"Det er ikke det samme," insisterede Juno og daskede dovent til Pax's arm. Han havde ikke lyst til at presse Pax til at sige det til nogen, for de havde ikke engang sagt det til hinanden endnu, men han kunne ikke benægte, at han havde lyst til at høre det blive sagt, om ikke andet så bare til hinanden. Juno var ikke engang sikker på om de var kærester.
Han vidste, at Pax gerne ville være sammen med ham, men var det det samme? 

De gik tilsyneladende begge i deres egne tanker, indtil Pax fortalte, at de skulle forbi Edward. Juno modsatte sig ikke. Havde han kunne tage sig sammen, ville han også have insisteret på at lægge vejen forbi Giles og Killian. Des hurtigere han mødtes med dem, der kunne være blevet ramt hårdt af hans 'død', des lettere ville det blive, men Juno havde ikke samme fornemmelse af ansvarlighed som Pax, og han havde brug for tid, før han kunne se sine venner i øjnene. 

Foran Edwards hjem løftede Juno langsomt en hånd i et halvt vink, der var ment som hilsen, inden Edward ligefrem greb om han og knugede ham ind til sig. Juno skævede overrasket til Pax, som for at sige 'jeg vidste ikke engang han kunne lide mig'. 

Juno brød ud i nervøs latter, da Edward oven i købet begyndte at kommentere på alle de ting, der havde ændret sig ved ham siden deres sidste møde, og hans grin forandrede sig til en grimasse, da der blev kommenteret på hans manglende kommunikation. For jo, han kunne jo lige netop godt skrive. Det havde ikke kun været Pax's afvisning, der havde fået ham til at lade være. Han havde hverken skrevet til nogle af sine andre venner eller til sin mor. Han havde nydt at være død - at slippe for det ansvar, der ventede på ham i Dianthos, hvis han skulle vise sig at være levende. 

Emnet skiftede til Evlyn og Juno så bestemt væk, som for at melde sig ud af samtalen. Han havde allerede gjort det klart, at han ikke havde noget pænt at sige, og det var næsten en lettelse, da Edward hev Pax med indenfor - og alligevel fulgte Juno efter dem, helt op til døren der stod på klem, så han kunne høre hvert eneste ord. 

Juno væltede et skridt bagud, da Edward hev døren op, og det var med røde kinder at han gik indenfor og op til Pax, hvor han gemte sit ansigt imod hans brystkasse, imens Edward gik rundt og fandt, hvad end det var han ville give dem med. Det var Junos bedste forsøg på at trøste ham, og herinde var der ikke andre end Edward der kunne se dem. 

Han tog en sidste dyb indånding op mod Pax's krop og trådte så et halvt skridt tilbage igen, for at se mod Edward. "Hvis du har massageolie, vil vi også gerne have det med," bad han, med et smil der fik al det uskyldige til at forsvinde fra hans ansigt.
"Med eller uden duft?" gryntede Edward med et hævet øjenbryn. "Uden!" Svarede Juno straks og nægtede at møde Pax's blik igen, bange for at han ville kunne regne ud, hvorfor Juno ikke ville have at andre kunne lugte på dem, når de havde fået en massage.

Junos nærhed var kærkommen. Den spidse næse landede midt i al det blonde hår, alt imens Pax’s ene hånd søgte Junos. Han lod duften af den anden indfinde sig i hans næse og lunger, så det var det eneste, der eksisterede for ham i det øjeblik. Et øjeblik der var ovre alt for hurtigt –

Pax rynkede sine øjenbryn i en eftertænksom grimasse. ”Hvis du er øm, er det bedre med hans –”
”Nogle gange er du simpelthen dummere end snot! Det er jo til jer, knægt!”, afbrød Edward ham med et himmelfaldent blik, hvorefter han rakte olien frem til Juno med et sigende blik; ham har vi ikke været heldige med, var?
Pax rømmede sig, pludselig forlegen over, at Edward sådan blev inviteret ind i det intime, de sammen delte, og da han skubbede sig fri af væggen, var hans øjne rettet stift frem foran sig. ”Javel ja. Øh – vi ses i morgen Edward!”
”Det tørre ikke ind hurtigt – det er sgu den gode slags!”, kluklo Edward skadefro, hvorefter han daskede indforstået til Juno.
”Det er fint! Vi ses!”
”Og man kan bruge det overalt, drenge, helt uden at det påvirker ens stamina eller –”
”Okay! Forhelvede så hold dog kæft –”
”Døren skal indad –”

Edwards høje latter syntes at følge Pax hele vejen ud på gaden…

Det var en forlegen latter, der undslap Juno, da Edward var nødt til at skære ud i pap for Pax, hvad det var de skulle bruge olien til. Han havde lige så lidt lyst til at Edward skulle blandes ind i hvad de gjorde i deres seng, som Pax havde, men han vidste også at det ikke var nogen ny afsløring. Edward havde regnet det ud for længe siden, da Pax af jalousi var kommet til at tale over sig overfor Edward og Will.

