Egentlig havde Ahra først antaget, at hans snak om forseglningsmagi var i sammenhæng med staven. At der havde været en grund til, at den bare havde stået fremme for enhver til at tage. At denne forseglningsmagi var en alarm eller forsikring, der var blevet lagt på staven. Hun havde tilmed for en stund frygtet, at det betød, at Onelyas havde gjort, så der ikke var nogen anden end ham selv, der kunne bruge dens magiske evner.
Men så faldt hans blik ned på halsbåndet. Blændet af hadet, over at så meget som at have hans blik rettet mod hende, så hungrende, ville nemt have givet hende indtrykket af, at han bare så hende til i de meget afslørende nye klæder, hvis ikke hun havde været bare den lille smule for udmattet. Så hun så det. Hvordan hans øjne umådeligt kort flakkede omkring hendes hals. Ikke kravebenet eller barmen. Halsen. Det var som om at noget klikkede på plads inde i hende, og hun fik det pludselig meget dårligt. Selvfølgelig var det ikke maden. Det gav ikke nogen mening. Ikke længere. Med Onelyas’ ryg vendt mod hende, som han traskede mod døren, løftede hun sin hånd mod smykket og lagde forsigtigt og tøvende sine fingre mod metallet. Hun følte sig virkelig dum over ikke at have fattet det før nu. Dette var ikke bare et halsbånd, han havde givet hende, for at behandle hende yderligere som et dyr. Det var lige som lænkerne. Og nu hvor hun tænkte over det, var det den præcis samme effekt som lænker. Ikke fuldstændigt neutraliserende men blot blokerende. Prøvende aktiverede hun sin halespids. Ja. Præcis ligesom, da hun havde været i lænker.
Halsbåndet strammede pludselig lidt mere. Og det var ikke fordi, hun diskret møvede sine fingre omkring det, som hun stille fulgte et stykke bag den sorte, modbydelige mand.

Abrupt slap hun halsbåndet igen for at se op. Det havde virket som om, at Onelyas’ stemme var kommet ud af ingenting, da han talte til hende igen. Hun havde ærligt ikke fulgt med i, hvilke ordre, han måtte have givet videre, for hun nåede lige at se til, hvordan en vagt forsvandt ned ad gangen, de stod på.
Automatisk gengælde ædelræven det smallende blik og tilføjede et videre misfornøjet udtryk. Ikke bare af refleks, men også for at skjule hendes mulige afsløring af sårbarhed. ”Hvis jeg havde dét, tror du så ikke, at jeg ville stå med dit stykke legetøj i mine hænder?” kastede hun lettere fornærmet tilbage til ham og fjernede atter sine røde øjne fra ham. Det var blevet svært at se på ham…

Hun ønskede at tage sig til siden, men hun lod være for i stedet at gå så stolt som muligt til trods for den tydelige besejring, hun havde været underlagt. Mens de gik var hun dog begyndt at fornemme en dunkende fornemmelse ved hendes ribben. Hvor resterne af snitsåret var. Hun havde ikke lagt mærke til det under deres samleje, hvilket nok var forståeligt nok. Det havde sikkert distraheret.
Det nagede hende nu stadigvæk, at han ikke havde fortalt hende, hvad han havde gjort ved hende. For hun vidste, han havde gjort noget, og at hun følte sig forkert nu. Men hun vidste ikke hvad.

Det tungede på Ahra’s bryst hver eneste gang, han fastlagde for hende, hvad der var hende i ventet. Bryllup. Ægteskab. Børn. Værst af alt var, hvordan han forlangte at få tildelt hendes ægte kærlighed. At han ville have, at hun elskede ham og ikke bare elskede med ham. Hun ville aldrig indrømme, at hun aldrig ville forlade stedet. Hun ville aldrig indrømme, at de ville blive gift. Men et sted inde i hende var hun skam godt klar over, at det blot var ønsketænkning til en vis grad. Det dulmede bare ikke hendes trodsighed overfor ham, hvor hun kunne være det uden livsfarlige konsekvenser. Og en trodsighed havde nær forladt hendes bløde læber, havde hun ikke bidt sig i tungen.
For ønskede han at putte en prins i hende, ville hun sørge for, at det var en prinsesse i stedet.

