Ahra vrængede helt instinktivt af Onelyas og hans misfortolkning af hendes ord. Var den mand da virkelig så sexfikseret, at hans første konklusion var, at hun havde antaget, at Jyoti ville ønske at tage hende på den måde?! Han havde endda været den, der havde kommenteret tidligere, hvordan ildelementalen tilsyneladende havde ’stjålet’ hende fra ham tilbage ved den fejlagtige ceremoni. Ville en ny egentlig sættes op, nu hvor de skridende parter var tilbage på deres plads – Jyoti i tronsalen og Ahra ved Onelyas’ side? Ville topalis-lederen overhoved lade hende deltage igen? Sådan som han virkede overbevist om, at han havde den fulde kontrol over hende, så ville det ikke undre hende, hvis han gjorde. Hun kendte mænd som ham, og hvordan de så deres kvinder og børn som intet andet end pæne trofæer, de gerne ville have med sig omkring.

Ædelræven fandt dog ikke energien frem til at irettesætte ham. Han kunne tro, hvad han ville. Om han så vitterligt havde misforstået eller bare havde misforstået med vilje for at få provokation frem i hende. Han gav hende heller ikke rigtig tiden til at give ham sine kommentarer. Hvor ville hun ønske, at han ikke trak sådan rundt med hende, som var hun et uartigt barn, hvilket næsten var lige så meget en fornærmelse som at blive behandlet som et dyr. Hun var en kvinde! Og en kvinde fortjente respektabel behandling.
Selvfølgelig rev hun sin han til dig igen, så snart han havde løsnet grebet omkring håndleddet og blev i protest stående præcis, hvor hun stod. Lod ham lege gemmeleg med sin gud alene. For hvad var grunden til, at hun ledte, når den gemte viste sig for hende på egen hånd?
Lå Onelyas blik på hende i dét øjeblik, ville han straks have opdaget forbløffelsen i hendes ansigt, da hun fik øjenkontakt med ildelementalen. Det var lidt ligesom at se et roligt rovdyr i øjnene. Gav en følelsen af at undgå pludselige bevægelser. Og den svagt unaturlige fornemmelse af forbindelse mellem menneske og dyr. Måske fordi han var et så spirituelt væsen i forholdt til hende selv, der i realiteten var… dyret. Men hun havde ikke glemt, hvad han havde gjort. Hvordan han havde forrådt hendes tillid. Forundringen falmede og et skarpt udtryk erstattede den. Kun for at lette igen lige derefter.

”Du genkender den, gør du ikke?” Ahra talte ikke til Onelyas men til den røde skikkelse bag ham. Hun havde en idé. Det kunne gå grueligt galt, men hun forstod pludselig, hvad hun ved et uheld havde sat op. ”Det var ikke svært at overbevise ham til at bringe den med til dig. Du kan virkelig godt lide den spilledåse, er det ikke rigtig? Det var dén, du ville have, da du viste mig vej til værelset. Den må betyde meget for dig.” fortsatte hun, og selvom hun talte med et roligere tempo, end når hun vrissede eller forlagte, var der ikke et eneste tidspunkt, hvor hun lod Onelyas bryde ind og stoppe hende i, hvad hun forventede, han da havde fanget.
Hendes stemme bar den klare professionalitet af en sådan handelskvinde, som hun var – og ikke en slave. Onelyas havde set et snert af den, da hun havde krævet at følge ham fra køkkenet i byområdet. Stille trådte hun nærmere mod tronen og gjorde, hvad hun kunne for at bibeholde Jyotis fulde opmærksomhed, skulle Onelyas prøve på at stjæle handlen fra hende.

Hendes blik blev mere fast. ”En kvinde kom herind med staven. En skinnede rubin i toppen. Som den i min pande. Smuk, ikke?” Onelyas kunne tage æren for dén information. Og hvor håbede hun, at det ville hjemsøge ham, skulle hendes plan virke. Ahra stoppede, stadig med en tryg afstand, og rakte så en indbydende hånd frem med håndfladen vendt opad. ”Aflevere staven til mig, og spilledåsen er din til at beholde.” Det var en skam, at det var nødvendigt at holde fokus på Jyoti, for hun ville nok have frydet sig over, at se Onelyas’ ansigt i dét øjeblik.

