Foråret kunne mærkes i det meste af landet, men intet land glød mere af det nye pust af liv som skød tværs gennem landet end Azurien. Markerne begynde at stille stå igen, børn legede i det vilde, fædre fiskede og mødre kunne endeligt tage vasketøjet ud igen uden det ville blæse væk med den kraftige vinter-vind der havde raseret over landet. Dog i Azurien var ikke alt som det burde, ikke alt var ved sit fredelige selv for i nær den lille by "Falkvar"s delta som byen længe havde brugt til fiskning siden det var lettere at få fangst der, der sad en kat. Og det var Anaïs.
Anaïs havde på dagen ikke lavet meget. Rejsen gennem landet hun var på havde bragt hende her og hun var kun kommet for at fylde noget vand i hendes vandskind som han på forsiden af hendes sorte læder skuldertaske som slog ind på siden af hendes praktisk sideskåret sorte kåbe og kjole. Det var en skam hvordan den praktiske del af hele kjolen gjorde hendes former en smule svære at se syntes hun, men hvad kunne hun gøre ved det lige nu.

Hun havde sat sig for at få vand i skindet, men hun trak stille skindet op af vandet som hun opfangede noget. Hun så rundt som en udsøgt aroma hang i luften omkring hende. En anden måtte have været i området og hans duft var stadig hængende for hendes katte agtige sans. Hun så sig hurtigt rundt for at gøre det klart at der ikke var nogen som holde øje med hende og da der var klar bane fra hendes synspunkt åndede hun lettet ind og ud en enkelt gang. Zane... Zane D'tarion... Navnet var ukendt for hende som hendes næse fortalte hende det.
En afbrydelse skete dog i hendes søgen på hvem det var nær hende lige nu, og hun så hurtigt rundt. Området her var meget fladt, men træer, buske og floder kunne gemme mange folk. Men som Anaïs sad på huk for ellers bare at skulle have hentet vand var hun sikker på at øjne lå på hende. Men hvorfor kunne hun ikke vide med sikkerhed. "Hvis dig selv smukke, det ville være en skam at dit kønne ansigt ikke blev set, synes du ikke?" sagde hun ud i det blå som en lille lyd af en kvist der knækkede havde ramt hendes øre, så uanset hvad var nogen i nærheden mens hun sank skindet i vandet endnu engang for denne gang at fylde det.

Det faktum at vejret havde vendt totalt rundt og forvandlet sig fra stormene isvinde til solrige dage... gjorde helt automatisk Zane i bedre humør end det kolde, mørke plagevejr - det havde været så irriterende at finde ly for nætterne på hans vandringer, for slet ikke at finde mad!
Og så var der jo det fantastiske ved den grønne natur samt den dejlige varme, som havde overtaget Krystallandet - og den var især skøn her i Azurien.

Han havde været i Azurien én gang før - men det var under den sidste Plage, så det var knap værd at tænke på.

Nu sad han på den højeste gren han havde kunnet finde på de nærtstående træer. Han var gemt godt væk af de mange, grønne blade som solens lys på behageligvis strømmede ind imellem.

Han var så magelig, at han ikke opdagede kvinden med katteørerne før hun nåede helt hen til vandkanten.

Da fik hun så også hans opmærksomhed.
Katteører?
Nok kunne han ikke se meget af hende på denne afstand, og på grund af hendes påklædning - men katteørerne så han nemt.

Zane lod sig dumpe ned fra træet ganske stille.
Hans klæder gjorde det nemtfor ham at være stille, da de bestod af en mørkegrå skjorte, et par sorte bukser, læderstøvler samt en let rejsekappe med en dyb hætte.

De to langsværd lod han ligge oppe i træet - han regnede ikke med at få brug for dem.

Dog... selvom han var stille, havde han ikke set den lille kvist, som lå under træet - hvilket resulterede i at den knækkede under hans ene fod, og at kattevæsenet opfangede det med sine åbenbart imponerende følsomme ører.
Da hun kiggede rundt, var Zane dog allerede smuttet ind bag træet. 
Af og til var forsigtighed en god ting... især for en af hans race.

