Sted: I et lille aflåst rum i et lille ørkenpalads
Tid: Et eller andet tidspunkt om natten
Vejr: Stjerneklart og koldt, som natten i ørkenen kun kan være

Ezra lå krøbet sammen i et hjørne af et lille rum, han nu åbenbart skulle kalde for hjem. Over sig havde han et tæppe, så han kunne holde varmen i ørkenens kolde nætter, men der var intet at ligge på, ud over den faststampede jord, som gulvet i den lille celle bestod af. Der stod en tom tallerken af ler og en kande, næsten tom for vand i nærheden af døren. Ellers var rummet tom, kun med en tung trædør med et lille hul med to metalstænger i og to små huller i muren ud til, hvor en brise sendte nattens dufte ind i rummet.
Han havde ikke helt styr på, hvor længe han havde befundet sig i rummet, dagene gled sammen for ham, udsultet, træt og med en smertende krop. Men der var nok gået en lille uge, siden de først havde smidt ham herind.

Måske skulle man ikke tro det, men det var lidt af en opgradering af forhold, i hvert fald når han tænkte tilbage på tiden i lænker, som han måtte kæmpe sig igennem ørkenens sand, lænket sammen med en større gruppe af slaver. Aldrig havde han lidt så meget. Tørsten havde været dræbende, sulten forfærdelig, men varmen og udmattelsen havde næsten været det værste. Samtidigt havde piskeslagene haglet ned over ham, som han var den mindste af alle slaverne og med sine spidse klove havde han haft svært ved at gå igennem sandet. På et tidspunkt var han brudt sammen, besvimet på sine fødder. Derefter havde hans fangevogtere besluttet sig for at smide ham bag i den vogn, de havde med. Og alt derefter var tåget, som var det foregået i en drøm. Han havde mødt en minotaur, mandespiseren, og endeligt var de ankommet til en stor by, hvor de skulle sælges. Det var foregået i en arena, hvor køberne havde siddet på hævede bænke og set ned på staklerne, der skulle sælges.

De havde fået et par dages hvile i byen, fået vand og en smule mere mad og Ezra var derfor i stand til selv at gå ind. Manden, der til at starte med havde overladt ham til slavehandlerne, havde åbenbart hørt ham synge og fortælle historier og det var det, han blev solgt på. Så trods trætheden og udmattelsen, havde han fortalt en mindre historie og efter et piskesmæld også sunget en sang med sin hæse stemme og modviljen skinnende ud af kroppen. Men det havde åbenbart været godt nok, for buddene var væltet ind og til sidst kom en høj tynd ørkenboer og hentede ham. Han var blevet solgt til en overvægtig sheik, som ikke interesserede sig for ham, men tog ham med ud i ørkenen igen, denne gang placeret på en kamel. De passede en oase på vejen og her fik Ezra lov til at blive skyllet ren og drikke vand til han var dårlig. Han var lige ved at tro, at den utiltalende mand alligevel havde en smule venlighed i sit hjerte, men nej. Han skulle bare gøres fin til, at han skulle gives som gave til en eller anden handelsaftale, sheiken havde.

Det var endnu en rigmand, som havde et meget lille ørkenpalads midt ude i ingenting med et enkelt vandhul ved siden af. Her blev Ezra præsenteret, tvunget til at synge igen og derefter skete det mest horrible han nogensinde havde oplevet. Han blev slæbt ud i slavernes afdeling, holdt fast og brændemærket. Et stykke glohedt metal blev presset ind i mod hans skulder. Smerten eksploderede i ham og han skreg, som tårerne brød frem fra hans øjne og lyden af sydende kød satte sig fast i hans sind for at hjemsøge ham i hans mareridt resten af hans liv. Benene knækkede under ham og endnu en gang hev folk ham i hornene for at holde ham oppe. Til sidst var han blevet slæbt, stadig i sine horn, ned til rummet, han nu boede i.

Smerten fra såret havde lagt sig. Der var kommet en kvinde ind og havde smurt en klistret stinkende masse på det, sikkert for at det ikke skulle blive betændt. Resten af hans utallige mindre sår fra piskeslag var ved at være helet, de store blå mærker efter spark og slag kunne dog stadig ses, i alverdens nuancer fra sort til gul. Men man var ikke i tvivl om, at han havde været igennem helvedet.
Samtidigt var han blevet skræmmende tynd med synlige ribben, en fremstikkende rygrad og spidse hofter. Hans ansigt var indsunket og hans kindeben tydelige. De gav ham mere mad her end da han var lænket på vej igennem ørkenen, men det var ikke nok til, at han tog på.

Hvad han overhovedet lavede på dette sted, vidste han ikke. Han var ikke blevet tvunget til at synge eller fortælle siden han kom. Måske var han bare en ting, der blev gemt væk, som en smuk sten i et barns samling. Måske skulle han kun bruges til specielle lejligheder? Hvem vidste? Han vidste bare, at han var ligeglad. Alting var ligegyldigt. Han ville aldrig komme til at se skovens smukke træer eller mærke sneen falde mod sin hud. Depressionen havde gjort sit indtog og han havde givet op. Selv ikke, da han havde været lænket til en trolds seng i skoven, havde han været så opgivende. Men dengang havde han kunne se skoven under bjerget og vidst, at han kunne komme hjem. Her vidste han ikke engang, hvordan han kom ud af det lille palads.

Så nu sad han bare, krøbet sammen under tæppet, og forsøgte at sove i den kolde ørkennat, uden at give efter for lysten til at græde sine øjne ud igen. Hans skæbne virkede som forseglet.

Det havde ikke været nemt. Men Jocasta havde fundet frem til den person, satyren var endt hos og selvom hun normalt var typen der altid sonderede terrænet hvor end hun nu havde lyst til at bryde ind, så havde hun valgt den hurtige indgangsvinkel på dette lille palads der lå ude i ingenting. På sig havde hun både reb, knive og et knojern. Hun brød sig ikke om at dræbe andre mennesker, så med mindre det virkelig var nødvendigt, havde hun kun i sinde at bruge knojernet.
Hun havde også satyrens taske med. De vigtigste ting for hans overlevelse lå deri, men hjelmen var på hendes gemmested sammen med alt det andet der vejede stort. Men fløjten var der. Den så så pæn ud at hun antog den var en genstand, som satyren var meget glad for. 
Hendes rejse havde været lang. Allerførst havde hun fundet manden der havde telepaten i sin tjeneste, gået uden om den førnævnte telepat og med sine egne metoder afhørt den adelige mand der havde betalt for at få satyren indfanget. Det havde involveret hendes paralelle skyggeverden og op til flere trusler om at efterlade ham der så han kunne få sin sjæl revet i stykker. Det samme skete for alle de folk hun blev peget efter, og overraskende nok havde ingen løjet. Måske vidste de, hvor meget ude at skide de ville være hvis hun havde gjort alvor af sine trusler.

