han kaldte hende De, hun var da en du, De var da ensbetydene med at man var flere, måske burde hun læse mere om den menneskelige kultur. "Ja da, en svømmetur på toppen af bølgerne, der er da intet sjovere!" sagde hun med et stort smil "Syntes De ikke?" hun runkede de blå øjenbyn, ordet lå forkert i hendes mund, det lød generelt forkert, men det var åbenbart sådan de sagde heroppe.
Roligt strøg hun en hånd gennem de viltre krøller "Hvorfor undskylder,,, De?" sagde hun så undrende, mennesket fomåede virkelig at hylle hende helt ud af den, hvad snakkede han om?
undrende stirrede hun på ham med de skrå gule øjne, men ikke et stikkende eller for den sags skyld ubehageligt blik, nok snarre nysgerrigt
Dog slap hun med det samme hårtotten og gik forvirret et par stavrende skridt bagud, da hun fik øje på Sharde, hvad i alverden var han? "Sig mig, er i alle sammen forskellige heroppe?" sagde hun måbende, mens hendes øjne flakkede fra den ene til den anden, det var jo for mærkeligt, han lignede ikke et menneske, slet ikke

”Jeg kan desværre ikke vove mig ud i et vejr som dette, men jeg er overbevist om, at det er en af livets dejlige oplevelser.” Han smilede undskyldende til hende, og tog det for givet, at hun forstod de forhold, der gjorde sig gældende for hans krop og overlevelse. Samtidigt smilede han let af trykket, hun lagde på ordet ’De’. For ham lød det, som hun gjorde nar ad ham, men det generede ham ikke. Han var vant til den slags løjer og fortsatte derfor uanfægtet.
”Jeg undskyldte blot for min opførsel over for Dem. Jeg har aldrig set en af havets skabninger på nært hold før. Det er blot min nysgerrighed, der drev mig til at stirre, som jeg gjorde, da De pludseligt åbenbarede Dem for mig.” Han lagde hovedet på skrå. Det var en lang undskyldning, pænt indpakket, for det tilfælde, at hun ikke havde tillagt hans ubehøvlet større vægt.
Han kiggede på hende med en gensidig nysgerrighed med tankerne fulde af spørgsmål, han ikke kunne få over sine stivfrosne læber.

Det var pokkers svært at se noget gennem sprækken i hjelmen, selvom han efterhånden var blevet vant til det. Det var jo ikke fordi han havde noget alternativ, udover det åbenlyse naturligvis. Det brød han sig bare ikke meget om. Hans begrænsede udsyn gjorde at han først sent fik øje på skikkelserne længere væk. De så ikke ubehagelige ud på nogen måde, udover selvfølgelig at de var levende skabninger, og dem brød hans sig ikke meget om.
Det var ikke fordi han hadede dem, besluttede han sig for efter at havde spekuleret over hvorfor han ikke brød sig om synet af dem. Han brød sig bare ikke om dem, specielt ikke manden.
Han stoppede op for at overveje sit næste træk, hvilket føltes rart. Hans knæ var begyndt at stivne i kulden, hvilket fik det til at knirke og ham til at halte. Det bevægede sig bare ikke så godt som det plejede at gøre, så han besluttede sig for at han ville blive hvor han var et stykke tid endnu, på god afstand af de to andre.

Isis blik blev som fastfrosset på Sharde, hvad var han? Spørgsmålet cirkulerede i hendes hoved, dog rev hun til sidst blikket fra ham og vendte sin koncentration mod Alexander da han sankkede til hende "Arh, det lyder meget trist!" sagde hun medfølelende, det måtte være skrækkeligt ikke at kunne svømme når man havde lyst, men nu havde menneskene selvfølgelig ikke den samme afhængighed af havet, som Isis selv havde, hvilket nok forklarrede det.
"Hvad laver i så i stedet? Nøjes med at kigge på det?" sagde hun med et lille smil. "Så det er ikke normalt at man ser havfolk på overfladen? Der er da ellers mange af dem der kan leve her oppe, ligesom jeg selv!" sagde hun undrende, hun forstod ikke nogle havfolk, at de kunne hlde sig væk fra noget så spændende, men det var op til dem.
Isis lagde hovedet en anelse på sned, som ham selv, og betragtede ham roligt, hvis man forestillede sig ham med en hale ville han sikkert udtage sig som værende et kønt eksemplar af havfolket der levede i lavandet, helt bestemt.
Endnu engang gled hendes blik over på Sharde, hvorfor stod han bare der? Måske var de lidt sære og kullree på overfladen, men det ville hun nok kke få svar på forløbig