Ildelementalen reagerede en del mere voldsomt, end hvad hun havde forventet og Ahra kunne sagtens mærke nervøsiteten stige op i hende. Hjertet bankede lidt hurtigere og nerver sitrede sagt. Det tog hende næsten al hendes resterende energi at ikke falme eller vige bagud i frygt for at blive brændt. Men hun havde absolut intet at forsikre hende om, at han ikke ville svitse hende. Særligt ikke nu. Der var ingen tvivl om, at det var hendes skyld, at han var blusset sådan op lige pludseligt. Havde hun sagt noget forket? Trykket på de forkerte knapper?
Det var haletrækket der hev hende ud af den og tvang hendes stivnede blik væk fra Jyoti i samme øjeblik, som han steg mod loftet. Tilbage til sit lille skjul blandt søjletoppene. Hun nåede at bide ned omkring hvine, der opstod og straks var lynende, røde øjne rettet direkte mod Onelyas. Og i en kort stund af dyrisk arrighed, blev han også vist tænder. Hendes hale var en sådan sart del af hende. Hun satte alt andet end pris på at blive hevet sådan i den. Det var ikke engang første gang, hun var blevet udsat for det i hendes tid hos Onelyas. At det var første gang han havde haft den frækhed var fuldstændig ligegyldigt.

Med ét smældede hun halen som var det en pisk og nærmest rev den ud af hans hænder. Halespidsen havde også haft sit ene sekunds ophedning, som halssmykket gav den lov til. Bare lige for at give ham endnu en advarsel. ”Hvor vover du..?!” vrissede hun vredt og havde nær trådt helt hen til ham for at pryde hans ene kind med en lussing, havde det ikke været for bevidstheden om konsekvenserne, der kunne følge.
Men så faldt staven, som havde Jyoti virkelig været en gud og havde hørt hendes bøn om at komme i besiddelse af den og ladet den sænke fra himlen. Hvert eneste ord, der havde lagt klar på hendes tunge var blevet forstummet og forduftet. Lige så hurtigt som Onelyas havde hun stoppet alt andet for at se mod den skarpe, klingende lyd med det samme. Og lige som Onelyas var hun noget lamslået af at se staven trille til et stop ved hendes poter. Staven er ikke til dig. Ordene gentog sig i hendes hoved, men i al mening og kraft bag dem forsvandt. For han tog fejl. Staven var netop til hende. Det havde virket. Selvfølgelig havde det virket!
Meget langsom ved hjælp af sin smidighed, bukkede hun sig ned og lukkede sine fingre omkring stavens skaft. Hun var varsom med den. Den vægtede tungt i hendes hænder, men den emmede ikke af den kraft, der sikkert lå i det magiske objekt. Som hun stod oprejst igen, så hun afventende på mod Jyoti. Så ham stå og vente som et spændt barn. Utålmodigt.

”Jyoti lytter kun til… hvem, Onelyas?” gentog hun sagte og ganske roligt men med en klar bitterhed i stemmen. Ædelræven rankede sig atter og drejede til sidst det skarpe blik mod ham. Nu med sin nøgle ud derfra solidt i sine hænder. ”Jeg har sagt det flere gange. Jeg er ikke en slave. Særdeles ikke din. Jeg er en handelskvinde.” Og så var stavens spids ellers rettet mod den sorte mand. Hun havde ingen anelse om, hvordan staven virkede, men hun forventede da, at hun kunne skræmme ham ved den pure faktor, at hun var den med staven i sine hænder og han nu var på modtagerens side.
Hun rakte så sin frie hånd frem mod ham. ”Spilledåsen…, kære. Du vil ikke lade din ærede gud vente for længe på sin belønning.” Bare lidt endnu. Den manglende søvn og næring var ved at tage til, men hun skulle bare holde ud lidt endnu, og hun ville være fri.

