Hun rakte han ravnen, da han strakte hænderne frem for at tage den. Hun smilte forsigtigt imod ham, og lagde armene omkring sig selv, efter hun havde sluppet ravnen. Hun skuttede sig en smule, og skævede sig over sine skuldre, frem og tilbage – man kunne aldrig være for sikker?
Hun vendte blikket frem imod ham, sendte ham et let spørgende blik og forstod derefter. Hun svarede ham med sagte stemme:
,,Ikke hvad jeg ved. Det der skete, hvilket sikkert gjorde at de mistænker mig for at være en del af deres modstandere, er at min nabo var en del af Lysets dronnings tilhængere. Mørkets krigere havde åbenbart fundet dem,”
Forklarede hun sig, med en korts pause:
,,De lavede den del ravage derinde, eller sådan lød det i hvert fald med skrig alt det der.”
Hun masserede sine overarme, med febrilske fingre. Man ville godt kunne mærke på hende, at hun var anspændt og hvad man ville kunne kalde at være, ude på nerverne. Hun vendte blikket op imod hans øjne, og fortsatte en smule mere, denne gang med et lille svagt smil på læben,
,,Jeg gik i panik, og valgt at flygte fra hus og hjem. De troede vel jeg var af en og samme gruppe.”
Hun rynkede brynene, og rystede let på hovedet. Hun vendte blikket fra ham, og så ud imod gaden. Hun virkede en anelse tænksom, og ganske sandt, da hun stod og spekulerede en smule. Havde han ikke nævnt, at han var en del af en klan, som Mørkets krigere åbenbart ikke måtte rører? Hun forstod det ikke rigtig, fordi hvordan kunne det så være, at han ville beskytte hende?
Hun havde pludselig en del spørgsmål som hun gerne ville have besvaret, og vendte derefter blikket tilbage imod ham, der kaldte sig Rex:
,,Hvordan kan det være, at de ikke rørte dig? Forsvaret med klanen, var åbenbart meget godt.”

Han betragtede hende og brød sig ikke om hendes stirren. Han så på ravnen, for at få noget andet at se på. Han aer den over hovedet og nikker forstående da hun taler. Han lader tungen glide over læberne. Han holdt vejret da hun stillede ham et spørgsmål han helst så ubesvaret, men han skyldte hende vel en forklaring.
Han så op igen og mødte hendes blik. Han trak på skuldrene og sukkede højlydt.
"Ja De undrer Dem nok." han holdt en kunstpause og overvejede sit svar. Han vurderede sin situartion og missede med øjnene.
"Og de turde ikke lægge en hånd på mig, fordi de begik en fejl, at tro på mig." svarede han kringlet. "Løgn er en fantastisk opfindelse."
Han lo og vendte ansigtet imod jorden, hvor han betragtede deres fødder lidt.
"Så De boede ved siden af en tilhænger af Dronningen." han tyggede lidt på den information, "De har måske nogle interessante informationer, som Deres nabo delte med dem? Altså som Mørkets Lord kunne være interesseret i?"
Han pausede og bed sig i læben. Han betragtede hendes hår og læber, og så væk igen. Kulden gav ham en afslappet fornemmelse i kroppen. Det var ikke helt koldt, men efterhånden typisk forårs temperatur, eller sådan kunne man vist kalde det.
Ravnen skræppede op og flaksede med vingerne. Rex gav den en smule opmærksomhed og indså at det var en god undskyldning for at lade være med at se på hende heletiden. Hun var en smuk kvinde, og Rex havde det somom hans øjne blev berusede. Han betragtede fuglen og prikkede lidt til dens næb, imens han mumlede noget med at den skulle slappe lidt af.

Han kunne høre pludselig tumult længere nede af gaden. Han missede med øjnene men kunne ikke stille skarpt i mørket. Han så fra side til side og betragtede derefter Caime. Han bed sig i læben og så ud i mørket igen. Der kom nogen; der var bønfaldende klager og kolde ordrer. Kom der nu flere soldater?
Folk med nok indblik på Samsons klan ville vide at et medlem ikke havde brændemærket på armen og det ville kunne fælde ham. Han tog kort fat om Caimes arm (?) og stirrede på hende.
"De må afsted. Tag hen til teater bygningen. De vil ikke gå ind dér. Den bygning er stortset hellig... Så at sige. Alle elsker jo et godt skuespil," han så sig om og sank en klump.
"Dér er De i sikkerhed. Jeg kan ikke beskytte Dem mere. Skynd Dem. Jeg holder dem lidt hen..." mere sagde han ikke før han slap hende og gik den modsatte vej - Imod de trappende fødder der kendetegnede ridderne i march. Han var ikke sikker på hvad han skulle gøre, men han måtte gøre noget hurtigt, for at afholde dem fra at komme nærmere.
Han fik en idé der kunne være diskret, så de ikke ville huske hans ansigt; Det ville nemlig ikke føre ham i yderlige problemer. Han holdt ravnen i den ene hånd og placerede den anden i lommen. Han vendte hovedet nedad og gik i rask tempo imod dem. Da han kom tæt nok på, gik han - med vilje selvfølgelig - ind i ridderen der udstedte ordrer.
Ridderen ville selvfølgelig have en undskyldning og efter nogle sekunder havde et tumult bredt sig med folk der råbte af hinanden og lignende. Rex regnede med at de ville skændes i noget tid, og forsvandt i mængden da han så chancen - Perfekt plan!

