Som plagerne var over og Henriette endelig var gammel nok ville hun have et af hendes ældste ønsker til at gå i opfyldelse. Hun ville hjælpe borgerne i Krystallandet og beskytte alle ligesom hende selv, og hvilken bedre måde var der da end at bare gå op og blive væbner for en af Lysets Krigere til man selv kunne blive det!? Genialt ikke!?
Ud over at Henriette blev båret ud af Krystalpaladset i det en af Lysets Krigere væbnere fangede hende på gangende hvor hun ledte i alle rum efter en af Lysets Krigere. "Sæt mig ned! Jeg har vil altså ind og finde en af-" råbte hun som hun i distancen så en kvinde i Lysets Krigeres uniformen. Et klart tegn for Henriette at hun måtte være en af dem hun skulle lede efter, men så måtte hun først komme fri.

Så hun bed hårdt og hurtigt ned i fyrens arm som han tabte hende, men hun rejste sig hurtigt mens hun kunne høre ham bande og svovle af hende. Der var langt til krigeren så Henriette satte i løb for at prøve på ikke at blive fanget. Men hun så sig kun tilbage som hans hånd igen var på hendes skulder. Et djævelsk lille smil sneg sig dog over hendes læber som hendes barrierer opstod foran hans fjæs og han hamrede hovedet lige mod det. Det brød og gik i stykker, men han faldt og han ville nok ikke komme op lige med det samme som alt hans egen vægt lige havde slået ham ud.
Henriette var stadig i spurt og som hun flere hundred meter efter endelig var hos krigeren opdagde hun at det var en kvinde og hun bramsede så hårdt op foran hende som gulvet lod hende glide det sidste. "Frøken Kriger!" udbrød hun som hun stod foran hende forpustet. "Frøken Kriger!? Jeg har brug for hjælp!" Henriette kastede en bebrejdende pegefinger til hjørnet hun var løbet om for at komme væk fra manden der tidligere havde prøvet at få hende ud af paladset. "Der er en mand deromme, han prøver at stoppe mig fra at opnå hele mit mål med at komme herind." uddybede den lille rødhåret pige forpustet til damen hun endnu ikke havde talt det mindste med i dialog, men blot i hendes egen lille monolog.

Hun vidste ikke om kvinden overhovedet gad at tale med en splejs som hende eller om hun overhovedet lyttede til hendes lille stemme. Men hun håbede.

Dagen havde været rolig, selvom der var en hvis uro mellem krigerne som Kiles Orden var at finde over alt på paladset disse dage. En stor del af krigerne hældte mere til Isari end Kile, og dette gjorde det svært for folk. Mirabelle selv havde aldrig været en tilhænger af Isari eller Kile, da hendes hus altid havde tilbedt Azur, og i den forlængelse Aladrios, mere end de andre guder. Dette havde nok noget at gøre med deres ophav fra Norden, hvor Aladrios var mere udbredt.
Men selvom dagen havde været rolig, ville den nok ikke blive ved med at forblive det. Det blev snart klat, da hun gik ned af gangene, og begyndte at høre en hvis larm, hvilket også fik hende til at sætte tempoet op. Hvad i alverden kunne skabe denne mængde larm på paladset på denne tid af dagen? Forhåbentlig var det ikke noget slemt. Alligevel bekymrede Mirabelle sig om dette.

Hendes skridt blev dog stoppet, da pludselig en vild lille pige, med rødt hår, stod foran hende og tydeligvis snakkede til hende. Mirabelle kiggede mod væbneren der tydeligvis havde undervurderet pigen der så ud til at have et mål. "Han gør blot sin pligt," pointerede hun. Stakkels væbner, det så ud som om at han havde fået nogle ordentlig slag af pigen alligevel. "Har du en aftale med nogen herinde? Ellers er det faktisk ikke et sted fremmede må færdes," pointerede hun, selvom hun i det mindste ikke smed pigen ud... endnu. Hun ville i hvert fald give hende lov til at forklare hvad der foregik.

