Lige i udkanten af skoven fandt man Gronheim. Der var ingen store veje der førte så langt ud på landet, men heden var flad som fandens pande og husene kunne ses på miles afstand. Det var en lille landsby, knap 10 familier hvis gårde lå i en cirkel, med skoven på den ene hånd og markerne på den anden. De fleste af Gronheims beboere delte markarealerne, arbejderne og afgrøderne men når det var gjort, så de alle til Mester Reivigs private jord, fordi det betalte sig.
Rejste man ind i Gronheim ville den måske synes som alle andre små byer, skønt vinduerne var mørke og nogle af de små gårde stod i forfald. Der var ingen folk og intet fæ. Og dog, i midt af den lille plads, lænet op ad brønden fandt man Nanna, Reivigs ene træl. Hendes øjne var lukkede, hendes udtryk roligt og man kunne næsten være fristet til at tro at hun sov, hvis ikke for hendes blege, gråblå hud. Af alle i byen havde hun været død længst. Efterlade ude i det isnende mørke, havde hun været begravet under sne der først for nyligt var smeltet. Hendes ægtemand, Eurik, fandtes i deres lille hytte, fluerne virrende om hans halvfordærvede lig.
Trådte man ind på gårdene var det samme historie: smeden og hans kone, ænkefar, unge Peder og Jutte, alle sammen havde en dag stoppet op midt i deres daglige rutiner, synkront. Og en efter en havde de sovende krop kreperet af mangel på vand eller varme. Og nu var Gronheim en spøgelsesby.
Men hvis man var helt stille, og ventede til at vinden tog et øjebliks hvil fra at tude over heden. Hvis man lagde hænderne for ørene.. kunne man måske høre en vejrtrækning fra Mester Reivigs hus.

De sidste strejf af den flammende tåge forsvandt fra den meget unge barnekrop og fuldendte formskiftet. Intet tøj beklædte hendes blege hud, men som hun fremtrådte virkede det ikke til at gå hende det mindste på. De bare fødder mod den ujævne og grusede jord skabte kun meget lidt lyd, fra når små sten blev sparket et lille stykke. Men måden hun bevægede sig på, spillede meget vel også en større rolle i, hvor meget larm hun lavede. Ufatteligt roligt. Langt sort hår faldt løst omkring hendes krop og kildede hende mod lænden, hvor spidserne endte, når det let svajede fra side til side i takt med hendes hofter. Eller når den kolde vind fik fat i det og lod det flagre. Sølvfarvede øjne søgte omkring i nysgerrighed. Og hovedet fulgte lydigt med. Så fra side til side. Måde de forskellige huse og hytter. Studerede de klareste og svageste tegn på tidligere liv. Der kunne lige akkurat skimmes et snert af skuffelse i de trækninger som hendes kindmuskler lavede, da det gik mere og mere op for hende, hvor øde landsbyen var. Som havde hun forventet mere. Gronheim var trods alt ikke blot et tilfældigt sted. Hvis det havde været det, så ville hun ikke have blevet der så længe, som hun havde gjort. Hun huskede landsbyen som værende det første minde i hendes gamle sind. Egentlig huskede hun ikke, om der overhoved havde været en landsby her den gang. Eller om hun huskede korrekt.

Sørgende faldt hendes blik mod det ensomme menneske ved brønden. Alene. Forladt. Og dødt. Det var sådan en skam, hvor nemt mennesket kunne gå hen. Lidt kulde og de ville fryse igen. Sive ind i en søvn, de ikke ville vågne fra igen. Kursen blev sat mod fruen uden at farten blev sat op. For tiden syntes også at være dødt, så der var masser af tid at spilde. Hun stillede sig hævende foran liget trods hendes højde og så ned på det fredsfylde udtryk i hendes ansigt. Var det her grunden til at plagerne var blevet sat i værk? For at tynde ud i de svage? Hun satte sig ned på hug og med en udstrakt arm begyndte hun at prikke til den døde kvinde, hvor hendes fingre blev mødt af stift kød, hvor en blød og fyldig kind nok havde været førhen. Hun fortsatte med at se på hende med undersøgende øjne og udtryk, før hun mistede interessant igen og rejste sig atter op. Der var kun en ting, som kvinden var brugbar til for hende, tilbage. Hendes påklædning.

