Sted: I de nord-østlige vesterdaler, ikke langt fra Landsbyen.
Tid: Tidligt på aftenen, men solen er stadig oppe.
Vejr: Let brise og solskin; køligt.
 
Rolf havde endelig fået rigtigt bid igen – det var han fuldstændig overbevist om, det var bare at finde ud af, hvordan helt præcist han bar sig ad med, at slippe godt fra, at komme videre i teksten der fra. Rolf havde erfaret, at der var en ork i besætningen på et piratskib, som lå i Medanien. Rolf kendte ikke skibets navn, men ivrige tunger havde fortalt om kaptajnens datter og hvordan hun sommetider turnerede rundt i fastlandet, på diverse eskapader. Hun blev beskrevet med personlighed som en mand, hvad der undrede Rolf en smule; men han anede jo heller intet om ”pirater”. Det var et koncept, som han ikke havde den store interesse i, men alligevel var tiltalene på sin egen måde. Det var folk uden herre, der tog hen hvor de lystede og gjorde hvad de lystede. Det ville helt sikkert være mere tiltaltene for Rolf, hvis han ikke i forvejen gjorde præcist hvad der passede ham, hvor det passede ham – og han havde imidlertidigt en mission, som han ikke kunne udføre på det åbne hav, i hvert fald ikke hvad han vidste af. Orken i skibets besætning skulle han ind på livet af, på den ene eller anden måde, og her var datteren altså det bedste bud. Rolf havde overvejet sine muligheder:
Han kunne kidnappe hende, og forsøge at lave en udveksling med orken, men det ville gøre ham til et mål efterfølgende, det var han sikker på, og han ville blive for kendt et ansigt. Det var ekstremt risikabelt.
Han kunne fange og torturere kvinden, indtil hun fortalte en måde, som Rolf kunne indfange orken på, eller få orken til sig. Det var enormt uholdbart, og meget usikkert om kvinden overhovedet ville være i besiddelse af så specifik information.
Altså var Rolf endt på den sidste mulighed, hvad der ofte for ham var den mest urealistiske udvej: At være passiv, diplomatisk og forsøge sig som civiliseret person.

Rolf ville komme ind på livet af kvinden, håbede han, måske han kunne lyve og sige, at han var pirat, måske han kunne charmere hende - nej det var for dumt, at tro. Måske kvinden var mere medgørlig end hun blev omtalt som værende. Efter hendes beskrivelse, så forstod Rolf ikke umiddelbart, hvorfor hun skulle være så slem. Eftersigende var hun også meget smuk, selvom det ikke var noget Rolf gik op i, så var det måske værd at bemærke, at én som hende kunne lide, at føle sig begæret. Han kunne spille op til hendes arrogance, måske, hvis hun var arrogant.

Rolf fnøs og strakte sig så lang han var. Han hadede inderligt, at lave planer der involverede, og var afhængige af, interaktion med andre personer - for udfaldet var umuligt for ham, at vide på forhånd. Måske kvinden slet ikke var alene, når hun var afsted, hvilket ville komplicere situationen yderligere. Rolf måtte bare følge flowet – for han havde ikke andre muligheder. Så måtte han have kidnapningen i baghånden, hvis det hele skulle gå i baglås. Det skulle det dog helst ikke. Rolf bed tænderne sammen og sagde til sig selv, at nu pakkede han lige dyret væk, indtil han var rede til at tage det frem igen, for det her var vigtigt – og med det besluttet, så spejdede Rolf ud over de mange bakker og dale. Han havde ladet sig fortælle, at kvinden valfartede en rute omkring hans daværende placering, men det var umuligt at vide præcist hvor, hvorfor han havde sendt til rakkalaph ud som spejder. Sin slange havde han om halsen, som det næsten altid var tilfældet. Ligesom han tænkte på den, vendte rakkalaphen tilbage, og han kunne forstå på ulve-dyret, at kvinden ganske rigtigt var på vej. Rolf tog en dyb indåndning og så ned af sig selv. Han så noget lurvet ud, men var ikke så beskidt som han ofte var – og det var kun grundet regn to dage før, der havde skyllet det værste væk. Rolfs ansigt havde dog dag-gamle skægstubbe, da han ikke havde barberet sig i over et døgn, der kradsede som groft sandpapir. Han var iført sin kofte og kappe, som altid, og var klar til at gøre alt for, at nå orken, som havde information om Rami.