Og nu var hun her, stædig som aldrig før, men rent faktisk på benene, frisk til at kunne gøre dét, hun havde planer om at gøre. Sårene var helet fint og hun havde ikke ondt ved ribbenene længere. Med et hårdt greb om remmen på den skuldertaske hun havde taget fra satyren, begyndte hun at liste sig ind mod paladset. Der var ingen skygger ude midt i ørkenen. I hvert fald ikke i hendes nærhed. Men som hun nåede det lille palads og så de mange skygger der lå omkring væggene, dukkede der et barsk smil op på hendes læber. Hun så godt de vagter der var rundt omkring, men når man kunne den magi, som hun besad, så var de relativt nemme at slå ud. Som hun fik taget sig af de fleste uden for, begyndte hun at snige sig ind i selve paladset.
Hun var en enmandshær. Hun havde ikke i sinde at stoppe for noget som helst, og da hun blev opdaget, var hun nødt til at gøre brug af sin blodmagi til at fange alle vagterne under et net af blod, før hun rent faktisk kunne binde dem. En ting der var lettere sagt end gjort med et kæmpestort snitsår i armen, men sådan var det når man brugte den magi. Det var et nødvendigt offer. Hun havde efterhånden sin del respekt og sund fornuft over for den forbandelse der hvilede over hende.
Hun havde ingen anelse om hvor satyren var, så hun valgte i stedet at lede efter herren af huset: Hun fandt ham i hans gemakker, og endnu en gang måtte hun bruge sine meget sære afhøringsteknikker. Han knækkede som alle de andre havde gjort det, men samtidig var hun også blevet gradvist mere træt ved overforbruget af magien. Det stoppede hende ikke. Hun var så tæt på! Hun ville ikke lade satyren i stikken, hun havde en usagt gæld til ham, og havde i sinde at betale den, koste hvad det ville! Hendes samvittighed var efterhånden et rent kaos. Hun havde det ekstremt dårligt med sig selv over at have satyrens fangenskab på sine hænder - dertil hvad end blod der måtte være blevet udgydet.
Efter lidt tid fandt hun frem til rummet. Nøglerne havde hun taget fra den adelige herre, der nu sad bundet i sit eget klædeskab. Hun låste op for døren og kiggede ind på den sølle skikkelse under tæppet. Hornene var genkendelige og hun rystede hårdt på sit hoved, da hun også genkaldte sig følelsen af, at være ude af kontrol af sin egen krop.
"Hey.." hun startede i en lav hvisken, mens hun gik forsigtigt og langsomt ind i lokalet til ham. Hun turde ikke gå helt hen til ham af frygt for at han måske ville blive bange eller vred. Hun forstod dog begge dele hvis det skulle ske. 
"Jeg kan få dig ud herfra, lige nu. Men så er du nødt til at... At stole på mig," Det ville nok ikke lige ske nu her, men man kunne vel altid prøve?

Det var næsten lykkedes Ezra at falde i søvn, som ingen af lydende fra alt det der foregik udenfor nåede ind til ham. Muren var stadig en smule lun i mod hans ryg og tæppet gav ham den varme, hans udsultede krop havde brug for. Normalt kunne han rende rundt i sne uden mere end sin rejsekappe, men der var ikke et gram fedt på ham og han havde frosset om natten hver eneste nat i flere uger. Utroligt nok, at han ikke var blevet syg. Måske varmen om dagen brændte alt til døde. Aldrig havde han da oplevet sådan en varme før.

Bedst som hans øjne var gledet i, blev døren åbnet med en nøgle. Det fik ham ikke til at flytte på sig. Hvad de ville ham midt om natten vidste han ikke, og han var egentligt ret ligeglad. Han havde sådan set givet op for nu, træt og øm og ude af stand til at finde sit sædvanlige lette humør.
Men stemmen der lød var ikke en af de sædvanlige, nej, det var en kvindestemme og den var bekendt. På et øjeblik var han lysvågen og trak tæppet ned, så han kunne se hende. Da hans øjne faldt på det dårligt oplyste ansigt blev han bleg under den meget solbrændte hud. Åh gud. Ikke hende. Alle de skrammer og såret i panden, som han havde fået under deres kamp, var for længst væk og skiftet ud med andre skrammer, men han kunne stadig huske hvert eneste slag hun havde givet ham. Hans trætte øjne spærrede sig op og han stirrede på hende med en blanding af skræk og opgivelse, tydeligvis slidt totalt ned psykisk og fysisk.

"Ikke dig. Kan du ikke bare lade mig være. Jeg orker ikke mere." Det var som om, at han overhovedet ikke hørte, hvad hun sagde. I stedet var hans stemme hæs, klynkende og på grådens rand, som hans trætte hjerne bare kunne se endnu mere smerte og lidelse ved hendes dukken op i døren. Samtidigt trak han tæppet lidt op igen, som kunne det beskytte ham i mod den sindssyge kvinde, der havde fanget ham og sendt ham ind i det helvede, hans liv havde været de sidste mange uger.

En stemme råbte et sted ude på gangen og Ezra lukkede øjnene. Normalt når folk råbte vredt omkring ham, var det et tegn på, at det snart skulle gøre ondt. Han var vitterligt blevet slidt ned og mindede efterhånden mest som en hund, der var blevet slået alt for meget og derfor nu ikke forventede andet af sit liv. Selvom Ezra havde en god fantasi og levede af den, var hans psyke ikke fantastisk stærk og alt det her havde knækket ham. Lige nu ville han egentligt bare sove. Med håb om ikke at vågne op igen.

Selv i den dårlige belysning, kunne Jocasta se frygten og afmagten i satyrens blik. Det var endnu være med hans stemme, der lød som om at han var på grådens rand. Et ord fra ham og hendes dårlige samvittighed udviklede sig voldsomt. Hun sank en klump og kiggede bare på ham lukke øjnene mens der lød råb på gangene. Hun kunne gå. Hun kunne bare give op og skride sin vej, han ville jo ikke have hendes hjælp alligevel. Hun kunne lade dette være satyrens sidste kapitel i livet. Men det nægtede hun. Jocasta var en kæmper når det kom til stædighed. Der fandtes måske ikke mange med samme stædighed som hende og de mange æsler derude i verden. Så hun blev stående i døren og skævede mod satyren, før hun kiggede ud mod gangen og sukkede let. De gjorde det satme ikke nemt, to vagter? Hun havde ikke tid til at gøre et offer for sin blodmagi, men alligevel brugte hun den instinktivt, da hun lod en stor fangearm af blod komme ud af det sår hun allerede havde i armen. Den var nok til at få vagterne til at tøve mens de kiggede nervøst mod hende, men efter lidt tid virkede det som om at de fik ny morale. Hun vidste ikke hvorfor, før hun instinktivt dukkede sig for glimtende stål der kom susende lige efter hendes hoved. Det var på et hængende hår, og hun skævede bagud, mens hun lod fangearmen skabe kaos ved at daske hårdt til alle tre vagter foran sig.

Det var kun grundet hendes nært umulige smidighed, at hun var i stand til at sparke bagud samtidig, og derved ramme ham bag sig lige i nosserne. Han gik i knæ med et udbrud, men samtidig formåede han også at lave et ret grumt hak ind i hendes ben. Det gjorde afsindigt ondt, men det stoppede hende ikke fra, at slå vagten i fjæset med sit knojern. Én nede. Hun rettede nu sit fokus mod de to resterende vagter, der så ud til at undgå fangearmen. Hun stoppede magien med en udmattet lyd over læberne, haltede let og lod dem løbe mod hende. Som de var inden for armslængde, smeltede hun ned i skyggerne og dukkede op bag dem. Hun tog fat om deres hoveder og hamrede dem sammen. Vagterne forventede det slet ikke og de faldt sammen oven på den anden bevidstløse vagt. "Satyr? Det er nu eller aldrig," hun gik hen over de tre vagter og tilbage ind i rummet, med en grimasse af smerte over det venstre ben der blødte. Mens hun gik lyste tattoveringerne på hendes venstre arm op, hidsige over ikke at have fået det offer, de skulle have for at hun kunne bruge blodmagien, men hun tænkte ikke rigtig over det. I stedet satte hun sig på hug foran ham og rakte fløjten frem mod ham i åben håndflade. "Undskyld for alt det her.. Jeg mener det, undskyld," hun ville ikke stoppe, om hun så skulle til at kidnappe satyren igen, bare for at sætte ham fri. Dog ville hun foretrække at han kom med på eget initiativ.