Out.

( Sorry... Men en uge siden start... er en uge for meget... )

Selvom det kun var den første måned af efteråret der var overstået, var det allerede isnende koldt udenfor. Kinzu måtte vikle sin hals godt ind i sit halstørklæde og stikke hænderne i lommerne på sin frakke for at kunne holde varmen. Heldigvis var der læ bag teaterbygningens høje skikkelse, så her var han i ly for den stærke vind, der blæsete gennem byens gader og fik alle til at gyse af kulde.
Han lagde nakken tilbage og skævede op på himlen. Den var lyseblå men fyldt med dunede hvide skyer, der dækkede for solen. Hvis solen bare skinnede lidt, bare en lillebitte smule, så ville det ikke være halvt så koldt at stå her.
Han trak på skuldrene og kiggede på teaterbygningen. Det var varmere derinde, der var han sikker på, men om han måtte gå derind, det tvivlede han på. Der ville nok bare komme en eller anden vred teatermand og jage ham ud derfra ligeså snart han trådte ind over dørmåtten. Hvis der da overhovedet var en dørmåtte. Han havde aldrig nogensinde været inde i teaterbygningen, og han havde egentligt heller aldrig tænkt på, hvordan der så ud derinde. Der måtte være flot, for det var altid de rige folk der kom her, dem, der var klædt i lange, farvestrålende silkekjoler.

Henne ved den store hovedindgang lyder der pludselig en lyd af nogen som tager i et dørhåndtag.. Langsomt skubbes døren op, og en kutteklædt skikkelse kommer langsomt til syne.. han vender rundt og taler med en ældre mand som nu står i døren.. Manden har et morfar-agtigt udtryk over sig.. den der gamle venliglighed som ens bedsteforældre oftest har..
Cassa taler med ham i en meget dæmpet tone, inden han fisker en taske frem fra kutten, som helt og aldeles skjuler hans identitet.

Lytter man godt efter vil man måske kunne høre en dialog.. men de taler så lavt at selv hvis man skulle høre det, ville man sikkert ikke kunne opfange sætningernes betydning..
Den kutteklædte er Cassa.. nu på disse tider må han holde sin identitet skjult.. ellers ville han sikkert havne i klørerne på mørkets lord.

Op af tasken trækker han en sort mappe med nogle forgyldte bogstaver på.. mappen bliver overrakt til manden i døren, som gladeligt tager imod med en takken og en bukkende nikken..

Dernæst fisker Cassa en lille bylt op.. stor er den ikke, men den er fyldt med penge.. og taget det i betragtning, så er den lille pose pludselig meget stor..
Cassa instruere manden i døren, ganske lavmeldt, hvordan disse penge skal bruges.. Og hvordan de skal mødes senere og snakke tingene helt igennem...
Før krigen brød fuldkommen frem og mørkets lord fik fanget dronningen, havde Cassa skrevet under på en kontrakt her på teateret om at han ville gå til audition på de store roller.. Han er jo scenevant, og kunne måske trække puplikum til.. Men så skete det uventede med dronningen, så de måtte udskyde kontrakten.. sikke et kønt syn det kunne være; at afsløre sin identitet offentligt foran tusinde mennesker.. eller hvor mange den største af salene nu har plads til.. 2000? hvem ved..

De to tager afsked i døren, og Cassa vender om på hælen med et sagte smil på læberne...
Hans blik glider da ud over stedet, og først nu går det op for ham at han ikke er alene.. Skulle han hilse?