Det tog hende ikke lang tid at få revet kjolen fra kvindens krop og efterlod hende blottet i stedet. Hun rystede stoffet en enkel, men brutal gang for at få fjernet den værste stivelse og væde, der var kommet af at blive frosset og tøet op igen, hvorefter hun lod den falde ned over hovedet på hende selv. Og som hun begravede sine hænder under håret ved nakken og trak det op, gendannede der sig noget af den velkendte sorte tåge samtidig med at det meste af længden forsvandt og efterlod hende med skulderlange lokker. Hendes egen krop lod hun ligeledes vokse sig til størrelse for at fylde kjolen lidt bedre ud. Det var ikke meget af en forandring udover at der var nød til lidt flere kurver.

Belphegor slog øjnene op. Hans drømmeverden havde taget en syrlig diskant, efter at have brugt de sidste måneder på at konstruere den, med kunstige folk - brudstykker af andres minder - der traskede igennem deres falske små liv. Af og til havde han haft besøg af.. visse sovende; folk med en stærkere forbindelse til ham, eller eller til drømmenes verden generelt. Men nu var der noget udefrakommende der havde forstyrret ham, noget der dog smagte en anelse bekendt.
Så Belphegor havde vågnet.. eller han havde i hvert fald påbegyndt processen. Først foldede han sit ekspansive sind sammen fra nervesystemet i et rige af ren kreativitet til noget der kunne passe i et enkelt, lille kødelig etui. Så åbnede han langsomt øjnene, klemte sfinktene i hans øjenæbler indtil pupillerne stod skarpe. Der lå han, stadigt slumrende lige bag det tomme blik før han tog sig sammen til at tage bestik af situationen. Der var mørkt. Måske fordi han var indenfor, måske fordi han sad og stirrede blankt ned i en bordflade.
Hans næse var nu også vågnet og fortalte ham at der stank - det var nok liget der gjorde det. Belphegor skævede op på den rådnende skikkelse for enden af bordet. Hans vært.
Ganske langsom til han stablet sig på benene, hans silkeskjorte var jordslået af at ligge i blød i vinen der havde væltet ud over hans tallerken da han faldt i søvn. Den havde alle dage været af et tyndt, næsten uvirkeligt stof og nu var den mør nok til at han ubesværet - og dette betød en del for Belphegor - kunne rive den af sig. Efterladt i bar overkrop kløede dæmonen for dovenskab sig distræt i den mørke fuglerede på hovedet og så sig omkring. Magien var altså vendt tilbage.
Luften var stadig kølig og han kunne ikke ignorere sin krops behov efter at have sovet i månedsvist. Skødesløst rev han et af de mørke, vinrøde gardiner ned fra vinduet og svøbte det om sig som en kappe. Han havde en nonchalant, kattelignende elegance - til trods for det kronisk dovne udtryk, var der noget ujordisk og overmenneskelig over ham.
Med det temperaturmæssig problem midlertidigt løst, gik han mekansik videre til det næste: væde. Han erindrede at have set en brønd, da han i sin tid havde ankommet til byen og i et tempo der kunne gøre gletschere utålmodige, begyndte han at bevæge sig derudad.

Liget virkede endnu mere ubrugeligt, nu hvor hun allerede havde taget, hvad hun ville fra det. Det var med et yderst kedsommeligt og afskyende blik, som hun stadig så ned på det. Som var den døde kvinde ikke meget andet end skrald, der lå og flydte på jorden i samme facon som et knust råddent æg. Den gærede lugt der hang i luften omkring landsbyen hjalp heller ikke med til at fratage den forestilling. Hun ville ikke engang forestille sig, hvordan stanken var inde i de beboede bygninger. Det tog hende derfor ikke lang tid, før hun nådesløst placerede sin ene fod på ligets skulder og skubbede det væk fra dets siddende stilling op ad brønden med en brændende ligegyldighed. De døde var trods alt ikke meget andet end sække af gammelt kød. Ikke engang føde kunne de bruges til. Og straks derefter var det kjolen, der var mere interessant, da hun fluks gik i gang med at glatte den lidt mere ud og børste det værste skridt af skørtet. Den var stadig kold og våd, men det var som sådan ikke noget der gik hende på.

