Juno lod Pax fortælle, uden at afbryde en eneste gang, og da det knæ, der ikke lå op mod Pax's, begyndte at hoppe utålmodigt, holdt han det selv nede med en arm og vægten fra sin krop, så Pax ikke ville komme til at tro, at han skulle skynde sig igennem historien. Det var tydeligvis vigtigt for ham at få fortalt. Juno var heller ikke i tvivl om, at Pax virkelig havde elsket hende. 

"Jeg har også mødt hende en gang. Før." Afslørede han lavmælt, da Pax lod til at have talt ud. "Hun var sød og sjov dengang. Selvom det er længe siden. Jeg - øh - stjal fra hende. Jeg tror hun lod mig." Juno vidste, at han skulle have fortalt det til Pax allerede dengang. Han skulle ikke engang have opsøgt hende dengang. "Dén version af hende, forstår jeg godt, at man kunne forelske sig i." Juno havde glemt, hvor han var på vej hen med sin pointe, udover empati og han tøvede halvvejs igennem, kun for at slå ud med sine arme, i anerkendelse af, at han ikke vidste hvad han snakkede om. 

"Undskyld, jeg ved bare ikke - jeg aner ikke hvad jeg skal sige. Jeg er ked af at hun sagde alle de der ting til dig. Det virkede ikke fair." Selv Juno havde kunne se, at Evlyn tydeligvis havde været såret, men hans loyalitet lå trods alt med hans venner og elskede først - ikke med fremmede. Så god en person var han heller ikke, og ville nok aldrig blive det.

Pax fnøs moret og nikkede bekræftende. ”Hvis du gik uskadt derfra, så lod hun dig”, mumlede han, moret over det scenarie, der udspillede sig for hans indre blik. Blikket i de tofarvede øjne var stadig sørgmodigt, men ikke længere lå de fæstnet på søens blanke overflade.

Pax betragtede Juno og drejede sig ubevidst mod ham, så deres kroppe mødtes for endnu engang. Han kunne ikke svare på hvorfor, men pludselig var Pax også bange for, at Juno havde skiftet mening – at han ikke ønskede hans nærhed. Det var også derfor, at han foldede sine hænder, hans underarme støttende mod hans knæ.
”Du skal ikke undskylde. Du har ikke noget at undskylde for. Din evne til at udtrykke, hvad du føler indeni er ligeså dårlig som en kartoffels”, drillede Pax, hvorefter han lo lavmælt. Selvom han både smilede og grinede var der en sørgmodig karakter over begge handlinger.

Pax sad tavst et langt øjeblik før, at han gned sit ansigt. ”De næste dage bliver et ragnarok. Du kan nå at stikke af endnu.”

Juno trak på skuldrene til Pax's konstatering om at Evlyn havde ladet ham slippe af sted med at stjæle fra hende. Selvom hun havde været stang stiv, var det en reel mulighed. Det var under alle omstændigheder umuligt at benægte, at hun havde vidst, at det var ham, der havde stjålet halskæde.

"Wow, tak," svarede Juno med et grin, da han blev sammenlignet med en kartoffel. "Jeg kan udtrykke mig meget bedre, men jeg har ligesom ikke lyst til at sige noget grimt om din dame. Heller ikke selvom hun er din eks nu." Det var sandheden - der var mange grimme ting, han havde lyst til at sige, han havde bare ikke lyst til at sige dem til Pax, når han tydeligvis stadig holdt af hende. Juno vidste af erfaring at det var muligt at elske mere end én person af gangen, og han var bange for at det kun ville gøre det sværere for Pax at elske ham, hvis han begyndte at snakke grimt om Evlyn - præcis som Juno selv var blevet rasende på Pax, hver gang han havde nævnt Hector i negativ sammenhæng.

"Og gå glip af ragnarok?" spurgte Juno med et fnys og sneg en hånd ind mod indersiden af Pax's nærmeste lår, som han kærligt strøg sine fingerspidser over. "Du kan ikke få alt det sjove for dig selv."

Pax skar en grimasse af instinkt, da Juno kaldte Evlyn for hans dame - og dernæst igen da han sagde eks. Pax havde aldrig før haft hverken det ene eller det andet, og for ham lød ordene mærkværdige. Det var dog ikke en forpint en af slagsen, men snarere... forlegent og vidnede om den komplekse følelse, Pax sad med.

