( Triggerwarning )
 
Det var begyndelsen på aftenen at der var kommet en mand og havde spurgt efter Charlene. Det var ikke ligefrem noget glædepigen var vandt til, at hun direkte blev spurgt efter, men det gav hende alligevel en lille stolthedsfølelse i brystet, det måtte vel betyde at hun havde tilfredsstillet en grundigt nok? Der var blevet langet flere krystaller over bordet som det blev aftalt at hun tog med ham hjem, noget hun i forvejen vidste at Vigdis krævede mere for. Det var ikke mange klæder hun havde på, og bestemt ikke de mest fornuftige, nu vor foråret var kommet var tøjet blevet mere gennemsigtigt, fristende for kroppen hun gemte indenunder, med kun sparsom, men præcis tykkere dække over de mere intime og private dele. Fodtøjet var dog flat og let, hun havde endnu ikke mestret de mere højhælede af slagsen der fik kvinder og mænds ben til at synes længere end de var.  Det ville komme med tiden var hun dog sikker på. En kappe var lagt hen over hendes skuldre mens hun fulgte ham gennem nattelivet, flirtende og talende på må og få med ham indtil de var kommet til en af de mindre gader hvor hun pludselig følte et greb om sig bagfra. Først havde hun troet at kunden var blevet for utålmodig og bare ville have det overstået på gadeplan, men det skarpt lugtende klæde der kom for hendes mund og næse fik hende til at indse t det ikke var et forspil eller efterspil. Et halvforvirret og døset blik blev sendt mod manden inden hun mistede bevidstheden.


Da Charlene kom tilbage til evidstheden havde hun megen lidt forståelse for hvad der var sket. Det sidste hun huskede var gaden og kunden.. Men det var ikke en seng hun befandt sig i, så langt fra. Hun løftede hovedet en anelse da det gik op for hende at hun sad i en vogn, et blik rundt fortalte hende at hun ikke var de eneste ombord, der var et par andre kvinder og en enkelt ung mand hun genkendte fra sit 'arbejdsmiljø'. Også manden der havde ageret kunde sammen med en anden der sad og med bistre udtryk holdt øje med dem alle.  "Hvor er vi? Hvor er vi på vej hen? " Hun hostede kort, halsen føltes tør og ru. Der kom ikke nogen svar, uanset hvor meget hun forsøgte at spørg ængsteligt. Det var ikke hovedstaden, så meget kunne hun da se ud af den lukkede vogns vindue, marker og marker og langt ude i det fjerne lyset der vidst kom fra hovedstaden. De var udenfor portene! Men hvorfor? Blikket for rundt og hun havde nær skiftet til sin fugleskikkelse da den ene mand lagde en stor tung hånd på hendes skulder  Forskrækket så hun på ham, mens hans bistre ansigt endte ud i et grumt smil, mens træer begyndte at omslutte vognen, tydeligt som de trillede ind i en skov, dybere og dybere ind før vognen endelig gjorde sit holdt, i det mindste for nu. 
" Hvae Jokke, skal vi ikke prøve varerne lidt af inden de går videre?  "
" Høh, du ved hvad, et burde vi sku. Nu har vi jo trods alt betalt for dem. " Lød det til svar fra den anden mens en tredje kom og åbnede døren ind til vognen. " Prøvetur inden vi når til Medanien hva gutter? " En latter der tydeligt var indforstået imellem de tre mænd lød mens manden der havde haft en hånd på Charlenes skulder nu lod hånden glide ned mellem hendes ben, tydeligt søgene, men også lige så tydeligt at han havde fået lidt for meget at drikke. 
Charlene tog chancen og skubbede ham væk. " Nej!" " Hva i Kiles navn..?! Hør her tøsen jeg har fandme betalt for dig så giver du også varen. '' Hun tog sin afstand fra ham, maste sig ind forbi manden i døren hvortil en masse råben lød idet hun blindt løb ud i den fremmede skovs dyb, uden at kende til hvor hun var eller hvor hun skulle løbe hen. Det hele var fremmedt.  Hun kunne høre på knækkede grene og skimtede en fakkel i det fjerne som hun så sig over skulderen og pludselig bumlede ind i noget.. Eller var det nogen..?  Forskrækket så hun tilbage frem og op, selvom det var svært at skimte noget for hende i den midlertidige natteblindhed.

Rolf var som altid på farten, og det frustrerede ham en smule, at så mange veje førte til hovedstaden. Han hadede stedet så inderligt som det overhovedet var muligt, da det for ham repræsenterede alt som var galt med hele verden. Han hadede byen og samtlige af dens beboere. Der var dog ikke voldsomt mange orker derinde, af hvad han kunne forstå, så byen kunne tilsynedeladende blive endnu værre. Rolf havde gyset ved tanken, hvis det var noget han gjorde. Det var det ikke – hvad han i stedet gjorde var, at fange dyr i det vilde, med sine bare næver, tilberede dem over bål, og så indtage dem som den konge af skoven han nu engang var. Hverken rakkalaphen eller slangen fik noget af hans mad; den slags måtte de selv klare – og det gjorde de. Han var ikke værge over sine frænder, han var bare deres ledsager, ligesom de var hans.

Dyret som Rolf havde spist, et dådyr, havde fyldt godt i maven, og Rolf var ganske velfornøjet da han valgte, at beslaglægge yderligere afstand, som dagen begyndte at gå på hæld. Sådan forløb tiden. Han havde vandret langt og længe, og skovens udkant, da han hørte tumult fra landevejen. Rolf stoppede op og ventede, for at se om lydene kom tættere på – det gik godt nok et øjeblik, men så gjorde de. Rolf så kvinden komme inden for synsvidde, men hun bemærkede ham øjensynligt ikke. Ikke overhovedet. Rolf skulle til at brøle af kvinden, men i hendes panikslagne og forvirrede løb stødte hun direkte ind i ham, inden han nåede at få en lyd ud. Rolf lagde sin store højre hånd, med den manglende langefinger, på siden af kvindens hals, tog fat om hendes nakke og holdt hendes hage op med tommelfingeren, så hun kiggede lige ind i hans røde øjne.

”Hvad bilder du dig ind?”

Spurgte halvorken anklagende i sin dybe, knurrende røst, og betragtede kvinden. Det var tydeligt for Rolf, at hun var på flugt – og faklerne han kunne se, og mændene han kunne høre, var åbenlyst ude efter hende. Ærgerligt for hende, at han ikke var en forkæmper for retfærdighed og godhed i verden, særdeles ærgerligt. Kvinden var dog heldig med, at Rolf netop havde spist og egentlig var i ganske fortrinligt humør, for ellers havde hun længe bødet for, at løbe ind i ham, ved at få en lige højre i ansigtet.

