Der fulgte ingen konsekvenser med hendes handling lige med det samme, og på en måde føle Ahra sig ikke helt så hjælpeløs længere. Hun havde udnyttet hans sårbare øjeblik. Mindet ham om andre ting, velvidende at selvfølgelig ville intet ske med den pukkelryggede mand, før Onelyas mødte op. Ikke med mindre, at folket hernede ikke var sky for at kaste sten mod den nyeste syndebuk. Det var ikke utænkeligt. Brugen af en syndebuk var trods alt ikke kun noget man fandt i hendes hjemby, Sarghos. Et centrum for bebrejdelse, så man med bedre samvittighed kunne være blind for sine egne fejl.
Men ingen kastede med sten, da de nåede tilbage ud på torvet. Ikke ét råbende ord med smidt efter manden, der nemt i andre øjne, kunne være grunden for den smule uro, der var opstået af Onelyas’ forlangende ordre om at finde en tyv. Hun kunne kun høre sagte samtaler, der faldt hen i takt med at mængden skilte sig for dem. For ham. Eller med lidt god tro; for hende.

Ahra vrængede sit ansigt. ”Ikke det mindste. Det er kun barberer der bliver ivrig over at se på til en henrettelse,” svarede hun skarpt. Hendes blik lå fastlåst på manden nær korset, og det tungede mere og mere på hende, jo tættere de kom. Det var som om at se ham der, vidne om, hvad der ville ske, trak episoden med den stenarmede mand frem i hendes hukommelse igen, og hun var nødsaget til at tage en indånding dybere end andre for at fatte sig.

”Hvad ved korsfæstelse kan også beskrives som henrettelse. Henrettelse er at blive hængt. Sammenlignet er det her ikke andet end tortur og et reb om halsen en befrielse.” Sandheden var at hun ikke turde se op på Onelyas, mens de stod der og ventede på mandens ende. Hun turde ikke se, om hun ville kunne finde glæde og iver i hans øjne. Eller om han stadigvæk ville kunne se på hende med kærlige øjne.
Hun burde ikke have medlidenhed med manden. Og det havde hun heller ikke! Han havde helt selv fået sig i knibe, og hans sølle forsøg på at komme ud af dem igen, havde ikke virket. Hun var ikke en til at redde ham. Men inderst inde vidste hun, at det ville skære sig ind i hende, at se ham lide på korset. Men hun måtte ikke kigge væk. Vis ikke… svaghed.

Stilheden lagde sig igen efter Onelyas’ ord og befalinger havde lyt. Den eneste summen, der på daværende tidspunkt kunne høres var, hvordan folkemængden flyttede på sig. Drejede sig for at kigge efter denne Sashri. Men ingen sagde noget, hvilket kom noget bag på Ahra, der var vant til den manglende respekt, når der blev talt offentligt i Sarghos. På den anden side kunne hun også høre en mere velkendt lyd af varige klynk kommende fra bygningsbygeren. Hans liv ville ende i dag. Og selvom han glædeligt ville skåne sin datters liv ved at give sit eget, så hulkede han stadig bedende. Det var en utrolig nedladende lyd at stå og lytte til, så Ahra prøvede ikke at fokusere for meget på det.

I stedet skannede hun sit blik udover forsamlingen. Hun stod ikke fremme med deres Herre, så hun følte sig for en gangs skyld skjult. Hun lignede ingen af dem, men hun bar lignende klæder, blot af lidt bedre kvalitets materialer. Hun var ikke en af dem. Men hun ville snarest blive det. Hvis det stod til Onelyas. Så snart jeg har min stav igen, kan vores bryllup passende stå. Hun spændte i kæbemusklerne.

”BABI!!” Med ét blev den tunge stilhed brudt af en lys stemme med imponerende kraft til at gøre sig til kende. Til at starte med var denne højtråbende kvinde ikke til at se, stod man forrest i mængden. Der gik dog ikke længe, før man kunne se mængden skille sig i takt med at en person løb igennem og skubbede sig vej med desperate armbevægelser.