Som de gik, gik hun i fortsat stilhed. Til, hvad hun ville tro var, Onelyas’ milde glæde, spadserede hun ikke flere skridt bag ham, da hun i det mindste havde gjort sit for at gå ved hans side, selvom hans skridt var meget længere end hendes. En luksus an med garanti ville tage som endnu en mistænksom finte fra hendes side.
Hun faldt dog lidt bagud igen, da de passerede den store ceremonisal. Den store dør var umulig at ikke genkende. Hun havde absolut ingen idé om, den rødglødende ildelemental var at finde bag de tunge døre, men hun spidsede alligevel hører i et håb om, at kunne fange en puslende lyd eller den knitrende lyd, der havde været Jyotis stemme. Han måtte stadig være hernede et sted, for Onelyas ville ikke kunne regere uden. Ville han vel?
___

”Ahra” Det var ikke direkte med forskrækkelse, at hun så op og mod den sorte mand, som han stod og bare ventede på hende. Det var dog heller ikke til at lægge skjul på, hvordan hun have endt i sine egne tanker det sidste stykke til den underjordiske bydel. Mere eller mindre automatisk sendte hun ham et skulende blik, men hun strittede endnu engang ikke imod hans usagte ordre. I stedet passerede hun ham og gik indenfor med næsen lidt mere oppe i sky. Den perfekte position for hendes lugtesans at opfange den fristende duft af mad, og hendes mund løb straks i vand. Heldigvis var det til at holde styr på, for en kvinde som hende savlede ikke. Og særdeles ikke i selskab med en som Onelyas.

Til trods for at Ahra’s mave næsten slog knuder på sig selv af at blive introduceret til endnu en mulighed for at få noget mad i sig, vendte hun blot et hånligt forvirret udtryk mod sin ledsager. ”Jeg ville ikke have troet, at du var en til at tænke på mad, sådan som du nær havde flået sengen itu over din forsvundne stav,” påpegede hun næsten bebrejdende. Som mente hun ikke, at han havde styr på sine prioriteter. Selvom at hun på normalvis ville have sat pris på at blive sat over en magisk stav.
Armene blev lagt over kors, som hun så bort fra ham igen og begyndte at spadserer igennem den store køkkenbygning for at nå over til det opdækkede bord, som hun antog var til dem ud fra måden, det hurtigt var blevet sat frem. Halen virkede til at svinge ekstra meget i takt med hendes hofter, og det kunne spekuleres om hun faktisk gjorde sig selv umage med at gøre sig sådan til eller om det blot var blevet standarden for hendes gang. Kjolen gjorde det i hvert fald ikke nemmere at skjule.
Hun forsøgte at være diskret med at studere bordets indhold af mad. Hun var stadig lidt usikker med at spise maden hernede, men det var langt fra på samme længde som før visse ting var gået op for hende. Det var ikke maden der var giftig hernede. Det var kun denne ene mand. Og dermed også hans samfund. Så hun rakte en elegant hånd ud og samlede et skåret æg op. Kogt til perfektion, hvor blommen stadig var saftig og ikke smuldrende. En skam at så god mad skulle komme fra dette fangested.

”Du har mange fjender selv hernede, Onelyas? I dit eget rige,” både spurgte og pointerede hun, inden hun tog ægget i munden og endelig spiste noget igen. Det havde været meget længe siden nu..