Ezra blev ved med at holde øjnene lukkede og så derfor ikke kvindens dårlige samvittighed, eller at hun vendte om og gik ud til vagterne, der råbte. Han havde ikke kræfterne til at tage stilling til noget lige nu og han ventede bare på de ublide hænder, smerte eller hvad de nu ellers havde fundet på at plage ham med. Men i stedet opfangede hans ører lyden af kamp og udbrud af smerte og til sidst tvang den sidste rest af hans nysgerrighed ham til at åbne øjnene og se ud af døren. Synet der mødte ham, var både fascinerende, skræmmende og måske endda noget der kunne indgyde håb. Det unge menneske sloges med hvad der så ud til at være tre vagter med noget, der så ud til at være animeret blod, sine bare næver og sin evne til at rejse igennem skygger. Som afslutning bankede hun to af vagternes hoveder sammen, inden hun bevægede sig ind i cellen igen.

Nu eller aldrig. Var... var hun her for at få ham ud? Var hun her for at redde ham? Han kunne knapt tro det og han bevægede sig heller ikke ud af stedet, som hun kom nærmere. Hans udtryk og blik var knapt så død og skræmt som før, nu mere bare forvirret og stadig med den dødelige udmattelse over sig. Usikkert så han på hende, som hun sagde undskyld og satte sig på hug. Stadig med et forvirret blik så han ned på hendes hænder. Og hans fløjte. Overraskelse afløste forvirringen, glæde overraskelsen og til sidst blev hans øjne blank, som han næsten ikke kunne holde glædens tårer tilbage. Med rystende hænder tog han forsigtigt det blankpudsede musikinstrument fra hende og kærtegnede det med sine beskidte hænder. Det var rigtigt nok hans fløjte, han kunne genkende hvert eneste lille hak, hul og glatte stykke, selv i det svage lys. For et øjeblik kunne han ikke tro det og han stirrede bare ned på instrumentet. Det havde været som at få rykket et stykke af sin sjæl ud, da det var gået op for ham, at han havde mistet sin fløjte tilbage i lysningen. Ikke nok med, at det var en af de ting, han levede af, samtidigt var det også en måde han udtrykte sig selv på, som andre kunne snakke, tegne eller løbe for den sags skyld.

En enkelt tåre trillede ned over hans meget solbrændte kind, inden han så op på kvinden igen.
"Få mig ud herfra. Tag mig hjem. Jeg beder dig." Hans stemme rystede og han knugede fløjten ind til sig, men der var kommet et nyt glimt i hans ellers opgivende øjne, et glimt af håb om, at han faktisk kunne komme væk. Få sit liv tilbage. Pludseligt var han klar til at prøve. Hvis kvinden ville hjælpe ham.

Den positive overraskelse i satyrens ansigt var næsten alting værd. Men det hjalp stadig ikke på hendes dårlige samvittighed at se ham være glad for at få sin fløjte tilbage, eller hvordan han græd glædens tårer. Det var glæde, skabt af hende, men hun havde også skabt så meget smerte for ham i forvejen, at det ikke vægtede op imod den smule glæde hun på nuværende tidspunkt havde givet ham. Hun kiggede på ham, observerede følelserne i hans ansigt. Selv havde hun bare neutrale ansigtstræk i sit forsøg på at undgå at lukke sin dårlige samvittighed ud i tårer og bandeord og vrede og frustration. Hun ventede tålmodigt på at han afgav en reaktion og da den kom samtidig med tårerne, rakte hun forsigtigt ud mod ham og tog fat om hans arme for at trække ham på benene. "Jeg lover dig, jeg skal nok få dig væk herfra," hun kiggede ham direkte i øjnene da hun afgav sit løfte og kiggede sig derefter over skulderen, før hun vendte sig og hjalp Ezra med at gå ud af cellen. Nu var de nået så langt, men Jocasta var faktisk i tvivl om, hvorvidt, han ville kunne håndtere en mindre rejse gennem skyggerne. Om hun selv kunne.

Ganske vidst var vejene herfra og til hendes lille skjulte lejr meget, meget kortere i skyggeverdenen, men det var stadig en hård rejse. Måske de bare skulle gå ud til muren som hun havde været i før? Hun var i tvivl. Hun skævede mod ham. "Jeg ved ikke hvor mange vagter der er tilbage.. Sååh.. Hvis vi går gennem skyggerne, kan vi komme hurtigt ud," forklarede hun, overraskende roligt, stadig med en hånd på Ezras overarm. "Men det er ret hårdt.. Altså, for sjælen.. Hvad vil du helst?" gå eller bruge skyggerne? For nu var der ingen vagter i syne, men det kunne hurtigt ændre sig. Og Jocasta vidste godt, at hun måske ville få problemer hvis der kom flere, men det betød nærmest intet for hende, hvis bare hun fik satyren ud herfra i ét stykke.

Ezra mødte kvindens blik som hun kiggede fast i hans øjne og lovede, at hun ville få ham ud. Han nikkede langsomt, selvom han godt vidste, at det nok ikke ville blive let og at hun måske ikke ville kunne holde løftet. Men et eller andet sted gjorde det ikke noget, det betød ufatteligt meget for ham, at hun i det hele taget ville prøve. Han havde ingen anelse om, hvad hun havde været igennem for at finde ham, men han havde en fornemmelse af, at det ikke havde været let. Hun havde fundet ham, ledt efter ham. Selvom han var en total fremmed, der aldrig havde gjort noget for hende. Det var ikke normalt at støde på nogen, der kastede dem selv til side på den måde.

Hun tog ved hans arme og hjælp ham på benene, trætte stive ben, der stadig ikke helt var kommet sig over den overanstrengelse det havde været at gå igennem ørkenen, men den lille uge, han nu havde siddet stille i cellen med lidt mere end bare et minimum af mad og vand, havde givet ham lidt styrke tilbage og han stod nogenlunde sikkert på sine behårede gedeben, da han først var oppe at stå. Han havde ikke sluppet fløjten og knugede den ind til sig igen, så snart han havde muligheden. En lille smule usikkert, som han fik styr på sine ben igen, fulgte han med hende hen til døren. Der var stille, selvom han vidste, at der sad andre væsner i dette stykke af bygningen. En god person ville sikkert forsøge at frelse alle, men Ezra var ikke en god, ej heller en ond person, han var bare en, der tænkte mest på sig selv og det var også tilfældet nu. Det vigtigste for ham var at komme ud.

Hendes spørgsmål fik hans blik til at glide rundt på deres omgivelser og han kunne nok fornemme skrækken over, at der kunne dukke vagter op. Men han måtte ærligt talt indrømme, at tanken om at rejse igennem skyggerne skræmte ham mere, og hendes ord om, at det var hårdt for sjælen var heller ikke ligefrem betryggende. Han tog en dyb indånding og så beslutsomt på hende.
"Lad os tage risikoen med vagterne." Ikke bare fordi, at det for ham var knapt så skræmmende, men også fordi kvinden var begyndt at se træt ud. Han vidste ikke, hvor meget det tog på hende at rejse på den måde, men han ville nødigt have, at turen ville gå galt. Hvad så end det betød i denne form for magi.
Hurtigt bukkede han sig ned og trak en kniv ud af en af de bevidstløs vagters bælte. Nok var han svag, men han ville gerne have noget at forsvare sig med, hvis de skulle blive opdaget. Om han skulle slås til døden, så ville han ikke tilbage til den celle. Aldrig. Stadig beslutsomt så han på kvinden igen og ventede på, at hun viste vej.

