Regnen væltede ned i stride strømme. Det havde ikke rigtig regnet et stykke tid og jorden var stadigvæk ikke kommet sig helt efter tørken og den 'evige' nat. For bønderne i Medanien var denne regnskylle kærkommen. Brøndene var stadigvæk ikke på det niveau de havde været, og familierne i området havde ventet længe på at regnen omsider ville vande deres jorder og forhåbentlig give dem mere frisk vand. Himlen havde haft et skydække et stykke tid, men intet der virkede til at ville frigive den livgivende regn lige foreløbig. Hvert fald ikke før en fremmed mand iklædt sorte klæder og en hvid maske. En mand af den nye orden som mange talte om. Godt gørende præster der ikke bad om meget til gengæld for deres tjenester. Denne mand sagde at han kunne bringe regnen til dem, og så sandt som han havde sagt det, så var der ikke gået lang tid efter at han havde stillet sig ude på markerne at de første regndråber begyndte at falde, til at dette voldsomme regnskyl var faldet. 

Bønderne stod i læ, mens de observerede præsten der stod i midten af dette regnvejr. De havde blot stået og set på ham med hænderne i vejret, med en besynderlig stav stukket i jorden ved siden af ham. Et makabert syn at der hang to kranier på den, men som han sagde så mindede det ham altid om livets forgængelighed. Der var gået en hel time som præsten havde stået og fået himlen til at åbne sig uden at rykke på sig. Jorden sugede vandet til sig som en svamp og blank vand begyndte at stå rundt omkring på markerne. Nogle begyndte at bekymre sig om præsten overhovedet kunne styre vejret længere. Det virkede voldsomt. 
Nogle flere minutter gik, og enkelte af bønderne overvejede kraftigt at prøve at stoppe præsten, men så stilnede regnen af og gik over til en sagte dryppen. Lige så stille og roligt begyndte skyerne sågar at dele sig fra himlen, som de havde lettet vægten ved at smide regnen på jorden og solen strejfede den våde jord. De nervøse bønder åndede lettede op. Som de så hen på præsten, så de at han virkede lidt usikker på benene. Han støttede sig tungt til sin stav og så ud til at være forpustet. Nogen skyndte sig hen for at støtte ham så han ikke faldt. De opdagede at hans klæder var fuldstændig tørre, selvom han havde stået ude i den silende regn i over en time. 
"Er alt i orden?", spurgte en karl ham og greb ham under armen. "Ja. Jeg skal bare hvile mig. Jeg har opbrugt næsten al min energi," svarede Tryggvi tungt bag masken. Han var træt. Meget træt. Det havde været farlig at bruge så stor en del af sine reserver, men der skulle et ordentligt skylle til for at det overhovedet ville give mening. En ting var at give bønderne mad og lignende. En anden ting var at sørge for at den jord de dyrkede var i god stand til nu hvor de skulle så igen. Denne jord ville være meget bedre nu til at få sæden til at spire, og forhåbentlig hvis sommeren ville gå godt ville deres høst være indbringende. Dæmonerne havde skabt en farlig ballade og det havde taget mange liv, men selv efter al den død, så ville foråret minde folk om at der stadigvæk ville være en masse at leve for. De havde klaret sig gennem en hård tid, og dem der stadigvæk levede var stærke. De stærkeste af alle. De bønder der stod omkring ham og takkede ham for sin gerning vidste han at de ville kunne leve et langt liv, hvis der ikke skete nogen uheld. Deres helbred var stærkt. Kile ville vente på dem og byde dem velkommen når deres tid kom om mange mange år.
Med hjælp fra karlen fik han stavret sig hen til gærdet. Det var underligt at føle sig så svag. Han satte sig tungt og så ud over marken. Det var første gang i mange år at han så solen. Han turde ikke at kigge direkte på den, men klæderne han havde fået dækkede hans krop fra solens stråler og beskyttede ham. "Hvis det ikke gør jer noget vil jeg gerne lige side lidt for mig selv," sagde han og støttede sig stadigvæk tungt op af staven mens han sad på gærdet. Bønderne takkede ham endnu en gang inden de gik hver til sit for at gøre klar til at forberede jorden til at de ville kunne plante og så, nu hvor jorden var våd og frosten havde sluppet sit tag.