Kvinden var hverken gammel eller ung. Et par år mere end 3 årtier, så uden tvivl en voksen kvinde. Ikke et barn, som Ahra oprindeligt havde haft i tankerne. Hun var høj og atletisk bygget. Hendes ansigt var ret ungdommeligt, men der var tykke striber af grå hår i hendes glatte, men krusede mørkebrune lokker. Hendes hud var en mørkere chokolade nuance end hendes babi - faderlige.
Flere gange var hun ved at snuble man fandt altid fodfæste igen. Hun stoppede ikke hos Onelyas. Faktisk skænkede hun ham knap nok en tanke, før hun farede direkte forbi ham for at nå manden ved korset. ”Babi!” Hvad end hun følte lige nu styrkede hende nok til at ligeledes komme forbi vagterne, der skulle have holdt hende fra netop det. Og så snart hun nåede sin far, faldt hun hårdt på knæ ved hans side og tog hans hovedet i sine hænder. ”Babi, hvad gør de ved dig?” messede hun idét hun satte sin pande mod hans. Kyssede fluks hans pande og trak sig så lidt væk for at kunne undersøge hans forslåede ansigt og stryge over det.

”Jeg kunne ikke beskytte dig længere, min kære Sashri.” svarede han tilbage. Bekræftede at dette… denne kvinde.. var Sashri.

Det var måske ikke synligt for alle i forsamlingen, men hvert eneste ord Onelyas sagde til denne Sashri borede sig ned i hende som skarpe spyd. Hun havde skuffet sin herre. Og allermest havde hun skuffet sin gud, Jyoti. Og rigtigt nok, så havde hun bragt sin faderlige fatale konsekvenser. Men hun havde jo kun gjort det ud fra det gode i sit hjerte. For sin herre. For sin gud. Samfundet her under jorden var ikke et barmhjerteligt et, men det burde da kunne ses, at hun mente intet ondt med sine handlinger. Med mindre noget andet lå under og ulmede sammen med alle hendes andre begrundelser.

Sashri slap atter den afklædte og skamgjorte mands hoved og drejede fluks omkring, stadig på sine knæ for at have sin front mod Onelyas. Hun tog sig ikke engang tid til at kigge op på ham, før hun faldt bedende sammen ved hans fødder. Dette var første gang, at Ahra havde oplevet den gudelignende status som den sorte voldsmand havde iblandt sit folk, og hun kunne mærke sin mave trække sig sammen. Dette var… fanatisk! Og han vidste det!
”Straf ikke min far, herre! Hans eneste indblanding har været uskyldsrene; at holde på mine egne beskidte hemmeligheder. Havde han kunne tale mig fra, hvad jeg har gjort, ville han have gjort det. Straf ikke min far. Straf mig, hvis mine handlinger har trådt på Dem,” begyndte hun at remse op med en desperat ildhug. Stadig med hovedet sænket helt ned med panden i stengulvet og hænderne lagt fladt ved på hver sin side. Der var dog en tydelig bitterhed i hendes brugte stemme, der syntes at tage endnu mere til, idét hun pludselig skød op at sidde og for første gang så direkte på Onelyas med et fast, men rædselsende blik. Et blik der fortalte, at hun var bange for døden, men at det ikke ville holde hende fra at stå ved sine meninger, skulle døden være konsekvensen.