Med et tungt og opgivende suk satte hun let af fra jorden og hoppede elegant op at sidde på brøndens kant. Benene dinglede i utålmodige manere og hælene slå ligeledes ind imod stenvæggen. Der var intet at lave i landsbyen, men alligevel havde hun følelsen af, at det ville være en skam at forlade stedet allerede. Hun var trods alt det eneste levende væsen til stede. Og det gav en hvis overlegen fornemmelse, som hun bestemt ikke havde noget imod. Selvom hun ikke kunne tage ære for, hvad der var sket i dette sted. Mange øjeblikke fik hun dog ikke alene, før en ny tilstedeværelse skød ned igennem hende som et stød i takt med at hendes øre vrikkede ganske let ved lyden af sløve skridt. Forundret løftede hun blikket lidt mere og drejede hovedet i retningen af lyden med en udmærket forståelse af, hvad det ville være hun ville se. Og rigtig nok landede hendes øjne på en simpel mand. Svøbt som en ørkenvandre, hvilket straks fik ham malplaceret i det kølige Nordland. Så hun var ikke alene.
Hun var ikke bange for at stirre direkte mod ham, som han bevægede sig tættere og tættere på. Han udgav en mærkværdige udstråling, som hun havde lidt svært ved at sætte sin finger på. En form for advarselstegn, som hun blot ignorerede da hun uden videre tillod sig selv vej ind i hans hoved. Det var ikke meget tid hun brugte der, før hun hurtigt trak sig tilbage igen. Andres hukommelse eller tanker var aldrig et sted for hende at være, men det havde ikke påvirket hende på samme måde som med ham. Han var ikke blot et menneske, der havde overlevet, hvad end der var sket i landsbyen.
Ryggen blev rettet en smule mere sammen med at armene strakte sig helt ud med deres hænder hvilende mod brøndkanten. Brystkassen blev automatisk skudt ud og hun stoppede sine ben i at vifte så meget frem og tilbage. Og hun så aldrig bort fra ham. ”Er det dig, der er skyld i at Gronheim ligger øde og dødt?” spurgte hun uden videre introduktion med en høj nok stemme til at han nok ville kunne høre hende. Og selvfølgelig kunne hun ikke holde et lille morende smil på afstand.

Det tog ikke længe før den fremmede tilstedeværelse meldte sig og det sømmede den dovne dæmon udmærket - så begyndte han ikke lede. Hans blik mødte kvindeskikkelsens men holdt det ikke længe. Der var noget ved hende der fik hans blik til at vige til hendes kanter, til den uhåndgribelige kvalitet der hang omkring hende. Drømme ude af deres domæne.
På sin vis mindede kvinden.. væsnet her ham om hans egen datter, men det var ikke et frugtbart tankespor og det blev ikke vedholdt længe. I stedet fortsatte han sin rolige kurs mod brønden, hvilket tilfældigvis bragte ham tættere på hende også.
En rødlig tunge trængte langsom ud mellem de blege læber, som en øgle der smagte på luften. Jo hun var bestemt af hans æt, han kunne næsten føle de tusind og et mareridt summe i luften omkring ham.
"Måske.." Svarede han endelig på hendes spørgsmål og hans stemme var næsten en hvisken - minimal anstrengelse. Han betragtede brønden med et opgivende blik men tog sig så sammen og trak spanden op. Han satte den for munden og drak med jævne gulp indtil der ikke var mere vand. Så lod han træspanden falde og vendte sig mod maren.
"..men mennesker har aldrig behøvet meget motivation for at dø.." Han smilte ikke, men i øjenkrogen kunne man se overvejelsen, "er du ikke enig, lille kusine..?"

Udadtil så hun bare til, mens han slukkede sin tørst med vandet fra brønden. Det var vel et mirakel at vandet ikke var blevet forgiftet. Med det store dødstal allerede eksisterende i landsbyen ville det ikke have undret hende, hvis en eller flere var endt i brønden. Men tilsyneladende ikke. Og ved at læne sig en smule længere tilbage for at få et undersøgende blik ned i vandforsyningerne, kunne hun hverken opsnuse eller se noget der ikke burde være der. Interessen forsvandt også som dug fra solen, da hendes nye selskab valgte at ytre sig nogle flere ord til hende, og straks var han langt mere opmærksomhedsværdig. ”Det ved jeg nu ikke.” startede hun ganske roligt, mens hun atter lod sine mavemuskler slappe af igen. Hun satte sig dog ikke helt op, men forblev lænet afslappet tilbage til det punkt, hvor hun kun havde brug for sine arme til ikke at skulle falde ned i brønden selv. Øjnene rettede sig op imod himlen uden et bestemt fokus punkt. Og hendes udtryk forblev lettere overdrevent eftertænksomt i forholdt til ham. ”Jeg har været omkring utallige mennesker, der ville gøre alt for netop ikke at dø. Deres problem er bare hvor let det kan ske. Hvis ikke noget menneskeskabt, så tager alderdommen fat. Og for at undgå den naturlige død, er de villige til at drikke vores blod. De er simpelthen villige til at forgifte deres egen krop. Så det ville jeg ikke kalde mangel på motivation.”

