Han smiler ned til hende "Ikke umidbart, nej. Jeg har ikke brug for noget. Bare lidt tænketid" svare han.

,,okay" siger hun venligt, hun ligger barnet på hans skød og hun giver ham noget massage så han kan slappe af

Nearyn smiler til hende og lader hende massere ham. Han rækker derefter barnet op til Liv med et smil og siger "Jeg vil vende tilbage til mit arbejde. Pas godt på hende. Og hav det ellers godt. Vi tales ved. Han rejser sig, kysser hende på kinden og forsvinder.

Han står på sit værelse. Han sætter sig i sin stol og ser på papirarbejdet på hans skrivebord. Han strækker sig, griber en fjerpen og går igang.

Hun tager sig til kinden og rødmer kærligt, hun falder ned i hans stol da hun mister balancen, men hun flytter sig meget hurtigt igen, hun går rundt og gør rent mens hendes barn ligger og leger med hendes armbånd og hun smiler glad

Hun rejser sig, tager barnet og går ud

Nearyn rejser sig fra stolen. uger er gået. stå op arbejde i seng og om igen. Tid til at tænke. tid til at planlægge.
Nearyn smilede for sig selv. han havde den perfekte ide. komplet banebrydende i hans ønske om en bedre verden for
ham. Han skulle bare finpudse detaljerne. Han gjorde sig selv i stand og pladserede sig i sin bløde stol og drejede ud
imod vinduet. Han så ud over byen oppe fra hans høje, smukke hjem. Han grinede for sig selv, og for første gang i
lang tid ikke bare som en slags øvelse til at kunne skuespille sig vej igennem sociale situationer. Det føltes underligt.Hans
mave gjorde bevægelser som han mente var behagelige og ubehagelige på én gang. Men han var klar. Og folk var for
dumme til nogensinde at indse hvad der havde ramt dem. Verden var så godt som hans nu. nu var det eneste der manglede
tålmodighed og nogen magtfulde allierede. Og Mithras runin med den gamle vampyr Vladimir var den perfekte mulighed for at starte hans planer.

Nearyn føler at Kyoshiro er på vej. Han ser ham gå gennem porten og forsætte ind i huset. Nearyn smilede grumt for sig selv. Hans planer ville være perfekte. Kyoshiro's nye... tendenser havde måske ændret dæmonen, men tavshed var også mere passende for en slave end den normale rapkæftede dæmon, hvis flab han havde beordret lukket i irritation. Nearyn kluklo.

Tiden var inde. Fra i dag, ville han vise sig i en ny skikkelse. En skikkelse, med hvilken han ville overtage verden.

Tålmodighed var nøgleordet til hans sejr, og tålmodig havde han været.

Han smørede smil blev bredere. Han lod forvandlingen begynde.

Hans krop blev en myriade af svirvlende hvidt lys. Hans isblå pupiller udvidede sig til den isblå farve dækkede selve øjet. Han fornemmede sin krop blive lettere for derefter at holde op med at eksistere. Han var ren vilje. Og uden hans kødelige krop følte han sig stærkere. Hans magt herinde var uendelig. Hans horizon realm ville aldrig kunne svigte ham. Hans kontrol var total. Han smilte for sig selv, følelsen var den samme, selv uden en krop. Hvor vidunderligt.

Så sådan her føles det at være en gud musede han skælmsk.

Han kunne mærke kyo nærme sig døren og forsvandt. flyttede sin eksistens, usynliggjorde sig selv. Idet kyo trådte ind i rummet, lod han døren lukke forsigtigt i bag ham.

Han forblev usynlig. stadig smilende.

"Kyoshiro" Stemmen lød dyb og metatronisk. (som en protoss fra starcraft^^)

"Velkommen tilbage"

Nearyn 'smilede' (oO) bedrevidende. Kyoshiro havde altid været sådan. En skam at han skulle blive så rygradsløs. Nearyn havde faktisk nydt det pyromaniske uhyr han havde slavebundet. Nydt de små forudbestemte juleleje om kontrol, ret og magt. Hvor ville han elske det hvis hans plan lykkedes. Kyoshiro selv var unødvendig. Hans mening kunne ikke bekymre nearyn mindre.