Juno grinede, da han fulgte Pax ud, og stoppede flasken ned i sin rygsæk, som Pax stadig bar på. "Du kommer til at blive glad for det," lovede han grinende Pax og stak en hånd ind under rygsækken, hvor han strøg sine fingre over Pax's ryg, som holdt de sammen på en hemmelighed. Det var jo ikke gået forbi Junos hoved at Pax ofte fik det dårligt efter de havde været sammen, og han håbede, at hvis de kom væk fra Pax's minder om hvordan sex havde været på bordellet, og i stedet fandt sammen i noget der udelukkende var sjov og føltes godt for dem begge, så ville han få et bedre forhold til det.

"Er vi på vej hjem nu?" spurgte han, ledende til det de lige havde snakket om, en håbefuld tone i hans stemme. 

Det var med hurtige skridt, at Domino gik hen over de grusede gader. Det havde været for mange timer siden, at Evlyn havde sagt at hun ville vente på Pax og Juno. Han havde egentlig bedt hende om, at han skulle være gået med, men kompromiset havde været, at hun tog Theo med i stedet.
Men nu var hun ikke kommet tilbage, og folk var allerede begyndt at hviske hvordan at Pax gik rundt med en blond mand. Så noget måtte være sket, og selvom han ikke var manden der blandede sig i andres affærer, havde han på fornemmelsen at Evlyn havde valgt en anden taktik end hun var blevet enig med sig selv om.
Han var ikke gået igennem ild og vand for hende, for at få alle tingene ud af hulrummet, for at hun så kunne ødelægge det hele på ny! Fanden tage den kvinde, hun ville hellere lade folk hade hende, end at fortælle hvad hun virkelig følte.
Så da han så de to knægte komme ud fra Edward, tog han en dyb indånding og trådte ud fra gyden. Lige tidsnok til at høre, Juno spurgte om de kunne tage hjem nu og måtte skære en grimasse. Han havde haft ret. Hun havde valgt den løsning, hun ellers havde lovet ham hun ikke ville gøre.
“Beklager sådan at forstyrre jer” sagde hans bløde og mørke stemme, som han smilede til dem begge. En hætte overhoved afslørede dog ikke meget, ud over de mørke øjne og de hvide tatovering der gik ned af hans ansigt.
“Men, Pax – og Juno” hans bryn knyttede sig, sukkede så. “Kunne jeg snakke med jer? Bare for en kort stund, måske give en øl, der er en kro rundt om hjørnet, jeg er bange for det er vigtigere end i tror, at høre hvad jeg har at sige.” han vippede med hoved i retningen, hvilket Juno burde kende til. Det var der, han havde taget Evlyn med i sin tid.

Pax nåede ikke at gøre eller sige meget før, at den så velkendte snert af elverhannen nåede hans næsebor. Junos ord blev derfor efterladt hængende imellem dem begge, imens Pax’s tofarvede blik spejdede ind i gyden og fæstnede sig på skikkelsen, forinden at han trådte frem for dem begge.

Et tungt suk lød fra Pax, der først da skævede til den blonde mand ved sin side. De var begge trætte men det var Juno, der havde ønsket at finde hjem, hvormed det var alt, Pax kunne tænke på; det var det eneste mål, der sørgede for at han forblev oprejst, så instinktivt rystede han på hovedet i en afvisning.
”Fandeme ikke”, brummede han, hvorefter han lagde begge sine hænder henover hovedet og gned sit ansigt, indtil de indsunkne kinder og skarpe kindben var blevet røde.

For blot et øjeblik overvejede han situationen. De var nødt til at holde sig på god fod med Dominic, hvormed han ikke kunne vade forbi ham og bede ham om et møde dagen efter, som han ellers ville have foretrukket –

Hvormed…
Åh, han ville ikke lade ham glemme det…

Pax nikkede mod retning af Edwards hjem, det de netop lige havde forladt, hvorefter han lagde en hånd på Junos skulder, hans blik beklagende. ”Snart er vi.”

"Nej," udbrød Juno umiddelbart, hans ansigt forvirret da en, for ham fremmed, mand ville have dem med hen på kro. Lignede han måske én, der havde lyst til at tage med fremmede mænd på kro? En fremmed kvinde, måske... Men da slet ikke, når han var udmattet, havde rejst en hel dag, og bare gerne ville hjem i seng. Alkohol kunne på dette punkt ikke længere forbedre hans humør. 

