I et ivrigt forsøg på at skjule de lysende øjne, var blikket rettet mod jorden, dog blev der kigget op i ny og næ, blot for at være sikker på at der ikke var nogen der bemærkede den fremmedes mistroiske opførsel. De fleste ville sikkert vide hvem han var, halfbreed der for et godt stykke tid siden blev smidt ud af klanen. Ganske vidst havde han kommet der i nogle måneder efter, men det var for at sikre sig at hans moder havde det fint, men kort tid efter stoppede dette også. Kort lod han den tvedelte tunge glide over læberne og han så kort op og blev fanget af en kvindes blik. De lysende øjne så omkring ham og han gik roligt over mod hende med et skævt smil på læberne ” Moder… Jeg er her kun kort… Her” sagde han og placerede en lille skindpose der var snørret godt sammen omkring to stykker jade ” Hvis Kieran spørger er det nogle du tjente i byen.. Forstået?” sagde han og så på hans mor med et hævet øjenbryn og inden hun nåede at sige noget placerede han en finger mod hendes læber ” Shh” sagde han og smilede inden han hørte folk der råbte efter ham. Han stivnede da stemmen var velkendt. Hans bror kom gående mod ham og hev deres mor væk fra ham. Kieran så på ham med et stift blik og hev hætten ned og skubbede moderen væk ” Kahn…. ” det var ikke ligefrem fordi broderens stemme var fyldt med glæde, tvært imod ” Jeg troede du var blevet forvist…” sagde broderen og så stadig på Kahn med et stift blik. Han trak blot på skuldrene ” Det siger de kloge… Men jeg har stadig ret til at besøge min moder. Ikke engang Du kan stoppe mig i det” sagde han nærmest knurrende. Lyden af nogle af vagterne der kom mod dem fik ham til at sukke ” Som altid, kan du ikke klare dig selv Kieran?” sagde han og grinede af sin bror inden han mærkede hvordan nogle af vagterne greb hans arm. De grønne øjne rettede sig mod hans mor og han trak på skuldrene ” Jeg kommer tilbage en dag hvor Kieran enten er død eller ude for byen” sagde han og følte hvordan vagternes greb blev mere fast omkring hans arm ” Jeg lover det” sagde han da han bemærkede det sørgmodige blik i hans moders øjne. Han var efterhånden stoppet med at kæmpe imod, for når de fandt ud af han var den halfbreed ville de alligevel ikke have noget med ham at gøre. ” Så uhm… I ved godt at… Moira fik en bastard søn ikke?” sagde han og lod tungen komme ud og han mærkede hvordan han blev sluppet ” Mange tak… og vi ses!” hurtigt fik han trukket hætten over hovedet og satte hurtigt i løb og forsvandt mellem folk i byen. 

Izvaras tur rundt i Thal'Elor virkede så normal som alt andet hernede for hende. Hun havde gennem dagen været hos bageren og købt lidt rundt omkring til maden i aften. Men som hun gik i sine egner tanker så hun en mand gå gennem gaden. Hendes øjne fangede hurtigt skikkelsen og hun undrede sig lidt over hvem personen måtte være. Hun kunne ikke sætte en finger på hans navn og han lignede ikke en af de mange borgere i Thal'Elor, hvilket for mange ville være underligt at sige, men Izvara der altid arbejdede med at være fortaleren for de ældste gjorde sig på at genkende alle og kende deres navne, for gennem det kunne hun mere personligt gå til værks med sit arbejde.
Dog var denne person ikke en hun kunne genkende.

Izvara fulgte ikke direkte efter manden, men som nogle af Thal'Elors vagter var i bevægelse vækkede det hendes nysgerrighed. Hun kom frem til huset hvor alt skete. Fra Moria Oracus hus kom vagterne med manden fra før som hun ikke kunne genkende, men som hun så dem tage ham væk kom minderne tilbage om et rygte hun havde hørt om da hun var "mindre". Moria skulle ifølge rygtet have fået en bastard med en mand udenfor Thal'Elor og hvis rygtet var sandt gav tingene mening i Izvaras hoved. Men hun måtte lige være sikker.

