"Hey hey hey, sæt mig ned!" ikke at Anastasia havde nogen chance for at slippe væk alligevel, her midt på åben hav, men det betød ikke at sømanden bare kunne løfte hende op som var hun et lille snefnug og gå med hende i sin favn. Med en hånd kredsende lidt for tæt på hendes bagdel. Anastasia spjættede utilfreds på vejen ned af trappen til hvad der lignede kachotten. "Kan vi ikke tale om en eller anden form for afbetaling - Hey nej stop!" Anastasia blev dumpet ned på det snavsede gulv, og træmmedøren blev smækket i bag hende. Manden grinede hæst som han forsvandt op af trappen igen, og lukkede lugen efter sig. Hvilket gjorde at alt forsvandt hen i mørke.

Anastasia ømmede sig bandede inden hun satte sig bedre til rette på midten af gulvet, med kun svagt lys fra forskellige sprækker til at kunne navigere rundt med. ikke at hun flyttede sig. Det var der ingen grund til. Hun valgte i stedet at surmule. "Pludselig et kæmpe problem at man ikke heeeelt kan betale de penge man har lovet.. ja ja.. godtages det at man kan betale når vi når frem? Neeeej ikke når de tilsyneladende ved at den rigmand ingen døtre har... typisk" gav hun sig til at knurre for sig selv, mens hun ruskede i det bølgede hår. Det manglede da virkelig også bare at blive sat herned i et fugtigt hul.. Ud fra at noget bevægede sig var hun også stærkt overbevidst om at der var rotter.. Den tanke fik et kuldegys til at gå igennem ryggen på hende.

Fra det mørkeste sted på dette skib have Lewis været i noget tid nu, alene og ingen mad næsten og kun en smule vand at drikke, hørte han døren gå op og i et kort sekund troede han at han fik lov til at gå, men til hans trælse overraskelse var det ikke det som skulle ske, han hørte en kvinde stemme som trine blev tunge og meget lyt, som en kvinde blev placeret på gulvet og døren igen blev lukkede efter manden, Lewis kunne hører kvinde åndedræt og hende mumlende omkring penge, " måske du ikke skulle have lånt dem til at starte med " sagde han roligt, som han kom frem fra skyggerne.

Selvom han var blind havde han styre på de ting der var omkring ham hernede, og det ville nok være svært for hende at se han er blind da der ikke var så meget lys her nede, han gik hen og stillede sig foran hende hvor efter han rakte hånden til hende, " kom lad mig hjælpe dem, for der hvor du sidder står de nogen gange og pisser ned på " sagde han med et lille smil på læben ikke at man kunne se hans smil med mindre man kiggede godt efter.

Lewis havde været fanget på dette skib i godt en uge nu, og han vidste faktisk ikke hvordan det var sket, for det eneste han huskede var at han kom ud fra en kro hvor han havde hjulpet en mand, og to sekunder efter mærkede han et hårdt slag i hovedet også var han her.

" men op til dig selv "

Et chok gik igennem Anastasia så snart nogen i mørket talte til hende. Hun vendte sig mod lyden i sin siddende tilstand, og begyndte per automatik at skubbe sig selv lidt væk fra det ukendte. Hun havde helt ærligt regnet med at hun var alene. Det lammede utryk blev dog hurtigt erstattet af et irriteret udtryk. "Jeg lånte aldeles ikke nogen penge! Jeg havde brug for et lift.. så jeg pantsatte måske mig selv lidt, med udtalelsen om at min far ville betale for at få mig fri igen......" Planen havde været nogenlunde gennemtænkt, hun kunne jo bare stikke af fra skibet så snart de nåede havn! Det havde hun gjort før. Men de begyndte at stille spørgsmål til højre og venstre, og løgnen var til sidst blevet strukket så langt ud at de ikke troede på hende mere.

Anastasia var stadig utryk ved at hun ikke helt kunne se hvem hun havde med at gøre. hendes øjne havde ikke vendet sig til mørket, og de sparsomme lysstreger der kom ind var ikke nok. Men ved ordene at nogen stod og pissede ned fik hende til at gribe hånden indstinktivt og trække sig op og stå, mens hun børstede kjolen fribrilsk. "Ew ew ew!" Bare tanken om at havde siddet i en andens afføring. AD!

Ikke at stedet lugtede særlig godt i forvejen, men sådan var det generelt med skibe. Anastasia var hurtig til at vende sig til sådan nogle ting, selovm amoniaklugte altid var skide ubehagelige. "Hvad laver du egentlig hernede?" Forsøgte hun efter noget stilhed hvor hun havde forsøgte at finde ud af hvem det var, ved at stirre lidt.. Det hjalp ikke en bjælde i denne belysning og hun måtte vente til at hendes syn blev mere adopteret til mørket.

Et lille smil kom frem på hans læber som hun begynde at tale, det var trist når man ikke havde nogen at snakke med, og når man heller ikke kun se personen det gjord det ikke nemmere,men nu var de to og det var bestemt beder ind en, Lewis prøvede ikke at spille klog men han kunne ikke lade være med at kommentere på hendes dårlige valg " måske ikke lige det bedste valg du fortog dig der, hvis man skulle sige noget men jeg ville ikke dømme dig." sagde han og begynde at svare på hendes spørgsmål omkring hvad han lavede her nede.

" jamen for at gøre historien kort, så havde jeg været inde i pirat byen for at helbrede en mand, hvor efter jeg pludselig ud af ingenting bliver banket ned bag fra, normalt plejer jeg altid at hører folk komme på den ene eller den anden måde, men ikke denne gang ved ikke lige hvorfor men det skete bare ikke." 

