Som var det den mest naturlige ting i verden, trådte Fillipe ind i værelset, og var hurtig til at lægge sin opmærksomhed på den nye tilføjelse. De gyldne øjne betragtede Fabian med en underliggende interesse, og selvom han ikke lod sig mærke med hvordan navne blev undgået, så gik det ikke ligefrem forbi ham. Bagved fulgte Aldamar dog hastigt med også, en koncentreret panderynken på hvad han skulle sige, og hvordan han så hurtigt som muligt fik lirket den gyldenøjede mand ud igen. Han havde faktisk planlagt det på sin vej imod døren... men det var som om at alle ord virkede forkerte at sige, nu hvor at hans livlige energi faktisk var trængt ind i den bobbel han havde haft med Fabian.
Ikke mange sekunder skulle gå fra at Fabian havde talt ud, til at Fillipe upåvirket samlede op på ordende - Aldamar kunne ikke nå at afbryde ham. "Ah, flabet kan det måske forekomme for en som dig..." en lille pause idet at han kiggede op og ned af hans feminine skikkelse, men ikke med megen fordømmelse. Nej, Fillipe smilede forfærdeligt venligt, og var på det punkt, en fortræffelig tjener.  "... men jeg kan forsikrer dig om, at jeg har mine grunde" afsluttede han med et smil, og vendte sig om imod Aldamar. Med et lille nik rakte han vandglasset frem, og i sin fart forbi ham, tog Aldamar imod det mere af refleks en lyst, idet at han drejede sig efter ham. Kort kiggede han på det kolde krus, inden at han med et fnys satte det fra sig og fulgte efter ham.
Den indledende overrumpelse havde så småt fået lagt sig, og selvom Aldamar - ret så forbløffet over hvor glat Fillipe snoede sig igennem den underlige stemning, ikke havde fået sagt meget, rømmede han sig endelig.
"Dine grunde?" Aldamar's stemme havde påtaget sig en kant af streng myndighed - selvsamme kant han brugte omkring resten af tjenestestaben, hvilket fik den gyldenøjede mand til at stoppe op i sin undersøgende nysgerrighed over reolen, og endelig kigge på ham. "Jeg har mange grunde til at sende dig væk med en advarsel, Fillipe, så jeg håber dine grunde er mere overbevisende end dem jeg har allerede har gættet mig til, og næppe finder vigtige nok" armene blev tvært krydset, og lyseblå øjne observerede ham med en skjutl varsomhed, der ikke understøttede den selvsikkerhed han ellers prøvede at udstråle. Fordi skulle han være ærlig, var det utroligt få gange han reelt set havde haft succes med at rette Fillipe ind.
Skulle han være ærlig, ville det ikke engang overraske ham hvis det var, hvad Fillipe håbede på at opnå ved at blive her. Hvad var der med de her mænd, og at se ham frustreret og provokeret?

Fillipe rettede sig op, foldede hænderne bagved ryggen og gik langsomt imod ham. "Jamen selvfølgelig, min prins... mine grunde er altid dine at hører, og bedømme" Fillipe's stemme var forsigtig, men da Aldamar mødte hans blik, vidste han at det næppe var af de rigtige grunde Fillipe havde ændret sit toneleje, og havde Fabian ikke været her, havde han nok slet ikke været ligeså... underdanig og respektfuld. Hvilket måske var det bedste der kunne ske, i en træls situation.

Et fnys undslap Fabian før han kunne stoppe sig selv, som der kom en meget dømmende en som dig. Der var ikke meget fordømmelse i Fillipes blik, men Fabian havde hørt de ord før, ofte lige inden en ægtemand eller kone smed ham på porten, fordi han var blevet købt af deres partner, og de ikke brød sig om det. Det var en del af livet, men det føltes ikke mere rart, når det var en af tjenestestaben der gjorde det, som tydeligvis ønskede at få Aldamars opmærksomhed hen på sig. 

