Tænderne blev bidt lidt sammen og med en let grimasse så Phillippe væk fra Enzel. Det var ikke meningen at gøre Enzel mere utilfreds, men lige nu så det ud til, at det var det han havde gjort. 
 " Erfaring ja, " startede han ud, inden han endnu en gang gned ansigtet lidt. Krystallerne havde da bestemt gjort hans liv lettere, men Phillippe kunne jo lide hans arbejde, og han nød hvad han gjorde, så krystallerne var jo blot en bonus for at gøre hvad han elskede. 
 " Nye oplevelser, nye bekendtskaber.  " forsatte han så og holdt så blikket i Enzels. Tænderne sank en smule tænkende ned i hans underlæbe. 

 " Jeg er ikke ude på at fornærme dig eller træde på dine følelser, Enzel. Jeg vil bare heller ikke.. urgh.. jeg ved det ikke..  " Phillippe havde svært ved at finde ud af hvad han skulle sige. Han ville ikke få det til at lyde som om, at han gik ud fra Enzel havde fået følelser for ham, men han følte at uanset hvad han sagde, så virkede det som om det var det han troede. Fingrene kløede panden lidt, nær hårgrænsen. 
 " Jeg er ærlig med dig.. Du har fortalt mig mere, end du har fortalt nogen anden, det kan jeg ikke være andet end taknemmelig for, og tiden med dig og på din bordel har været interessant, spændende og lærerig.. " Der var efterhånden ingen tvivl om at Enzel måske fiskede mere efter at Phillippe udtrykte han følelser for Enzel, men han følte bare ikke det samme for Enzel, som han gjorde for Nicola. Enzel var ikke andet end endnu en af mange. Han var blot endnu en simpel fisk i søen, mens Nicola havde en guldbeklædt bowl, helt for sig selv. En bowle Phillippe helt sikkert trængte til at pudse og give noget mere kærlighed og omsorg, men det ændre ikke at Nicola var noget helt særligt.

 Det var som om Phillippe var ude og sejle, og hver gang han prøvede at ro sig ind på sikker land, ved at forklare sig, drev den lille båd blot længere og længere ud på dybt vand. Ud hvor det blev sværere og sværere for Phillippe at bunde og ro ind på land. 
 Panden rynkede sig lidt som Phillippe skar endnu en lille grimasse, som det var tydeligt at han var ved at være derude hvor han ikke kunne svømme, og et lille hul i båden, fik han til langsomt at synke. Lidt tøvende nikkede han, for det var skam sandt, men tydeligvis ikke godt nok. 

 Phillippe lod den ene albue sætte sig blidt på bordet og fingrene gled det øverste af ansigtet lidt. Han var træt og udmattet og havde tømmermænd, og det var virkelig ikke nu han burde sidde og tænke og diskutere følelser. Hånden gled ned over ansigtet og videre ned over skægget, inden hånden og albuen flyttede sig. 
 " Jeg kan mærke og se du ikke er tilfreds med det jeg fortæller.." kommenterede han. Om det gjorde nogen forskel, vidste han ikke. Der gik lidt før han forsatte, hvor han sad og betragtede Enzel lidt, mens han overvejede hvad han skulle sige.
 " Jeg har ment hvert et ord, Enzel. Du er en fascinerende mand, og jeg har nydt den tid jeg har haft med dig. Det har været en sand fornøjelse.  " Phillippe tænkte ikke over, hvad tid han talte i. Det var naturligt for ham at forsvinde fra den ene dag til den anden, når det kom til folk han lå med. Det var bare noget andet med Enzel. Enzel var også hans kunde. Det var derfor han ikke blandede arbejde og fornøjelse. Det gjorde alting så meget mere kompliceret. 
 Forsigtigt lænede Phillippe sig mod stolens ryglæn, og betragtede Enzel lidt. Hvis han stadig fandt Phillippes ord utilfredstillende vidste han ikke hvad han skulle gøre eller sige. Han kunne ikke gøre det bedre.

 Phillippe kunne ikke forklare det, men det var som om Enzel kunne få ham til at føle sig endnu mindre end Katarina kunne. Men ikke på samme nedladende og hadefulde måde. Enzel havde formået at komme ind under huden på Phillippe, og han vidste ikke hvordan. Måske fordi han også var Phillippe kunde. En kunde han ikke var meget for at miste. 
 Uanset hvad grunden var, fik Enzels ord om hvordan Phillippe så ham, Phillippe til at vende hovedet ud mod haven og synke en klump. Han synes da Enzel var noget for sig selv, men han kunne godt fornemme at Enzel fiskede efter Phillippe brugte andre ord. Ord der gjorde ham til andet end bare en af dem han lå med. 

 Ud af øjenkrogen så Phillippe at Enzel flyttede sig, og han vendte hovedet tilbage så han kunne se på Enzel. Snedkeren overvejede lidt om han skulle lade Enzels hånd ligge alene på bordet. Lade det være et tegn og en hentydning. 
 Alligevel, før han havde tænkt tanken færdig, havde hans hånd fundet Enzels, som havde han ikke noget at skulle sige i den sag. Phillippe flyttede så blikket hen i Enzels strålende blå øjne, mens han lyttede. Tillid og omsorg? Phillippe slog blikket lidt og fugtede kort læberne. Han var ikke sikker på han ville kunne give Enzel begge dele. Det var slet ikke meningen at det her skulle ske. Igen. 
 "Selvfølgelig, " endte han alligevel med at sige, efter at have løftet blikket og sendt Enzel et skævt smil. Det kunne vel ikke gå mere galt, end det allerede havde, kunne det?