Der gik et stykke tid før der kom et svar ud af satyren, men det hun fik, fik hende bare til at nikke forstående. Ikke mange ønskede at se den verden, som hun havde adgang til, og hun bebrejdede dem det ikke. Det var en ond verden hvis man valgte at gå derind uden at være velkommen. Ikke engang Jocasta selv var velkommen, hun havde bare fundet en masse smuthuller, og var i stand til at løbe ind og ud ved hjælp af den virkelige verdens skygger. Hun så til mens satyren fandt en kniv frem fra én af vagterne og nikkede igen, mest af alt anerkendende. Det var rart at vide, at han var forberedt på at skulle slås og ikke bare forventede at hun kunne tage dem alle. Selvom hun gerne ville gøre det for ham. Han var i en rigtig dårlig forfatning, og hun var sådan set ret glad for at hendes lejr alligevel ikke var voldsomt langt væk. Da satyren så ud til at være klar, begyndte hun at halte i den retning, hvor hun selv var kommet fra. Der var nogenlunde sikker på den rute, det havde hun sørget for.

Vejen ud var nemmere end vejen ind. De få gange hun kunne høre vagter, sørgede hun for at de forblev uset. Man var jo ikke en tyv for ingenting, og Jocasta var ret dygtig til at forholde sig uset selv uden brug af magi. Snart var de ude af det lille palads og det var sådan set først da de var kommet et stykke væk, at Jocasta tillod sig at stoppe op. Hendes ben og arm sved og dunkede af smerte og hun havde brug for en pause. Men det var mest af alt for satyrens skyld, at hun stoppede op.
"Min lejr er lidt længere den vej," hun gav et fingerpeg, før hun tog et vandskind fri fra sit bælte. Hun vidste godt hvordan kroppen reagerede på for lidt vand og mad, så da hun rakte vandskindet mod ham var det naturligvis fordi hun havde lagt mærke til hvor smadret han så ud. Han lignede én der havde været i Kiles rige en tur, og så derefter en omvej gennem Kzar Moras mørke. Nu var de her, i Rubiniens ørken, hvor hun var mere end vant til klimaet, men det var ikke sikkert, at satyren var det.
"Øøhm.. Klarer du den?" hun følte sig vildt akavet over at skulle stille ham det spørgsmål, men hvordan skulle hun ellers finde ud af hvor slemt det var? At spørge om han var okay ville jo være direkte dumt, når det var tydeligt for alle at han ikke var det.

De var heldige på vej ud af bygningerne, ingen kaldte alarm og de få vagter de mødte, opdagede dem ikke. Hver eneste gang knugede Ezra hårdt om knivens skæfte, klar til at forsvare sig selv, men det blev ikke nødvendigt. Til sidst bevægede de sig ud i den kolde aftenluft og begyndte turen igennem sandet ud i ørkenen. Bare synet af sandet, oplyst af månens lys, fik Ezras hjerte til at synke og han var nær stoppet op, allerede opgivende ved tanken om at skulle gå i mere sand. Han hadede sand, han ville være lykkelig, hvis han aldrig skulle se det skidt mere. Men kvinden fortsatte med at gå og Ezra fulgte efter, selvom hvert eneste skridt fik hans muskler og trætte krop til at skrige. Skridt efter skridt gik han længere og længere væk fra paladset og den dumme lille celle. Og længere og længere ud i det helvede, han håbede aldrig at skulle se igen.

Han havde nær aldrig opdaget, at hun var stoppet op og var nær gået ind i hende, koncentreret om at løfte klovene op af sandet, så han ikke væltede. At vælte var måske ikke så slemt, men det var efterhånden forbundet med smerte, som piskens snøre havde haglet over ham, hver gang det var sket, da han gik i optoget med de andre slaver.
Selvom han ville væk så hurtigt som muligt, var han også lettet over en pause. Hele hans krop var allerede begyndt at ryste let af træthed og kulde og han tog taknemmelig i mod vandskindet. Ikke at han drak vanvittigt meget, han havde efterhånden opfanget, at hans krop meget gerne ville have vand, men at han blev dårlig ved at drikke for meget af gangen. Og hvem vidste, hvor længe vandet skulle holde? Det var bedre at spare.

Så efter et par mundfulde, der stadig smagte gudeskønt, selvom vandet var lunt, rakte han skindet tilbage og så på hende, som hun stillede sit spørgsmål. Om han klarede den? Et lidt spøjst spørgsmål, men det fik ham til at kaste et blik ned af sig selv. Skind og ben, beskidt og stadig fyldt med blå mærker og sårskorper. Sår som normalt ville være væk, men som hans krop manglede energi til at hele. Han trak langsomt på den ene skulder. Den anden gjorde stadig for ondt til at bevæge ret meget og den kolde aftenluft gjorde ham kun endnu mere opmærksom på smerten.
"Jeg lever endnu." Han var stadig ikke rigtigt sikker på, hvordan han skulle håndtere hende. Hun var skyld i al hans pinsel, men hun var kommet efter ham. Og han vidste jo som sådan godt, at hun nok ikke havde angrebet og indfanget ham under egen vilje. Han kunne stadig se hendes tomme blik for sig.

Hans blik gled over hende. Hun blødte og så også ret træt ud. Men lidt ulig ham, spurgte han ikke ind til det, i stedet vendte han ryggen til hende og så tilbage mod paladset. Det så stadig fredeligt ud, men det kunne ikke vare længe. Selvom verden kun var oplyst af månen og stjernerne, var ørkenens konturer lette at se. Og hun burde tydeligt kunne se det store grimme brandsår med et tydeligt mønster, der nu prydede hans skulder, stadig rødt og hævet men med begyndende hvide kanter, som helingen for længst var begyndt.
"De må snart opdage, at der er noget galt." Selvom han var træt og udmattet, kunne han ikke finde ro til at stå stille længe. "Er der langt endnu?" Han håbede vitterligt, at hun havde en form for transport. De ville ikke kunne slippe væk til fods, han vidste at sheiken havde både heste og kameler. Som han stillede spørgsmålet, vendte han sig i mod hende igen.

Hans blik ned ad sig selv var nok til at Jocasta også lagde mærke til de detaljerede afmærkninger hvor hans krop havde lidt last. Han manglede mad, voldsomt meget, og der var ar og andre mærker på ham. Hun fik en let trækning ved kæben, et tegn på hendes frustation, både over dem der havde tvunget hende til at kidnappe ham i første omgang og over alle de folk, der havde gjort ham denne uret. Men mest af alt frustration over sig selv, hvilket bare blev værre da han sagde at han levede og derefter vendte ryggen til, visende et hidsigt brandemærke, der fik hendes hænder til at knytte sig mens hun slog blikket ned. Hun havde lyst til at skrige i ren og skær vrede. Eller, det var jo egentlig ikke vrede, men nærmere hendes følelse af skyld der nærmest overmandede hende og fik hende til at stirre ned i jorden efter at have set hans ryg. Hun fandt det umuligt at se på ham derefter, men tvang alligevel sig selv til at gøre det. Han rystede af kulde. Det gjorde hun teknisk set også, grundet det blodtab hun led af, men hun var mere opsat på at få vasket skylden af sig selv. Den var som en hinde af skidt, og hun havde lyst til at bade i kogende vand for at fjerne det. Og græde over hvor forfærdeligt det hele bare var.