Til trods for, at der var meget at se til i Hovedstaden i disse tider, så havde Cedric valgt selv at tage rejsen sydpå fremfor blot at sende en deling af byvagterne. Efter den mørkklædte præsteorden var begyndt at komme frem var der kommet meget at tage stilling til og selvom Cedric havde viet sit liv til blot at følge ordre og gøre sit bedste for at tjene så godt han kunne, så havde han altså sine mistænksomheder over hvad der for tiden foregik. Mest af alt var det for at komme lidt væk fra al snakken i Hovedstaden, at han havde sagt han ville tage sydpå for at se hvordan tingene stod til. Om en deling blev sendt senere var han ligeglad med - selv havde han blot travlt med at komme på afstand af den religiøse stemning, der bredte sig hver gang han så en maskebeklædt tilbeder.

På hesteryg var han taget afsted den foregående eftermiddag og havde overnattet på en kro ved hovedvejen, for tidligt næste morgen at rejse videre mod Medanien. Hans tro følgesven, kræet ved navn Teros var med ham, selvom rejsen uden tvivl havde kunne gøres hurtigere uden. Dyret var ikke skabt til at rejse ret langt sydpå, men ikke desto mindre lod det ikke til der var problemer. Som de nærmede sig en landsby begyndte det pludseligt at regne med en kraft, der tvang Cedric til at stoppe og søge ly hos bønderne. Teros strøg straks indendøre til frygt for børnene i huset, det tydeligvis aldrig havde set en skabning som ham. Først efter Cedric havde forsikret dem om, at der ingen fare var på færde lod der til at falde nogenlunde ro over det hele igen. Det hjalp, at han bar sin byvagtsuniform og han fik da også hjælp til at få hesten indenfor i en staldbygning. Først da han spurgte ind til om de var forberedt på et vejr som dette, pegede en nervøs bunde mod markerne, hvor Cedric så også fik øje på en skikkelse, der stod med en stav. Før han nåede at reagere på det begyndte regnen at stilne af og byvagtløjtnanten stillede sig ud, for at holde øje med skikkelsen på marken. Klæderne var ikke til at tage fejl af og da han kiggede efter fik han også øje på masken, som han efterhånden allerede havde lært ganske godt at kende. Med sin egen skepsis som dommer kaldte han på Teros og gik så med følgeskab af dyret i retning af skikkelsen. Bønderne, der var på vej tilbage fra at have været nede ved marken gjorde ham opmærksom på, at den fremmede havde bedt om ro, hvilket dog ikke fik den unge løjtnant til at stoppe.

"Er det forkert af mig at antage, at De havde noget at gøre med det pludselige regnskyld?" Tonen var ikke anklagende, men nærmere nysgerrig. Han kunne trods alt ikke komme uden om at være en smule fascineret af evner så stærke som dem han antog den anden måtte have. På ingen måde kunne regnen være naturlig og med hvad han netop havde set måtte han gå ud fra, at den fremmede havde noget at gøre med det. At han var skeptisk over for den nye ordens opståen ændrede ikke på fascinationen. "Bønderne er taknemmelige. De rejsende knap så meget," informerede han så, dog med et smil, da der trods alt ingen grund var til at starte ud med at komme på dårlig fod med en fremmed, der trods alt lige havde givet bønderne en hjælp de virkelig havde brug for efter de seneste tider. Han kastede et enkelt blik bagud, hvor Teros havde sat sig med lidt afstand til dem.

Mens han sad og kiggede ud over marken, hvor vandet reflekterede lyset, så det glimtede som om jorden var dækket af perler og ædelsten, så tænkte han at dette ville nok være det tætteste på han ville komme på at føle sig gammel. Han ville være for evigt fanget i sin unge krop. Noget som mange ønskede, men han tænkte ikke at de var klar på den pris det kostede for evig ungdom. Det var ikke noget han ville ønske på sin værste fjende. Ikke at han lige kunne finde ud af hvem det skulle være, men hvert fald så var det ikke noget han ønskede nogen at gå igennem.

