Ingrid lod sig blive trukket ind til den bare overkrop, og øjnene gled lidt i. Var det underligt at hun følte sig tryg ved denne mørkelver? Kort sank hun igen, og nikkede lidt som han sagde det var okay. Det var rart det her. Det var også til at se at hun følte sig tilfred og sikker uden, som det røde lys var begyndt at svinde ind igen. 

 Det blussede dog lidt op igen ved Zanes næste ord, sammen med blodet der susede mod hende kinder og gjorde hende varm. Selvom hun prøvede, kunne hun ikke helt holde læberne fra at trække sig op i et genert smil. Det blev der dog ikke længe, for det ville nok ikke være en hun valgte. Det var slet ikke sikkert det blev når hun var klar. Hun vidste ikke hvor længe der gik før trolovelsen blev til et bryllup, og hun var ikke i tvivl om hendes kommende ægtemand havde en forventning til hende. 
 " Tak.." hviskede hun alligevel stille, for hans ord havde jo gjort hende glad. 

Det var rart at se hvordan det røde lys svandt lidt ind nu.
Det så ud til at han havde en relativt stærk effekt på denne pige... hun måtte stole på ham.
Eller det gjorde hun jo, det havde hun helt bestemt bevist på flere måder.

Han var dog ikke blind for at hans anden sætning satte lidt kog i det røde lys igen.
Men måske var det ikke altid en skidt ting, da hendes kinder viste deres ret søde, røde farve igen.

"Vil du gerne hjem?" spurgte han og gav hendes skulder et lille klem.

Tankerne bevægede sig roligt rund i hans sind nu.
Tanker om hende, og om han ville være i stand til bare at forsvinde helt, vel vidende hvilken skæbne hun gik ind til.

...skulle han mon myrde hendes kommende ægtemand, for at give hende en chance?
Nok forekom det ham nærmest umuligt at han og Ingrid ville gå hen og blive til et par, men han havde stadig en trang til at beskytte hende.

 For en stund blev den lyshåret, unge pige siddende, puttet ind i Zanes favn. Det var hyggeligt og rart, men som hendes krop begyndte at slappe af, begyndte hun også at føle hvor mange klokken var begyndt at være. Hvor meget over hendes normale sengetid det var. Kroppen summede stadig efter Zanes fingre og gjorde hende en smule rastløs, men det var ikke noget hun sagde noget om.

 Forsigtigt nikkede hun som han spurgte om hun ville hjem, men hun trak sig ikke væk. hvis noget puttede hun sig mere ind til ham. Noget i hende sagde at hun aldrig så ham igen, så hun ville lige suge alt det tryghed og putten hun kunne ud af ham. 
 Det var dog ikke i mere end et øjeblik hun blev siddende, før hun trak sig en smule væk og førte en tot af det lyse hår om bag ørene. Blikket var stadig vendt lidt ned, men da hun havde trukket sig væk, løftede hun det og sendte Zane et smil.
 " Jeg er klar til at komme hjem nu, " sagde hun stille.