Som brækkerne stille satte sig på plads så hun hvordan manden kom fri og satte i løb. Han løb ind blandt folkene af byen og forsvandt næsten væk, heldigt satte Izvara også i løb og med fordelen af allerede at være længere fremme. Hun løb ind i en lille gyde af byen for at kunne skjule sig og vende sig så ud som hun så manden komme nær gyden. "Herinde! Kom med her hvis du ikke vil fanges og smides ud igen med det samme." sagde hun og løb videre ind i gyden i håb om at manden ville følge efter hende. Forhåbentligt havde hun talt højt nok så hun kunne finde ud af mere om personen og sandheden, ellers måtte hun jo på jagt gennem byens gader.

Ikke en eneste gang så de grønne øjne sig over skulderen, da der blot blev fokuseret på at komme væk fra vagterne der blev stoppet af en flok mennesker. Et kækt smil spredte sig på hans læber som han stoppede og ganske kort så sig tilbage. Der var ikke et sekund tvivl om at vagterne ikke var tilfredse, men han vidste godt hvad konsekvenserne var hvis han kom tilbage og de fandt ham igen. Han bukkede kort hovedet ned, blot for at provokere dem yderligere inden han igen satte i løb.  Efter nogle meter kunne han ikke høre vagterne mere og stoppede op for at se, hvor han overhovedet befandt sig. Han kunne ikke umiddelbart genkende stedet ”DER ER HAN!” Det var de ord der fik ham til at se op med et set og han prøvede at lokalisere råbet. Han så vagterne der kom direkte imod ham og han satte igen i løb. Gav de aldrig op?
 

Da han kom mod en gyde havde han godt bemærket kvinden og hørte hendes ord. Han hævede øjenbrynet og så efter hende da hun fortsatte ind i mørket af gyden. Kort trak han på skuldrene og fulgte efter hende, han havde intet at miste og hun var trods alt blot en kvinde. Han stod i mørket og så mod udgangen af gyden og så vagterne der løb direkte forbi. Et lettere dystert smil spredte sig på hans læber og han fortsatte roligt ind i gyden. De lysende øjne var ret tydelige, selv i mørket, hvor der ikke var noget lys til at reflektere dem. Kort kom den tvedelte tunge ud og gled over læberne ” Hvorfor vil du.. En kvinde med din rang rede en halfbreed?” spurgte han og så omkring sig med et undrende blik. Der var ingen anden end hende der nogensinde havde hjulpet ham, hvis man så bort fra hans moder, så hvorfor nu?

Izvara vende sig rundt som hun var kommet en smule længere ind i gyden og hørte manden spørge hende "Hvorfor vil du... En kvinde med din rang rede en halfbreed?". Izvara vidste godt det kunne virke underligt at hun hjalp ham for nu og at en straf kunne følge hvis hun blev fanget i det, men for nu stod hun i en rimelig god position så hun frygtede intet af det.
Hendes flettede hår korte hun en hånd forbi ved skulderen og fik det kastet bag hende til hendes ryg. "Fordi mine interesser er anderledes fra resten af rådets og... Fordi jeg ligesom dig er anderledes." Med to korte skridt fik hun vend sig komplet mod manden og trådte stille tættere uden frygt i hjertet. Andre ørkenelvere frygtede udenfra kommene og overfladen fordi de hele deres liv havde været fanget i det bur de kalde hjem. Men når Izvara så overfladen var det ikke frygt men nysgerrighed der borrede sig ind i hendes hjerte.

"Måske er jeg ikke halvt det ene og halvt det andet. Og du og jeg er lige så forskellige som dag og nat, men forskellen mellem rådet og jeg er ligeså." Izvara så mod mandens ugudelige gule øjne og undrede sig over hvor meget smerte de måtte have set. Forhåbentligt ville han ikke tage fat i det faktum at Izvaras liv egentligt havde været meget godt og at hun siden hendes første 100 år allerede var sat som kandidat til at være en del af rådet og at hun konstant har præsteret bedre end resten, men stadig var hun anderledes. Nok ikke med kroppen, men Izvaras sind var så fremmede for andre ørkenelvere at de fandt hende underlig og derfor havde behandlet hende dårligt grundet det. Først for nogle år siden da hun blev en del af rådet tog folk hende igen komplet seriøst.