”Du lyver,” snerrede hun stålfast. Men ligemeget hvor stålfast hun så end lød, så havde hvad Onelyas sagde plantet et frø af tvivl i hende. For han havde gjort… et eller andet ved hende. Det vidste hun. Hun kunne mærke det i sin krop. Værst af alt var at hun kunne mærke ham. Helt inde under huden og ikke bare fordi, han stod der foran hende. Lukkede hun sine øjne, ville han stadig være der, på indersiden af hendes øjenlåg i mørket. Som drømmen. Hvis, hvad hun havde oplevet i sin bevidstløshed, overhoved havde været en drøm.

Hånden hun ellers havde holdt frem for at han fint kunne overrække hende spilledåsen som en god besejret mand, flyttede sig pludselig tværs over hendes fladbrystede overkrop og lagde sig ind mod der, hvor elverens kniv havde brudt igennem. Havde det lige gjort ondt? En trykkende og nivende smerte. Dunkende, som et hjerte. Hun pressede hårdere ind mod området i et håb om, at det ville stoppe. Og det gjorde det vel egentlig også. Det var stoppet allerede før hendes hånd var blevet lagt der. Men følelsen ville ikke forlade hendes krop. Følelsen af at der lå en form for sandhed i hans ord.
”Min krop ville ikke accepterer noget som et blodbånd med dig. Så giv mig spilledåsen. Der er ikke noget, du kan sige, der vil holde mig fra at kræve min frihed tilbage.” Det var lige ved at hun rev sin hånd væk fra ribbenet under den modsatte arm og rakte atter hånden frem mod ham. Denne gang mere forlangende end før, hvis det da var muligt. Hun nægtede at tro, at hun var bundet til Onelyas. Hverken ved blod eller ved det modbydelige halssmykke.

”Du fortjener ikke at leve, men se det som gudernes velsignelse, at jeg hellere vil se dig rådne op hernede i dit tempel frem for at skulle gøre mine hænder beskidte med dit blod.” Armen, som Ahra holdte staven i, rystede endnu ikke af udmattelse, selvom den så småt var ved at være tung at have hævet på den måde. Hun kunne bære tunge sække af bønner og rødder. Hun kunne sagtens klare det her.

Halvræven skævede først til siden over mod Jyoti, før hun vovede at dreje hele sit hoved mod ham. Så forvirret. Forstod ildelementalen overhoved hvad der foregik? Var hun i oprigtig fare, hvis han ikke fik sin del af aftalen? Hun huskede hvor skrækslagen hun havde nået at blive, da Onelyas havde trukket hende mod Jyotis placering foran templets beboere lige inden ceremonien.
De røde øjne vendte skarpt tilbage på Onelyas. ”Jeg sagde, at du ville fortryde det.” Det tog alt overbevisning hun havde i sig til at begyndte at gå. Væk fra Onelyas. Væk fra Jyoti. Mod den store dør. Hun løb ikke. Ikke endnu. Men hendes skridt var hurtigere og fastebesluttede.

Det havde været forbløffende nemt at forlade ceremonisalen. Portens tunge døre havde næsten åbnet sig selv for hende, idét hun havde nærmet sig dem. Hun havde svært ved at tro, at vagterne på den anden side havde hørt hendes skridt. Havde hun haft poterne nede i solide støvler med såler, der klikkede over stengulvet, frem for de bare dyriske poter, der ikke var langt fra at ikke give nogen lyd fra sig overhoved, ville hun havde forstået det bedre. Men hun havde ikke tiden til at stå og undre sig over den slags. Det var næsten endnu mere forbløffende for nemt, hun kastede det fra sig til fordel for at forblive målrettet. Det vigtige nu var, at porten var åbnet, og at hun kunne komme ud. Og at komme ud og væk var kun blevet mere og mere nødvendigt for hende jo mere hun hørte – og ignorerede – ord og lyde fra, hvad end der foregik bag hende.