Arrede fingre lagde sig henover den blonde mands og Pax gav hånden et fast klem. "Hvis du skifter mening og stikker af, så ville jeg foreslå den vej der -", spøgte han og nikkede mod en retning, der kunne være en hvilken som helst en. "Ligeud. Indtil du når det gamle heksehus. Der må du ikke overnatte, for hun spøger stadig og hun vil hævne sig på alle, du har kær!" Pax skævede til Juno med et halvmoret blik, og tog derefter hans hånd i sin.

"Det er i hvert fald det, jeg siger til ungerne, så de ikke går derind. Hele lortet braser nemlig snart sammen." Pax lo lavmælt og sukkede dernæst, ikke synderlig ivrig efter at rykke på sig til stadighed. Hans krop føltes stadig... tung og ugidelig.

"Hvad har du brug for nu?"

"Du' så dum," svarede Juno med en mumlen og skubbede til Pax, imens han himlede overdrevent med øjnene, da fyren advarede ham om det gamle hus, der kunne styrte sammen. Et øjeblik følte han sig som en af Pax's unger igen, og da Pax lo, lo Juno også, og gned sit ansigt op imod den anden fyrs brede skulder, ikke ulig en hund, der søgte efter opmærksomhed fra sin ejer.

Juno trak vejret dybt, men flyttede sig ikke, da Pax spurgte ham, hvad han havde brug for, men lænede sig blot mere op af ham. "Jeg kunne godt trænge til at komme tidligt i seng, tror jeg. Men jeg ved ikke om - altså det er lidt underligt at sove i Evlyns seng. Kan vi ikke tage hjem? Det så virkelig hårdt ud, det der, der skete imellem jer, men - jeg vil bare gerne have rejsen overstået. Jeg vil bare gerne hjem."

Først da Juno havde talt ud, rettede han sig op og lænede sig væk fra Pax's skulder for at se ham afventende i øjnene. Han ville gøre, hvad end Pax havde brug for, selv hvis dét var at blive hvor de var en nat eller mere, men Pax havde selv spurgt, og Juno følte sig ikke velkommen hvor de var, selvom Evlyn havde forladt dem. På nogle måder var hun der stadig med dem.

Pax støttede sin pande mod det blonde hår og nikkede tavst. Han forstod - om nogen forstod han, at det netop var, hvad de burde. Det var dog igennem en kraftanstrengelse af dimensioner, at han fik rejst sig fra trappetrinnet og dernæst hev Juno op at stå.

Han betragtede den anden med et ulæseligt blik og som så han først rigtig Juno i det moment. De tofarvede øjne gled henover de blå, den hår-tildækkede pande, kinderne, munden og halsen. Dernæst kroppen og deres sammenflettede hænder.

Hvem fanden havde troet, vi skulle ende her? Du og jeg, og taget i betragtning af, hvor vi startede. Efter alle de år, spurgte Pax i sine tanker, velvidende Juno snart ville blive utålmodig og uforstående - hvilket jo i og for sig gav god mening, som Pax blot selv stod og betragtede ham.

Konstateringen fik Pax til at le lavmælt og se ned. "Lad os komme af sted så",lød det mumlende, hvorefter Pax tog et skridt op af trappen og stillede sig tæt op af Juno. Der lå et lille smil i hans ene mundvige, men denne gang nåede Pax at stoppe sig selv, inden han faldt i staver og begyndte at stirre igen.

"Kan du være alene nogle timer eller vil du med mig rundt? Jeg bliver nødt til at sikre mig, at alting er okay, du ved."

Juno indåndede Pax's duft, det øjeblik den anden lænede sin pande mod hans, og han var sekunder fra, at lade deres læber mødes, da Pax i stedet rejste sig op og hev Juno med sig. 

Oppe at stå lod Juno Pax betragte sig og stod kun stille, så længe som han gjorde, fordi han igen forventede et kys, og han tøvede ikke med at skæve surmulende op til Pax, da han blot førte dem videre afsted. Så længe de var alene, var der ingen grund til at lægge skjul på, at han følte sig snydt, og Pax's historie om heksen hytte havde allerede fået ham til at føle, at han kunne slappe af og være lige så barnlig som han ville med ham.

"Hvorfor spørger du overhovedet?" svarede Juno med en hovedrysten og et kækt smil op til Pax. "Jeg kan lige så godt lære din rutine med det samme. En eller anden dag overtager jeg hele din bande, hvis ikke du passer på."

Pax fnøs moret og gned sit ansigt med begge hænder i det, at de vendte tilbage til hyttens læ. ”Jeg ved det”, svarede han, hans hæse stemme ligeså legende som Junos egen. ”Men når du tager over, så har du fandeme bare at lade mig overleve. Så vil jeg ud i skovene og bo, finde en hytte og slå benene op. Du ved, pensioneres.” Pax sendte Juno et sigende og spøgefuldt blik, hvorefter han hev rejsekoften over hovedet for endnu engang.