Han hvilede hovedet mod hænderne, mens han støttede sig op af staven. Han lod øjnene glide lidt i for måske at blunde lidt, nu hvor bønderne lod ham være i fred for en kort stund. En stemme vækkede ham dog hurtigt op igen og han rettede sig op og vendte sig mod skikkelsen. Det var ikke en stemme han havde hørt før, men der var mange af bønderne han ikke havde talt med endnu. Det han så var dog en person klædt i hovedstadens byvagtsuniform. Han var overrasket. Det gav umiddelbart ikke så meget mening for en byvagt at være draget til Medanien, men han kendte så heller ikke så meget til deres arbejdsopgaver. Han brummede lidt mens han vippede hovedet der fik nakken til at knække. "Det var det," svarede han kort. Han havde ikke ligefrem prøvet at skjule magien han brugte.
"Lige i dag er de rejsende måske ikke så taknemmelige, men de bliver taknemmelige når bønderne igen kan fylde forrådskamrene," svarede han. Det var ikke fjendtligt, men der var heller ikke meget varme i stemmen. "Men hvad laver en byvagt, så langt fra hovedstaden, hvis jeg må spørge?"

Den lille erfaring Cedric havde dannet sig med den nye orden, stoppede ham i at anmode den fremmede om at fjerne sin maske. Aldrig havde han brudt sig om maskeringer, men han havde i det mindste lært, at han var nødt til at acceptere den slags. Det hjalp selvfølgelig ikke på det, at han vitterligt ikke forstod hvad man ville skjule sit ansigt for, hvis ikke det var fordi man havde grund til at skjule sig - men måske det netop var hvad det hele gik ud på. Ihvertfald hjalp det blot til at fodre hans skepsis. For nu lod han dog tvivlen komme den fremmede til gode, og han mindede da også sig selv om, at han endnu intet dårligt havde hørt om bærende af de hvide masker. Det var udelukkende hans egne fordomme og idéer, der havde givet ham det billede af dem som han havde.

Et smil blev sendt til den fremmede, trods den lidt kølige tone han blev mødt med. "Det har De nok ret i," måtte han da også med det samme erkende. At bønderne kunne komme til at så og høste igen var trods alt noget vigtigere end at han ikke brød sig om at have vådt hår. Han var nok også nødt til at vente lidt med at rejse videre, hvis han gerne ville undgå at rejse i våde klæder. Med lidt held var vandet ikke trængt gennem hans rejsetaske, så han rent faktisk havde noget andet tøj at skifte til, som ikke var vådt. Dette var dog en bekymring han måtte kigge på senere, da den frememde lige nu havde førsteprioritet. "Landevejene skal gerne holdes sikre, selvom der er travlt i Hovedstaden," svarede han lidt intetsigende, da han ikke følte for at drøfte sine grunde til at tage turen alene med en fremmed. Det var trods alt ikke meget han kunne gøre, hvis der rent faktisk skulle opstå problemer, så længe han kun var sig selv. I det mindste havde det som regel en god effekt på folket, at se en byvagt udenfor Hovedstaden i ny og næ. Det skabte vel en form for tryghed, selvom Cedric ærligt talt tvivlede på hvorfor. "De er en tilhænger af Kile," konstaterede han, sikker i sin sag på baggrund af tøjet og masken. "Er dette gjort i hendes navn?" Nysgerrigheden løb af med ham, men på den anden side var det vel kun godt at kende til andres intentioner omkring hvad de gjorde. Noget han havde hadet sig selv for at tænke, hvis han bare et øjeblik havde selvindsigt nok til at se hvad han havde gang i. 

Som han sad i forårsolen og blev varmet igennem, kom han til at tænke på hvor meget han havde savnet denne varme. Hans tidligere klæder havde ikke været dækkende nok til at han faktisk kunne mærke solens varmende stråler gennem tøjet. Til gengæld ville han heller ikke kunne lægge tøjet fra sig når det ville blive for varmt.