Der var dog ikke meget Fabian kunne sige i denne her samtale, som hans øjne gled fra den ene mand til den anden. Fillipe virkede mere sikker i sig selv end Aldamar, som lignede en der kunne falde fra hinanden i et hvert øjeblik det skulle være.
Fabian vidste bare ikke om han skulle hjælpe Aldamar med at få Fillipe ud, eller om han blot skulle sidde i sengen og vente til at Aldamar selv fik ordnet det. Han var i hvert fald parat hvis det lignede at Aldamar havde behov for noget opbakning, for som det var nu virkede det som om at Aldamar helst selv ville klare det.

Et fnys kunne høres fra sengen, og Aldamar gjorde sig mange anstrengelser for ikke at følge lyden til dens ejer, i stedet for at tage de skridt han nu tog imod Fillipe i stedet.  Kruset blev skubbet ind i hans trænede - noget Aldamar faktisk godt vidste, mave, og Fillipe ømmede sig ikke engang ved det småhårde skub, men fiskede da en hånd frem fra bagved ryggen, for at det ikke ramte gulvet da Aldamar slap. "Godt så" kom det mere fast fra ham, end han følte sig inden i.
Adelsmanden gestikulerede imod den lukkede dør, og selvom Fillipe's blik imod døren næsten var dovent og en anelse ugideligt - han ville da meget hellere blive herinde, faktisk meget hellere blive ved med at tale lige præcis herinde, jah så endte han med at vende omkring for at følge den tavse ordre. Dog ikke uden et sidste smil imod kvinden i sengen, selvom smilet slet ikke nåede øjnene... hvilket Aldamar ikke så da han allerede var henne ved døren, og klikkede den åben for at den mørkhårede tjener kunne bevæge sig ud af værelset.
"En fornøjelse" kom det som en afsluttende hilsen fra Fillipe til Fabian, inden at han endelig vendte omkring for at forlade rummet. Aldamar fulgte kort efter med ham ud på den anden side af døren, i læ for Fabians nysgerrige ører.

________

Da han vendte tilbage små 10 minutter efter, var det med et blandet udtryk i ansigtet og en underlig fornemmelse i maven; fyrstesønnen virkede ufokuseret såvel som eftertænksom, og det var han på sin vis også, idet at han skubbede sine fødder hen imod sengen igen for at sætte sig.

At sige at Fabian fandt det lidt irriterende hvordan han blev holdt udenfor, var måske lidt en underdrivelse. Alt den gode følelse af at være her var blevet tabt fra det sekund Fillipe trådte ind, og selvom der var en smule tilfredstillelse af at vide at Fillipe ikke værdsatte at Fabian sad nøgen i sengen, blegnede det noget, ved at han vidste at Fillipe fik hvad han kom efter. Noget tid med Aldamar alene.

Det var heller ikke underligt, at Fabian kun blev siddende et minut eller lignende, før at han begyndte at samle sine klæder sammen, han tog dem ikke på endnu, men lagde dem klar på sengen, og sørgerede for at krystallerne han var blevet givet af Aldamar også fandt vej ned i lommerne så de ikke blev glemt, og så lagde han ellers bare tilbage i sengen, og stirrede lidt tomt op i loftet.

Tiden virkede til at snøvle sig afsted, hvilket kunne ville være blevet gjort værre, hvis Dina var kommet over, men endelig åbnede døren igen og Aldamar var den eneste der kom ind, til Fabians lettelse, og selvom han kunne se at Aldamar ikke helt var sig selv, så var det ikke ynk der kom fra Fabian.
”Det var vidst på tide, at jeg kom ud herfra, inden vi alarmere hele huset om dine udfoldelser i nat,” sagde Fabian og slog dynen af, så han kunne stå op og tage fat i bukserne, for at trække dem på.