Først efter han havde svaret, skævede han til Pax, der tydeligvis heller ikke gad med manden, og Junos forargelse strålende ud af ham, da Pax nikkede mod Edwards hjem. "Nej," svarede han igen, hans stemme denne gang en dyb snerre, hans blik flammende med en vrede, han ikke før havde haft energien til. "Hvis du hellere vil høre, hvad han har at sige, fremfor at tage hjem, så vil jeg også høre, hvad det er der er så vigtigt," insisterede han, og så på Domino med et udtyyk, der sydede af raseri. "Og han giver den øl han har lovet." 

"Beklager" sagde han med et skævt smil, da han så han ikke var velkommen. Hvilket ikke undrede ham, derefter smed han en lille pose over mod Pax. "Her, det skulle tage smerterne og den værste af trætheden, vi brugte de da vi lavede kuppet i Azurien" sagde han og nikkede mod Juno - "Jeg kan se hvorfor Evlyn så godt kan lide dig Juno, jeg har også noget til dig" kom der en anelse kryptisk, da han vente rundt i hans høje skikkelse, der målte sig med Pax ranglede krop. Med nogle rolige skridt, bevægede han sig mod kroen, som han åbnede døren til, og lod dem begge gå ind. Den var ikke længere en beskidt rønne, nej, nogen havde tydeligvis investeret umådelig mange penge i at gøre det som det så ud nu. Hvem det var? Ja, måske en blond kvinde, der næsten havde brækket sig da hun var trådt ind første gang.

Krofatteren nikkede, og rejste sig op, gennede alle patronerne ud, låste døren og vente skiltet så der stod lukket. "Tre øl, min gode herre" derefter satte han sig ned, og fjernede kappen. Hans skalede isse blev fremvist, som han lod slanke behandskede fingre glide hen over huden. 
"Går ud fra, at i ikke ved hvor Evie er vel?" spurgte han til at starte med, og lod blikket glide hen mod manden der hældte den gyldne væske op i tre store krus.

Pax’s hånd faldt ned fra Junos skulder, hans blik for et kort øjeblik fortabt. ”Hvad jeg mente, var, at vi kunne gå hjem til Edward”, hviskede han, så kun Juno ville høre det. Dernæst drejede han dog rundt og i det at fødderne skiftede retning, svandt alt det, der gjorde Pax til Pax, ind. Det var derfor Ulven, bandelederen, der tog Dominic i nærmere øjesyn, hans blik uden gnister og tomt.

Posen kom flyvende ikke lang tid efter og Pax greb den instinktivt, uden at tage sit blik fra den anden. Af ren og skær frustration havde Pax nær tyret den tilbage i hovedet på den skaldede hanelver og det var et under, at han blot formåede at nikke og dernæst satte i skridt efter ham. Uden særlig meget tanke på, om det ville fornærme Proteaus højre hånd eller ej, lod Pax posen dumpe ned i den første og bedste rendesten.

De satte sig til rette og Pax lod kroværten skænke ham sin øl, før at han resolut skubbede glasset til side. Det var ingen hemmelighed, at Pax ikke drak, men der var ingen grund til at spilde tid med at pointere det.
”Hun er ikke i hytten ved søen”, svarede han prompte, hvorefter han lænede sig tilbage i stolen og foldede sine arme henover den tynde brystkasse. ”Men hvis det bare var det, du ville vide, så havde vi ikke behøvet at gå herhen, så – hvorfor vil du snakke med os, Dominic?”

Det var en stor lettelse for Juno at høre, at det ikke var fordi Pax havde ville af med ham, at han havde indikeret mod Edwards hjem, og selvom han ikke lod det vise synderligt på sig, hvor meget det betød for ham, slappede han betydeligt mere af efter dét.

Juno rynkede alligevel skeptisk på næsen, da han blev tilbudt et eller andet af den fremmede mand. Hvad end det var, så skulle han ikke nyde noget af det, tænkte han, men fulgte alligevel efter ham da Pax gjorde.