"J-jeg har ikke en aftale. Jeg er kommet for at blive væbner." gadetøsen stod der og hendes stemme havde ikke et spæk af komedie i sig. Hun mente det helt seriøst. Nok var hun i manges øjne blot en pige der var fattig, kedelig og forhåbentligt død inden vinteren kommer, men så mente Henriette nu ikke det var.
Hun var vel bare en pige der havde mulighed for at gøre hvad end hun ville med sit liv. Og hun ville på den ene eller anden måde få sin drøm til at blive til virkelighed. "Og jeg har ikke tænkt mig at gå før jeg får nogle svar." Henriettes røde lokker bragte den flamme der var i hendes øjne endnu mere frem og hendes ansigt kunne let ses at mene hvert ord hun sagde.

Henriette var da ligeglad om manden der ville prøve at smide hende ud eller om damen der ville. Hun havde ikke tænkt sig at forlade før hun havde nogle svar eller i det mindste vidste hvordan man kunne blive væbner. Det kunne jo ikke passe at kun adelige folk med guld helt oppe i deres popo'er ville kunne være de eneste der måtte få deres drømme til at komme til livs. Uanset hvor mange gange Henriette så skulle bryde ind. Hun ville finde ud af det, hun ville blive det.

Mirabelle kiggede noget forundret på den unge pige. En væbner? Var det det hun prøvede på at blive? Det krævede selvfølgelig at kende nogen i hæren for at få lov til at blive det, og naturligvis var de adelige der med bedre forbindelser. Det shokerede hende dog stadig at det her lille skravl ønskede at være det.
"Jeg tager den fra her," sagde hun så til væbneren der så noget sur ud over den lille tøs der havde kæmpet noget bravt for at komme igennem. Da væbneren var gået, vendte hun sig mod Henriette igen.

"Så du er kommet her er for at blive væbner? Hos hvem? Kender du nogen, eller håber du bare på at finde den første og bedste?" spurgte Mirabelle, og prøvede at skjule et smil der var på vej op på hendes læber. Hun kunne nu godt lide denne her piges beslutsomhed og ild. Hun ville noget, og så ville hun tydeligvis gribe enhver chance for at nå det, uanset hvordan det skulle ske. Desværre var det ofte ikke nok til at blive til noget i verdenen, og Mirabelle måtte først finde ud af hvor de stod med pigens planer om at blive væbner.

Henriette vendte hovedet hånligt mod væbneren der forlod og rakte så tungen ud bare for at tvære det ekstra ud at et barn havde vundet over ham. Ihvertfald for nu. Henriette var næsten slået i flammer af bare tanken om at hun kunne få en chance lige her, hvis altså bare hun ikke ødelagde det hele nu, så hun ville prøve at træde lidt mere forsigtigt end normalt. For damen her var lige nu hendes håb.
"Ja Frøkne. Jeg prøver at blive en væbner. Meeen-" Henriette rullede lidt med øjnene og trak så på skuldrene. "Jeg kender ikke nogen herinde. Men det er derfor jeg er her. Jeg prøver at finde en der mangler en "mig"" Henriettes smil lyste hendes humør op som hun håbede at damen ikke bare nu ville have valgt at smide hende ud. Hun håbede på at damen måske kunne sætte hende sammen med en der kunne være hendes ridder eller kriger. Eller noget andet. Hvad som helst. Alt for at kunne blive en af Lysets Krigere senere. Det var virkeligt alt Henriette ville lige nu, og havde ville i hele hendes liv.

"Så jeg har brug for hjælpen jeg ikke kan få på gaden." Henriettes hænder fandt hendes hofter som hun så direkte mod Mirabelles øjne. Hun var dødsens seriøs. Henriette havde aldrig fundet at det var okay at de adelige havde den største chance for at blive del af lyset, for Henriette havde altid drømt om det. Og hun var da mindst lige så god som alle de højrøvede te drikkende narhatte som bare kunne blive det ved et knips af deres fingre.