Han lagde hovedet på sned til byvagtens svar. "Det troede jeg ellers var krigernes pligt," sagde han stille til sig selv. Han vidste ikke hvem der gjorde hvad. Det var da bare pænt af magthaveren at faktisk have nogen til at gøre landevejene sikrere. Nu var han selv ikke særlig udsat for overfald. Han havde sine fordele og var ikke så dårlig til at benytte sig af sværdet. 
Han lod blikket glide over manden og på et tidspunkt fik han øje på det dyr der var fulgt med byvagten. Hans blik hvilede på det. Det var lang tid siden han havde set sådan et. "Kile har altid stået mig nær. Når man rejser så meget som jeg, så er det vigtigt at respektære og mindes livets forgængelighed. At bede til Kile at vente en dag mere inden hun henter mig har givet mig den ro jeg har haft brug for på mine rejser," svarede han, denne gang noget varmere. Godt nok havde han allerede fundet døden, men han håbede en dag at slutte denne forbandelse, og bad til Kile om at give ham lov til at vende tilbage til livet igen, så han kunne dø af tidens tag i ham.
"Ja... og nej," svarede han. "Jeg gjorde dette for bøndernes skyld. At jeg så tilfældigvis beder til Kile bør ikke blandes ind i handlingen. Om bønderne takker mig, Kile eller nogen anden er ikke min sag. Jeg hjalp disse mennesker i svære tider." Det føltes egentlig godt at gøre noget godt for andre. Det havde han ikke gjort i lang tid. Normalt søgte han jo blot efter sin viden rundt omkring i verden. Han bekymrede sig sjældent om andre, men det var rart at bare nogen gange at gøre noget for at hjælpe andre. Han havde klaret sig nemt gennem plagerne på grund af sin natur. At hjælpe dem der havde kæmpet for at overleve var vel det mindste han kunne gøre med sine privilegier. 

Hvor det egentlig hovedsaligt var imødekommenhed og den sædvanligt venlige attitude, der hovedsaligt fyldte Cedrics udtryk, så kunne han ikke undgå at mundvigene trak hans smil til at blive mere halvhjertet et øjeblik. Det kunne godt være, at den fremmede ikke sagde som han gjorde for at slå tvivl om hans plads på landevejene, men den slags gik hurtigt den unge mand på. For nu gjorde han dog sit bedste for hurtigt at skubbe det væk og ikke tage det ilde op. "Det er krigernes pligt at beskytte mod Mørket. Jeg er her blot for at holde lov og orden." Ordene blev sagt noget mere følelsesforladte end før, som var det blot en remse han havde lært. Nu vidste han ikke om den fremmede rent faktisk talte om de samme krigere som Cedric netop hentydede til, men det var blot noget han gik ud fra.

Selv skævede han mod Teros, da den fremmede syntes at få øje på ham, men ellers skete der ikke mere end det. Lydigt blev Teros blot siddende, selvom Cedric nu ikke havde sagt noget skulle kræet vælge at lunte lidt væk. Den fremmede virkede på ingen måde fjendtlig. Tålmodigt lyttede han også til forklaringen om Kile, selvom det så absolut ikke var ord han kunne nikke genkendende til. Så ofte havde han hørt andre snakke på lignende vis om alverdens guder, mens han dog aldrig selv havde fundet samme inspiration. Tværtimod blev han mere og mere overbevist om, at det hele blot var noget folk bildte sig ind for at brygge undskyldninger. Alligevel var han ikke nok en pessimist til at påpegede det og i stedet nikkede han da også bare til ordene, som gav de rent faktisk mening for ham. Det ville nok heller ikke ligefrem hjælpe på hans ry, hvis han også gav udtryk for at gudedyrkelse var noget, der hørte fortiden til. 

Det næste der blev sagt fandt han væsentligt mere fornuftigt. Så mange steder blev der snakket om Kiles gave til folket nu, hvor tilbedere var begyndt at vise sig. Javist var handlingerne gode, men de knyttede sig til en af de guder Cedric ikke kunne forbinde sig selv med. Han var endnu ung og uden tvivl dårlig til at sætte sig i andres sted, men han fandt det foruroligende. "Det gjorde De i sandhed," bekræftede han, ude af stand til at kunne sætte ét eneste negativt ord på hvad der var foregået - foruden at hans egen rejse var blevet afbrudt og han nu stod gennemsølet af regnvand. "Men kan De fortælle mig, hvorfor De bærer Kiles maske, hvis det hele bare var for at hjælpe bønderne? Jeg har mødt så mange maskeklædte de seneste dage, men jeg har endnu ikke fået spurgt hvorfor." Nu ville han gerne have kunne søge den andens ansigt efter tegn på om spørgsmålet var for meget. Om det var den slags spørgsmål man ikke måtte stille. Da det ikke var en mulighed måtte han bare holde sig opmærksom på den andens kropssprog.

