Det lå ikke til Jerome at besøge steder hvor han godt vidste, at han kunne risikere at blive genkendt for mindre heldige handlinger, begået af ham selv, men til trods for denne overbevisning, var han har nu igen: I Hovedstaden, stedet hvor han første gang blev taget i en kriminel handling. Han var endt i sin families hus, og måtte lige forklare sig til de folk der boede i hans gamle barndomshjem. Det overraskede ham egentlig ikke, at hans egen familie ikke længere boede her, de var fattige og kunne ikke blive samme sted i særlig lang tid ad gangen. Men de havde ikke taget hans snurretop med. Han havde samlet den op med et nostalgisk smil på læberne og derefter var kaos brudt ud i det lille skur-agtige hjem. Han endte dog med at komme væk derfra uden de store problemer. En fingerring af guld hjalp en del på hans sag.

Ude i Hovedstadens gader fik han øje på at adskillige bygninger og områder så anderledes ud end da han sidst havde været her og han valgte at kigge sig lidt omkring. Jobbet kunne vente. De adelige flyttede ikke bare sådan uden lige, så han kunne sagtens tage en tur op til den herre, han skulle fratage både titler og rigdomme lidt senere.
Som han gik gennem gaderne fik han øje på en anden lille mand. En elver, nærmere beskrevet, og denne elver var dækket i tattoveringer fra top til tå. Jerome blev omgående nysgerrig og besluttede sig for at følge efter ham, bare for at se hvad han var for en type. Elveren så ikke glad ud over at være her, og da de var endt i gyden og elveren begyndte at tale til en fugl.
"Lad mig gætte: Du bryder dig ikke om snavset og det stigende antal alt for nysgerrige mennesker?" han vidste udmærket godt, at han selv indbefattede den kategori, men her stod han, for sig selv, og ikke sammen med en kæmpestor gruppe af andre mennesker. Det eneste intimmiderende ved ham måtte være, at han tydeligt var bevæbnet.

Jerome kunne godt se, at det var lige lovligt tidligt for ham at røbe sin tilstedeværelse for elveren, der stadig så ud til at være nervøst anlagt. Han nikkede forstående til at det ikke var menneskerne, men derimod murene, der afskrækkede ham fra denne by. Det var vel forståeligt: Murene var høje, Hovedstaden kunne til tider lugte af for mange mennesker - især i den nedre bydel - og bygninger skyggede oftest for solen. Alt sammen noget, elveren sikkert ikke var vant til. Han havde blot talt om byporte og mure, men det var tydeligt, at han ikke var vant til det her. "Du er ikke fra byen kan jeg høre på det," antog han med det samme, som han lænede sig op ad muren ved siden af sig.

"Ville du ikke blive nysgerrig, hvis du så noget eller nogen, du aldrig har set før?" hans intense blik kiggede elveren efter, om der var flere nysgerrige ting omkring ham. Ud over de mange tattoveringer og det nervøse træk i hans væsen.
"Jeg er nysgerrig. Du ser ikke ud til at være typen, der render rundt i storbyer og du er helt tildækket i tattoveringer. Du er interessant," Der var ingen grund til at holde nogle hemmeligheder for ham, så Jerome sagde blot tingene, som de var. Det var vældigt spændende at se hvor dette kunne bære hen.

For sent slog det Daerekir, at han havde glemt alt om positur og høflig tiltale, hvilket ellers ikke lignede ham. Nu lignede hele situationen så heller ikke ligefrem en han var vant til og mennesket foran ham så heller ikke umiddelbart ud til at bære nogen titel, der gjorde det helt strafbart ikke at leve op til etiketterne. Det var i virkeligheden en smule dumt, at han gik så meget op i den slags, når nu det langt det meste af tiden mere handlede om opdragelse end om noget han egentlig aktivt ønskede at leve op til og det var trods alt sjældent hans oprigtige respekt fuldte med. Højtstående folk så ikke mildere på at blive talt imod, blot fordi man brugte de rette tiltaleformer. "Det er jeg ikke, nej," bekræftede han den fremmede, da der ingen grund var til at holde det skjult.

Han lænede hovedet ganske let på skrå over de næste ord. Godt nok kendte han alt til nysgerrighed, men det var alligevel sjældent han fulgte efter andre blot fordi han var nysgerrig - og da slet ikke i et område som dette eller ind i en gyde på samme måde. Måske det bare var fordi han var for frygtsom af sig. Forhåbentligt talte den fremmede i det mindste sandt, når han snakkede om nysgerrighed. "Jeg har aldrig brudt mig om de tætbefolkede byer, nej," svarede han ærligt, selvom svaret nok kunne hentyde han havde levet et andet liv end han egentlig havde. Dog passede det ham glimrende skulle andre tro han havde tilbragt hele sit liv langt fra civilisation. "Mit folk er ofte tatoverede, der er intet særligt ved mig." At blive kaldt interessant var tydeligvis ikke noget, der passede ham specielt godt. Det skabte associationer, der ikke var velkomne. Desuden havde han det altid en smule svært ved snakken om tatoveringerne. Ganske vidst var det rigtigt, at ørkenelverne ofte var pyntede på den måde, men nu havde han trods alt ingen forbindelse til andre af hans egen slags og umiddelbart var det langt mindre udbredt hos skovelverne. "Du bærer våben," påpegede han i en spørgende tone, i tvivl om hvad han egentlig burde forberede sig selv på at høre af svar. Lige nu ville han bare gerne have bekræftet, at han ikke behøvede være nervøs.

//Afsluttet