Trods alt... tænkte han ... kan jeg jo bare forbyde ham at tale om det.

Med en svirvlen af lys der som en tornado af myriader samlede sig midt på gulvet i rummet lod nearyn sig materialisere. Den svirvlende tornado af glimtende snehvidt lys tog til i tæthed. Til sidst stod han der i den form han havde intenderet. Som en blændende hvidt nær-humanoid skikkelse ud fra hvilken måå glimt af det reneste hvide lys farede og snoede sig. Hvad der i fysisk kontur mindede om hvis røg, der foregav et flammemønster steg konstant op fra hans fødder som en spøgelsesagtig ild der spredte sig langs gulvet han stod på uden at løbe løbsk som normal ild. Skikkelsens øjne var strålende isblå, så strålende at de kunne skelnes fra den blændende hvide skikkelse hvis man kneb øjnene sammen og anstrengte sig. Et blik fra de blåhvide øjne gav en følelse af omnipresence og omniscience. Somom øjnene stirrede igennem panden på en og ind på bagsiden af ens kranie. Svirvlende hvide tråde af lys der engang havde været hår blafrede let og unaturligtbag skikkelsen som var det under vand.

Nearyn talte ikke. Han lod bare kyoshiro stå og se på hvad han selv vidste var usigelig skønhed. Han burde vide det, så optaget han havde været af det i så mange år.

Nearyn, ikke specielt overrasket over dæmonens mangel på respekt eller reaktion, gjorde sig klar. Han ville prøve at få det til at lyde troværdigt. Hans svirvlende form holdt sig i konstant blændende bevægelse.

"Kyoshiro, knæl, du står overfor en gud. Denne verdens gud." siger han ligefremt. Så ligefremt som man kan med en stemme der lyder som en celestialsk uhyre.

"Du tager fejl" konstaterede Nearyn.

"Jeg har set hinsidige det dødelige blik. Guderne findes ikke. Kun jeg er sand. Kun jeg er en gud"

Nearyn så på Kyo med utilfredshed. Hans arrogante hjerne var allerede begyndt at tænke på sig selv som en gud. Hvad bilde den flabede, kætteriske dæmon sig ind.

"Så knæl, for denne verdens sande gud. Knæk for MIG!"

Rummet blev opløst og forsvandt for deres blik. De stod i verdensrummet. under dem lå krystallandet. Blå og grøn, og overalt omkring dem glimtede utallige stjerner. Der stod de begge midt i ingenting. Og alligevel. Som at stå midt i universet, i en stor gigantisk glaskatedral. Som et skaberværk af fantasier.

"Ser du?!" spørger Nearyn. "Jeg er den eneste sande hersker"

Bag Nearyn rejste sig en trone. Den rakte hundreder af meter op i luften, fra gulvet i katedralen der ikke var der. hængende i et verdensrum der drejede og snoede sig omkring dem begge som var det levene og selvstændigt.

Med en tanke befandt Nearyn sig på toppen af tronen. Skuende ned på Kyo. hundreder af meter oppe, - hvis det var op, men samtidig så uendelig tæt på. Så tæt. Så dybt inde i sjælen og kødet.

Nearyn nød sit spil med dæmonens sanser. Intet Kyo ville kunne sige eller gøre ville indikere at dette ikke var virkeligt og Nearyn frydede sig.

"Knæl" gentog han med den dybe celestinske stemme.

Nearyn smilede skælmsk. Et træk der ikke kunne ses på hans nye 'avatar'.

Som altid holdt dæmonen ikke op med at prøve hans tålmodighed. Hvis ikke kyoshiro var så formidabel en kriger og i hans magt, ville nearyn have skildt sig af med dæmonen for længst.

Men ak, jeg har vel ikke noget valg

"Meget er sket i dit fravær kyoshiro. Jeg er denne verdens gud nu. Jeg er liv og død. Balancens midte. Test mig ikke kyoshiro. Du vil opdage at en guds vrede er noget du aldrig vil ønske dig. Opgiv din kætteriske tro på en falsk entitet som ikke eksistere og bliv en af mine tro" Nearyns celestinske stemme holdt et 'selvfølgeligt' tonefald hele vejen igenne. "Du vil opdage, at ligesom fornægtelse og kætteri har sin pris, - har tro og velvillighed sine belønninger"

"lad det da være sådan. Tag da din straf, kætter"

Nearyn rakte ud imod kyo's sind.