Det giver et sæt i Kinzu, da han hører den metalliske lyd fra et dørhåndtag, der trykkes ned. Han vender sig brat om og får øje på en kutteklædt skikkelse og en gammel mand med et venligt ansigtsudtryk. Tanken om, at der kunne være nogen inde i teaterbygning, har slet ikke strejfet ham. Måske er det, fordi de fleste teaterforestillinger foregår om aftenen? Men der er jo kun to mennesker nu, så der kan umuligt have været en forestilling igang.
Han betragter nysgerrigt de to skikkelser. De snakker sammen og han kan svagt høre deres stemmer, men kun så svagt, at han opfatter langt under halvdelen nogen af deres ord. Han kan ikke få det, de siger, til at give mening, så han opgiver hurtigt at lytte til deres samtale. I stedet giver han sig til at betragte dem indgående. Mon de arbejder i teateret? Den gamle mand ser rar ud, og Kinzu tvivler på, at han vil smide ham ud, hvis han vover sig ind i bygningen, som han ellers troede. Han ligner ikke en, der kan finde på at gøre sådan noget.

Da Kinzu får øje på mappen, der overbringes til den gamle mand, hæves hans øjenbryn let af nysgerrighed. Hvad mon der er i mappen? Manuskripter, noter om hvordan kulisserne skal opsættes, en liste over skuespillerne?
Kinzu er så optaget af at drømme om, hvad der mon er i mappen, at han slet ikke opdager, at de to mennesker tager afsked med hinanden. Først da den kutteklædte er vendt om for at gå, går det op for Kinzu, at han stadig står og kigger på dem. Hurtigt vender han sit blik væk og lader som ingenting, selvom han godt ved, at i hvert fald den ene af dem har opdaget ham.
Han kigger på den kutteklædte. Han kan ikke se dennes ansigt, i hvert fald ikke før det vendes imod ham. Han tager en dyb indånding.
"Øh, goddag," hilser han. Nu hvor han ver opdaget, kan han ligeså godt hilse. Det virker åndssvagt bare at stå og glo og lade som om, at han ikke har opdaget de andre mennesker.

Cassa gør bare et bukkende nik med hovedet, som en venlig gestus.
"Goddag." hilser han tilbage.. han tager nogle skridt frem, inden døren ovre bag ham går op igen.. denne gang er det en kvinde.. hun er måske sidst i 20'erne, eller først i 30'erne.
"Senor Nova! Vent lige lidt!" kalder hun..
Cassa ser sig over skulderen med et venligt smil.. Kinzu virkede ikke som en trudsel - og heller ikke en der ville forsøge at være det, så det gør intet at hans navn nævnes.
"Ja?" han trækker hætten en lille smule tilbage, så man nemmere kan se det let solbrune ansigt med de fængende, brune øjne.
"Vi glemte at aftale dansernes næste lektion.. Kunne det passe Dem at det blev på onsdag?" lød hendes stemme, som var mild, men let kantet i det.. ligesom hende selv.. hun er særdeles tynd og meget ranglet at se på..

Cassa nikker.
"Ja, men som altid; kommer der noget arbejdsrealeteret i vejen, så må det udskydes. Men hvis ikke, så onsdag ved middagstid" han hæver let en handskebeklædt hånd op for at bekræfte aftalen..
Kvinden nikker og tripper ind i bygningen igen..

Cassa retter da blikket på Kinzu igen.. hvorfor han mon befinder sig her?... egentlig ser han en smule forfrossen ud, synes Cassa..
"Fryser De?" spørger han derfor i den der blide tone hans stemme nu engang ligger i.
Hvis Kinzu fryser, så mener Cassa at det mindste han da kan gøre, er at tilbyde ham noget at varme sig i af en eller anden art..

Kinzu når ikke at svare, før døren endnu en gang går op. Hans opmærksomhed fanges af den tynde kvinde, der kommer ud af døren og råber på Cassa. Senor Nova kalder hun ham. Kinzu synes, han har hørt det navn nævnt før, men det er ikke noget han tænker nærmere over. Han har tralvt med at lytte nysgerrigt til, hvad kvinden har at sige, og ved hendes sidste ord retter han hurtigt sit blik mod Cassa. Så arbejer han jo i teateret!

Mens de to taler sammen, gnider Kinzu sine hænder mod hinanden og puster på dem for at varme dem lidt op, og han forbander sig selv for ikke at have anskaffet et par vanter. Det ville hjælpe betydeligt. Det er troda alt vigtigst at holde sine hænder varme, ellers mister man følelsen i fingrene, og så kan man ikke bruge dem til noget.
Han bliver revet ud af sine tanker, da kvinden forsvinder ind i bygningen igen. Derefter kigger han på Cassa, der nu siger noget til ham.
"Ja... Det er ret koldt," svarer han.
Som for at understrege sine ord gnider han igen sine hænder mod hinanden, før han stikker dem ned i lommerne på sin frakke og smiler venligt til Cassa.

Cassa har knapt fået svaret fra Kinzu, inden han gennemsøger alle inderlommer i sin kutte.. men nej, alle lommer er tomme.. ingen vanter.. intet..