Det var umuligt for Rolf at vurdere kvindens stand, for den slags havde han ingen idé om, men han kunne konstatere, at kvinden var særdeles udfordrende klædt. Den sparsomme beklædning som kvinden havde på, fyldte hun dog godt ud. Derudover, så så hun ud til, at være yngre end Rolf selv. Han forsøgte, at læse hendes tanker, imens han kiggede hende i hendes skrækslagne, men alligevel bestemte, øjne. Noget fortalte ham, at den unge kvinde bestemt ikke havde til sinde, at dø denne aften. Ærgerligt for hende, at han ikke kunne hjælpe.

Det havde regnet en del over de sidste par forgangne timer, hvorfor Rolf meget utraditionelt næsten var helt ren af alverdens skidt. Der sad stadig et par mudderplamager på kappen, ganske vist, men krop og kofte var næsten blevet helt fri. Musklerne på hans arrede overkrop nærmest vibrerede, som lysglimt fra faklerne i distancen ramte dem. 

Et kort gisp af forskrækkelse forlod hende da hun fornemmede en stor hånd om sin hals, om bag nakken hvor fingrene tvang hendes ansigt op til at møde et par ikke særligt imødekommende røde øjne. En skælven gik gennem kroppen, mens hun med let bævende stemme,  frygt for at han ville knække nakken på hende, svarede ham.
" D-Det må du meget undskylde, det var ikke med vilje. " hænderne blev løftet i en let opgivende gestus mens blikket gled frygtsomt tilbage mod hendes efterfølger.  " Kom så kittekitte. Du har ingen steder at løbe hen. " Lød det kaldende, søgene ud i mørket mens faklen kom nærmere og nærmere.

Charlene så tilbage mod den, temmeligt høje og robust byggede skabning overfor sig.

" Hjælp mig! Jeg beder dig.. " 
Ordene kom over hendes læber før hun overhovedet havde tænkt tanken om mulig hjælp fra ham, til ende. Hun havde bestemt ikke tanker om at ville dø, i al fald ikke denne aften eller på denne måde. Men samtidig ville hun heller ikke give sig hen til at betjene de mænd der ikke havde holdt aftalen, og som havde taget hende, og andre udenfor hovedstaden imod deres vilje. Deres planer havde været Medanien havde det lydt til. Men hvorfor Medanien?  Jo hun vidste godt om slavehandlere, men de var jo i Balzera, var de ikke? Alle andre steder var det jo imod love, så meget vidste hun.
Glimtene fra arrene på manden hun havde stødt ind i, og som nu havde hende i sit hule greb, fik hendes opmærksomhed til at søge ned over hans krop. På trods af størrelsen og arrene, var brystkassen jo i sig selv ikke helt utiltrækkene. Endnu en skælven gik gennem hendes krop, denne gang mere forårsaget af at det så småt var begyndt at gå op for den, at skoven ikke ligefrem var et varmt sted, i al fald ikke hvor hun på nuværende tidspunkt befandt sig. 

Hendes angst for mændene med faklerne og deres planer var nærmest at tage og føle på, mens tankerne  var et ufokuseret mylder om hvor dårlig en situation hun befandt sig i, det kunne da næsten ikke blive værre. Og hvor lang tid havde hun været ude Hvor mange timer ville der gå før Vigdis ville blive bekymret? Mindst 8 gik hun ud fra eftersom hun var hyret til at skulle være der hele natten igennem. Hvis de havde kørt hende til hjemmet indenfor portene..  Igen og igen så hun for sit indre blik hvordan aftalen havde lydt mellem manden og Vigdis, men også hvad der var blevet sagt i vognen. 

Den lille kvinde var forskrækket, andet ville også være mærkeligt, men Rolf var fortsat fuldstændig ligeglad med hendes velbefindende. Han var ikke hendes redningsmand, og hendes ydmyge plæderen gjorde kun ondt værre, hvorfor hans ansigt fortræk sig i en arrig grimasse i et øjeblik, inden han tog sin hånd til sig igen og kort betragtede  kvinden, og da endelig svarede hende:

”Nej”

Da havde han allerede truffet sit valg, selvom han nu hørte tanker om slavehandlere, Balzera og Medanien komme fra den unge dame. Hun fandt hans muskuløse bryst tiltrækkende. Hun tænkte på en ”Vigdis”, som øjensynligt ville tage i hvert fald otte timer, inden hun overhovedet igangsatte en søgning på kvinden. Den lille dame havde ikke en chance, men det var så åbenbart hendes lod i livet, tænkte Rolf til sig selv og trak sig fra den mere åbenlyse sti hen imod hvor der var tættere bevoksning, hvor hverken kvinden eller hendes forfølgere ville komme efter ham, og begyndte så bare langsomt at gå videre – han havde hverken tid eller lyst til et længere ophold, og kvindens tilfangetagelse ville ikke give ham søvnproblemer. Hun var åbenbart en glædespige, som var blevet taget til fange, for at blive solgt til slavehandel. Uheldigt valg af erhverv.
Slangen, som havde sovet imens den var viklet om Rolfs hals, hvislede af kvinden, imens Rolf havde ryggen til hende, og som han forsvandt ind mellem træerne. Om den forsøgte at advare hende, skræmme hende eller noget helt tredje var svært at sige, måske den bare bad hende løbe lidt hurtigere. Rolfs rakkalaph var fortsat væk, ude på jagt.

Rolf skød hurtigt tankerne om kvinden fra sig igen, og fokuserede igen på hvad der lå ham meget på sinde: Orker, og hvordan de bedst udryddes. Tumulten voksede tydeligvis bag Rolf, og han gættede på, at der kun ville være tale om meget kort tid, inden kvinden var blevet snuppet af fakkelbærene. Da huskede Rolf vilkårligt, hvad en af mændene havde råbt efter kvinden: ”Kittekitte”. Rolf klukkede lidt for sig selv, imens han forestillede sig hvordan en rigtig ”kittekitte” ville reagere på sådan et ordvalg – og hvor han dog hadede mennesker, især fulde mennesker. Mandens kald havde været sløret, og hans mentale tilstand, fordrukket, var enkelt bare at høre. Rolf tog en dyb indånding og klappede sig lidt på maven, som han gik. Så forsøgte han, at skyde tankerne fra sig igen. Et eller andet stemte bare ikke, fornemmede han; noget han burde have gennemskuet, som han bare overså.

Det lille gnist af håb der havde været i hendes dybgrønne øjne, flakkede inden det slukkede helt. Men hun havde stadig ikke planer om bare at lade sig hengive sig til sine kidnappere, ikke hvis hun kunne blive fri.  Ved synet af slangen tog hun et par skridt bagud, undrendesig over hvorfor hun ikke havde bemærket den før. At manden ikke ville hjælpe var en skuffelse for hende, men så igen var hun klar over at hun ikke kunne betale ham for at sætte sit liv på spil, i al fald ikke med penge.