Forinden de forlod Evlyns hytte, aflagde Pax afstanden til Juno og lagde sine arrede hænder om den andens ansigt. Sådan stod han en kort rum tid og blot… betragtede den unge mand, før at han bøjede sig frem og kyssede hans mund.
”Jeg er glad for, du er hjemme igen”, mumlede han mod Junos læber. Ikke mange momenter senere var de atter på vej mod Dianthos.

I samme øjeblik de trådte indenfor bymuren, drejede Pax ned mod Den Nedre Bydel. Des flere huse de passerede, des mere forandrede hans statur sig; skridtene blev længere, ryggen rankere og hovedet let bøjet ned, gemt væk under kuttens mørke.
De stoppede op ved et af tagrendernes metalrør i det, at gaderne blev til Slummens. Pax samlede en sten op og begyndte i taktfaste rytmer at hamre på røret, så den buldrende lyd fløj igennem kvarteret. Snart efter fulgte et svar og dernæst et til. Hvad end Pax fik at vide ved lyden, syntes han at se sig tilfreds med det og han nikkede til Juno som tegn på, at han skulle følge med. ”Jeg har noget, jeg skal vise dig, inden vi går i gang med min – rutine”, fortalte han, hans stemme lettere tøvende.

Pax førte Juno igennem gadebilledet, indtil han stoppede op ved et hjørne. Derefter vendte han sig rundt og lod sit tofarvede blik lande på Junos skikkelse, velvidende de begge vidste, hvad der ville komme til syne, skulle de fortsætte forbi hushjørnet: Rottebandens tidligere hjem og tilholdssted.
”Jeg fik nogle til at genopbygge det”, fortalte han omsider, hvorefter han nikkede i retning deraf. ”Det ligner ikke det, du mistede, men… Lizzy kan vist ret godt lide det. Hun bor derinde med nogle af kvinderne fra Flokken.” Pax forblev stående, lod Juno bestemme, om han ville gå det sidste stykke. 

"Aldrig i livet," svarede Juno med et grin til Pax's ønske om at pensioneres. "Den eneste måde du får lov til at forlade mig, er hvis du gør det i en kiste." Selvom det var mørke ord, sagde Juno dem med en legende lethed og et smil, der ikke talte om andet end glæde ved tanken om aldrig at lade Pax forlade sig. 

Da Pax endelig, endelig kyssede Juno, sukkede han længselsfuldt ind mod Pax's læber og trak ham tættere på sig, og selvom det ikke var andet end et kys han havde længtes efter, og selvom det var sandt, at han bare gerne ville hjem, så var det næsten umuligt for ham at slippe kysset og Pax igen. 
"Jeg er glad for, du er her med mig."

Imens Pax gik rankere, des længere ind de kom i byen, des mindre blev Juno. Hans skridt blev kortere, hans indåndinger mere overfladiske, hans blik faldt lavere ned. Hvad han havde påstået om at lære Pax's rutiner virkede pludselig som en løgn, da han knap nok ænsede hvad Pax sagde eller gjorde længere, indtil han kun tomt fulgte efter ham, hans blik limet til brostenene.  


Alligevel vidste Juno, efter et helt liv i Dianthos, præcis hvad der lå rundt om hjørnet, da Pax stoppede op. "Jeg - jeg ved ikke om jeg kan se det," indrømmede han, hans stemme hæs allerede. Tøvende tog han et skridt bagud, væk fra gaden der ville kunne afsløre huset. "Det bringer dem ikke tilbage til live. Lily og Kuni. Og Lizzy, hun kan sikkert ikke engang huske mig, så..." Juno trak på skuldrene, som for at afslutte med 'så hvad er pointen?', men selvom han gjorde sig umage for at virke afslappet, var hans krop anspændt og hans øjne våde. 
"Jeg ved ikke om det er en god ide at jeg - jeg har ikke lyst til at skræmme hende. Og jeg kan ikke - tak - tak, Pax, men det er ikke mit hjem, jeg ved slet ikke hvorfor du -" Juno tøvede igen og tog en dyb indånding imellem alle de ord der faldt ud af ham, kun for at skære en grimasse over den tanke, der var slået ned i ham som et lyn; "Du smider mig ikke af her, vel? Jeg kan ikke bo i - dét der."

