han smiler lidt " jeg behøver ikke at have nogen fordel " smiler han men det forsvinder hurtigt da hans øjne begynder at svige, han ser over på klonen " hvad er nu det for noget " han begynde at få det rimlig dårligt, men han havde stadig blikket rettet imod hende.
Kravenoh danner 4 kloner ved sin side imens han tør øjne lidt " tja hvad laver jeg, prøver at finde en offre og gør mest skade på hende " en af Kravenoh's kloner angriber den rigtige Xelirateis uden at vide det, klonen kster 2 knive imod hende som har retning imod begge hendes knæ(?) hvor efter den trækker sit sværd og slår ud efter hendes mave(?)

Xelirateis rejste sig fra lærlingens side og skævede kritisk til klonerne, hun gik nogle meter derfra, og lagde så hovedet på skrå, klonerne kastede knive efter hende, men i og med at de ikke kunne se, føle, høre eller lugte hende var det rimelig let for hende at undgå de dødbringende våben ved at træde let til side, af samme grund var det ikke så svært at undgå Kravenohs sværd da han mere eller mindre blindt svang ud efter hende, et let snit ramte hende over maven, men det ville han slet ikke føle, og heldigvis var såret bare overfladisk.
Xelirateis gik yderligere flere meter væk fra Kravenoh og hans kloner i tilfælde af andre angreb, de forhenværende havde været tæt nok på. Xelirateis klon grinede og pegede efter Kravenoh da han huggede efter den blå luft "Jamen dog kære, det ser ikke så sundt ud, skal jeg hjælpe dig?" spurgte hun så, og gik over imod Kravenoh, hvor hun forsigtigt og ganske forførende strøg en hånd igennem hans hvide hår (?)
"Ser du, måske ville det være bedst for alle parter, at du bare forlader sumpen nu, ikke?" sagde hun så, og sendte ham et sukkersødt smil, Xelirateis klon virkede så ægte, at man skulle være ekspert for ikke at forveksle dem, Kravenoh ville sågar kunne mærke varmen fra hendes hænder, hvis han lod hende berøre ham.
Den ægte Xelirateis stod et stykke væk, hun lagde forsigtigt hånden over snitsåret, det blødte en smule, men ikke noget slemt, dog nok til at det sveg en smule. Hun vidste at hun havde en helbredene salve i tasken, men det måtte vente lidt endnu, det var for svært at koncentrere sig om så mange ting samtidigt.

kravenoh står stadig med lidt fugtige øjne da klonen kommer tætter på, kravenoh havde haft en eller anden form for interrese for den anden sortelver og da klonen kom tæt på for at rører ham ser han på hende, kravenoh som selv mesterede kloner opdagede hvordan hun havde naret ham med hende klon men lod sig berører, han smilte lidt " troede du hadede mig " siger han og rører ved hendes kind og i et fremkaldes en kniv i hans hånd hvor efter han i et hurtigt ryk snitter klonen i halsen (?) hvis klonen ikke når at se angrebet komme så vil klonen dø.
kravenoh tråde et skridt tilbage.

"Hvorfor skulle jeg hade dig?" lo klonen, og lænede sig en anelse ind imod ham, meget kunne man sige om Xelirateis, men forførende var hun i højeste grad, og ligeledes hendes kloner, Xelirateis selv ville aldrig nedlade sig til at lave den slags charmerings-tricks, den slags gjorde hun sig ikke rigtigt i, med mindre hun virkelig var i yderste knibe, derfor var tricket med klonerne så genialt.
Det varme blik forsvandt dog straks da det kolde knivsblad skar igennem klonens sarte hud og blodet begyndte at løbe ned ad hendes hals, nedover brystet, indtil det dryppede mod jorden. Klonen gispede kort og hostede så ligeledes blod op, inden hun sank på knæ foran Kravenoh og faldt om, sten død mens det sidste blod løb fra det åbne sår.
Den rigtige Xelirateis rynkede kort på næsen, det var aldrig rigtigt rart at se sig selv dø, men hun havde trods alt prøvet det før, det var af samme grund at hun gjorde sin egen død mere og mere dramatisk hver gang. HUn rykkede sig hurtigt endnu længere væk fra Kravenoh, for ikke at komme i kambolage, inden hun fremkaldte en ny klon ved træet hvor Zilanea lå, igen kunne dette lige så godt være den ægte Xelirateis som den der nu lå død for fødderne af den mandlige sortelver.
"Syntes du det klæder mig sådan?" Spurgte den nye klon, og gav et kort nik mod den døde, inde hun tog et enkelt skridt imod Kravenoh, hun lagde let hovedet på skrå imod ham, og sendte ham så et krid hvidt strålende smil, Xelirateis havde en plan, nu skulle det bare virke