Fuldkommen i sine egne tanker, med en flaske whiskey i den ene hånd og alle bekymringer smidt over bord, gik hun rundt i gaderne, hvor der næsten ikke var en eneste sjæl at se. Jo ganske få mennesker der havde gået rundt, stadig i gang med dagens sidste gøremål. Hun var et eller andet sted glad for det ikke var hende der var tvunget til at skulle klare ting som indkøb, børnepasning og alt andet som man kunne komme ud for som kvinde i denne tid. Hun sukkede ganske kort og satte flasken for munden og tog en slurk. Der var ikke nogen tvivl om hun var påvirket sådan som hun gik og slingrede fra side til side, men det var efterhånden en del af hendes dagligdag, det var takken for at være vokset op uden en mor, men blandt mænd der alle sammen var gode til at indtage voldsomme mængder af alkohol og hore som kaniner. Hun selv var ikke fan af skøger, men det var kun fordi der ikke var ret mange af dem som hun fandt attraktive, men hun gad heller ikke betale for at komme i seng med en tøs eller en mand, så hellere vente til hun rent faktisk mødte en der ville gøre det gratis. Tanken fik hende kort til at fnise, et vaske ægte pige fnis. Hun så hvordan folk så dømmende på hende, men hun var ligeglad, gav bogstaveligt talt ikke en fuck for hvad de tænkte om hende. Kort trak hun på skuldrene som en mand råbte noget efter hende. Der kom ikke et eneste ord fra hende, for hun vidste godt at hvis hun åbnede munden når hun var i denne tilstand, var det bestemt ikke søde ord der kom ud, ikke det nogensinde havde været på den måde, eftersom hun ikke just var en typisk kvinde. Hun sukkede og fandt en bæk hvor hun satte sig ned ganske kort, blot for at hvile sig lidt. Hun skævede op på en person der stillede sig foran hende og rakte nogle safir mønter ud til hende. Hun satte flasken for munden og tog en slurk inden hun tog imod mønterne ”Beklager.. Jeg horer ikke rundt.. Men tak” sagde hun og rejste sig fra bænken og begyndte at gå som hun mærkede manden gribe fat i hendes skulder. Uden så meget at tænke over hendes bevægelse svingede hun flasken direkte ind i ansigtet på manden og hans tog sig til hovedet. Hun skar en grimasse inden hun smed resterne af flasken fra sig og satte i løb. Da hun var kommet et godt stykke væk satte hun farten ned igen og gik roligt gennem gaderne, dog uden mere at drikke, men det var sikkert også bedst, eftersom hun nærmest ikke havde gjort andet.. Mens hendes far sikkert boltrede sig i horer og alkohol, gik hun rundt i gaderne og lavede ballade og drak hjernen ud.

Rolf havde håbet, at kvinden ville komme helt ud af byen, hvorfor han ventede i nogle minutter. Der skete imidlertidigt ikke noget, og Rolf spyttede imod jorden i ren og skær irritation, inden han hankede op i sig selv og tog endnu en dyb indånding. Med afmålte, bestemte og målrettede skridt satte halvorken kurs imod landsbyen, og sendte igen sin rakkalaph i forvejen, så den kunne finde kvindens tilholdssted. Snart hørte Rolf gøen, hvilket betød, at ulve-dyret havde fået færden af målet igen. Rolf satte kurs imod dyret, og snart så han kvinden komme slingrende gennem gaden, med retning lige imod ham. Rolf brød sig virkelig ikke om mennesker, men han brød sig endnu mindre om fulde mennesker. I denne sammenhæng, så måtte han dog lægge låg på sig selv. Det blev han nødt til.
Rakkalaphen fandt tilbage til den sparsomt klædte halvorks side, og slangen om sammes hals snoede sig ivrigt, som om den glædede sig til hvad der lå forude. Rolf stillede sig ganske konsekvent i vejen for kvinden og studerede hende et kort øjeblik, med hans røde øjne, inden han talte. Mest iøjenfaldende var kvindens lange, krøllede brune hår. Rolf havde set værre.