Blikket blev sænket over skulderen som hun syntes at ane bevægelse, en ingen var at se, måske detbare var hende der havde nerverne for meget på højkant. Alligevel satte hun sig selv i bevægelse igen, skramlende ind i skoven, væk fra stien hvilket fik en fordrukken banden til at lyde tættere på end hun brød sig om. Hjertet hamrede i brystet på hende mens hun løsnede kappen så den ikke forhindrede hendes flugt yderligere. Med et raskt tag  skørterne satte hun yderligere farten op indtil hu endnu engang faldt  skoven, denne gang var det dog ikke fødderne eller mudderet hun væltede i, men en rod hendes fod havde sat sig fast i. 
Det togikke lang tid for hendes efterfølger at indhente hende og  på det nærmeste vælte ind over hende som hun lå der i skovbundden og forsøgte at få sin ankel fri. " Nej!" Lød det hæst.
"  Der var du kitte~ Hvor har du været? Gemt dig så fint for mig her hva? " Han lænede sig tættere ind over hende, lugtende langt væk af alkohol, hvilket fik hende til at dreje hovedet instinktivt væk fra stanken.
" Jeg vil jo bare prøve, Det er der ikke noget galt i, den gamle kælling har fået betalingen. "
Hun vred sig mens hun mærkede en eventyrlig hånd snige sig op under hendes skørt. Uvilkårligt strammede hun benene sammen, med et lidt mere fast blik på ham. " Du betalte for at det foregik inde i byen, ikke udenfor. " Kom det snerrende fra hende. Mens manden fummelfingret lagde sig ned over hende, forhindrende hende i at slynge ham væk, og hende selv i at komme ordentligt fri, hvilket nok også havde været lettere hvis ikke hendes  ankel stadig sad  fast under den forbandede rod. Alt i alt lå hun faktisk pænt ubehageligt.
" Jeg har betalt mere end rigeligt for dig Kitte. Vær du bare glad for at du kan føle en ordentlig mand inden du kommer til Medanien. Hvem ved måske du bare ender som avlskone der..?"   En grum latter lød fra ham, mens det var lykkedes ham at presse hendes ben væk fra hinanden med brug af hans eget ben.  Og havde istedet oversat sig til at bearbejde hendes private dele, som instinktivt reagerede tilbage på berøringerne.
" Nej.. Hvad i Zaladin.. Sto..!"  Et mindre hvin af ubehag lød da hun uden at være ordentligt forberedt følte hans fingre glide op  sig. Det var jo for pokker et overgreb han var ved at begå! 
Dit fandens til svin!  Genlød i hendes hoved mens hun, krummende let af smerten forsøgte at nikke ham en skalle. Hvis nu bare manden fra før havde været der og hjulpet, men det kunne hun nok ikke regne med.

Med ét stod det klart for Rolf, hvad det var han ikke havde overvejet: Voldtægt. Manden ville tydeligvis forgribe sig på kvinden. Han stoppede op og lukkede øjnene, imens han indvendigt talte til ti i håb om, at han så kunne gå videre og det i hvert fald ville foregå uden for hans ørevidde. Hvad han ikke kendte til, ville han ikke bekymre sig om. Han var kommet til otte, da han kunne høre kvindens hvin og desperation, og han mærkede hvordan det sitrede i hele kroppen et øjeblik, og hans højre arm uvilkårligt begyndte at ryste, som adrenalinet pumpede ud i den. Slangen vidste allerede godt hvad der var på færde, og havde snoet sig ned af halvorken og sad da viklet om en gren. Rolf afklædte sig sin kappe og kofte, og spændte først skindmasken om hovedet og trak dernæst i de udhulede bjørnepoter. Han havde garanteret kunne klare sig med sine normale bare næver, men han fik større afløb for sine aggresioner, når han slet ikke holdte sig tilbage – så kunne han bare håbe, at det ville være flere end den ene drukkenbolt.

Langsomt bevægede Rolf sig nærmere spektaklet, imens han indåndede lugten af ork fra sin maske og øjnene blev mere og mere opspilede. Han bukkede sig forover og havde snart frit udsyn imod kvinden, og den kvabsede mand der halvt lå og halvt sad over hende. Rolf fik ikke umiddelbart øje på flere skikkelser. Om kvinden ville få øje på ham før det var for sent for manden vidste Rolf ikke, men det var i hvert fald udelukket for voldtægtsmanden. Den nøgne halvork bevægede sig lydløst i skovbunden og rejste sig op i fuld længde lige bag manden, placerede i en flydende bevægelse en bjørnepote på hver side af mandens hals, og rev så til, så blodet sprøjtede. Manden rallede og gurglede og faldt imod kvinden et øjeblik, som garanteret var blevet tilsprøjet en del, men Rolf fattede ham i venstre arm og slyngede kroppen til siden, inden han rejste sig helt op igen. Faklen var endt på jorden, og den kastede lys på halvorkens krop, samt både kvinden og den døende mand. Rolf tog den i sin ene hånd og kastede den imod et træ, så den eksploderede i et virvar af gnister og gløder og mørket igen fuldstændig lagde sig over dem. Rolf rettede opmærksomheden imod kvinden.
 
”Er der…”
 
Manden forsøgte at sige noget, at råbe, at skrige, at bede for sit liv, at forbande Rolf. Halvorken vidste ikke helt hvad formålet var, men manden tiltrak sig i hvert fald unødig opmærksomhed. Halvorken var hurtigt over ham, og med sin ene bare fod hamrede han en hæl i nakken på manden, der øjeblikkeligt fuldstændig holdt op med at give lyd fra sig, og da lå helt livløs. Rolf vendte sig igen mod kvinden, uden at gøre mine til at hjælpe hende op.
 
”Er der flere?”
 

Spurgte han i sin særprægede stemme, der kun lød endnu mindre menneskelig, når den kom fra bag skindmasken. Rolf fjernede fokus fra kvinden, som han vurderede til overhovedet ikke at være en trussel, og lyttede opmærksomt, for at finde ud af, om flere var på vej. Samtlige medlemmer af voldtægtsmandens karavane, som valgte at følge efter kvinden, skulle i hvert fald udryddes. Det var klart, at der var flere ude ved landevejen – men havde flere fulgt efter? 

Ubehaget sad som en sugende stikkende fornemmelse i Charlenes underliv, tramp gennem skoven fik hende til at tro at endnu en var på vej ned og tage del i morskaben, hvilket fik hende til at lukke øjnene og dreje hovedet til siden,uden at bemærke øjnene i natten. Den gurglende lyd der kom, hurtigt fulgt at noget varmt der strøg i hastigt dryppende, småsprøjtende strømme ud over hende, fik hende til at åbne øjnene en smule på klem. 
Synet var direkte grotesk, og gjorde hende ligeledes glad for at hun ikke havde fyldt maven med mad inden hun var taget afsted. 
Hun mærkede manden blive tungere over sig mens fingrene fortog sig i små kramper, hvilket fik hende til anstrengt at rulle til siden og skubbe ham væk fra sig, løftende underlivet op så hans fingre gled ud..