(well, we talked about this ) ^.^

Tilfreds med synet af en rysted kyo, næsten så tilfreds som synet af kyo med munden fuld af ********, lod nearyn sig igen falde lidt til ro.

Han havde fundet et brugbart trumfkort. Han smilede for sig selv.

Den svirvlene skikkelse der var nearyn, tog til og blev kraftigere blændende oppe fra sin gyldne trone.

"Du har fået din straf. Forlad nu huset her og gør hvad du finder passende. Se imens verden bøjer sig for mig og vid at du en dag må træffe valget imellem tro eller evig pinsel. Det er dig forbudt at fortælle nogen om det der er foregået her, på nogen måde. Og for at sikre mig at dit svage sind ikke bliver gennembrudt af andre, stærkere væsner, vil jeg blokere dit sind for anden indtrængen end min egen"

Nearyn kendte formularen. Han bevægede læberne men lod ikke ordene kommer over hans læber. det ville være nok. det essentielle i den Hex han ville kaste var kendskabet.

Han valgte kyo som sit mål og lod Hex'en finde plads i hans hoved. Den ville holde andre ude af hans sind. og hvis de efter at have konstateret at de ikke kunne trænge ind ville forsøge mere intenst ville hex'en vente på dem, med sin store pinsel og midlertidige vanvittighed.

Nearyn smilede igen for sig selv. Så dejligt det var at være en gud. Han havde altid vist at det var den eneste form der var ham passende.

Han vendte sit blik tilbage imod hans slave-dæmon.

"Gå nu, i tavshed, Kyoshiro Pyronia Sitanus"

Nearyn var ved at sprænges af fryd. Det tændte ham FULDSTÆNDIG at være en gud (ikke at han er det men prøv at forklare ham det^^)

Det var magt på en helt særlig måde, det var, det var...

Han faldt lidt ned igen. Den magt havde han kun pga hans horizon realm, og hans powers. Det ville være bedst hvis han kunne sprede sit horizon realm over hele verden, men så stor magisk kraft ville han aldrig opnå. Han måtte tænke logisk. Det bedste ville være at blive en gud i den samme forstand som den de andre tåber tilbad. En gud man bad til ved templer. dette sted var ikke brugbart til det. folk ville have for let ved at huske at her boede der nogen. desuden, hvis han forsvandt pludseligt og der pludselig dukkede en ny gud op.... ej rolig nu... folk ville bare tro at han var druknet og at guden var humbug. Der måtte finesse til. Nearyn antog sin menneskelige form igen. og gik hen til sit skakbræt. Stilte med et dovent sving af hånden brikkerne op og gav sig til at se fast på brættet. Hvordan skulle han gribe det an?....

(Nu ved jeg ikke lige hvor Darkstar dimsen befinder sig i bygningen, så du må lige rette hvis jeg skriver noget forkert o.o;; )

Elizeph kommer gående i et temmeligt iltert humør..
Der hænger nærmest en sort sky over hans hoved da han nærmer sig den store port indtil Darkstars fine lille hjem (ja ja xD)
Luften omkring ham er meget iltfattig, og staven, som han holder et solidt greb om i sin hånd, har et dunkelt skær over sig ud fra krystallerne.
Han når hen til porten, fæstner sit blik derpå.. Han står blot 3-4 meter fra den, og med en kort koncentration derpå, og en enkelt hævning af staven, springes porten op og Elizeph træder ind.. Nogle vagter forsøger at stoppe ham, men han kommer deem i forkøbet ved at mumle en forbandelse, som forvandler de stakkels folk til sten -ganske vist vil de blive sig selv igen så snart Elizeph forlader stedet igen.
Han har en af de lange hvide kjortler på, en af dem med et lille slæb efter sig, og de vinrøde kantebånd ligger pænt ned af foran, samt rundt i alle kanter. Den har en dyb udskærring, til ca midt på maven, hvor han inden under har en sort rullekrave på af noget stof, som helt sikkert har været meget dyrt, lige så dyrt som selve kjortlen sikkert. Men meget lun, nu i de koldere tider.
Som altid hænger skriftklædet over hans skuldre, og det gyldne broderi glimter let i de svage stråler af lys fra solen, som halvt er dækket bag en tung sort sky.
Han standser først da han står en kvart snes meter fra hovedporten ind til selve bygningen.
Han overvejer lidt om han skal sprænge sig vej ind her også, eller om vagternes råb og skrig fra før, har vækket nok opmærksomhed til at nogen vil komme og åbne døren op for ham.