han så undrene på hende han vidste at hun ikke var glad for ham efter det han gjord ved hende sidst de mødes, da han ser klonen dø smiler han tilfreds og vender sig om imod den anden klon som han tror er den ægte.
Kravenoh gemmer kniven væk " du må undskylde jeg ikke hoppede på dit nummer " smilte han , hvorefer han ser betragte på hende " ja hvis du var sådan første gang vi mødes så havde det hele set anderleds ud også havde vi nok ikke bekæmpet hinanden " sagde han med et smil på læben " men sig hvad vil du med mig " spurgte han afvente, hvor efter han mærkede at hans skulder var ved at få følsen tilbage igen. han så afventene på hende og stod blot stille og lod hende komme til ham hvis hun vil ham noget.

Xelirateis sendte ham et smil, og rystede så på hovedet, "Jeg vil have dig til at forlade sumpen som en fornuftig elver, min lærling dør hvis hun ikke bliver behandlet, og det er ingen interesseret i!" sagde hun så, og trådte et skridt tættere på Kravenoh, for at mindske afstanden mellem dem, dog holde hun sig lidt på afstand, som den rigtige Xelirateis ville have gjort.
"Der er ingen fornuft her, du får intet ud af at blive!" sagde hun så, og sendte ham et alvorligt blik, dette var en advarsel til at han skulle gå, Xelirateis foretrak selv at slippe for at kæmpe, da det i så fald ville være endnu svære at få Zilanea med hjem end det var i forvejen, og desuden kunne det let ende med at gå galt, da Xelirateis skulle have fat i Kravenog for at gøre nogen form for skade på ham, udover at hun selvfølgelig havde lammslsesnåle som ham selv, desuden havde hun denne gang medbragt en bæltetaske med diverse urtedrikke, der kunne lidt af hvert, denne gang skulle det ikke ende som hendes første mødt med Kravenoh!

Kravenoh smiler lidt af de ord hun siger " tsk jeg har meget at lave her " smiler han, han ser på Zilannea da Xelirateis snakker om at hun er hendes lærling endnu et smil kommer frem på hans læber " tror lige du har dummet dig søde ven " han ligger mærke til hver en bevægelse hun fortog sig hen imod kravenoh " du bliver nok nød til at tvinge mig til at forlade denne sump plus at du må nok slå mig ihjel for eller vil din lærling aldrig være sikker " smiler han og forsætter " og nu har du vist mig hvad du er i stand til så dine næste angreb vil ikke komme bag på mig, så nu er det kun et spørgsmål om tid før du giver op igen."