Kroen de kom ind på, havde Juno været på før. Engang med Evlyn, for hvad der føltes som en evighed siden. Den var knap nok heller til at genkende. Den havde været mere beskidt end Zaladins røvhul dengang. 
Det gik ikke fordi Junos instinkter at døren blev låst bag dem, og imens de to andre mænd satte sig ned, fortsatte Juno hen til det nærmeste vindue, der havde sat sig fast, sidst der var blevet malet. Det stoppede ham dog ikke, og han trak straks en lommekniv op, som han brugte til at skære malingen fri fra træet, indtil han kunne tvinge vinduet op med en kraftanstrengelse. Han lod det falde i igen efter sig, men i det mindste kunne det åbnes forholdsvist hurtigt nu, og det var med noget mere ro, at han fandt tilbage til Pax's side. 
Selv nu kunne Juno dog ikke sætte sig ned, og stillede sig i stedet med korslagte arme ved siden af Pax, hvorfra han kunne nidstirre den fremmede mand. Han havde godt nok selv bedt om en øl, men med et helt tomt værtshus og en låst dør ville han aldrig kunne falde nok til ro til at kunne tvinge en eneste tår ned. Han havde været låst inde på kroværelser før og han havde ikke tænkt sig at gentage successen. 

Da Domino så hvordan at Juno reagerede på den lukket dør, nikkede han mod krofatteren. ”Lås døren op, der er ingen grund til den ekstra sikkerhed i dag” manden knyttede sine bryn, men gjorde som elveren havde bedt om. Han sukkede over hvor klar de var til at angribe ham begge to, han havde trods alt ikke gjort noget mod nogen af dem. Ud over den gang hvor Gregory havde overtaget hans krop, men det kunne vel næppe være noget Pax kunne blive ved med at holde mod ham.
”Hm, det var hvad jeg frygtede, vi kan ikke finde hende – hvilket nok leder mig til, at hun har gjort præcis det hun lovede hun ikke ville gøre” hellere ikke Domino begyndte at drikke af øllen, ej hellere rettede han Pax i hans fejl omkring hans navn. ”Der er en del ting, som er sket efter du tog afsted – så jeg antager, at hun prøvede at give dig skylden, og en yderst god grund til at være sur eller tænke mindre om hende?” især her rettede han blikket mod Juno, der kiggede arrigt på ham.
”Lad mig bare sige det sådan, den eneste grund til det, er fordi Gregory er tilbage. Og det er ham der skubbede hende ud over klippen” han lænede sig tilbage i stolen og lagde armene over kors.
”Så lad mig bare understrege, for hendes egen skyld, så hun ikke igen får lov til at løbe fra folk hun elsker, i frygt for at I bliver den nye måleskive – så mente hun intet af det. Kun det hun er ked af det, men kan man fejle hende for det, da du tydeligvis ikke forstod at kvinden friede til dig?” han sendte Pax et skævt smil, og tog en dyb indånding, inden han trak en konvolut ud og rakte til Juno.
”Du kan åbne den, når du er alene, og give os svar tilbage om det er noget du er interesseret i” i konvolutten lå det tilbud om at hjælpe Rottekongen, nemlig muligheden for at bruge Elenora Greys hus, til at bygge det op som han havde mistet, for at han lovede at fortsætte det han havde efterladt. Hjælp til børnene i området, der ikke havde midlerne til det selv.

Pax lod ikke anerkendelsen vise sig i hans ansigt men han mærkede, at den slog rod og blomstrede så snart, at det gik op for ham, hvad Juno havde gang i. Følelsen steg kun, da den blonde mand stillede sig ved hans side. Ikke længere var Pax nær så alene som før. 
"Godt tænkt", mumlede han men ikke på et sprog Domino ville forstå. Det var Flokkens sprog, rakkerpakket og de med rotteøjne, der gik og boede i undergrunden i hovedstaden, og som alle havde tilsluttet sig Ulven. "Han teleporterer vist, så hold dit fokus nær en udgang", fortsatte Pax ufortrødent, velvidende det var en fornærmelse af hanelverens person, at han ikke talte det så almene krystilianske sprog.

Des mere Domino derefter fortalte, des mere rasende blev Pax. Han kunne ikke svare på hvorfor, men hele situationen dryppede af hykleri. 
"Evlyn har ikke friet til mig", svarede Pax prompte, hvorefter han rejste sig fra stolen, hvorpå han havde siddet. Pludselig skreg alt i ham, at han skulle ud, at han skulle væk og det var intet under et mirakel, at han forblev stående. Han forstod ikke, hvorfra Domino havde fået ideen om frieriet og selvom det burde gøre ham sindssyg af raseri, kunne Pax ikke samle sine tanker om det -

I stedet lænede han sig frem og støttede begge sine arrede hænder på bordet. 
"Så hvad forventer du af mig nu? At jeg hjælper dig med at finde hende? At jeg kaster mig imellem hende og Gregory igen - eller er det mere en slags forsikring, du er ude i? Hvorfor skal jeg vide det her?"