Så naturligvis var der intet der overraskede ham mere, end den feminine stemme som med overraskende ord bad ham vise sig.

Efter et sekunds tænketid, trådte han frem - med hovedet skjult i kappens dybe hætte.
Rolige skridt bar ham ned imod den siddende kvinde, som han stadig ikke kunne tyde, hverken ved udseende eller hensigter.
"Hvis du så mit 'smukke' ansigt, frøken... så ville du muligvis løbe din vej." sagde han fornøjet, og stoppede op et par meter fra hende.

Uden frygt rejste Anaïs sig og lukkede toppen af hendes vandskind som hun hang den tilbage på taskens side og kastede den lidt til side for hende. Hun stod kort og så på manden hvis ansigt var skjult for hende men det stoppede hende ikke fra at forme et venligt smil til ham. "Nok er jeg en kvinde, men ikke den bange af slagsen." hun trådte lidt tættere på Zane og lod sig ikke stoppe før kun et skridt seperarede dem. Herfra var duften af hans aroma kraftigere end nogensinde før og hun nød den til dens fulde. Hvis han så bare den mindste del så skøn ud som duften hun kunne opfange så måtte han ikke have forstået hvilken charme hans smil sikkert kunne bringe.

Selv stod Anaïs i en praktisk kjole og så på ham, skjult under sin kappe, men hendes nysgerrighed ville yderst gerne se ham, for hvem vidste, måske gemte sig en lille stjerne under kappen. Hans duft fortalte gjorde hende ihvertfald opmærksom på magten han havde og hun følte sig næsten en smule lille ved at stå i nærheden af ham. Noget ved hans magiske lugt tyngede på Anaïs skuldre og det var sensationelt. En følelse af magtbegær og ondskab farede i området fra ham og hun skælvede ikke det mindste. Hendes blik var låst fast og opsat på at skulle se ham, uanset hvad.
"Jeg er ikke bange for dig Zane. Ingen masker eller hætter behøves at skille dig fra verden her." sagde hun som hun lænede sig kort ind for at ville fjerne hætte på Zane, uanset hvad så kunne det ikke være forfærdeligt skræmmende, selv hvis det var synet af en arret mand, en mørkelver, en af havfolkene, intet ville overraske hende og især ikke når det selv prøvede på at overbevise hende om det.

Hun havde aldrig rigtigt været bange for noget og hun havde ikke tænkt sig at begynde nu.

Hvis der var noget Zane var god til, rent empatisk, så var det at fornemme andres frygt - for han havde oplevet den utallige gange, når folk havde opdaget hvad han var - eller når han havde jagtet dem eller på anden vis været en trussel overfor dem.
Frygt var noget han indgydede - og det var ikke kun på grund af hans race og hans umiddelbare personlighed og kropssprog. Det var også den aura der lå omkring ham. En aura som ikke hørte en mørkelver til, men som nu alligevel var blevet gjort til hans egen...

Så at se denne kvinde gå ansigt til ansigt med ham, totalt blottet for frygt, kom mere bag på ham end hvis hun havde trukket en kniv og var faret i flæsket på ham.

Det her var noget andet... noget nyt og meget interessant.

"Jeg fornemmer at frygt ikke ligger til din personlighed." sagde han interesseret, da hun havde valgt at stille sig med blot et enkelt skridts mellemrum imellem dem.

Han var meget tæt på at gribe fat i hendes hånd, da hun rakte ud for at fjerne hætten fra hans ansigt. Normalt tillod han ingen at komme så tæt på, uden han var i total kontrol først - men han stoppede hende ikke. For hun var interessant.

Dog var der én ting han måtte vide, og som var foruroligende... så da hun fik fat i hans hætte, mødte han hendes blik med sit eget, mystiske og let glødende, lilla blik, og sagde:
"Hvordan kender du mit navn...?"

Var hun seer? Nej... så ville hun være bange for ham, eller i det mindste forsøge at komme væk, om ikke andet så for sin egen sikkerheds skyld...

Zane lod hende fjerne hætten, og som den faldt afslørede den hans lange, hvide hår, hans ganske godt skårne ansigt, og hans mystiske, unaturlige lilla øjne, som havde låst sig fast på hendes egne, særprægede øjne.