”Men jeg kan ikke aflevere, hvad jeg har taget.” Sætningen var nok til at sende et lydløst gisp igennem mængden, der stod som tilskuere. ”Ikke så længe, at stavens plads er ubeskyttet og nær den hunræv af en kvinde.” Skarpt drejede Sashri hovedet og så denne gang mod Ahra, der blot stod koldt. Ville dette røre Ahra, var hun ikke blevet den hun var eller nået dertil hvor hun var, så skræmt var hun bestemt ikke af denne kvinde. Mest af alt fornærmet. Lige som hendes babi havde gjort hende. Og det isnende blik blev gengældt.
”Se godt på hende!” Som ud af ingen ting blev forsamlingen dækket af et tæt dække af tåge. Det var på ingen måde ægte, men illusionen gjorde det umuligt at se længere end et skridt frem for sig. Et par af befolkningen blev lydhørt skræmt af det. Og med god grund. Ingen vidste trods alt hvad der skete. ”En mulighed for at flygte..!” fortsatte Sashri – synderen af tågen. Og også mesteren, der lidt efter fik den til at falde igen. ”Og hun v-…il…” Selvsikkerheden i kvindens stemme falmede pludselig meget markant. ”…tage den.”

At se Ahra stadig stå præcis, hvor hun havde stået før, havde nær gjort Sashri ligbleg, var det ikke for hendes mørke kulør. Hun havde været så sikker i sin sag. Og der stod ædelræven. Ikke engang drejet sig for at løbe, nu hvor hun kunne gøre det udset. Det eneste anderledes var hvordan hun havde hævet sin hale til trods for at hun ikke kunne bruge dens hede. Panik fyldte hende og hun skyndte sig at se mod sin herre.

Sashri var mere end klar over, at der ikke var nogen vej tilbage for hende. Hun havde været så åben med sine beskyldninger. Og selvom ingen af dem havde været direkte rettet mod sin herre, så var der ingen tvivl om, at de kom lige så meget til ham igennem sin… forlovede. Ahra. En snu kvinde, der var intet der ville kunne vende hendes hjertes mening om denne kvinde. Ikke efter at have været der til at se, hvad hun havde gjort ved deres hellige ceremoni. Ikke efter at have delt et blik med ræven.
Et skrig blev straks kvalt af Onelyas’ stærke hånd. Altid havde hun vel frygtet at få hans brutale magt over sig på denne måde. Men aldrig havde hun forventet det føle som det gjorde. Det var ydmygende. Nedgraderende. Og hun skammede sig. Åh, hvor hun skammede sig. Automatisk var hendes hænder blevet løftet op i et ynkeligt forsøg på at komme fri, og under hende dinglede hendes ben over en højde, der for hende føltes som hang hun udover en kløft. Gurglende lyde, der gik direkte ind i Ahra’s sensitive øregange, og mest af alt havde det stædige halvdyr ikke lyst til at se på. Særligt ikke som livet langsomt blev drænet og savl sivede fra den mørke kvindes mundvige. Sashri var sikker på, at dette var hendes endelige.

Men så slap han hende. Den hårde landing skubbede først den smule luft, hun havde fået tilbage i lungerne, ud af dem, men derefter hev hun desperat og hakkende efter den ilt, hendes herre alligevel velsignede hende med. Selv hvis det kun var blevet gjort for at yderliggøre hendes straf. Og hun klynkede som han tog sit næste greb i hende. Tårer faldt allerede ned over hendes kinder. Hendes far havde på et tidspunkt forsøgt at vride sig fri for at komme til sin datter, men var blevet holdt godt tilbage af vagterne. Bedende ord havde forladt hans mund, men for Sashri hørte hun ingen af dem. Det hele var blevet meget intenst. Mere intenst end den blotte korsfæstelse…

”Den er hos vore gud!” vrælede Sashri endelig op, der nær havde fået forsamlingen til at bakke yderligere tilbage for ikke at komme for tæt på. ”Salen, hvor Jyoti hviler! Salen, hvor vi tjenestefolk eller slaver…” Dette var selvfølgelig mest ment mod Ahra. Det kunne ædelræven mærke, sådan som hun kæmpede for ikke at blive påvirket. Men lidt havde det hele på virket hende. Nok til at hun nu stod med armene omkring sig. Hænderne klemmende om den modsatte arms overarm. Hun sitrede svagt af ubehag. ”…ikke er tilladt adgang.”
Knap så diskret for dem der havde opmærksomheden rettet mod hende og ikke den vrælende kvinde på gulvet, drejede Ahra sit hoved i retningen af ud af byområdet. Mod tunnelgangene. Hun vidste godt hvor Jyoti’s sal var. De havde passeret den på vejen hertil.