Man kunne roligt sige at Aldamar var en smule ved siden af sig selv ved først gensynet og derefter genkendelsen af den mørkhårede mand, men dog ikke vred, såret eller ynkelig. Bare... ved siden af sig selv. Forvirret, og opslugt i tanker. Hvorfor han var kommet tilbage, hvad han havde sagt og hvad det så ville betyde. At Fillip så aldrig havde forladt stedet og at det faktisk var fyrstesønnen selv der var 'den der var kommet tilbage', det skubbede han lidt i baggrunden - det var bestemt ikke ligeså vigtigt som selve gensynet havde været.
Han havde dog knap nok sat sig idet Fabian slog dynen af, og greb ud efter sine bukser. Den pludselige bevægelse fik ham til at glippe en anelse med øjnene inden at han så på ham, og først da gik det op for ham, at Fabian reelt var på vej ud, og at han  havde talt til ham.
Adelsmanden skubbede sine tanke om Fillipe væk for at kunne fokusere på den mand han faktisk havde brugt hele aftenen, natten og den tidlige morgen med. Et kort øjeblik åbnede han munden  - som skulle han til at protestere, men lukkede den med et lille smæk igen, idet at det gav... god mening. Han skulle ud, og Aldamar skulle tilbage i seng. Han måtte tage fat i Fillipe igen når han var mere klar i hovedet. Og Fabian for den sags skyld.

"Det er det vel..." mumlede han med resterne af hans eftertænksomhed omkring hele den her episode i stemmen, inden at han også tvang den væk. Det virkede ikke... fair at han så hurtig var blevet slået ud af sin kurs omkring den blonde mand, og Aldamar greb hans skjorte, for prøvende at række den til ham. "Jeg... jeg er glad for at du fandt os, nede ved cirkusset" endte han med at sige, da han ikke vidste hvad han ellers skulle sige. Tak for i aften? For den her morgen? Tak for.. selskab?
Nej, intet af det lød helt godt i hans ører.

Hvis jalousi faktisk var en følelse der lå til Fabian, så var det nok den følelse der lå mest op af hvordan han havde det lige nu, men den var svær at føle, når Fabian var så klar i hovedet om hvor han stod. Han var manden til at varme sengen om natten, og når morgenen og det virkelige liv kom tilbage, så blev han smidt på porten. Det betød dog ikke at han ikke ønskede at Aldamar skulle opsøge ham igen på et senere tidspunkt, men som det var lige nu, så var det Aldamars eget valg, om han ville gå tilbage som en højrøvet mand som Fillipe, eller købe sig til en nats selskab fra Fabian. I sidste ende ville Fabian nok bare sige at det ville ærgre ham at miste pengene fra Aldamar, hvilket kun ville være en halv sandhed.

Bukserne blev trukket ordentlig på, men han stoppede kortvarigt, som Aldamar faktisk så ud til at ville snakke til ham. Fabian havde halvt forventet at Aldamar var ude af kurs for resten af morgenen , og den frustrerende energi der var bygget op i Fabians krop virkede bare til at blive stærkere og stærkere.
Han tog imod skjorten, og sendte ham et smalt smil, dog ikke dømmende for hvad der var sket, eller for hvor ude af det han var. ”Det er jeg også. Det var en fornøjelse at bruge natten med dig,” sagde han. Han havde i hvert fald haft det sjovt.

Han stak armene i ærmerne, og begyndte at lukke den henover brystet, dog med mindre bryster end han ellers havde haft. Han lignede ikke ligefrem en der havde planer om at gå på rov, men stadig den samme kvinde som Aldamar havde smuglet ind tidligere, skulle de blive opdaget. ”Jeg håber ikke det er sidste gang jeg ser dig Prins Arys,” tilføjede han så. Et farvel var i den grad ved at nærme sig og skjorten var også blevet lukket nu. Spørgsmålet var bare hvordan Aldamar helst ville have at Fabian blev smuglet ud. Han kunne jo fint finde hoveddøren selv, hvis det endelig var.