Istedet lader han hænderne i de hvide handsker glide op og åbne for kuttens lukning ud fra kravebenene.. Den er lukket med et guldspænde, som er fint prydet med en lille rød rubin..

Da den sorte kutte er åbnet, trækker han den af og med et elegant sving, har han lagt den ud over Kinzus skuldre... Måske den er en smule lang.. Cassa er jo meget høj, 182, og kutten går næsten helt ned til jorden på ham.. Men kutten er varm og vindtæt..
"Måske den er lidt stor.. men den vil holde Dem varm." siger han med det samme venlige smil som hidtil..

Nu er de lange sorte hårlokker frie.. nakkehåret sidder i en halvløs hestehale, og når solen af og til trænger igennem de tætte skyer, fanger hans hår dem let, og afslører et blåligt skær...
Cassa virkede som en bredskuldret, muskuløs mand da han bar kutten.. men det er jo klart, for nu hvor den er af ham, afsløres et par solide skulderplader, samt andre rustningsdele.. så som de lange støvler der når op over låret.. en klar lidt metallisk farve, som dog er gjort mat i det. hans bukser under disse støvler, er sorte, og inderst har han en hvid silkeskjorte, men den er dækket fint af en chakartvest i lysegrå, med de fineste broderede mønstre i sølvtråd.. Vesten ses dog knapt, da han udenpå den har en halvlang frakke på. en frakke der når ham til knæhaserne. frakken er formsyet og med nogle fine indlæg i sidernem som foroven samles af en sølvindfattet safir.. ærmerne på frakken er afsluttet i en hvid manchet, hvor to knapper, magen til dem på siderne, sidder på hvert ærme.. langs kanterne på frakken er ligeså nogle hvide baner, som passer i det store hele ganske godt til resten af tøjet..

En let vind stryger hen over pladsen.. løfter de lange hårlokker i legesyge bølger, og skubber til frakken, så man nu tydeligt kan se at den før så robustseende skikkelse i virkeligheden er meget slank, måske endda lige i overkanten, men stadig fast i kropsbygningen, grundet mange muskler.

Kinzu kigger nysgerrigt på den fremmede, da denne tager kutten af. Før havde han kun lige kunne ane Cassas ansigt, men nu, hvor kutten er fjernet, ser han, at Cassa er fint klædt. Kinzu fænges med det samme af hans tøj, der er prydet af broderede mønstre og en sølvindfattet safir, der holder hans frakke sammen. Først efter lidt tid ligger han mærke til, at Cassa også har dele fra en rustning på, og han kommer til at tænke på, om han mon, udover at være skuespiller, også er kriger.

Kinzu skutter sig let, da han mærker vægten fra kutten om sine skuldre, og det gipper lidt i ham. Da Cassa spurgte, om han frøs, havde han godt nok ikke regnet med, at han ville lade ham låne sin kutte.
"M... mange tak," siger han og man kan tydeligt høre på ham, at han er forbavset.

Hans blik bliver fanget af Cassas hår, der skinner med et blåligt skær netop som solen bryder igennem de tætte skyer. Han kan mærke hvordan hans egne hvide lokker bliver løftet op af vinden, men dem er der intet specielt ved. Det er altid lige hvide, om så solen skinner på dem eller ej. Han løfter op i en hårtot og sukker dybt. Så slipper han den igen, og den finder sin plads lige midt i panden på ham.
Han trækker sine hænder op af lommerne og mærker den uvante fornemmelse af kutten, der følger hans skuldres bevægelser. Selvom den er er alt for stor til ham, er den dejlig varm. Han kigger ned af sig selv og opdager, at kutten slæber hen af jorden fordi den er så lang. Han skynder sig at vende sit blik imod Cassa. Bare han ikke bliver sur over, at hans kutte bliver beskidt.

Cassa smiler bare venligt med et lille nik... men så bliver hans blik mere undrende..
"hmm.." lyder det tænksomt..
"Den er vist en smule for lang..." mumles det lavt for ham selv, inden han træder et lille skridt bagud.
"Det ordner jeg lige så.. bare stå stille.." han smiler venligt og lader tænderne lukke sig sammen om langefingeren på den handske hans højre hånd bærer..
Handsken bliver trukket af, og han lægger to fingre mod sin ene tinding med et let tryk..

lige straks hæver kutten sig, som var en vind gledet op fra jorden under kinzu, og løftet det fine, varme stof.. forskellen er bare at der ikke er så meget som en vind der rør sig nedefra.

Dernæst kniber Cassa øjnene lidt sammen.. der ligger et let blåligt skær over de normalt brune øjne.. nærmest som lyste de ligenu..
Kuttens bund bryder ud i en kridhvid flamme.. hele vejen rundt.. en ganske lille fin ring af lysild, som langsomt og stødt begynder at æde et stykke af kutten.. men til forskel fra normal ild, er denne ild helt rolig og tæmmet.. blid som en mor ved sin baby..

