Han nikkede roligt til hendes svar omkring katten. Hvordan var hendes kat mon egentligt, især fordi hun ikke lød helt overbevist om at han var lydig. Det lød mere som om hun mente det, men var i tvivl om om andre ville mene det. "Ham må du vise mig engang så." Alaric havde ikke noget imod katte, jo han foretrak hunde da de var mere praktiske at holde men katte havde også deres plads.

Han stod lige lidt og holdte om Astrid. Han stod og kigged epå hende lidt indtil hun accepterede hans undskyldning. "Du kom intet til vel?" Han regnede det ikke, men kunne jo være han havde fået grebet for hårdt eller at hun på anden måde var kommet noget til. "Så stiger du bare op." Han smilede til hende. Han kiggede lidt på deres omgivelser før han selv steg op på hesten. Han klappede på låret og piftede af hundene som alle fire ret hurtigt stillede sig omkring hesten og de var klar til at tage afsted. De holdte dog en god og sund afstand til hesten. "Skal vi ride Astrid?" Han vidste ikke om hun havde mere hun skulle ordne, men han tænkte at det var ved at være passende.

Astrid nikkede en anelse tøvende, som han fortalte han gerne ville se Charles en dag. Det skulle nok blive spændende om Charles kunne lide Alaric. Det handlede nok alt sammen om at Astrid havde taget sig af Charles og holdt ham hemmelig de første par år, indtil de flyttede til Isenborg. Hannah kendte selvfølgelig til Charles, og det var da også hende der stod for at fodre ham, mens hun var væk.

Hun rystede blidt på hovedet, da han spurgte om hun var kommet noget til, ”Nej, jeg har det fint, Alaric,” der var et lille taknemmeligt smil fra hende. Hun var da glad for at han tænkte på hende, og var der mindst lige så meget, som hun var der for ham.
”Okay,” lød det fra hende, dog på elvisk. Det var ikke noget hun som sådan havde tænkt over hun gjorde, og hun lagde derfor ikke noget i det og gik derfor mod hesten fra den foregående dag. På vejen derover holdt hun dog øje med om nogen af hundene fulgte efter hende. Hvis de gjorde, ville hun trække hænderne op til brystet igen, stadig lidt nervøs for bid.
Hun steg så op på hesten, med samme ynde som altid. Så snart hun sad i sadlen, hørte hun ham klappe på sit lår og pifte, hvilket fik hundene til at stille sig ved hestene. ”Jeg er klar når du er,” lød det en del mere selvsikkert, nu hvor hun sad på hestens ryg.

"Det er jeg glad for at høre." Han smilede bredt. Han havde ikke på nogen måde ønsket at hun skulle komme noget til jo. Han kiggede undrende på hendes da hun svarede ham på elvisk, hvor kom det lige fra tænkte han med det samme? Hvor meget elvisk havde hun lært siden det pludseligt blandede sig i samtalen. Det var heldigvis ikke meget hun sagde, og et ret så almindeligt ord så han kunne stadig sagtens være med og forstod.

"Det var da et sjovt skift du lavede der?" Han smilede til hende. Han kunne sagtens se hvordan Astrid blev mere tilpas så snart hun kom op på hesten. Han smilede bredt til hende da hun sagde hun var klar, og han klappede så igen så han fik hundene om på den ene side af hesten istedet for rundt om så han kunne ride op ved siden af Astrid. "Så lad os." Han smilede og satte hesten i skridt. Han sørgede for at holde et fint tempo som passede både hunde og heste. Han vendte mens de red imod Astrid. "Så? Fik jeg nogensinde spurgt om du sov godt?" Han smilede til hende.

Astrid så undrende over på ham, som han nævnte et skift. Hun skulle lige tænke et øjeblik over det, før hun indså hun havde sagt noget på elvisk. ”Snakker du om at jeg sagde okay?” sagde hun, med det samme elviske ord som fra tidligere. Astrid havde fået undervisning i en del sprog, men hun følte helt klart selv hun var bedst til elvisk, ud over almindeligt krystalliansk.

