Heldigvis så det ikke ud som om at der havde været nogen til at stirre på dem, mens de havde kysset, og Fabian havde trods alt overvejet hvor offentlig de stod, inden han havde kysset Aldamar. Ikke meget, men nok til at han vidste han ikke kunne kysse ham for evigt mens de stod der.. uanset hvor meget han egentlig havde lyst til det lige nu.
Det kildede lidt i hans mave, som Aldamar bekræftede at det var en god ting, ikke at han ville have sagt det uden at mene det, formegentlig. Hvor meget Aldamar fortalte sandheden, det vidste Fabian ikke.

Han kunne allerede ikke vente til næste uge, og naiv for Fabian åbenbart var lige nu, der tænkte han at selvfølgelig ville Aldamar sagtens kunne forsætte med at møde op til aftalerne, uden problemer. Han vidste godt dybt inde, at der altid var en sandsynlighed for at Aldamar ikke ville kunne gøre det.

Selvom Fabian havde lyst til at gribe fat i Aldamar igen, vendte han i stedet for imod vejen de skulle gå, og ville begynde at gå igen, hvis Aldamar var frisk på at gå. Nok ikke så hurtigt som de havde gjort det før. Han havde dog heller ikke noget at sige. Det føltes lidt som om at der ikke var behov for flere ord imellem de to af dem.

En lille del havde nok håbet at få hvisket 'skal vi ikke bare stikke af fra dagens og dets opgaver'. En lille del håbede,  og så kunne man måske glemme at det var mere i livet end der små glæder man tillod sig selv. For en stund ville det jo være oplagt, og han var sikker på at de sagtens kunne finde på i hvert fald noget at bruge tiden på. Men det var ikke Fabian's intention... Det,  eller også respekterede han adelsmandens forpligtelser mere end han selv gjorde. Lige i det sekund, havde han nok sagte jah. 
Men sekundet passerede og Fabian slog i stedet trit ved siden af ham. Selvom Aldamar da gerne lod Fabian følge ham hele vejen, hvis det kun stod til ham, turde han ikke risikere en part to af hans søskende der så hans selskab for aftenen. Det betød til gengæld også at Aldamar så slutningen på natten støt krybe nærmere. 

Og det var en anelse uoverskueligt. Stilheden var behagelig, men der var slet ikke tid nok til den, ligesom der tydeligvis ikke var tid til så mange andre ting i - i hvert fald hans eget - travle skema.  
Derfor var det at Aldamar kortvarigt stoppede op, lignede en der skulle til at sige noget, men slugte ideen med en lille hovedrysten. I stedet satte han i gang igen, og bandede i sit stille sind over solens alt for skarpe og tidlige morgenlys.  
"Jeg håber du har haft en god aften..." var hvad der i stedet kom ud, i mangel på bedre. 

Hvis Aldamar havde hvisket det, så havde Fabian ikke sagt nej. Han ville have elsket at undgå det, men fyrstesønnen havde vist en interesse for at komme hjem, uanset hvor afdæmpet den interesse nu engang var. Ingen af dem havde egentlig lyst til at natten endte, men Fabian havde nok en hjerne, til at forsætte turen, til trods for modviljen, der lå der.

Fabian selv havde dog haft planer om at følge Aldamar til dørs, og han overvejede lige på dette punkt, ikke at Aldamar var helt villig til det. Det var dog nok en realitet, da Aldamar pludselig stoppede, og han selv også gik i stå, for at vende sig rundt og kigge på Aldamar, som så ud som om at han brændt inde med noget, men da Aldamar begyndte at gå igen, gik Fabian også. Dog ikke uden at hans øjne pludselig spurgte Aldamar om hvad det var.

Ordene der kom ud, lød ikke som om at det var hvad han egentlig havde haft på sindet. ”Det har jeg... jeg håber det samme gælder for dig?” sagde han, og selvom han mente ordene, så var det stadig et andet spørgsmålstegn at finde i hans øjne. Hvad var det Aldamar gerne ville have spurgt om?

Selvffølgelig havde Fabian lagt mærke til pausen, og det overraskede ham heller ikke hvordan et spørgende blik fulgte med, trods det ikke var hvad der kom ud af hans mund. Men alligevel var bekræftelsen nok til at Aldamar med et lidt småfjollet smil rystede på hovedet, inden at han langsomt nikkede. At han overhovedet kunne spørge... hvis han ikke havde haft en god aften, var han gået. At han så havde været lige ved og næsten, at gøre det... jah det var så en anden sag. En anden snak, der heldigvis lå langt væk fra at være nødvendig. 
De bagud foldede hænder greb kort om hans egne underarme for at de ikke skulle gribe ud efter ham i stedet, idet at de atter drejede om et hjørne og gadens fine underlag blev mere jævnt. For enden at den her vej, ville det smukke palæ befinde sig. En hel verden til forskel, fra det område de havde brugt hele aftenen og natten omkring... 