Da der er blevet ædt en del af den, løfter Cassa sin anden hånd, som han knuger sammen.. så går ilden ud..

Nu til det svære.. Den anden handske bliver også trukket af, så begge nu ligger i lommen på frakken han bærer.. de slanke hænder med de lange negle, lægger sig med to fingre mod hver tinding, inden han i dyb koncentration lukker sine øjne..

fiberne i stoffet forneden begynder at flette sig sammen på ny, og efter få minutter har kutten dannet en ny kant.. helt fin og uden en eneste løs tråd.. nærmest som var den oprindeligt lavet til at se sådan ud..

først da flytter Cassa sine hænder igen, trækker roligt handskerne på igen med et blidt smil.
"så passer den vist lidt bedre, ikke sandt?"
han flytter vægten fra det ene ben over til det andet, samtidig med at han træder et skridt bagud.. det afslører at bæltet om hans hofte bærer både sværd, daggert og en kniv.. det rasler nemlig ganske kort grundet den bevægelse.

Hvis ikke det er fordi, at Kinzu udmærket godt er klar over, at det er Cassas magi, der gør det, ville han havde fået sig noget af en forskrækkelse, da kutten pludselig begynder at svæve let opad, næsten som blev den båret af en vind. Men Kinzu kan ikke mærke nogen vind om sine ben, og det er netop dét, der er det underlige ved det.
Han kigger forundret til, da kutten hæver sig fra jorden. Men da den nederste del af kutten bryder ud i kridhvide flammer, kan han ikke holde et lille gisp tilbage. Hvad nu hvis der går ild til ham?!
Men ilden er ikke varm, han kan faktisk slet ikke mærke den. Den brænder ham heller ikke, selvom den ellers uden problemer ville kunne sprede sig til stoffet i hans bukser og få det til at gå op i hvide flammer.

Han kigger ned ad kutten, der nu er blevet kortere, men ellers ikke har forandret sig. Man kan overhovedet ikke se på dens kant, at der ellers for et øjeblik havde været ild i den. Den ser ud, som om den er blevet lagt op af en skrædder. En meget hurtig en af slagsen.
Han nikker til Cassa.
"Den passer meget bedre nu," siger han.
Han tripper lidt med sine fødder og ved ikke helt, hvad han skal finde på at sige nu. Men det er ikke noget, han behøver tænke over længe, for svaret kommer til ham helt af sig selv.
"Hvad hedder du... eller De egentligt?"

Cassa smiler blot ganske let med et kortvarrigt nik.. Cassa har ikke bare lånt den ud.. næh, han forærrede den.. Men kender man Cassa bare en smule, vil man vide at hans gavmildhed ingen grænser kender.. så længe det altså ikke gælder mørkets tilhængere..
Han gør et lille galant buk da han bliver spurgt om sit navn, som en hilsen imens han så kommer med en præsentation.
"Cassa G. Nova." så retter han sig op igen.
"Og De er?" lyder spørgsmålet så i den blide tone, som man på stående fod aldrig ville kunne forestille sig ville være i stand til at hæve sig eller blive vred.. Og selv hvis dette skete, ville det for de fleste være svært at tro at der ville komme ret høje lyde.. men man skal jo ikke skue en bog på dens omslag.

en enkelt kort gang flakker Cassas blik rundt for at sikre sig området.. Han er sårbar overfor furrieangreb når han ikke er forklædt.. og disse skabninger kan jo befinde sig hvor som helst!
Dog retter han kort tid efter sit ansigt mod Kinzu igen. Han afventer, med et imødekommende smil, hans svar.

Endnu engang slår en brise ind over stedet.. en kold vind, modbydelig og bidende.. svært er det ikke at konstatere, at vinteren er på vej.

Nu begynder det at dæmre for Kinzu. Nu ved han, hvor han har hørt navnet Nova før. Det er selvfølgelig Lysets General, Cassa Nova, han står og snakker med.
Han slår blikket ned mod sine skosnuder og ved hverken hvad han skal sige eller gøre. Han er jo Ethelihns væbner, og hun er mørkets kriger, og mørkets krigere leder efter Cassa... men han er ikke klar over, hvorvidt han skal gøre noget. Han er jo kun gået med til at blive væbner fordi han så ville få et hjem, tøj og noget at spise. Og måske lære at slås, hvis han er heldig. Han har ikke engang snakket med nogen af de andre endnu.
Han vrider nervøst sine hænder og forsætter med at kigge ned på sine sko. Det er et par små sorte sko, og de er egentligt ikke særlig varme, men hvis han tager et par tykke, strikkede strømper på går det nok.