"I sikkerhed hos templets beskytter."

Det samme dommen lød forsvandt endnu mere farve Sashris chokoladebrune ansigt og så snart de gentagende ord af benægtelse – nej, nej, NEJ – gjorde det endnu sværere for Ahra at være i sig selv og i kontrol. Det skar i ørene. Hun ville helst vende det ryggen, frem for at stå og kigge andres problemer i øjnene på den måde. Og netop dét ønske valgte Onelyas at opfylde, da han til hendes milde forbløffelse gjorde tegn til at forlade torvet med ham. Hun var virkelig ikke glad for den lettelse den handling skyllede henover hende med. For det var en lettelse der skyldtes ham. Og til trods for lettelsen, var det med en sagte, men grum smag i munden, at hun ikke tøvede med at følge med ham. Uden så meget som et sidste blik vendt tilbage mod kvinden og hendes far.

”Og hvad godt ville det have gjort mig?” kommenterede hun spydigt, som hun var nået op til at stå ved hans side. Hun holdte stadig omkring sig selv. Stadig påvirket. Og stadig ihærdigt prøvende at ikke vise noget af det i sit ansigt. Hun kiggede ikke på ham men forholdte sit rubinrøde blik rettet stift frem for sig.
Bag ved sig hørte hun stadig det hele. Det hele. Ville hun nogensinde falde dybt nok til at forbande sig selv og sine egne talenter og styrker – hvilket hun aldrig ville! – ville denne dag være dagen, hvor hun kunne have været foruden den sarte og forøgede hørelse. Hun hørte hammeren ramme ned over hovedet på det første søm, og selvom man skulle tro, at det pinefulde skrig ville have overdøvet alt andet, hørte hun sømmet splitte træets årer. Hun overbeviste i hvert fald sig selv om, at hun kunne høre det. Skrigene blev efterfulgt af lige så smertefuld gråd. Og så blev det næste søm hamret. Hun hørte ord blive råbt. Skældende. Undskyldende. Bedende. Og Ahra lagde ikke engang meget mærke til, hvordan hun havde sat tempoet op. Eller hvordan hendes plyssede ører havde forsøgt at lægge sig i håb om at lukke lydene ude. Det var dog lykkedes hende at ikke vise noget af det i sit ansigt. Ikke at Onelyas kunne se meget af det, sådan som hun havde bevæget sig et skridt eller to foran ham.

Idét hun endelig slap grebet omkring sine arme for at lade dem hænge ned langs siden i stedet, blev det for et splitsekund afsløret hvor hårdt hun i sidste endelig havde klemt til, for det var, i dét splitsekund, muligt at se, hvordan hun havde stoppet ordentlig blodtilførsel der, hvor hun havde holdt fast. Hun kunne stadigvæk mærke sig selv sitre og frygtede, at det også kunne ses. Det var som når det kom fra vrede. Hvordan det blev værre efterfølgende. I dette tilfælde jo længere væk hun kom fra torvet. Forhåbentlig kunne hun dække for det som værende af dét. Vrede. Denne Sashri havde trods alt trådt på Ahra. Og Ahra havde pludselig mere grund til at ikke føle sig tryg hernede.