Onelyas’ åbne ærlighed kom helt bag på hende. Han havde ikke virket tilfreds med sig selv de andre få gange, hvor han havde afsløret noget for hende, som han tilsyneladende ikke brød sig om, at hun kendte til, så selv som hans eftersigne kommende hustru, havde hun da ikke forventet, at han ville snakke med hende om sine problemer. Med mindre det bare bekræftede, at han så sig som fuldkommen sejrende. At han allerede havde fuldt ud tilvænnet sig et liv med ægteskab og familie med hende.
Det gav hendes myrekryb. Mindst lige så meget som hans kompliment gjorde. Det var spildt kommende fra hans mund.
”Hvor meget respekt kan en mand som dig genvinde, når din ’smukke viv’ er dig fortsat trodsig?” kommenterede Ahra lettere spydigt for at hurtigt lægge skjul på, hvordan hun før var blevet taget tilbage. Hun sænkede hurtigt derefter blikket med på deres i sandhed ret imponerende udvalg af mad. En lille del af variationen mindede hende om hendes hjem. Ikke hjemmet i Sarghos, hvor hun var alene. Men hjemmet i ørkenen med andre som hende. Stammen.
Hun rakte selv ud efter et krabbeben og knækkede det nådesløst over på midten ved leddet med en stærk bibeholdt femininitet, så saftigt kød sprang frem fra knækket. Kvaliteten af råvaren samt tilberedningen var til at mærke på hvor nemt den hårde skal var at trække af kødet. ”Eller når hun ikke føder dig en arving.”

Under bordet lagde det ene ben sig hen over det andet. Gjort nemt for bevægeligheden i kjolen. Der var i virkeligheden kun én grund til at hun hadede den, for set bort fra det, havde hun intet andet at klage over. Stoffet var blød og kærtegnede hendes hud helt perfekt. En skam at hun skulle bære den svedig og beskidt af blod. Et vildt udseende nogle nok ville finde sig tiltrukket af… ”Måske din gud stjal for dig. Måske han ikke er lige så tilfreds, som man skulle tro.”
Hun gjorde sit bedste for at virke ligeglad, mens hun blev ved med at tage mad for sig. Der var lidt skam over at spise maden hernede fra, men hun ignorerede det til fordel for ikke at have den smertende sult i maven. Hvad der bragte mere skam var hvor god maden var. Ris med syrligsød frugt og marineret flået gris. Krydret med sydens krydderier. Og vand. Det blev gjort ved civiliserede manerer, men hun drak rigeligt med vand.

Selvfølgelig løftede hun sit blik tilbage op på ham, da han blev mere og mere arrig. Men det var ikke fordi, at hun følte sig skræmt af hans hævede stemme. Hun var skam godt klar over, hvordan han ville reagere på hendes ord. Han var ikke glad for modstand i hans åh så perfekte planer. I da særligt ikke modstand, som han ikke kunne gøre noget ved. Så som at have endt med en ufrugtbart kvinde. Ahra var ikke ude af stand til at få børn, men at få Onelyas til at tro den løgn, som han var blevet fanget i andre af hendes løgne, bragte en del tilfredsstillede med sig. Alt hun behøvede for at ikke blive taget i løgnen, var at slippe væk inden den lille grønne silkepose løb tør for sit indhold.

Hendes ører havde dog lagt sig lidt tilbage af den tungere spænding, der var opstået. I det mindste balancerede de spulende røde øjne det perfekt ud, så hun i det mindste ikke så helt intimideret. Hun så langt mere fornærmet ud end andet. Hmf! Hvis bare det at få vand - eller vin - udover sig virkede lige så godt på en som Onelyas, som det lød til at have gjort på Jyoti.
”Hvis jeg kunne producere et barn, ville min krop sikkert afvise dit frø lige så meget som resten af mig afviser dig,” svarede hun tilbage, en smule mere lavmælt men stadig snerrende, som var det kun fordi, hun ikke ønskede at andre omkring dem ville kunne høre deres samtale. Hellere sætte Onelyas i et dårligere lys hos hans folk ved at have dem tro, at han råbte op af ingen god grund. Noget i hende tvivlede dog på at det ville ændre noget.

Ahra holde hans blik i noget tid. Hun havde holdt med at spise på daværende tidspunkt. Hun havde stadigvæk ikke spist nok, taget i betragtning af hvor længe hun havde været uden. Hun havde nok slet ikke spist nok til at fylde retfærdiggøre et helt måltid. Hun havde mistet sin appetit. I det mindste havde hun fået noget i maven, så hun ikke ville ende med at blive svagelig lige pludselig.
Og så rejste hun sig. Ikke abrupt, men bevægelsen blev gjort med noget bestemmende over sig. Hun nåede dog ikke at gøre godt af sin plan om at bare forlade ham ved bordet, som var dette et simpelt stævnemøde frem for direkte tvangsselskab, men hendes hænder var stadig i bordet, da vagter kom marcherende ind ad døren til køkkenet og straks fangede hendes opmærksomhed. Nej. Det var for tidligt. De kunne umuligt have fundet gerningsmanden allerede.