Et smil dansede på Mirabelles læber, og hun måtte da også holde sig i skak for at ikke at smågrine af den unge pige. Planerne var da store, især når man tænkte på at hun virkelig ikke havde nogen grund til at være der.
"Jeg kan selvføgelig godt se at når du brænder sådan for det, og at du ikke kender nogen at det kan være svært," indrømmede Mirabelle og så eftertænksom ud. "Og du havde ikke lyst til at vente til at du er gammel nok til at blive optaget i hæren direkte? Der skal man bare kunne vise nogle gode kundskaber, og der har du årevis til at træne. Plus, du behøver ikke kende nogen allerede i hæren," foreslog Mirabelle. Hun havde dog en fornemmelse af at denne lille ildkugle ikke ønskede at vente. Hun ønskede at være en del af dem nu, jo hurtigere jo bedre.

Det var egentlig ikke fordi at Mirabelle selv havde noget imod at have en væbner, det var bare hidtil ikke kommet på tale. Måske var det en god ting at Henriette var stødt ind i lige præcis Mirabelle. 

Henriette havde aldrig set på det fra vinklen kvinden fortalte hende om, for det virkede da helt hen i hegnet at skulle vente på at blive voksen først. Hvis hun ventede så længe hvad ville ideen så være med det? Så ville hun jo intet lære ud over hvordan hun kunne stjæle bagerens brød, og hvordan hun ville kunne undgå tæv med den eneste evne hun nogensinde havde haft, som ikke indeholde at vælte en metafysisk ordbog af bandeord ud over højrøvede snotklude, bedre kendt som de adelige familier.
Henriettes lokker blev næsten mere røde som hendes hoved også ændrede sin fine farve. "Jeg kan ikke vente mere. Venter jeg mere så kan jeg aldrig..." Henriette stoppede med at tale og langsomt blev hendes farve almindelig igen.

Henriette ville gøre det her for sig selv, for hendes egne personlige drømmer. Men mest af alt. Henriette ville hjælpe alle de folk på gaderne som altid blev overset. Hun ville rejse dem fra den stand de havde nu og hjælpe folk til at se det bedste i dem så vel som i andre folk... Men det kunne hun da ikke bare sige! Sådan noget piget, følelses fnader passede ikke til noget hun ønskede at sige højt. Så istedet så hun mod Mirabelle med en øjne der en smule var begyndt at løbe i vand. "Jeg kan ikke vente mere. Jeg har brug for hjælp. For andre kan svinge et sværd, men en som man kan aldrig lære det uden hjælp. På gaden er det største våben jeg nogensinde har holdt en gren... Og, den tror jeg ikke jeg kommer så langt i træning med." Henriette håbede Mirabelle ikke havde lagt mærke til hendes stop, men eftersom det havde varet et par sekunder så ville det nok ikke være en realitet.
Dog var det stadig sandheden. Hun ville ikke kunne træne på gaden. Ingen folk ville kunne hjælpe hende til at kunne kæmpe, ingen ville kunne styrke hendes skjold og hun ville aldrig kunne forstå sin magi fuldt ud. For på gaden var der bare hende. Ingen mor, ingen far...

Det rev lidt i hjertet på Mirabelle. Hun havde ikke haft meget glæde af at skulle håndtere børn før, og slet ikke hjemløse, og hun vidste ikke hvordan livet var. Hvordan skulle hun vide det, når hun selv var opvokset yderst privilegeret.
”Så du vil lære at kæmpe, er det det? Er det grunden til at du ønsker at blive en væbner?” spurgte hun venligt, fordi hvis det var hendes grund, så ville Mirabelle ikke hjælpe hende. Der var visse moraler som Mirabelle fulgte, og hun kunne ikke sige ja til en person der bare ønskede at kæmpe. Det var surt, men det var ikke derfor Lysets Hær var der. De var til at få at hjælpe folk, og deriblandt bekrige mørket. Hun ville dog ønske at hun kunne hjælpe barnet.

//Inaktiv