Han retter blikket op og kigger på Cassa.
"Jeg er Kinzu Izmir," siger han og prøver at beherske sin stemme, der ryster ganske let. Men om den ryster af kulde eller nervøsitet, det er svært at afgøre for en, der ikke kan læse hans ansigtsudtryk eller tanker.

Han lukker øjnene, da endnu en brise stryger gennem hans hår og prikker på hans kolde kinder. Det føles næsten som nåle, der hjerteløst prikker til ham og får ham til at gyse af kulde. Han skutter sig lidt og trækker sit halstørklæde op om sin hage.

Cassa smiler fortsat bare venligt.. Han aner jo intet om det før nævnte... men havde han gjort det, ville han uden tvivl have arresteret Kinzu.. ikke brutalt eller voldeligt, men blot bedt ham følge med i ro og orden.. Selvfølgelig hvis den anden så gør modstand, må Cassa jo drive til vold.
"De burde passe bedre på Dem selv.. At gå ude uden varmt tøj på, på denne tid af året, er som at tigge naturen om en gevaldig forkølelse, eller det der er værrer." siger han så med en oprigtig bekymring i stemmen..
Cassa har et beskyttende og omsorgsfuldt gen i sin hjerne, som gør at han automatisk tyer til at hjælpe folk, hvor han vudere der er brug for det.. grundet dette går hans tanker straks igang.
Mon han så heller ikke har spist længe? tænker han i en bekymret mine.
"Har De så heller ikke fået noget at spise i dag?" spørger han i en indbydende tone.. en tone som man alene ud fra at have hørt, vil vide at Cassa har tænkt sig at byde på mad, hvis svaret bliver et nej.. Cassa ved jo som sagt ikke at den han står ansigt til ansigt med ligenu, er på mørkets side.. og at han er væbner.. Havde Cassa vidst det, ville situationen have set anderledes ud.. Ja, så var han blevet arresteret, bragt i forvarring, og SÅ tilbudt noget mad.. rigtig mad, ikke bare et tørt brød eller noget i den dur..
Ubarmhjertig, det er nok det sidste Cassa er.. end ikke overfor sine fjender.. En egenskab han besider, utroligt meget næstekærlighed, men også ufatteligt meget selvhad... ikke altid en lige god kombination..

"Jeg kunne da ikke vide, at der ville blive så koldt. Så koldt var det altså ikke i går," siger han til sit forsvar.
I går havde han sagtens kunne holde varmen. I hvert fald havde han kunne gå rundt uden konstant at trække på skuldrene og holde om sig selv for at få varmen.

Han ser Cassas venlige smil. Han rynker brynene og føler det som om, at han har en kæmpe klump siddende i halsen. Det er forkert at tage imod hjælp fra nogen, der er på den anden side, er det ikke?
Han bider sig i læben og kigger væk. Selvom det er tydeligt at se, at Cassa ikke ved, at han er på mørkets side, kan han alligevel ikke lade være med at føle sig dårligt tilpas. Lige pludselig føles kutten ikke længere så varmende om hans skuldre. Den føles næsten helt... kold. Ubehagelig og kold, som om den slet ikke bør sidde på hans skuldre - hvilket den heller ikke bør gøre. Men hvis han tager den af, vil han afsløre sig selv.
Selvom han bare bilder sig ind, at kutten er kold, kan han ikke lade være med at gyse let. Det er lige så de lyse hår i hans nakke rejser sig.

Da Cassa spørger, om han så heller ikke har fået noget at spise i dag, ryster han voldsomt.
"Jeg har ikke spist i dag, men jeg er ikke sulten," lyver han.
Faktisk er han sulten. Meget. Det er lige så sulten gnaver i hans mave, og han må ligge en hånd uden på sin frakke for at dæmpe de rumlende lyde, der kommer fra hans utilfredse mave. Men han vil ikke tage imod hjælp fra Cassa. Det er slemt nok, at han har fået hans kappe, han skal ikke også have mad af ham.

Cassa smiler med et tilbageholdt kort grin over forsvarsmekanismen som straks går i gang.. det var jo ikke ment som en anklage, men blot en bekymret mine.. egentlig lidt sødt?
"Nej misforstå mig nu ikke.. Bare De passer på Dem selv, så er alt vel i den skønneste orden?" han nikker let med hovedet.. smilet falmer dog over i et lidt skeptisk udtryk.
Cassa af alle mennesker, ved udemærket godt hvor længe man i gennemsnittet kan gå uden at føle sig sulten.. og har han ikke spist i dag, så er han uden tvivl sulten! det er Cassa sikker på... Men som altid, lader han ikke sine egne holdninger bruse frem på den måde.. istedet sniger han sin pointe ind uden at man egentlig ville bemærke det synderligt.
"Ja ja da.. Men så lad mig i det mindste give Dem noget De kan gemme til senere.. Lige et øjeblik.." han bukker let, inden han ud i det bare ingenting forsvinder i et lysglimt..