Hun betragtede hundene som de med et klap placerede sig anderledes i forhold til hestene. Et split sekund efter Alaric, trykkede Astrid lidt i siden på hesten, som fik den i gang med skridt. Da han spurgte om hendes søvn rynkede hun kortvarigt på panden, mens hun tænkte tilbage på om han havde spurgt hende. Hun var næsten sikker på hun havde svaret ham to gange, men måske var det et andet spørgsmål? ”Det tror jeg du har,” smågrinte hun, ”Men vores lur var udmærket,” svarede hun dog et øjeblik efter med et sødt smil. Han havde til gengældt ikke spurgt om hvordan hun havde sovet mellem aftenen og hendes pludselige morgentur. Eftersom hun godt kunne huske, hun havde spurgt ind til hans lur, valgte hun ikke at gengælde spørgsmålet. ”Står du altid tidligt op?” smågrinte hun, ved mindet om at han kom ridende hjem selvom klokken ikke var særlig mange om morgenen.

Han nikkede til hendes spørgsmål. "Ja det er første gang du har skiftet sprog sådan." Han kluklo en smule fordi han fandt det lidt morsomt at hun gjorde det. Var det en vane? Han syntes det var første gang han havde oplevet hende sige okay alene på den måde før, og derfor kunne det godt være at hun som regel sagde det på elvisk jo.

Da hun svarede på hans spørgsmål rystede han på hovedet af hende. "Nej jeg mente om du havde sovet godt i løbet af natten, du var jo meget tidligt oppe selv?" Han kiggede på hende og hendes andet spørgsmål rystede han på hovede af også. "Nej jeg står normalt først op omkring den tid jeg kom hjem på, jeg havde bare noget jeg skulle ud og se til." Han smilede til hende bredt og flabet. Han håbede at han kunne få hende til at forstå ved det at hun ikke skulle stille for mange spørgsmål. At det var lidt af en hemmelighed hvad præcis det var han havde gjort.

"Jeg gætter heller ikke på at du normalt står op på den tid, og bare vandrer rundt udenfor som en enlig engel??" Han smilede igen til hende.

Astrid grinte lidt af sig selv, som han nævnte det var første gang hun havde skiftet sprog sådan uden videre, ”Jeg er blevet lært mange sprog, deriblandt elvisk,” forklarede hun med et bredt smil, ”Er du ikke blevet lært i andre sprog end krystalliansk?” spurgte hun en anelse undrende. Hun var jo selv vant til at de fleste adelige lærte et ekstra sprog eller lignende, men måske var det anderledes for Erneyll?

Hun bed sig lidt i læben og lige frem, ud over hestens nakke, som han nævnte det var hendes egentlige søvn, ”Jeg vågnede af mareridt,” fortalte hun, dog uden at kigge tilbage på ham. Hendes smil voksede dog en anelse, som han fortalte han normalt sov lidt længere, men havde nogle ting han skulle se til, ”Du er en travl mand, kan jeg forstå,” smågrinte hun og lod det ligge derefter. Hun var sikker på at hun nok skulle få alle hans rutiner lært en dag.

”Nej,” smågrinte hun af hans spørgsmål og kommentaren om en enlig engel, ”Jeg sover helst så længe jeg kan, det er bare ikke altid jeg kan få lov til det,” nu hvor jeg er arving. Førhen havde det ikke været det store problem for hende at sove lidt længere nogle dage, men nu hvor hun var arving var det sjældent hendes timer lå til at sove mere end seks til otte timer. Hun nød derfor at kunne tage en lur, nu hvor hendes egentlige søvn var blevet afbrudt af mareridt.

Hendes spørgsmål overraskede ham en smule, fordi jo selvfølgelig var han blevet lært andre sprog, han var blevet lært elvisk og nordkrystalisiansk. "Jo jeg har lært elvisk og nordkrystalisiansk, men det er kun det sidste jeg rigtigt kan tale, kan kun rigtigt læse elvisk." Han smilede til hende. "Men det var mere hvorfor du skiftede sprog jeg tænkte på." han håbede det gav mere mening at han undrede sig over. Det var jo ikke underligt at hun kunne elvisk.