"Nu ved du hvad jeg er... så hvorfor løber du ikke, som næsten alle andre ville have gjort...?" lød det roligt fra ham.

Som hun stod ham tæt fik han skabt et smil på hendes læber med hans kommentar om hendes personlighed. Hvad vidste han da om det. Hun havde ting hun frygtede, men hun udviste aldrig det og havde ikke tænkt sig at begynde på det bare fordi han stod foran hende. Hun var tit sådan. Hun var anderledes og det trak tit til sig i ren interesse for hvem hun var, men her var hun ikke den der kun tiltrak. Han havde selv gjort det godt med at virke interessant nok til at fange hendes opmærksomhed, eller nok mere var det hans lugt der havde fanget hende i hans spindelvæv.
"Frygt er et dødeligt koncept. Det er ikke tilråde for væsner som jeg." sagde hun og fik fat i hans hætte som hun stille trak tilbage til hans lilla øjne mødte hendes grønne. Hun hørte ham tale med var ikke helt opmærksom som han talte da hendes blik var som tryllebundet til hans øjne. Hun havde set meget i sit lange liv, men hans lilla glødende øjne var en ny ting hun ikke havde forventet.

Hvad hun fik ud af hans ord var noget alla det normale hun hørte hvorend hun gik. Navnet, hvor kendte hun det fra.
Hun rankede sin ryg og fjernede det sidste af hætten som hans lyse hvide hår kom til syne og hætte selv fik lov at flade det sidste. "Mit navn er Anaïs Sylvie. Jeg ved ting, det er mit erhverv, mit levebrød. Derfor kender jeg dit navn og derfor løber jeg ikke. For simpelt nok.... Jeg løber aldrig." hendes stemme var blød og rolig selvom hun stod foran Zane, for hun havde intet problem med hans race, nogle af hendes bedste kontakter var som ham og hvis nogen bestemt skulle nævnes, så var det da hellere ikke længe siden hun sidste så Lukoran.

"Nu har du spurgt mig om to ting, det er vidste min tur til at stille bare et. Hvorfor er du her?" spurgte hun. Hun forventede et eller andet normalt svar som; Jeg har ikke et sted jeg bor så jeg valgte bare at være her eller måske, jeg var ude på en gå tur. Men nu var det Zane hun talte med, så måske skulle et sådan svar ikke ventes. Dog havde hun en klar tanke med spørgsmålet, for hun havde svaret til ham.

Det sælsomme væsen foran ham virkede mest af alt erfarent. Hun havde set og oplevet meget, var han ret så sikker på.
Måske var det også en af grundene til at hun ikke frygtede en ukendt mørkelver.

"Frygt kan være dødeligt... men det kan lige så nemt redde ens liv." sagde han.

Så det var hendes lod at vide besked med ting? Et godt spørgsmål var hvor meget hun egentlig vidste om ham.
Om hun kendte til hans rejse formål eller måske endda den fortid, som havde skænket ham de mystiske, lilla øjne.

"Anaïs Sylvie... den mystiske kvinde som kender en fremmeds fulde navn... du er ikke helt som de fleste andre, er du vel?" Spørgsmålet var næsten retorisk.

Zane smilede skævt ved hendes spørgsmål. Et klassisk svar var at han havde nydt godt af solen og det gode vejr. At han var strejfer og ikke havde et hjem, hvilket han egentlig var godt tilfreds med. 

"Måske..." sagde han roligt og lod hovedet glide en anelse på skrå mens deres blikke fortsat var fastlåste.
"...er jeg et uhyre, på udkig efter mit næste offer?"

Hvorvidt dette var sandheden, var aldrig helt sikkert.
Og om der lå mere i hans rejser?
Måske...

Han havde skam ret. Frygt kunne redde liv, men hvis hun gik og frygtede alt ville det blot bringe mere sorg end gavn til hendes lange liv. Så hun ville gøre sit bedst til at ignorere det komplet istedet for at lade det styre hendes liv. "Nej. Jeg er vel ikke som de fleste, men verden ville vel være et mægtigt kedeligt sted hvis alle var ens?" sagde hun og havde intet problem med at svare det retoriske spørgsmål. Det var næsten som en aura hun bar, at hun var anderledes. For uanset hvor hun gik var det noget hun hørte folk sige om hende. Hvilket var klart når hun vidste ting som ingen fortalte hende om.

