Det var nu også mere en fantasi end noget andet, at Aldamar kunne stoppe med at være hvem han var, og hvis det var en mulighed? Ja, så var Fabian faktisk ikke sikker på at han inderst inde faktisk ønskede det. De nød begge godt af luksussen der kom med Aldamars stand, og selvom Fabian ville hjælpe ham, hvis det en dag kom til det, så var han ikke sikker på at han ville kunne klare ansvaret der uden tvivl ville komme med det.
Det var dog ikke nogen tanker der fik alt for meget plads, som deres læber mødte hinanden, og med et sidste suk, forsvandt de også, så de kunne komme videre.

”Ikke været i en siden mine unge dage,” sagde Fabian lidt overvejende. Inden alt var gået helt galt derhjemme. Dengang skulle man jo altid udforske hvad man kunne finde, selvom han ikke var sikker på hvad der var ved ruiner, udover at klatre lidt i det, og håbe på at tingene ikke brasede sammen under en.
Han lod sig følge med Aldamar ud af døren, men han havde sådan set intet problem i at komme ud og se en ruin. ”Er der noget specielt ved dem, siden du forslår dem?” spurgte han, nysgerig og ikke ligefrem dømmende. Han ville nok være lidt frustreret hvis Aldamar var mere interesseret i at studerer ruinerne, end ham, men heldigvis havde Fabian altid være god til at trække Aldamars opmærksomhed til sig. 

Aldamar lukkede den mørkeblå kappe med en klikkende lyd af sølvspænder og metal imod hinanden, og samlede et ekstra sæt handsker op, som blev kastet imod Fabian. Bare så fingrene ikke faldt af. Selv havde han fået iklædt sig en overjakke  - også uld, nogle mere solide bukser og et bredere bælte, der skulle vise sig at have lidt flere tasker hægtet på sig end det han plejede at have med. Udover det, havde han også været ovre og rode i sin skuffe efter 2 smykker der blev spændt omkring bæltet; begge vagt pulserende af lys og tydeligvis magiske. 

Så var de ved at være klar, og Arysprinsen ledte dem ned imod palæets stalde. 

Mørkeblå øjne betragtede ham imens de gik, og blikket flakkede pludseligt skyldigt til siden idet at han overvejende rystede på hovedet. "Ikke... meget specielle..." kom det som et forsinket svar fra ham, hvilket var en grad af... usandt. De var specielle, og indirekte ville han da gerne få skrevet de sidste af runerne ind i sin notesbog - det havde han ikke haft tid til sidst han var der, og efter... jah der var tiden løbet fra ham!
 Men et enkelt blik på Fabian fik ham til at sukke 'opgivende', og han rettede sig selv. "Du er måske bare en lillesmule, et offer for mine mindre hensigtsmæssige bagtanker... men det burde ikke tage lang tid at skrive det ned!" 
Han havde hevet nogle af sine andre venner med før, og deres utålmodighed omkring fyrstesønnens fascination af sten var nogle gange en anelse morsom. 

Fabian greb handskerne, og hev dem på fingrene, og var allerede begyndt at kunne mærke varmen omkring at stå indenfor i det store overtøj, men vidste også godt at det heller ikke nyttede noget at vente til sidste øjeblik med at gøre det. Det så dog også ud som om at Aldamar havde mere end et par ting han ville iklæde sig, og det var svært at holde det interesseret blik til sig selv. Det var bare en ridetur.

Da svaret blev forsinket, kunne Fabian dog ikke lade vær med at se lidt grinende på Aldamar. Han vidste det bare. Ruiner virkede ikke som et oplagt sted for en som Aldamar, og selvom han ikke kunne vide hvad der var så spændende ved dem, så måtte der jo have været noget der. ”Skrive det ned?” sagde han derfor også med et hævet øjenbryn, stadig lidt morende. ”Er det virkelig mere interessant end at bruge tiden med mig?” Fabian kunne ikke ligefrem love at han ikke selv blev utålmodig, især når det var koldt, og han ikke var vant til at være ude i naturen mere, men lidt kunne man give sig.
Det her var dog også en af de ting der ville være meget svær at få Fabian overtalt om, faktisk var spændende. Han var heller ikke ligefrem begyndt at læse bøger endnu, men han vidste at Aldamar gerne ville have ham til det. Hvad man ikke gjorde for prinsen. 

Deres tykkere støvler imod stengulvet rungede en anelse imod væggene, og hvert skridt bar dem længere ned af trappen, så de til sidst ville nå den nederste etage af huset igen. Derfra var det bare at krydse den mindre gårdsplads der var, følge stien hen imod staldene og forhåbentligt møde to opstaldede heste der, som kunne bære dem videre ud af Dianthos. 
Lyden af Fabian's stemme brød dog ind imellem de klikkende skridt, og med latteren der fulgte med - det var da ikke noget at grine af ham, af - kunne Aldamar mærke hvordan at han med en gnist af forlegenhed lige kørte hånden om bagved nakken, inden at han brugte den anden hånd til at sende et venskabeligt lille puf imod mandens skulder, lige som de nåede foden af trappen. "Måske er det! De ruiner har set årene passere, og har været der århundreder før os, og kommer nok også til at være der århundreder efter vi er gået til Kile's rige. Hvordan kan dét ikke være interessant!" Aldamar prøvede højhelligt at tilføje en seriøs tone til det, men kunne godt se hvordan at det ikke ligefrem var det rette publikum at sprede budskabet til, her. Og det var også helt okay; det betød dog ikke at han helt kunne skjule den begejstring der sneg sig ind med de ord. 
Åh gud hvor var han passioneret omkring de forkerte emner, en gang imellem. 