Hans strøg henover hendes hår og ører havde mest af alt givet hende myrekryb ned langs ryggen, men den eneste form for modstand han blev mødt med, var hvordan hendes krop spændte op ved berøringen. Ingen dask mod hans hånd for få den væk. Ingen ryst på hovedet. Nej, Ahra var alt for fokuseret på at ikke lade sit blik vige væk fra vejen frem, som var hun bange for at virkelig lade indse sin skæbne hernede med Onelyas, hvis hun mistede koncentrationen.
Ligeledes var det enkelte strøg af en eller anden grund nok til at distrahere hendes tanker resten af deres vej ned ad gangene, så det var først da det blev talt til hende igen, at hun opdagede, hvor de var endt. Foran porten ind til salen. Jyotis sal. Hvilket kom så meget bag på hende, at hun for en stund stirrede på porten med lidt større øjne. Hun havde været overbevist om, at hun ville være blevet bragt tilbage til værelset, ligesom hun altid gjorde. Det var altid dér, hvor hun endte. Særligt siden Onelyas tidligere havde givet udtryk for, at han ikke stolede på at have Ahra og ildelementalen i samme rum igen. Nogensinde. Hun havde allerede vist sig at være en potentiel trussel, når hun var omkring Jyoti. Hun var en interesse for Jyoti lige som spilledåsen. Spilledåsen… Ahra havde ikke glemt forræderiet. Og hun syntes nærmest at få fantomsmerter fra det helede sår i baghovedet ved at bare tænke tilbage på det. Så som de fortsatte ind i selve salen side som side, blev det gjort med et skarpt udtryk i øjnene.

Salen var lige så enorm, som hun huskede den, første gang hun havde forvildet sig derind. Bænke og borde og al andet festligt var blevet fjernet igen, lige hun mærke til. Ingen ceremoni for ildguden denne gang. Hun gjorde, hvad der var blevet sagt, og blev ved Onelyas’ side, som han førte an alt efter, hvor han ønskede at se sig omkring. Hun så ingen ildelemental. Og det gjorde han tilsyneladende heller ikke, da han begyndte at kalde efter ham. Vidste hun ikke bedre ville han have lignet en sindsforvirret, sådan som han kaldte i et åbenlyst tomrum. Som kaldte han på spøgelser.
I mellem tiden tog Ahra muligheden for at Onelyas havde opmærksomheden rettet et lidt andet sted hen end hende, og så sig mere uddybende omkring. Staven skulle være herinde et sted. Og hvis ikke Jyoti havde hapset den som det grådige barn han havde vist sig at være, kunne hun være heldig. Var det ikke en bekymring for den sorte mand?

Faktisk var lyden af gnistrende flammer ganske beroligende i hendes ører. Det mindede hende om hjem. Om ilden under kedlen, hun ristede sine kaffebønner i. Det samme gjorde heden. Diskret skabte hun mere og mere afstand mellem hende og Onelyas ved at sænke sit eget tempo, så det ikke matchede hans. Og på den måde kom hun en smule efter ham og bedre kunne strække hals og se sig omkring. Hun var klart mere opmærksom på staven end risikoen for at stå til offer for Jyoti, skulle han da vise sig at være en fare for hende. Hun var trods alt endnu en ting, der var blevet taget fra ham den onde topalisherre.

En svag lyd, fanget af hendes suveræne hørelse, der fik øret tættest på til at flytte sig en millimeter eller mindre i retningen, afslørede tilstedeværelsen af en tredje person inde i salen. Til trods for at Ahra ikke nødvendigvis følte sig vitterligt meget i trygge hænde i nærheden af Jyoti, så var det stadigvæk en langt mere betryggende tanke, at overbevise sig selv om, at denne tredje person netop var ildelementalen. Og ikke endnu en fanatiker af Onelyas’ folk.
Hendes blik havde uden at tænke det helt igennem, allerede været på vej op mod loftet, op mod hvor lyden var kommet fra, for at bekræfte, mest for sig selv, at flammemanden var at finde der. Men så talte Onelyas. Og straks var de røde øjne mod ham. Sammen med et spinkelt håb om, at hendes søgning med blikket var fået uopmærksomt forbi. Der var jo ikke nogle problemer i, at hun havde en snert af noget, som han ikke havde.