Endelig lagde hun det sølvskinnende blik mod ham og fremviste, hvordan hendes eget smil havde vokset sig. Krummede sig et snert grumt i mundvigene. I glidende bevægelser flyttede hun sin ene hånd om til samme side som den anden, så hendes overkrop automatisk drejede fronten mod dødssynden og lænede sig ligeledes tættere mod ham. Bagdelen hævede sig en ganske lille smule og smidigt lagde det ene ben sig henover det andet. ”Men hvad der overrasker mig mere er, hvad du så fint kaldte mig.” Lige som hun havde betragtet ham nærme sig hende – eller rettere sagt: brønden – veg hendes blik ikke fra ham. Hun løftede forbløffet begge øjenbryn. ”Jeg husker ikke, at være i familiære relationer med dig, Acediae. Hhm?” Næsten kælent svajede hun i ryggen og så afventende på ham. Stadig med det smørende smil fremme.

Ved alle guderne hun talte meget. Det var næsten som om hun var hans værste mareridt. Hele svadaen om menneskets kamp mod døden havde garanteret et eller andet indhold eller i det mindst kunne afsløre noget om marens personlighed men han orkede virkelig ikke lytte til den. I stedet fik hun det samme ufokuserede blik som alt andet besvær i hans eksistens. Det var aldrig let at datere dæmoner, selv når de bestod af et materiale indenfor ens domæne, men det skulle ikke undre Belphegor om hun var ældre end ham. En del. Højst sandsynligt endnu en emigrant fra fædrelandet. Under alle omstændigheder ville hun nok ikke værdsætte en lektion i subjekt-objekt relation, grammatisk set, selv hvis han var inklineret til at give den.
"Acedia." rettede Belphegor blasert. Det gjorde ultimativt meget lidt forskel, selv hvis hun var tilbøjelig til at lyde hans autoritet, var han ikke til at udøve den. Men han titlen var oprigtigt hans og nu havde han faktisk investeret aktivt i ikke at være i nogens ejefald. Han havde været Acediae, blot sin fars søn, indtil hans slanke fingre havde kvalt den sidste rest af liv ud af den tidligere dødssynd.
"..Og vores slags er oprindeligt af samme stof, så vi er beslægtede.. Selv hvis min mor ikke var ligesom dig.." Han gabte. Han havde efterhånden talt meget og trods den lange søvn var han atter ved at blive en smule træt. Det var altid besværligt at begås dæmoner fordi man skulle være så uendeligt mere forsigtig med hvad man afslørede. Omvendt var hans tanker nu ved domænet og hans lille kusine interesserede ham.. en smule. 
"Men ja.. Jeg faldt i søvn og resten af byen faldt sammen med mig.." Svarede Belphegor oprigtigt. Han bemærkede skam godt hvordan hun vred sig og selvom han ikke vidste om det var for hans skyld, var han stadig lige uimponeret. Han havde i sin tid kendt både Succubusdronningen og ærkesynden begær, "..Jeg har dem stadig her.. deres sidste øjeblikke; søde drømme som deres kroppe fejlede dem."
Belphegor gjorde en lille gestus med hånden og fremkaldte et kortvarigt visuelt aspekt af drømmen, kun synligt for de med den rette tilknytning.