I det at Domino derefter rakte en konvolut frem imod Juno, var Pax nødt til at skubbe sig væk fra bordet, for ikke at lange ud efter den. Det var så pisse hamrende næsvist, så respektløst -

Pax skridtede over til vinduet, hvormed han endte med at stå med ryggen til både Juno og Domino. Han var nødt til at tænke klart, han var nødt til at falde ned men Pax's mentale overskud spillede ikke længere på sidste vers - men allersidste strofe, maestroen var at takke af og han vidste, at der kun var en ting at gøre...

Med et distræt vrid i det ene håndled, hvis arm stadig lå over kors med den modsatte mod brystet, tvang Pax en af sine trofaste kasteknives spids ind i den bløde hud.

En af Junos evner tillod ham, at snige sig ind og ud af de fleste bygninger, men han havde også lært, at han ikke altid kunne stole på sin evne. Levende stof kunne han ikke komme igennem, og der fandtes sten, som den han altid havde i lommen som en påmindelse, der kunne tage ens evner væk. Så han havde lært at få holdt et vindue eller dør åbent, og ikke mindst nu, hvor Pax var der med ham - han vidste, at han ikke ville kunne efterlade ham, imens han selv brugte sin evne til at stikke af.
Juno holdt indædt øje med døren, da den blev beordret låst op, indtil han hørte det klik, der afslørede, at ordren var blevet fulgt. Han hørte Pax's advarsel og lagde en hånd mod Pax's nakke, som for at forsikre ham om, at han havde hørt ham og adlød ham, selvom han ikke kunne slappe nok af til at svare ham.

Juno havde ikke lyst til at blande sig, da Evlyn blev bragt op igen, og holdt sig helt ude af diskussionen, indtil han blev tilbudt en konvolut. "Jeg stoler ikke en skid på nogen af jer," svarede han, men hev alligevel konvolutten til sig. "Jeg læser den med Pax, når du endelig lader os skride. Vi har også kun rejst sådan otte timer i dag. Det er fint. Det er ikke fordi der er andre ting jeg hellere vil lave." Konvolutten blev krøllet sammen og stukket i Junos lomme, inden han også stak hænderne i lommerne. Han var splittet imellem at ville være hvor øllene var, og hvor Pax var, og endelig hvor døren var, og endte med at blive stående ved bordet. 

Domino betragtede en anelse overraske, over den voldsomme reaktion omkring frieriet. “Jeg beklager, du havde ringen på som hun havde snakket om hun ville fri med dig til, så jeg gik bare ud fra. Det skulle jeg ikke have gjort” han sukkede tungt, som situationen blot blev mere anspændt, det var ikke hvad han havde ønsket. Men det beskrev blot mere, hvor meget fejl af situationen alle parter havde taget. “Jeg forventer ikke noget, jeg ønskede blot, jeg troede -“ han stoppede op og smilede en anelse tilbageholden, og rejste sig op. “Intet af dette er beskyldninger, eller for at gøre jer utrygge - du kan selvfølgelig dele det med Pax, hvis du har lyst” det var tydeligt at hanelveren ville havde sagt, mere - men han nåede lige med nød og næppe dreje rundt på hælen og gribe den flyvende rødhåret kvinde der sigtede efter Pax der havde vent ryggen til. Den eneste grund til at han overhoved havde lagt mærke til hende, da kvinden hverken afgav lugt eller andre former for indikator på at hun var i rummet. Var, ja han kende denne kvinde alt for godt. “Hvor vover du!!” Skreg den smukke kvinde, hvis hår dansede rundt omkring hendes fyldige ansigt og de buttede læber. Det var tydeligt at denne opsang, ikke kun var mod Pax men også mod Domino der snakkede, som om det ikke var Paxs skyld. Da hun var i en hel anden overbevisning “Kaster dig mellem hende og Gregory igen!? Du burde skamme dig, skamme dig!!” Tårer skred ned af hendes ansigt, som hun hæv og sled i de stærke arme der holde hende tilbage fra at kaste sig mod Pax. Det var tydeligt, at det eneste hun ønskede var blot at ruske i ham, da der ingen våben var at finde i nærheden af hendes hænder der krampagtigt blev ved med at lukke og åbne sig. 
“Dette er kvinden, som blev fanget og tortureret på grund af du ikke kunne blive ned i kælderen! Jeg tiggede og bedte hende om at fortælle gregory hvor han kunne finde dig, men hun nægtede hver gang! Dette er kvinden, som der lod en kniv synke ind i hendes kød for at beskytte dig fra en i din klan du ikke kunne holde styr på. Dette er kvinden som sørgede for vi kom og hjalp dig, beskyttede din febersyge krop og sikrede at du fik et øje igen” hun slappede mere af i Dominos arme, som stadig lukkede sig omkring den rystende krop, og lagde hendes pande mod hendes hals, da han delte hendes smerte. Hvis der var noget de kunne dele, var det kærligheden for deres blonde leder. Godt nok på hver sin måde, men alle, der stadig var i gruppen skyldte Evlyn deres liv. 
“Og for hvad? Knægten der ikke kunne være dig tro da du ønskede det, en mand der ikke en gang ville skrive til dig og fortælle han var i live!? Tænk over det Pax! Tænk over, at hvis det ikke var for Evlyn ville du slet ikke vide hvor du kunne finde ham! Vidste du det Juno, vidste du, at Evlyn havde brugt sine kontakter på at finde dig?” Hun var stakåndet og var slet ikke til at stoppe sådan som du rystede. “Også bare fordi hun siger nogle ting til dig, som gør ondt, så kan du ikke engang længere gennemskue hende? Så er du bare ligeglad?! Hun elsker dig din kraft idiot! Om jeg nogen sinde forstår det! Men det gør hun”