Småprustende satte hun sig op, skævende op til sin redningsmand. En mand hun først ikke helt kunne genkende dels grundet nøgenheden og dels grundet masken, men arrene på overkroppens muskulatur var de samme. Han nøgenhed, der nok ville have gjort en anden forlegen, tog hun sig ikke synderlig af. Det var jo ikke ligefrem sjældent hun så en nøgen kvinde, eller mandekrop.

Hun så op på sin redningsmand. Nikkende let mens hun løftede en arm, pegende imod retningen hun mente at vognen måtte være i. 
" Der var mindst to mere, jeg tror.. Måske at den ene fulgte med ham.. " Fingeren gled kort ned mod den nu temmelig døde mand. En kvæstet mand der på sin vis mindede hende om da hun i krigen så et tempel blive plyndret og brændt ned. Folk havde været kvæstede der også, men de havde ikke været nær så blodige som manden her. 
Blikket gled videre ned over kjolen, som på det nærmeste klistrede sig varmt og vådt til hendes struttende bryster. 
" Der er  andre kvinder.. Og en mand i vognen.. Jeg ved ikke om der er andre bagmænd.." Forsøgte hun at forklare, mens hun vrikkende fik rokket sin fod fri af den trærod den havde siddet fast i. Endelig var hun fri, og hun var da heller ikke særlig sen til at komme op på fødderne, for at øge afstanden mellem manden og hende. Hun vidste at hun skyldte sin nøgne redningsmand et tak, og det ville da også komme, men lige nu virkede han vred og gal, og mere interesseret i blod end i en kvindes tak. Det undrede hende dog at han det ene tidspunkt havde sagt nej, men nu faktisk havde hjulpet hende. 
Hvad havde fået ham til at ændre mening.?

Rolf kiggede ikke på kvinden imens hun sagde. Tog sig hverken af hendes tøj eller hendes tilstand – men han lyttede opmærksomt. Både til hvad kvinden svarede på hans spørgsmål, og fortsat på om flere mennesker mon var på vej i deres retning. Kvinden kom på benene efter hun var færdig med at tale, men Rolf ænsede hende fortsat ikke. Han brummede bare til svar, og lukkede sin øjne. Da hørte han en gren knække og vidste, at kvinden havde haft ret i sin umiddelbare antagelse. Der var en mand mere på vej – men han bar ingen fakkel, og forsøgte tydeligvis at skjule sin tilstedeværelse. Rolf knækkede nakken og gik i den knækkede grens retning, imens han skiftevis spændte musklerne i sin højre og venstre overarm.
Kvinden var på vej væk fra ham, dybere ind i skoven. Det var ham egentlig uvedkommende, for han var ingenting for hende og hun ingenting for ham. Han havde afvist at være hendes redningsmand, men endte så i sidste ende med at være det alligevel. Sådan kunne det jo gå nogle gange, men atter måtte deres veje skiltes og Rolf indså, at såfremt kvinden i hvert fald vidste hvor hun var på vej hen, ville de nok aldrig ses igen. 

Rolf skimtede ud af øjenkrogen den kvabsede skikkelse, der forsøgte at liste rundt imellem træerne. Rolf var ikke ude efter vognen på landevejen, men han tog det som en personlig fornærmelse, at denne mand gjorde indtog i hans territorium.
Manden var fuld, det kunne Rolf lugte uden problemer, selv under masken, og han ænsede slet ikke den store halvork der kom krybende ind fra siden. Rolf brølede højlydt og vredt, i samme øjeblik som han gjorde et udfald med sin venstre pote imod mandens mellemgulv, og sprættede ham op på maven. Manden faldt om i et smertesskrig og øjeblikkeligt satte vognen på landevejen i gang, i håb om at undslippe hvad i alverden der gemte sig inde i skoven. Ingen ære blandt tyve. Rolf så ned imod manden, der havde sluppet den lille kniv han havde haft i hånden, og nu desperat forsøgte at holde sine indvolde inde i kroppen. Rolf fnøs og gik derfra, imens han var usikker på om han skulle være skuffet eller tilfreds. Manden ville dø indenfor kort tid, det var der ingen tvivl om.

Snart var den store halvork ovre ved sin kappe og kofte igen, som han iagttog, inden han tog sin skindmaske af, og så kiggede imod sin slange med et svagt smil. Den snoede sig om hans nøgne krop og lagde sig om halsen på ham, som den altid gjorde. Rolf trak sine bjørnepoter af og smed dem på kappen. For et øjeblik, så nød han bare, at den kølige brise mellem træerne gav ham kuldegysninger, og han mærkede hvordan han fik gåsehud over hele kroppen.

Charlene så efter den højere mandsskabning som han forsvandt ud i mørket igen. Hun selv trådte hen over liget og begyndte at bevæge sig rundt i  skoven, i et forsøg på at finde sin kappe. Hun følte sig temmelig sårbar, men samtidig turde hun ikke gå ud mod vejen igen, eller hvor hun mente vejen var, så istedet forblev hun i skoven, i frygten for at vognen skulle returnere eller andre kidnappere. 
Det varme blod på hendes kjole var sås må begyndt at køle ned, og med det begyndte kjolen at klistre til hendes hud. En klart ubehagelig fornemmelse
Et rallende skrig fik hende til at se op fra sine fødder, skævende over mod retningen det var kommet fra. Endnu en var blevet taget, det gik hun i al fald ud fra. 


Stille begyndte hendes tanker at dreje sig om til dels at finde ud af hvordan hun kom tilbage til byen, og til dels at finde g taakke sin redningsmand, hvordan hun så end kunne gøre det bedst. Vigdis' reaktion på hvad der var hændt hende turde hun umiddelbart ikketænke på,  al fald ikke lige nu. Med et lille suk fik hun hevet ud i toppen af kjolen for at forhindre blodet i at lime kjolen fast til hendes hud. Blodet gjorde at hun følte sig beskidt, på en anden måde end hendes erhverv i starten havde gjort det. 

Hun gik på må og få sådan med kjolen ud fra brystet så de spændstige bryster var delvis blottede, hun tog sig ikke af det, det var mørkt og hun gik ud fra at støde på hendes redningsmand, ville være mere et held end det ville være så meget andet. 

