Logan brød sig ikke det mindste om at være i Rubinien på denne årstid. Selvom det stadig kun var forår, var varmen ulidelig. En skam at der skulle være så ubehagelige forhold, nu når forretningerne var så nemmere at have kørerne dette lovlydige sted. De havde i hvert fald færre spørgsmål at stille omkring materialernes oprindelse, og deres samvittighed stod sjældent i vejen. Logan havde i hvert fald heller ikke regnet med andet når man tænkte på de antal slaver som kom til og fra Rubinien bare som han vandrede ned af den varme gade.

Men han var her selv for at hente ting som efterhånden var nemmere at finde på markedet her, end nogen andre steder. Hovedstaden var blevet så fintfølelende på det punkt, og alle og enhver kunne finde giftige planter efter en smule træning. Nej, Logan ledte efter noget stærkere hvilket havde bragt ham til dette sted. Stedet hvor især giftige halvdyr hørte hjemme. Tanken var ubehagelig.
"Goddag, hr." Hans stemme var brummende, forsøgt venlig, omend han ikke havde en interesse i at danne sig noget videre forhold til denne mand. Denne.. skabning var det vel. Logan kunne nemt skjule sine tanker omkring hvad han stod foran, men man skulle være påpasselig sådan et sted. Tingene som han kunne se, af mærkelige væsker i flasker var allerede nok til at få det til at løbe koldt ned af ryggen. Logan var overbevidst om at alt herinde kunne dræbe om på stedet - og bodens ejer, udsendte også signaler der fortalte ham, at trådte man forkert, endte man som en bidedukke. Slanger var altid så fintfølelene hvad trusler angik.

De lysende øjne spejdede rundt på de mange forbipasserende, der alle sendte ham dømmende blikke. Han var efterhånden så vandt til det, at det ikke var noget der påvirkede ham længere, selv den tvedelte tunge skjulte han ikke, som den af og til kom frem mellem de blegrøde læber. Lyden af flasker der klirrede mod hinanden som der netop blev placeret en ny mellem de mange andre fik folk til at se utryg imod ham. INGEN var interesserede i giften, måske fordi der var nogle af dem der havde sat hvad den egentlig var i stand til, mens andre blot ønskede en såkaldt ”fair kamp”. Han selv brugte altid sin gift, nu havde han den trods alt og det var ikke just noget han kunne stoppe, hvilket var ulempen ved den race som han nu engang var. De grønne øjne faldt på en kendt sjæl. Hans moder ”Kahn… ” lød hendes stemme overrasket og han sendte hende et kækt smil ”Godt at se du endnu er i live kære moder” sagde han og lod tungen glide ud mellem læberne. Hans moder så nærmest febrilsk rundt, håbede der ikke var nogle der bemærkede hans tunge ”Stop det! Hvad hvis de opdager dig?” sagde moderen vredt som hun så på ham med sammenknebne øjne. Han trak på skuldrene og sendte hende et smil ”Skynd dig inden Kieran kommer… Han er trods alt lige i hælene på dig” sagde han og så efter hende som hun skyndte sig gå som hun nærmest kunne fornemme Kieran ånde hende i nakken på trods af han slet ikke var der.
 

Noget tid efter hans moder var gået hørte han en stemme, en mand der rent faktisk var kommet til hans bod. Et smil spredte sig på hans læber og han vendte sig mod ham ”Hvilken fryd! Hvad kan jeg friste Dem med? ” sagde han og lod atter tungen komme ud. Det var nemt at se at manden holdt en facade, forsøgte at spille hård, men han så direkte i gennem, men det behøvede manden overfor ham ikke at vide. Han tog det roligt og lod som ingenting.

Ufrivilligt trak Logan hovedet et par få millimeter tilbage som den tvedelte tunge kom frem fra manden efter han havde talt. Men det var nok til at et skarpt øje ville bemærke denne tilbagetrækning i hans figur hvor minimal den end måtte være. Øjnene forsøgte at skjule den lette utrykhed der var kommet ved netop det syn, og tanken der hurtigt fyldte hans hoved. Et slangemenneske, af den bogstavelige forstand, med hans giftforretning. Der skulle ikke mange møtrikker til at sætte de ting sammen til en sammenhæng. Dertil lød han alt for entusiastisk omkring det hele - Logan bildte sig selv ind at det var fordommende der talte. Alle forretningsmænd var begejstrede for kunder.
"Søvninducerende væske.. Gerne meget kraftfuld" det var altid rart at have med sig når man ofte var ansat til at hente genstande i form af andre levende væsner, og helst i levende form og anbringe dem hos betaleren. Det var bare en hel del nemmere hvis de var i sovende tilstand - stærkt sovende tilstand.