Zanes "Måske" rørte hende ikke det mindste. For fra hendes viden kom han oppe fra træet og som han kalde sige et uhyre så hun op i kronen hvor hans sværd var. "Du er intet uhyre smukke." sagde hun bare med et smil på sine røde læber. Hun kunne jo næsten tro han legede med hende, men sådan skulle det helst ikke gå tænkte hun.
"Hvis du var et monster, især et monster på udkig efter dit næste offer." hun fnes en smule og førte så sin finger op og pegede til sværdene i træet. "Så ville du have bragt dem med ned." hun stoppede helt med at grine som han pointerede det og hun forsvandt så i et blåt skær af sorte-blå stikflammer og sad derefter i træets krone. Hun havde intet problem med at folk kende til hendes evner omkring forsvinding og genopstand. Det var hendes talent og hun udnyttede det. Især nu da hun sad i træet ved siden af hans våben.
"Du burde bringe sådan nogle med dig når du leger "uhyre"." uddybede hun fra grenen mod Zane.

Teleportation, snarky bemærkninger og humor i stemmen... han kunne ikke rigtig gøre op med sig selv om han kunne lide denne ualmindelige personlighed eller ej.
Som sagt, hun var anderledes.

"Du tror jeg leger uhyre...? Det er egentlig ganske morsomt... for du tror vel ikke også at jeg inderst inde har et heroisk hjerte, og bare lader mit sadistiske ydre og ligeså lyster styre?" han smilede og kiggede op på hende, som hun sad der ved siden af hans to langsværd.

Zane lagde armene over kors og trak på skuldrene.

"Måske har jeg ingen planer om at hugge dig ned... det forekommer mig som værende både barbarisk og meningsløst. Ville jeg bare slå folk ihjel, havde jeg nok valgt en lidt anden htilgang til det."

Teleportation og umiddelbar tankelæsning virkede som en yderst farlig kombination.
Ikke at han som sådan frygtede en konfrontation - men han havde respekt for sådanne evner.
Alt andet ville have været tåbeligt.

"Så, Anaïs Sylvie... du lader ærligt talt til at have en eller anden form for interesse i mig. Hvad kommer dette af? Jeg har på fornemmelsen at jeg ikke er den første mørkelver, du har mødt..."

Vel vidende at hun kunne vende spørgsmålet så let som ingenting, ventede han nu blot på at høre hvad denne mystiske kattepige ville sige...

Anaïs så på hans langsværd og ville have lagt en hånd på hans sværd men det ville måske bringe i hende et dårligt lys hun lige nu ikke ønskede så istedet lod hun sig bare sidde ved siden af dem for en stund. Han var yderst morsom, men han havde ret. Hun havde helt klart andre tanker med det her møde, ellers ville hun blot have taget sin taske og smutte videre ned af skovejene og ladet som hun ikke havde lugtet ham.
"Du har ret smukke." hendes kattetræk blev mere klare som et katsk smil sneg sig frem på hendes læber. "Jeg har mødt flere sortelvere, ingen som dig. De havde heroiske hjerter, noget du ikke besidder. Men jeg har hørt en fugl synge om et ønske, et ønske om magt?" hun rejste sig og stod på grenene og selvom grenen så ud til være for lille til at stå på klarede hun det med sin sleske balance og hun gik derefter hen til selve stamme og stod lænene med sin ene hånd op af den.

"Og jeg vil hjælpe dig. Give dig en nøgle til alle vegne. Dog vil det koste noget." sagde hun og hendes smil blev bredere. Hendes øjne buede mere og hun så generelt ud som om hun var mere ubehagelig end tidligere. Hendes udseende tog i ansigtstræk meget til en kat som hendes tanker bevægede sig hen på mørke tanker og onde planer hun allerede nu satte i værks.