”Jeg må nøjes med at kigge på det og nyde synet. Når havet er mere roligt, kan jeg også nyde det med kroppen.” Et øjeblik var han stille, før han besvarede hendes spørgsmål.
”Nej, det er ikke min erfaring.” Han havde i sandhed aldrig oplevet en skabning som hende, fortryllende, som hun var, tilsyneladende ligeglad med den begyndende storm omkring dem.
Da hendes blik atter slog i en bue omkring ham og søgte mod objektet bag ham, vendte han forsigtigt hovedet. Det kunne trods alt være et trick. Men en skygge, hvor der før ikke var noget, var i hendes synsretning. Rigtigt nok, der var en, der stod og lurede på dem. Det var ikke ligefrem betryggende, at der pludseligt befandt sig et andet menneske bag én, uden at have givet sig til kende, og slet ikke i et vejr som dette.
”Hvem dér?!” spurgte han brysk, vagtsomt. Alexander skærpede sine øjne, så han fik en gepards syn og så skikkelsen bag dem an.

Nej, Shrade brød sig bestemt ikke om manden. Nu var det ikke længere intuition, den her gang var det bare fordi han lød sur. Eller i hvert fald mildt irriteret. Nu var han i hvert fald blevet råbt an, og så var det en bedre idé at svare, selvom han havde meget lidt lyst til det. Alle mennesker var så overfladiske og modbydelige, og denne person var næppe nogen undtagelse. Shrade fnøs. Han var sikkert også af højere byrd.
Som et tegn på at han ikke ville dem noget ondt, løftede han sine hænder, så de kunne se hans håndflader. Først bagefter gik det op for ham, at de lange knivsblade for enden af hans stumpede fingre let kunne misforstås. Hastigt sænkede han sine hænder, og kiggede forfjamsket omkring, hvilket hjelmens kolde facade skjulte fuldkomment. ”Ikke nogen vigtig..” hans stemme var rusten efter de mange ugers brugt i isolation på borgen, og hjelmen forvrængede den yderligere. Kort overvejede han om han burde komme ud noget oftere, men kastede hastigt tanken fra sig. Han havde det meget bedre for sig selv.
”Jeg tror bare jeg.. Øh,” han kastede lidt med armen i en tilfældig retning, og forsøgte at virke nonchalant. Det virkede overhovedet ikke. ”Går derover…” Efter at have løftet hovedet opdagede han at han havde peget ud mod havet, og rynkede panden. Han brød sig slet ikke om vand, hvilket var forståeligt nok, da han var klædt i 40kg jern. Alligevel gik han længere ud på klippen, og forsøgte at se ud til at være optaget af noget meget vigtigt. Det klarede han heller ikke specielt godt.

Isis så skæptisk på Sharde men valgte ikke at tage ham for at være en eventuel fare, han lignede trods alt ikke en haj. "Men du er vel stadig nogen!" pointerede hun stædigt med et lille smil, før hun igen så på Alexander "Årh det er da ellers underligt, men det er nok kun fordi det er de der lavvandsfolk i får på besøg!" sagde hun og viftede let med hånden, hendes slægt havde altid set lavvandsfolkene som fjollede lallende individer, der ikke kendte faren i at leve i havet, til gengæld havde de det lettere når det kom til at kamoflere sig mellem menneskeligheden.
Endnu engang løftede hun et øjenbryn mod Sharde, var han på vej ud i havet? Han ligede ikke just en der skulle ud og svømme, mn det kunne han vel godt være, der var efterhånden ikke noget det kunne komme bag på hende.
Nu havde hun stået overfor et 'almindeligt' menneske, i sin kejtede menneskeform, og sågar nøgen, så det kunne vel egentlig ikke blive værre