Han kiggede på hende da hun fortalte at hun havde haft mareridt. Han kunne ikke nå hende fra hesten, men han havde lyst til at lægge en hånd på hendes skulder, men lod være. "Det er jeg ked af at høre... Håber du har fået det bedre." Han smilede bredt og varmt til hende, han forsøgte bare at være der for hende. "Tror du har mere travlt end mig, jeg føler jeg kun gør hvad jeg vil egentligt." Han grinede lidt fordi hans levevis var drevet af hans egne ønsker jo.

"Og hvad så normalt når du vågner? Vandrer du normalt rundt udenfor?" Han kiggede så på hende med et skævt og flabet smil før han fortsatte. "Eller manglede du mig så meget du var nød til at lede efter mig?" Han lod lige spørgsmålet hænge lidt før han fortsatte. "Så skulle jeg da have sovet med dig." Han smilede en sidste gang med det drilske flabede smil, før han red et stykke foran hende.

Så han havde lært lidt forskelligt sprog, ”Det var ikke rigtig noget jeg tænkte over,” smågrinte hun, ”Det sker en gang i mellem, tror jeg,” forsatte hun smågrinende og rystede på hovedet at sig selv. Selvfølgelig var der også andre sprog der sneg sig ind i ny og næ. Særligt når hun snakkede med folk hun var tætte med, skete det at sproget skiftede, da hun ikke skulle tænke nær så meget over hvad hun sagde.

”Jeg har det fint. Tak, Alaric” forsikrede hun ham, som og vendte sit blik mod ham med et smil. Hun var egentligt helt okay med at have haft mareridt – for det var bare et mareridt. Det havde bare skræmt hende lidt, da hun vågnede, men det hele lå ligesom i fortiden nu. Astrid trak på et skævt smil, som han nævnte hun nok havde mere travlt end ham. Det var måske også klart, når det var ham der satte dagsordenen, og ikke hans forældre. Astrid havde næsten altid en liste med ting hun skulle. Maria havde faktisk også en seddel med, til minimum to måneders rejse. Der var på sedlen et par opgaver som Astrid skulle udføre hver dag. Det kunne være at øve sine sprog, læse nogle bøger, eller underskrive nogle invitationer. ”Det har du nok ret i,” smågrinte hun lidt, ”Hvad ville du så, så meget, at du skulle tidligt op og afsted?” smågrinte hun. Hun havde ikke en jordisk chance for at vide, om han bare havde været ude for at ride, eller om han blot havde ’hjulpet’ til i minen.

Astrid kunne ikke rigtig lade være med at grine, som han spurgte hvad hun normalt lavede når hun vågnede, ”Normalt bliver jeg gjort klar til dagen af mine tjenestepiger,” smågrinte hun. Normale dage på Isenborg bestod af at hun blev vækket, badet og iført sit tøj, før hun blev sendt ud til dagens opgaver og lektier. ”Jeg havde bare en fornemmelse af at du nok var oppe,” fortalte hun og himlede lidt med øjnene, ”Jeg ville bare gerne distraheres lidt fra mareridtet, så jeg kunne falde i søvn senere,” uddybe hun. Da han så nævnte at han skulle have sovet med hende, blev hun en anelse forlegen, hvilket var tydeligt på hendes kinder. Det at han red lidt foran hende fik dog hende til at blive lidt ekstra forlegen, men alligevel fik hun svaret ham, på en måde, som lød utrolig selvsikker, ”Det burde du, ja!” Alt i hende kæmpede for at hun ikke skulle sige det, men alligevel røg det ud af hende. Det var jo en samtale der nemt kunne misforstås. Hun valgte så at trave op til ham igen, og da hun nåede ham, var kuløren i kinderne faldet.

Det gav selvfølgelig okay god mening at hun brugte det i nogle sjældne tilfælde. Det var jo heller ikke fordi han aldrig havde hørt andre gøre det på den måde. Han lod dog samtalen ligge, han forstod at det ikke havde nogen særlig betydning og det var egentligt det der var vigtigt.