Igen kom en handling fra ham bag på hende. Denne gang noget mere end at opdage, at hun var blevet ført med til salen, og det fik hende egentlig til at glemme Jyoti. Hun krummede sine skarpe og mørke øjenbryn og så meget direkte på Onelyas. Siddende der på tronen, som var det i virkeligheden hans og ikke templets falske gud. Det værste var, hvordan billedet ikke virkede malplaceret. Han fyldte tronen ud, og selv med hende stående og ham siddende og dem begge på samme plan, så udstrålede han en sådan hævet attitude, der kunne få hende til at arrigt skære tænder af ham. Men hun lod være. Så blot på ham med. Trak vejret en enkelt gang vejret så dybt, at hendes brystkasse hævede sig synligt.
Ahra drejede så hovedet til siden. Lagde armene over kors. Strammede op. ”Jeg har ikke den fjerneste idé, hvad du mener, Onelyas,” svarede hun med en åbenlys spydighed, nok egentlig dannet ud fra hans krævende tone. Han måtte være ved at blive forvent med, at hun gjorde, hvad han befalede hende.

Med læber fugtet på grund af den tørre luft i salen, trådte Ahra nogle rolige og svajende skridt frem mod Onelyas. Hævede blikket tilbage på ham. ”Selv hvis jeg havde en idé til, hvordan din gud skulle lytte til dig igen, så ved jeg ikke, hvad der får dig til at tro, at jeg ville dele den. Om du eller Jyoti sidder inde med din elskede stav er det meget det samme for mig.” Det var blot et spørgsmål om, fra hvem hun selv skulle få fingre i staven fra. Så tæt på Onelyas tog hun om skørtet på sin kjole, løftede lige nok op til, at hun snildt kunne snige et ben på hver sin side af ham og dermed placere sig i hans skød. ”Hvorfor ikke korsfæste ham, som dine andre forræddere?” nærmest hviskede hun.

Ahra trak været ganske roligt, som han strøg sine fingre ned over hendes kraveben. Blide nok kærtegn til at de knap nok kunne mørkes. Udover at hun var blevet mere sensitiv overfor hans berøringer siden… siden han havde gjort hende offer for hans fritidsinteresse. Hans ulovlige fritidsinteresse, vel og mærket. Hun huskede kun meget lidt af, hvad der var sket der, og det var præcis, hvad der nagede hende helt ind til knoglemarven. For det var som om at det lå og gemte sig bag et lag af tåge.
Som hans arme viklede sig omkring hende og dermed fangede hende på hans skød, førte hun ligeledes sine egne hænder op ad dem til de stoppede ved hans overarme. Med hans hoved liggende mod hende, ville det desværre ikke være muligt for ham at se den afsky der brændte i hendes øjne og den viljestyrke der krævede af hende, at ikke fjerne sig selv. Men det var kun til stede i hendes øjne, mens hendes ansigt forblev forstenet. Stramt.

Et lille gib flød igennem hende, da han placerede sit kys. Hidtil havde dette været hans læbers første kontakt mod hendes hud – hendes læber undladt. Og det føltes så strategisk placeret. Langsomt lænede hun sit eget hoved lidt frem, som krummede hun sig sammen mod ham. ”Men du ved ikke hvad,” hviskede hun helt tæt ved hans øre. ”Er dette ellers ikke præcis hvad du vil have?” Hendes læber så nær, at han næsten ville mærken varmen fra dem og ikke blot hendes ånde. Men ikke på noget som helst tidspunkt gav hun ham tilfredsstillelsen i at have dem strejfe ham, inden hun trak sig tilbage igen. Lige nok til at vippe hovedet tilbage og endelig løfte blikket mod loftet i et forsøg på ikke at virke for søgende. Ærligt var hun ikke selv helt klar over, hvad hun havde gang i. Og endnu mindre, da hun endelig så ham. Jyoti. Eller hun fik et glimt af hans røde skikkelse. Et glimt af sine øjne, der mødtes hans glødende for et mikroskopisk øjeblik.
Hvad lavede han der? Første gang hun havde stødt på den røde mand, havde han stået midt i den samme sal, de var i nu. Rank. Nøgen. Og fremme for en hver at se. Og nu gemte han sig?