Synet af knivene, der dannede fingerspidserne, fik det til at løbe koldt ned af ryggen. Åh jo, i sandhed var man ikke helt normal, hvis man bevægede sig rundt i det her vejr! Alex, du burde virkelig til at lære at holde dig indenfor. Er der ikke også noget med, at katte ikke kan lide vand? Han kværulerede lidt med sig selv, men fandt ikke lysten til at forlade stedet. Det var akavet, men også, bare lige en lille, bitte smule, interessant. Om ikke andet havde han mulighed for at snakke med et at havets børn. En chance man, i hans øjne, ikke fik mange af.
”Det kan De have ret, frøken…?” Det gik pludseligt op for ham, at han havde været så forbandet forbavset over hendes fremtoning, at han ikke havde præsenteret sig selv, som han burde.
”Undskyld mig mine manerer. Jeg er Alexander Arogno.” Han undlod bevidst at give hende den sidste del af sit navn, i det myter om dæmoner og deres magt, hvis de kendte ens navn, gav genlyd fra barndommens år.
Uvejret var nu begyndt at nærme sig, torden rullede og i et kort glimt, blem klippeafsatsen lyst op. Alexander måbede ved synet af skikkelsen, der blev lyst op af lynet. Kanten var ikke langt væk, og med mindre hans øjne havde svigtet ham, var manden klædt i en rustning af en slags.
”Øhm… Bør De ikke holde Dem fra kanten?” Kom det usikker fra Alexander, der var splittet mellem den nøgne kvinde foran ham, og mandens tilsyneladende formålsløse og blinde stavren omkring.

Han kiggede ikke op fra den hårde klippegrund under sin vandring. Han forsøgte af alle sine kræfter at forsvinde et sted hen hvor de ikke ville kunne se ham, naturligvis ikke med megen succes. Han var der jo stadig, på klippen, i rustningen, midt i et utåleligt liv af smerte og foræd. Endnu engang overvejede han hvor mange kræfter det ville tage ham at forsvinde ud over kanten, men uden at komme frem til et svar. Nok var han utilfreds, men selvmord virkede stadig ikke som en tillokkende mulighed. Hans brystkasse hævede sig i takt med hans besværede åndedræt. Den kolde luft smertede i hans lunger. Det var en underlig eksplosion af sanselige indtryk, der både fortalte ham at det var skidt, men også at det var uundværligt.
Han stoppede op og skævede til de to person, netop som et lyn skar igennem den mørke himmel. Den ene genkendte han som mennesket han havde hørt og tegnet et mentalt billede af – det reale billede var ikke meget ved siden af – sammen med hvad der lignede en nøgen kvindelignende skikkelse. Det måtte være hende, der var kommet med kommentaren om at han vel stadig var nogen, hvilket sikkert var sandt. Han vidste bare ikke hvem.
”Måske er jeg nogen, men i hvert fald ikke nogen værd at være.” Det lød faktisk bedre i tale end i hans hoved, hvilket kun er noget der sker meget sjældent for ham. Han drejede hovedet tilbage mod vandet. Han var nu kun en meter fra klippens kant og det frygtindgydende fald.

Isis Smilede ved hans præsentation og nikkede "Mit navn er Isis Valir Lutharis!" sagde hun med en stolt attitude, selv havdeIsis intet imod at præsentere sig ved fulde navn, da hun nu engang ikke var dæmon af nogen art. "Og du har altid levet på overfladen?" sagde hun med sit fortsatte smil, det facenerede hende at han kendte til overfladen, selvom det var lige så naturligt at hun kendte havet, men er var ret mange facinerende ting heroppe, for ikke at snakke om hvor mange kræfter man skulle bruge for at bevæge sig, og hvor hurtigt ting faldt til jorden.
Dog blev hun igen draget af Shardes attitude "Kan du overhovedet svømme?" spurgte hun muntert med et lille smil, hun havde læst at nogle mennesker ikke kunne mestre kunsten at svømme, en selv kunne hun næste nikke tro det, men som før nævnt var der efterhånden ikke meget der kunne kome bag på hende