Han sendte hende et stort bredt smil da hun sagde at hun var okay. Måske det ikke var sandt, men han stolede igen på hende. Han vidste ikke hvad han skulle sige mere, hvis hun var okay var det jo det eneste der var vigtigt når det kom til stykket.
Hendes spørgsmål fik ham til at tænke så det knagede. Fordi det var jo nok ikke umuligt at regne ud han havde været nær minen tænkte han, han havde jo nok ikke været helt ren. "Det er en hemmelighed." Han var ved at finde på en løgn, men selvom det var for at holde en hemmelighed valgte han at være ærlig og ikke lyve for hende.

"Går det hurtigere på den måde?" Han vidste ikke om det faktisk var hurtigere med hjælp, eller om det mere bare var en nødvendighed at hun fik hjælp fra tjenestepigerne.
"Nååå så du ville finde mig så jeg kunne distrahere dig? Og hvordan ville du så gerne have jeg gjorde det?" Han beholdte den flabede attitude, fordi lige nu hvor han var flabet så var hans tanker om at distrahere hende ikke de reneste. Det hjalp slet ikke når hun fortsatte med at køre den videre når det kom til at han skulle have sovet med hende. "Nåååå? Du synes måske ikke det er for tidligt at bruge natten med mig?" Han svarede igen flabet og drilsk, fordi han tænkte at det kunne være sjovt at se hende indse at det kunne misforstås og hvordan, se hvor forlegen hun kunne blive.

En hemmelighed, det fik hende til at nikke langsomt, som hun sank den lidt. Det var ikke noget hun måtte få at vide. ”Fint nok, vi holder hemmeligheder for hinanden nu,” sagde hun og lød som om at hun ikke syntes det var okay, og at hun var lidt såret. Selvom hun faktisk syntes det var helt i orden at de holdt hemmeligheder. Man havde ikke behov for at vide alt om alting – til tider ville det være for det bedste.

Hun løftede brynene da han spurgte om det gik hurtigere ved hjælp fra tjenestepiger. Kunne han ikke huske han selv havde nævnt det nok måtte tage lang tid at vaske al hendes hår, alene? Tænkte han overhovedet på hvor besværlige hendes kjoler var, når hun skulle gå pænt rundt på Isenborg? ”Meget hurtigere,” forsikrede hun ham, ”Tror aldrig jeg ville forlade mine gemakker uden deres hjælp,” smågrinte hun lidt. Bare tanken om at hun selv skulle snøre sine korsettter op om aftenen, eller stramme dem nok til hendes talje blev lille nok, krævede alt for meget. Nogle gange kunne der også være så meget stof i hendes beklædning, at hun dårligt nok ville kunne komme i tøjet, hvis ikke der var nogen der løftede hende ind i det. Tøj var altid besværligt. For ikke at nævne at skulle sætte alt det hår hun havde. Det gik så meget hurtigere når der stod en tjenestepige eller to og flettede.

Hvordan ville hun have, at han distraherede hende, var egentligt et simpelt nok svar, når det kom til hvad situationen de snakkede om var. Det ville i den grad have været snak. Måden han spurgte hende, gjorde hende dog tav. ”Alaric, altså!” røg det ud af hende, dog med en glad tone i sig. Hun kunne godt se det komiske i hans sætning, men hun vidste på ingen måde hvad hun skulle svare ham.
Da hun endelig nåede op på siden af ham, blev hun mødt af endnu en flabet og barnlig kommentar. Hun valgte derfor at give ham et lille dask på skulderen, når hun var inden for rækkevidde. Hun lod sig rive med alligevel, ”Ikke hvis du sætter en ring på min finger!” svarede hun mindst lige så flabet, inden hun red frem foran ham, med røde kinder. Så kunne han tykke lidt på den.

Han ville jo ikke bare holde det hemmeligt, det var jo fordi det var en bedre gave hvis hun ikke vidste hvad det var. Han ville dog ikke holde for meget hemmeligt for hende, og han røbede derfor en smule af hvad det var det handlede om. "Ja fordi det er til en gave til dig." Han rødmede en smule, det sjofle og lidt uanstændige kunne han godt snakke om uden at få kulørte kinder men den slags her, som havde dybere følelser var noget andet.