Pax blev stående, hvor han var; som håbede han, at Juno derved ville forstå, at Pax ikke tvang ham til noget, han ikke ønskede; at han ikke var fanget, som Asad havde fanget og tvunget ham til at se hans hjem gå op i flammer.

”Når hun ser en mand, der ligner dig, siger hun dit navn”, fortalte Pax, hans stemme rolig og lavmælt, eftersom han skulle veje op for Junos stigende panik. Det var også i langt højere grad Ulven, og ikke Pax, der betragtede den blonde mand. ”Og nej. Det bringer dem ikke tilbage. Jeg – gjorde det af selviske årsager. Jeg synes ikke, at kvarteret havde ret til at glemme jer – at glemme dig.” De tofarvede øjne forlod ikke Junos, men for blot et sekund var de tomme, ulæselige. Pax var ikke sikker på, om han ville blive en bedre eller værre mand i Junos optik, og det betød så meget mere, end det hidtil havde gjort.

”Min tanke var, at du boede hos mig, hvis du ville. Ellers har jeg andre steder, hvor du kan bo så længe, du vil – det er op til dig, Juno. Vi behøver ikke gå derind nu. Vi kan komme tilbage en anden dag. Det er dig, der bestemmer.”

Havde Pax tvunget Juno til at se på det genopbyggede hus, ville Juno måske for første gang have kunne kæmpe imod, når han blev holdt fast. Heldigvis behøvede han ikke at finde ud af det, men havde tydeligvis fri mulighed for at gå den  modsatte vej, hvis det var dét han ønskede. 

"Hun siger mit navn?" gentog Juno åndeløst, og det skridt, han netop havde taget væk fra gaden Rottebandens hus havde ligget på, tog han nu imod det igen. "Kvarteret ved ikke en skid hvem jeg er," svarede Juno med et vift med hånden, i samme øjeblik som to ældre kvinder gik forbi ham og sendte ham lange blikke, der førte til en hviskende, opildnet samtale. 

"Jeg vil bo hos dig!" Udbrød Juno, så snart Pax gav ham muligheden. "Tosse," tilføjede han, frustreret over at Pax kunne tro noget som helst andet, men så snart han havde sagt dét, trådte han også forbi Pax og ned mod gaden, indtil han fik øje på huset. Pax havde haft ret - det lignede ikke sig selv, og samtidig gjorde det dog. I hastige skridt gik Juno ned ad gaden mod det, og de sidste skridt op af trappen blev taget i løb, ved tanken om Lizzy, der ikke havde glemt ham, og det var også den tanke, der fik ham til at storme indenfor, uden at banke på.

"Lizzy?" Kaldte han og stoppede i stuen, der også, på bizar vis, lignede hans, men velholdt. Og dér, på gulvet, sad hun. "Duno?" Spurgte hun, hendes øjne store og hendes mund fyldt med en halv spist bolle. Hendes arme rakte sig op mod ham og Juno ænsede ingen andre i lokalet, da han udlignede afstanden imellem dem og satte sig på knæ foran den lille pige, som han trak ind til sig, imens hun også lagde sine arme om ham. "Bæres!" Kommanderede hun øjeblikket efter og da Juno rejste sig op, var det med hende i armene. 

"Har du det godt? Bliver der passet godt på dig?" spurgte Juno hende og bemærkede ikke selv, de tårer der var strømmet ned ad hans kinder, før Lizzy med sin fedtede hånd forsøgte at tørre dem væk. "De' søde," svarede hun med et nik og et genert smil, inden hun tog endnu en stor bid af sin bolle, og Juno for første gang fik øjenkontakt med først én, og derefter flere af de kvinder der var i huset. 
Han genkendte nogle få af dem, men var alligevel lettet, da han kunne se hen på Pax igen og med læberne formede et lydløst 'tak'.

Pax nåede ikke at gøre meget andet, end at følge efter Juno, da han sat i småløb hen mod huset. Pludselig bevidst om, at kvinderne, der nu boede der, ikke kendte ham og at de ville se ham som en trussel, var Pax ikke sen til at reagere, og han nåede at gestikulere til dem, forinden at Juno tog Lizzy i sin favn. De havde ellers alle tre rejst sig fra deres siddepladser omkring pejsen, deres blikke fulde af trusler og mord, for ingen rørte ved Flokkens børn, foruden at kvinderne reagerede –

De satte sig ned igen og lod den blonde mand tage Lizzy til sig, og straks faldt en rolig atmosfære for endnu engang. De mumlede alle deres respektive ’hej og velkommen tilbage’, men Pax forblev stående i døråbningen, velvidende at de tre kvinder ikke følte sig trygge omkring mænd – end ikke ham. Det var derfor, at de ikke befandt sig i undergrunden med den øvrige flok.