”Mig en glæde at møde Dem frøken.” Han skulle lige til at række hende hånden, da han tænksomt rynkede panden. Han åbnede kappen i halsen, hvor en lille sølvbroche holdt sammen på stoffet og strøg stoffet af sig med en langsom bevægelse.
”Når man befinder sig på overfladen, som vi gør nu, bør man dække sig en smule til. Der findes visse typer, der anser åbenbaring af ens skønhed som en invitation til visse forulempelser, som jeg nødigt så Dem havne i.” Han rakte hende den lange kappe og skævede over mod den anden på afsatsen… der nu var afsatsens afslutning faretruende nær! Med en ed slap Alexander kappen og ændrede lårmusklerne på et splitsekund, så styrken fra hans anden form, en gepard, kom ham til gode.
I et par spring var han henne ved han og gav ham et kraftigt puf med skulderen væk fra kanten, påpasselig med at holde sig på afstand af de knivsblade, der stak ud fra fingrene. Ikke tale om, at han ville stå og glo på en så fordækt og komplet tåbelig handling! Hvis han agtede at tage sig eget liv, måtte han gøre det et sted, hvor han ikke påduttede to andre hans egne lidelser!

Shrade stod og kiggede på havet og fandt underligt nok ro i dets uro, men hvorfor var han ikke sikker på. Måske var det noget, der var sket i hans fortid for lang tid siden. Men hvilke minder har noget at gøre med en storm over havet, tænkte han for sig selv, og skammede sig over at have tænkt tanken. Måske var det bare fordi det mindede ham om sig selv for en tid siden. Før verden blev kedelig og grå.
Han stod og dagdrømte, stærk og rank som han var. Hans overkrop var dækket i unaturligt tætsiddende rustning, der fulgte hans brystkasse i takt med vejrtrækningerne. Håndleddene var dækket af et tilsvarende metal, der dog var svagt rustent. Det mest markant anderledes ved hans påklædning var naturligvis hans fingrer, der kun var halv længde. Den anden halvdel var der intet tegn af, og i stedet stak 15 centimeter lange knivsblade frem. Bladene startede ud i fingeren bredde, men endte med at være spidsere end enhver normal kniv. Dog var det kun den yderste side af klingen, der var skarp. I hvert fald i øjeblikket.
Hjelmen omsluttede hele hans hoved og gik under hans hage indtil hans hals, på en måde der viste at man umuligt ville kunne få den af bare ved at hive. Det øverste del af hans ben var dækket af linnedbukser, der blev aflæst af flere plader midt på låret. Resten af hans ben var dækket af jern.

Han drejede hovedet tids nok til at glimte den mandlige person bevægelse over mod ham, og heldigvis havde han endda tid nok til at reagere. Med en hurtig bevægelse greb forsøgte han at gribe fat om mandens arm med det kolde metal hvorefter han trådte et skridt til siden, i et forsøg på at vride den om bag hans ryg.
Nu ville Shrade nok føle sig lidt dum, havde han vist at personen ville skubbe ham væk fra klippen. Det var naturligvis bare svært at bedømme på den korte tid, og fra hans synspunkt kunne han ligeså godt have været ved at skubbe ham den anden vej. En mand måtte forsvare sig selv.

Isis tog langsomt imod kappen og så undrende på den, skulle hun havde den på? Hun havde aldrig i sit liv gået med tøj, og nu fik hun pludselig stkuket en stod tung beklædningsgenstand i hånden, og fik med det samme besked på at tage den på.
Hurtigt trak hun på skuldrene og svingede den over hovedet, hvilket naturligvis ikke endte som det skulle, i løbet af få sekundter var den viklet ind i samptlige horn, hun sukkede opgivende før hun tålmodigt fik rettet kappen på plads, og lukket den som den skulle. Mennesker og deres skøre ideer!
Hurtigt så hun dog overrasket efter Alexander, og yderligere da han pludselig forvandledes til en ... hvad? Noget stort og hurtigt i hvert fald, måske var han slet ikke menneske alligevel, måske var han et andet dyr, sådan en kat, måtte det vel være, godt nok stod de beskrevet i bøgerne som værende væsentligt mindre, men beskrivelsen passede nu ellers meget godt.
Opgivende tog hun sig til hovedet, da de to mandspersoner begyndte deres fysiske stridigheder, de var åbentbart ikke mindre legebørn heroppe end de var under vand!