Han troede ikke at han havde talt særlig højt, men højt nok til byvagten hørte det. Det virkede næsten til at byvagten tog det personligt. Så måtte han virkelig tage sig sammen hvis det betød så meget for ham at en fremmeds fejltagelse ramte så hårdt. Han lod det dog passere. Det var ikke hans ære der var blevet såret, og så vidt han kunne se så havde det alligevel ikke været så slemt at byvagten havde et behov for at forsvare sin ære. Lige nu havde han heller ikke lige lyst til at skulle kæmpe mod en byvagt. Det var han alt for udmattet til.

Han lod blikket vandre endnu en gang ned over den unge byvagt. Fuldstændig gennemblødt, men solen skulle nok snart få tørret manden. Det havde været det der havde drænet ham fuldstændig. At få det til at regne havde ikke været et problem, men at få skyerne drevet videre var hårdere. Han selv var glad for at han havde formået at holde sig selv og sit tøj fuldkommen tørt.
"Jeg har ikke før kunne tjene Kile direkte. Det her var en mulighed for det," svarede han kort med et skuldertræk. Han havde ikke kunne vise sin hengivenhed til Kile før nu, så han så det som en velkommen mulighed. "Hvorfor vi bærer masker er nok forskellig for hver af os. For mig er det blot at på den måde vil jeg for evigt blot være en fremmed. Jeg har ikke et behov for hæderen og æren. Jeg vil nu blot være en fremmed der lod det regne på deres jorder, i stedet for at der var knyttet et ansigt eller navn til det. En tilfældig forbipasserende." Nogen ville mene at det lød ædelt at han ikke ville have æren for det, men for ham var det mere at han langt bedre kunne lide at ikke have for meget opmærksomhed på sig selv. Han havde ikke lyst til at hans navn var på andres læber. Han kunne lide at være en fremmed. En som ingen vidste hvem var. På den måde slap han også for forfølgelse hvis han skulle ende med at kludre i det, hvis han blev for sulten. Der var mange fordele ved at være anonym og samtidig set. 

Forklaringen gav mening. Selv for Cedric, der ellers ofte lod til ikke at ville forstå den slags. Han kunne ikke sige at forstå hvorfor, men han forstod trods alt hvad den fremmede mente. At tjene en gud.. Det var vel på en måde hvad han selv havde gjort, da han endnu havde kaldt sig en kriger af Lyset. Dette var dog noget helt andet og af alle guder forstod han ikke hvorfor lige Kile havde hævet så manges spiritualitet til helt nye højder. Hvorfor dedikere sit liv til en gud, der herskede over døden? I stedet for at dvæle ved sin undren, måtte Cedric tvinge sig selv ud af sit eget hoved og straks blev han da også langt mere tilstedeværende. "De bærer jo ikke blot en maskering, men en særlig en af slagsen." Endnu en konstatering han kunne have slået sig selv for, havde han set situationen udefra. Lige så meget som han hadede når andre spurgte ind til hvorfor han gjorde bestemte ting, lige så slem var han tydeligvis til selv at gøre det. Selvom han virkelig gjorde sit bedste for ikke at vise sin skepsis, så var det ikke nok til at skubbe den helt væk. I det mindste forholdt han en nysgerrig fremfor truende attitude.

"Det er ærefuldt af Dem," tilføjede han da det gik op for ham hvor anklagende han måtte lyde. "Jeg er sikker på bønderne her vil snakke længe om den behjælpelige handling. Om de kan sætte et ansigt på regnfrembringeren eller ej." Skulle dette møde blive husket af den anden ville han da bestemt helst, at der blev set tilbage på ham med positive øjne. De gode indtryk var hvad han desperat kæmpede for at efterlade sig, for at han forhåbentligt en dag rent faktisk kunne blive let bare en smule mildere på end han af mange blev nu. "Jeg er sikker på De er mere en velkommen til at søge hvile i et af husene. Folk skulle være ganske gæstfri på disse kanter," lød det lidt foreslående fra ham. Han var ikke sikker på han bare kunne få sig selv til at vende den anden ryggen og gå tilbage til huset, hvor de havde været behjælpelige lige før da han var stoppet op. "Kræfter som Deres må tage hårdt på sjælen." Det var ikke meget Cedric kendte til den slags fra egne oplevelser, men han havde da oplevet mange brugere af magi blive fuldstændigt udtømt for livskraft for en stund, hvis de pressede sig selv for hårdt. Det kunne selvfølgelig være store regnbyers skabelse og forsvinden var hverdag for den fremmede tilbeder af Kile. 

