Forsættelse af tråden: Forberedelser til nætterne.

Solen var ikke særligt høj på himlen før slangen i Kench hytte begynde at udfolde sig fra cirklen den havde lavet sig selv om til. Han vågnede altid hurtigt op igen, for han var vant til at være på flugt, så søvn var en sparsom ressource. Dog som han så sig omkring og indså at der ikke var noget at frygte her blev han helt rolig og lod sig vågne stille.
Han strakte sig roligt og begynde derefter at snog sig over hyttens trægulv for at se hvad hytten ellers gemte. Han var ikke sikker på hvad de fleste ting var. Hverken den mærkelige ting der havde prøvet at spise før som hun nu sov på eller kuglen der igår stod over ilden, men det var den han stod ved for nu. Der var stadig noget af suppen i fra i går, men hvad var den faktisk?

Ouro prikkede til den som en lille hul lyd kom fra den. Han blev kort en smule chokeret og trak sig en smule væk fra den, for den virkede ikke helt sikker. Men efter lyden helt forsvandt så han mod Kench og håbede hun ikke var vågnet. Og da han var halvt sikker på hun stadig sov måtte han over og finde ud af hvad tingen hun lå på var. Så han fortsatte sin lille morgen tur rundt i hytten ved at snog sig over til den og placerede så en foruroligende blød hånd på materialet. Den virkede blød... Blødere end Ouro var at lægge på. Måske var det derfor Kench sov på den.

Det eneste der indikerede at der var liv inde i rodet af dyner og tæpper det udgjorde Kenchs soveplads var den smugle bevægelse der kom som svar da Ouro rørte ved den. Det og den hårtot der stak ud i siden hvor hendes ansigt nu kom til syne. "Njeuuh..." brokkede hun sig for sig selv inden hun kravlede ud som en næsten smeltet klat ud på gulvet.
Uden at anekende Ouros tilstedeværelse mindskede hun pladsen imellem hende og kakkelovnen som hun åbnede og proppede tre stykker træ ind i gløderne. et øjeblik sad hun bare og stirrede stædigt på træet der meget langsomt begyndte gå ild i. Da der endelig var ordentlig liv i ovnen lukkede hun den igen og vendte sig om.

Et øjeblik sad hun bare og stirrede på Ouro med et tomt og kedeligt ansigts udtryk. Men da det så kom til hende hvem han var og at hun selv havde lukket ham ind igår kravlede hun hen til sin soveplads igen og lagde sig som en kugle ovenpå tæpperne.

Ouro tog sig ikke af at Kench ikke rigtigt svarede på hans handlinger, men så tilfreds til som hun satte træ i kakkelovnen. Men han gjorde faktisk ikke meget mere før ilden tog fat i dem og hun igen lagde sig på sin soveplads. Den mærkelige dims spiste hende ikke på samme måde som sidst men hun lå mere oven på den. Generelt set var det underligt hvordan hun havde sådan et væsen hun kunne sove på eller indeni, men det var vel behageligt for hende at ligge der istedet for på gulvet.
Selv kunne han ikke helt forstå hvorfor, men han "forstod" det bare.

"Kench laver altid ild om morgenen?" spurgte han så. Det virkede i Ouros hoved som om hun havde et eller andet mønster hun fulgte. Så han valgte nu at hans opgave for dagen ville være at holde øje med Kench og lære hvad hun gjorde på en normal dag og så selv også kunne gøre det. Så stille snogede han sig hen til flammerne og greb så selv et meget lille stykke træ. Han så skævt på det og undrede sig over hvordan det kunne bringe så meget varme at ild var en del af det, men Kench havde gjort det så det kunne han vel også.
Han lagde derfor træet ind i flammerne og så så mod Kench for anerkendelsen af at han havde gjort det. "Rigtigt?" spurgte han så og håbede på han ikke havde fejlet i så simple en opgave. Også selvom... Det teknisk set ikke var en opgave hun havde givet ham.