Så snart hun var på den anden side af porten, ude af syne fra Onelyas, satte hun i løb. Vagterne måtte ikke have forventet hende, og da ikke med staven i sine hænder, for hun nåede lige at høre våben blive grebet med fastere hånd. Staven gjorde hende ikke automatisk til herskerinden hernede. Det gjorde hende kun til en tyv på samme måde som Sashri havde været en tyv før hun…

Det susede for meget for Ahra’s store ører til, at hun kunne høre de løbende skridt komme efter hende ordentligt. Det var mest forestillingen om at have vagterne i hælene, der pressede hende til at sætte farten yderligere op. Hun kunne allerede mærke panikken i sit hjerte. Dette var ikke som de andre gange, hun havde prøvet at flygte. Denne gang var hun i sandhed så tæt på. Hun havde nøglen til sin frihed i sine hænder, tung som den føltes i dem, og hun kendte allerede vejen til hoveddøren.

Ahra da ikke engang nået meget mere end et par skridt henad den lange gang, mod udgangen, før hun blev opmærksom på den manglende lyd af skridt. Hun havde ikke lagt mærke til dem, da de var der. Hun havde ellers lovet sig selv at ikke kigge sig tilbage denne gang. Det var aldrig en god idé. Men hun gjorde det alligevel.
Jyoti’s mægtige og flammende skikkelse havde kurs direkte mod hende, og hun kunne mærke sit hjerte tage et spring op i halsen. Vagterne have været meget hurtige til at stoppe deres jagt til fordel for at træde til side og lade deres gud passere. Mon de stadig frygtede ham, som de havde gjort til ceremonien? Hun var i hvert fald ikke tryg ved elementalen, som hun havde været der. Hun havde fået drejet sig selv omkring og bakkede derfor væk fra den rødglødende mand. Holdte ham fast med sine øjne. Ørene lagt tilbage.

Staven blev knuget om så hårdt, at hendes knoer blev helt kvalte for blodcirkulation. Hendes hænder klamrede sig om den. Nægtede at slippe den igen. Ikke før hun var ude derfra igen, for dette, denne stav, var hidtil hendes eneste udvej. Intet af hvad hun havde forsøgt at fiske efter i hendes tid i templet, havde givet hende indtrykket af, at der var andre veje ud. Var der andre var det alligevel ligegyldigt. Hun stod med nøglen til hoveddøren nu. Kun alle dem hun ville lukke inde efter porten ville lukke sig efter hende, ville være nød til at bede en bøn om, at der var andre udgange...
Ahra var ikke til at bare give staven til den falske gud foran hende. Dette var virkelig hendes eneste chance for at komme væk. Blev hun indfanget igen, ville Onelyas aldrig stole på hende igen. Ligemeget hvor godt hun spillede sit skuespil som den viv, han ønskede af hende.

”Du forstår mig, gør du ikke?” spurgte hun modigt uden at se væk fra ham. Han havde bevist at lytte til hende. Over Onelyas endda! Hvorfor ville han ellers have ladet hende få staven? Alt pegede mod at han forstod sproget hun talte, selvom hun aldrig havde hørt ham bruge det. Eller jo. Én gang. For den gang havde det været ham. Ikke sandt? I hendes hoved.
Hun lod roligt sit blik falde ned over ham. Et hvert tegn på, at han havde været iklædt lignende klæder som et hvert andet væsen, var nu ikkeeksisterende. Alle silketråde brændt op til ingenting og efterlod en menneskelig og ublufærdig mandeskikkelse tilbage for hende at beskue. Hun tvivlede stadig på om, hun kunne stole dette væsen. ”Jeg ved ikke, hvilken side du er på, men hold dig på afstand fra mig. Onelyas burde have videt bedre end at tro, at han kunne holde mig fanget her.” Udtrykket i de rubinrøde øjne var med ét blevet noget hårdere. Hun var bange for ham. Ligesom hun havde været skræmt af Onelyas. Men vrede hjalp hende med at vedligeholde facaden. Dumdristigt som det så end var.
Alligevel veg hendes blik fra ham for et splitsekund. Lige nok til at skimme omkring ham. Søgte mørket efter den sorte skikkelse af en mand. Der var virkelig ikke meget at se i den manglende belysning, men hun var sikker på, at hun ville kunne fornemme de violette øjne se frem mod dem, hvis Onelyas havde været der. Hun ville have kunne mærke hans tilstedeværelse. Hendes hals blev stram ved tanken. Selv på denne afstand følte hun ham over sig.