Han valgte at ignorere byvagtens konstatering. Det var sandt, men han havde intet imod at denne orden fik mere magt. Kile har i alle tiderne været en undervurderet gudinde. Hun fortjente lidt mere opmærksomhed, fordi hendes guddommelige domæne havde indflydelse på alle. Mange mente at Isari var gudinde for liv, men det har siden tidernes morgen været i sammenspil med Kile. Isari satte livet i gang, men Kile holdt det i gang og tog imod folk der ikke kunne gå længere på livets lange vej. Nok den mest barmhjertige af alle guderne. Sådan så han hvert fald på det. 

"For mig er det blot vigtigst at de kan få mad på bordet igen." sagde han mens han rettede sig og vred nakken blidt så det gav et let knæk fra sig. Han sukkede tilfreds. Det var som om han var levende igen når det skete. Han sprang ned fra gærdet og kom op at stå igen. Nu havde han siddet længe nok. Han skulle også snart se at komme videre. Han hørte ikke til her, og han havde gjort sin pligt. Bønderne havde allerede givet ham noget for hans arbejde. Det havde generelt været familiesmykker som de var kommet med, fordi de ikke havde andet at tilbyde, da de vidste at Kiles Orden ikke tog imod penge. Mange af smykkerne var heller ikke synderligt meget værd, så det kunne betale dem at holde på pengene og aflever nogen enkelte smykker.
"Det betvivler jeg ikke, men jeg foretrækker ikke at opholde mig det samme sted i længere tid end nødvendigt. Jeg har energi nok til at gå, da det er ikke mine muskler der er trætte," sagde han og gjorde mine til at gå. Han vendte sig mod byvagten og sagde: "Hvis De skal sydpå, vil jeg ikke have noget imod en rejsekammerat for en stund."
Han valgte at lade være med at snakke om sine magiske evner. Vejrmaneri havde taget ham lang tid at blive så god til som han er nu, og det var stadigvæk meget risikabelt for ham at bruge til ekstremerne. Han havde dog en evighed til at lære det i, så det frygtede han ikke. Sådanne sceancer hvor han pressede sine grænser var gode til at se hvordan hans kontrol var. Farligt var det også, men ikke desto mindre spændende.

Så snart den fremmede maskebærer sprang ned fra gærdet, tog Cedric et skridt bagud. Egentlig var han ikke typen, der var synderligt forsigtig af sig, men nogle gange ville instinkter noget andet end fornuften. Det var heller ikke ligefrem fordi han gjorde anledning til at trække et våben mod den anden og bevægelsen havde heller ikke været nok til, at Teros havde reageret på det. Tværtimod sad dyret bare stadig og holdt lidt nysgerrigt øje med dem begge. Cedric selv lod da også fortsat blikket hvile på den anden mand og formåede endda at holde sig selv fra at lade det få en overvågende natur. Smilet, der så naturligt lå til hans læber, hjalp forhåbentligt på det.

Endnu en smule skepsis fandt dog tilbage til ham ved den næste forklaring. Han havde en klar idé om, at der ofte var en grund til det, når andre strejfede rundt. Ofte havde han mødt folk, der netop rykkede sig fra sted til sted for at holde sig fra søgelyset. Han undlod at kommentere på ordene, men nikkede blot og prøvede at få overbevist sig selv om, at han bare skulle lade manden gå og slippe sin egen mistro til ham. Da han så sagde, at han ikke ville have noget imod selskab måtte Cedric undrende rynke brynene inden han så alligevel vendte sig for at kunne se mere direkte på den anden. "Jeg er på vej sydpå," bekendte han. Det kunne nok kun være et godt tegn, at den fremmede ikke ville have noget imod at han gjorde følgeskab. "Det ville glæde mig at følges noget af vejen," fik han så også over læberne og sendte et bekræftende smil efterfølgende. Uden tvivl ville det også være sundt for ham rent faktisk at bruge tid med en af dem, han ellers var så skeptisk omkring. Han piftede for at fange Teros' opmærksomhed og gjorde et nik op mod det ene hus, hvilket fik kræet til at lunte i retning af det. "Har De travlt med at komme videre? Jeg kunne godt bruge lige at få skiftet skjorten." Godt nok var det hovedsaligt ærmerne, der var våde, men de var til gengæld også gennemblødte. Rustningen, der ellers dækkede hans overkrop havde heldigvis ikke lader store mængder vand nå ind til ham.