... og også et sted Fabian ikke skulle være. Han kunne sagens følge med ham derop. Men han skulle ikke, hvilket var også derfor Aldamar stoppede op igen. De blå øjne betragtede gaden foran ham uden rigtig at fokusere på noget bestemt, inden at han endelig havde fundet ud af hvordan han ville formulere sig, og vendte ansigt og øjne imod Fabian igen. Et lidt splittet smil om læberne. 
"Jeg ville... foretrække, hvis du ikke kom med længere end her" Aldamar ville foretrække mange andre ting, men det var den nemmeste måde at sige; hertil og ikke længere. 
Nok var Fabian til tider grænseløs, men han plejede at respektere de grænser der af og til blev sat. Plejede. Men mon ikke han forstod. 

Fabian havde heller ikke forventet andet. Det virkede ikke som om at Aldamar generelt var typen der blev i et selskab han ikke holdt af, med mindre han absolut skulle, og med måden han betalte Fabian på? Ja, så var han også ret sikker på at det ikke var fordi han følte sig forpligtede til at blive grundet et par krystaller.

Dermed sagt, så var det stadig skuffende, da Aldamar stoppede op igen og bad Fabian om ikke at gå længere. Hans øjne søgte hen mod hvor han vidste palæet snart ville være, og faldt så tilbage på Aldamar igen, mens han prøvede at skjule sin skuffelse så godt han kunne. Han havde ikke forventet at Aldamar ville have taget ham med, men et eller andet sted havde han håbet på... noget mere? Også selvom det var blevet gjort klart at der ikke ville ske mere henover natten.

Selvom hans krop og hoved ville en ting, så var der heldigvis stadig nok fornuft i Fabian, til at han lige tog en dyb indånding, og smilede blidt i Aldamars retning. ”Det har været en fornøjelse,” sagde han endelig, før han rakte sin hånd frem. Ikke ligefrem skjult, selvom det ligeså meget kunne være en indikation på at få Aldamars hånd. I virkeligheden handlede det bare om at Aldamar manglede at betale ham, nu når han valgte at gøre det når natten gik på hæld, i stedet for starten af aftenen. 

Et blidt smil voksede frem på Fabians læber, men Aldamar følte efterhånden at han kendte langt størstedelen af den blonde mands mange forskellige smil. Derfor gav det en underlig, underlig følelse af... jah, af hvad? Ærgrelse? Næppe, han ærgrede sig ikke over at skuffe Fabian - alt i ham sagde og mindede ham om at det slet ikke var en følelse Fabian burde kunne fremkalde. Men her stod han alligevel, og måtte stramme grebet om underarmene for ikke at overgive sig til lysten. Lysten til at fjerne den lille skygge der afslørede at et blidt smil ikke var hvad ham helt reelt ville give ham. 
Aldamar blev dog stående, og måtte med et smil nikke - en fornøjelse havde det helt bestemt været, på godt og ondt. 

For en kort stund havde fyrstesønnen oprigtig talt glemte at betaling var den sidste del af deres lille aftale - havde helt glemt at det var en selvfølge for Fabian. Men det var ikke til at læse i mere end en lidt forsinket reaktion - ikke mere end små 2 sekunder for længes tøven - inden at han fik løsnet hænderne fra ryggen og stukket dem i den tilhørende taske. 2 jadestykker blev fisket op, og dets kølige overflade var rar imod den varme håndflade, idet at han tog fat i Fabian's hånd. 
"...en sand fornøjelse..." Aldamar's hånd stammede sit greb en anelse i en lille.. jah igen, hvad? 
Måske en lille frustration mere, over hvor lyst og morgen agtigt det var blevet. 

Fabian ville sparke sig selv, hvis han vidste hvor nemt det var læse ham i det her øjeblik. Det var måske meget godt at Aladmar følte sig eftertragtet, men det var ikke Fabians stil. Når det var overstået, så var han ligeså hurtig til at smide folk ud, som han havde inviteret dem ind. Her var han dog ikke villig til at give slip på det, ikke endnu.