”Herre?!”

Det var lige ved at bordet faktisk fløj til siden med den kraft Onelyas lagde i det. Det var et sand mirakel at kjolen, hun havde på eller Ahra selv blev tilsølet af spildt vin eller flyvende madrester. Men det var desværre ikke ensbetydende med, at det ikke påvirkede hende. Straks havde hun veget væk og stirrede  for et splitsekund frem for sig med et dybt forskrækket udtryk i ansigtet. Havde hun ikke allerede rejst sig fra sin eget siddeplads ville hun nok have væltet tilbage og lægget på gulvet på daværende tidspunkt. Heldigvis havde hun åbenbart fået nok af hans selskab lige i tide til at undgå dén mængde hjælpeløshed i det mindste.
Måden Ahra fluks begyndte at se sig omkring var lettere panisk af karakter. Hvad end hun ledte efter, endte hun ikke med at finde, opmærksomheden vendte med det samme tilbage til den meget vrede mand foran hende. Hun prøvede ihærdigt at forholde sig i ro, ikke vise svagheder overfor ham, ikke vise, at han egentlig skræmte hende en smule. Så selvom hendes brystkasse hævede og sank markant af forskrækkelsen, og selvom hun havde bakket nok tilbage til at blive stoppet af en mur, så veg hun i det mindste ikke væk fra deres intense øjenkontakt.

Vagternes ankomst var nok egentlig ædelrævens eneste redning fra Onelyas’ hårdhændede behandling. For nu. Og frustrationen over at de allerede havde fundet noget, var meget hurtigt blevet en kortvarig omgang og dermed erstattet af lettelse. Så snart de havde fanget deres herres opmærksomhed, og hans øjne ikke længere lå direkte på hende, følte hun sine ben give efter. Hun faldt ikke sammen, nej, det ville hun aldrig lade ske i offentligheden, men hun var nød til at læne sig endnu mere op ad muren med hænderne bag sig for at holde sig støttende. Hendes hjerte bankede på livet løs. Ufatteligt hvor voldsomt hans vrede kunne påvirke hende. Normalt kunne hun forholde sig bedre...

Tiden Ahra havde tilbragt nede i det underjordiske samfund havde ikke bragt yderligere medlidenhed til hende end den mængde hun allerede havde for andre, da hun så en anden slave få skåret sin arm over, så hun følte heller ingen for vagterne, der standhaftigt tog imod Onelyas’ rasende blik, stemme og i det hele taget udstråling. Hvis de var blevet bekymret for deres eget velvære, så gjorde de et godt arbejde med at skjule det. Lige set bort fra hvor meget de pludselig havde spændt op.
”Vi leder stadig efter gerningsmanden, men vi har fundet frem til en, der erkendte at han kender personen, herre!” rapporterede den førende mand hurtigt for ikke at lade Onelyas vente. Det ville være det dummeste at gøre lige nu. ”Han har også erkendt, at han har kendt til personens evner men har været med til at holde dem skjulte.” Måske skulle de ikke have gået til Onelya endnu. Måske skulle de have ventet til de havde fundet selveste personen. Men hvem skulle have vist, at han ville være at finde i sådan et humør. Han var jo sammen med sin elskede.

”Hvilken mand efterlader gentagende gange sin forlovede i hænderne på en anden mand.” Vagten havde fået sin personlige del af utilfredse blikke, da Ahra pludselig hævede sin stemme og gjorde et forsøg på at faktisk komme forbi vagten og træde et par skridt nærmere Onelyas. Hun arbejdede stadig med at berolige sit hamrende hjerte med sine tydelige åndedrag, men med det misfornøjede udtryk i hendes kønne ansigt, kunne det lige gå for at være af oprevethed frem for forskrækkelsen og nervøsiteten, han havde fået op i hende.