Og held varlige hvad hun fik da hun få øjeblikke efter fik øje på manden, nøgen som verden havde skabt ham, tilsyneladende nydende den kølige nattebrise, der for hende blot fik hendes brystvorter til at trække sig sammen, og hende selv til at komme med en gysen inden hun slap på sin kjoles øverste del sevom det ikke hjalp meget på illusionen om værdighed, faktisk var der sjældent noget 'værdigt' i bordellets kvinder og mænds klædedragter der trods alt var skabt med henblik på at lokke mænd og kvinder med ind i sengen, badet, eller hvorend kunden ville foretrække at elskov og nærvær blev udført.
I lang tid  stod hun blot og stirrede nysgerrigt på manden, eller halvorken, for de var efterhånden hvad hun var kommet frem til at han måtte være. Taget hans udseende i betragtning.
Blikket gled fra hans ansigt, hvilede kortvarigt på hans slange inden blikket nærmest kærtegnede hans brystkasse inden dt hæftede sig mere eller mindre fast ved hans ædlere dele.  Hun sank noget idet hun løsrev blikket, fik tankerne jaget på flugt og forsigtigt gik ud fra hendes skjul bag et ældgammelt træ, og gav sig dermed til kende for ham. 
" Du hjalp mig, selvom du havde sagt nej..? " Hendes tonefald lød undrende. " Jeg.. Jeg går u.. Jeg skylder dig et stort tak. Jeg ville gladeligt betale dg for hvad du har gennemgået og gjort for mig, men det er desværre en umulighed.. Men et tak bringer ikke tøj på kroppen eller mad i maven.."
Plaprede hun løs uden helt selv at ane hvor hun forsøgte at gå hen med det hele. Hun havde sagt tak, hun kunne lige så godt bare vende sig om og gå, men han havde muligvis reddet hendes liv lige så meget som hendes underliv, så hun følte at hun burde sige mere end tak. Sige eller give mere.

Rolf blev bragt tilbage til virkeligheden, da han hørte bevægelser fra sin højre side. Det var kvinden fra før. Rolf havde regnet med, at han havde skræmt hende fra vid og sans, så det overraskede ham, at hun ikke bare mødte ham igen, men at hun heller ikke virkede bange. Hun talte, usikkert, og faldt over ordene. Rolf havde vendt sin front imod hende, helt uden tanke på, at det sandsynligvis betød noget for hende, at han var nøgen. Halvorken tog sig selv i et smil, da kvinden rundede sin vrøvlen af med, at han vist manglede tøj eller mad. Sådan opfattede han det i hvert fald.

Da bemærkede Rolf så kvindens næsten helt blottede bryster, som han hurtigt regnede ud måtte være resultatet af mandens overgreb, hvorfor han meget åbenlyst drejede hovedet væk fra kvinden, så han ikke kiggede på hende – eller dem. Fortsat havde han ingen tanker på sin egen fuldkomne nøgenhed - men forskellen var jo også, at det kun var selvvalgt for den ene af dem.

”Det er ligemeget,”

Begyndte Rolf, og tog en dyb indånding imens hans øjne søgte over det fredfyldte skovlandskab.

”Gå du bare, find nogen der kan hjælpe dig tilbage til hvor du kommer fra. Det er jeg ikke den rette til.”

Konstaterede halvorken afsluttende, stadig uden at kigge på kvinden og hendes ufrivillige uanstændighed. Rolf ventede, at kvinden så i denne omgang ville efterlade ham til hans egne tanker, og han kunne vende tilbage til at være den morderiske konge af skoven, som han nu engang var. Der var ikke tid til, at hjælpe kvinder ud af suppedaser eller på anden vis blive distraheret. Det var ikke sådan han normalt opererede.

Rolf huskede på sin mor, som han altid gjorde, når han oplevede voldtægt i sin nærhed. Han ønskede, at han kunne dræbe hver en overfaldsmand hundrede gange. Nok hadede han alle væsner, men helt i toppen af barometeret var orker og voldtægtsforbrydere. Normalt havde han også hvæst af kvinden, skræmt hende fra sig, sendt hende hårdhændet derfra – men ikke nu, ikke i sådan en situation. Det kunne han ikke. Ligesom han ikke kunne bære, at kigge på hende og dermed vide, hvad hun var blevet udsat for.

Rolf var ikke en følelsesladet mand, men visse ting lå alligevel dybt begravet i hans sind, og det var en af meget få ting ved sig selv, som han ikke kunne kontrollere. Han bed sine skarpe tænder sammen igen.

At han ikke skræmte hende var nok at pynte på det. Charlene havde set hvad han kunne gøre og hvordan han bevægede sig, alt noget der udstrålede en ensom kriger. Hun var ikke skræmt, mere påpasselig med ham, forsigtig og bange for at rive op i hans dårlige humør. 

Hun fandt det bedre at være nær ham og dermed vide hvor hun havde ham, end at fare vild i skoven eller blive spist af et vildt dyr af en eller anden art. Men når solen stod op igen ville hun uden tvivl glide over i sin fugleskikkelse og flyve op og tilbage mod hovedstaden... Hovedstaden. Hendes blik gled ned af sig selv. Ingen tvivl om at portvagten ville udspørge hende om hendes tøj hvis hun forsøgte at gå ind mens det stadig var blodigt.  Blodigt tøj eller intet tøj.. En mindre gys gik igennem hende over de valg hun stod overfor. 

Hendes blik blev dog mere nærværende da hun bemærkede at han kiggede til siden uden der tilsyneladende var noget at se på.. Var han utilpas ved hende? Det ville ikke give den større menig da han trods alt havde hjulpet hende.
Hedes hænder søgte op og dækkede over det værste af hendes bryster.
" Gør min krop dig utilpas? "
 Hun tog et par tøvende skridt tættere på ham. 

" Jeg kan muligvis selv finde hjem igen, men det bliver ikke mens det er mørkt, så ville jeg foretrække at være nær dig. Hvis det da ikke gør alt for meget?"

Et par skridt mere  blev taget fremad i den ujævne skovbund, mens hun holdt sig fra at række ud efter ham, manden havde trods alt en slange på sig.. " Jeg kan sagtes være stille. "

Rolf bemærkede først hvad han ikke bemærkede: at kvinden gik – for det gjorde hun åbenbart ikke. Hun af en eller anden grund ikke sådan at slippe af med. Halvorken sukkede, imens kvinden forsøgte en årsag til, at han ikke kiggede på hende. Svaret var både ja og nej. Det var mere kompliceret end som så. Det lod dog ikke til, at kvinden forventede at Rolf svarede, for snart fulgte hun op; og hvad hun sagde fik halvorken til at hæve et par øjenbryn i overraskelse. Hun ville blive ved ham. Rolf drejede hovedet imod kvinden igen, og så indgående på hende. Hun trådte yderligere nærmere og hævdede så, at hun kunne være stille. Rolf forstod ikke helt sammenhængen, og var en smule usikker på kvinden intention. Han havde bestemt ikke tænkt sig, at han skulle opvarte hende på nogen tænkelig måde overhovedet – men samtidig, så var det hendes eget valg hvor hun gik hen, og med hvem, så længe hun selv tog konsekvenserne.

