Una kiggede et kort øjeblik på Koda og så ud som om at hun var gået i chok over hendes svarren tilbage. Men ud af ingen ting, brød hun i latter.
”Jeg er fuldkommen ligeglad med om De så brød sammen i tåre, i håb om tilgivelse, De ville ikke blive det af mig.”
Hendes latter stoppede så pludselig som den var kommet.
”Og ikke nok med at De er blind, så spiller De også dum. Hvad tager De mig for? Et ynkeligt menneske, som de små vagter på skibet? De er nok ikke med sikkerhed klar over, at De er den de søger. Men det er jeg. De stinker langt væk af det det blod som De har fortæret.”
Una kunne høre vagterne søge efter hende, ikke langt der fra og vendte derfor ryggen til for at gå. Men i det samme hørt hun Kodas fornærmelse. For hende kunne ingen ord skjule sig i vinden.
Med det samme stormede vinden op. Bølgerne blev utæmmelige og skibene lå ikke længere roligt til havn.
Una vendte sig atter rundt mod Koda og greb ud mod hende med en åben hånd ,og lukkede den fast foran hende, uden at røre ved hende fysisk. Men med det samme hun knyttede sin hånd, ville Koda mærke luften blive fjernet fra hendes lunger. Hun ville være ude af stand til hverken at sige noget, forsvare sig selv, med og uden sine evner.
Unas hætte blæste af i samme sekund hun trådte helt op i hovedet på Koda. Dog var hun mindre end Koda, men det gjorde hende ikke mindre skræmmende.
Hun kiggede dybt ind i øjnene på Koda, med de kuld sorte øjne, som kun lyset afslørede for øjne og ikke huller.
”Hvis jeg var Dem, ville jeg bede til at vagterne kommer Dem til undsætning. Deres chance for at overleve hos dem, er større end den De har lige nu!”
Una klemte yderligere til, så Koda ville falde på knæ og være på randen til at besvime.
Unae
Er ved at lede efter et bedre og mere passende billede, så tag ikke udseene for højt.