Nearyns blik skifter idet han for sit indre øje ser elizeph træde ind på hans grund. Han lader skakspillet stå lidt. Den blå krystal i hans halsbånd, skjult under skjorten pulsere lystigt som den plejer og får nearyn til at falde til ro. Hans tanker havde været så samlet at elizephs pludselige ankomst havde givet ham anledning til irritation. Han lod de fornødne beskeder cirkulere blandt hans stab, med en tanke og stod derpå i sin audienssal. Hans tilbagevenden til kødelig form, men hans fortsatte kontrol over hans horizon realm gjorde ham... glad... tror han. Han satte sig ned og ventede på Elizeph.

Ude hos Elizeph gik døren op. En ung pige på omkring 18 år klædt i dyrt tøj, der ethvert andet sted ville have tydet på royalitet, men her nærmere antydede tjenerstand, tog imod ham, med et buk. Hun bød ham følge sig og gik ind.

Langs de storsmykkede gange, fyldt med kunst af alle arter stod tjenerstaben i deres mindre prængende men stadig høj-klasse uniformer og bukkede når gæsten kom forbi. Elizeph blev ført til den store stendør der førte ind til audienssalen. De to vagter klædt i en slags sort ædelmetal af , - for de fleste, ukendt oprindelse åbnede døren og stod ret, deres magiske halberds glimtende i deres hænder. idet de lod elizeph træde ind.


Detaljehjørnet: Audienssalen er stor, rektangulær og kunne let have en traditionel dansk stenkirke til at stå inde i sig uden at den ville røre hverken loft eller vægge. Udsmykningen er passende for en person der har diamandter som græs, og samtidig er materialist nok til at få kejseren af constantinopel til at virke ydmyg og hinduistisk. En (meget) stor stentrone befinder sig for enden af rummet. Dets ryg strækker sig helt til loftet og alt i rummet. lys, konstruktion osv. er til for at få skikkelsen på tronen til at virke mere storslået og autoritæt. (hvilket nearyn ikke behøver en trone til).

Elizeph blinker knapt da han bliver ført ind gennem de smukke korridore.
Hans blik hviler dog kort på de vagter, som bærer en rustning af sortmetal.
... Tænk engang.. at lade sine vagter bære sortmetal... Det er jo den rene pinsel for dem.. tænker han. Sortmetal, i hvert fald det som findes i krystallandet, stammer fra dæmoner. Nogle dæmoner har det som knogler, andre som horn, og nogle indeholder molekyler af det i blodet.. så hvis man kogte deres blod, kan man udvinde sortmetal, som dog vil størkne omgående.. Andre igen indeholder slet intet af det.
De vil få mutationer de næste par år..
Men mere tænker Elizeph ikke over det.
Han træder ind i den store sal, uden at fortrække en mine. Han har set det der var størrer. Men for en simpel dødelig, er stedet ret imponerende, men for de herskere Elizeph har været i tjeneste hos, er dette det rene vand. Men han forventede skam heller ikke størrer.
Han træder blot med rolig, rimelig hastig gang frem mod manden på den store trone. Han virker alt for lille i forhold til de store omgivelser.
"Tidsfristen har stået på længe." siger han med en klar, gennemskrærende høj stemme, som flyver igennem luften i det enorme rum, slynget mod Darkstar for enden.
Han standser et dusin meter derfra, ser på manden med et stramt blik, som ikke viser den mindste smule ydmyghed overhovedet, men det er heller ikke nedladende. Blot skarpt og meget markant, vidner om at Darkstar ikke skal forsøge at løbe om hjørner med Elizeph, og slet ikke i dag.