”Vi skal tale sammen”

Var det bedste Rolf kunne få frem. På gaderne tiltrak kvinden sig absolut en del blikke, det var klart, men endnu flere stirrede på den store halvork og hans store ulve-ven. Et par stykker stoppede helt op, og længere henne af gaden hang et barn ud af et vindue, og begyndte at råbe og skrige, inden det blev halet indendøre af en forældre.
Rolf fornemmede godt, at det ikke ville lykkedes, at tale sammen synderligt godt ude midt på gaden – men han havde hverken sans for dekorum eller pli, så han var lidt usikker. Ikke langt fra dem var dog en kro, med bord ude ved gaden, som Rolf strakte sin ene arm frem imod.

”Der”

Erklærede halvorken brummende, i sin knurrende stemme, som var det en ordre i stedet for et forslag – selvom det nu blot var sidstenævnte. Kvinden var noget lavere og smallere end Rolf, og han forsøgte at antage en afslappet positur, så han ikke virkede for aggressiv. Det var lettere sagt end gjort, men Rolf så i hvert fald ikke umiddelbart ud til, at han var ude på noget, og han stod stille som en statue, foruden hans armbevægelser.

Imens det hele foregik, så forsøgte Rolf at læse kvindens tanker. Han var ekspert i det, og der var ingen grund til, ikke at udnytte sine evner – han var der trods alt i en meget vigtig sags tjeneste. Den aller mest vigtige.

Hun så op i et ryk som hun hørte en gøen og hævede kort øjenbrynet som hun så direkte mod ulvedyret og trak på skuldrene inden hun gik videre uden så meget at tænke over dyret en ekstra gang. Lyden af en der sagde noget til hende fik hende til at stoppe, nøjagtigt lige før hun gik direkte ind i personen. Hun så op på manden, eller hvad end han var foran hende og smilede ganske kort ”Virkelig?” sagde hun og så sig omkring, bemærkede hvordan folk stirrede på dem, nogle fokuserede dog på manden foran hende. Som han rakte armen frem mod kroen kneb hun kort øjnene sammen og grinede ”Jeg er ikke en skøge… Ellers tak.” sagde hun trak så på ulvedyret ved hans side og derefter slangen omkring hans hals. Og sukkede derefter ”Jeg tager ikke ordrer fra andre end min far” sagde hun og tog nogle skridt bagud ”Og DU.. Er bestemt ikke min far… ” sagde hun og vendte sig for at gå. Hun kunne nærmest mærke hvordan der var noget der gav en trykkende fornemmelse inde i hendes hoved og hun vendte sig mod ham.
 

”Du får intet ud af det alligevel.. Du kan bare tage dig sammen og spørge, eller kan i ikke finde ud af det, der hvor du kommer fra?” spurgte hun og gik tilbage mod ham med hånden på sværdet i hendes bælte og fortsatte ”I så fald.. Du er blandt mennesker nu, så pas på med hvad du gør Halvork..” sagde hun snerrende af ham og greb hårdt omkring hendes sværd inden hun atter slap det og vendte sig for at gå. Folk stirrede på dem, forventede nærmest der snart ville ske en slåskamp uden lige, men alligevel ikke. Der var en yderst anspændt stemning i hele byen som hun og denne mand stod og talte.

 Rolf stod noget sammenbidt, som kvinden meget trodsigt erklærede sig fuldkommen uinteresseret i, at tale med ham – og øjensynligt også fortænkte ham hans motiver. Rolf forstod godt, at det måske havde lydt som en ordre, hvad han havde sagt, og det var det måske også en lille bitte smule, men hvorfor kunne kvinden ikke bare føje ham? Det havde været uendeligt meget lettere for dem begge. Ligesom Rolf derefter troede, at han blev nødt til, at ty til sin backup-plan, som han ellers for alt i verden ville have undgået, så gik kvinden, der ellers havde vendt sig fra ham, tilbage imod ham. Rolf så kvinden hånd på hendes sværds skafte, og han tog dybe indåndinger, imens han ævlede løs og så sluttede af med, at påpege hans urene race. Rolf mærkede det krible og krable helt ud i fingrene, men holdt sig i ro, fordi han ikke havde andet valg, hvis han ville nå sit mål.
 
”Jeg har brug for din hjælp, og tror godt, at vi kan finde ud af noget”
 
Sagde Rolf til kvinden, i sin knurrende, dybe stemme og kradsede sig indvendigt i begge sine hænder med sine tommelfingrenegle. Kvinden havde været svært fornærmende, og under næsten samtlige andre mulige omstændigheder, så var han skredet til vold. Det kunne han imidlertidigt ikke i denne ombæring, og det var særdeles frustrerende. Rolf håbede inderligt, at kvinden ville bløde lidt op og slappe lidt af, når de kom længere hen, eller måtte han jo skride til en sekvens af voldsomme handlinger, som han egentlig helst ville undgå.
 