Pax nød synet af Juno og Lizzy, og uden at vide det, var der noget, der var gået i stykker, der fandt tilbage på plads i hans indre.
”Tag dig god tid”, mumlede Pax tilbage, hvorefter han med et varmt smil vendte rundt på hælen og lod Juno få øjeblikket for sig selv. Han stillede sig i gangen og afventede tålmodigt.

Juno knugede Lizzy ind til sig i flere minutter, inden det gik op for ham, hvordan de andre kvinder havde reageret hans tilstedeværelse. Han havde nået at kysse Lizzy i hele hovedet og at tørre savl væk fra hendes hage, inden han hørte deres tøvende hilsner, og han så dem rigtigt an. Én af dem genkendte han fra samme bordel som Julia, hans mor, arbejdede på. Det var anden gang han havde ladet hende tro, at han var død, nåede han at tænke, inden han kom i tanke om hvor skidt et bordel det var. Det var også dér han selv havde haft en enkelt kunde, inden han var stukket af. Han forstod pludselig, hvorfor de alle sammen så på ham, som de gjorde.

"Tak fordi I tager jer af Lizzy," sagde han lavmælt og tørrede hendes fedtede hånd af i sin egen jakke. "Jeg vil aldrig kunne tilbagebetale min gæld til jer." Kvinderne så ikke helt ud som om de troede på ham, men om ikke andet var Lizzys og Junos kærlighed til hinanden tydelig for enhver. 

"Hey, Liz, det er ret kedeligt bare at sidde her på min arm, er det ikke?" Den lille pige rystede på hovedet, men Juno grinede bare og kastede hende op i luften, hvor hun hvinede i lykke, da Juno greb hende igen. "Selvfølgelig er det dét!" Svarede han med et grin. "Så jeg synes hellere jeg skal komme tilbage i morgen. Så kan vi lege lige så længe som du vil. Et sted hvor vi ikke forstyrrer..." Juno skævede over til kvinderne, og Lizzy afsluttede for ham; "mor!"

"Hvor vi ikke forstyrrer din mor, yeah, okay," svarede Juno med en lettet latter og skævede til kvinderne igen. "Hvis det er okay med jer?" De tre kvinder skævede til hinanden, inden én af dem nikkede. 

"Okay, Lizzy, så ses vi i morgen. Sæt dig hos din mor," lovede Juno og kyssede hende på toppen af hovedet, inden han satte den lille pige ned og fik et kram, inden hun løb hen til en af kvinderne og satte sig på hendes skød. Et langt øjeblik stod Juno og så længselsfuldt efter hende, men så tog han sig sammen, for begge deres skyld, og vinkede farvel til den lille pige, inden han gik ud i gangen og stak begge hænder i lommerne. 
"Lad os komme videre," mumlede han og skubbede drillende til bagsiden af Pax's knæ med sit lår, hans hjerte pludselig lettet og hans smil mindre forsigtigt. 

Pax kastede sit tofarvede blik henover sin ene skulder i det, at han hørte Juno komme nærmere. Han smilede stadig men nikkede kun tavst, hvorefter de endnu engang var på farten.

Pax førte ikke Juno tilbage mod det hus, hvori de havde spenderet de fleste timer sammen, forinden branden og Junos forsvinden. I stedet skridtede han i retning af grænselandet, hvor husene hverken hørte til Den Nedre eller Centrale del. Fra tid til anden stoppede Pax op og bankede på en af tagrendernes metalrør, denne kode ganske anderledes fra den, han havde hamret ind i eksistens tidligere.

Det var Verdis, der mødte dem tre gader længere fremme. Den høje og ældre mand betragtede Juno et for langt øjeblik, tydeligvis forundret over at se den blonde mand igen. Pax stoppede ikke med at gå, hvormed Verdis måtte følge efter og skæve til Juno henover skulderen. Pax var tilmed nødt til at rømme sig før, at Verdis omsider begyndte en lavmælt fortælling. ”Øh, ja, det er godt at se dig”, mumlede Verdis til Juno, hvorefter han straks vendte sin opmærksomhed tilbage mod Pax.

Hvad end det var, at Verdis fortalte, syntes Pax at se sig tilfreds med fortællingen. De gik tæt sammen, indtil Verdis pludselig drejede af og forsvandt ned i gadebilledet. Der gik ikke mere end et øjeblik før, at Edna, Pax’s halvsøster, trådte frem fra skyggerne; så ulig Pax i både statur og personlighed, var Edna højtråbende og rødhåret, hendes kurver fyldige og bløde.