Hun havde virket interessant før, denne sælsomme kattepige... men nu... nu var der ingen tvivl om at hun havde hans udelte opmærksomhed.
Hvor i alverden vdste hun dog det fra?
Zane huskede ikke at have sagt det til noget, selvom det måske en dag var hændt...

Han havde altid gået stille med dørene lige netop angående det emne.

For et enkelt sekund, så han overrasket ud. Dette fik han dog hurtigt pakket væk, mens han betragtede hendes alt for lette balancegang på træets grene.
En umulighed for de fleste... men for en elveragtig pige med katteører...

"Javel ja... det er interessant hvor du har fået denne viden fra, selvom jeg måske kan gætte mig til at du har brugt visse evner på mig allerede..." sagde han tænksomt, mens han roligt begyndte at gå over imod træet.

"Og hvad, helt nøjagtigt, er denne pris så...?"
Han kunne meget dårligt forestille sig at det var noget monetært... men hvem vidste i sandhed, hvad denne sælsomme skabning ville?

Endelig var det at Anaïs havde fundet spænding. Hun havde ramt guld! Med hans opmærksomhed rette mod sig forsvandt hendes katteagtige træk tilbage og gjorde hende normal igen som hun endnu engang forsvandt i sin blå-sorte stikflammer og så stod for foden af træet hvor Zanes skridt bar ham hen. Men hendes læber havde stadig deres onde smil plastret til sig.
"Det har intet med mine evner at gøre, men de er vel altid en hjælp. Dog er min pris-" hun satte en hånd til sin hage som vis hun tænkte. Men det var blot for at tirre ham. Hun vidste præcis hvad hun ville have og det var ikke en pæn pris, men en pris var en pris, ikke en handel.

"Jeg vil have din værdighed." hun så uskyldigt på ham. Hendes smil var væk og morskaben var komplet forsvundet i hendes stemme. Alt der var tilbage var tænkende uskyld. "Det er den eneste måde jeg kan hjælpe dig. Tør du give mig din værdighed, så giver jeg dig mine evner til brug som du ønsker det." Anaïs så på ham og undrede sig over om han ville acceptere. Det var ikke sket før at nogen havde gjort det. Men fordi ingen før havde accepteret det, så kunne hun ikke hjælpe dem. Det var den eneste måde hun selv kunne hjælpe dem.

Hvis det intet havde med hendes evner at gøre, måtte hun på anden vis have opsnappet en meget lidt kendt oplysning om ham.
Et øjeblik overvejede han, om han måske var kommet til at sige for meget til sigøjnerkvinden Nia, tilbage under den hmørke plage...?

Men nej... eller jo... måske. Han huskede det ikke.

Ikke at det havde den store betydning.
Anaïs var tydeligt klar over nogle ting, som han troede han havde holdt hemmeligt - og det interessante var at hun lige nu virkede interesseret i dette, og måske i at bistå ham med det.

Zane's ansigt fortrak sig i overraskelse da han hørte hvad hendes pris var, skulle hun hjælpe ham.
Hans værdihed...?
Hvad...?

"Den pris lyder næsten som en sjælehandel med en dæmon, synes du ikke? Med mindre at du er ude på at overbevise mig om at du er dæmonisk, og dermed ende i en slåskamp nu nok ikke vinder... så synes jeg bestemt at du skal uddybe lidt nærmere hvad du mener med, at du vil have min 'værdihed'." sagde han og mødte atter hendes blik, som hun nu stod foran ham.

Var hun en dæmon som forsøgte at snyde ham, ville han forsøge at dræbe hende... det var helt sikkert.
Han var ikke totalt idiot.
Blot lidt syg!

Anaïs kunne ikke andet. Hun førte en hånd til hendes mund og begynde at små grine af Zanes kommentar. I hendes hoved lød det ikke som noget dæmonisk, og især ikke som en eller anden handel med sjæle.
Med hunden der havde været for hendes mund tørrede hun sine øjne der var blevet lettere våde af at holde et endnu højere grin ud. "Den var sjov." hun så op og så Zane i øjnene igen som hendes humoristiske ansigtstræk komplet forsvandt. Ikke et spor af humor i hendes blik, blot kold, ondskabsfuld sandhed. "Jeg er ikke en dæmon Zane, det kan du være helt rolig ved." hun trådte tættere på Zane og var ikke et sekund bange for han ville gøre hende noget. Dog ville hun ikke gøre et forsøg på at stoppe det hvis han ville skade hende. Det var sket før og så ville aftalen vel bare ikke kunne stå.