Han følte de kolde mønter mod sin hånd, og selvom det var Aldamar var tog hans hånd, så var han ligeså hurtig til også at gribe fat i hans, så mønterne lå imellem dem. Han ønskede ikke natten skulle være ovre, men man var begyndt at kunne skimte solen der var ved at stå op, og de skulle begge komme videre.
Han gik et skridt tættere på, så han kunne tage Aldamars hånd op til munden og gav den et blidt kys. ”Jeg vil se frem til næste uge,” sagde han. Hans øjne skinnede let i morgenlyset, og ordene var så sande som de plejede at være. Det virkede ikke rigtig en prostitueret så frem til uge efter uge, med den samme kunde, også selvom han betalte godt. Der ville dog nok gå lang tid før Aldamar rigtig ville indrømme at det handlede om mere end blot penge mellem de to af dem. Hans krop var dog god til at indikere noget andet, som han stadig ikke var sikker på at han havde lyst til at give slipå på hånden, selvom han havde taget den væk fra hans mund igen. 

Åh hvordan det kunne skifte en gang imellem. Aldamar var ret så sikker på at det aldrig havde været en gestus fra Fabian's side - det havde primært været ham der havde trukket en afsked i langdrag, trukket den i retninger hvor at man ikke helt syntes klar til at give slip. Det betød dog ikke at Aldamar ikke undlod at føle ret så positiv overraskelse over den noble lille gestus, og afskedsmilet om hans læber, voksede en lille tand mere. "Også mig..." der var ikke lang tids pause efter det sidste ord havde forladt Fabians læber, og i takt med at sekunder passerede uden at han slap, måtte Aldamar finde sig selv være ligeså uvillig. I hvert fald uvillig nok, til at de blå øjne nåede at møde hans, nåede at skimte efter en eller anden sidste usagt kommentar, inden at han med en lidt dybere vejrtrækning samlede sig. Og slap. 

En små akavet nikken fulgte efter yderligere et par sekunders modvillig betagelse efter, og Aldamar kiggede sig kort omkring. Der var ikke nogen, og selvom han havde en smule lyst til at tage en chance på en af Chances dobbeltsidede mønter, var dette ikke dagen han ville risikere sit gode navn og rygte for noget så trivielt. 
Det var simpelthen for dumt. I hvert fald for ham. 

Så Aldamar af Arys vendte sig med et sidste hemmelighedsfuldt smil omkring, for at bevæge sig op af den brostensbelagte vej, og op til palæet. Nær haveindgangen havde han placeret en lille pose af sit morgentøj - faktisk bare en morgenkåbe til at tage ud over, og selvom han nok ikke ville være den mest produktive idag, kunne den 'skyld' ikke trækkes imod Fabian. Kun en lille smule, men slet ikke helt. 

Det føltes lidt som om at de prøvede at strække tiden ud mellem dem. Ingen af dem helt villige til at give slip, men til sidst blev de dog nødt til det, og tiden havde virket alt for kort. En nat havde åbenbart bare ikke været nok mellem de to mænd, selvom Fabian ikke var villig til at sige det højt.

Han hånd sluttede sig om krystallerne i hans hånd, da Aldamar gav slip, mens hans øjne blev på Aldamar, som han vendte sig om og begyndte at gå mod palæet.
Der var dog ingen ord der forlod Fabians læber, som han lod Aldamar gå mod palæet, og være helt ude af syne, før at han selv vendte om, så han selv kunne gå hjem. Han havde dog ikke travlt, og den blide morgensol ramte ham også, inden han fandt hjem til sit lille værelse, og begyndte at finde sig til rette i sin seng. Hans krop føltes lidt brugt, men også godt tilpas, og han havde ment det. Han glædede sig til at se Aldamar næste gang, og indtil da, så måtte han jo gå og vente i spænding... og måske tage et smut forbi Sif, også selvom han aldrig ville kunne fortælle hende om fyrstesønnen, i hvert fald ikke rigtig. 

Turen hjem var ikke lang, men ikke desto mindre føltes den længere end den plejede at gøre. Det var ikke tunge skridt - nej, Aldamar af Arys var i et godt humør, de ærgelige tanker om at sige farvel til trods. Men alt skulle dog vise sig at ændre sig senere på de her dage, idet at aftaler lå og ventede rundt omkring. 
Ikke at det var til at føle de første par morgentimer, hvor at han - med udmattelse i hjerne og krop - alligevel trissede rundt i umådeligt godt humør.