Pax stoppede op og lod Edna omfavne ham, hvorefter han vendte sig rundt mod Juno og nikkede mod hende. ”Det min halvsøster. Edna”, fortalte han, hvortil den rødhårede kvinde sendte den blonde mand et bredt men falsk smil.
”Det er dejligt at møde dig, Juno”, lød det fra kvinden, hendes tone giftig. Som hun stod, tæt op af Pax og med sin arm hægtet omkring hans, var der ingen tvivl om, hvad hun syntes om denne nye… konkurrent for sin brors opmærksomhed.

Da Verdis mødtes med dem, gav Juno ham blot et nik som hilsen. Han havde sit eget at tænke på. Lizzy kunne huske ham og Pax havde trods alt selv sagt, at han havde taget flere af hans unger til sig. Lizzy havde været den yngste, så hun havde været mest hans, hvor de andre havde taget sig mere af sig selv, men Juno skyldte dem en undskyldning, for at forsvinde igen, når han kunne. Han var så optaget af sine egne tanker, at han knap nok bemærkede hvad Pax og Verdis lavede, før Verdis pludselig forsvandt, og Juno så undrende, med et hævet øjenbryn, på Pax. Der var foregået noget, som han måske skulle have lagt mærke til, men nu var Verdis væk og det var så for sent - han regnede ikke med at Pax ville afsløre noget, ikke endnu.

Inden Juno kunne nå at spørge ham ind til ham, sluttede der sig en anden person til dem, og inden Juno kunne stoppe sig selv, rynkede han på næsen da den rødhårede kvinde omfavnede Pax. Han er min, havde Juno lyst til at fortælle hende, da Pax heldigvis nåede at introducere hende som sin søster. 


"Du ved hvem jeg er?" spurgte Juno, oprigtigt overrasket, da Edna hilste på ham ved navn, og hans blik sprang tilbage til Pax. "Hvad har du fortalt hende om mig?" Juno vidste slet ikke at Pax havde en søster, omend halvsøster, så der var rigeligt overraskelser på én gang, og da Juno så tilbage på Edna, var det med et oprigtigt smil. Han kunne ikke bebrejde hende for gerne at ville beholde Pax for sig selv. I det mindste kunne han følge med Pax i seng, hvor det eneste Edna kunne gøre, var at klinge sig til hans arm. 

Pax nåede ikke andet end at åbne munden for at svare før, at Edna kom ham i forkøbet: ”Ikke andet end at han skulle hente dig hjem – noget med du ikke var nær så stendød, som han ellers gik rundt og antog, at du var.” Kvinden med det ildrøde hår løftede et skeptisk øjenbryn, som forstod hun ikke hvorfor, at den blonde mand i grunden spurgte og med en sådan entusiasme.
Pax skar en grimasse af irritation og tvang derefter sin arm til sig. ”Han er vigtig, så styr den der attitude”, mumlede han, hans stemme mørk af en truende irettesættelse. Edna lod sit blik farer fra Juno for at fæstne det i sin brors, men havde Pax ønsket at skræmme hende, var det ikke lykkes ham – han havde nemlig begået en fejltagelse.
”Vigtig? Hvordan vigtig?”, beordrede Edna lavmælt, og mellem sammenpressede læber, at få at vide.
Pax’s tofarvede øjne flakkede for blot et øjeblik før, at han skævede spørgende til Juno. Måtte han sige det? Ville de lade andre vide det… nu?

Var de overhovedet sammen?

Det var ikke fordi at Juno havde regnet med, at Pax havde fortalt Edna noget som helst af  betydning, men han var alligevel en smule skuffet, da han kun lige var blevet nævnt i form af Pax's opgave med at hente ham hjem. Et eller andet sted havde han håbet på mere, også selvom han ikke selv havde nævnt, hvad ham og Pax havde haft, overfor nogen. 

Skuffelsen blev dog erstattet af et selvtilfredst smil, da Pax kaldte han vigtig. Det var alt han havde drømt om at være for Pax - og om at kunne være offentligt. Men da Pax's blik landede på ham, vidste Juno ikke hvordan han skulle reagere.

