Vitus gik ned igennem byen med sin kappe flagrende bag sig i forårsvinden. han kunne ikke klage over temperaruren, men han huskede sig selv på at han nok burde komme indenfor snart, så hans sarte hud ikke led overlast.
Dette var hans første gang i hovedstaden og han var her ellers for at besøge sin bror Fabian. Han havde hørt at han skulle være her, men inden deres møde ville han havde lov at udforske denne hovedstad.
Til højre for ham lå en lille kro der duftede som om den passende kunne lave ham noget middagsmad. Klokken var efterhånden lidt over 3, så det var LÆNGE på tide af spise lidt.
I hans taske lå hans tomme madpose fra tidligere. Katja havde været sød nok til at lave ham noget mad til første dag, men det var hurtigt blevet til en eftermiddagssnack.
Han smilede for sig selv. Katja forstod nok ikke helt at han var en høj mand, han havde brug for mere mad end som sådan. Han skubbede døren op til "Det Halve Svin" og trådte derind med en knurrende mave.
Det så hyggeligt ud og det var rart nok ude af solen.
Vitus gik over til et bord og satte sig imens han studerede menuen. Meget så godt ud, men han var ikke sikker på hvad han skulle have endnu...

En stille dag i Anaïs liv havde det været. Hun havde startet dagen stille ud ved at tirre adskillige bandeleder i Hovedstadens undergrund, lige indtil gruppen; "Gerra Septus" endelig fik nok og sende adskillige mænd efter hende. Hun gemte sig ikke rigtigt, men i forklædning af en normal dame på gaden gik hun rundt. Hendes øre skjulte under et slør og hendes næse advarende hende om folkene der var efter hende.
Først da en af mændene pludseligt var trådte ud foran hende i en blindgyde, som ud af den rene luft opdagede Anaïs at hun var blevet efterflugt af ham en god del tid nu. I hendes glimt af blå og sort forsvandt hun om på den anden side af ham og jagten indstillede.

Gennem forskellige gyder, over kassere og ved hjælp af at vælte adskillige boder på markedspladsen fik hun ham langt nok væk til at hun kunne træde ind i den menneskefylde gade hvori "Det Halve Svin" lå. Hun forsvandt og stod pludseligt ved døren som hun åbnede hurtigt og gik ind.
Hendes blik vende sig rundt i lokalet til hun så en køn knægt side ved et af bordene. "Ey! Krofatter, som sædvaneligt." Hun knappede en knap op ved hendes skulder som hele hendes forklædning faldt af hende og under var en tæt sidene kjole, skåret op ved det ene ben, helt op til hendes hofte. Iført den nye dybt-blå kjole tog hun det mørke slør af og kastede det og den gamle forklædning til krofatter som vidste præcis hvad han skulle gøre med det. Han forsvandt og gemte det så væk.

Anaïs så da mod knægten igen og gik da hen mod ham med nogle gode skridt. "Goddag flotte fyr." sagde hun som hun stod foran hans bord "Er der plads her?" kom det så, som hvis hun havde brug for svaret. Hun satte sig ved bordet og så så på ham med et drømsk blik. Han var da en smule sød at se på, måske kunne han hjælpe hendes lille leg til en ende.

Vitus rettede sig op og kiggede på den nyankomne gæst. Ganske smuk måtte han indrømme, men han valgte ikke at ligge mere i det. Han prøvede også på ikke at kigge forbi hendes skuldre, idet hendes tøj var lige afslørende nok til hvad han var vant til.
Han skævede undrende op til krofatter der bare lage tøjet væk som om dette ikke var en unormal affære. Undrende lagde han sit menukort fra sig og så hende an.
"Altså, plads er der nok af... Men det kan jeg se at du har draget fordel af allerede."
Han så på hendes ører og overvejede hendes race. Halvdyr ville være det logiske gæt, så det var indtil videre havd han ville gå ud fra. Nok først i tyverne baseret på hendes udseende.
Vitus knækkede sin nakke til den ene side og smilede så høfligt.
"Det var da en usædvanlig tradition at have med krofatter. Må man spørge hvor det har bund?"