Hun stod selv solidt, selvom hun med lethed vil kunne holdes tilbage eller blive samlet op og båret væk, og holdte et stålfast blik rettet mod sin voldsmand… forlovede… ejer… Ja, han var mange ting. Forskellige alt efter hvem der så. ”Hvad er chancen for at dit gemak er et sikkert sted for mig? Særligt efter at der så nemt er blevet stjålet fra dig fra selv samme rum,” fortsatte hun med et allerede forlangende toneleje. Hun ville ikke tilbage til værelset. Endnu mindre end at hun ville være i nærheden af Onelyas. Hun var kommet til at forstå, at hun alligevel aldrig ville blive ladt alene. Og tanken om, at hun blot blev sendt dertil for at vente, vente på at kunne blive brugt på tværs af denne mands lyster og dominans, fik hende til at væmmes.
”Tag mig med,” lød hendes befaling på. Hun tvivlede på, at hvad end der ville ske med denne medskyldige ville blive et kønt syn, men hun måtte holde sig rank. Som hun havde gjort ved den nu et-armede slave.

Staven var hidtil hendes eneste vej ud. Og selvom det ikke ville komme bag på hende, hvis den ville blive vogtet med endnu mere omhug nu, hvor en anden havde fået fingre i den - hvis de da nogensinde fandt den igen - så kunne det at overvære det hele måske give hende noget brugbart. Forhåbentlig var hun god nok til at skjule netop dén interessekilde bag andre overbevisende undskyldninger.

Og samtidig måtte Onelyas komme til at indse, at hvis han agtede at tage hende som hustru, ville hun ikke blot være en passiv prinsesse men en kvinde, der kunne stå selv. Om han ville det eller ej.

Så snart det var blevet hende muligt, trådte Ahra frem mod Onelyas, som han ligeledes henviste hende til. Det foregik selvfølgelig forsigtigt hen over de mange skår, der lå og gjorde et stykke af gulvet faretruende at gå på med bare fødder. Hun blev først klar over, at han ikke blot ville have hende hen til sig for at have hende følge med ved hans side, da hans hånd lagde sig mod hendes kind. Den var varm af raseriet, der sikkert stadig simrede i ham et sted. Næsten brændende varm, men hun hverken gav et set fra sig eller veg bort fra hans berøring.
Ligeledes idét, at han bukkede sig ned mod hende, var hendes eneste modstand det evigt skulende blik. Hendes læber havde lydigt skilt sig ad ved hans blide strøg henover dem, og så snart han havde nået hende, lod hun dem mødes med hans i et kys. Om hun selv ønskede at kysse ham eller ej, så opgav hun det villigt fra sig, som de stod der i køkkenet. Var han tilfreds med hendes opførsel? Var det derfor, han ville have et kys fra hende? At han turde kysse hende igen? Det gav ikke meget mening, at han blot ville have noget for at lade hende komme med. Ikke et kys. Ikke efter bidet.

Ahra’s øjne have tilmed lukket sig så snart hans læber blev presset ind mod hendes. Alt hvad han gjorde var så krævende, så selv kysset blev dybt fra starten. Hånden han havde mod hendes kind sørgede måske ikke for at holde hende fast med megen styrke, men dens placering var nok til at, hun ikke bare sådan lige kunne tillade sig at trække sig væk.

Hendes ene hånd blev løftet op og lagde sig oven på hans, inden hun skilte sine læber den lille smule mere for at lade tungen få en smule spil. Delvist var det hadet til manden, der styrede hendes vilje til at lege med. Hun havde ikke glemt smagen af ham fra sidst.
Hvor lidenskabeligt og elskværdigt det ikke måtte se ud i tilskuernes øjne.

Roligt trak hun sig tilbage fra ham og faldt tilbage ned på ’flad pote’ i takt med at de røde øjne åbnede sig og så lige så køligt op på Onelyas med en frustration over, at han havde sejret i at få hende til at gøre. ”Du bløder igen,” pointerede hun lavmælt så snart hendes læber atter var fri.