"Du må gerne fortælle hende det, for min skyld, men..." Juno grinede nervøst og skævede omkring sig, selvom han fik fornemmelsen af, at Edna var typen der ville fortælle det videre til hvem som helst alligevel, hvis Pax fortalte hende noget vigtigt. "Det kommer til at ødelægge dit image," afsluttede Juno og skar en grimasse. De havde snakket om det før - at Juno var yngre, og en fyr, men lige nu hentydede han mest til, at folk i Dianthos sandsynligvis ikke engang vidste, at Pax og Evlyn havde slået op; var det virkelig en god idé at introducere en ny kæreste, inden nyheden om bruddet overhovedet var sluppet ud? 
For sin egen skyld var Juno ligeglad, men han ville være sikker på at Pax kendte konsekvenserne, inden han ødelagde noget for sig selv, der ikke så nemt kunne fikses. 

Edna skævede til Juno med lynende øjne, da den blonde mand afgav sin accept. Det svandt dog ind og blev til ivrig hengivenhed i det, at hun dernæst så på Pax. 
"Du ved, jeg kan holde på en hemmelighed for dig!", mumlede hun lavmælt, hvorefter hun greb om Pax's ene hånd og tvang sig selv tættere på ham.

Pax betragtede hende for et langt øjeblik, hans blik lige dele skeptisk og eftertænksomt. Han var overbevist om, at Edna ville gøre netop, som hun havde hævdet: holde tæt og holde ved, indtil at Pax selv ville lade nyheden gå igennem undergrunden -

Og alligevel tøvede han. Det var ikke retfærdigt overfor Evlyn, ikke så hurtigt efter og samtidig kæmpede han med et ønske om, at fortælle om hvad der var hændt. Bare... til nogen. Edna var nu ganske enkelt bare den, der stod overfor ham i det øjeblik. 

Desuden... Juno havde tøvet, havde han ikke?

Pax skar en grimasse og stak sin hånd frem mod Edna, der instinktivt greb den, velvidende hvad han gav hende lov til. 
"Hold det for dig selv indtil videre." 
"Selvfølgelig!" Dernæst faldt tavsheden over søskendeparret, men det var tydeligt for enhver, at noget stadig skete; noget, der kun var for dem at opleve og for andre med vågne øjne at betragte.

Edna tog ikke sit blik fra Pax's og fra tid til anden spærrede hun øjnene op i forundringen. Han viste hende nemlig det hele, enhver scene, selv de han havde spenderet alene efter Junos bortgang, til dem med Evlyn og rejsen hjem. Han havde aldrig vist hende så meget før, aldrig åbnet hans sind for hende som i det øjeblik og Edna slugte hans minder med en sult, hun ikke før havde stiftet bekendtskab med.

Det var ovre mange øjeblikke senere og Edna skævede til Juno, hendes øjne ikke længere nær så krigeriske. Blot... vagtsomme. 
"Hvis du tager røven på ham eller såre ham, så slår jeg dig ihjel." Edna hævede sine øjenbryn, som ville det understøtte hendes erklæring, hvorefter hun nikkede afmålt til Pax. Hun forstod ikke men accepterede, hvad der var hændt, fordi det var hendes bror og hun forgudede jorden, han betrådte.

Pax skævede til Juno men så hurtigt væk, hvorefter han gav Edna et forhastet kram og fortsatte videre. Han ville hjem, finde et skjulested, få varmen og blot for en tid glemme, hvad der unægtelig ville ske de næstfølgende dage. 
"Vi er i huset ved biblioteket. Gider du sætte det i gang?" 
Edna nikkede lydløst og skridtede dernæst forbi Juno. "Husk hvad jeg sagde."

Juno betragtede undrende søskendeparret, uforstående for hvad der foregik, men velvidende om at der foregik noget. Først da Edna truede ham, følte Juno sig sikker på at hun vidste præcis, hvad han og Pax betød for hinanden. Skulle man tro på Pax, var hun tilsyneladende mere til at stole på, end hvad hendes opførsel gav udtryk for. 

"Hvis jeg sårer ham, må du gøre med mig, hvad end du vil," svarede Juno og løftede hænderne i overgivelse. Han havde ikke planer om nogensinde igen at såre Pax, og han forstod Ednas trussel, som  havde han selv sagt den. 

Først da hun skridtede videre, så Juno på Pax. "Jeg havde ellers glædet mig til at høre dig introducere mig som din kæreste," afslørede han helt lavmælt. Det føltes stadig som en løgn, som var det endnu ikke virkeligt, og var de ikke kærester. Det føltes som om de stadig var, hvad de havde været indtil nu: noget hemmeligt. 
"Men det er nok en god idé at vente. Det er én ting, hvad folk ellers kommer til at tro om os, men hvis du kommer til at gå direkte fra at være sammen med Evlyn, til at være sammen med mig..." Juno vidste allerede nu, at han ville blive beskyldt for at splitte et kærligt hjem ad, hvis folk fandt ud af det, men han var mere bekymret for, hvordan Pax ville blive set, hvis det kom ud.  