”Du er datter af kaptajnen på et skib der indeholder noget jeg er interesseret i. Lad os tage plads og tale under fire øjne, hmm?”
 
Fortsatte Rolf. Denne gang var der ingen tvivl om hvorvidt det var en ordre, for det var blevet formuleret som et spørgsmål. Rolf havde ikke meget tålmodighed, hvorfor han bare snakkede ret lige ud af posen. Det eneste han ikke havde informeret kvinden om, var præcis hvad han var ude efter. Der ville han ikke diskutere på den åbne gade.
 
Hvis kvinden ville lade Rolf, så ledte han dem begge over til det tomme bord ved kroen, hvor de kunne sætte sig ned overfor hinanden.
 

 

 Hun så på denne halvork med et skeptisk blik.  Det var tydeligt at hun ikke var en af de nemmeste at imponere og slet ikke når man nærmest kommanderede rundt med hende som netop denne mand gjorde. Man kunne næsten se på ham hvordan han havde lyst til at slå hende eller noget i den dur, men han var nødt til at holde igen. Det morede hende, for han vidste han var blandt mennesker og det var sikkert også derfor han holdt igen. Halvorkens ord fik hende til at hæve et øjenbryn ”Hjælp fra mig? Jeg kan ikke se hvad jeg skulle hjælpe dig med” sagde hun og himlede med øjnene. Hende hjælpe en halvork var ret usandsynlig, men hun kunne jo altid give denne mand en chance, men hvis han så smed den på gulvet, så var det hans eget problem. Hvor vidste han fra hun var datter af en kaptajn? Og hvor meget mere kendte han egentlig til hende ” Hvad mere ved du? Du må have nosser siden du har stalket mig… Hvad kunne der overhovedet være på min faders skib… Rigdomme? Andre besætningsmedlemmer? ” spurgte hun og så på ham ret dømmende. Hvad ville han på skibet?

Hun så mod kroen og begyndte at gå mod bordet og smed sig nærmest ned på stolen ”Så hvad? Guld? Skøger? Medlemmer?” spurgte hun og lænede sig tilbage på stolen og smed fødderne op på bordet. Ja man var da ikke i tvivl om hun var datter af en pirat og hendes manerer var uden tvivl der efter. De mørke øjne skulede rundt, forsøgte at lokalisere en der kunne skaffe hende noget at drikke inden hun blev ædru igen, hvilket nok ikke skete for nylig alligevel, men hvis hun skulle sidde her udenfor kroen og snakke med denne halvork, så skulle hun i hvert fald have noget at drikke for at have andet at tænke på end lysten til at hamre denne mand sådan en på skalden.

Rolf lod kvinden rase ud, og kommenterede ikke yderligere på hvad hun sagde, imens de stadig stod midt ude på vejen. Hun ævlede op om ”stalking” og begyndte at gætte på, hvad Rolf var ude efter – og hun fik da også fat i noget af det rigtige, men uomtvisteligt ikke lige på den måde, som hun havde regnet med. Endelig kom kvinden over til bordet, hvor hun placerede sig således, at selv Rolf, som ikke anede noget om hverken pli eller kutyme, kunne se at hun i hvert fald stak ud fra mængden af andre mennesker i hendes opførsel. Det rørte dog ikke halvorken det store, der var helt igennem og fuldstændig ligeglad med den slags. Kvinden spurgte igen, og Rolf skulle til at svare, da han besluttede, at han hellere selv måtte ned at sidde først. Rakkalaphen fortrak ikke en mine, som den satte sig ned på enden ved siden af Rolf, der kom ned i stolen, uden at han behøvede sige et ord. Slangen om Rolfs hals nærmest iagttog kvinden, som den snoede sig omkring, altid med de lyse øjne i hendes retning.
 
”På dit skib er der en ork, som jeg gerne vil snakke med...”
 