Kench havde næsten været faldet tilbage  søvnen inden hun hørte Ouros stemme stille et spørgsmål. Han havde lagt mere træ på ilden? .. For meget, tænkte hun for sige selv. Det var spild af træ og ilden ville brænde ud lige så hurtigt som hvis det ikke var blevet lagt på. Men at gøre slangen ked af det nu over hans nytteløse forsøg på at forbedre varmen, ville bare volde hende problemer i sidste ende. Eller bare en smugle ubehag, men det kunne være det samme.
"Ja rigtigt" svarede hun ham. Det var teknisk set ikke forkert det hans havde gjordt jo. Kench satte sig op og kiggede rundt i hytten. den var så småt begyndt at ligne sig selv igen after at plagerne for nogle måneder siden havde forsaget en slagtning af hendes hus. Huller var blevet lappet og de få vinduer der var, var blevet erstattet. Det eneste der manglede var oprydning. Og indsamling af ting. 
Med ravagen var de fleste af hendes ting hun havde samlet i sit liv endt dybt nede i sumpen. Oprydning og... indsamling var dagens mål. Men det virkede bare mere uopnåeligt end normalt.

"Hvorfor er Ouro her stadig?" spurgte hun så da det oprigtigt undrede hende at han stadig var her. Selv for et vildt dyr var der ikke meget at foretage sig i hendes hjem.

Ouro vidste ikke hvad han skulle svare. Han fik smidt brændet ind i ilden for at vise han jo også kunne gøre det. Men at svare Kench på hvorfor han stadig var her virkede svært for ham. Hans hoved gik endnu engang på skrå og en hånd kom til hans nakke som han kløede den som han havde set så mange andre forvirrede folk gøre... Fra afstand.
"Ouro... Er her." Han var ikke sikker på om svaret var rigtigt, men han fik stolt konkluderet det og smilede sødt til Kench. Hun virkede i hans øjne ikke til at have noget mod det, så han blev bare. Hun havde jo hellere ikke sagt han skulle forsvinde, så det var der vel ingen grund til at gøre. Men hvis hun ville have ham væk, så måtte han vel bare krybe videre alene ud i sumpene.

"Kench, Ouro ikke her skal?" spurgte han så. Hans hoved var ikke længere liggende på hans skulder men han så bare mod hende med sit blide smil og håbede på et forståeligt svar. Hun havde gjort det en smule nemmere at forstå ord og hende selv, så han tænkte det måske var godt at sætte dem sammen for at spørge hende. For hvis hun ikke ville have ham her, så skulle han jo nok se at slange sig bort. Han ville helst ikke se hende vred på ham.

"Kench syntes ikke Ouro skal være her" rettede hun ham inden hun så rystede en anelse på hovedet. "Men nej Kench har det fint med at Ouro bliver" forklarede hun inden hun skuttede sig lidt over at være uden for hendes tæpper og dyner. Med en lidt unaturligt flydende bevægelse rejste hun sig helt op og satte sig hen til en bunke af bøger som hun bengydte at sortere i.

"Kan Ouro godt lide at være hos Kench" spurgte hun så uden at vende blikket fra sit nye projekt. Hele hytten var begyndt at blive lun af ovnens flammer hvilket fik hendes skuldre til at falde sammen igen. 
Slange drengen var nu ikke den første hun havde oplevet var blevet hængende i hendes hjem. Hvilket faktisk undrede hende lidt. Hvad var det halvmenneskerne manglede? Tryghed? en moderfigur?... En mage? Det sidste fik hende til at se op fra en af de store bøget hun havde samlet op. Der sad hun et øjeblik og faldt i staver over sine egne tanker inden hun fandt tilbage til den virkelige verden og samlede en bunke op som blev placeret på en af de mange hylder der dækkede det meste af en af væggene.

Ouro var hurtigt forvirret. Kench havde hurtigere end Ouro kunne kappere det fortalt ham at han ikke burde være her, men også at hun havde det fint med det. Så han så blot mod Kench som hun bevægede sig til bøgerne. Han forstod ikke hvad tingene var, men de mindede ham og de stykker træ som var blevet kastet ind i ovnen for at lave flammer. Så han overvejede kort om han skulle tage en og kaste den på ildens flammer for at se om det var sandt. Men han gjorde det ikke. For han turde ikke tage chancen i tilfælde af at han tog fejl og Kench så ville blive ked af det.
"Ouro li' her. Her er Kench." sagde han så og begynde at smile drenget. Han syntes at det at være i nærheden af Kench var behageligt. Han havde ikke haft det på denne her måde før, aldrig havde han været i et hus så længe her. Så han kunne ikke beskrive med ord hvad han tænkte eller hvad hvad han følte. Men han var glad for at være her. Det vidste han da. Og forhåbentligt ville Kench ikke stikke ham i ryggen som så mange. Det var hans håb.