Det var direkte forstyrrende at skulle sætte denne facade op i et forsøg på at skjule at han var direkte utryk ved at være dette sted. Logan der normalvis var en hård negl, der gik afslappet fra den ene kroteske og modbydelige ting til den anden, måtte arbejde for ikke at virke alt for tydelig omkring sine tegn i denne bod. Hans blik løb over de forskellige flasker, og guderne måtte vide hvilke forfærdelige hændelser der kunne komme fra disse væsker. Logan rømmede sig en smule, forsøgte at undgå at få alt for mange tanker og scenarier ind i sit hoved.

Han så hvordan manden trak sig tilbage og kunne ikke lade være med at smile. Det var længe siden han havde fået netop den reaktion fra nogen, normalt kunne folk ikke lade være med at stirre på ham, nærmest bare vente til tungen atter kom ud, for at bekræfte for dem selv at det ikke blot var syner. Han betragtede manden foran ham og kunne nærmest mærke at han var yderst utilpas, situationen, stedet og sikkert også over Kahns tunge, eller generelle udseende, eftersom han skilte sig ret meget ud. Som manden talte stod han kort og tænkte ”Søvninducerende… Søvn.. ” sagde han og så hurtigt på de forskellige flasker og hev så en flaske med noget gennemsigtig væske frem. Denne flaske ville kunne slå en mand ud og holde ham i søvn i mindst fireogtyve timer hvis ikke længere, alt efter hvordan den blev doseret. Han satte flasken foran manden og smilede skævt til ham.
 

Han lignede ellers en hård mand, en der havde set lidt af hvert, men alligevel virkede han og så ret utryg ud over at stå ved hans bod ”Slap af… Jeg slår dig ikke ihjel, det er ikke min ting” sagde han og lod igen den tvedelte tunge glide over læberne. På ingen måde havde han tænkt sig at skade kunder der købte ting fra ham, eftersom der var mulighed for de kom tilbage en anden gang, blot fordi de ikke kunne få nok af den gift de havde fået allerede og måtte have mere. Han havde haft et par kunder der kom en gang om ugen efter en ny slags og havde sågar bestilt speciel lavede som han så selv skulle blande, hvilket han glædeligt gjorde, men igen.. Han havde ikke andre at teste på, så han måtte af og til teste på sig selv, hvilket kunne ses når han ikke havde tøjet på, da den mørke hud var blevet mærket af de mange gifte. 

Logan havde sine grundprincipper. Og selvom han havde set guderne måtte vide hvor mange ubehagelige ting, var han alt andet end begejstret for gift. Han forstod ikke hvorfor og hvordan det virkede, og derfor generede det ham. En kniv, eller økse var for helvede da til at føle på! Men den har klare væske som han stod og kiggede på som den blev sat frem, kunne være alt. Vand såvel som den stærkeste dræbende gift i verden - Logan ville ikke kunne vide det. Og derfor var han så utilpas. Han havde ikke styr over situationen som han ellers var vant til at have. Dertil, uden at nævne det, var gift i hans verden krysterens vej frem. Han skulle kun bruge det når først fjenden allerede var overvundet, og ikke imens. Krigere der brugte gift snød i kampens hede, ifølge Logans primitive hoved.

Logan kom med en fnysende lyd, og mærkede at han forsøgte at stramme til i udseendet for at fremvirke mindre afskrækket af situationen. Han kunne vitterligt ikke li gifte. "Godt at vide.." frembrummede han med en let irriterende vibe. "Hvor længe holder søvnen?" spurgte han så ind til produktet, for ikke at tænke så meget over hvad der omgav ham af ubehagelige sager.

 Han så på manden med et kækt smil og grinede hæst. Det var sjovt som manden nærmest forsøgte at gemme usikkerheden, hvordan han ihærdigt forsøgte at fremstå stor og stærk over for ham, men han så direkte igennem paraderne og det morede ham noget så grusomt. Han havde tænkt sig at misbruge det lidt, se hvor meget denne mand kunne holde til inden han sprang i luften eller måtte gå, blot fordi han var blevet så usikker på sig selv. Han trak på skulderen over han spørgsmål ”Det kommer an på hvad dosis du giver” sagde han og tog et tomt glas og åbnede en anden flaske med søvninducerende og hændte omtrent fire dråber i det tomme glas. Han så på manden foran ham og rystede svagt glasset med de fire dråber ”Dette er nok til at kunne slå en ud i omtrent seks timer… Større mængder, ja det kan jo så holde længere” sagde han med et smil.