Nearyn havde forventet bedre og blev mildt irrirteret af dæmonens flabede udbrud. Han vidste sig overlegen. Enhver trudsel elizeph kunne komme med var blot vand herinde. Nearyn så ned på ham fra den høje trone. Med den samme slags blik man værdier et eller andet der har sat sig fast under ens sko efter en tur i skoven. Nearyn gør intet forsøg på at holde sin venlige facade foran denne dæmon. Igen begyndte den ubehagelige følelse at sive ud af ham. somom hans blotte tilstedeværelse trak farverne ud af omgivelserne. Somom han kunne se igeenem en og ud på den anden side. Han havde et personlig udstående med den dæmon. Dæmonen som havde kunnet blokere hans Dominans, ved deres første møde. Det havde passet nearyn dårligt dengang og nu hvor elizeph var totalt i nearyns magt følte den arrogante forretningsmand en kløen for at tvinge dæmonen i hans tjeneste. At ydmyge ham. At lave ar i hans eksistens. Nearyn holdt igen. Elizeph ville være den der i sidste ende bestemte hvorvidt han ville forlade dette sted fri eller ej. Nearyn klappede sig selv mentalt på skulderen. En sådan leg ville være sjov. især når den eneste deltager ikke kendte straffen får at lande på det røde felt.

"Velkommen i mit hjem, simple dæmon. Jeg har tiltro til at dine mannere skyldes en forhastelse og ikke udpræget dumhed?"

Elizeph lader sig ikke knyge af Darkstars blik, men slynger blot selv et tilbage i samme dur.
"Tal De ikke for høj om udpræget dumhed." siger han skarpt.
Han har en taske over den ene skulder, som han åbner flappen, fisker et kranie op, som han kyler let frem, så det trimler hen af gulvet.
"Kan De kende Deres arbejder?" spørger han skarpt.
"Det er hvad der er tilbage efter ham, og hans lille kompani, fordi De åbenbart ikke er i stand til at holde Dem fra templet!"
Kraniet ser helt deformt ud, nærmest som var den yderste del kogt væk, og gjort hele knoglemassen blød og deform. Tydeligvis en smertefuld død.
"Vi blev lovet et nyt sted inden De så meget som rørte ruinen, men jeg ser ikke det sted er blevet overdraget til os endnu." han holder et skarpt blik på Nearyn. Selv om den anden er placeret fysisk højere oppe end Elizeph, virker det som om dæmonen nedstirrer ham.
Luften i rummet svinder ilt lidt efter lidt.
"Jeg håber De har en god forklaring på dette."

Nearyn end ikke flincher da kraniet bliver smidt for ham.

tsk... spildt gestus

Nearyn ser elizeph i øjnene.

"Nu er du igen tåbelig. Hvad sagde jeg til dig sidste gang vi mødtes?... Det har ikke ændret sig. det eneste der har ændret sig er vores positioner. Og i min audienssal i mit hjem på min grund er den eneste der kommer med trusler mig"

intet sympati kunne spores hos nearyn. Igen blev det tydeligt at for tilskuere at Nearyn faktisk var 100% følelseskold.
Hans øjne, kolde og borende skar sig ind i elizeph.

"Jeres slot står klart som vi aftalte..." sagde han

"... men, tro ikke at du kan komme ind på min grund og fornærme mig med dine dårlige mannere, og forvente at jeg skal give efter for dig og dine svage artsfællers råb om ret, uden passende kompensation. Og begyndt ikke med dine indsigtsløse udtalelser om at jeg får lov til at genopføre ruinen. Du skal ikke fortælle mig at en dæmon med dine evner, både magisk og mentalt, ikke endnu har indset at hvis jeg ønskede jer fjernet havde jeg gjort det, og der ville ikke have været så meget som støv tilbage af dig og dine fæller hvis i havde sat jer til modværge. Det eneste der afholdt mig fra at sende dig til forglemmelse den dag, var at du virkede ressourcefuld, intelligent og loyal overfor din sag."

En kort stilhed fulgte

"Men prøv mig ikke Elizeph..." Nearyn brugte med vilje dæmonens fornavn "... for du er ikke ressourcefuld nok til at overleve endnu en fornærmelse rettet imod mig"

Nearyn lod truslen hænge i luften. afventede elizephs ord. Dæmonen spillede højt spil, og nearyn gjorde intet for at skjule det faktum. Nu var det et spørgsmål om det næste træk.