Xelireteis' klon knyttede diskret hånden, lige så vel som den rigtige Xelirateis, hun var træt af, at denne elver ikke kunne se fornuft, og skulle være på tværs i alle henseender, "Vær nu fornuftig Kravenoh, jeg er ikke i humør til at give lærestreger, eller opdrage børn!" knurrede klonen og slog ud med den ene arm, han var forfærdelig, andet var der ikke at sige. Igen tog hun et enkelt skridt nærmere Kravenoh, nu kunne hun næsten røre ved ham, hvis hun strakte armen ud.
Xelirateis funderede kort over hvad hun skulle gøre, hun orkede ikke rigtigt at tage en aktiv handling, men sådan måtte det tilsyneladende blive, hvis hun skulle have det her overstået, den rigtige Xelirateis fandt derfor tre lammelsesnåle frem, hvorefter hun gik helt tæt på ham mens klonen holdt hans opmærksomhed, og solidt plantede en i nakken, og en i hver arm (?) det var lettest sådan.
Den rigtige Xelirateis gav et ordentligt spring baglæns i samme sekund hun havde plantet nålene, i tilfælde af at det skulle mislykkedes, hvilket det ikke burde, eftersom han ret tydeligt troede at klonen var den rigtige sortelver, og fordi han ikke ville kunne mærke stikkene fra nålene, før det var forsent, takket være hendes evne.
Klonen sendt ham et sukkersødt smil og lagde så hovedet en anelse på skrå mod ham, hun skulle se hvordan han reagerede før hun kunne tage næste skridt.

Han smiler lidt " ja er altid fornuftig " smilte han " hmm..børn ja det skulle ikke undre mig " han vidste ikke rigtig hvad hun havde tænkt sig men en ting var sikkert det vil blive et angreb som vil være lydløst.
Kravenoh vidste at denne dag vil blive en anden ind hvad alle hans andre dage, det var som om at denne kvindelig sortelver hade læst på lektieren.
Han stod og holdte øje med hvert et skridt klonen tog, ide han mærker et prik i nakken forsvinder han så op i en røgsky, han når dog at mærke den ene nål i hans arm placeres.
da han dukker op et par meter der fra men stadig en udsigt til de 2 kvinder, han kan mærke hvordan lammelsen er ved at lamme hans krop " det var satans " han tog fat i nøglen og tog den ud, og den på armen han havde ikke noget til at fjerne lammelsen, dog havde han noget salve som vil tag lammelsen men det vil nok komme og gå da salven ikke er det bedste til lammelsen.

Klonen lo en lille smule da hun opdagede at lammelsen var ved at brede sig hos Kravenoh, hun smilede sukkersødt til ham, og trådte ham nærmere da han trak nålen ud "Du skal ikke regne med at din egen modgift virker på dette kære!" lo klonen, og trådte så helt tæt på den anden sortelver, hvor hun gav ham et lille kys på kinden (?)
"Ser du, efter vores sidste møde tog jeg jo en af dine nåle med hjem, jeg har forbedret det en lille smule, kun jeg har modgiften til den eleksir der pt løber i din krop!" lo hun så, og strøg en hånd over hans kind, der ville ikke gå længe før han var helt følelsesløs, hun havde personligt en lille hævn i ærmet, og Zilanea ville klare sig foreløbig, så hun havde masser af tid til at tage sig af den mandlige sortelver.
Den rigtige Xelirateis var stadig ingen steder at se, hun ventede til at Kravenoh var totalt i hendes magt før hun gjorde noget som helst, han kunne have alle mulige tricks i ærmet, som hun ikke havde lyst til at blive grimt overrasket af, og hun holdt sig derfor på den sikre side.

[Sorry, det blev kort]

Kravenoh måtte indrømme at hun virkelig havde læst og regnet ham ud, men selvom han var lammet så var han ikke slået, for Kravenoh havde ligesom også trænet hvis han skulle komme i knibe på den måde, ide hun kysser ham på kinden bluser hele hans krop af med en rigtig varm varme som vil brænde hendes læber da hun kyssede ham på kinden. " hvad skal der til at forstå at der skal mere til at vinde over mig, han ser hen på det træ der strækker ud over sumpen, hvor efter han danner en klon der henne som Xelirteis's klon ikke burde se.
klonen trækker 2 lammelses nåle og kaster dem efter hendes klon begge 2 har retning imod hendes nakke