Han betragtede de mange folk der gik forbi dem og så deres dømmende blikke. Han var fuldkomme ligeglad, eftersom han var så vandt til de mange blikke han fik, tilråb om han var en freak, en halfbreed ellers var der monster han også hørte i ny og næ. Han havde aldrig selv slået ihjel, men hans gifte havde sikkert, hvilket blot frydede ham. Hans blik faldt igen på manden og afventede ham.

Det var simpelthen en forsvarsmekanisme. Inderst inde vidste Logan udmærket godt, at en mand med hans egenskaber til gifte, nemt kunne tage livet af Logan lige meget hvor stor og stærk han fremstod. Det var hvad der skræmte ham. At hvad han var bedst til ikke kunne forhindre ham i at blive forgiftet. Men det ville naturligvis ikke gavne mandens forretning hvis han forgiftede sine kunder, det var også nært den eneste trøst der var.
Logan fulgte med i hvad slangemanden foretog sig, som han hældte hvad der svarede til fire dråber ned i en glasflaske. Han kiggede på væsken der ganske let skvulpede i glasset, selvom der ikke var meget til stede og nikkede. ”fire dråber er lig med seks timers søvn omtrent. Godt.” svarede Logan for at han var sikker på at han havde forstået det rigtigt. ”Jeg gætter på at for stor en dosis kan have andre effekter?” han ville være helt sikker på hvad han havde med at gøre. Han kunne give otte dråber og pludselig var manden han fragtede død. Det ville være en katastrofe.

Logan observerede ikke hvem der gik forbi. De havde ingen interesse for ham overhovedet, da de ikke indgik i samtalen. De havde ingen indvirkning på handlen, og det var den som Logan var koncentreret omrking. ”Såfremt vil jeg gerne have tre flasker af denne gift” det lød næsten forkert at sige gift, når det var noget der fik folk til at falde i søvn, men i realiteten var det i bunden gift.

Det morede ham næsten at se hvor utryg manden var på trods at det barske ydre, men så igen… Nogle få dråber af den rigtige gift og så ville manden foran ham ligge og vride sig i smerter inden han sikkert ville dø til sidst, hvilket der bestemt ikke ville være nogen form for forretning i, for manden var tydeligvis interesseret. Han lyttede til manden og nikkede ganske kort ” For stor dosis ville sende personen i evig søvn, hvis du er heldig” sagde han og blinkede kort til ham. Manden var ikke helt tabt en vogn og regnede selv ud af større mængder kunne have andre effekter.
 
Der var mange folk der passerede dem, sendte blikke og sukkede af dem, men det var ikke længere noget Kahn tog sig af, for han var så vandt til det grundet det yderst dystre udseende og den tvedelte tunge. Som manden foran ham begyndte at tale fortrak de smalle læber sig i et smil. Tre flasker? Det var ikke tit sådan en handel kom op, specielt ikke af denne gift, ikke han klagede. Han nikkede til manden og fandt tre hele flasker frem og satte dem foran ham ”Andre ting der kunne friste?” spurgte han og lod tungen glide over læberne. Manden foran ham virkede dog ikke som en der skulle have andet end blot det han var kommet efter, men måske..

Det var trods alt ikke første gang at Logan havde med gifte at gøre. Ikke at det huede ham at bruge dem, men de var fandens effektive til hans arbejde. Han gættede sig frem til at hvis han gav seks dråber ville ofret ikke ryge i evig søvn, men derimod være væk i omtrendt ni timer i stedet. Det kunne han arbejde med og han nikkede til den andens ord. "Godt, de fleste jeg skal øhm.. forgifte, skal helst være i live når jeg når frem" bekendtgjorde han brummende og var egentlig ret glad for at have fået den del slået på plads.

Logan tog en dyb indånding og så rundt om på de mange forskellige flasker med alverdens indhold. Faktisk var der mange af dem han slet ikke ville vide hvad fanden havde af effekt. "Nej tak, det er alt jeg skal bruge" og hvis det vidste sig at flaskens indhold var nem at håndtere, samt effektiv til at fuldføre det arbejde han skulle bruge det til, kom han nok igen. Selvom at skulle se den tvetungede slange på ny ikke lige huede ham. Der var noget over hele hans væremåde der fik det til at løbe koldt ned af ryggen. En ting stod fast, fik han nogensinde tilbudt noget at spise eller drikke af denne mand, ville han takke nej.