"Du kan da vel bare droppe de besværlige kjoler?" Han sendte hende et bredt og grinende smil. Fordi han mente det. Der måtte vel være mere simpelt tøj hun kunne have på. Han var jo sikker på at selv i de grimmeste klude ville Astrid stråle og virke som en adelig, hun holdte hovedet høj og kendte hendes eget værd meget tydeligt, og det var også en af grundene til at han kunne sige sådan uden problemer.

"Jamen... Jeg vil jo bare hjælpe dig... Nogle ting distraherer jo bedre end andre." Han kunne ikke lade den ligge helt, det var simpelthen for nemt at køre den videre. Han smilede bredt da hun daske til hans skulder. Da hun så sagde det med ringen blev han ret chokeret. "Kunne du ikke have sagt det inden vi red? Har helt sikkert nogle pæne ringe liggende derhjemme." Han havde røde kinder, fordi han havde jo allerede tænkt på at han havde intentioner om at give hende en ring på. Han havde bare ikke den rigtige ring endnu, den ville nok tage noget tid endnu før han kunne få den lavet. "Nu må jeg jo vente til vi er tilbage før jeg kan give dig den på og ligge med dig." Han smilede flabet og håbede lidt at hans flabede ord og smil kunne skjule de røde kinder.

Da han nævnte at det var en gave til hende så hun straks over på ham, ”Du skal da ikke give mig gaver, Alaric,” fortalte hun smilende, ”Jeg får rigeligt,” smågrinte hun så. Hun havde ingen anelse om hvad han havde i tankerne at ville give til hende, men hun undrede sig i den grad og grublede også lidt af det.

Astrid rystede lidt på hovedet. Selvfølgelig kunne hun ’bare’ droppe de besværlige kjoler. Sådan gik det bare ikke altid. Hun skulle jo være top præsentabel på alle tidspunkter. Selv hendes natkjole var jo i fint silke, med knapper om halsen og flotte indsnit over det hele, ”Det er meget sjældent det kan lade sig gøre,” fortalte hun så, med et smil.

Endnu en gang rystede hun let på hovedet, ”Det siger du ikke,” smågrinte hun lettere forlegen over at indrømme det, selvom hun ikke var helt sikker på sit svar.
Hans kommentarer om at han havde en masse ringe derhjemme og at han måtte vente til de kom hjem, fik hende til at grine. ”Det skal jo være en bindende og lovende ring,” smågrinte hun, ”Det kan ikke bare hver tilfældig ring,” forsatte hun. Hun bemærkede selv at han havde fået lidt kulør. Hendes egne kinder var ikke nær så kulørte eller forlegne.

"Men du har ikke en fra mig!" Han smilede til hende bredt. Han ville gerne kunne give hende noget med hjem fra hendes besøg så hun havde noget hun kunne mindes ham ved. Det var måske en lidt selvisk tanke bag en gave, men det var nu engang en af de ting han havde tænkt på omkring den.

Han grinede af hendes svar, han vidste hun havde ret. "Du skulle tag og flytte ind hos mig så, der kan du gå i lige hvad du vil!" Han smilede bredt. Det var ment i sjov, men også for at fortælle hende at hun ikke behøvede at kæmpe for at være repræsentabel mens hun var på besøg. Det var dog ikke fordi han ikke kunne lide hendes kjoler.

Han grinede af hende svar. "Især læber og fingre kan være slemme til at distrahere!" Han regnede med at han kunne gøre hende lidt forlegen med de ord, og var bare ude på at være flabet lige nu. Han kunne ikke lade være fordi det virkeligt gjorde hans humør bedre.
"Så må jeg jo hellere gå i gang med at få lavet en sådan ring til dig!" Han smilede bredt til hende. Smilet var både flabet og drilsk, men der var også noget sandfærdigt bag det. Det var jo stadig hans intention at gøre.