Pax forsøgte, at holde fokus på knivens spids men des mere Faith talte, des sværere blev det. End ikke varmen fra det røde blod eller smerten kunne finde vej igennem tågen af vrede, sorg og afmagt, for det var løgn. Løgn og bedrag og så Zaladins manipulerende, at han end ikke kunne finde hoved og hale i, hvad der var rigtigt og forkert. Havde han nogensinde følt sådan før? Aldrig. Altid havde han vidst - altid havde han kendt sandheden!

Pax mærkede, hvordan hans vejrtrækning blev overfladisk, for luften ville hverken ud eller ind, og da Faith omsider holdte inde, forsøgte han at tage en dyb indånding. Det skulle vise sig nytteløst. Hans krop ville ikke som han selv ville, hvormed Pax opgav.

Han snurrede rundt på hælen og så Domino og Faith an. 
"I kender mig ikke. I ved ikke, hvad der er hændt, for I var der ikke. Jeg skylder ikke nogen en skid bare fordi, at de har hjulpet mig. Evlyn og jeg var der for hinanden så meget, vi overhovedet var i fucking stand til at være. Lav ikke den fejltagelse at antage, hvordan jeg har det. Det kommer ikke jer ved." Pax var selv overrasket over, at hans stemme hverken knækkede eller vaklede imens, at han talte men det var ikke et faktum, han forblev ved for længe.

De tofarvede øjne gled fra de to trofaste lakajer over på Juno, den blonde mand den eneste der kunne tænke klart i situationen, de befandt sig i. Det havde han bevist, da Pax havde sat sig ned og ikke tjekket krostuen, som han burde have gjort, men blot havde ladet sine instinkter styre sig.

"Lad os gå hjem", bad han mumlende, hvorefter han gik over til taskerne og svang dem begge henover skulderen. Alt, jeg vil, er at komme hjem.

Jeg vil hjem.

Jeg vil bare så gerne... hjem.

I det øjeblik Faith personligt angreb ham, havde Juno mest af alt lyst til at flå øjnene ud af hendes ansigt. Hun kendte lige så lidt til Juno, som hun gjorde til Pax, og han hadede, at hun havde alle de fordomme om ham og hans valg, når hun ikke kendte noget som helst til hans situationer. Han kunne heller ikke lade være med at mistænke Evlyn for at være den, der spredte den slags rygter om ham, og konvolutten, der indtil nu havde ligget sammenkrøllet i hans jakke, blev smidt tilbage på bordet imellem dem.

Hans blik fulgte Pax, da denne gik hen for at samle taskerne op, og han fulgte tavst efter ham, uden at slippe de andre bandemedlemmer med blikket, selv som han gik ud af døren. Han havde ikke noget imod at de vidste, at han ikke engang stolede nok på dem til at vide, at de ikke ville stikke ham ned i ryggen, når han gik derfra.

"Nu er vi på vej hjem, ikk?" spurgte han lavmælt, uden at lægge skjul på hvor frustreret og udmattet han var. Det var svært ikke at tænke, at de trods alt skulle være blevet ude i hytten bare natten over, når Evlyn blot havde bedt dem være ude inden næste morgen. 

Pax nikkede. ”Jo for helvede”, mumlede han bekræftende, ligeså udmattet og vred som Juno. Resten af turen hjem foregik i stilhed, for Pax’s tanker larmede i sådan en grad, at han aldrig formåede at bryde tavsheden, der havde lagt sig over dem som et for varmt og stinkende tæppe –

Og alting gjorde ondt. Ikke længere var det kun kroppen, der havde givet op men også Pax’s ellers altid så rationelle hoved. Han kendte ikke længere sandheden, dens form, dens indhold, dens oprindelse, og havde han nogensinde før følt sådan? Aldrig, tænkte han. Jeg kender ikke længere sandheden.