”Gør hvad du vil”

Erklærede halvorken, og mærkede hvordan trætheden, sandsynligvis kommet grundet minderne der var blusset op, skyllede over ham. Rolf gik hen til det nærmeste halvvisne træ og knækkede et par store grene af, der havde godt med blade.

Rolf var usikker på hvorfor, men han følte bare en form for tvang til, at gøre det. At hjælpe kvinden en smule. Bladene ville give hende et marginalt blødere underlag, det var klart. Rolf lagde grenene på jorden ikke langt fra et enormt træ. Nu havde han nemlig bestemt, at deres eksakte placering ville blive en improptu soveplads. Da fattede Rolf både kofte, kappe, poter og maske, og lagde det henne ved det store træ, satte sig så op ad det, og rettede sin ryg så meget det var muligt.

Kvinden kunne ligge på bladene hvis hun ville, eller hun kunne lade være. Mere luksuriøst blev det ikke, ikke i Rolfs selsskab. Det blev ganske vist rimelig køligt om natten i skoven, men Rolf havde års øvelse i, at holde varmen under sådanne forhold – det var han ganske enkelt vænnet til, hvorfor han altså bare placerede sig. Slangen snoede sig ned fra Rolfs hals og op i træet.

Som halvorken lod til at give sit besyv med at det var iorden, smilede hun en smule tilbage til ham. 

" Det har jeg skam også tænkt mig. "  

Hun havde efterhånden opgivet at finde sin egen kappe, og begyndte i stedet at samle mos sammen, idet hun bemærkede mandns intentioner om at lave et sted at sove.
Først havde hun troet det blot var til ham selv, men det blev efterhånden mere og mere tydeligt at det var henvendt til hende. Hendes egen plan havde dog været at forholde sig vågen natten igennem. At forvandle sig om til sin fugleskikkelsee og sove i den ville være umuligt for hende da det krævede chakra ressourcer hun ikke besad.

Små stjålne blik blev sendt imod ham i hans bevægelser, eller nok snarere mod hans lem. Hun var nu meget glad for mørket, for de gange hun kunne fornemme hans blik tilbage på hende, kunne hun ikke holde rødmen fra at stige op i kinderne, taget i akten af at stirre på delene. 
Mandlige kønsdele havde hun skam set før, det var ikke det, det lå mere i at det var første gang hun havde mødt en der gik rundt nøgen som en selvfølge, med køns organerne daskende hid og did, også endda organer af sådan en størrelse. Småirriteret over sin overfaldsmands handlinger, kunne hun mærke hvordan varmen bredte sig i hendes skød, nærmest som om hendes krop forberedte hende på forhånd, bare ved tanken om hvordan så stort et lem måtte føles inde i sig, om der overhovedet var kvinder der kunne tilfredsstille ham, udover muligvis orkkvinder.

Hun gnavede sig selv lidt i underlæben mens hun forsøgte at skyde tankerne fra sig og istedet bøjede sig forover og fik sat mosset hun havde samlet så hun ikke ville støde kroppe alt for meget imod grenene. 
Hendes øjne fulgte bevægelsen fra slangen da den forsvandt op i træet, hvilket fik hende til at vende fronten tilbage over imod halvorken, igen pillende let ved den øverste del af hendes klistrede, blodige kjole, for at forhindre den i at klistre sig helt fast.

" Er der virkelig ingen måde jeg kan takke dig for din hjælp? " 

Uden penge, men hun kunne trods alt stadig bruge sin krop til at takke ham med, om end hun tvivlede på at hun kunne tage hele hans lem, især ikke i eregeret tilstand.

Rolf nåede lige at samle sin hænder på maven og lukke øjnene, da kvinden talte til ham igen. Hendes idé var tydelig for enhver, Rolf havde bare umuligt ved at afkode, om hun følte det var noget hun burde, noget hun skulle eller noget hun rent faktisk selv ville. Han åbnede sine øjne igen og kiggede på kvinden. Hendes bryster nærmest skvulpede over det iturevne tøj. Netop som Rolf skulle til at tale, så kom den store rakkalaph til syne blandt træerne ikke langt derfra, med en stor hare i munden. Den fik øje på kvinden og så spørgende over på Rolf, som den gik hen imod. De to kommunikerede telepatisk – eller snarere, Rolf kommunikerede til dyret, som tænke tanker til svar, som den vidste han kunne læse. Rakkalaphen gik over til den modsatte side af træet, lagde sit bytte i græsset og begyndte grådigt, sultent at spise.
Rolf gloede på rakkalaphen, som den fortærede haren et øjeblik, inden han vendte sin opmærksomhed imod kvinden, som han kiggede på med nye øjne.

”Du behøver ikke takke for noget,”

Erklærede halvorken, og fastholdte kvindens blik, hvis hun lod ham. Det var vigtigt for Rolf, at kvinden vidste, at intet var tvunget. Hun kunne gøre som hun ville. Hvis hun ville være sammen med ham, så ville Rolf give hende en omgang hun sent, hvis nogensinde, kunne glemme. Han havde også lidt lyst, bare en smule, det måtte han erkende. Menneskekvinder var også nogle af de mest tillokkende væsner, som han kendte; men ofte var de for tilbagetrukne, for intimiderede og for uskyldige. Rolf havde forstået at gøre det indforstået i hvad han sagde, at kvinden meget gerne måtte takke ham, men at det var fuldstændig frivilligt.

Mere sagde han ikke, for mere havde han ikke behov for. Han kunne sagtens overleve uden samvær – det gjorde han jo langt størstedelen af tiden. Rolf kiggede ned af sig selv for en stund, og lukkede så sine øjne igen. Han spidsede dog ører – for enten kom kvinden over til ham, eller også lagde hun sig til at sove. Så var han væk når hun vågnede, og de ville aldrig se hinanden igen.

For Charlene var det ikke så meget en følelse af at hun skulle, så meget som det var ren og skær nysgerrighed efter i det mindste at prøve. Lysten var jo allerede i hendes skød, som havde fået en glød af pilleriet fra hendes overfaldsmand, en glød der kun var blevet mere og mere tændt som hun kunne ane den nøgne skikkelse i mørket. Hun havde skam godt hørt de andre kvinders historier om hvor store manddomme de havde taget, erfaringerne og så videre. Erfaring var vel nøgleordet i hele foretagenet på et eller andet punkt.? 

Hun havde været nær ved at rejse sig fra lejet da en stor Rakkalaph pludselig dukkede op. Hun stivnede på stedet, stirrende tilbage på de røde øjne, inden hun afbrød øjenkontakten, huskende noget om at møde et rovdyrs øjne kunne være provokerede for den, så hun lod istedet blikket falde over imod redningsmandens skikkelse.. Akkurat som det gik op for hende at hun egentligt ikke kendte hans navn. 