Et smalt smil blev givet igen, men Aldamar følte ikke det nåede de blå-grønne øjne på samme måde som mange af de andre havde gjort... det burde i sig selv være et problem, Aldamar betalte ham ikke for glade smil - selvom han efterhånden heller ikke betalte ham for 'en samtale' mere, så meget var sikkert.
Det summede dog varmt ved hans ord, og Aldamar betragtede ham tage det sidste stykke tøj på i observerende tavshed. Det var underligt at se den kvindelige udgave af Fabian, men det var ligeså meget for at suge de sidste par minutter af hans selskab til sig, at Aldamar ikke valgte at afbryde eller forstyrrer ham i hans lille projekt med trøjen. Da den blonde mand mente at han var færdig, var det med en lille brummen at Aldamar hørte ham bruge tilnavnet, og han smilede en anelse mere.
"Så skal du i hvert fald gemme dig godt, frøken Silva" svarede han tilbage, og lod nogle hvide hænder glide over skortens åbning for at rette dens folder en smule til, og binde snorene lidt bedre sammen - dækkede hans nu lidt mindre barm til.

Aldamar lod et næsten professionelt blik glide over mandens kvindelige figur - tjekkede om noget ikke sad som det skulle; rettede af ren vane nogle sidste foler ved skuldrene inden at han med hænderne på selvsamme, stoppede op. Det var svært bare at slippe ham uden videre, og med en kritisk lille kommentar igennem hans tanker, gjorde Aldamar dog endelig mine til det.
"... jeg skal nok følge dig ud" mumlede han, men holdt hænderne hvor de var i nogle sekunder efter, selvom at han godt vidste at han fiskede i en sø der på to ben snart bevægede sig videre.

En varme spredte sig alligevel ud i Fabians krop, da Aldamar blot bekræftede at det ikke ville være sidste gang for de to mænd at mødes. Så meget havde Fillipes selskab åbenbart ikke forandret hvad der var imellem dem, hvad end det var. Skøge og kunde, eller noget andet. ”Så vil jeg glæde mig til den dag,” sagde han, smilet lidt bredere denne gang. 

Hvis Fabian stadig havde været i sin mandlige form, så havde det også været så nemt bare lige at gribe ud efter Aldamar og hive ham tæt for at kysse ham, han stod trods alt og rettede på skjorten, men som kvinde, så var det næppe der nogen af dem ville få mest nydelse. Det sidste kys var blevet givet i sengen, og resten måtte vente til næste gang de sås. Sådan føltes det i hvert fald for Fabian, men de tanker tøvede lidt, som Aldamar ikke virkede helt villige til at give slip på ham. Han vidste ikke helt hvordan han skulle formulere det, hvis Aldamar i virkeligheden gerne ville have et sidste kys eller noget mere, men han stod åben, og han gjorde intet fra at fjerne Aldamar fra hans egen lille sfære. ”Det værdsætter jeg, og hvis du vil noget sidste... inden vi går... så er nu nok et godt tidspunkt,” sagde han endelig, efter at han havde overvejet det. Det var Aldamar der var kræsen omkring kønnene, men hvis han havde behov for en sidste bekræftelse, så ville Fabian glædeligt give det til ham.

Aldamar's blå øjne betragtede det fremmede ansigt, der alligevel delte  nok træk med Fabian til at man ikke decideret kunne afvise at de kunne være den samme person - eller i familie. Og det var underligt. Et eller andet sted, var hans træk blevet så genkendelige, at Aldamar følte at han skulle 'rette' de sidste afvigelser i hvordan han burde se ud, ind. Men det gjorde han selvfølgelig ikke.
I stedet klemte han en sidste gang skuldrene, inden at han slap dem og umærkeligt rystede på hovedet. Nej. Selvom overvejelsen lå lige på tungen af ham, var nu ikke et godt tilbud, og han kunne ikke benægte at det var selviske behov der holdt ham fra bare at rejse sig og gå. Det skulle dog ske på et tisdpunkt, og Aldamar rejse sig endelig, og strakte en arm lidt små-galant ud imod den fine frøken. "Der er altid en næste gang" brummede han, og håbede ligeså meget som han forventede at det var sandt. Den dag der ikke var... jah der måtte ske noget drastisk førhen at det ikke var en mulighed

Aldamar tjekkede kortvarigt den morgenkøbe han havde på - sørgede for at intet ligefrem hang forkert eller for løst, inden at han vendte blikket tilbage imod den blonde formskifter, og nikkede. De ville bevæge sig imod husets 'bagindgang', eller nok nærmere en af de mange andre døre - havedøren. Ikke fordi han ville gøre sig forfærdelig umage med at skjule kvinden ved siden af ham - det ville i det lange løb næsten kun være godt og muligvis modbevise visse andre rygter om prinsen, skulle nogen se dem sammen. Men derfor havde han alligevel ikke lyst til at hive ham igennem for mange unødvendige blikke. 