Alexander hvæsede et uforståeligt ord og lod fyren holde hans arm, hvor den var. Han havde intet ønske om at få ødelagt skulderen for at redde en anden, der ikke ligefrem så ud til at ville reddes! Han kiggede en smule betuttet på havet under sig, idet han stod med ansigtet vendt mod det uendelige hav og fødder får centimeter fra kanten. Frustrerende. HAN havde jo ikke haft interesse i at komme for tæt på kanten og det frie fald under.
”Vil den herre være så venlig at slippe mig, så vi begge kan komme væk fra dette bratte fald?” Sagde han med så elskværdig stemme, som han kunne mønstre. I betragtning af omstændigheder, var den anstrengte tone i sætningen ikke så malplaceret.
”Hvis De virkelig har intentioner om at gå ud over kanten som en anden blind muldvarp, skal jeg ikke stoppe dem i Deres næste forsøg!” I øjeblikket havde Alexander næsten glemt alt om den yndige Isis og opmærksomheden var rettet mod den omvandrende rustning, der til stadighed holdt hans arm i et smertefuldt greb. Et skråt blik til siden fremkaldte dog et smil på hans ansigt. Som et andet barn, der var beordret til at klæde sig på havde Isis fået kappen omkring sig… - men ikke fået den fæstnet, som man normalt ville. Hun ved virkelig intet om mennesker… Af en eller anden grund forurolige det ham, men lige i øjeblikket havde han mere end nok at gøre med at komme væk fra det hav, hun tilsyneladende elskede lig så højt, som han nyd at betragte det.

//Nat nat ^^

Overfaldsmanden brød sig tilsyneladende ikke meget om sin position, hvilket også var klart forståeligt. Det var slemt nok at være en meter fra kanten, men at stå som han stod, måtte være et helt nyt niveau af ubehag. Det var selvfølgelig ikke medregnet at hans arm blev vredet om. Med et kraftigt ublidt ryk i hans arm, hev Shrade ham væk fra kanten. Det ville bestemt ikke gøre noget hvis han mistede sit fodfæste og slog sig på den hårde glippegrund, men det måtte man bare se.
Musklerne i Shrades krop var spændt, klar til endnu en omgang, skulle personen igen prøve på et eller andet. Ud fra hvad han sagde, gik han ud fra at han var sprunget til en konklusion, hvilket var meget normalt for folk af hans slags.
”Hvad fanden tror du, du har gang i!?” På klods hold var hans stemme helt anderledes end da han råbte, ikke mindst fordi hans stemme var blevet varmet op. Den var ikke blød og rar, men heller ikke tør eller ondskabsfuld. Kort sagt; den var behagelig, hvilket var det komplet modsatte af hans kaotiske sygelige udseende. ”Hvad får dig til at tro jeg var ved at slå mig selv ihjel?” Naturligvis galt det ikke for hans sprog.
Vreden boblede i ham, da han godt vidste hvorfor manden havde skredet til den handling han havde gjort. Det var på grund af hans ydre, der på en eller anden måde havde overbevist ham om et eller andet. Det var dråben, der fik bægret til at flyde over og flyde ville det gøre.

Isis gik langsomt stavrende tættere på de to herre, for hverrt skridt sikrede hun sig det fuldkomne fodfæste før hun lagde vægten over på benet for at tage det næste skridt, hvordan mennesken var i stand til at løbe på disse, eller for den sags skyld gå hurtigt forstod hun ikke, men med et fast greb i kappens åbning kom hun da nærmere målet, hvordan han havde tænkt sig at sådan en anordning skulle lukkes, havde hun ingen idé om, men selv var hun tilfeds med løsningen at holde den tæt lukket med hænderne, det var da også en underlig beklædninggenstend! Til Isis var den også alt for stor, den slæbte flere centimeter hen ad jorden, da hun var væsentligt lavere end Alexander.
Da hun var ganske få meter fra deto stridene mænd stoppede hun op og sukkede opgivende "Måske skulle i slippe hinanden, og få tingene klaret uden at slå hinanden ihjel?" sagde hun, denne gang mere alvorligt, ellers var hendes stemme normal mørk men blød, ikke nu, nok snarre kommanderende.
Hun var vaznt til stridene mandfolk, og ligeledes vant til at de ikke lyttede når de først havde fat i hinanden, men man kunne vel altid håbe på at overfladefolkene var klogere på dét punkt