En hånd blev diskret ført ned til hendes underliv mens hun istedet vente siden til, i et forsøg på at gøre det mindre åbenlyst i mørket at hun sad og kælede for sig selv, i et forsøg på at få has på den kildrende, varme følelse i hendes skød. 
Lyden af Rakkalaphen der gik i gang med at fortære haren, fik hende til brat at se over mod Rolf igen, akkurat fangende hans blik, som kun fik en dyb rødmen til at skylle ind over hendes kinder, mest af alt fordi hun var blevet taget i gerningen af at tilfredsstille sig selv, selvom hun da godt vidste at nogle mænd tændte på den slags.  Hun tog hånden tilbage til sig og tørrede den af i kjolens folder, et sted hvor der ikke var blodpletter.
Sådan han havde talt lød dog mere som et slet skjult budskab for hende. Et budskab om at hun godt måtte nærme sig hvilket hun da også gjorde, listende så godt hun nu kunne det, på tåspidserne gennem den ujævne skovbund indtil hun nåede op på siden af ham, den side der var længst væk fra rakkalaphen; hun skulle ikke nyde noget af at blive spist, bidt eller flået.

Tavst lod hun en hånd prøvende hvile på hans lår, nær skridtet.
" Jeg har aldrig prøvet din størrelse før, men jeg er nysgerrig, det kan du ikke klandre mig for at være. " 
Hun var stadig søgene i sit tonefald, nervøs for om han ville hive fat i en byvagt når det blev muligt, for at melde hende for seksuelt overgreb.

Rolf havde set hvad kvinden var i gang med, da deres øjne mødtes i skovens mulm og mørke. Han rynkede sine bryn i en overrasket grimasse, som den anden garanteret ikke kunne se og åndede lydløst ud, inden han talte til hende. Hun fangede godt den dybere mening, og lod ikke til at være afvisende, snarere tværtimod. Rolf hørte kvinden rejse sig og liste over imod ham; han åbnede øjnene netop som hun kom ned ved siden af ham, og så lagde en hånd på hans lår. Rolfs manddom hørte på sig ved kvindens nære berøring, og så begyndte hun at snakke. Det var et genkendeligt spiel, som Rolf havde hørt mange gange før – desværre endte det ofte med, at kvinden måske holdt i en håndfuld minutter, eller kun tog imod omkring en fjerdedel. Han kunne ikke bebrejde dem, men det var alligevel irriterende.
 
Inden han svarede, så støttede Rolf hænderne imod skovbunden og trak sig endnu mere op at sidde. Som han løftede enden fra græsset og skubbede sig imod træet med lænden, så daskede hans kønsorgan imod kvindens hage og Rolf kvalte et grin imens han frøs i sin bevægelse i et halvt sekund, og så kom helt ned at sidde igen. Det kunne jo ske, når man løb rundt med en kalorius på den størrelse, som han gjorde. Det var nu alligevel særdeles utilsigtet.
 
”Nysgerrighed er godt,”
 
Svarede halvorken bare og lænede sig en anelse forever, imens han lagde sin store venstre hånd på kvindens, og trak den fra låret og nærmere ind imod sig, inden han slap den igen.
 
”Den bider ikke, prøv dig frem”
 

Hævdede Rolf og kørte sin tunge rundt i munden, imens han overvejede hvordan det var bedst at tackle situationen. Det smarteste var nok, at lade hende tage styringen – i hvert fald til at starte med, hvilket han også var igang med. Efter alt at dømme, så ville Rolf nok være heldig at få et par minutter ud af det, indtil det ivrige, men meget lille, menneske opgav at lede dem forene. Hun kunne tilfredstille og klargøre sig selv i en lang time, og stadig ikke have en chance, tænkte Rolf til sig selv, så lille som hun var. Oftest havde han mere held ved de større af slagsen, både på den ene og anden måde, men det var bare også mindre tiltalende.

Hun havde nær bidt sig selv i tungen da han rettede sig op og fik svingingerne i gang i hans manddom om stødte op imod hendes kæbe . Bare tyngden fik hende til at overveje hvor hårdt sådan en fætter ville støde op. Nu var han jo selv en del højere end hende, hvilket overhovedet ikke gav hende nogen fordel, den eneste fordel hun havde var vel nærmest at hun havde erfaringer med noget der i omkredsen kunne minde til dels om manddommen, der nu var foran hende.

"Nysgerrighed gør kun en klogere, hvis man følger nysgerrigheden. " Tilkendegav hun med et nik, mens hun overvejede hvorfra hun bedst kunne gribe om lemmet år der nu ville blive brug for begge hænder.
Til sidst rejste hun sig op, og satte sig med et ben støttende op af hans bredere ben, mens hun hev ned i den iturevne øverste del af kjolen så hendes bryster begge kom ud i den fri kølige aftenluft, noget brystvorterne endnu engang reagerede på. Det kunne godt være at det var nat og mørkt, men hun fornemmede at han stadig kunne ane hendes skikkelse bedre end hun kunne ane hans, selvom det da var blevet lidt bedre hen over tiden. Charlene huskede kortvarigt på den ene af sine trænings sessioner med Azia, noget der fik hende til at sørge for at hun ikke sad for tungt på ham, men let nok til at hendes lille bjerg kunne blive stimuleret, imens hun tog et fastere greb om hans lem og påbegyndte et handjob, stille og roligt mens manddommen blev stimuleret til sin stive og stolte tilstand.
" Kan jeg kalde dig for noget fremmede? Eller foretrækker du at være anonym? " Nærmest standard spørgsmål, men det var nu altid rart at vide ens elskers navn, selvom nogen foretrak at forblive fremmede på bordellet.

Rolf betragtede blot kvinden, som hun fandt sig en stilling der var hende mere bekvem. Han bemærkede hver en lille bevægelse, som hun trak ned i sin overdel og blottede hendes overkrop for ham. Rolfs nattesyn kunne være bedre, men kvinden havde nattehimlen i ryggen, i det mindste, hvor han bare havde det store træ. Han kunne se hendes omrids klart og tydeligt. Alle hendes omrids. Halvorken smilede ved synet og flyttede sin nærmeste hånd op imod hendes fyldige barm, hvor han holdt blidt om hendes side, imens tommelfingeren støttede og skubbede hendes ene bryst op, så han rigtigt kunne se og fornemme dets fylde. Af et menneske, så havde kvinden i særdeleshed former – men sat op imod hans store klo af en hånd, så virkede det næsten tilpas; moderat og ligetil.
 
Kvinden begyndte mere intime berøringer, og Rolf mærkede hvordan han overhovedet ikke havde noget at skulle have sagt, når hans andet hoved for engangs skyld valgte, at give sit besyv med. I erigeret tilstand strittede Rolf langt fra lige op i luften, det blev mere ligeud og primært nedad. Om det var hans krop der egentlig ikke kunne understøtte mængden af blod krævet, eller om det ganske enkelt var tyngdekræften, var svært at sige. Kvinden spurgte til hans navn, og Rolf havde intet at skjule.
 