”En skam, sådan som du ikke tøver at give dem der går dig imod en sådan straf.”
Ahra sænkede sit blik fra elementalen igen, hvorefter hun lod førte sine hænder længere op ad hans arme. Op omkring hans skuldre. Og ved hans købes halsåbning, sneg hun dem ind på hans bare hud. Kørte dem ud til hver sin side og ned mod hans talje. Åbnede hans kåbe mere og mere op uden at løsne bæltet yderligere. ”Er din gud ikke særligt glad for musik?” spurgte hun. Hun huskede en spilledåse. Det var underligt, hvor godt hun huskede den. Som var dens melodi blevet slået ind i hendes hoved. ”Det må være ufatteligt kedeligt for ham her. Underholdt kun af lydene af pejsene. Eller også er han blevet klar over, at du udnytter ham. Det ville være en god grund til, at han ikke kommer, når du kalder.”

Nej nej nej! Det var jo ikke meningen! Ubevidst havde hendes krop stivnet en smule mere end normalt, da han havde grebet om hendes håndled og stoppet hende. Usikkerheden gjorde dog først sin entré, da hun blev løftet ned fra hans skød igen, og han derefter selv rejste sig. Hun havde stærkt undervurderet Onelyas’ desperation efter at få fat i sin stav igen. Hun havde blindt troet på, at det, at han nu vidste, hvor hans stav var, og at den endda var hos Jyoti, havde fået ham til at falde lidt ned. Hun kendte ikke til de bekymring, han havde omkring det. Hun kendte ikke til ildelementalens tendens til at brænde eller hamstre ting i hans besiddelse. Ifølge hende, var staven så ikke bedre sikret her? Åbenbart ikke. Onelyas ville ikke slappe af før han havde den solidt tilbage i sine egne hårdhændede hænder.
Værst var da han så mod loftet. Havde han opdaget hende? Hun havde ellers været så forsigtig med det. Forsøgt at gøre det i en blind vinkel for ham. Håbet at han havde beholdt sit hoved mod hendes skuldre og blikket rettet ind mod hendes hals. Havde hans øjne ikke været lukkede? Hun kunne mærke sit hjerte banke hurtigere i brystkassen, og hun prøvede at berolige det med en tung og dyb indånding, før hun selv så mod loftet igen. Gjorde sit bedste for at det lignede, at hun blot efterlignede ham for at finde ud af, hvad det var der havde fanget hans opmærksomhed - hvad der havde været mere opmærksomhedstiltrækkende end hende selv.

Jyoti var der ikke længere, og hendes øjne smallede sig diskret. Et blik hun beholdte, da hun atter så hele vejen ned på hans faste jerngreb om hendes håndled. Hun havde ikke distraheret Onelyas så længe, som hun havde håbet. Ikke længe nok overhoved! Så nu var der virkelig kun at håbe at ildelementalen også havde lyttet med. Og forstået. For havde Onelyas ikke en gang før stoppet hende i at lade ’guden’ vide, at han ikke var andet end et værktøj for den sorte mand?

”Vent!” udbrød Ahra, et knivspids for følelsesladet. Brat prøvede hun at blive stående standhaftigt, som hun blev trukket af sted i hasten. Hun vejede ikke meget, så hvis Onelyas ikke stoppede op og bare fortsatte, ville hun ikke have meget at gøre for at holde sig selv fra at blive slæbt videre. Med klodsede skridt, selvfølgelig, bare lige indtil hun kunne matche hans tempo igen.
”Hvor ved du fra, at Jyoti har din stav? Din elskede tilbeder sagde kun, at hun havde efterladt staven herinde, og ikke at hun havde afleveret den til jeres gud.” Det efterlod stadigvæk en bitter smag i munden på hende, at skulle beskrive elementalen som en gud. Det var en fornærmelse til Kile. Og de andre sande guder. Særligt nu hvor hun var klar over, at det hele var falsk. Men lige som hun hadede at tage Onelyas’ navn i sin mund  - så vel som hans tunge - så gjorde hun det alligevel for at kanalisere sin spydighed. Og at kalde Jyoti deres gud var meget lige sådan.

