Der var virkelig bare noget ved Sibalghym som Útíradien ikke kunne regne ud. Måske levede han blot med sin egen logik i alt dette, og måske var det også den eneste måde han kunne leve sit liv i relativ fred fra sit hoved.
Og måske Sibalghym ikke var kommet med en lodret løgn, men han havde da pyntet på sandheden, og fået det til at lyde som en tjeneste... hvilket han tydeligvis stadig troede på at det var. "Og hvis det var mit lod i livet, så måtte det være sådan," sagde Útíradien, og virkede overraskende ligeglad med det faktum at han kunne faktisk dø af en forkølelse, grundet hvor tynd han var blevet over årerne. Han havde været tæt på nogle gange trods alt, men han havde altid overlevet.

Det var nu heller ikke fordi at han absolut ville diskutere med Sibalghym, men det var bare som om at deres livssyn overhoved ikke kunne forlige sig med hinanden, og det var som at tale i cirkler med ham, men måske Sibalghym følte det på samme måde, men ingen af dem kunne tydeligvis helt lade vær.
Måske var det også derfor hans respons endte med at blive "Måske en dag vil du indse at verdenen er større end du tror." Eller også var det bare fordi Útíradien måske også gerne ville have det sidste ord ind overfor Sibalghym af den eller anden grund.

Årh, nu begyndte han på det der igen! Sibal blev så ilter over det. At dø af en forkølelse, fordi man havde ladet sig selv visne bort til sult og kulde var imod gudernes vilje. Han kunne mærke at hjertet slog et mærkeligt hop i brystet på ham. En følelse, der føltes utroligt uvant og ikke særlig rar, faktisk. Bekymring. Omsorg...

De ord han havde sagt til Útíradien havde været for hans ører kun. Ganske fortrolige, for hvis hans klanmedlemmer nogensinde hørte deres snakke, ville de begge to blive frosset ude. Ikke frigjorte, dog, bare frosset ude og set ned på. Han følte, at hans mærkeligt opståede bekymring var spildt på én, der slet ikke ønskede den.

Og som om det ikke var nok, var grisen i tasken, som Sibal havde trukket over skulderen, begyndt at sparke mod hans ryg. Dunk, dunk.

”Og måske en dag slipper vi for hinanden.” Kom det bittert fra Sibal. 

Det var svært at forstå en, når man havde lidt svært ved at se hvad det var han rigtig følte. Útíradien kunne ikke forstå hvorfor Sibalghym skulle være bekymret for ham, selvom han havde vist omsorg flere gange på deres tur. Der var intet i deres relation der gav mening, så måske var det bare gamle fordomme der blokerede, så han ikke rigtig kunne se det.
Alligevel var det alligevel lidt en overraskelse at Sibalghym blev så bitter af hans ord. Havde han ramt en nerve? Men hvad nyttede det at tænke over det.

Langsomt begyndte det dog også at gå for Útíradien hvad den dunkende lyd var, og selvom han ikke var meget for at forsætte med at sige noget når stemningen allerede var trykket, så ville grisen jo nok kun forsætte.
"Hvis du sørger for at holde fast på mig... så prøv at giv mig grisen, så kan jeg se om jeg kan få den beroliget," sagde Útíradien. Han ville overlade hele sin kropsvægt til Sibalghym, som måtte sørge for at han ikke gled ned, men så måske kunne grisen falde lidt til ro i Útíradiens arme. I hvert fald indtil Sibalghym ville slagte den.

”Nh,” Sibal bed tænderne sammen, over at få endnu en griseklov i ryggen. Så længe den ikke begyndte at hvine op og trække nysgerrige natterejsende imod deres retning. Grisen øffede utilfredst i tasken. Selvom Sibal var gnaven over noget, lige nu, var han slet ikke tøvende om, lige at trække i tøjlerne på hesten, så den skridtede langsommere afsted. Han greb Útíradien i et strammere tag med sin venstre arm, og svang den tunge taske med grisen rundt, så den landede med et lille plop foran den anden mørkelver.

Beroliget? Útíradien mente vel næppe at han ville aflive den?

”Det er... en gris,” Sagde Sibal med en undren, uvidende om at sådan nogen dumme dyr overhoved kunne beroliges. Den havde hvinet op i pigens favn og nu også tasken. ”Men prøv. Det er bedre end at få rygsmerter, fordi den roder rundt i tasken på den måde.”