Anaïs så fra sin plads på krofatteren der blot lige havde fået gemt tøjet og sendte ham et blik samt vift med hånden som han begyndte at fylde to krus med mjød. Efter rettede hun sit fokus på Vitus som overfor hende sad. Hans spørgsmål var noget af det mest valide hun længe havde hørt så hun følte det fortjente et svar. "Jo ser du..." hun drog et åndedrag som navnet Vitus Silva formede sig for hende. "Vitus. Jeg har en evne. Evnen til at skabe fjender hvorend jeg går. Men for hver fjende opstår en ny ven." forklarede hun med sin søde bløde stemme mens hendes øjne borede sig dybt ind i Vitus. Han var da sød at se på indrømte hun for sig selv.
Krofatter kom da til borde som hun blev færdig med at tale og pladserede krusende på bordet og ventede på Vitus at bestille mere som han havde set ham side med menuen. Anaïs tog sit krus og drejede bunden rundt så mjøden drejede i krusets top.
"Bestil hvad end og jeg lover jeg betaler Vitus, du er jo sulten, ikke?" sagde hun  med sit lystige blik rettet mod ham. Nok var hun ikke tankelæser, men manden havde siddet med menuen som gav hende nogle tegn at aflæse.

Vitus åbnede munden, men lukkede den så hurtigt igen. Det var ikke ligefrem høfligt at stirre, men i dette tilfælde var det måske passende.
Vitus havde ikke haft chancen for at introducere sig selv med navn, men der virkede ikke til at være en faktor for kvinden overfor ham. Det at han var sulten kunne alle gætte, men det var someregel ham selv der betalte den slags.
Vitus lugtede magi og lagde menuen fra sig.
Formodentlig en evne hun havde og det alene gjorde hende ikke ligefrem troværdig.
Han kiggede så op på krofatter.
"Jeg kunne godt spise kylling og snobrød, helst uden peber." sagde han med et høfligt smil.
Han vendte sig så igen imod kvinden med ørerne.
"Det er en venlig gestus at gøre en fremmed. Hvorfra kommer et så godt hjerte og hvorfor tror du jeg fortjener det? Du kender mig jo ikke, ligesom jeg ikke kender dig."
Vitus tog et sip af vandet der var blevet sat foran ham.
"Så først som sidst, må jeg spørge ind til dit navn, siden min egen præsentation ikke virker nødvendig?"

Anaïs skæve smil bredte sig på hendes læber. ”Jeg har skam ikke noget godt hjerte, det hører fortiden til, og du fortjener det sikkert ikke. Jeg udnytter dig lige nu for ikke at blive fundet, men det er da meget hyggeligt alligevel. Men jo jeg kender dig Vitus Silva, du kender bare ikke mig.” Anaïs drak en smule fra sit krus og lagde det så fra sig mens hun så på Vitus igen.
Med hendes skæve smil rakte hun ham hånden ”Jeg er Anaïs. Anaïs sylvie og nej du har ikke været læge til mig før, jeg kender dig fra din udsøgte duft.” sagde hun så. Endnu engang lod hun informationer flyde ud af hende til ham omkring ham selv. Aldrig at have fået at vide hvad han arbejdede som men opdaget det gennem hans udseende og hans dejligt søde aroma som kun Anaïs næse kunne opfange her i lokalet.
Som hun havde givet ham hånden og hun kruset op i hånden igen mens hun fortalte ham en lille hvid, men stadig sandfærdig løgn ”Ser du. Jeg er synsk og kan derfor gennem din magiske essens lugte hvem du er.” hun holde tilbage den viden om at hun også skulle bruge sit syn for at få nogle af de detaljer som hun havde om ham, men det var nok også bedst ikke at smide alle sine kort på bordet på en gang. Det var i hvert fald planen med ikke at fortælle ham det, men måske så han det lille blik hun gav ham som hentydning til at det ikke var helt sandt, også selvom det var godt gemt.

