Det var bestemt ikke unormalt for Rhovandír at være ude på vagter i og omkring Elverly. Sikkerheden var jo trods alt vigttigt, især efter de større bæster der havde været ved de uvidede grænser hvor der boede mennesker. Noget som en del elvere nok lige skulle vænne sig til.
Mens de helt unge elvere som ikke havde givet efter for hverken vinter eller tørke flere gange uden deres forældres vidende havde søgt derhen imod. 
Det var netop en af disse småbørn den unge Rhovandír havde spejdet efter da en anden, mørklødet elver fangede hans opmærksomhed.
Et skævt smil gled over hans læber, det var nærmest idiotisk tydeligt hvad den anden forsøgte på.
I ly af træer og buske holdt han over en mindre strækning øje med Dae, inden han valgte at han nok hellere måtte give sig til kende. Selvom det ikke var decideret ukendt at elverne blev holdt øje med, af spejderne såvel som Toorah selv hvis magi gjorde at hun var i en hel særlig kontakt med grænseegnene. Det havde dog nok været lidt andetledes siden hun havde ladet sin magi låse ned da der var løbsk magi overalt, men om hun var ved at komme op på fode, anede den rødblonde intet om, han havde ikke haft muligheden for at spørge. 
Et mindre falkeskrig lød op meellem træerne; hans måde at kommunikere med den opmærksomhedssyge falk der nærmest altid fulgte ham, selv ude på vagterne. Et skarpere skrig lød tilbage idet falken kortvarigt dykkede ned i en lysning, fløj langs jorden inden den med en mindre fortørnet skræppen landede på en gren, stirrende direkte ned på Daerekir. 
Et dæmpet suk forlod Rhovandír, det var ikke ligefrem det han havde haft planer om, men hvad pokker? De grønne øjne skævede rundt, lige for at sikre sig at alt var som det plejede, inden han stille, undgik blade og kviste, og bevægede sig ud i synsfeltet af den tatoverede elver.
"Gi suilon, Daerekir. " Lød det muntert hilsende fra ham. "Hvor har Deres fødder bragt Dem denne gang?"  Fortsatte han på det skovelvske sprog.

Falkeskrig var ikke ligefrem uvante lyde at høre i og omkring skoven, så det var i første omgang ikke noget Daerekir bed synderligt mærke i. Da han så hørte det andet af dem vendte han alligevel blikket opad et øjeblik, bare for at se om han nu kunne få øje på de fugle, der måtte være lige omkring ham. Der gik da heller ikke længe, inden en falk så også strøg lige forbi ham og endte med at sætte sig på en gren. Rovfugleøjnene, der hvilede på ham fik Daerekir til at stoppe op med en vis undren i blikket. Kunne det være en formskifter i forklædning? Han havde ikke et stærkt nok bånd til sine omgivelser til at have den mindste form for fornemmelse omkring den slags og lige nu spændte det da bestemt ben for ham. Det lignede ikke fugle at finde interesse for ham, så et eller andet måtte der altså foregå. Heldigvis gik der da ikke længe inden en velkendt elver så kom til syne og Daerekir vendte sig imod ham.

"Rhovandír," hilste han med en dyb nikken, inden han så rettede sig op igen for at se på skovelveren. Han havde vel håbet på at komme dybere ind i skoven før han rendte ind i nogen. Ikke at det gjorde en forskel, men det ville da være befriende efterhånden at være så god til at begå sig mellem træerne, at han ikke tiltrak sig opmærksomhed. "Krystallandets hovedstad," forklarede han lige ud, ligeledes på elvisk, da det nu engang føltes mest naturligt i selskab med skovelverne. "Det blev kun et kort visit for denne gang. Jeg længtes allerede tilbage." Selvfølgelig var der noget ærlighed i det, selvom hans forhold til Elverly nok altid ville være en smule ambivalent. Dog mærkede han lige nu bestemt mest til de gode fornemmelser omkring skovelvernes rige. "Din falk ser ud til at ville holde øje med mig," påpegede han inden han gjorde et blik mod falken igen, der stadig sad og stirrede på ham som kun rovfugle kunne gøre det.

(Afsluttet fordi den er gammel og inaktiv)