Han betragtede kvinden og grinede nærmest hånligt af hende. At hun var anderledes som ham troede han næppe, med mindre det kom til at vende sin race i ryggen ” Så du går gerne imod din egen race? Og hvem siger du kan stole på mig efter jeg er smuttet fra dig? ” sagde han og lod kort den tvedelte tunge komme ud og kørte over hans læber. Som hun kom tættere på, bredte der sig et lettere dystert smil på læberne ” Du.. En af de ældre, vover ligefrem at komme tættere på en halfbreed… Tænk nu hvis han rørte dig… Smittede dig med sin sygdom” sagde han og grinede kort. Hans egen bror havde fortalt at Kahn havde en sygdom, en dødelig sygdom der ville kunne dræbe alle, hvilket var derfor han var blevet sendt væk fra de andre, på trods af at Kieran udmærket vidste det bestemt ikke var tilfældet. Måske havde Kieran bare svært ved at godtage at hans moder havde en bastard.
 

Han hævede et øjenbryn af hende ” Så du trodser rådet?” han tog varsomt nogle skridt tættere på kvinden. Han havde ingen ide om hun egentlig havde skjulte planer, men i så fald, hvis dette var tilfældet, så var han klar til modangreb. Han stod nogle få meter fra hende og så på hende ” Anderledes ved sind… Du virker bestemt ikke som en almindelig ørkenelver..” sagde han og kneb kort øjnene sammen ”Men hvordan kan jeg være sikker på du ikke er en af Kieran’s folk?” han hævede et øjenbryn og trådte nogle skridt tilbage, blot for at tage afstand.

Izvara så bare på ham med sit venlige blik. Han ville nok se hvor meget utryghed han kunne sende mod hende, men til forskel fra andre var Izvara urørt af hans ord. ”Jeg ved bare ting, og af disse ting ved jeg at det ligger i både dit og Kierans blod at kunne stoles på… Især hvis pengene sikkert er i en god mængde? hendes blik hvilede på ham. Hun var ikke sikker på sandfærdigheden af ordene, men hun havde intet problem med at prøve sin vej frem med dem og se hvor langt de gik.

Dog var Izvara ved at kunne grine af hans bemærkning som hun trådte tættere på ham. Han kende hende som en del af rådet, men han havde klart ikke været her længe nok til at vide at Izvara også var en ånde-healer og uanset hvor meget han ville tale om sygdom eller smitte så ville hun ikke et enkelt øjeblik være bange. ”Uhadada, og får man så pesten af at nærme sig en halfbreed? For det ville jeg undre mig meget over.” hendes blik var betvivlende som hun bare så mod ham og han også selv kom tættere med et skridt. Dog stadig med nogle meter mellem dem. ”Jeg trodser dem ikke. Jeg håber på at få dig ud af byen, men også at få dig ind igen… måske endda permanent?” Og om jeg er en af Kierans folk. Nej. Hvis der er nogen der er nogens, så er han en af mine for jeg har ikke tænkt mig at underlige mig en som ham. Ellers tak.” de sidste ord var spydige og det vidste hun godt. Men der var intet i verden der skulle få Izvara til at lytte til en som Kieran, ikke før de kunne bevise deres intelligens og som det så ud til lige nu, så måtte Izvara være en af de klogeste her i Thal’Elor siden hun også var den eneste der sikkert kunne holde aftalen hun ville lave om at permanent tillade ham at bosætte sig i byen han også var født i.

Det var tydeligt for ham at denne elver var fuldkommen ligeglad med hvad han var, for hun stod overfor ham uden så meget som at trække sig tilbage. Han rynkede kort på næsen ”Stoler folk virkelig på alt der har ørkenelver i sig… ” sagde han og sukkede. Han havde ikke følt den side af sig selv i flere år, faktisk havde han næsten overgivet sig til hans slange side, da der ikke var mange ørkenelvere der ville have noget med ham at gøre længere.
 