Det havde intet nyttet. Hvad end hendes plan havde været for at forblive i salen - eller sørge for, at Onelyas ville blive der - var gået i vasken og forduftet så snart, han havde tvangstrukket hende med sig ud, som var hun et besværligt barn. Hun havde gjort modstand og forsøgt at vride sin hånd til sig igen, men det havde umiddelbart virket til, at han slet ikke havde lagt mærke til det. Han var som et bjerg, der stod fast og stærkt på sin plads. Urokkelig. De gange, det havde lykkedes hende at smide ham af sig, havde bare været heldige øjeblikke. Og så mange sejre havde hun ikke bag sig. Ærligt huskede hun kun to. To sejre, der direkte derefter var blevet efterfulgt af knusende nederlag.
Med armene roligt foldet ind over hinanden foran sig, lå Ahra’s stålfaste blik stift på Onelyas, som han stod hende nær. Kun afbrudt af et flygtigt kig ned på spilledåsen under hans arm. Den var i ét stykke, men hendes ører opfangede lyden af en skævtone fra den, som han rumsterede rundt med den. Var den i stykker? Den virkede da udmærket sidst, hun var kommet omkring den. Dengang… Al fokus blev straks taget fra spilledåsen, da hun følte hans hånd mod kinden, og røde øjne mødte hans med det samme. Det var så småt ved at være en refleks at spænde op ved hans eller så blide berøring, og selvom hun drejede sit hoved nok til, at han ikke ville kunne røre hende, så trak hendes hoved sig alligevel lidt afvisende. ”En skam, at du ikke vil få  en sådan chance igen,” kommenterede hun sagte, som var det et øjeblik kun for dem at høre og være i.

Hun blev stående og blot fulgte ham med øjnene hen mod døren. Der havde egentlig kun været en lille del af hende, som havde troet, at hendes skuespil i tronsalen havde overbevist ham, og mens han ord sagtens kunne være intet mindre end provokation, så kunne hun heller ikke undgå at føle, at han vitterligt troede, at hun frivilligt ville have haft ham. Sådan som hun havde lagt op, hvordan kunne man også tro andet?
Vente her..? Til trods for at hendes blik eftertænksomt gled fra ham og hen mod sengen, som længdes hun efter ordentlig hvile - hvilket hendes krop nok egentlig også gjorde - så var hun fuldstændigt afklaret med, at hun ikke ville ’vente her’. Om han så mente, at det ville være for det bedste.

Ahra fnyste derfor fornærmet, og som hendes arme faldt tilbage ned langs siden, trådte hun med hovedet løftet hen til ham ved døren. Kjolens lette stof bevægede sig med hendes skridt. Kærtegnede hendes menneskelige og fyldige lår. ”Nu er du vel ikke bange for, at din gud skulle ende med at ’tage’ mig igen, er du vel?” Det var næsten nok til at give hende kvalme, at sarkastisk sætte sig selv som et objekt på den måde.
Hun forsøgte at ikke se for meget mod ham. For lige som ham, var hun træt. Udmattet. Og det var blot endnu en ting, hun ikke ønskede, at han skulle lægge mærke til. Man skulle tro, at hun havde fået sovet ud, da de havde delt en nats - eller hvad tidspunkt på dagen det havde været - søvn sammen. Men der var en klart forskel på at sove og at være bevidstløs. Det havde hun kommet til at forstå.