Pax førte Juno ind i Den Centrale del af hovedstaden, hvor gaderne og dens beboere ganske enkelt blev pænere; mere velholdt; mere ranke; mere af alting af det gode. Det var en tendens, et fænomen, der altid havde fascineret Pax og en, hvis styrke steg i det, at de dernæst trådte igennem bybilledet i Den Øvre Bydel.
Han havde aldrig rigtig følt sig hjemme der; folk skævede og som de kom vadende, beskidte og udmattede fra rejsen, var den eftermiddag heller ikke anderledes. Havde det været en hvilken som helst anden dag, havde Pax øjensynligt vinket eller sendt charmerende smil til højre og venstre, blot for at demonstrere, at også han kunne lege med. Det var bare ikke en hvilken som helst anden dag og Pax… Pax var ligeglad.

Omsider nåede de Pax’s andet hjem og da de trådte ind åbenbarede sig der en ganske anden virkelighed, end den de under normale omstændigheder befandt sig. Huset var ikke pompøst eller bar præg af en fantastisk rigdom, men det var velholdt og havde det, Pax havde begæret i et hjem; store rum, et bad og et køkken, der kunne holde til, at han hoppede op og ned fra køkkenbordets træværk.
”Jeg har ikke været her en evighed, så alting er – pakket væk under lagner og tæpper”, mumlede han, hvorefter han smed begge af deres tasker i entreen. ”Men der ligger et soveværelse, hvis du går igennem her –” Pax nikkede i retning af en åbenstående stue og det, der lå bag, hvorefter han vendte sig rundt mod Juno. ”Du kan bare sove. Jeg skal – virkelig have et bad.”

Langsomt bevægede Pax sig i retning af Juno, usikker på om den anden ønskede hans nærhed. Det var dog alt, Pax for et øjeblik kunne tænke på.

Juno forholdt sig lige så tavs som Pax. Hvor lidt han end tænkte om Julia, så ringede hans mors advarsel i hans ører om, at man kun talte, hvis man havde noget pænt at sige - og Juno havde intet pænt at sige om den rødhårede kvinde eller hendes blonde veninde. Nysgerrigheden prikkede i ham efter at vide, hvad der havde stået i konvolutten, men han vidste, at hvad end dens indhold, så stolede han ikke på Evlyn eller på hendes lakajer, ikke efter de mange forskellige input og informationer han havde fået om dem og af dem i dag. 
Han ville næppe glemme hans første, gode indtryk af Evlyn, og det ville også komme hende til gode, hvis de nogensinde fik snakket sammen igen, men han kunne mærke Pax's sorg på sig som de gik, og den ville heller ikke være nem at glemme. 


Den Øvre Bydel havde aldrig føltes som hjem for Juno, ikke engang da han havde boet i den, men han havde trods alt været vant til at begå sig i den. Selv efter ham og hans mor var blevet smidt ud af hans barndomshjem, havde han brugt sin fornemme opdragelse til at blende i ét med beboerne i bydelen og stjæle fra dem, uden nogen mistænke mod ham. Det var også en af grundene til, at han fortsat kunne læse og regne lidt - han fik det brugt, fra tid til anden. 

Inde i Pax's hjem, var Junos øjne efterhånden så trætte, at de knap nok så, hvad der omgav dem, kun Pax's ryg virkede endnu vigtig, og da han blev vejledt imod soveværelset, skævede Juno i retningen, inden hans blik vendte tilbage til Pax, og han udlignede straks afstanden for at knuge sig ind mod Pax. "Jeg hadede alting ved i dag," mumlede han, med sit ansigt gemt ind mod den andens jakke. "Jeg hadede at komme hjem. Jeg hader, at jeg ikke kan holde dig i hånden hvor end jeg vil længere. Jeg hader din eks-kæreste og jeg hader hendes venner." Han tog en dyb indånding, inden han med et suk så op på Pax. "Må jeg komme med i bad?" Denne gang var der intet seksuelt over hans spørgsmål. Han ville bare gerne være hvor Pax var - og var næsten lige så beskidt som han var, med undtagelse af sit ansigt, som han forhåbentligt havde fået forholdsvist rent ude i hytten i skoven. 

Pax sukkede af lige dele taknemmelighed og lettelse, da Juno aflagde afstanden til ham og deres kroppe atter mødtes. Hans greb blev med et stramt og hårdt, hans næse begravet i det blonde hår og de tofarvede øjne gled slutteligt tungt i.