Da hun trådte tættere på kneb han kort øjnene sammen, men blev stående. Hun var fuldkommen urørt af hans spydige kommentarer og hans blikke ”Pesten? Nah ikke just.. Mere at slanger har gift, enten tykner den blodet, eller også lammer den nerverne” sagde han og lod atter den tvedelte tunge glide ud og kort fugte læberne. Han rynkede sine bryn og himlede med øjnene ” Hvis du ville have mig ud af byen skulle du have ladet mig løbe videre.. Jeg vil på ingen omstændigheder komme tilbage til jer… Ikke mens Kieran er i live” sagde han og skar kort tænder inden han fortsatte ” Kieran under en kvinde? Jeg tvivler meget på det.. Han underligger sig næppe en kvinde med mindre det er hans mor” sagde han og smilede kort. Kieran der underkastede sig og arbejdede for en kvinde var ret tvivlsomt, men måske havde hans bror ændret sig? 

Tydeligheden af chokket fra Izvaras ligeglade træk som hun var kommet tættere bemærkede hun som hun satte en hånd på væggen for at støtte sig  mens hun bare lod hvilende vægt ligge på den. ”Uha. Gift. Jeg er bange nu, ikke fordi jeg arbejder på et dagligt basis med modgifte eller noget.” hendes sarkastiske tone tog over. Der var vidst ingen grund til at vise den her slange manere, for den tog tydeligvis ikke imod det, så måske man skulle prøve med en hel anden tilgang til det.

”Jeg stoler ikke blindt på folk, men jeg ved at hvis du forlader byen med den der holdning, så kommer du klart igen. For ellers efterlader du jo Moria, kvinden der bar dig i 9 måneder og sikkert stadig elsker dig. Men i stedet for at stikke af hver gang kunne du blive, du mangler bare en der taler for dig.” forklarede Izvara. Hun var ikke helt sikker i sine ord, men det gav hun ikke udtryk af. Hun fulgte bare hans tvedelte tunge rundt som den fugtede hans læber. Den var distraherende når hun helst gerne ville holde øjenkontakt som hun også genetablerede efter, men alligevel.
”Gør mig en lille tjeneste og tro mig når jeg siger det. Jeg vil søger for at alle ser dig som en af os, om det så er det sidste jeg gør!” Izvara ville have hans hjælp om det blev det sidste hun gjorde. Hun skulle bruge hans hjælp, for det var nu eller aldrig hvis hun ville have sin drøm til at gå i opfyldelse.

Han skulede på kvinden foran sig, hvordan hun lænede sig op af væggen. Hun gav igen, gav ham hans egen provokerende tone tilbage lige i hovedet på ham og det irriterede ham på en måde, men igen, det var ikke første gang han var udsat for det når det kom til kvinder. Han trak på skuldrene og smilede kækt til hende ” Dejligt… Så må du hellere finde en til Kieran snart” sagde han og grinede ganske kort. Han havde ikke selv i tankerne at myrde sin bror, men at få nogle til det, måske lade som om han blot ville tilbage til byen og så stikke ham i ryggen som han var kendt for? Tanken fik et kækt smil frem på hans læber inden han igen så på kvinden som hun igen talte. Kort skar han tænder og kneb kort øjnene sammen ”Min moder? Ak ja, hun er ved at være gammel, men hun har Kieran til at passe på hende.. Jeg kommer næppe tæt på hende igen.. ” han ville på ingen måder komme tæt på hans mor, ikke når Kieran var omkring hende som en tæge der sad fast på et dyr. ” Og du.. Ville tale for mig?” sagde han og trådte tættere på hende, nu var der ikke andet end måske halvanden meter i mellem dem. Han så skeptisk på hende og hævede det ene øjenbryn ”Gøre dig en tjeneste? Hvad indebærer det?” sagde han og lod atter den tvedelte tunge komme ud og glide over læberne. Hvis denne elver talte sandt, ville hun gøre et forsøg på at få ham tilbage blandt ”sine egne”, ikke fordi han havde så stor lyst, men igen, han kunne altid holde sig i udkanten af byen, holde sig fra Kieran og sørge for at besøge sin mor når han ikke var der? Tanken var lokkende, men han vidste inderst inde også at de ville blive ved med at dømme ham for hans udseende og den tvedelte tunge.