Pax smilede, næsten underfundigt men i den grad moret. ”Det gjorde jeg også. Bare – uden at sige det”, mumlede han lavmælt tilbage, hvorefter han skar en spæd grimasse af Junos næstfølgende ord. Han nikkede tavst, men undlod at svare ham, for Pax’s tanker begyndte for endnu engang at gå i rundkreds. Der var for mange udfald, flere uheldige og katastrofale end ikke, og han anede ikke, hvad der ville være bedst at gøre. Ikke endnu i hvert fald.

Pax førte Juno afsted igennem gaderne og selvom de skulle hjem, forklarede Pax: ”Vi skal lige forbi Edward. Han får prinsessenykker, hvis vi ikke stikker hovedet ind og han vil aldrig lade mig glemme det, men – det er på vejen. Sådan da.”
Des tættere på de kom, des mere lam i kroppen blev Pax. Han bar stadig Junos taske og havde ikke tænkt sig at give den fra sig, og selvom den ikke var tung, var kroppen træt. I det at de omsider nåede den gamle helbreders hytte, åbnede Pax døren uden at banke på og råbte: ”Vi er hjemme igen”, men foruden rent faktisk at træde ind i gangen.

Edward kom spurtende end ikke øjeblikket efter og instinktivt trådte Pax et skridt til side, så Juno stod for skud. Det var trods alt ham, der var genopstået fra de døde.
”Milde makrel! Ved Zaladins rynkede røvhul og Isaris svulmende barm, det jo knægten!”, udbrød manden, hvorefter Edward brød ud i glædeslatter og knugede Juno indtil sig. Pax betragtede scenariet udspille sig, et smil over hans læber til trods for sorgen, afmagten og udmattelsen. ”Hvordan har du det? Du er sgu da blevet – er du blevet højere? Og jo, jo, lidt mere til sidebenene ser jeg, var? Ja, det er sgu som om, at du bliver kønnere med alderen! Det jo ikke skidt, at det går den vej!”, udbrød Edward begejstret, hvorefter han afsluttede med et ivrigt dask mod Junos skulder –

Med et blev den gamle helbreders ansigt forvredet og formørket af vrede, der dog ikke var… rigtig raseri. ”Du kunne sgu da også godt lige have skrevet – du kan skrive, kan du ikke? – ’hej med jer, jeg er ikke død’, du ved, noget i den retning! Er det måske for meget at forlange? Bare fordi ham den lange der ikke gad snakke med dig – det har I måske fået løst? Når, ja, ja det var jo godt så – ja, for vi brugte jo fandeme en formue på din kiste! Ja, eller det gjorde vi jo så ikke, men du ved, det er tanken der tæller og vi ville sgu have gjort det, hvis vi havde fundet dig men – nok om det! Skal I ikke have en kop te?”
Pax rømmede sig og rystede dernæst på hovedet. ”Jeg kommer i morgen.”
”Evlyn sagde, hun ville møde dig ved grænsen. Hvor er hun henne? Har du set, hvad der er sket med hende?”
Pax nikkede tavst men droppede at bibeholde Ulvens facade, hvormed hans skuldre sank en anelse og hans ansigt afslørede pinslen. Edward var ingen Seer, men med et syntes han at forstå og for blot et øjeblik skævede han frem og tilbage mellem Juno og Pax, hvorefter han viftede affærdigende med hånden – en hånd der dernæst greb ud efter Pax og hev ham med ind i gangen.

Edward lukkede ikke døren men skubbede den en smule i, således at de kunne tale uden afbrydelser: ”Hør, vi har snakket om det, knægt. Jeg ved, hvad du render rundt og føler for ham, så ingen sure miner herfra! Vi troede jo alle sammen, vi havde mistet ham og at Evlyn kaster sig helt af Zaladins til – det er ikke din skyld, hører du? Desuden er hun jo okay igen!”
”Ja, jeg ved det, men – vi skal virkelig videre. Jeg kommer i morgen. Mine ben er fandeme ved at falde af –”   
”Jovist, jovist, vent her! … Dine øjendråber. Bare så du ikke bliver helt blind. Skal I have noget til ømme muskler?” Edward hev døren op og nikkede mod Juno, tydeligvis afventende, velvidende at den blonde mand havde hørt det hele.