Endelig kunne hun fjerne den fastholdende opmærksomhed væk fra Jyoti. Ørene rejste sig atter, som hun først drejede hovedet, så efterfulgt af resten af hendes krop, mod porten. Med hurtige skridt stod hun helt henne ved den. Uden nogen idé om, hvordan hun skulle få den åben. Hun havde bluffet sin dominans med staven foran Onelyas, men hun havde i sandhed ingen idé om, hvordan den skulle bruges. Eller hvad den var i stand til. Var det bare en nøgle til døren? Nej. Så ville Onelyas ikke have reageret, som han gjorde. Hun bed tænderne hårdt sammen. Frustreret. Hvad ville hendes bedstemor have gjort? Hun havde altid vidst, hvad man skulle gøre…
Ahra lukkede sine øjne. Nervøs for om, hvad der ville ske hende i mellemtiden men fast besluttet på at prøve. ”Åben… Åben…” Hun kunne ikke oldkrystalisiansk. Men hun talte sylvan. Måske dét var nok magiskladet et sprog?

Om det i sidste ende var de magiske ord eller om den glemte remse, som Onelyas havde sagt, blot havde været til show. Men noget skete. Rubinen for enden af den sorte stav lyste op og et pust af ørkenvarme blæste direkte ind mod hende idét, at porten åbnede sine tynge døre for hende.

Som øjnene på et dyr trak den sorte pupil sig straks sammen til en lille prik i et hav af nuanceret rødt, justerede hendes syn henover et splitsekund. Sandfarvede lokker flagrede voldsomt omkring hendes hoved, idét den hedende luft trængte ind igennem templets indgang. Hun huskede ikke, at have været under jorden længe, men længslen til at træde op i solen og det åbne land igen var næsten umulig at holde i skak, mens hun ventede. Ventede på at dørene åbnede sig for hende og gav hende friheden, hun krævede.

Onelyas var ikke engang værdig nok til et lille kig tilbage over skulderen. Han var affald. Affald som hun ikke ejede medlidenhed med at efterlade fanget under jorden. Og hans folk var en pris, hun i sin fornærmelse, i sin vrede, i sin foragt for denne mand, ikke havde problemer med at betale. End ikke tilstedeværelsen af Jyoti kunne bryde igennem den tiltrækkende følelse, der overkom hende, så snart trapperne lå spredt ud foran hende, og hun gik mod dem.
For hvert skridt steg hendes tempo, indtil hun med lette og smidige spring var i løb op ad trappen. Det brændende sand var ikke andet end en varm velkomst mod hendes poter. Et øjeblik af rå følelse prydede hendes ansigt, som hun nåede toppen og stod tilbage i tempelruinerne over jorden. Det var sådan en lettelse. Hun følte sig helt drænet, lige pludselig. Hendes hjerte bankede i hendes brystkasse, gjorde det svært at trække vejret i den brutale ørkenluft. Med et skuende blik ud igennem bygningens sammenfaldne vægge var der intet tegn på ankomsten, blot nogle dage tidligere. Sandet havde slettet fodsporene af de vandrende slaver og stregerne fra trukne vogne for længst.

Et ordentligt pust af sand, fik hende fluks til at løfte en arm op for at skærme for øjnene, og den grædefærdige fornemmelse havde forsvundet fra hendes brystkasse.
Ahra kunne kun forlade stedet for langsomt. Det første stykke ud af tempelruinerne foregik i løb, men som hun blev mødt af det endeløse ørkenlandskab sænkede hun det til hurtig gang. Alt lignede sig selv. Der var ingen genkendelige punkter, der kunne fortælle en, hvor man præcis var. Sådan var det i hvert fald for et utrænet sind. Ørkenen var en del af ædelrævene. Og ørkenen var derfor en del af hende. Hendes øjne var stift rettet fremad. Staven svang frem og tilbage ved hendes side. Hendes hånd holdte nærmest krampelignende omkring den, som selv hvis hun ønskede at slippe, så ville hånden ikke lade hende. Det var vel en form for sikkerhed, at hun var i besiddelse af den. Og det kølige, sorte materiale staven var lavet var med til at overbevise hende om, at det ikke bare var en drøm…