// Beklager længden! :( //

Han så hvor køligt hun tog det, hvilket gjorde ham frustreret og nærmest irritabel, men når hun havde sagt hun ville forsøge at få ham tilbage til byen, kunne han ikke andet end at acceptere hvordan hun var overfor ham. Hun var trods alt en af de ældste. Som hun igen talte trak han på skulderen ”Jeg ved blot vi ikke oprindeligt holdte til her… ” sagde han og så på hende som hun fortsatte. Så hun ville tilbage til overfladen? Er smil spredte sig på hans læber som han fik en ide. Han kunne måske få hende med uden for, vise hende hvordan han måske havde overlevet, hvis det sågar var noget der interesserede hende, men også få hende til Myth’Edhil som hun ønskede og i et stykke!
 

Han så på hende med et hævet øjenbryn og lagde armene over kors ”Og hvad får jeg ud af at tage dig til Myth’Edhil?” spurgte han og så undrende på hende. Hvordan skulle det nogensinde hjælpe ham med at blive en del af dette samfund igen? Skulle han på skolebænken og have historie, for det var uden tvivl sådan det føltes. Han trak kort på sine skuldre ”Så hvis jeg tager dig til Myth’Edhil… Så er der større mulighed for jeg kan komme tilbage? Eller er det blot i håb om jeg forbliver væk… At du efterlader mig og så tager tilbage her til?” sagde han skeptisk som han stadig havde et øjenbryn hævet.  Ganske vidst kunne han godt se hvordan hendes øjne skinnede og hvor meget hun nærmest mente hvert ord hun sagde, men hun kunne være som ham.. Lave gode planer, men blot for at bruge dem til at stikke modparten i ryggen, men det var vel også på tide han fik noget af sin egen medicin? Kort sukkede han som han lænede sig ind mod hende, kun med ganske få centimeter mellem deres ansigter og lod kort tungen komme ud ”Jeg lover dig… Hvis du stikker mig i ryggen… Finder de dig aldrig. Men jeg tager imod det.. Jeg skal nok være din guide” sagde han og blinkede til hende inden han trak sig tilbage.

Izvara så mildt på Kahn. Det var trist for hende at føle hansw mistillid til hende og hans mistroiske tanker der konstant kræsede omkring hvordan hun ville stikke ham i ryggen eller hvordan hun havde andre planer for turen. Intet af hvad hun sagde var løgn, det gjorde hun sig bare ikke i. SAndheden var alt hun ville for alle og især i en situation som denne hvor sandhen var det letteste våben.
"Jeg ville aldrig kunne finde på at bedrage dig. Jeg gør mit og du gør dit." sagde hun så og var inderligt lykkelig over at han havde sagt ja. Så lykkelig at hun faktisk var komplet ligeglad med den truende måde han før havde stået lænet over hende. For faren i det var ingenting i forhold til hvad der kunne vente dem ikke lang herfra. 

Hun trådte et skridt tilbage fra Kahn og hostede så ned i albue. "Jamen, så må vi hellere pakke. Vi bliver nødsag til at rejse hurtigst muligt." fortalte hun og rakte så en aftalende hånd mod Kahn. "Vi kan mødes ved indgangen til byen her, i morgen tidligt ved daggry, der skifter vagterne udenforan og vi har en chance for at komme ud uden at blive opdaget." sagde hun. Alt der skulle til nu var at han ville ryste hendes hånd og så var aftalen på plads. Hun ville sikre sig at et hjem kunne være at finde her i Thal'Elor for ham og han ville så få hende til Myth'Edhil.
Den første del ville nok være den sværeste, men Izvara var standhaftig og ville få det til at ske om det så ville være det sidste hun gjorde.

((Undskyld længden))

Han så skeptisk på hende og trak på skuldrene ”Hvis du siger det.. Men forsøg på det.. Og jeg lover dig lille ørkenelver… Du kommer ikke til at se hverken Myth’Edhil eller Thal’Elor igen.. Det ville ganske vidst være en skam at krølle et hår på det smukke hoved” sagde han og smilede ganske kort til hende. Så længe hun ikke stak ham i ryggen, havde han bestemt ingen tanker om at skade hende, men blot gøre hvad hun ville have og i dette tilfælde, bringe hende til Myth’Edhil. Som hun trådte væk fra ham og hostede lod han blot den tvedelte tunge glide ud mellem hans læber.
 