Lidt skuffende var det da Aldamar trak sig tilbage, men ikke mere end Fabian kunne klare det, og som han sagde, så var der åbenbart altid en næste gang. Hvilket i sig var rart at vide. Den pengegriske side af Fabian var glad for endnu en stamkunde, men den mand med følelser der stadig var et sted i ham, var bare glad for... afbrækket fra de traditionelle kunder. Han nød trods alt Aldamars selskab, også selvom det kun var professionelt.

Han tog lagde sin hånd på Aldamars arm, så han kunne få lov til at lede dem ud, men gjorde intet fra at lægge en distance mellem de to af dem. Det føltes næsten som natten forinden, bortset fra at stemningen mellem dem var anderledes.
Aldamar ledte Fabian igennem huset, og Fabian gjorde sit for at huske omgivelserne. Det ville nok ikke være sidste gang han var her, selvom Fillipe stadig var som en skygge der hang over huset. Til sidst nåede de dog bagdøren og Fabian vendte sig mod Aldamar.
”Så er det vel det, for i dag,” sagde han. Han var ikke helt villig til at give slip på Aldamar, men forsigtigt lod han hånden glide væk fra hans arm og sendte ham i hvert fald hvad der kunne kategoriseres som et varmt smil. 

De mødte ikke nogen på deres vej imod havedøren, og en rar stilhed hvilede over de to skikkelser, imens de bevægede sig igennem e smukt dekorerede gange der udgjorde Arys familiens indvendige design. Fabian betragtede omgivelserne, og Aldamar følte hvordan han med få minutters mellemrum, vendte tilbage til at betragte Fabian. De havde aldrig fundet ud af en fastere aftale, og Aldamar var så småt nået frem til, at det var noget han - set i lyset af hvad der var sket - faktisk gerne ville sætte op. Da de så endelig nåede døren, var det derfor med et... prøvende blik - ikke decideret nervøst, men prøvende blik, at han fangede den andens blå-grønne øjne. 
"Det er det.." Aldamar nikkede bekræftende, og lod ham tage armen til sig, dog ikke uden at gribe hånden overraskende fast, inden at Fabian slap helt. 
Selvom han ikke ligefrem var fantastisk til at aflæse signaler - slet ikke ligeså hjemmevant og erfaren i det, kunne han alligevel have svoret på at det ikke kun var ham der havde en lidt saltet smag i munden over en afsked, og så på trods af at det nærmere var på gensyn. 

"... var det noget med at du gjorde dig i fastere aftaler?" Et spørgsmål han godt kendte svaret på, men stadigvæk noget han ikke - følte han i hvert fald, bare kunne forvente. På det punkt glemte han stadigvæk at Fabian nok ikke ville afvise i kraft af sit erhverv, men han skulle stadigvæk.. jah, have muligheden. 
Aldamar flettede sine fingre ind i hans imellem ordende og den korte stilhed bagefter. 

Fabian havde allerede lagt tankerne om den faste aftale på hylden. Aldamar havde gjort det klart at det ikke var noget han kunne tillade sig, selvom det ville være nemmere for dem, især når Fabian ikke kunne love at han kunne være klar med ingen varsel. De to gange her havde blot været rent held, og måske nogle højere kræfter der var på spil, hvis man troede på det. 
Derfor kiggede han også overrasket ned på sin hånd, som blev fanget og så op på Aldamar, som det virkede til at han ikke var helt færdig for i dag, men hvad ellers var der egentlig at sige mellem de to af dem.