Mange sekunder går der ikke før han er tilbage igen med en bylt i den ene hånd.. Han teleporterede sig da bare et sted hen? Kroen.. ja, der kan han frit tage det han skal bruge - han ejer den jo! Og der lå allerede en madbylt pakket, en af de rationer man kan købe.. så det var ganske fint.. Kinzu ville også umuligt kunne nå at stikke af væk på så kort tid, så da Cassa dukker op igen, bliver den brune hørsæk med maden overrakt til Kinzu.. Indholdet er bestående af to brød.. det ene en lille flute af lyst brød, og det andet en blanding mellem et rugbrød og lyst. på størrelse med et normalt franskbrød.
Ud over det ligger der to æbler, og en bælgfrugt af en art, samt en lille bøtte med noget smør, to hårdkogte æg og en krydret pølse af en art. det sidste er så en fin ½ liters glasflaske med en korkprop.. i denne er der fin, kold mælk.. nok mad til et par dage, hvis man bare tænker sig om.

"Så har De til de næste par dage, vil jeg skyde på." siger han med et let smil.

Da Cassa forsvinder i den blå luft, står Kinzu hændervridende tilbage. Mon han kan nå at stikke af nu? Nej, for "et øjeblik" plejer normalt ikke at være lang tid. Cassa vil sikkert snart dukke op igen, og han vil nok ikke blive glad, hvis han ser Kinzu løbe sin vej, nu hvor han har ulejliget sig med at hente mad til ham.

Og ganske som Kinzu havde regnet med, dukker Cassa snart op igen med en hærsæk i hånden. Fyldt med mad.
Uden at tænke sig om tager Kinzu imod hårsækken. Han vejer den i hånden. Den er tungere, end han havde regnet med da han se den, og han kan se på dens form, at der i hvert fald er mere end bare et stykke brød i. Hvor meget mad havde Cassa givet ham?
"Tak..." siger han, men når at stoppe sig selv før han får sagt mere.
Det er jo forkert at tage imod mad fra Cassa.
Hurtigt tvinger han sine uvillige hænder til at rakke sækken med mad tilbage til Cassa. Han kan mærke med sine fingre, at der også er en flaske i posen. Det er nok ikke vand der er i flasken, for man kan bare finde en å at drikke af, så er tørsten slukket, så måske er det... mælk? Tanken om mælk får hans arme til at ryste ganske let. Det er lang tid siden, at han sidst har drukket andet end vand. Det er lige før, at han ombestemmer sig og trækker sine hænder til sig igen. Men det må han ikke. Han må kæmpe imod sulten.

Han kigger på Cassa og forsøger at se så bestemt ud, han kan, men det er svært, når sulten gnaver i hans mave.
"Jeg sagde jo, at jeg ikke er sulten!"

Cassa smiler bare blidt.. han lægger en hånd mod der hvor Kinzu holder i posen, trykker let hans hænder tilbage på den måde, så han vil ende med posen mod sin brystkasse..
han smiler bare.
"Så gem det til senere.." lyder det venligt..
egentlig er det ikke Cassas job at hjælpe de civile på denne måde.. et er nok nærmere byvagters job, og den slags.. Men Cassa har interessen til det.. lysten til at ville hjælpe andre.. faktisk, så er det det eneste han har lysten til.. at hjælpe andre altså.

et sted over deres hoveder, høres nu vingeslag.. Med et lynhurtigt ryk, klapper Cassa nakken tilbage.
"forbandet!!" hvæser han lavt, men kraftfuldt..
Han tager fat om Kinzu's håndled, og om denne vil det eller ej, bliver han trukket med Cassa, som straks er sat i løb langs muren. (okay? ellers retter jeg indlægget ^^)
De når rundt om et hjørne hvor en kælderskakt er dækket til med kæder.. med et ryk flår Cassa fat om kæderne -naturligvis efter at have sluppet Kinzu.
Han trækker til, og samtidig lader han en lysild brænde voldsomt et sted midt på kæderne.. kort efter springer de, og Cassa smider dem fra sig på jorden inden han åbner haspen til kælderskakten.
"Hurtigt! Gem dig!" han får skubbet Kinzu ned, men uden at denne falder (er det okay? igen, er der noget der ikke er i orden, retter jeg bare.. det er nemmere at skrive det i ét indlæg, frem for flere det her nemlig ^^;)

Han trækker med en hast de to låger til igen.. lige i sidste øjeblik.. nogle høje forvrængede ørneskrig kan høres udenfor.. ubehageligt høje ørneskrig..
Cassa kan lige skimte ud igennem en lille sprække imellem de to låger..
Ganske rigtigt... furier.. hovedjægere.. Og Cassa ved jo ikke, at Kinzu faktisk er på deres side..