Han så på manden foran ham med et hævet øjenbryn og sukkede da ”Hvad du gør med min gift rager mig.. Om det er fordi du skal have en bedøvet og voldtage, hvilket nu er meget sjovt, eller om det er grundet bortførelse… Ja så gør det… Jeg producerer blot giften, ikke andet” sagde han og lod tungen kort komme ud. Hvad end manden foran ham skulle bruge giften til var ikke noget der interesserede ham specielt, for som han lige havde sagt var han bare ham det solgte det, hvilket han ville blive ved med til den dag han døde sikkert, for der var ikke ret meget andet han kunne.

Han nikkede kort over mandens ord ”Så denne lille flaske er det eneste? Udmærket..” sagde han og tænkte kort over det. Egentlig vidste han ikke hvad den kostede, for han havde ikke solgt denne gift i flere måneder, men eftersom det ikke var en hel flaske så var den på ingen måder dyr. Han så på flasken og trak på skulderen ” Fem ravstykker… Det er trods alt ikke en stor dosis du har fået, plus det tager få minutter at skaffe nyt” sagde han med et smil på læberne. Han kunne trods alt bare gå ud bag ved og få noget nyt.

Det var en klam følelse der gik igennem kroppen på Logan ved den udalelse. Både frastødt og vred på en gang. Logan lignede ingen Adonis, men direkte at benytte bedøvelse til at voldtage kvinder eller mænd for den slags skyld, var virkelig at gå over grænsen. Så desperat blev han bare aldrig nogensinde. "Godt at vide." kom der en smule tørt fra ham, med et svagt antræk af adsky gennem en rynken på næsen. Nej, denne slangemand var ikke af hans ynglingspersoner.

"Tre.. flasker" rettede han den anden, uden egentlig at ligge for megen vægt i det. Fem ravstykker per flaske var ikke en ruinerende sum. Tvært imod. Så han fandt, måske ikke gladeligt, men villigt de femten stykker frem og lagde på disken foran manden, der bragte ubehag på en måde Logan ikke oplevede ofte. Men snart ville det være overstået, og han kunne forlade dette sted for i hvert fald lang lang tid. Han havde ligefrem lyst til at møde manden her igen hvis han kunne undgå det.

 Han kunne nærmest se på manden foran ham hvor frastødt han var blevet over hans kommentar. Det var så sjovt for ham at se folks reaktioner, for det var ikke alle sammen der havde den reaktion som han havde, for der var andre der tog det ganske køligt og nærmest var med på den og det var langt sjovere. Han smilede blot over mandens ord og nikkede kort. Han himlede med de giftgrønne øjne og sukkede ”Tre flasker selvfølgelig.. Alderen indhenter mig” sagde han og grinede kort inden han fandt i stedet tre helt fyldte flasker frem. Ikke at det ville ændre prisen, da han som sagt kunne få denne gift igen så let som ingenting.

Han så på de femten ravstykker og trak dem over bordet, neglene ned mod bordets overflade. En kradslyd kunne høres som de lange negle gled ned over bordet. De giftgrønne øjne rettede sig da mod manden ”Tak for handlen, men pas nu på… At der ikke er andre der finder ud af hvad for en gift du render rundt med og bruger den på dig,, Dog ville der sikkert være nogle der ønskede dig død.. Måske… Måske ikke” sagde han og lod tungen komme ud og han blinkede til ham og grinede en dyb, nærmest forstyrrende latter, som hans blik var fæstnet på manden foran ham.

Logan kommenterede ikke på det lette grin ej heller at alderen indhentede ham. Nej, han havde svært ved at finde noget sjovt lige nu, men tog det dermod ganske roligt og så hvordan tre flasker blev hentet frem og stilt på bordet.
Logan reagerede kun ganske let på lyden af kradslyden med en smule ubehag af ticks. Den lyd var generelt ikke hyggelig, men han tog blot imod de tre flasker på bordet og lagde dem ned forsvarligt og sikkert i en taske i bæltet, så de ikke gik i stykker. Ikke når han lige havde betalt for dem, og nu også vidste hvor stærke en stor portion kunne være.
Logan løftede blikket til slangemanden og fastholdte det som han kom med sin, hvad Logan næsten ville kategorisere som trussel. Det ville være løgn at sige, at den paranoide del af Logan ikke slog til, selvom han gjorde alt for bare at se helt rolig og afslappet ud. "Det vil der uden tvivl være - tak for advarslen" svarede han brummende mens han knyttede næven ved den forstyrrende latter. Hvad var det dog for et misfoster han havde mødt! Logan bakkede de første skridt væk fra manden, stadig med følelsen af ikke at ville vende ryggen til, men det var en nødvendighed for at komme væk.
Heldigvis for Logan fik han lov til at gå, men den forstyrrende latter sad stadig friskt på nethinden, og fik det til at løbe koldt ned af ryggen. Psykopatiske slange.

//out