Øjnene kiggede lidt spørgende ind i de blå øjne, men smilet var blot blevet større på hans læber. ”Det er det, har du ombestemt dig?” spurgte han næsten drillende, og nussede Aldamars hånd med sin tommelfinger, som de nu stod med flettede fingre og kiggede på hinanden. Fabians egen hånd var mere slank i det end den havde været sidste gang de gjorde det, hvilket bare gjorde at følelsen var lidt forkert. ”Eller vil du blot have en bekræftelse på at vi har fået fastsat en næste gang?” spurgte han. Der var mange måder at lave faste aftaler på, og det kom helt an på hvordan Aldamar ville have det.

Som smilet voksede, blev Aldamar's eget en anelse forlegent i sin varme, men dog stadigvæk ret så sikkert i den beslutning han havde taget, og det spørgsmål han havde stillet. Derfor var det et enkelt lille nik der kom fra Aldamar - jah han havde fået ombestemt sig, og grundende dertil måtte Fabian så selv overveje. Måske var det hensyn til ham, måske var det stadigvæk et selvisk træk fra hans side, som han nu var blevet mere afklaret med var en nødvendighed. Også selvom nødvendighed lød så... voldsomt.
Det var i hvert fald et behov.

Aldamar fulgte op med at ryste på hovedet ved hans opfølgende ord, og en lille 'heh' lyd kom fra ham, idet at Aldamar trak ham lidt tættere på. "Nej, jeg vil have et par timer for mig selv, i din travle hverdag" smilede han, og yndede sig faktisk at være en smule mere direkte end han plejede at være. Fyrstesønnen kneb kortvarigt de blå øjne en anelse sammen imens han gennemgik hvordan hans normale uge så ud; det ville ikke være helt kønt hvis han troppede op og Aldamar så ikke engang var hjemme. For ikke at tale om at han ikke nødvendigvis ville vide, hvornår hans forældre og søskende også benyttede palæet.
"... og jeg har et forslag" Aldamar var ikke nødvendigvis en fan af Det Halve Svin, men det lå fantastisk fjernt fra de royale lag af personligheder. Dem der så til gengæld kunne finde på at dukke op.... jah mon ikke de også dukkede op, med en forhåbning om heller ikke at blive genkendt selv? "Jeg ved ikke hvilke dage du har tid ledig imellem... men hvis vi finder en dag og et tidspunkt, vil din.... beværtning være et sted jeg kan finde vej til, så kan vi beslutte om vi vil blive siddende der, eller tage videre. Selv de dage jeg ikke nødvendigvis kommer, vil være betalt næste gang jeg dukker op" Aldamar havde ikke tænkt sig at forsikre Fabian at han altid ville dukke op - det var simpelthen umuligt. Men han var ikke hyklerisk, og så slet ikke nærig når det angik værdien af tid.

Fabian kunne ikke lade vær med at grine lidt af det absurde om at han burde have en mere travl hverdag end Aldamar. Han havde blot en del kunder der kom ud og ind, men han havde næppe noget planlagt på dagen. Der var kun de få faste kunder, som det kunne være at de skulle forsøge at smyge sig udenom. ”For mig lyder det som et fantastisk forslag,” sagde Fabian grinende, som han lænede sig ind mod Aldamar. Han kunne betalt selvom han ikke skulle lave noget? Det var noget, men det betød nok også at han burde vente på Aldamar selv hvis han ikke dukkede op, hvilket ville være knap så sjovt.

”Hvilken dag vil passe prinsen bedst, og hvor mange timer ønsker du at reservere min tid, i tilfælde af at du møder op?” spurgte Fabian. Siden der sjældent var lagt bestilling på Fabian, så var det blot starttidspunktet der var behov for at blive fastslået, og hvor lang tid at Fabian skulle vente. Han ville i hvert fald ikke lægge det samtidig med hans andre stamkunder, især fordi han ikke helt vidste hvor mange timer Aldamar egentlig ønskede ud af ham. Sidste gang havde været få timer, og det her havde tilgengæld været en hel nat. Hvor havde han Aldamar? Var det her hvad han foretrak, eller var det blot at få et par timer væk fra sin hverdag. Det ville næsten kun tiden kunne vise. 