Vitus løftede et mistænksomt øjenbryn og kiggede fortsat på kvinden som introducerede sig som Anaïs. Han overvejede grundigt hvordan han skulle aflæse hende, men konkluderede hurtigt at der var noget der ikke helt gav mening. Hendes blik. Hvad var det for et blik? Noget hun havde sagt var ikke rigtigt, han kunne se det på hende... Spørgsmålet var hvad? Vitus analyserede kort de ting hun havde sagt og kom op med tre muligheder for ting hun havde sagt der kunne være en løgn: 1. hun VAR en gammel patient og derfor kendte hun hans navn. 2. Hun var ikke synsk, men noget andet. 3. Hun havde hørt om ham fra et andet sted fra, hun havde ingen evner.
Nej... Han krydsede den tredje af. Han havde aldrig været her før, han kendte ingen fra hovedstaden godt nok til at de ville genkendte ham og tilmed have hans navn. Det slog ham også at det var de færreste synske der havde brug for deres lugtesans for at kunne se sådanne ting. Han lagde skitserne af hans mistanker til siden og så videre på hende inden han smilede til hende.
"Meget vel, Anaïs Sylvie. Det er noget af en imponerende gave du har. Hvad bringer dig til Det Halve Svin?"

En mistroisk lille mis jeg leger med her. Jeg elsker det.

Anaïs så hans blik an. Han tænkte, han overvejede og han satte muligheder op for sig selv. Han var mistroisk og det kunne hun se. En lille handling var nok for at Anaïs kunne læse det, men hvad tænkte han? At hun løj komplet om at have evnerne eller at hun havde været hans patient? Den ene udelukkede vel ikke den anden og måske var han mere omtænksom omkring hvad han troede på.
"Jeg er på en rejse gennem verden... Vil du med?" sagde hun med et komisk blik for at antyde hun ikke mente det for at være seriøs, men virkeligt var hun det. Hun havde dog ikke tænkt sig at tage et nej for et nej. "Har du et sted du altid har drømt om at se foreksempel?" spurgte hun dog denne gang med et mere seriøst blik. Hun overvejede lidt selv hvad hun havde tænkt sig at bruge den information til, men kun tiden ville fortælle hvilken sjov leg hun ville lege med ham.

Vitus smilede igen af sin samtale partner på den anden side af bordet. Hun virkede hemmelighedsfuld, men også ivrig efter at udfordre ham i et spil. Et spil han ikke kendte reglerne til, et spil på hendes premisser...
"Tjaa..." sagde Vitus, da han stak sin gaffel i sin kylling. Han snurrede bestikket rundt så kødet viklede sig om det, inden han stak maden i munden. Salt og bålstegt, så kendte man stegt kylling, det kunne byen ikke gøre nyt og spændende. Anaïs virkede klar til at vise ham noget nyt, eller i det mindste til at starte en meget spændende samtale, hvorfra han kunne få svar på spørgsmålet om hvad hun var og hvad hun kunne, helt præcist. 
"Jeg har jo altid gerne ville se Kzar Mora. Det er dog alt for farligt, ville aldrig drage derud. Min kæreste ville slå mig ihjel, hvis jeg altså kom hjem med livet i behold, men jeg tror der er meget at lære der." sagde han til Anaïs. Han tog nu et af brødene op og bed ind i det. Lidt for meget salt i dejen, ellers var det en meget fin opskrift. Han smilede flinkt og hævede sine øjenbryn. Hvad hun ville med den information vidste han virkelig ikke...

Kzar Mora... Det var ikke mange der ville dertil, men Vitus ville. Så måtte han vel enden have et dødsønske, drukket dæmonblod eller måske bare været eventyrlystig. Men hvorfor udelukke nogle af delene. Hun så med store øjne på ham og lod så sit hoved hvile i sine hænder med albuerne i bordet. "Så Katja vil ikke have du skal rejse til Kzar Mora. Hvad med så at tage med til Azurien?" spurgte Anaïs så med en barnlig undren i stemmen. Hvis han sagde ja ville det jo næsten være for nemt at lege denne her leg med ham, men hvis han sagde nej, så ville han rejse sværhedsgraden bare en tand mere.