En brummende bekræftigelse var alt, Pax kunne give Juno. I hvert fald til en start. For blot et øjeblik kunne han ikke tænke på andet end deres nærhed og duften af den anden, der satte sig i hans næse og gled ned igennem hans svælg til hans lunger, indtil Pax ikke bestod af andet end den duft.

Pax lod øjeblikket strække sig indtil Juno så op og instinktivt nikkede han. Det var modvilligt at han derefter slap sit tag i ham, men ude af stand til at give helt slip, lagde Pax sin ene hånd i Junos og lod deres fingre flettes sammen. Uden et ord ledte Pax dernæst Juno igennem hans hjem, forbi de mange møbler dækket af hvidt stof og igennem lange gange, til de nåede et stort badeværelse med et indbygget kar i gulvet. Pax's favorit sted i Dianthos... og ikke kun i hans menneskeskikkelse.

Designet af en dværg med magiske hænder for rørarbejde og to meter bredt, var der rigeligt af plads til dem begge. Det bedste var dog den luksus, det var, at de ikke skulle hente vand selv men at det skete som ved et trylleslag, da Pax skruede på en række store metalhåndtag.

Imens at karet blev fyldt med varmt vand, klædte Pax sig af. Han blødte ikke længere fra såret i armen, men der var heller ingen tvivl om, at det var nyt. Stadig rødt og med størknet blod omkring omridset, men selv da Pax så det, glemte han det igen i samme øjeblik. Det var ikke vigtigt.

Pax skridtede ned af de to simple trin af sten, hvorefter han satte sig med et lavmælt og tungt suk.

De var endelig hjemme.

Et lettet suk undslap Juno igen, da Pax tog hans hånd i sin og ledte ham mod badeværelset, hvis lige Juno aldrig havde set før. Ikke engang hans forældres havde været så overdådigt, og Juno klædte sig af, så hurtigt som hans ømme, trætte krop tillod det, inden han fulgte efter Pax ned i det varme vand, der omsluttede hans ømme krop, på en måde som intet tæppe eller menneske kunne efterligne. I det øjeblik var der intet sted, Juno hellere ville være, end i det varme vand.

Ikke engang Pax's hud var lige så godt at røre ved, som vandet, og Juno satte sig, så der var afstand imellem dem, men viklede alligevel et ben ind under Pax's, for blot at kunne røre lidt ved ham, inden han lænede sig tilbage i vandet og lod det omslutte sig helt op over sine skulder og op til nakken, hvor hans hår blev vådt. 

"Det her hader jeg ikke," mumlede han og lod sine øjne falde i. "Jeg hader ikke dig. Eller dit bad." Fortsatte han i en jokende tone og åbnede et øje på klem, for at kunne afmåle Pax's reaktion. 

Pax fnøs moret og selvom det ikke var hans så sædvanlige morede fnys, hvor øjnene for et kort øjeblik funklede og mundvigene trak sig op, var det unægteligt stadig sådant et. Stadig hang Faiths ord nemlig omkring ham, som et besat spøgelse der skreg igen og igen, og Pax vidste instinktivt, at de ville forblive hos ham i lange tider.

De arrede hænder gled ned under vandet og greb om forskudte stenfliser, hvormed det tillod Pax, at skubbe sig selv ned at ligge under overfladen. Stilheden, der larmede grundet trykket, der ændrede sig, var for Pax kærkommen. Det var en sær fornemmelse, at samtlige af hans sanser med ét blev sat ud af funktion og hans krops formål blev, at holde på den smule luft han havde hevet til sig, forinden at han dykkede ned, men det var rart. Rarere end han huskede og også mere nødvendigt, end han havde antaget.

Da Pax satte sig op et langt øjeblik senere, måtte han åbne munden og hive luft til ham i hektiske gylp. Vandet drev fra det askegrå hår og ned over hans skarpkantede ansigt, flygtende tilbage til alt det andet.
Pax kørte en hånd henover sine øjne og satte sig atter bedre til rette, stadig kæmpende med sin vejrtrækning. ”Du ved godt – du ikke skylder mig en skid, ikke?”, formåede han at spørge, alt imens hans brystkasse hævede og sænkede sig forhastet. 

”Hvad Faith sagde – om dig – at du ikke kontaktede mig eller at du ikke var – tro. Det er på en eller anden måde ligegyldigt nu”, mumlede han, hvorefter han afbrød sig selv ved at tage en dyb indånding, der forhåbentlig skulle tæmme hans bankende hjerte. ”Alt, det hun sagde – det Domino sagde… det er ikke min virkelighed. Det er ikke, hvad jeg så, der skete.” Af uvisse årsager føltes det vigtigt at få sagt til Juno; aflive enhver form for mistro, skulle der være nogen.