Svarede Rolf ligenu, uden at præcisere yderligere, og gjorde ikke selv mine til, at prøve at få fat i en kropige eller noget. Han brød sig ikke om alkohol og havde bestemt ikke til sinde, at sidde og spilde tiden med den aggressive, eller i hvert fald særdeles udadvendte, kvinde. Rolf forsøgte, at læse kvindens tanker – for hvorfor ikke gøre det så nemt som muligt, for sig selv? Uagtet, at han garanteret havde brug for at slå en studehandel af med kvinden uanset. Der var ikke gået andet end et par sekunder fra Rolf havde åbnet munden, til han gjorde det igen, og hans knurrende, dybe røst igen fandt vej over kvindens bestøvlede ben på bordet, og til hendes øre:
 
”Sig din pris”
 

Rolf var jo fortsat ikke til al udenom-snakken, hvorfor han forsøgte at skære lige ind til benet. Kvinden kunne uden tvivl sidde på kroen i timevis, i et forsøg på at få ham snurret om sin lillefinger – eller hvad fanden hun nu egentligt lavede, men det var hverken noget Rolf havde tid eller lyst til. Han vidste en ork, som havde en aftale med sin skæbne, men først skulle i enerum med Rolf; nu skulle han bare have fingre i bæstet. Ville kvinden have valuta, så måtte Rolf skaffe det. Ville hun have andet, så ville Rolf også skaffe det. Var det inden for rimelighedens grænser, så var Rolf bundet på hænder og fødder, og ville opfylde det.

Hun så mod slangen der sad omkring halvorkens hals og rynkede kort på næsen. Aldrig havde hun selv været ret stor fan af slanger og kryb, så hun ville uden tvivl holde afstand fra dette dyr så længe hun havde mulighed for det. Orkens kommentar fik hende til at grine. Hendes skib? Ja det var noget nyt. Hun hævede et øjenbryn og rettede blikket mod orken ”Mit skib? Ja den var ny… Det er min faders skib og ja..: Der er en ork, men hvad skulle han ville snakke med dig om?” spurgte hun og så på ham undrende. Hun havde ikke hørt noget om denne ork fra skibet havde nogle fjender eller kontakter med en halvork, egentlig var hun også ligeglad, så længe der ikke var noget der blev smadret, så kunne hun vel godt hive denne halvork med sig, så han kunne tale med orken. Hun så på halvorken foran sig og fnøs ”Min pris? Det er nok nærmere min far der skal have en pris..” sagde hun og sendte ham et nærmest provokerende smil.
 

Hun havde ingen ide om hvad hun skulle få ham til at skaffe hende… Alkohol behøvede hun ikke, for det havde hun allerede fået rigeligt af, penge havde hun også så hun vidste ikke hvad det skulle være. Måske sende en skøge til hendes far? Kunne nu være meget sjovt.. Hun trak på skulderen og sendte halvorken et kækt smil ”Det er ikke mig der kommer til at benytte mig af betalingen… Men du kan betale en af de fine skøger til at finde min far på kroen der ovre” sagde hun og pegede mod den anden kro, hvor netop hendes far sikkert boltrede sig rundt i 

Rolf skar tænder, imens han fortsat holdte sig i ro, da kvinden talte. Hun nægtede sig ansvaret, og placerede det i stedet hos hendes kaptajn, hendes far. Det ville Rolf helst undgå - og nu var han allerede stålsat på sin nuværende plan; det var ikke sådan at ændre. Rolf mærkede det krible i højre hånd, som hang ned langs hans side, da kvinden smilede provokerende til ham, og han knyttede hånden så knoerne blev hvide som sne. Hånden var under bordet, og kvinden kunne ikke se det, i hendes tilbagelænede stilling. Smilet hun sendte ham derefter, for hun smilede meget og havde mange forskellige, var drillende, nærmest prøvende, og så foreslog kvinden, at Rolf betalte en skøge for, at gå hendes fader i bedene. Rolf snortede ind og sendte en stor, grønlig spytklat imod jorden, ved siden af sin egen stol.
 
”Jeg har ikke penge til glædespiger”
 
Begyndte halvorken i sin knurrende stemme, og tog en dyb indånding, imens han placerede sine hænder på fladt bordpladen, på hver side af kvindens støvler, og så søgte øjenkontakt med hende, med et par opspilede, vilde øjne.
 
”Jeg kan skaffe dem – men vil dette bringe mig orken? Kan jeg ikke gøre andet, eller kan du ikke bede om andet?”
 