Latteren var smitsom, og en lidt fjollet trækning erstattede adelsmandens tidligere smil, der kun blev lidt bredere og lidt mere tydeligt som Fabian gav ham ret; jah, det var et ret så fantastisk forslag og bar et lille præg af at Aldamar trods alt var vant til at sætte handler i hus, eller lirke sig til enighed imellem flere parter. Han var dog ikke vant til at træffe en beslutning om hvilken dag der passede bedst til sådan et møde, og et kort glimt af tvivl gled over hans øjne. Hvilken dag? Hvor mange timer - det var to gode spørgsmål! Han kunne knap nok læne sig op af de timer han i forvejen havde brugt med Fabian, da de vitterligt gik fra ikke mange til... en hel nat. Hvad hvis han reserverede forkert?

Aldamar betragtede ham i nogle tavse sekunder; fyrstesønnen diskuterede mentalt med sig selv for og til, indtil at han endelig nikkede, et drillende smil i den ene mundvig. Han vidste ikke hvordan man normalt aftalte sådanne møder, men... jah, på det punkt håbede han at Fabian var flexibel nok til at bære over med ham.
"Torsdag, lidt før solen går ned, omkring klokken otte" stemmen var fast, og han håbede det ville kunne lade sig gøre."Du venter en halv time, og er jeg ikke dukket op indenfor det... jah, så kommer jeg ikke" smilede han, selvom at han ikke ligefrem forventede at det ville være ofte han blev mere forsinket end en halv time. Hånden med Fabian's meget slankere og blødere hånd, blev løftet op imod læberne i et gallant form for farvel - en vane han lidt havde fået med hans kvindelige version af sig selv. Læberne fristede, men det var... ikke det samme. 
"Og hvad angår hvor lang tid... " ordende blev trukket ud, og med en skuldertrækning gjorde han det klart, at han ikke helt vidste hvad standarden var her. "Hvad... hvordan plejer det at være?" ordet plejer lå så forfærdelig fremmed i hans mund, men her kunne han ikke helt se hvad der var realistisk eller muligt, for Fabian. Eller ham selv. 

Det var ufattelig så meget morskab Fabian kunne få ud af at kigge på Aldamar, der prøvede at tage en beslutning, og ikke vælge forkert. Ikke at han rigtig kunne det. Fabian havde lidt af det hele hos sig, og så lang tid at det ikke var samtidig med en anden kunde, så kunne Fabian sagtens arbejde med det.
Han lyttede til Aldamar, og noterede sig mentalt hvad det var Aldamar sagde til ham, så han kunne være sikker på at det ikke gik i vejen for nogle af de andre planer. Han holdt næppe en notesbog med det, men hans hjerne var stadig frisk og han huskede overraskende godt i forhold til hvad han lavede. Måske han kunne være blevet ganske god til andre ting, især hvis han faktisk havde lært at læse og skrive.

Han kiggede på sin hånd, som blev taget op til Aldamars mund for at kysse, som et sidste farvel. ”Det kommer an på hvad du vil have ud af det, men mon ikke vi finder ud af det på dagen,” sagde han med et smil på læberne. ”Torsdag, klokken 8, jeg venter en halv time, og hvis du ikke er dukket op, så betaler du næste gang, og hvis du dukker op. Så finder vi vel bare ud af det derfra,” ville han lige bekræfte. At sige noget, og så også være sikker på at det var forstået af den anden part, var forskellige ting. ”Men normalvis så ønsker folk enten en hel nat, eller et par timer. Alt efter om de vil sove med en eller ej,” tilføjede han, bare hvis Aldamar var interesseret.

Det var endnu et enkelt lille nik af bekræftelse der kom fra Aldamar, idet at ordende, planen og tankerne blev sagt højt. Torsdag klokken otte... et lidt mere eftertænktsom udtryk fulgte med derefter - et par timer efter klokken otte var alligevel en anelse sent for hans smag, at gå alene tilbage igennem den del af byen. Men tanken om at overnatte i en af sengene på kroen var heller ikke tillokkende... men at gå alene hjem... men...