Døren til pladsen skubbedes op, og Aldamar kastede et blik imod himlen, som forekom så godt som skyfri i sit vinterglitrende vejr. Frosten glimtede i solens stråler, en let dis kom fra deres ånde, imens at den fordampede i luften. De var heldige med vejret. 

På vejen ned, stødte de trods alt på lidt flere folk, selvom de ikke gav dem meget blikke, og Fabian kunne ikke lade vær med kort at tænke, at hvis det sådan det var, så var der vel ingen grund til at han normalvis sneg sig rundt. Selvom når de gjorde måtte han godt sove hos Aldamar. Det var dog ikke det det skulle handle om lige nu.

Det var en anelse bedårende hvordan Aldamar alligevel blev lidt forlegen over det. Det var nu heller ikke fordi at der var noget galt i Aldamars mærkelige interesser, men det var så fremmede for en som Fabian, især som han lidt havde forventet at turen mere havde været for dem. Han kunne dog godt overtales til at være lidt udnyttet for nu.
”Fordi der vel er en grund til at dem der boede der ikke lever mere?” tilbød Fabian og trak på skuldrene. Han foretrak at leve i nuet, og selvom der sikkert var mange ting man kunne lære fra de gamle tider, så interesserede ham det bare simpelthen ikke. De var døde, og ja, en dag ville de to af dem nok også være døde, men det var sådan livet var, ingen grund til at dvæle for meget ved det. Han puffede alligevel lidt blidt ved Aldamar, med et opmuntrende smil, for selvom Fabian ikke kunne se idéen bag det, så havde han intet problem i at Aldamar var passioneret.

Den kølige luft ramte dem, og Fabian kunne ikke lade vær med at kigge lidt op mod himlen og tage en dyb indånding. Vejret virkede i hvert fald ret godt, og selvom dagen forinden også havde haft godt vejr, så var det nemmere at værdsætte det nu.
Nu hvor de var udenfor, så forsøgte Fabian heller ikke at sætte tempoet ned, nok nærmere tværtimod. Han skyndte sig ikke ligefrem, men skridtene var hurtige og faste, som de krydsede gårdspladsen og begyndte at følge stien. 

De mørke øjne gled sidelæns hen imod ham, og Aldamar rystede afvisende, jah næsten demonstrativt på hovedet, bare fordi de ikke levede mere? Åh hvor kunne han nogle gange glemme hvor fjernt deres versioner af interesser lå fra hinanden, hvor kunne han nogle gange glemme at Fabian ikke delte hans passion for.... nørderi, når de talte så gnidningsfrit om alt andet. 
Men det var velsagtens også en af grundene til at de blev sammen - modsætninger mødes, og Aldamar havde på mange fronter fundet en der var utrolig fjernt fra ham, og alligevel ganske nær, på andre ting. 

Dog smeltede hvad end han kunne have haft af modsvar til det da han spottede det opmuntrende smil, og Aldamar sukkede 'opgivende', faste skridt imod stalden sammen med Fabian. Inden de nåede hen til den, gled et stjålent glimt dog tilbage på skøgen. "Okay, måske er du en smule mere interessant at bruge tiden med. En smule" mumlede han lavmælt, og tog et skridt foran Fabian, bare af drillende princip og en næsten uudtalt udfordring om at han nok skulle komme først, hvis Fabian selv valgte at øge tempoet yderligere. Han havde så satans lange ben, den mand. 

Fabian kunne i hvert fald aldrig forstille sig selv falde i nørderi fælden. Det var ikke ligefrem fordi han nødvendigvis var ubegavet, men der var bare intet at nørde omkring, som lige fangede hans interesse. Han var ikke historisk interesseret, filosofi virkede ubrugeligt, og han har ikke den morbide interesse og humor indenfor menneskets anatomi, selvom han vidste en ting eller to omkring det. Ikke at det rigtig var kommet på tale, for Fabian kendte næppe de medicinske betegnelser.

”Det var alt jeg ville høre,” kom det drillende fra Fabian, som han alligevel hørte Aldamar give lidt op på at sætte sig imod det. Det varmede i hvert fald hans hjerte en smule, også selvom det ikke var et kompliment. Han havde heller ikke behov for at de var sukkersøde med hinanden, i går havde været noget andet. 

Og da Aldamar begyndte at sætte tempoet op, så fulgte Fabian trop, for han havde længere ben, og Aldamar fik ikke lov til rigtig at være foran ham, som turen forsatte mod staldene. Hans hjerte slog dog lidt hårdere, og hans kinder lidt røde, nok af kulden, men et let smil på læberne. Det skulle nok blive en okay dag.