"Jeg vil gerne give dig nøglen til at tage dertil hvis du vil? Vi kan jo nå det. Det tager vel ikke længere end en time." fortalte Anaïs så. Det ville klart tage meget længere at tage til Azurien på fod eller for den sags skyld til hest, så der var kun en måde at rejse så hurtigt. Men det ville kræve ekstreme mængder chakra og magisk potentiale. Heldigt at Anaïs havde begge dele og let ville kunne tage ham med på sin lille dags rejse.

Vitus smielde først, men smilet blegnede da han gennemgik hvad hun havde sagt igen. Han kunne dårligt hitte ud af hvordan hun kunne gætte sig til- Nej, ikke gætte vidste hvad hans kæreste hed. "Skønt," tænkte han. "Nu er hun inde i mit hoved?"
Han huskede dog sig selv på vigtigheden af ikke at bære sine følelser udenpå tøjet og prøvede at ryste det af sig. 
"Nej, du har nok ret, det ville Katja ikke have. Kzar Mora er for farligt. Jeg tror derimod heller ikke at hun ville påskønne at jeg tager til Azurien med en kvinde jeg lige har mødt. Det kunne blive set som uansvarligt."
Vitus rettede sig op og spiste lidt mere af sin mad. Hun var en interessant samtale partner, men hun havde da også nogle interessante ideer. Han tvivlede stærkt på at hun rent faktisk hade tænkt sig at tage ham til Azurien hvis han bad om det.
"Desuden," sagde han efter at have drukket noget af sit vand. "Så kender jeg dig jo ikke helt endnu. Du kunne være en slavehandler eller en lejemorder." 
Det var sagt med et smil og det var en åbenlys joke, men bag ordene var det klare budskab om at han ikke stolede på hende endnu.

Anaïs lyttede bare interessant til som Vitus spiste og talte og satte så den ene albue i bordet og lænede sig op af den. Godt nok havde børnehjemmet altid sagt hun skulle lade være med det. Men sådan gjorde hun nu bare alligevel. Dog fjernede hun den hurtigt som hun begynde højlydt at grine så alle på kroen stoppede med at tale, for blot at høre ordet Slavehandler og Lejemorder i samme sætning som talte om hende var bare for sjovt.
Hun grinte i gode ti sekunder som stilheden bare sad i hjerterne hos alle på kroen. Med et strøj af sin hånd ved sin pande fjernede hun noget hår og sagde så bare med et smil "Men skønne. Jeg er da begge dele." som om intet i verden var sjovere blev det sagt. Og folk rykkede lidt på deres skuldre som de fleste på kroen allerede kende hende og ikke betalte hende nogen tanke da hun nævnte det.

"Søde skat. Jeg arbejder med alt og intet på samme tid. Men ingen har betalt mig for at tage dig nogen steder, ud over min egen interesse i dig. Så selvom det med sikkerhed ville være uansvarligt at tage til Azurien, så har jeg en ide til dig." Anaïs slikkede sig selv om læberne og så Vitus an som hvis han var et byttedyr og hun jægeren.
"Jeg kan tage dig til og fra Azurien inden dagens lys ej længere slikker landjorden." Hun satte sig ordentligt tilpas igen med benene over kors og hendes blik var hurtigt igen blevet meget seriøst.

Hvorfor ville hun dog tage en fremmede med til et langt og fjernt liggende land, hvorfor? Svaret var simpelt for Anaïs. For sjov.
Hvis alle i verden bare gjorde ting fordi det ville være sjovt. Så ville verden være så meget bedre, for ingen ville bekymre sig om dumme grunde til alt... Men sandheden var nok at hun inderst inde havde en bagtanke med det hele. For hun var nu engang et monster inderst inde.

Inaktiv Tråd // Afsluttet