Hånden der blev rakt ud mod ham fik ham kort til at tøve, men han rakte sin egen ud og rystede kort ”Jeg er ved indgangen i morgen tidlig.. Jeg holder mig ude af vagternes syn og lige så snart jeg ser dig… Kommer jeg frem” sagde han og blinkede kort til hende ”Men husk mine ord… Hvis du stikker mig i ryggen… Ser du hverken lys.. Myth’Edhil eller Thal’Elor igen.. ” igen rystede han hendes hånd og trak sin egen til sig igen.

((Samme.. Beklager <3)) 

((Det er okay. Lad os håbe at den her kan genoplive det. ;) ))

Izvara tog sin hånd til sig som de havde rystet på aftalen. "Okay. Det er så planen." Izvara bevægede sig mod hovedgaden som var tæt på og vinkede så til Kahn inden hun trådte et skridt ud og begynde at blande sig med folke mængden omkring hende. Hun gik den dag tilbage på sit arbejde og arbejdede så ingen ville fatte mistanke, men fortalte også hendes lærling at hun måtte tages sig af tingene i noget tid mens hun tog på en kort rejse til Hovedstaden. Godt nok var det en løgn, men det var bedre end sandheden lige for nu.

Om aftenen pakkede hun en ikke særligt stor taske. Den havde hendes "værktøj", rationer for nogle dage, vand, tændstål og ikke mindst reb. Hun skulle nok på den ene eller anden måde finde en nytte i det. Tasken var set før af folkene i Thal'Elor når hun drog udenfor byen så det ville ikke fatte mistanke da hun nogle gange arbejdede i Balzera og i særlige tilfælde helt hende i Hovedstaden. Dog havde det næsten været 50 år siden hun sidst var der for nogen som helst årsag.
Alt virkede til at gå efter Izvaras plan. Vagterne var igang med deres skift og hun var med retning mod udgangen af Thal'Elor. Hun stod op af en af sandstens vægende og ventede der på at hun kunne se Kahn så de kunne komme afsted.

Hun var iført sin normale hvide kjole og armbånd i massevis. Hendes hår var i adskillige fletninger som var holdt fast i deres form med mindre sølv ringe i håret. Intet ud over det ordinære for hende og folkene omkring hende. Hun kunne næsten ikke vente på at Kahn var der så hun kunne komme afsted. Kun få skridt fra hende lå overfladen og deroppe ville hun finde hendes kald. Hun ville finde hendes livs mål og endeligt ville hun kunne bevise at  Myth'Edhil nok ikke længere var så forbandet som det engang var. Ups, hun glemt at sige det var forbandet. Men forhåbentligt ville det ikke blive aktuelt og Kahn håbede hun bare ikke ville finde ud af det.

 Som hun vinkede til ham vinkede han tilbage, ganske vidst var det en del akavet for ham, da det ikke just var noget han gjorde ret meget i. Han så efter hende som hun forsvandt ud mellem mængden og gik i et med alle de andre. Han sukkede kort og så sig omkring for at finde den hurtigste udvej fra byen så han blev fri for at skulle ud mellem de andre, ud til Kieran igen. Han skar tænder inden han trak hætten over hovedet og trak på skuldrene og uden tøven blandede sig med de andre elvere. Let og elegant sneg han sig i gennem mængden og ud af portene ved indgangen af byen og uden så meget at se sig over sine skuldre åndede han lettet op. Han havde klaret det endnu engang uden at blive smit i hullet.


Han selv havde ikke meget der skulle pakkes, da han kendte til de fleste planter så han vidste hvad han kunne indtage og hvad der bestemt ikke skulle indtages. Han havde ventet i godt tredive minutter ved indgangen og som han så vagterne forsvandt og spottede Izvara spredte der sig et smil på hans læber. Han trådte frem fra sit skjul og så på hende med et smil ”Godt at se du rent faktisk dukker op” sagde han og blinkede kort til hende. Nu kunne han vise hende Myth’Edhil og muligvis få en plads mellem det folk han egentlig tilhørte, men om han var interesseret når tiden kom, var så ikke sikkert.. Han tænkte for meget over sin moder og hvad hun ville tænke hvis han kom tilbage, dernæst Keiran… Hvordan han ville have det med at hans halfbreed af en lillebror var tilbage i byen igen. Personligt var han ligeglad med Kieran, men han vidste hvor meget det gik hans moder på at de to ikke kunne enes, men det kom de sikkert heller aldrig til.
 