Spurgte Rolf opfølgende, prøvende. Han kunne lave penge, det vidste han; men så måtte han vente til det blev mørkt og så lade en eller anden sølle mand lade livet – hvis han da ikke blot kunne true en af skøgerne, eller i stedet gøre en af dem en tjeneste, hvor de gjorde ham en til gengæld. Det hele virkede pludseligt langt mere kompliceret end det var meningen, at det skulle være, hvorfor Rolf måtte sande, at han virkelig, inderligt, hadede planer der involverede andre personer. Føj, hvor han dog hadede det.

Det var tydeligt at så på halvorken han var voldsomt irriteret, men det var på ingen måder noget hun tog sig af. Hun så hvordan han sendte den grønlige spytklat mod jorden og sukkede ”En skam” sagde hun som besvarelse på hans ord. Det var trods alt ikke hende han skulle betale for at komme på skibet, men hendes fader, da det var hans skib. Penge og rigdomme havde de rigeligt af, så den eneste betaling hun så som en mulighed var en glædespige, da hendes fader altid havde sat pris på kvinder, måske lidt for meget i hendes hoved, men sådan var det nu en gang. Hun samlede en spytklat og sendte den mod jorden, fuldkommen upåvirket over halvorkens knurrende stemme. Der var ikke nogen tvivl om at hun selv virkede som en provokationsfaktor for ham, men hun var ligeglad og fortsatte blot i samme boldgade.
 

Om han skulle overtale en kvinde til at gå til hendes fader, om han skulle overfalde en for at få penge til betaling til denne glædespige, var hun fuldkommen uinteresseret i, så længe hun så denne kvinde gå mod kroen, hvor hendes fader befandt sig, så ville hun være tilfreds. Hvad end denne halvork ville med et af deres besætningsmedlemmer havde hun på fornemmelsen det ikke var en hyggesnak. Hun vidste inderst inde godt hvad det handlede om, da hun selv havde været udsat for nogle ting som denne ork kunne finde på. Hun så på ham med et kækt smil, fuldkommen upåvirket af hans knurrene stemme ”Om du skal overfalde en mand for at få råd til en… Det rager mig, jeg følger blot ordre” sagde hun og så på halvorken med et hævet øjenbryn.

Rolf betragtede olmt kvinden med et sigende blik, som hun nærmest efterabede ham og spyttede, og fulgte dernæst op med et eller anden vås om, at hun ”fulgte ordre”. Hendes fader var jo ingenlunde overhovedet bekendt med Rolf eller hans ønsker, hvorfor ”ordre” i den sammenhæng vist ikke kunne være andet end det pure opspind. Rolf slikkede sig om læberne og hævede øjenbrynene, inden han umiddelbart søgte at give kvinden svar på tiltale, hans hænder desværre ganske bundne:
 
”Pas nu på, Heather, at du ikke vader ud hvor du ikke kan bunde...”
 
Med det sagt, så rejste Rolf sig fra sin plads og gloede et øjeblik på kvinden, hvis navn han havde læst i hendes tanker, og ligesom han begyndte at bevæge sig, så kom rakkalaphen også på alle fire og fulgte lydigt efter ham. Rolf kradsede sin højre tommeltot med håndens mellemfinger, som han gik derfra, og mærkede hvordan han havde enkelte trækninger ved det ene øje. Rolf standsede den første og bedste glædespige, men hun forlod ham i en hulens fart, da han gjorde hende bekendt med, at han ikke havde nogen mønt. Sådan skete det igen. Det lod til, at Rolf ikke havde noget valg.

 
***
 

Solen var gået ned, og nattens mulm og mørke havde lagt sig over byen, da Rolf vendte tilbage til samme kro hvor han timer forinden havde siddet med Heather. Fakler skar gennem gaderne og kastede lys imod de mennesker der stadig var ude – og det var alligevel en del. Rolf ledte efter kvinden, for nu havde han netop betalt ikke bare én skøge, men to, til at finde hendes fader og gøre ham bekvem. Nu ville Rolf have fingre i den ork, som kvinden havde lovet ham. Rolf stod uden for kroen, med rakkalaphen ved sin side, og slangen om halsen, og spejdede rundt. Hvis kvinden ikke var til at finde, eller løb fra sit løfte, så var Rolf ikke sikker på, hvad han kunne finde på.