"Jeg vil have din værdihed. Er det svært at forstå? Så lad mig uddybe. Jeg vil have magt over din værdihed. Siger jeg en ordre baseret på det aspekt af dig må du og skal du følge det, ellers er aftalen af. Dog hvis du tør give mig den kan jeg og vil jeg være din, krop og sjæl, evner og alt." Anaïs så alvorlig ud, men hendes naturlige snært af humor var fundet tilbage i hendes stemme for hun ikke lød som en eller anden ond heks. Alt hun skulle høre var et "Ja" til aftalen, og så var det over. Han skulle bare tillade hende magt over det ene aspekt af ham og så havde han hende under sin magt. Det var alt.

Men folk havde altid sådan en forsimplet forstand når det kom til dette.
Dog virkede Zane anderledes.
Men måske ikke.
Tog hun fejl?

Af en eller anden grund, gjorde hendes latter ham ikke vred.
I normale tilfælde, ville han tage det som en fornærmelse og sikkert blive rasende - men lige i dag var han ikke i dette simple humør... og indrømmet, hun virkede stadig ganske interessant.

Og det gjorde hendes evner også.

Zane lyttede derfor i stilhed mens hun talte, og fandt det næsten komisk hvordan hendes toneleje og udtryk ændrede sig igen... og igen.

Så... hvis han adlød hende når det angik hans værdihed, ville hun overgive sig til ham, evner, krop og sjæl...?
Interessant, men...

"Jeg er fristet, Anaïs... men hvad forventer du at få ud af det? Morskab? Du må nødvendigvis være klar over faren i hele din idé." lød det fra ham, tænksomt.

Han smilede køligt til hende.
"Det er ganske simpelt... hvis du skulle finde på at misbruge en sådan aftale med mig, vil jeg udsætte dig for min lille... særprægede lyst - naturligvis efterfulgt af din ganske ubehagelige død. Med alt hvad du ved om mig, er jeg rimeligt sikker på at du ved hvad jeg taler om... "

Hun havde på ganske få minutter tilraget sig en vis evne til at få ham til at føle sig blottet...
Ingen kendte Zane. Ikke rigtigt.

"Så uddyb. Hvad forventer du at få ud af at løbe en sådan risiko?"
Hendes svar nu, ville sikkert være det afgørende... 

Anaïs så roligt på Zane som han talte. Hans ord chokerede sikkert enhver, men han stod ikke foran enhver, men foran Anaïs. Hele hendes arbejde var at vide ting om folk, og hun havde udregnet fra hans kommentar at straffen for at ydmyge ham ville blive stor. Men hun havde ingen intention om nogensinde at ydmyg ham.
Hun satte en hånd til sin hage og tænkte over hvordan hun ville forklare det hele. Hun så så til Zane efter et minuts tænken. "At uddybe er svært..." hun trådte så tæt på Zane at kun et skridt afholdte dem fra hinanden og hun så ham så i hans lilla øjne der nærmest fortryllede Anaïs med hvert blik. "Tillad du mig at vise hvad jeg mener?"

Det var alt for hans eget bedste. Hun kunne sikkert ikke vinde ham over ved bare at sige "Det er fordi at hvis jeg sender dig nogen steder mens du har tøj på, så brænder det væk og vil skade dig mere end hjælpe dig." Så hun måtte prøve sig frem. Hun vidste hun trådte ud på dybt vand, men blot en demonstration måtte være nok for at vise ham hvilken magt hun ville kunne tillade ham.

En kort over alle verdens veje.
Et nøgle til alle låste døre.
Hviskende sandhed...

Alt det kunne være Zane, men det krævede blot han ville lytte og tillade det. Men selv det at få ham overtalt til hvad han skulle for at hun kunne vise det ville kunne bringe Anaïs under det dybe vand hun stille og roligt trådte ud i.