Ahra havde ikke set Jyoti’s handlinger komme. Hun havde knap nok haft tid til at lægge mærke til, at han havde fulgt efter hende. Hun vidste ikke, hvad hun havde forventet. At han blot ville have forblevet nede i hans trygge tempelsamfund? Ladet sig begrave med dørene til verdenen udenfor låst for evigt sammen med resten af hans tilbedere? Han havde indtil videre virket noget passiv. Hun havde kun forstået den frygt, som folket havde for ham få gange. Og tiderne derimellem havde dulmet den selv samme frygt igen. Jyoti havde ikke før gjort hende noget. Ikke fysisk som denne gang.

Grebet, hun havde holdt om staven med, havde virket uigennemtrængeligt, som var det lavet af diamanter, men alligevel var det som at tage slik fra børn, idét han rev det ud af hendes hånd. Det havde være lige ved, at han havde rykket hendes skulder ad led i processen – sådan oplevede hun det i hvert fald – og det gav blot skubbet endnu bedre momentum. Med en beklagelig lyd faldt hun til side og landede hårdt i sandet, der egentlig ikke udgjorde det allerblødeste underlag. Sand klistrede sig straks til hendes fugtige hud. Selv hendes ene kind blev beklædt af de tusindvis af bittesmå sandkort.

Så snart hun havde kommet sig over den dominerende overraskelse, skød hendes hoved op og kulden nåede slet ikke at finde vej frem i hendes øjne, før de lagde sig på ildelementalen. Skæret fra den mægtige søjle af flammer, der skød ud ad enden af staven – staven hun for kun få sekunder havde haft i sine hænder! – reflekterede i hendes opspilede blik, og hun forblev fuldkommen paf i sandet. Stirrede på, hvad der skete lige for øjnene af hende. Sandet der blev blankere og blankere indtil det var som om de befandt sig ved et krystalklart vandhul. Ingen ville vide, hvad der skjulte sig under overfladen af glasset. Det var først da ilden syntes at ebbe ud og blive mindre kraftfuld, at hun så bort og i stedet op på Jyoti. Denne gang med den underliggende frygt tilbage i hendes ansigtsfolder.

Selvfølgelig fremviste hun sin skræk mere i form af vrede og hårdhed. Forsigtighed. Advarende. Hun møvede sig mere op at sidde for at være i en bedre stilling til at gøre modstand, skulle han vove at nærme sig eller rette stavens rubin mod hende. Klar til at komme på benene igen og løbe. Hun var hurtig. Selv i ørkenlandskabet… Det var det eneste hun havde af fordele lige nu.

Han… efterlod hende bare. Staven blev ikke vendt mod hende, som hun havde frygtet. Kun hans øjne vendte sig mod hende for en stund, før de skuede henover ørkenen foran ham. Og så gik han. Uden at ord. Uden en hentydning. Ahra kunne stadig ikke flytte sig fra det brændende sand. Det var en blanding af skrækken af den pure kraft der havde emmet fra Jyoti og den næsten lammende fornemmelse af at faktisk have sluppet fri, der holdte hende fra at røre for meget på sig. Hun drejede blot sit hoved for at lade blikket følge ildelementalens passering og videre gang væk fra templet forseglede indgang. Flyttede sig kun fra sig idét staven blev tabt i sandet. Det var underligt… afsluttende, og hun blev nød til at se tilbage til den blande overflade af glas.

Hendes øjne lukkede sig i. Et velfortjenet øjeblik af fuldkommen lettelse. Onelyas havde ikke haft ret. Det havde hun. Hun var kommet væk præcis, som hun havde fortalt ham. Og han ville fortryde det, præcis som hun havde forsikret ham.
Smidigt og fermt kom halvræven tilbage op på sine poter. Hovedet blevet rystet så sand dryssede ud af hendes lange lokker af sandfarvede hårstrå. Sandkorn syntes at bare glide af den fantastiske silke, der udgjort den røde kjole. Poterne sank erfarent ned i sandet og gav hende en velkendt følelse, som hun på sin vis havde hungret efter. Nemt trådte hun over det bløde underlag. Tempoet var hævet, men ikke meget mere end at hun faktisk ville kunne nå den røde, nøgne mand frem for at bare gå i en konstant afstand efter ham. Hun nåede staven og hun stoppede op. Men i sidste ende samlede hun den ikke op. Den var ubrugelig nu. Og en del af hende turde ikke have den med sig. Hun vidste ikke, hvilke problemer den kunne medbringe.

