”Prinseting.” Kom det lidt morende fra Fabian og rystede på hovedet med et smil. Det lød så useriøst, men han ville købe undskyldningen, hvis det var hvad Aldamar sagde nu. Desværre blev deres korte samtale afbrudt af en tjener der kom ned af gangen, og det tog Fabian et øjeblik at skjule skuffelsen hos sig, især som Aldamar endelig sagde godnat. ”Godnat,” svarede han selv, inden han gik ind på værelset med tjeneren som snart efter forlod værelset igen, med en påmindelse fra Fabian om at han ikke ville vækkes.
Fabian kastede sig hen på sengen og kiggede op i loftet i lidt tid, allerede klar over at søvnen ikke ville finde ham her alene, men hvis den gjorde, så behøvede han vel ikke gå ovenpå.
Der gik en halv time, og som søvnen stadig ikke havde fanget Fabian, bestemte han sig for at han havde ventet lang tid nok, og rejste sig fra sengen, men sørgerede alligevel for at sko var af hans fødder, inden han luskede ud af værelset og ud på gangen.
Der var ødet, og udover en enkelt tjener han var ved at støde ind i, en enkelt gang, fandt han med lethed op til Aldamars dør. Hvis den ikke var låst, så lukkede han sig selv ind, og hvis den var, så måtte han nøjes med at banke lidt insisterende på døren.