Hvad var det han kunne se i hendes blik...? En eller anden form for særpræget interesse?
Hele dette optrin ville forvirre enhver - men grundet Anaïs' næste ord, blev det pludselig klart for ham, at han ikke havde været helt tydelig nok i sit ordvalg.

I dette øjeblik,var de muligvis midt i en mindre misforståelse.

"Det handler ikke så meget om hvad du kan, hvilke evner du har og hvad du kan tilbyde mig..." sagde han og forsøgte at læse hendes blik.
"Det handler om din årsag til at ville hjælpe mig. Du siger at du vil have min værdihed... fair nok... men hvorfor vil du bistå mig? En sadistisk, mørkelvisk mand som du ikke kender, og som potentielt kunne vende sig imod dig på et splitsekund? Det er ikke hvad.... det er hvorfor."

Så kunne det vel ikke siges nemmere... eller det kunne det sikkert nok, men han følte da at han havde gjort det klart.

"Jeg er interesseret i din hjælp- men jeg kræver at vide hvorfor du overhovedet er interesseret i at hjælpe."

Da han stod op denne morgen, havde han ikke i sin vildeste fantasi forventet at have en samtale som denne, og da slet ikke med en ganske køn, elverlignende kvinde med katteører!
Besynderlig dag...

En misforståelse. Det var klart at forstå, hans ord havde været misledende for hendes tanker. Men det skete jo til tider. Nu handlede det blot om ikke at få det til at ske igen så hun kunne få ham med på hendes plan om at underlægge sig. Men hvorfor han ville vide det kom næsten bag på hende. Men igen... Hvad forventede hun af en så snedig mand som ham hvis planer altid måtte være et skridt foran alle andres...

"Zane... Smukke, søde Zane. Jeg vil hjælpe dig-" Anaïs trådte lidt væk fra Zane indtil hun nogle skridt efter spredte sine arme til sine sider og bukkede. "For med dit ønske om magt. Jeg ønsker at se fremtiden din skæbne vil bringe fra den 'Rigtige' side." svarede hun så i sit buk. Hun rejste sig langsomt fra sit buk og endnu langsommer, ja næsten smertefuldt langsomt forvandlede hendes læber sig til et ondsigende smil.
Fremtiden var et underligt koncept. Et koncept om grene der bredte sig ud som i kronen på et træ. Nok kunne Anaïs ikke læse fremtiden som nogle kunne, men mønstre som dem verden havde kunne hun læse som en åben bog. Og når en vej åbnede sig i to var det blot at tage et valg. Her ønskede hun blot at se Zanes valg og hjælpe ham med sin drøm.

"Men hvis du ikke ønsker at svare mig endnu, så kan jeg vente." sagde hun og begynde at ville gå forbi Zane til hendes taske for at begynde at fare videre på sin vej. Hvis ikke Zane stoppede hende ved at begynde at tale var det ihvertfald hendes plan.

Han betragtede hende med et målemnde, lettere vagtsom blik mens hun trådtevæk fra ham, og da hun så forklarede lidt om hvorfor hun ville hjælpe ham... så blev hans blik tænkende.
Overvejende - og stadig målende.

Han sagde intet for en tid, mens overvejelserne roligt skød igennem hans sind... hun ville hjælpe ham, ganske simpelt fordi hun ville se hvordan fremtiden så ud, og være på den vindende side? Hans side...
Selvom hendes lettere mystiske komplimenter virkede en tand overspillede, var dette ikke den udvikling han havde forventet af samtalen.

Han havde en smal basis for at føre sin plan ud i livet, og den basis bestod af hans personlighed, hans kløgt og hans evner.
Om dette nogensinde ville være nok, eller om han ville ende sine dage som en hængt mand, måtte tiden jo vise...

Det forslag hun var kommet med, ville bringe hende i umådelig fare, lige så snart han begyndte at flytte på skakbrikkerne - så hvor hun havde denne umiddelbare tillid til ham fra, var et mysterium.

Da Anaïs gik forbi ham, skilted hans læber, og et roligt, kalkuleret "Vent." lød fra ham.