Samme stof. Det havde aldrig stået hundred procent klart for Rava, hvordan hun egentlig havde det med at blive sat i samme bås som alle andre. For på den ene side, havde hun ikke ene besættelse med at være unik, som andre hun havde stødt på i sit liv. Et sted havde hun et mindre kink for at knuse disse individer. Men på den anden side, var der noget ved det, der ikke ligefrem satte sig korrekt hos hende. Selvfølgelig var hun ikke dum og forstod godt, hvad det var, han mente med sine dovne ord. Det var vel bare hans fantastisk evne til at få det til at lyde så ubetydeligt. Efterfølgende blæste hendes tanker dog fluks væk til intetheden, hvorpå hun i stedet gjorde store øjne, som fascinerede det hende oprigtigt, hvad han havde at sige. Hans uimponerede udstråling ramte hende ikke det mindste. Hun trak sig godt nok op at sidde mindre snoet igen, men kun for at dreje sig den helt anden veje, så hun i stedet endte med ryggen hvilende på brøndens kant. Og blikket havde hun atter taget fra ham, for i stedet at undersøge fingrene i sin kropslige form, som hun holdt sin ene hånd udstrakt og op foran sig mod himlen.

”Det måtte virkelig have været en skam.” sagde hun roligt, mens hun svang sit ene ben hen for at ligge over det andet, hun havde sat bøjet på kanten, hvor på hun rytmisk vippede foden i den frie luft. ”At blive tvunget ind i hi, fordi en dødssynd ikke kunne holde sig vågen.” Hun var godt klar over, at det nok ikke just var en god idé at begynde at prikke pirrende til en anden dæmon. Og da slet ikke en af samme rank som denne, der holdt hende med selskab. Hvis man så kunne kalde deres lille møde for dét. Næsten helt uskyldigt lænede hun sit hoved lidt mere tilbage for at kunne se op på ham fra sin liggende plads. ”Men det er vel altid en trøst, at deres kostbare drømme ligger trygt hos Dem.”
Undrende fulgte hun hans håndbevægelse og forventede faktisk at se noget. Hun så dog intet. For hun bag ikke det syn, der var krævet for at kunne se, hans lille billede fremvisning. Men frem for tydelige rynker mellem de sorte bryn, var det mere et forundret udtryk, der var at finde i hendes blege ansigt. Hun kunne meget vel have trængt tilbage ind i hans skønne hoved igen for at kunne opleve drømmene, som han prøvede at vise hende. Problemet var vel bare, at det ikke interesserede hende nok til at gide. Selv ikke som det mere eller mindre gik op for hende, hvad der skete.

”Du har vel forhåbentlig ikke tænkt dig at beholde disse drømme for at kunne vise dem frem til muligt levende familiemedlemmer.” Stadig med sin arm udstrakt foran hende fjernede hun kortvarigt den fysisk form af hendes fingerspidser, så en smule tåget røg kom frem, som hun legende kunne hvirvle mellem sine fingre. ”Og jeg har hørt om dig og dine tricks, men hele byens? Gronheim er måske ikke på skalaen med Hovedstaden, men der må være nok til at fylde dit hoved ud. Eller er min forståelse af dit sind helt forkert??”

Hun kan ikke se dem, indser Belphegor til sin forundring. En mare uden kontakt til den verden hun er opstået af, hvor yderst pekuliært. Hun har dog en velkendt evne, illusioner hvorvidt af lys eller mentale, så minder de ham alligevel om hans ugidelige datter. Ireth er også lige så grænsesøgende, men til hans forundring føler han sig et flug mere motiveret til at sætte dem i denne instans. Måske er det fordi at den lille dæmonette foran ham ikke er hans afkom, måske er det fordi hun har potentiale til at være mere besværlig hvis hun først ser ham som svag.
Belphegor bryder sig ikke om konflikt, men han tager den gerne hvis det tjener ham tilstrækkeligt, eller forhindrer bøvl på sigt. I en direkte konfrontation bryder Belphegor sig ikke om sine chancer, men det gør han sjældent - det er derfor han sjældnere tager direkte konfrontationer.
Det er heller ikke nødvendigt, viser det sig. Hun er hans. Underlagt hans slægtsdomæne, bundet af årtusinder gamle aftaler sjældent påkaldt, selv hvis hun ikke var af et materiale han havde særlig kontrol over.
Han har ikke tænkt sig at kalde hende en drøm forløbig, men det er hun.
Hans greb om hendes eksistens er ikke konkret, det er knapt nok dominerende. Drømme er et omskifteligt, kreativt og vigtigst af alt narrativt stof. Han kan ikke styre hende som en dukke, men han kan justere lidt i hendes manuskript - fortælle hende anerledes.