Han vendte tilbage fra sin dagdrømmeri og så på hende med et kækt smil som han begyndte at gå ”Lad os komme af sted” sagde han og gik med rolige skridt, så hun stadig have mulighed for at kunne følge med, uden hun nærmest skulle løbe efter ham. Kahn havde altid været kendt for at gå stærkt og han gjorde det stadig, så nu ville han give et forsøg på at gå roligt. 

"Selvfølgelig kom jeg. Det var jo en aftale." svarede hun ham og begynde at følge efter ham ud i Rubiniens ørken. Rejsen ville sikkert være hård, for ørkenens sande var ikke helt uden deres farer. Sandstorme kunne bluse op uden varsel, monstrene i sandet sov ikke altid lige tungt og slavehandlerne kunne til tider ikke helt vælge om de bare skulle tage en eller lade en være. Men Izvara havde det fint med at skulle gå ud i ørkenen, især når hun havde Kahn med sig.
Til hendes viden burde han kunne klare sig, det havde han jo gjort så længe. Så frygten var ved siden af og Izvara fulgt bare trop. Hun var ligeglad med hvordan de skulle komme til Myth'Edhil, så længe hun komme dertil og nå sit mål. Hun måtte finde en måde at enden rense den selv eller få bevis på at den ikke længere var farlig. Men ingen af de to muligheder var uden deres egne problemer. For uanset hvad ville Izvara havde problemer at skulle tage sig af når hun kom tilbage med noget som helst derfra, og endnu flere når hun skulle få hjulpet Kahn til at få sin plads i deres by.

"Så Kahn. Nu kommer jeg nok med et dumt spørgsmål, men har du en ide om hvordan vi kommer derhen?" han havde trodsalt ikke kendt til Myth'Edhil før de begynde at gå, men hans skridt virkede hurtigere end Izvara selv normalt gik, men hvis han aldrig havde haft navn på stedet... Hvordan kunne han så føre hende dertil?
Hun havde selv et kort i sin taske der kunne lede dem dertil, godt nok stod alt på kortet på oldkrystaliansk så det ville være svært at forstå. Men Izvara havde gennem sit liv lært det. Hun ville godt kunne vise dem vejen dertil, hele Kahns guide job ville nok ende mest i at passe på dem som de rejste. Men hvis han kunne vejen allerede så ville hun bare følge efter ham. Det kunne jo være han havde et andet sted de først skulle hen hvis han nu havde et ærinde på vejen.

Et smil spredte sig på hans læber og han nikkede ganske kort. Ja, de havde trods alt en aftale som der var givet hånd på, så hvorfor skulle hun bryde det? Tanken om de farer der var ude i ørkenen rørte ham ikke, han havde efterhånden gået rundt i dem i noget tid uden så meget at støde på det mindste væsen, men det ville sikkert ske før eller siden. Jo han havde haft et sammenstød med en nomade, men det var også det han havde fundet her ude i ødemarken. Hans opgave var at bringe Izvara sikkert frem og tilbage igen, om der var farer eller ej.

Han trak på skuldrene ”Ærligt… Nej, Jeg har ingen anelse, jeg følger blot mine instinkter og de er sikkert helt hen i vejret” sagde han og vendte sig mod hende. Da han havde sagt ja til det, havde han ikke nogen anelse om hvordan man kom der hen, men han vidste et eller andet sted at hun ville være forberedt på han ikke havde nogen som helt ide om noget. Han gik over til hende og lagde en arm omkring hende ”Måske skulle du vise vej… Og så passer jeg på dig. Det er sikkert også det jeg er bedst til” sagde han og smilede kækt til hende som han tog armen til sig selv. 