Måden Onelyas smilte på var næsten nok til at få Ahra til at tro, at hun oven i at have gjort sig ’fortjent’ til at ikke bare blive sendt tilbage til værelset, hvor hun kunne vente på en rasende mands tilbagevendelse, også havde fået ham til at falde ned med sit kys. Så selvom hun drømte langt væk om at skylle sin mund ren fra smagen af ham, fortrød hun ikke sin handling efterfølgende.
Han blev dog ikke beriget af hendes blik, til trods for at hun ikke var det mindste i tvivl om, at han så på hende. Hun måtte spille den skamfulde hustru. Den gifte kvinde der havde givet ind og villigt givet sine læber til en anden mand for en saftig stund. Det var ikke et svært skuespil, for meget skuespil lå der ærligtalt ikke i det. Hun havde ikke nogen mand derhjemme, som hun stod til at være utro, men det var meget li det samme. Hendes ’villighed’ havde ikke kommet fra hendes egen frie vilje og lyst. Og som en stolt kvinde som Ahra Pele, var det en synd i sig selv at lade sig undertrykke.

Så side om side, forlod de igen køkkenbygningen. Ahra’s øjne stift fremadrettet og armene ned langs siden, hofterne svingende naturligt så kjolens lette skørt flagrede den ekstra smule ved hver af hendes skridt. Hun måtte holde hagen hævet. Ikke vise svaghed. Vis ikke svaghed.

Med både en vagt foran dem og resten af gruppen marcherende bag sig, blev de ført igennem torvet og ned ad den større gade. Så ind ad en mindre gade, hvor mængden af beboere - slaver som frie - blev væsentligt mindre og mindre, til der var tomt lige som de gjorde holdt ud foran et simpelt hjem og fik gjort tegn til at træde indenfor i et umøbleret rum af fire vægge og en sovemåtte af strå. To af vagterne blev stående udenfor på hver deres side af indgangen i tilfælde, at nogen skulle forsøge at flygte.
Midt i lokalet sad en mand på sine knæ og med hovedet bøjet dybt. Hans hænder var allerede bundet stramt sammen på hans ryg. Han var ikke en stor mand, ikke noget at råbe hurra over. Men mest afslørende var den puklende ryg. Før altså han sørgeligt løftede hovedet. Han var allerede kvæstet fra selve tilfangetagelsen. Han rystede svagt fra de hårde slag.
Ahra genkendte ham forbløffende hurtigt fra det glimt, hun havde fået af ham i biblioteket. Den medskyldige var den samme bygningsbygger, der havde afbrudt Onelyas dage tidligere, og selv ædelræven kunne ikke undgå at åbne øjnene en smule mere.

”Vi fik ud af ham, at gerningsmanden, der stjal for Dem, er en kvinde, ved navn Sashri. Påstår, at det er hans datter, og at han holdte hendes evner skjulte for at beskytte hende. Men der er ingen beviser på, at hun er af hans blod,” forklarede den samme talsmand, som havde overgivet beskeden om, at de havde fundet et spor i sagen.

Korsfæstelse. Mens metoden lød som en der ville virke, var det uundgåeligt for Ahra at ikke opleve et svagt sug i maven af ren og skær ubehag. Én ting var at halshugge og hænge kriminelle. Men som så mange gange før, var det ikke svært at holde sig kølig. Trods hun genkendte manden, havde hun ingen relation til ham foruden, at han var af Onelyas’ folk.

Den pukkelryggede mand reagerede derimod noget mere voldsomt ved den åbne erklæring om hans kommende straf. En straf der virkelig ikke burde have kommet bag på ham, siden han velvidende havde holdt strafbare ting skjulte. ”Hav nåde, herre!” udbrød han straks umådeligt klynkende og umådeligt desperat. Tårer havde allerede begyndt at vædde hans øjne på grund af den spiddende frygt, der måtte have fyldt hele hans krop. For han vidste, at straffen ikke bare var en trussel.
”Sashri er meget muligt ikke sand af mit eget kød og blod, men jeg har holdt af hende som, var hun min egen datter.” Havde hans hænder ikke været bundet grundigt fast på hans ryg, havde de forsøgt at gribe fat i Onelyas’ kåbe, som han fortsatte med at bede og forklarer sin sag med et håb, om at det ville redde ham fra at blive hængt på et kors, der nok allerede var tabt.