Men der var ikke tid til det, så selv om hun følte sig komplet ude af kurs følelsesmæssigt, valgte hun alligevel at hanke op i sig selv. Man kunne gå langt på tvang af sig selv, så selvom hendes øjne var blanke på overfladen, hankede hun op i tasken og spændte derefter kappen op. "Ja," lød det kortfattet fra hende til hans antagelse. Hun trådte om bag ham og fik givet ham kappen på, meget omhyggelig med at undgå alle sår, inklusivt brandemærket. "Nej," endnu en kortfattet sætning lød fra hende, da hun fik spændt kappespændet. "Der er ikke langt og jeg har en dromedar vi kan komme væk på," hun skævede mod paladset med et sammenbidt udtryk. Derefter vendte hun sig brat rundt og begyndte at gå videre. Hun lod satyren beholde vandskindet, da hun mente at han havde mere behov for det, og gik videre, stædig og frustreret, og meget stille af sig, alting taget i betragtning.
Til sidst endte de ved hendes lejr, hvor hun tog resten af sin oppakning op. Ved nærmere eftertanke gik det op for hende, at hun havde blødt vejen hertil, og at det kunne spores. Hun forbandede sin idioti langt pokker i vold og tog noget tilfældigt stof op af tasken hvorefter hun bandt de to heftige sår til. Hun var efterhånden så langt væk i sin følelse af skyld, at hun knap nok bemærkede den smerte det gav. Tattoveringerne lyste stadig hidsigt op og hun stirrede vredt ned på dem. 
Ikke endnu, du må fandeme vente. Så må du give mig alle de mareridt du har.
Beslutsomt trak hun ærmet ned over den nødtørftige forbinding og gik hen mod dromedaren, med en skæven mod satyren.

Som Ezra vendte sig i mod hende, kunne han ikke undgå at se de blanke øjne og et udtryk, han først havde svært ved at identificere, men som langsomt gik op for ham var dårlig samvittighed. Han sagde ikke noget, som hun forsigtigt lagde kappen om ham og spændte den. Hun sagde heller ikke mere, men begyndte brat at gå igen. Han blev stående et øjeblik og så efter hende, mest fortabt, men også med træt forvirring. Hans hoved, der ellers normalt var hans bedste evne, var gået i stå, som var det fyldt med tyk grød, og han kunne ikke rigtigt finde ud af, hvad han skulle gøre eller sige. Han så ned på alle tingene, han havde i favnen. Kniven, som han ikke ville, endeligt havde han et våben, en mulighed for at forsvare sig selv. Fløjten, der stadig gav ham et sug i maven af glæde af at have fået tilbage. Og vandsækken, som hun ikke ville tage i mod, da han havde rakt den til hende. Hurtigt stak han fløjten i bukselinningen, som heldigvis var holdt oppe med en snor, for ellers ville de være gledet ned om hans hofter for længst, og havde nu vandsækken og kniven i hver sin hånd. Endeligt begyndte han at følge efter hende, dog ude af stand til at holde det samme tempo, hun havde sat.

Mens han gik, forsøgte han at tænke. Kvinden havde tydeligvis kvaler med hele situationen, men han havde på fornemmelsen, at det hele bundede i, at hun havde dårlig samvittighed over, at hun have fanget ham og givet ham til en slavehandler. Men det var som om, at hendes samvittighed også drejede sig om alt, der var sket derefter. Ezra var ikke sikker på, at han havde frstået noget som helst og til sidst løb hans tanker ud i sandet, som han igen gik skridt for skridt. Efter hvad der føltes som en evighed, kom han endeligt frem til hendes lejr. En dromedar stod søvnigt og stirrede ud i intetheden. Aldrig havde Ezra da været så glad for at se et dyr før.
Kvinden var ved at forbinde sit sår på benet og Ezra tillod sig selv at synke ned i sandet. Han var så udmattet efter den ikke så lange gåtur, at han næsten ikke kunne stå på sine ben mere. Hans krop havde ingenting at arbejde med og han var efterhånden slidt helt ned igen.

Med et træt blik fulgte han hende med øjnene, som hun gjorde dromedaren klar. Ikke at han glædede sig til at sidde på ørkenens skib, han ville nok ende med at blive søsyg, men det ville blive en dejlig afveksling til at skulle gå på sine egne ben.
Da det så ud til at alt var klart, fik han langsomt kæmpet sig på benene igen og bevægede sig en smule slingrende over til det enorme dyr, der havde lagt sig ned på et tidspunkt i kvindens pakkeri. Men inden han ville forsøge at kravle på på dyret, så han op på kvinden, tog kniven i den anden hånd og rakte ud for bare at røre let ved hende med sine fingerspidser.
"Jeg kan ikke rigtigt takke dig for det her. Normalt er ord min levevej, men jeg har ikke nogen til at udtrykke det, jeg føler af taknemmelighed." Han så ind i hendes øjne med sine, der hurtigt blev en smule blanke. For selvom han stadig hadede hende for alt det, hun havde været skyld i, var han samtidigt meget taknemmelig. Og han blev nødt til at fortælle hende det. Efter at have rømme sig, for at klare sin meget hæse stemme, forsøgte han at sende hende et svagt smil.
"Jeg hedder i øvrigt Ezrael Lyntunge... men kald mig Ezra." Og nu var det tid til at bestige det store dyr, hvilket skulle vise sig at være meget sværere end beregnet og det ville nok ende ud med, at han skulle have hjælp. Som at blive løftet op som et lille barn. Han vejede heller ikke mere end omkring 40-42 kilo, så det burde ikke være helt umuligt.

Jocasta var så langt væk i sin egen verden at hun gav et mindre spjæt fra sig da satyrens fingre kom i kontakt med hendes skulder. Hun kiggede først væk og derefter hen på ham da han brød stilheden med ord som hun slet ikke følte sig værdig til at modtage den slags ord fra ham og hun havde mest af alt lyst til at grave sig langt ned i et hul i sandet. I stedet kiggede hun op i hans blanke øje mens hun selv ikke kunne undgå at fælde en enkelt tåre. Den tørrede hun dog hurtigt væk mens hun kiggede på dromedaren.
"Det var det mindste jeg kunne gøre," mumlede hun lettere utydeligt mens hun lagde en hånd på dromedarens hals. Hun rystede let på hovedet og sank en klump igen. Hvordan kunne han være taknemmelig?! Hun havde gjort det her! Hun havde ødelagt ham fuldstændig! Selv ikke dette kunne nogensinde gøre op for dét hun havde gjort og samtidig var der også følelsen af den hinde der lå over hele hendes krop. 

"Efter det, jeg har gjort, hvad end det var under kontrol af en anden eller ej, forstår jeg ikke hvorfor du er taknemmelig," formåede hun at få ud af munden. Et eller andet sted var det næsten rart at få det sagt, og før hun nåede at få sagt flere dumme ting, præsenterede han sig heldigvis. "Mit navn er Jocasta," hun valgte, ikke at bruge sit efternavn. Det var også ligegyldigt og før nogen sagde mere, hjalp hun Ezra op på dromedaren foran hende, så han ikke endte med at dratte af. Hun klatrede selv op bag ved ham og fik sat dromedaren i gang. Igennem natten red de af sted. Begge to udmattede, og Jocasta gjorde intet forsøg på at starte nogen samtale.
Efter længere tid kunne Jocasta huske nogle klipper i nærheden. Det var ikke nemt at se dem, men hun var meget berejst i disse områder, så hun styrede med det samme dromedaren imod dem. De endte ved en lille klippehule. Et godt sted at skjule sig og holde lav profil, samt få hvile. Jocasta følte sig virkelig udmattet, men selvom hun kørte på reserver, higede hun stadig efter at gøre op for alt det lort hun havde gjort. Så hun klatrede med det samme af dromedaren og hjalp Ezra ned hvorefter hun fik sat en lejr op. Til deres begges held var der faktisk rester af brænde, til at kunne lave et mindre bål så det fik Jocasta også hurtigt sat i gang. Da det også var gjort, pakkede hun sin oppakning ud. Hun havde sovetæpper, men kun til én person. Men det var også helt i orden. Hun ville alligevel ikke kunne sove i nat. "Brug du bare dem der. Jeg tager vagten resten af natten, og du har behov for hvile. I morgen finder vi ud af noget mad," hun satte sig foran bålet trak benene helt op til sig, hvilende hovedet på sine knæ. Dette ville være hendes position for denne nat.