Izvara var endnu ikke helt glad for det smil af hans, men hun gengælde det rent ud af manerer. Dog lå der en ukendt fare bag det, eller sådan følte det ihvertfald. "Det er okay. Instinkter er der for at blive brugt." sagde hun så bare, men da hans arm lå om hende var hun komplet ligeglad med armen eller måden det kunne se ud som de stod der i sandet af ørkenen.
Hun pegede dog alligevel kun få grader væk fra retningen de før var gået og sagde hun sikkert "Det er den vej." og som ordene havde forladt hende var hun på vej gennem sandet med sine bare fødder. Hun havde ikke engang taget et kort frem for hun kunne trods alt huske noget af vejen... Håbede hun da. Hvor slemt kunne det være?
Hun begynde bare at gå men var da glad for at han havde forstået sin rolle helt fint. "Så Kahn. Hvad har du lavet siden du jo ikke har været i Thal'Elor hele dit liv? Hvordan overlevede du? Og undskyld jeg spørg, men tænkte det var en måde at tale mens man gik. Så ville det ikke blive kedeligt, hvis du forstår hvad jeg mener." sagde hun og så sig over skulderen til ham som hun stadig gik videre, mod horisonten, mod Myth'Edhil.

Han nikkede kort ” Jeg anvender dem tit” sagde han og lod så den tvedelte tunge komme ud mellem læberne. Det var tydeligt at hun ikke var meget for det smil han var kommet med, men man skulle også være på vagt, han var trods alt slange.. Som hun rakte hånden ud og pegede i en retning nikkede han som tegn på han forstod hvad hun mente. Han så efter hende som hun begyndte at gå, langsomt fulgte han efter hende og så sig af og til over den ene skulder for at være sikker på han ikke fik uventede gæster bagfra.
 

Hendes ord fik ham til at vende opmærksomheden mod hende igen og han grinede ”Tja… Jeg har været her og der.. Mødte nogle folk der lærte mig op i de forskellige planter.. Solgte min gift og fik penge for det, hvilket gjorde jeg kunne få mad, hvis ikke jeg spiste hvad jeg fandt i skoven” sagde han og sendte hende et smil. Det var helt fint de fandt noget at snakke om, ellers ville turen uden tvivl blive modbydelig, hvis den foregik i stilhed, midt i ingenting, i en masse sand.

Det var en overraskelse at se Kahn smile. For ærgerligt talt troede Izvara ikke det var helt muligt for ham, for han virkede meget direkte, hadsk og diabolsk. Han virkede ikke til at have venlige følelser, men det var nu rart at vide han kunne smile og derfor udvise en vis form af glæde.
Den korte og lille historie om hvordan han klarede sig lyttede Izvara interesseret til. Han virkede som en mand der havde mange gode historier han kunne fortælle, hvis bare han var i humøret til det. Dog lød det ikke som om han faktisk havde levet så hårdt et liv som hun havde forventet. Hun havde forventet ham siddende på gadernes hjørner og kede sig, eller måske ude for at slå nogen ihjel. Men at høre han egentligt levede på at sælge sin gift gjorde to ting klart. Hans liv var hårdt, men ikke så hårdt han ikke kunne leve. Og han var en af de halvdyrs slanger velsginet med giftens gave som Izvara kalde det.

"Så du boede normalt bare frit i skovene? Intet hus? Intet tag?" spurgte Izvara og så sig så omkring så ørkenens meget sand kom til syne for hende. Det virkede ikke til at de havde gået længe, men alligevel virkede de til at være nået langt... Hun lyttede ikke rigtigt hvis han svarede men satte sig ned på hug og satte en hånd på jorden mens hun lyttede.
"Alera, Tirmun, Hashian... Hvorfor er de i nærheden?" Izvara havde følt det her før for det var trodsalt ikke første gang hun havde prøvet at komme afsted til Myth'Edhil. Hvordan vidste de hvor hun var og hvem havde mon sendt dem? De måtte klart være kommet af to grunde. At bringe Izvara tilbage og ordne Kahn.
Deres magiske symboler og tegn var lette for Izvara og ligge mærke til, så hun rejste sig hurtigt op og så mod Kahn. "Vi burde skynde os væk herfra." sagde hun bare uden at forklare mere og begynde så at gå en smule hurtigere afsted.