På den morbide scene, Grønheim offer for et mindre massemord, har Dæmon 1 ikke længere nogen replikker. Hun sætter sig op, med hænderne dydigt i skødet mens drømmenes konge rækker hånden frem og griber om hendes hage, inspicerer hende som det kreatur hun er.
Belphegor: "Navn..?"

Den udstrakte hånd lukkede sig abrupt omkring, hvad der meget muligt kunne have været et mikroskopisk insekt, inden hendes muskler gik i spændt, og hendes krop på automatiskvis ændrede på sin stilling nu igen. Satte hende op uden hendes egen fri vilje. Et undrende udtryk var malet henover hendes blege ansigt, mens hun egentlig blot så til, som hendes ben blev svunget tilbage udover brøndens kant og tvang hendes ryg rank. Allerede fra starten ville det være muligt at fornemme, hvordan det nærmest osede ud af hende, hvor stort et had hun bar til fornemmelsen af at lydigt adlyde ordre. For selvom hun ikke havde hørt ham sige et eneste ord – hverken fra hans strube eller hans sind – var hendes kropslige selvstændighed forsvundet og blevet korrupt af et andet parti end hende selv. Hun så til, som hendes hænder lagde sig i hendes skød som en ydmyg kvinde med manererne på det rette sted, hvorpå en pludselig lyst til at kaste op, kunne skimmes i hendes ansigtsudtryk. Et udtryk der straks smeltede over til borende vrede og klarstående utilfredshed., da hans greb om hendes hage tvang hende til at se mod ham.

Men som skuespillet kom til sin ende, blødnede hendes facade atter op. Frustrationen krakelerede og atter tillod hun sine mundvige stige op i et arrogant smil. Dog trak hun sig ikke væk. Hendes ansigt forblev i hans valgte afstand, mens ændringerne blev gjort i en glidende overgang. Så naturligt som havde det ikke set anderledes ud for blot få øjeblikke siden. Og nu med grønne mandelformede øjne så hun ham betragtende i øjnene, inden de nu svagt fyldigere læber skilte sig ad. ”Nanna.” svarede hun blidt med en tydelig overlegenhed i stemmen. Foruden at have taget den frosne piges navn og beklædning, havde hun nu også taget hendes udseende. God nok med en del mere farve i kinderne end, hvad man kunne finde på den originale ved siden af dem. Roligt førte hun en hånd op til hans, og fik diskret indflettet sine fingre korrekt for at fjerne hans greb om hende uden problemer.
”Hvilke grunde har du dog til at tro, at jeg nogensinde ville opgive noget så værdifuldt som mit navn?” kommenterede hun nedladende, mens at hendes smil så småt var blevet større og mere morende. Ganske afslappet lænede hun sig en tand bagover med hænderne om brøndkanten, så hun endnu engang kunne vippe sine ben barnligt frem og tilbage.

Belphegors blik blev øjeblikkeligt blankt. Hun var en uciviliseret lille tingest, var hun ikke. Ikke dum nok til at dele sit sande navn, men dum nok til at tro at det var det han havde spurgt efter. Hvad end hun kunne tilbyde ham, var det intet strålende intellekt, men der var alligevel noget der afholdt ham fra at skubbe hende bagover ned i brønden og fryse vandet solidt.
Han var allerede begyndt at fortryde den tid han havde investeret i bæstet, han havde ikke tænkt sig at forklare hvordan det var alment blandt deres slags at have et facadenavn siden de alligevel havde tendens til intuitivt at genkende hinanden trods de omskiftelige køddragter. Det var svært ikke at føle at hun var rimelig.. en-dimensionel, men lige netop det var det svært at kritisere hende for når hans eksistens lod til at være bygget op omkring en enkelt last.
"Nanna." smagte han på navnet. Han havde bemærket som hun nonchalant skiftede sin identitet. Måske var hun en af de dæmoner der var principielt imod konstanthed. Hvis det var sagens var han noget mere forberedt på at lægge hende på køl, fordi en kaossets korsridder ville han ikke omgås.
".. Utilfreds med sin lod i livet, men uden fantasien til at forestille sig det bedre.." reciterede han. Af alle i byen havde hun været hurtigst til at falde under hans magt, "umageligt snævre drømme.."
"Hvad har de gjort ved dig, Nanna?"