Ezra ville svare på hendes ord om, at hun ikke kunne forstå, hvorfor han var taknemmelig, men nåede det ikke, før de besteg dromedaren. En gyngende rejse begyndte og ganske rigtig blev han en smule søsyg af dyrets bevægelser, men samtidigt var han så træt, at de også lullede ham i søvn. Eller næsten. Men han væltede en smule fremover med lukkede øjne og døsede hen. En gang i mellem satte sig sig en smule brat op igen, som han forsøgte at holde sig vågen, men ikke længe efter hang han igen i kvindens greb. Han registrerede ikke helt, at hun ændrede kurs, før dromedarens bevægelser ændrede sig, som den kom fra sand til klipper. Sløvt åbnede han øjnene og så rundt. Et nyt syn i forhold til alt sandet. Jocasta stoppede dyret, der lagde sig, og hoppede ned. Ezra fik selv skubbet sig ned og landede lidt usikker på benene, men blev dog stående. Fr at hjælpe lidt, hev han vandskindet og kniven ud af oppakningen og bar det hen til der, hvor hun var ved at lave lejr. Selvom han gerne ville hjælpe mere, var han stadig segnefærdig og endte med bare at sætte sig og betragte hende ordne deres lille lejr.

Til sidst gav hun ham nogle tæpper med ord om, at hun ikke skulle bruge dem. Ezra tøvede lidt og så fra hende til tæpperne og tilbage igen. Hun så også ud som om, at hun kunne segne hvornår det skulle være. Men han vidste også godt, at en af dem skulle holde vagt. På stive ben fik han rejst sig og gik over til hende, hvor hun havde sat sig, mens han fik spændt kappens spænde op. Stille lagde han kappen om hendes skuldre og lod hænderne hvile på hendes skuldre for et øjeblik, inden han gav dem et blidt klem.
"Du sagde, at du ikke forstod, hvorfor jeg er taknemmelig. Det burde jeg måske heller ikke være, men jeg kan alligevel ikke være andet. De fleste personer ville, efter at have oplevet, hvad du oplevede, lade som om, at det aldrig var sket og gå videre med deres liv. Men du valgte at finde mig og hjælpe mig. Det er dét, jeg er taknemmelig over. Det gør dig til... en speciel person." Hans stemme var dæmpet og stadig hæs, men der var noget mildt over det, han sagde. Mildt og vist. Nok var han en ung satyr, men i forhold til et menneske var han gammel med sine 113 år og han havde oplevet meget i de få år siden han havde forladt Lindeskovens trygge omgivelser.

Han gav hendes skuldre et klem mere, uden at forvente en respons, og gik så over til tæpperne, som han hurtigt fik pakket sig ind i og lagt sig til rette. Han havde kniven til at ligge ved siden side sammen med fløjten. Selvom underlaget var hårdt faldt han nærmest i søvn inden hans hoved ramte det. Om det var fordi, at han vidste, at han lige nu var fri eller om det var trygheden ved at have en vagt, også selvom han ikke kendte hende, det var ikke til at vide, men hans søvn gled med det samme ind i noget der nærmest kunne minde om en slags koma, så dyb var den, skabt af den umådelige udmattelse hele hans krop og sind var slået ud af. Han ville på intet tidspunkt i løbet af den tid, hun lod ham sove, bevæge på sig, heller ikke selvom noget af søvnen var præget af mareridt om piskeslag og uendelige mængder sand.

Hun forventede ingen komfort fra Ezra, faktisk håbede hun bare på at han ville gå hen og lægge sig til at sove, så hun kunne sidde for sig selv med den dårlige samvittighed. Det var altid svært at tale så vigtige og personlige ting med andre, så da han gik hen og gav hende sin kappe på igen og et øjeblik hvilede sine hænder på hendes skuldre for derefter at give dem et klem, var det mere komfort end Jocasta havde fået længe. Der var en tid hvor det var dét, hendes mor gjorde hvis hun følte sig utilstrækkelig eller havde en dårlig dag, men kvinden var her ikke længere. Hans ord hjalp også, bare ikke på hvor grædefærdig hun efterhånden var, og hvor meget hun måtte kæmpe for at holde sine tårer inde. Hun stirrede derfor intenst ind i bålet som han talte.
"Hvis jeg ikke havde gjort noget, ville jeg ikke kunne leve med mig selv. Jeg vil aldrig kunne se til når nogen lider last og nu hvor jeg var... Skyld i din tilfangetagelse, så.. Så ville jeg have været et selvisk, ledt menneske, hvis jeg ikke havde gjort noget.. Det vil jeg aldrig være, bare tanken giver mig kvalme," hun så ned på sine hænder, men lod derefter bare Ezra få sin søvn. Hun ventede, stille som en mus på at kunne høre hans tunge vejrtrækning, der ville indikere at han sov og da han endelig gjorde dette, tillod hun sig at græde.

Efter det, var hun tæt på at falde i søvn, men mareridtene dukkede med det samme op og forhindrede hende i at sove. Det var også for det bedste, for hun havde jo lovet at holde vagt. De sidste timer af natten brugte hun derfor på en blanding af, at kigge sig årvågent omkring og ryste af panik over det enkelte mareridt hun havde haft. Da solens stråler efterhånden havde lyst ørkenen op uden for, og dagen gik fra morgengry til eftermiddag, var Jocasta virkelig segnefærdig. Rystende over hele kroppen formåede hun dog at få fundet morgenmad frem til både hende selv og Ezra. Han havde behov for det, og hun manglede energien til at kunne lave en forbandede ofring der var så nødvendig for at hun kunne få sin søvn. Da først hun var færdig med at få de tørrede frugt og kødstykker frem og havde spist sin del, gik hun meget snublende over til Ezra og lagde forsigtigt en hånd på hans overarm for at puffe ham blidt. "Ezra? Er du sulten?" dumt spørgsmål. Men Jocasta var også ved at være lidt langsomt i hovedet med den træthed der sad i hele hendes krop. Øjnene var matte, lettere blodskudte og hun var også ret bleg, til trods for at hun ellers havde en ret solbrun hud. Hun sad på hug, men mistede relativt hurtigt balancen og endte på røven i stedet. Det tog hun sig dog ikke rigtig af, så længe hun sad ned var hun ganske tilfreds.