 Stilheden lagde sig over dem, og det virkede til Enzel havde fået det ud at Phillippe han ville. Noget der lettede lidt på snedkeren, for han vidste virkelig ikke hvad der var tilbage han kunne sige, som ikke mere eller mindre ville være at han ikke følte noget for Enzel andet end et eller andet mildt venskabeligt bånd, og at han mest var sammen med Enzel for fornøjelsens skyld. Nej, for nydelsens skyld. Alle de problemer han vidste han havde sat sig selv i, tog lidt fornøjelsen ud af det. 
 Phillippe var godt klar over det jo nok ikke var de ting Enzel ville høre, og derfor sendte ham også Enzel lidt mere oprigtigt smil tilbage, da et forsigtige smil blev sendt i hans retning. Det var bare nemmest at være på god fod med folk, og inderst inde var Phillippe også lidt bange for hvad Enzel kunne finde på at gøre ved Phillippe, hvis han vidste bare den halve sandhed. 

 Hånden fik han ikke igen, men det var også okay. Han behøvede alligevel kun en, til at spise med, og da Enzels blik flyttede sig væk fra Phillippe fik han spist videre. Han havde kun fået tømt halvdelen af skålen, fordi det gik langsomt med at tygge og synke. Sank han maden for hurtigt, kunne han nemlig mærke det i ribbene. 
 Blikket så lidt overrasket hen på Enzel da han takkede, og efterfølgende så han lidt på det fyldte bord. Der var så meget mad tilbage. Phillippe synes det virkede forkert at efterlade bordet fyldt, men hvis Enzel takkede for maden, så var det vel godt nok. Hurtigt tyggede han af munden.
 " Jamen velbekomme! Det var hyggeligt,  " Det var ikke så tit han faktisk fik morgenmad, og endnu sjældnere at han faktisk sad sammen med nogen og spiste. Der var ikke rigtig plads i værkstedet, og for det meste stod han op og gik i gang med arbejdet. 
 De sidste par skefulde blev spist, og så var Phillippe også klar til at rejse sig. Han kunne sagtens spise lidt mere, men det var også lidt irriterende at spise, når man ikke kunne spise i samme tempo som man normalt gjorde.

 Panden blev rynket lidt, da Enzel spurgte om det var hyggeligt. Havde det ikke været det? Trods deres lidt anspændte samtale, havde det stadig været hyggeligt. Det mente Phillippe da det havde. Nu var det godt nok heller ikke så tit han faktisk spiste morgenmad med nogen, når han gjorde var det med Katarina, og det var i hvert fald bestemt ikke noget han ville kalde hyggeligt. 
 Phillippe åbnede munden og skulle til at sige, han ellers ikke ville have sagt det, men Enzel kom han i forkøbet, og Phillippe lukkede munden igen. 
 " Det var godt, " svarede han med et smil. 

 Phillippe skulle til at strække sig da han havde rejst sig. Det var altid lidt rart at få strukket kroppen ud efter morgenmaden, når han endelig fik den. Han nåede lidt at løfte armene over hovedet, og læne sig en smule bagover, inden et smertefuldt støn forlod ham, og han krummede sig lidt sammen.
 " Urgh.. " han skar en grimasse og tog sig til ribbene. Phillippe så i retningen af udgangen, selvom han ikke kunne se den fra der hvor han var.
 " Det kan vi vel godt," Phillippe fandt det et underligt sted at sige farvel, men han forstod også godt Enzels ønske for privathed. Han ønskede jo heller ikke selv der blev snakket alt for meget om hvad han lavede med Enzel, når Nicola kom tilbage på bordellet. Selvom han regnede med de nok godt vidste det efterhånden.

 Et lille smil bredte sig på Phillippes læber ved Enzel medlidende ord, selvom han ikke helt kunne lade hver med at føle at han selv havde været uden om, hvad der var sket med ham. Som karma for at være sammen med Enzel. Der var dog ikke tid til at tænke særlig meget over gudernes spil i hvad der var sket, for kort efter lagde Enzel armene om ham, i et kram. Kyssene kom lidt bag på ham, men Phillippe lod hovedet bukke sig ned, så Enzel lidt nemmere kunne nå, og han kunne gengælde de 3 blive kys. Der var noget underligt kærligt over dem, som Phillippe ikke helt var sikker på han brød sig om - måske nok mest fordi det var Enzel. Han sagde dog ikke noget til det, og  sendte i stedet Enzel et skævt og venligt smil. 
 " Tak. En healer lyder fornuftigt. " Han var ikke i tvivl om at han ikke kunne arbejde sådan her, og det gik ikke. 

 Phillippe begyndte at tage det første skridt væk fra Enzel, og lod kort den ene hånd ligge sig mod hans skulder, som han gav et lille klem.
 " Vi ses, Enzel, " smilte ham, inden han tog hånden til sig, og forsatte mod udgangen. Den ene hånd lagde sig over ansigtet for et gnide det lidt inden han begyndte at gå hjem af. Han havde virkelig ikke lyst til at skulle konfronteres af Nicola, men han vidste der ikke var nogen vej uden om. Han kunne jo ikke blive væk fra hans værksted for evigt.

 Som Phillippe nærmede sig værkstedet, blev han kun mere og mere nervøs, og det var som om det begyndte at gøre mere og mere ondt i ribbenene. Måske han skulle vente? Tage forbi en healer først? Phillippe lagde hånden ned på læderposen han havde krystallerne i. Eller der hvor den skulle være. Hurtigt så han ned på den manglende pose, inden han så sig over skulderen, i retningen han lige var kommet fra.  Ved Zaladin også..