”Mit navn er Rolf”
 
Sagde han derfor. Ikke noget ”Du kan kalde mig...”, eller ”Jeg er kendt som...”. Han kunne have løjet – men hvorfor skulle han gøre det? Efter at have svaret kvinden på hendes spørgsmål, så havde han sin frie hånd på hendes lår, imens den anden søgte fra kvindens side over hendes mave, så til navlen, som han stak sin tommelfinger ind i og holdt fast i kvindens kødfuldhed mellem den og håndens pegefinger. Rolf smilede sammenbidt til kvinden, om hun kunne se det eller ej. Halvorken spurgte ikke til den andens navn, for han var ligeglad med navne, medmindre de tjente en funktion. Det gjorde hendes ikke – ikke da, i hvert fald.
 
”Når du er klar”
 

Tilkendegav han med et smil, og hev let i det nederste af kvindens mave, som han havde fat i, for at trække hende ind til sig. Hvorom alting var, så ville Rolf i hvert fald meget hurtigt finde ud af hvor meget kvinden kunne holde til. Chancen for, at han kunne få lov at give den gas var meget lille, men han vidste med sig selv, at hvis kvinden her fremefter valgte at melde pas, så var han nødtvungen til at tilfredsstille sig selv; en sørgerlig tanke.

Charlene lod ham om at nydesynet og bevægelserne af hendes krop mens hun fik oparbejdet hans manddom, som dog ikke kunne rejses betragteligt, noget hun gik ud fra havde noget at gøre med tyngden på kalorius. Men hun kunne mærke at han blev stivere, fastere. Hendes klitoris fortsatte hun med at bearbejde imod hans ben, som unægteligt nok var blevet en del våd af hendes indres produktion. Vejrtrækningen var ligeledes også ved at ryge mere i vejret jo mere ophidset hun blev.

Han svarede på hendes spørgsmål og hun nikkede tilbage med et blidt smil. 
" Rolf." 
Gentog hun, smagene på hans navn. På en eller anden måde passede navnet ham glimrende, han lignede en Rolf, hvis der nogensinde var en betegnelse for hvordan sådan en skulle se ud. 
" Du kan kalde mig Char. " 
Hun tvivlede at de ville mødes igen efter denne nat, hvilket da også var grunden til at hun kun gav ham sit kaldenavn.

Hun lod sig hive ned, tæt til ham, mens hun søgte at møde hans blik i mørket.
" Jeg er klar, næsten.. Hvis du kan få 3 eller flere af dine fingre op.. Vil det være med til at forberede mig på din rigtige manddom. " En vigtig lære hun havde lært sig, var at det var godt at forberede underlivet, for selvom den kunne strække sig og udvidde sig generelt, var det bedre at tage et stille og roligt og lade skødet udvidde sig, ellers kunne hun risikere at der kom muskelsmerter eller skader på hendes indre væv, også selvom hun var voldsomt liderlig som tilfældet var lige nu. I realiteten kunne hun selv klargøre sit underliv fuldt ud til ham, men hun havde bedømt hans hænder og fingre til at have den rette størrelse til at forberede skødet nok. Så kunne han også efterfølgende bruge hendes safter på hans skaft.

" Og mere smørelse på dig.. Man kan aldrig få nok.. " 

Godt nok brød hun sig ikke så meget om at folk kunne finde på at gøre brug af deres spyt for at væde deres penis eller hendes huller, men det var stadig bedre end så mange andre våde, og endnu mindre renlige muligheder. 
 For ligesom at hjælpe ham på vej fik hun løftet sit skørt, som hun stadig bar, til side, placerede sin hånd ovenpå Rolfs og dirigerede den ned mod hendes varme åbning. 

Rolf kunne lugte hvor opstemt kvinden havde gjort sig selv, selvom han ikke kunne se det i den meget dæmpede belysning. Han kunne lugte det, og så gik det pludselig op for ham hvad den våde, klæbrige fornemmelse var på hans ene ben. Det var kvinden, der gled frem og tilbage imod ham. Hun var vist i et helt særligt humør, og Rolf blev nødt til kort at overveje, om blodsudgydelserne mon havde ophidset hende på en eller anden måde – måske hun var en helt speciel, skør udgave, af en menneskekvinde. Måske det netop var sådan en type, som ville få det bedste ud af ham. Han kiggede imod kvindens underliv, gemt væk under hendes skørt, som hun fortalte ham hendes navn og dernæst lod sig trække imod ham, og så kom med en konstatering, som Rolf overhovedet ikke havde set komme, nemlig at han skulle stimulere hende med sine fingre. Det var ikke noget, som han havde synderlig erfaring med – tværtimod. Rolf havde brugt sin tunge en hel del gange, men ikke sine fingre. Om kvinderne generelt ikke ville have noget med hans beskidte næver og negle at gøre, eller om de var for store eller hvad det nu var, vidste han egentlig ikke. Han kendte godt til, og forstod, idéen bag. Rolf blev dog hverken usikker eller ængstelig, derimod bare lidt mere nysgerrig og ivrig. Det var ikke ofte, at han prøvede nye ting i netop sådan en sammenhæng.
 
Rolf mærkede faktisk en særlig pirren i maven, som han nu stod med en ny udfordringen foran sig, som han ikke rigtigt var bekendt med. Da lagde kvinden sin noget mindre hånd på hans, der stadig holdte i hende under navlen, og førte hånden imod sit løftede skørt. Kvinden havde adspurgt ”mere smørelse”, som Rolf ikke helt forstod. Det var hans venstre hånd, kvinden havde ledt mellem sine ben – altså den hånd, som havde en langefinger. Rolf masserede prøvende og urutineret kvinden hvor han kunne komme til, og stak et par fingerspidser ind, da det pludselig gik op for ham, at ”smørelse” måtte være for at gøre det nemmere for fingrene, og senere Rolf selv. Han fjernede derfor den venstre hånd fra kvindens varme igen, og førte den op til hendes mund, som han stak pege- og langfinger ind i, så hun selv kunne fugte dem efter ønske, og dernæst røg hånden igen uprøvet ned imellem hendes ben, hvor Rolf rodede lidt rundt. Halvorkens højre hånd søgte om på ryggen af kvinden, og tog fat i håret i hendes nakke og pressede det ned imod hans ansigt, imens han krummede ryggen og lænede sig let forever. Igen lod Rolf et par fingre forsøge sig mellem kvindens ben. Det var åbenbart sådan hun foretrak det.
 

Det var et par opspilede, intense øjne, der mødte kvindens, med kun få centimeter imellem dem, hvor Rolf fastholdt kvinden. Han sagde ikke noget, for det synes han ikke, at der var nogen grund til. Char kunne tale så meget hun ville, og Rolf ville forsøge at gøre som hun bad om, men for ham var det spild.