 Han så mod halvorken foran hende og tvang sig selv til ikke at sige noget til ham… Det var tydeligt at han ikke troede på hende, angående med hun fulgte ordre. Hendes fader havde en regel med at der ikke var fremmede der skulle komme på hans skib, med mindre han var der eller han fik en form for betaling og i dette tilfælde, var det skøgen som hun havde bedt ham om skaffe.. At han ikke godtog det var hans problem, for så ville hun ikke tage ham med ombord. Hans kommentar fik hende til at fjerne hendes ben fra bordet og hun lænede sig ind over bordet i stedet ”Hvor jeg ikke kan bunde? Siger en halfbreed det til mig? ” sagde hun og hævede et øjenbryn mod ham. Hun ville ende med at blive slagtet og hun vidste det godt, men dette var sådan hun var og blot fordi denne halvork virkede som en der kunne knække hende i to uden problemer, så holdt det hende ikke tilbage. Som han rejste sig fra bordet og så hvordan han stoppede en af skøgerne og fik hende sendt mod kroen, hvor hendes fader befandt sig, fik hende til at læne sig tilbage i stolen igen med et selvfedt smil.


***

Natten var kommet frem og hun kom gående ned af gaden mod kroen. Hun gad virkelig ikke, for hvis dette førte til slagsmål eller mord, var hun den der skulle stå og forklare hvad der var sket og det ville sikkert også komme til at koste hende dyrt. Hun sank klumpen i halsen og himlede med øjnene som hun nåede til halvorken. Uden at stoppe gik hun forbi ham og mod havnen ”Kom så” sagde hun og så sig knapt nok over skulderen og gik blot, så det kunne blive overstået. 

Rolf så ikke kvinden komme, men rakkalpahen bjæffede lavmælt, så Rolf vendte blikket i hendes retning, som hun kom gående imod ham. Endnu mere afvisende end hun havde været til at starte med, øjensynligt – eller irriteret, måske, så bad kvinden bare Rolf følge med. Rolf gjorde som han blev bedt om, imens han tog en dyb indånding og kontrollerede sine følelser – for i deres vold var han ikke, ikke den aften, ikke denne gang; og han havde jo fået afreageret en smule alligevel, så det var ikke så slemt.
 
Imens han fulgte kvinden, så kunne Rolf ikke andet en at forestille sig hvad han ville gøre ved orken, når han fik fat i den. Han forestillede sig først forskellige scenarier det kunne foregå, at kvinden måske ville kigge på... Men detville hun nok ikke. Rolf tænkte, at kvinden ingen anelse havde om, hvad hun var ved at give ham lov til. Hvad hun ville være skyld i. Det ændrede dog absolut intet for halvorken, som fortsat lod sin fantasi være udvejen fra den mørke nat og kvindens irritable, irriterende og irriterede udtryk. Rolf forestillede sig sine knive, og hvordan han ville bruge dem, selv længe efter, at han havde fået hvad han var kommet efter. Det ville blive nogle lange timer for orken, nogle meget lange timer. Rolf så for sig de mange forskellige måder, som han kunne lade fantasien få frit løb med orken, hvordan han ville kigge den i øjnene imens.
 
Som tankerne fór rundt i Rolfs hoved, så blev han øjeblikkeligt i bedre humør, og begyndte så småt at fløjte ud i mørket, imens han roligt gik side om side med sin rakkalaph, bag kvinden. Rakkalphen begyndte så at hyle lidt i takt med Rolf, og sammen lød de to absolut ikke særlig godt. Slangen om Rolfs hoved var den eneste, som ikke sagde noget – for den sov.

Hun var stadig irriteret over ohalvrken havde overtalt hende til dette og hun havde stadig ingen ide om hvad det var han ville med den ork, der var ombord på skibet og sikkert sov lige nu. Hun havde ikke lyst til at være der når orken vågnede, for hun vidste hvor  pishamrende sur han blev når det var, hvilket hun havde været udsat for, måske kunne hun overtale halvorken til at dumpe orkens lig et eller andet sted? Blot for at kunne fortælle hendes fader han gik efter han havde været i skænderi med hende og så havde gjort hende fortræd eller noget? Det ville også kunne forklare hvis der blev spildt blod ombord i nat… Dog var hun så nødt til at skade sig selv, blot så det så mere autentisk ud. Hun bed sig i underlæben over tanken og overvejede det virkelig, men hun ville først se hvordan det kom til at spille sig ud mellem de to kæmper.
 