Han kiggede nysgerrig på den lydige Ulfurox. Det var lang tid siden havde set en tam version. Nok ikke siden han havde været et barn havde han set en der var så tam, og den han havde kendt var meget selvstændig i forvejen. Man var altid sikker på at den fulgte med karavanen, men der kunne sagtens gå en uge uden at man så den. Den her havde tydeligvis knyttet et tæt bånd til sin herre. 

Han nikkede som accept til byvagten. Det virkede ikke til at byvagten var så vant til at rejse, siden en smule vand nagede ham så meget. Jo, han havde fået skabt en ordentlig skylle, men så slemt kunne det da heller ikke være. Han havde vandret i dage i silende regnvejr, og overlevet det uden problemer. Selvfølgelig var der nogle fordele ved at være død. Så skulle man ikke tænke så meget på det der varme, som levende, blødende væsner skulle. Deres blod kunne stadigvæk fryse til is. Men så slemt var det ikke at være våd. Der var mange ting der var værre. Og nu var solen fremme, så ville det jo egentlig ikke tage lang tid at tørre, men han ville ikke dømme ham for det. Det var hans egen beslutning. Han havde nok været vant til at bo inden for byen, og ikke så vant til livet på landevejen. Der måtte man tage vejrets luner med sig. Godt nok kunne han manipulere med det, men han havde også sine begrænsninger. Han var ikke nogen gud. 

Han gik hen til korsvejene, hvor han kunne vandre til de forskellige retninger for at vente på sin midlertidige rejsekammerat. Det var mange år siden han sidst havde haft sådan en. Det havde også taget ham en del tid at få sin blodlyst under nogenlunde kontrol til at han overhovedet havde turdet at nærme sig de levende. Det ville være en god afveksling. Måske ville han en dag selv tage ind til de større byer igen. Deres biblioteker måtte have nogle flere ledetråde, end de få han kunne få gennem myter og legender. Egentlig viden ville han være meget interesseret i.

For Cedric handlede det i høj grad mere om forfængelighed end noget andet, når han gerne ville undgå at bevæge sig rundt i våde klæder. Det var ikke koldt nok til, at han ville frygte sygdom og i det hele taget havde han heller ikke let ved at blive ramt af den slags. Tværtimod fandt han det blot frygteligt sjusket og tanken om at møde folk han gerne ville være præsentabel over for, var for evigt tilstedeværende. Det var en tanke, der evigt og altid var en del af hans bevidsthed og ikke blot en svag stemme i baghovedet. 

Han så på Teros, da den fremmedes blik også syntes at hvile på dyret, men nikkede så selv kort til vejrstyreren. Det tog ham heller ikke længe at komme tilbage i huset, for at kunne få erstattet det våde tøj med noget tørt. Han takkede familien, selvom det kun havde været et kort ophold og fik så også hesten med sig fra stalden. En enkelt af børnene vovede sig til at klappe Teros på siden som en afsked og så satte Cedric ellers afsted mod hans nye midlertidige rejsepartner.

Teros luntede i forvejen og bevægede sig kun kortvarigt tæt på den fremmede af nysgerrighed, inden han så skabte afstand igen og mest af alt bare strejfede omkring dem på må og få. Cedric trak hesten med sig, da han alligevel ikke syntes han ville være ridende, når  nu den anden ikke var. "Har De et navn jeg bør kalde dem?" Det var vel kun på tide at få den slags på plads. Hans fordomme lod ham gå ud fra, at han ikke ville få et rigtigt navn at vide, men så længe han bare havde et eller andet ville han sådan set være tilfreds. "Og hvor er De på vej hen?" Sydpå kunne jo være så meget og det kunne da også godt være, at den anden havde lige så lidt en plan om Cedric selv, selvom det nu nok var af forskellige årsager de var på farten.

//Inaktiv