De sidder på en trappe, som hvis man fortsatte ned af, ville den føles så uendeligt lang i det kuldsorte mørke.. kun en tynd lysstribe fra sprækken skinder ind, og Cassa skygger for halvdelen af lyset..

Kinzu når ikke stædigt at række posen tilbage til Cassa, før han hører en brusen af kraftfulde vingeslag og Cassa hvæsende "forbandet". Han mærker den andens hånd om sit spinkle håndled, og må løbe stærk og knuge posen ind til for at følge med, da Cassa pludselig sætter i løb langs muren.
Han når ikke at opfatte der der sker omkring ham, før de stopper op foran en kælderskakt. Kæderne, der holder skakten forseglet, springer op, og Kinzu bliver skubbet ned i mørket.
I et øjeblik kan han intet se, men efter et par sekunder vænner hans brune øjne sig til mørket og han kan svagt skimte Cassas skikkelse, der sidder og skygger for den eneste lyskilde i mørket, nemlig sprækken mellem de to låger. Han trækker sine ben til sig og er lige ved at få overbalance, så han må gribe fik i den kolde væg. Han sidder på noget ujævnt, noget med stentrin. En trappe. Hvor langt ned mon den går? Han tør i hvert fald ikke tage nogen chancer, og sørger for ikke at røre for meget på sig, så han ikke mister balancen og triller hele vejen ned af de mange trappetrin. Det kunne se kønt ud.

"Hvad foregår her?" spørger han hviskende Cassa.
Han har forstået, at nu i hvert fald ikke er det bedste tidspunkt at være højlydt på.

Posen med mad, han stadig holder i hånden, dumper lige så stille ned på en af de mange stentrin. Forsigtigt for ikke at sætte sine fødder de forkerte steder, kravler han lidt længere op af trappen så han nu sidder ved siden af Cassa og også kan se ud af sprækken. Det syn, der møder ham, får ham til at fnyse let.
"Det er jo bare furier, de gør ikke noget," siger han.
Han kigger fortsat ud af sprækken, men stivner så pludselig på en underlig måde. Nej, furierne gør ikke ham noget, men de er farlige for Cassa.
Han kravler ligeså stille tilbage til posen med med, der stadig ligger på trappen, og tager fat om den. Bare han nu ikke har fået sagt for meget.

Cassa tysser dæmpet på ham første gang.. holder skarpt øje med furierne udenfor.. Han lader Kinzu komme til så han kan se ud, men da hans tale om furierne lyder, flytter Cassa sit blik fra sprækken, og hen på Kinzu.. i mørket har Cassa ingen problemer med at se.. i ald fald ikke når hans øjne reagere som de gør ligenu..
Den brune farve er blegnet, og pupilen har trukket sig sammen, blevet længere.. istedetfor de brune, venlige øjne, er nu to, stikkende, gule rovdyrsøjne.. det gør ham i stand til at se i selv det tætteste mørke.. sådan nogenlunde i ald fald.
Han lægger to og to sammen, og en dæmpet brummen lyder fra ham.
"Nej, de gør ikke noget mod mørkets tilhængere.." hans stemme er en lav snerren.. men mere gør han ikke ved det.. ikke ligenu..
Hvorfra kendte Kinzu egentlig til furiers eksistens? det er ikke noget normale mennesker sådan lige ved uden videre!
Han må være et sted under mørkets lord.. tæt under.. tænker han ubehaget..

Cassa retter blikket ud af sprækken igen, og med et sæt i kroppen farer han tilbage..
"Pis!" hvæser han lavt.. opdaget!

Han trækker sit sværd, og lader nu bare Kinzu holde øje med sig selv.. enten kan han jo vælge at tage kampen op mod furierne, eller blive siddende og så dræbt.. Derfor braser han ud igennem de to låger, strakt med et velplaceret hug mod den første furies hals.. Heldigt snit.. det sad plet, og det væmmelige væsen falder til jorden..

I det mindste er der ikke så mange.. nu kun 4 tilbage..

Cassa sætter i løb langs muren.. med alle 4 furier lige i hælene..
Forhelvede da osse!! tænker han vredt.. Han føler sig temmelig arrig ligenu.. skuffet over sig selv.. Han gav sin kutte til en.. ikke bare en tilfældig, men en tilhænger af mørkets lord.. det afslørrede ham overfor furierne.. hvor ironisk!