Hun bed stoltheden i sig og løb de sidste skridt, indtil hun nåede op til hans side, hvor hun sænkede tempoet nok til at matche hans. Hans skridt var stadig længere end hende, så hun kunne ikke bare gå helt afslappet, selvom hun gjorde sit bedste for ikke at vise, at hun gjorde sig umage med at gå med ham. Hendes blik var som hans rettet fremad. Og hendes mund var lukket. Han talte alligevel ikke. Og hun ville ikke være den første til at bryde stilheden.
Ubevidst førte hun en hånd op til sin hals og strøg henover halsbåndets kolde metal. Dét var der stadig. Det var ydmygende at stadig være iført i, men hun kunne ikke fjerne det. Ikke endnu…

Ahra var rigtigt nok mere tolerant overfor varmen end de fleste, men hun var ikke lige så heldig til elementalen til at ikke stadigvæk have brug for mad og vand til at fungerer. Hun hverken indtaget meget af det ene eller det andet i sin tid under jorden - ud af ren protest, selvfølgelig – og jo længere tid de vandrede side og side, kunne hun fornemme konsekvenserne for sine valg og sine stædigheder krybe mere og mere ind på hende. Hun kunne stadig holde ud. Hun kunne sagtens ignorer hungeren på hendes tunge, der skreg efter friskt vand. Alt det krævede var at synke al det spyt, der blev produceret i hurtige synk, så hun ikke kunne nå at blive distraheret af det. Hun måtte lade være med at tænke på mavens stille klagesang og hvordan den nærmest føltes hul, når hun tog en dyb nok vejrtrækning til at det pustede den op. Hun var nød til det. Der var intet herude. Og der var ikke andre end hende selv til at lægge skylden på, for at hun ikke havde sørget for proviant før sin flugt. Eller nej. Der var også Onelyas. Det var i det store omfang hans skyld. Det hele! Og pludselig blev det nemmere at holde sine tanker væk fra alt andet. Så længe hun kunne begrave sig selv i hadet til manden og fryde sig ved tanken om, at han ville rådne op i sit eget rige…

Med ét skød de store plyssede ører sig i vejret. Opmærksomme på de nye lyde, der ikke tilhørte Ørkenens overdøvende stilhed og blidt raslende blæste. Ædelræven havde nær stoppet helt op, som et dyrisk instinkt på potentiel fare. Et instinkt der af åbenlyse grunde var blevet noget forhøjet på det seneste. Det var en naturlig nødvendighed. Mon mennesker besad noget lignende?

Rubinrøde øjne så stift fremad mod de brydende farver i distancen. Mere stift end de havde beskuet horisonten før horisonten havde ændret sig. Det var for langt væk fra den nærmeste by. Det var hun sikker på. Hun ville ikke kunne udpege, hvor de befandt sig helt præcist, men den oprindelige rejse til ildtemplet havde ikke foregår igennem mange beboede områder. Hvis overhoved nogen. Og de havde ikke vandret længe nok. Dette var ikke en by. Ikke en landsby. Det var en mindre karavane. Hun kunne lige akkurat opfange lyden af sand der blev skubbet til side af vandrende skridt. Måske en vogn, hvis hjul kæmpede sig igennem terrænet.
Blikket blev hurtigt skulende. Misbilliget, og udtrykket i hendes ansigt var blevet mere stramt, hvis det da var muligt. Hun stolede ikke på hvem end det måtte være. Eller også ønskede hun ikke at tage risikoen.