Han gik hen imod hende selvom hun havde bevæget sig, vidste han lige præcis hvor hun var i rummet, han stoppede op foran hende " du kan være helt rolig jeg gøre dem ikke noget, jeg vil blot lige se hvordan de nogenlunde ser ud. " Lewis kunne ikke se noget men, hendes varme fra kroppen og hendes hjerte rytme fortalte ham hvor hun stod, og nogenlunde hvor høj hun var.

" jeg hedder Lewis forresten " 

Anastasia himlede med øjnene, men ja, hun kunne sgu godt høre det nu det blev sagt højt. At pantsætte sig selv var altid skide risikabelt, især når nogen (vi nævner ingen navne hr. styrmand) kendte til den person hun forsøgte at udgive sig for at være datter af. Pisse upraktisk. "Hvordan skulle jeg ellers komme med? Jeg har ingen penge, intet andet at pantsætte og jeg har ikke så voldsomme skøgetendenser at jeg vil være gratis underholdning til skibet hele turen" hun tog en dyb indånding der blev lukket ud i et langt suk.

Anastasia rynkede øjenbrynene og lyttede. Det var stadig ekstremt ubehageligt ikke at kunne se ret meget hernede i mørket, men hans stemme lød nu ganske rar og venlig. Dertil, hvis man var taget til en piratby for at heale nogen, måtte man også være af den mere venlige type. Det var i hvert fald hvad hendes logik fortalte. "Lyder ubehageligt.. Måske paphovederne tænkte at en healer ville være god at have med på en tur.. Eller også vil de prøve at sælge dig.. Så er vi nok lidt i samme båd" svarede hun, en smule opgivende omkring situationen. De kunne jo altid forsøge at sprinte som død og pine når de gik i land, men... ud fra hvad hun opfangede var denne mand ikke særlig god til at se.

Anastasia flyttede sig ikke fra hvor hun stod, andet end at trække hovedet lidt til sig med et mistroisk blik på ham, da han kom nærmere. "Jeg er ellers ikke særlig præsentabel her i denne dunkle belysning og knap så rene kjole" jokede hun med et skævt smil på læberne. Det her var lidt mærkeligt. "Anastasia"

Lewis kunne ikke lade være med at smile som han kom tættere på hende, han lyttede til hendes ord og mest af alt fordi hun virkede rar, og blot til at være en person der havde taget det forkerte valg overfor de forkerte type, en fejl der kunne ske for en vejr, " jeg dømmer dem ikke, siger blot der var andre måder at komme afsted på men når det så er sagt, så forstår jeg dem godt, og bare rolig det hele skal nok gå " sagde han rolig og prøvede at berolige hende.

han drejede hovedet til den ene side kort da hun nævnte at de måske ville sælge ham, men han vende blikket imod hende igen der hvor han kunne fornemme hun stod, sælge mig er nok det de mindst skal tænke på, men ja samme båd det er en ting der er sikkert vi er i, " sagde han med et lille smil på læben, og endnu engang fik hendes ord ham til at smile, enten var hun sjov eller så var han let til latter " jeg kan ikke se deres kjole om de så ikke havde den på, jeg kan ikke se dig om de så ikke havde den kjole på, ser du jeg ser mest af alt din aura eller de bevægelser dit hjerte slå, sådan jeg nogenlunde ved hvor du står og jeg kan regne ud hvornår du lyver ved hjælp af at lytte til dit hjerte, eller lugte til dig " sagde han og stoppede, det var første gang han havde sagt til en person hvad han faktisk kunne, normalt var det noget han gik og holde til sig selv, men hun virkede så nem at snakke med så det røg bare ud.

" kønt navn " 

Natten var faldt på og skibet var nok halvejs, til der hvor de nu var på vej hen " nå jeg kan hører at folket har lagt sig til at sove, der står kun to mand og holder vagt, og den ene er ved at falde hen også så hvis du vil kan du ligge dig til at sove, så skal jeg nok holde vagt " sagde han og gik et skridt tilbage, hvor efter han gik hen og fandt en gammel stol frem, og satte sig på den.

" det blir koldt i nat så tag det tæppe her og tag over dig "  sagde han og gav hende et meget slidt tæppe.

Anastasia sukkede, mne måtte vel tro på at det nok skulle gå. Hun havde været i rigeligt problemer før som hun var sluppet levende ud af, så hvordan skulle den her være anderledens.
Anastasia kunne ikke lade være med at grine. "Så i realiteten kunne jeg være nøgen og du ville ikke opdage det.. Vigtig note at gøre sig" svarede hun kækt tilbage, men kunne alligevel ikke skjule fascinationen over hvad han kunne i stedet. "Lugter jeg nogenlunde? Føler mig ikke særlig tiltrækkende på lugte niveauet heller" hun var bedre til at tage alting med humor. Hvordan hendes aura så ud var da også interessant, men kunne man spørge om sådan noget? hvad nu hvis den var orkgrøn med bussemand blandet ind i. Det var vel heller ikke det mest flirterende nogensinde.
"Tak" hun tænkte aldrig rigtig over sit navn, men det skulle vidst være af en finere slags. Ikke at det havde hjulpet hende meget at det lød lidt eventyrprinsesse agtigt.

"Tak, det vil jeg sætte pris på.. Har ikke fået så meget søvn" hun tog imod det slidte tæppe der ikke gav den bedste lugt i verden fra sig, men det var bedre end ingenting, inden hun kravlede hen i et hjørne hvor der ikke var fugtigt men i stedet en bunke reb hun kunne ligge sig på med tæppet helt op under hagen. "Væk mig hvis du får brug for søvn" hun krummede sig sammen i fosterstilling og lukkede øjnene, håbende at det ikke ville være for svært at falde i søvn i denne bølgegang.

//Inaktiv