Ezra sov. Og sov. Tungt og godt. Eller, godt noget af tiden. Mareridtene dukkede løbende op i gennem hans søvn, men de var diffuse og uden ret meget sammenhæng og var ikke skræmmende nok til at hive ham ud af sin søvn.
Det var først, da der blev lagt en hånd på ham, at det gav et forskrækket spjæt i ham og han spærrede øjnene op med hjertet siddende i halsen. Det første han fik øje på, var kvinden. Jocasta. Og alting kom tilbage til ham. Han var fri. Ingen lænker, ingen slavepiskere, men frihed. Usikker frihed, men stadig frihed. Træt gned han en hånd over sit ansigt og så på hende med et stadig lidt konfust blik. Sulten? Ja, han var sulten Og tørstig.
"Ja, jeg er sulten," mumlede han sløvt og betragtede hende. Selvom han stadig var træt, var han betydeligt mere i live end før og det kunne man også se på ham. Han var knapt så bleg under den solbrændte hud og der var mere liv i hans øjne. Søvnen havde gjort ham godt.

Derimod så kvinden forfærdeligt ud, hvilket fik Ezra til at rynke panden og sætte sig op. Hun lignede en, der ikke havde fået sovet i flere dage. Forsigtigt rakte han ud og rørte ved hendes arm.
"Du burde sove. Du ser meget træt ud." Han havde ingen anelse om, hvad tid på dagen det var, men solens stråler så ud til at komme skråt ind af den lille hules indgang. Så måske eftermiddag? Han havde ikke sovet i et døgn, det troede han ikke på. Hun burde sove, også selvom Ezra straks havde en følelse af, at de skulle skynde sig videre. Hvem vidste, hvor langt de var kommet og hvor hurtigt rigmandens vagter ville finde dem? Et stik af angst fik hans bryst til at trække sig sammen, men han skjulte det så godt som muligt. Jocasta så ikke ud til at kunne klare at skulle rejse videre lige nu. Der måtte være tid til at lade hende sove nogle timer også, mens han holdt vagt.

Det fik Jocasta til at smile et lille smil, at han sagde at han var sulten. "Eh.. Jeg kunne ikke rigtig finde noget bedre," Hun stillede skålen med mad, og vandskindet foran ham og skulle til at gå videre med andre gøremål da hun mærkede hans berøring mod sin arm, noget der fik hende til at kigge op fra sandet, der virkede lige lovligt hypnotiserende - på en ikke telepatisk måde! - og hun blinkede et par gange, dødtræt, tagende hans råd med et lille nik med hovedet. Det ville være nødvendigt, før de tog videre, det vidste hun godt. Hun var ikke en skid værd som det så ud nu her, og hun ville gerne kunne beskytte ham når de først rejste videre. Men samtidig var der lige problemet med de hidsigt lysende tattoveringer på hendes anden arm, og følelsen af panik der lå i hendes underbevidsthed. Hun bemærkede også hans angst, selvom han forsøgte at skjule den, mest af alt fordi hun selv var bange, bare for sine mareridt. "Du vækker mig bare, hvis der kommer nogen, jeg skal nok vågne op," hun lagde en hånd på hans arm, som hun gav endnu et løfte. Hun havde lovet at få ham væk, så det her var vel et eller andet sted bare som pynt på kagen.

Hun rejste sig op på usikre ben og gik lidt væk, mens hun rakte ind under jakken efter sin sædvanlige kniv, da det gik op for hende, at Ezra enten ville blive forvirret eller måske skræmt over det, så hun stoppede og vendte sig rundt, kun få meter fra ham.
"Jeg har ikke nævnt, at jeg har en forbandelse over mig, vel? Bare rolig, den smitter ikke og den går kun ud over mig," hun satte sig ned igen, for træt til at stå oprejst. "Min magi kommer med en pris.. Jeg kommer ikke til at sove før den er betalt, så vær sød ikke at blive nervøs, hm?" med de ord fiskede hun den lille kniv frem og trak et lille, men dybt sår hen over sin håndryg. Blod piblede med det samme ud mens hun bed sammen i kæben. Efter lidt tid stoppede tattoveringerne med at lyse op og en ro faldt over Jocasta. Hun stirrede lidt på sin hånd før hun begyndte at lede rundt i tasken efter mere stof at forbinde med. Hun havde dog tabt nok fokus til at det var svært at finde rundt i rodet. Eller var der virkelig så rodet?

Ezra nikkede, som hun sagde, at han skulle vække hende. Det skulle han nok. Hvis det var nødvendigt. Hvilket han ikke håbede, at det ville blive. Skålen med mad havde dog for nu fanget hans opmærksomhed. De havde heldigvis givet ham mere mad det nye sted, men på turen igennem ørkenen havde han og alle de andre slaver sultet, hvilket havde sat sine spor på hans nu magre krop. Forsigtigt fiskede han et stykke tørret frugt op af skålen og begyndte at spise langsomt, men med stor nydelse. Han vidste stadig, at han ikke bare kunne begyndte at hælde mad ned, hans mave var tom og trods sulten, blev den utilfreds ved for meget mad for hurtigt.

Han nåede ikke at tygge ret længe, før Jocasta begyndte at snakke igen og satte sig på jorden. Han så lidt overrasket på hende - selvfølgelig havde han set tatoveringerne, og selvom han normalt var mere end bare normalt nysgerrig, havde han ikke spurgt ind til dem, alt for udmattet. Men han havde ikke lige tænkt så langt, at de var en del af en forbandelse. Forbandelser var alligevel ikke så almindelige som man skulle tro. Mens han tyggede videre på sin mad, betragtede han hende, som hun satte sig på jorden og derefter skar hvad der så ud til at være et dybt sår på hendes ene håndryg, oveni de lysende tatoveringer. Som hun blødte, forsvandt lyset og hele kvindens kropsholdning forandres, som blev en tung byrde fjernet fra hende.

Da hun hjælpeløst begyndte at rode rundt i tasken, satte han skålen fra sig, kom på benene og gik de få skridt hen til hende, hvor han satte sig på knæ. Roligt skubbede han hendes hænder væk fra tasken og tog bandagerne op.
"Her, lad mig hjælpe." Forsigtigt tog han hendes hånd og begyndte med blide bevægelser at pakke den ind i bandagen. Mens han gjorde det, skævede han lidt til hendes ansigt. Nu han var mere vågen og der var lys, kunne han betragte hende noget nærmere. Hun var ganske køn, hvis man så bort fra den tydelige udmattelse, og trods nogle lidt maskuline træk. Ezel satte pris på skønhed, men selvom hun var en kvinde, var han ikke interesseret i hendes skønhed som man måske skulle tro af en satyr, nej det var mere for hans egen opfattelse af verden, en måde at mætte hans indre krav for den skønhed han så i alt i verden.

Endeligt blev han færdig med at binde hendes hånd i. Han kom på benene igen og samlede tæpperne op, inden han rakte dem til hende.
"Hvil. Jeg vækker dig, når der er blevet mørkt?" Det var en blanding mellem en konstatering og et spørgsmål. Han ville elske at lade hende sove længere, men det var vigtigt, at de snart kom videre. Han vidste ikke, hvor vred rigmanden ville være over at få stjålet en slave og uskadeliggjort flere af sine vagter, men Ezra tvivlede på, at han ville lade det passere forbi uden at forsøge at få hævn. Når Jocasta havde lagt sig, ville Ezra tage skålen med mad og sætte sig hen til hulens indgang, dog stadig i skyggen, så han både kunne se ud, men også kigge ind. Der ville være tid til at tænke i den fred og ro, der var om ham, men han var stadig så træt, at det meste af tiden var hans hoved bare tomt.