Så Ahra stoppede i sidste ende op i et håb om, at det måske kunne trække Jyoti’s opmærksomhed lidt mere mod sig, uden at hun skulle være nød til at sige noget. Som frygtede hun at disse nærmende folk ville kunne høre hende, hvis hun åbnede munden. Hendes blik havde lagt sig prikkende mod den røde mand. Og så skiftede hun blot kurs. Begyndte at gå i en retning til højre fra, hvor de ellers havde været vendt mod. Var de heldige havde hun en nogenlunde idé om, hvor dén rute ville tage dem, skulle han vælge at følge hende. Og det var næsten et mere sikkert og betryggende mål end, hvor de havde været på vej mod før.
Halen svang en smule mere lokkende. Som et legetøj for en kat.

Lettelsen over både at stadigvæk have sig en vandrende ledsager med sig ved sin side og at nu begive sig en god afstand væk fra at karavanen ville støde på dem, nåede at sætte sig godt ind i Ahra. Jo mere de gik, jo mere nød hun stilheden i det øde landskab samt den tunge luft, der af og til blæste mere friskt. Men stilheden varede ikke længe, og idét hendes hoved piskede opmærksomt op, var det for sent at skifte retning igen. Ikke nok med, at de måtte være blevet opdaget, så var bæsterne, de red på hurtigere. Og prøvede hun at dirigerer ildelementalen mere tværs over, ville de blive indhentet ligemeget hvad. Så idét skikkelserne på de firbenede ørkendyr blev mere detaljerede i skuet, stoppede hun og gjorde et minimalt tegn til, at have Jyoti gøre det samme. En måde at komme selskabet i møde. En måde for at give selskabet ansvaret for en ordentlig velkomst. Og til trods for at det som regel var en utrolig simpel ting, så fejlede disse mænd... Og ene kvinde. De fejlede stort.

Misfornøjelsen var krystalklart på hendes kønne ansigt. De store mandelformede rubinrøde øjne skulede, som var det efterhånden det eneste at de kunne, selvom hun i det mindste have tonet det lidt ned for ikke at virke alt for truende. Hun stillede sig ikke ind foran elementalen, men ubevidst havde hun drejet sig bare en millimeter eller to i sit sted, som Jyoti blev centrum for endeløs hån og latter og en viftende hånd. Et meget diskret kropssprog som en mor med sine unger.
”Og bytter jeg min kjole, for mad og drikke og bukser til min beundrer, hvad skulle jeg så være efterladt med til at have på? Uden ville min hud brænde og rynke.” Spydigt. Og hun udfordrede ham til at svare. Det var ikke blot den kække og gustne attitude fra manden, men også at blive tiltalt som en sølle pige, der havde fået nerverne til at spænde op udtrykket mere stramt. Han kunne lige så godt have kaldt hende en ’tøs’. Og så var der den konstante følelse af have et våben rettet mod sig, der ikke gjorde sammenstødet mere behageligt. Ahra flyttede blikket fra manden og fangede øjnene på kvinden. Prøvede at etablere dominans som kun en kvinde kunne. En proces der som regel var sværere mellem kvinde og kvinde end det var med kvinde og mand.

Udstrålingen af at være stift på vagt, dalede dog pludselig fra hende igen til fordel for at ranke ryggen en smule mere. Skød brystkassen stolt frem og løftede hagen. Hun var sulten. Hun var tørstig. Hun var træt. Men dette var ikke en tid til at lade dét blive set. ”Rejseklæder og vand,” sagde hun som en start og drejede hovedet tilbage til den mest taleglade af mændene i en elegant bevægelse. Udnyttede den forførelse, der allerede havde hæftet sig i hans hoved. ”Af hvad end kvalitet I er villige til at bytte for kjolen.” Det var ikke just en god handels-tale, men ædelræven var var desperat. Hun var ikke sikker på, om Jyoti overhoved var nød til at drikke – han virkede mere svækket af at komme i kontakt med vand – men hendes egen mund var tør og rejsen til Stammen ville være mindre risikofyldt med et skin eller en dunk af det til rådighed. Og rejseklæder; kjolen var ikke svær for hende at gå i og den var smuk, havde hun selv anskaffet den, ville hun ikke skulle af med den. Men lige nu var den et vedvarende minde. Og at skille sig af med den, ville nok føltes som en sidste fornærmelse mod Onelyas.