Hun så sig over skulderen og himlede med øjnene, det lød yderst skrækkeligt, men det var sikkert hvad man kunne forvente af en halvork og en… Hvad end det var. Tankerne i hendes hoved var ved at myrde hende, for hun ville virkelig gerne vide om hun skulle forberede sig på at gøre rent eller ej. Som de nærmede sig skibet bed hun sig usikkert i underlæben og så sig over skulderen før hun stoppede og vendte sig helt ”Fortæl mig hvad du vil med orken.. For vi kan måske slå to fluer med et smæk” sagde hun og så på ham med et skævt smil. Hun ville ende med at ligge i en rendesten, gennem banket og blodig, men det ville være det hele værd for at slippe af med den ork.

Rolf stoppede brat, da piratkvinden vendte sig omkring. Halvorken iagttog hende varsomt, som hun begyndte at tale – for han var meget usikker på hvor meget han kunne stole på hende, og hvorfor hun mon spurgte om hvad hun gjorde. Hvorfor hjalp hun ham overhovedet, hvis hun havde en idé om, hvad han kunne finde på? For det var hvad hun lagde op til. Rolf kneb øjnene lidt i og kiggede ned på rakkalaphen der havde sat sig ved hans side. De hylende lyde var stoppet i takt med, at deres bevægelser var det. Måske kvinden selv havde en høne at plukke med orken på sin faders skib? Det måtte hun have. Med andre ord, så blev Rolf åbenbart udnyttet, brugt som en brik i kvindens eget spil. Han bed tænderne sammen. ”Det er svært at beskrive...” begyndte Rolf og drejede hovedet væk fra ulvedyret, inden han spyttede imod jorden og så kiggede op på kvinden. ”Det bliver farverigt” tilføjede han så, og sendte kvinden et tandsmil så hun kunne se alle de spidse tænder. ”Mest rødt, hvis du forstår. Du må gerne kigge på.”
 

Rolf kunne ligeså godt spille med åbne kort – for selvom det ikke skulle blive nødvendigt at tortere orken vildt og voldsomt, så var det ikke desto mindre hvad han havde bestemt sig for alligevel. Oftest var det nok for ham, bare at benytte sig af sine magiske evner, når han skulle knække de som var i hans vold – men nogle gange, måtte han erkende, så tog lysten over alligevel. Kvinden kunne Rolf fortsat ikke gøre sig klog på, udover at han vidste, at hun ikke kunne lide ham og ikke umiddelbart virkede troværdig. Hun var jo en pirat. Halvorken skar tænder.

Hun så på ham med et hævet øjenbryn og hun sukkede ”Bare fordi jeg er kvinde så ved jeg godt hvordan det kommer til at foregå nå man vil have nogen udslettet fra jordens overflade, så lad være med at pakke det ind” sagde hun og så på ham. Ganske vidst var hun kvinde, men det betød ikke at hun ikke kunne håndtere at vide hvad der ville ske, for hun havde trods alt set en del død efterhånden, så dette ville ikke være første gang at en skulle dø. Som halvorken smilede til hende fortrak hun ikke så meget som en mine, hvilket de fleste sikkert ville gøre, for det var ikke et sønderligt smukt smil denne mand havde, for tænderne var spidse som var alle sammen tænder fra en vampyr. Hun trak på skuldrene ”Jeg har efterhånden forstået han skal dø, men jeg kommer bare til at gøre rent efter det.. Eventuelt få det til at ligne en ulykke?” spurgte hun og så mod ham. Han ville sikkert ikke være med på ideen, men hun nægtede nærmest at gøre rent, dog kunne hun sikkert godt nå det inden faderen kom tilbage og så ville der ikke kunne ses hvad der var sket.

Hun så hvordan han skar tænder og himlede med øjnene ”Kom” sagde hun og gik ombord på skibet og mod køkkenet. Hun så sig omkring fra tid til anden, forsikrede sig at der ikke var andre end dem og kokken. Hun knækkede kort nakken og stillede sig foran døren til køkkenet ”Han er der inde, sikkert i gang med at drikke eller sove” sagde hun og så mod halvorken og ventede på han gik indenfor og ville derefter følge efter manden og lukke døren bag dem og sørge for kokken ikke kunne komme ud. 

//Gætter på denne tråd er gået død og tillader mig derfor afslutte den ^^//