Han stoppede knap nok op for at trække vejret. Han var nok bange for, at han ikke ville have nok tid, hvis han gjorde. ”Straf ikke min kære Sashri, herre! Hun stjal kun fra Dem ud af bekymring. Bekymring for at Deres trodsige forlovede ville stjæle fra Dem først, når hun så staven stå så åbenlyst fremme i Deres gemak. Hvad ville der ikke blive af Dem, vor Gud og os ydmyge folk, hvis den snedige ræv af en kvinde fik fingre i staven? Hvilket kaos! Hun har allerede forsøgt at tage vor Gud fra os!”

Pludselig følte Ahra sig meget i centrum. Og selvom der var grundlag for en sådan bekymring, så følte hun sig stærkt fornærmet. Men der var noget underligt ved mandens udsagn. Det var ikke til at sige, om det var sandheden. Eller om det blot var desperate undskyldninger, som når skyld blev smidt på en anden for at undgå konsekvenserne. Og som i sådanne situationer, byggede der sig også en smule nervøsitet op bag ved fornærmelsen. En nervøsitet for at Onelyas selv stadig var overbevist om, at hun havde noget med stavens forsvinding at gøre.
”Vi ønskede intet andet end at bringe Deres overdådige stav i bedre sikkerhed, herre!”

Panikken blev kun mere fremtrædende hos bygningsbyggeren, idét at han blev grebet og bragt bort. Og Ahra så til, hvordan han knap nok blev løftet højt nok op for at kunne komme ordentligt på benene - eller blev givet tiden til det, for den sags skyld - så både fødder og ben fra knæet og ned blev bogstaveligtalt slæbt henover husets hårde gulv. Og, som hun nemt kunne høre, den ru jord udenfor. Ingen nåde blev givet manden. ”De er blændet af hendes skønhed, Herre!!”

Trygget det lå mod hendes brystkasse blev ikke vitterligt løftet igen, efter at de var blevet efterladt i huset, men hun gjorde sit bedste for at forholde sig i ro. Måden Onelyas havde tiltalt hende og vel også forsvaret hende overfor mandens beskyldninger, var kommet som lidt af en overraskelse. Og hun hadede det lille nip af stolthed, det havde bragt hende, inden hun meget hurtigt havde undertrykt det igen. Onelyas var en modbydelig mand. Og ligemeget om var hans dronning, så ville hun stadig ikke være andet end hans slave. Hans ejendom. Tvunget til at elske ham.
Så det var ikke med kærlige øjne, at hun roligt hævede sit blik op mod hans, som han stillede sig ved hende igen. Hun havde måtte gøre sig umage for ikke at give et set fra sig eller instinktivt vige væk fra hans hånd, da den lagde sig på hendes hoved. Vis ikke svaghed. Blidheden var ligeledes overraskende. Det var sådan en øm gestus, at til trods for, at hun godt nok ikke lænede sit hoved til siden for at lægge det mere i hans omsorgsfulde hånd, som en elskende par, reagerede hendes øre diskret ved at vippe bare den mindste smule. En ting hun prøvede at balancerer ud med et krummet bryn og en afvisende vinklen på hovedet for at se væk.

”Lad hellere ikke dine soldater vente. Jeg er sikker på, at du heller ikke vil gå glip af showet, Onleyas,” sagde hun spydigt, men med en mere sagte stemme, end man ville forvente fra hende. Og så med det sagt hævede hun en hånd, der daskede hans væk fra hende, før hun drejede og begyndte at gå mod husets dør. Hvis han da lod hende komme så langt. Hun kunne blot håbe, at han følte sig for distraheret af situationen til at lade øjeblikket rive ham med. Og at hun var hurtig nok til at nå udenfor hans arms rækkevidde.