Xelirateis klon lo, og klappede ham på hovedet idét han brød ud i ild, det brændte hende ikke, da hun jo blot var en illusion skabt for Kravenohs syn, kunne intet teknisk set skade hende, og de ting som hun skabte ved berøring og den slags, var ligeledes noget Xelirateis snød Kravenohs hjerne til at tro, da hun var en af de dygtigeste til sit fag i hele Krystallandet. De to lammelsesnåle fløj direkte mod Xelirateis klon, men strøg direkte igennem hende, og ville højst sandsynligt samme Kravenoh selv, med den vinkel klonen havde kastet med.
Klonen vendte sig mod Kravenohs klon der stod ved træet, og slog så en høj latter op, "Indse det kære, du er sat ud af dit eget spil!" grinede hun med en varm latter, der normalt havde hørt sig til hvis en havde fortalt en vittighed eller dets lige, derefter vendte klonen sig mod den rigtige Kravenoh, og lagde så hovedet på skrå imod ham, med et trist næsten sørgende ansigtsudtryk sagde hun så "Og et eller andet sted i sumpen befinder jeg mig kære, og jeg har udviklet et middel der er endnu bedre end det, der paralyserer sin krop nu. Ét enkelt stik, og du vil lulles ind i den sødeste søvn!" lo klonen så, og gav ham endnu et kys på kinden, for at illustrere, at hun havde ham i sit net. Han kunne fremmane et utal af kloner, eller sende nok så mange flammer efter Xelirateis illusioner, og han ville ikke kunne forhindre der uundgåelige, det var bare et spørgsmål om, hvornår Xelirateis følte for, at stikke ham med det sovende middel

kravenoh så irrteret på klonen da nåle rammer kravenoh lige i fronten af hans krop men det gjord ikke noget han var jo lam og ned han smilte lidt " klon burde jeg have vidste " han så sig omkring " nuvel " han lukker øjne og en aura af ild beskyttede kravenoh, men det var ikke blot hans angreb, han åbnede øjne og hele sumpen begynde at brænde nede fra og op, og lidt efter lidt vil hele supen være godt kogt.
kravenoh smilte lidt " vis hvor du er selv ikke du kan holde til alt den varme " Kravenoh blev ved med at fyre op for varmen, selv ikke zilanea vil kunne klare ilden hun vil blive brændt, så enden skulle Xelirateis vise sig og hjælpe hendes lærling men hvis hun gjord det vil hun fortryde det, men kravenoh var ikke færdig endnu han afventede blot lidt endnu før han vidste hvilken person denne kvindelig sortelver havde irriteret for sidste gang.

Xelirateis klon grinede fortsat, også selvom det hele begyndte at blive varmere, der ville dog endnu gå lidt tid inden det ville blive alvorligt, hvilket gav sortelveren lidt tænketid, problemet lå ikke hos hende selv, men snarre hos Zilanea, Xelirateis kunne trods alt bare gå fra sumpen, men nu var hun kommet efter sin lærling, og havde ikke i sinde at gå uden hende.
Den rigtige Xelirateis stillede sig ved siden af Kravenoh, inden hun hurtigt og præcist hamrede en syl i brystkassen på ham (?) det ville dog være mere eller mindre umuligt at undgå det for ham, da han for det første var lammet, og for det andet ikke anede hvor den ægte Xelirateis var. Sylen var dyppet i en kraftig bedøvende væske, der ville kunne slå en elefant omkuld inden for ganske få minutter, og i Kravenohs tilfælde hurtigere, da sylen var plantet præcist og dybt, dog intet der kunne slå ham ihjel på nogen måde, andet end at give ham et dybt ubehageligt sår, ikke mere end hvad han fortjente.
I og med at Kravenohs krop brændte fik Xelirateis dog svitset huden en smule på armen, det gjorde ingenting, det ville jo sådan set svare til når man førte en finger igennem et stearinlys, og Xelirateis var endnu ikke synlig, ikke før at hun var sikker på, ar Kravenoh sov som en sten!