Astrid rystede lidt på hovedet som han påstod hun ikke havde en gave fra ham, ”Ikke endnu kan jeg fornemme på det hele,” smågrinte hun. Hun kunne godt fornemme hun ville få en gave på et tidspunkt, om det var inden hun tog afsked eller om det var næste gang de sås, gjorde hende ikke det store.

”Lige hvad jeg vil siger du?” spurgte hun lettere grinende, ”Så jeg må gå rundt i kuskens tøj?” smågrinte hun lidt, blot ved tanken. Hun havde ingen intentioner om at spørge om hun måtte gå nøgen, eftersom det ikke ville være særlig anstændigt at spørge om. At gå i hans tøj, ville hun heller ikke vove at foreslå, eftersom det kunne hentyde til at der ville ske noget mellem dem, hvis hun flyttede ind hos ham. Hvis hun stod uden titel, ville der sikkert også ske lidt… Men det var et helt andet univers.

Læber og fingre… Hun så overasket og måbende mod ham, ”Alaric!” hun havde dog stadig et forlegent smil på læberne og rødmen der rakte helt op til kinderne, ”Var din mund!” lød det så fra hende, dog stadig med et bredt smil på læberne og rødmen på kinderne. Han kunne da ikke tillade sig at sige sådanne direkte uanstændige ting til hende!

Hun løftede overrasket på brynene, ”Lave ligefrem?” spurgte hun, uvidende om at det var en intention, ”Det lyder da lovende,” tilføjede hun, med et smil, som hun stadig var overbevist om det var en spøg.

"Ja lige hvad du vil! Dit eget, kuskens, Marias, mit!" Han smilede bare til hende. Han tænkte ikke at der var noget forkert i at hun gik rundt i hans tøj. Det ville nok ikke sidde perfekt, men det ville da nok sidde sådan nogenlunde.
Han var uden tvivl sikker på at han ville kunne lide at se hende i hans eget tøj. Bare fordi det var hans tøj og det ville vise hvor tætte de var. Eller hvor tætte han følte de rent faktisk var.

Han grinede da hun udbrød hans navn på den måde. Det var dog ikke fordi han stoppede med at være flabet overfor hende. Da hun sagde at han skulle vare sin mund grinede han blot og kiggede over på hende. "Jeg skal nok være forsigtig med min mund når jeg kærtegner din hals." Han smilede flabet og drillende til hende. Han var udemærket godt klar over at hans sætninger kun blv mere og mere direkte uanstændige. Men han kunne ikke stoppe når hun havde så gode reaktioner på det.

Han kiggede lidt forbavset på hende. "Ja selvfølgelig lave!?" Han kiggede stadig ret forundret på hende. "Hvordan ville jeg nogensinde kunne andet når det er dig? Du er alt for speciel, alt for fantastisk til ikke at lægge sved, tid og penge i din ring." Han smilede bredt og rødmen vendte tilbage, han afslørede måske en lille smule for meget.

Astrid smilte stort, da han forsikrede hende om at alt tøj var i orden, hvis hun boede hos ham. Smilet falmede dog lidt som han nævnte hans tøj. Hun bed sig dog lidt i læben ved tanken. Det var bare ikke anstændigt for hende at gå rundt i Alarics klæder, det var dog stadig tiltalende at kunne gå i lige hvad hun ville hos ham. Dette var dog mere et drømmescenarie – lidt endnu.

Hans ord fik et forlegent smil til at brede sig på hendes læber, ”Nej! Alaric!” protesterede hun, ”Hold så op!” smågrinede hun. Hun syntes helt klart han skulle stoppe mens legen var god. Hun var ikke selv helt sikker på hvor hendes grænse lå efterhånden, men hun havde en bange anelse for at de snart nåede den. Hun havde virkelig ikke lyst til at skulle blive sur på ham, nu hvor de lige havde det så sjovt.

Et smil bredte sig i den grad på Astrids læber, som han begrundede hvorfor en ring skulle laves til hende, ”Du smigre mig, Alaric,” lød det sødt fra hende, med et kærligt smil på læberne.