Forvirringen blev komplet da Ezra flyttede hendes hænder væk fra tasken, men da han forklarede at han ville hjælpe, lod hun bare sine hænder falde ned i skødet med et træt suk. Hun så til mens han forbandt hendes hånd og besluttede sig for, at han havde blide hænder mens hendes blik fangede fløjten der stadig sad i rebet om hans bukser. Den var virkelig pæn, den fløjte. Hun forstod godt at han var så glad for den. "Tak," lød det noget utydeligt fra hende mens hun gloede lidt rundt i lejren. Hun burde få ryddet nogle af de ting op, som der lå rundt omkring, men overskuddet var godt på vej væk, mens Ezra forbandt hendes hånd og derefter hentede tæpperne til hende. Hun tog imod dem og indhyllede med det samme sig selv i dem. Selvom det var varmt, bragte de en del komfort til hende.

"Ja, det er bedre at rejse i mørket. Mere køligt, og vi bliver ikke opdaget," rablede hun løs til det gik op for hende, at det nok ikke var nødvendigt at sige til ham. Han vidste det jo sikkert allerede. I stedet lagde hun sig ned med tæpperne og lå vågen et lille stykke tid. Hun havde altid haft svært ved at sove, selv på udmattelsens rand, og i dag var ikke anderledes. Efter noget tid faldt hun i en dyb søvn. Den del var til gengæld anderledes. Normalt sov hun meget let, men det måtte vel have noget at gøre med søvnmangelen og den voldsomme stress hun havde udsat sin krop for.
Hun behøvede ikke at blive vækket da mørket faldt på. Det var som om, at et ur inden i hende vækkede hende til dåds ved skumringstimerne og hun beskyldte sit arbejde som tyv for det. Hun var blevet alt for vant til at være aktiv om natten og sove om dagen generelt. Hun satte sig op og gned søvnen ud af øjnene hvorefter et gab afbrød stilheden i den lille hule.
Med et "morgengnavent" udtryk kom hun på benene, der føltes lige lovligt stive, og begyndte at gå hen mod dromedaren. Det var jo som sagt meningen at de skulle videre. Jo længere væk de kom, des bedre. "Vi burde nok se at komme væk efterhånden.. Er du klar?" hun kiggede ud mod hans skikkelse mens hun pakkede sagerne sammen i den taske, der sad på dromedarens saddel.

Ezra var faldet i staver ved indgangen til hulen. Hans øjne stirrede tomt ud i den sandede verden, han hadede så meget. Det var rart at kunne slappe lidt af, selvom han alligevel på ingen måde var afslappet, stadig stresset, udmattet og skrækslagen for at blive fundet, men der var ro og endda en godhjertet person i nærheden. De eneste lyde, der forstyrrede stilheden, kom fra dromedaren, der bevægede lidt på sig, men ellers, som Ezra, virkede til at være gået i stå.
Ezras ellers normalt så livlige hoved var sløvt og trægt, men noget bedre fungerende end dagen før. Det var som sådan ikke noget specielt hans tanker drejede sig om, men de blev ved med at vende tilbage til Lindeskoven og hans familie. Det var mange år siden, at han set dem. Han havde ikke engang sagt farvel, som han var blevet kidnappet af en trold, hold fanget i et års tid og derefter rejst ud i verden i stedet for at tage hjem. Han havde altid drømt om at rejse og da muligheden dukkede op, greb han den uden at tøve.

Han havde hjemve, som han sad der og kiggede på den døde verden. Hjemve efter den grønne skov, sin lillesøsters latter og hans mors varme smil. Selv faderens misbilligende blik over hvad end han nu havde sagt, savnede han.
Fraværende pillede han ved en tråd i sine nu ret hullede, slidte og beskidte bukser. Bukser han egentligt helst var fri for, men som han havde vænnet sig til at have på. Skøre mennesker, der så ham som nøgen uden. Han havde pels, hvad mere kunne de forlange?!
Hans fingre kløede efter at tage fløjten og spille toner og melodier, en måde til at få tømt et forvirret hoved for tanker og en krop for følelser, men han kunne ikke spille fløjte nu. Ikke mens mennesket sov og hvad der føltes som hele verden var ude efter at fange dem.

Solen bevægede sig hastigt mod horisonten og som mørket var ved at have lagt sig, var der bevægelse bag ham. Menneskekvinden var vågnet. Han så ikke på hende, ikke helt klar over, at han var stribet i ansigtet efter de tårer, der lydløst havde forladt hans øjne. Først da hun lettere gnavent snakkede til ham, bevægede han på sig og kom på benene, stiv i alle sine alt for udsultede muskler.
"Ja." Han gik hen og samlede kniven op fra gulvet. Hans nye våben, siden han havde mistet sine to egne. Den store var blevet væk, sammen med kappen og hans taske, da hun slog ham ud i lysningen og den lille havde slavehandleren fjernet. At Jocasta havde hans taske, var ikke rigtigt gået op for ham, da hun kun havde givet ham fløjten. Han havde været for hylet ud af den til at genkende den, hængende over hendes skulder.

Med et ukarakteristisk følelsesløst og alligevel trist udtryk i ansigtet, gik han hen til hende og dromedaren. Han var også stadig alt for tavs i forhold til sit normale jeg, men det var som om, at alle de boblende ord var døet ud i hans indre. De hårde strabadser havde sendt ham ud i en depression, men lige nu var det mest anspændtheden og den konstante underliggende skræk, der sled ham mest ned.
Hvis Jocasta syntes de var klar, kom Ezel med lidt hjælp op på ryggen af dyret, stadig tavs. Ellers ventede han bare, igen i tavshed.

Jocasta lagde godt mærke til Ezras hængen med hovedet. Ikke blot det, men hvordan han både så trist og følelsesløs ud, og det tog også hårdt på hende, men hun undgik at kommentere det. I stedet nikkede hun bare et par gange og da han stod foran hende og dromedaren, gav hun ham hjælpen der skulle til for at komme derop og klatrede selv på på samme måde som sidst. Dromedaren rejste sig og begyndte det langvarige ridt mod nord. For det var nord hun antog var Ezras hjem. Ud af ørkenen, måske ind i nogle skove? Hun forholdt sig tavs det meste af denne nats ridt, også fordi hun ikke ville forstyrre Ezra unødvendigt. Han var stadig træt kunne hun se, og så virkede han virkelig nedbrudt oven på alt dette. Hun ville ikke være overrasket hvis det var sådan han havde det i alt fald, for hun ville sikkert have det på samme måde. Efter at have været slave selv, bare på en anden måde, kunne hun godt lidt forstå ham. Men det havde hun ikke i sinde at give ham en lang smøre om, for det var slet ikke det han havde brug for. I stedet forholdt hun sig tavs, og det eneste man kunne høre var dromedarens skridt i sandet og den prusten den engang imellem kom med.

Af erfaring vidste Jocasta at der var et vandhul ikke langt væk. Hun var virkelig vant med dette landskab, så hun styrede stille og roligt dromedaren mod det. Den skulle have noget at drikke. Det havde både hun og Ezra efterhånden også behov for. Der var ikke andet at stille op end at tage mod det skide vandhul. Mens de red af sted, strejfede hendes hånd hans taske, og et kort øjeblik forbandede hun sig selv for ikke at have givet ham den noget før. Hans kniv lå deri. Den havde hun fundet og taget med også. Hun rørte den let med hånden og rømmede sig derefter, lettere akavet. "Ezra... Jeg har forresten også din taske med.. Ehm, undskyld jeg ikke nævnte det noget før, jeg var lidt.. Træt.. Glemsom, du ved," til sidst valgte hun bare at holde sin kæft, trække tasken af og forsigtigt placerede hun den foran ham, så han selv kunne rode rundt i den.
Alt i mens dette skete, kom de tættere på vandhullet og dromedarens eget paradis så at sige.