Han vendte sig halvt om, så han kunne se på hende med sine lilla øjne, som lige nu var ganske alvorlige og viste en helt anden personlighed end den, andre havde oplevet.
Som han stod der med hende, lod han facaden falde for første gang i årevis - og hvis ikke man så let kunne se at han var en dødelig mørkelver, ville man let kunne tro at han var noget helt andet.

Hans blik var så roligt som en klippe, som om han havde al tid og tålmodighed i hele verden - også selvom det måske ikke var sandt.
Intensiteten i de lilla øjne var dog ikke til at tage fejl af, for den havde tydeligt bund i envilje så stærk som hærdet stål - og så var der ilden... ilden i blikket, den ekstreme passion for det, som han havde tænkt sig at udrette...

Enhver som havde stået overfor en fuldvoksen drage og overlevet, ville kunne genkende denne følelse, og måske endda hævde at det var dét, han var..

Zane smilede ganske let og søgte hendes blik.
"Jeg tager imod dit tilbud." 

Anaïs læber formede et ondskabsfuldt smil mens hun vende den modsatte vej af Zane. Men stille, ja næsten smertefuldt langsomt, vende hun sig mod ham og smilet var komplet forsvundet. Kort så alvoren i hans ord ud til at kunne have slået ind og at tiden til betaling var nu. Men hun vende verden på hovedet da et smil skød til hendes læber med en farve af venlighed. "Godt så." Anaïs lod tankerne om hendes taske forbipassere og hun traskede stille tilbage til Zane hvor hun satte sig på sit ene knæ for ham.
Hun rakte sin ene hånd benående mod ham. "Så er jeg din- min herre." kom det fra hende med alvor i ordene. Hendes tone var ham underdanig og hun selv tilhørte nu ham så længe aftalen stod.
Hendes krop, sjæl, sind og evner, alt i bytte for hans værdighed.

"Hvad ønsker min herre så først af mig? Nu hvor jeg jo trods alt er din til fulde." spurgte hun så. Hendes øjne var pejlet mod jorden da hun ikke ønskede at se ham i øjnene og der skjulte det også hendes tunge der gled over hendes læber ved tankerne om den del hun nu af ham ejede. Værdihed. Et menneskeligt aspekt af selvet.
Men han måtte opgive det, for det ville være den eneste måde for hende at give sig fuldt ud til ham. Ellers ville hun jo blot være en hver anden tjener uden magiske kræfter.

At stole fuldt og fast på denne kvinde var udelukket, indtil videre. Også selvom hun tilbød ham både sin 'krop og sjæl'... men dette fik ham dog til at spekulere et par korte sekunder på, hvor meget hun egentlig mente når hun sagde sådan; skulle han mon fortælle hende om hans lettere skæve lyst, og bede hende om ganske enkelt at være offer for det? Burde han teste hende sådan...?

Nej... der var ingen grund til at gå til yderkanten og vise sig som den sadistiske freak, han en gang imellem hengav sig til at være.
Det her handlede trods alt også om noget langt vigtigere... noget som potentielt kunne vende op og ned på alting omkring dem - hvis han fik success med det.

Hans odds lige nu var trods alt ganske små... men de var dog blevet bedre nu hvor Anaïs havde lovet ham sin assistance.

"Jeg ser ingen grund til at du behandler mig som en Lord, når jeg end ikke har en trone - ja sågar ikke engang et hus. Rejs dig og gør hvad end, du selv vil. Dine evner vil tidsnok blive nyttige, men lige nu er vi meget langt fra at have det, der skal til for at vi overhovedet kan tænke på at slå til imod nogen eller noget." sagde han, hvorefter hans holdning og 'aura' faldt tilbage i det rolige, knap så 'magtfulde' udtryk

"Enhver som vælger at stå sammen med mig som du tilsyneladende gør, skal kunne se mig i øjnene." sagde han så, og smilede skævt.

Mærkelig dag... mystisk kvinde... sandsynligvis både farlig og utroligt, utroligt nyttig.
Nu manglede han bare at finde ud af, om hendes loyalitet i virkeligheden lå hos ham - og det var noget der ville tage sin tid.