Ouro var hurtigt forvirret. Kench havde hurtigere end Ouro kunne kappere det fortalt ham at han ikke burde være her, men også at hun havde det fint med det. Så han så blot mod Kench som hun bevægede sig til bøgerne. Han forstod ikke hvad tingene var, men de mindede ham og de stykker træ som var blevet kastet ind i ovnen for at lave flammer. Så han overvejede kort om han skulle tage en og kaste den på ildens flammer for at se om det var sandt. Men han gjorde det ikke. For han turde ikke tage chancen i tilfælde af at han tog fejl og Kench så ville blive ked af det.
"Ouro li' her. Her er Kench." sagde han så og begynde at smile drenget. Han syntes at det at være i nærheden af Kench var behageligt. Han havde ikke haft det på denne her måde før, aldrig havde han været i et hus så længe her. Så han kunne ikke beskrive med ord hvad han tænkte eller hvad hvad han følte. Men han var glad for at være her. Det vidste han da. Og forhåbentligt ville Kench ikke stikke ham i ryggen som så mange. Det var hans håb.

Kench stoppede næsten i en bevægelse da hun havde samlet en anden lille bog op og begyndt at bladre i den. Hun så op med et sløvt, dog lettere overrasket blik. 'Kan li' gentog hun for sig selv i tankerne inden hun kiggede ned i bogen igen. 'li'

Den blev dog smidt sammen med et par andre i samme størrelse op på reolen. Sådan fortsatte hun med at sortere og placere på hylder indtil næsten halvdelen var fyldt og der kun lå en enkelt bog tilbage som hun stod med i favnen. "Det er godt nok blevet tomt" tænkte hun højt inden hun kiggede ned i bogen imellem hendes hænder.
'Slangens tid og væren' sagde titlen og hun smilte selvtilfredst, hun viste den ikke var forgået til sumpens bund i løbet af plagerne. Hvilket var ret godt siden det ikke var lykkedes hende at finde en magen til siden hun fik sine fingre i denne. "Ouro" kaldte hun og vendte sig om for at se hvad hendes gæst foretog sig, eller havde foretaget sig imens hun havde været fanget af sit arbejde. "Har Ouro altid været alene? Som i ingen far, for eller familie?" spurgte hun inden hun satte sig på sit sofa og trak benene op til sig så bogen kunne hvile på dem.

Som Kench rodede med bøgerne og det gik op for Ouro at tingesterne kunne åbnes snoede han sig til dem. I en flydende bevægelse tog han en bogryg med sin pege- og tommelfinger. Ikke helt vidende om hvordan man åbner dem endnu satte han sig bare til at kigge på det underlige væsen. Hans blik fjernede sig ikke som han svarede Kench spørgsmål, han koncentrerede sig bare om “træ-væsenet”

”Far? Mor? Har hørt før, ikke set. han siger det som hvis det var det mest normale at svare, ikke et blink, ikke en tåre, intet. Han trækker lidt på skuldrene: ”Ouro ikke alene, Ouro har ven.” Han ligger bogen ned igen og ligger så blikket på Kench i sofaen. ”Har Kench alene, mor og far?

Kench åbnede bogen og begyndte at bladre siderne igennem. "mhm, kench alene. Ingen mor, ingen far.. ikke længere" svarede hun ham. De sidste ord var næsten uhørlige, som en telefonforbindelse der var ved at ryge af. 
"Men kench har sig selv. Kench har altid haft sig selv og lært at underholde sig selv alene" forklarede hun, men forbindelsen klar og tydeligt tilbage.

Hun kiggede lidt op på ham og vendte så opmærksomheden igen ned på siderne som hun bladrede igennem. Store og små tegninger og magiske illustrationer prydede siderne med mønstre og væsener der var halvt, helt eller kvart slange. Alle former for tænkelige krydsninger og arter var blevet dokumenteret på siderne som hun sprintede igennem indtil hun holdt en side imellem sin pege og langefinger. Et selvtilfreds smil bredte sig på hendes læber da hun slap siden og begyndte at læse den tykke tekst der var neden under billedet af hendes opdagelse. 
En halv slange med tæt på identisk skældmønster langs med kroppen. En kvindelig og en mandlig, begge fuldvoksne. 

//