Aldamar virrede på hovedet med et lille fnys - han skulle stoppe med at overtænke det, og smilede så en anelse lusket i kraft af den tanke. "Bare reserver en hel nat" grinede han så, og regnede stærkt med at kunne betale sig fra eventuelle problemer det kunne skabe, at han tog tidligere hjem end planlagt. Hvis han tog tidligere hjem, vel og mærke. Han kunne godt li' at være velforberedt - eller i hvert fald på forkant med trælse ting, skulle de ske.
Med de ord sagt, vidste Aldamar godt at det var på høje tid... og selvom han aldrig havde været forfærdelig god til at sige farvel - mest af alt fordi det sjældent betød noget for ham, når han vinkede adelige afsted efter et fint møde om ligegyldige ting, jah så kunne han sværge på at det var svært at slippe den bløde hånd. Han gjorde det dog, og foldede i stedet sine egne arme bagved ryggen af gammel vane. Selvsamme blev også ranket en anelse - han skulle have et eller andet sted at sætte dem, når de ikke kunne være omkring Fabian. 

Det var et næsten triumferende smil på Fabians læber, da Aldamar mente at han skulle reservere hele natten for ham. Det var ikke den første kunde der foretrak det, men det var bare noget andet, når man hørte det fra selveste en prins, hvilket Fabian gik ud fra, at det var derfor at hans krop var begyndte at summe igen. Han indbragte nogle gode penge i hvert fald, især så villig han åbenbart var til at smide dem ugentlig efter Fabian nu. ”Det er gjort, Baldric,” sagde han, en smule drillende, men stadig oprigtig i sit udsagn.

Han var dog ligeså lidt tilbøjelig til at give slip på den anden mand, men til sidst fik de viklet deres hænder ud af hinanden, og så var Fabian godt klar over at de ikke kunne stå og vente mere. Han skulle videre og Aldamar skulle nok forberede sig på en dag med tømmermænd og tid brugt i sengen. De havde ting at tage sig til.
”Så er det vel, til vi ses næste gang,” sagde Fabian og kiggede en sidste gang på Aldamar, før at han åbnede døren, for at gå ud i haven og videre.

Det havde været en god nat, og hans lomme var tung af de krystaller han havde fået af betaling, alligevel føltes det også lidt tomt at forlade stedet sådan her, men han havde behov for at få en lur, og så få noget af den indebrændte frustration ud som havde opbygget sig op omkring Aldamar.

Et lille sus gik igennem ham ved det valgte tilnavn, og Aldamar smilede, blå øjne klare på trods af hvor træt han stadigvæk følte sig i krop og sjæl. Det var simpelthen gjort så nemt... uden noget at skrive ned på, gik Aldamar ud fra at han måtte have en eller anden form for kalender derhjemme, Det var dog ikke tiden til det store farvel, og med et sidste øje på Fabian og hans lige nu fremmede - og dog alligevel bekendte skikkelse, jah der blev døren åbnet, og Fabian var på vej hjemad. Eller videre, han vidste ikke om manden som sådan skulle hjem nu.

Selvom Fabian ikke kiggede sig tilbage, stod Aldamar og betragtede ham indtil at han forsvandt helt ud af grunden og ind imod den mere... snuskede del af byen. Det var ikke fordi der gik forfærdelig meget igennem hans hjerne - nej, hans hjerne og sind var godt på vej til at lægge sig til ro, men det tog alligevel et par minutter, førhen at fyrstesønnen endelig lukkede døren med et lille klik.
Med tankerne omkring både Fabian, aftenen der var gået, Fillipe's pludselige opdukken og den lille aftale der var blevet stablet på benene den kommende torsdag... jah så var der mere end en god grund til at lægge sig, og få bare lidt mere ro på - lidt mere luft til hjernen og det flaksende hjerte. 


Hvornår var tingene begyndt at gå så stærkt omkring ham?