Han kunne mærke hvordan det varmede at se hende smile så stort over noget så simpelt som at sige at hun kunne gå i lige hvad de ville. Han vidste dog godt at hvis det gik som han ønskede, måtte han sige farvel til hans hjem for at flytte til medanien, det var dog det værd.

Det var fryd i hans øre da hun kommenterede på hvad han sagde. Hendes halv-grinende protest var noget af det absolut smukkeste og mest betagende han nogensinde havde hørt i hans liv. Han besluttede sig for at lave en enkelt sidste kommentar til hende og så stoppe den lige der, med det samme. Han red over til hendes hest, så tæt på han kunne og lænede sig mod hende så han lavt kunne sige hvad han ville. "Du vil måske heller have fingrene?" Han grinede flabet og drilsk, og fulgte det hurtigt op med. "Nu skal jeg nok stoppe." Han red lidt væk igen.

"Så længe du ved det ikke bare er smiger, men min ærlige mening, og ægte følelser for dig." Han smilede bredt, som han trak sig lidt mere væk fra hende. Han var ret flov over at sige den slags ting. Det var hvad der gjorde ham forlegen.

Da han red op, tæt ved siden af hende, var hun næsten klar på det værste, mens hans sjofle kommentar var alligevel ikke hvad hun havde ventet. Hendes øjne spærrede op af overraskelse et øjeblik, ”Alaric, nu..” holder du op! fik hun sagt næsten samtidig, som han selv sagde han ville stoppe. Hun var helt klart forlegen, og med røde livsfulde kinder og et smil smurt på de naturligt røde læber. Hendes tankegang blev da helt ødelagt af at være sammen med ham! Hun ville jo ikke kunne tænke klare tanker, hvis han var til stede. Hun ville konstant skulle være på vagt om at han ikke misforstod det eller drejede hendes ord til noget andet.  Han var bare en rigtig lømmel var han…

Hendes smil famlede en anelse, som han forklarede at det var hans ærlige mening og hans ægte følelser. ”T-tak Alaric,” lød det fra hende roligt. Hun var ret så overrasket og i den grad tom for ord. Betød det at han faktisk havde intentioner om at gifte sig med hende? Det var ret så overvældende som alle tankerne begyndte at vrimlende frem. Måske var det også derfor han tillod sig at drille hende så meget?

Han elskede det! Han elskede hendes reaktioner! Hun var så sød, så smuk... Argh, hvordan kunne hun dog være så perfekt i hans øjne? Hendes ord blev slugt af hans og det var helt fint. Han kunne fornemme at han prikkede til grænsen, og det var kun perfekt! Nu var den jo ved at bløde op så var den nemmere at krydse næste gang.
Han rystede på hovedet af den tanke, nu skulle han også være sød ved hende. Han var jo noget mere erfaren og havde oplevet visse ting som hun ikke havde hvilket var en stor forskel.

Han smilede bare bredt til hende da hun takkede ham. Hun gjorde ham helt forlegen så han satte hesten gallop for at rense hovedet og skridtede først ned længere fremme. Han følte han måske var lidt for direkte og var bange for at ordene der ville følge efter takken var negativt.
"Er du ved at være klar til at se en rigtig skov?" Han smilede til hende da hun kom op til ham. Han håbede hun ikke ville føre snakken tilbage og at han kunne styre samtalen ved at have det første spørgsmål.

Da han begyndte at galoppere væk fra hende, grinede hun let af ham. Hvor skulle han hen uden hende? Hun satte i galop kort efter ham for at følge efter, og ikke fare vild ”Vent på mig, Alaric,” grinede hun.

Da hun nåede op til ham, fik hun hesten ned i skridt igen, så de kunne skridte ved siden af hinanden. Hun smilede bredt, efter turen i galop. Hendes kinder var næsten ikke røde længere. ”Jeg er så klar,” kom det selvsikkert fra hende, med et stort bredt smil på læberne. Hendes lyse, glade øjne så lige frem for sig og betragtede hver en ting hun så. Ligesom dagen før, var det næsten fortryllende, så smukt der var.