Til trods for, at mange år efterhånden var gået og Daerekir dermed havde haft rigeligt tid til at rejse til et sted som Hovedstaden, så var dette hans første besøg i byen. Havde egentlig oprindeligt ikke været meningen, at han ville tage hele rejsen dertil, men det var som om nysgerrigheden havde overvundet trangen til at være alene og efter hvad han havde hørt var Hovedstaden også et sted, hvor man så mange forskellige skikkelser. Det var måske netop den slags han havde brug for, for at få bekræftet, at han ikke var en særling. Til trods for den som regel gode behandling i Elverly, så kunne han altså ikke skubbe følelsen af at være anderledes fra sig, når langt størstedelen af dem han dagligt så og talte med ikke lignede ham og forhåbentligt kunne han da i det mindste føle sig særpræget blandt mange, når først han var omgivet af forskellige racer og skabninger. Da han ved tidlig morgen var ankommet til byen havde han fulgt mængden indtil han var endt på markedspladsen. Han kunne ikke undgå at sammenligne den med tiden i Balzera, selvom markedet bestemt så anderledes ud. Til trods for stemningen, varerne og friheden skabte det associationer i ham, som fik ham til at gå en smule ind i sig selv. Han gik hurtigt fra at betragte de forskellige boder til at trække sig væk fra mylderet og betragte det fra afstand. En del af hans bevidsthed lod ham ikke miste overblikket og det var først, da han stod i læ i skyggen fra et træ, at han igen fik overskuddet til at betragte pladsen.

Han løsnede snøren han havde haft om sit hår på rejsen og nød ellers følelsen af lokkerne, der faldt frit ned over hans skuldre. Det var ikke altid han satte det op når han var på farten, men så snart han var kommet ind i mængden af folk havde han fået en fornemmelse af, at det ville være en god idé. Nu var der ingen farer for, at det kunne viltre sig ind i noget og et eller andet sted brød han sig virkelig ikke om følelsen af at have det bundet på nogen vis. Tøjet han bar var skovelverklæder, der dog var noget slidte efter turen fra Elverly og han ville med garanti have godt af at finde noget andet til hjemvejen. Dog krævede det også, at han ville kunne finde penge til det, hvilket han ikke helt turde håbe på. Mad havde trods alt førsteprioritet og som det så ud nu havde han virkelig ikke meget at forhandle med.

Det var ikke alle Theodmons romancer der endte således, reflekterede han i de sekunder han hang i frit fald. Det var egentlig ganske passende, fordi hvor den lidenskabelige affære havde bragt ham til nye højder, måtte han i sidste ende falde ned - i denne instans i bogstaveligste forstand. Heldigvis var han allerede så småt over Katarina da han ret brat erfarede at hun var gift.. Med en halvork.
Theodmon var tilladt et splitsekund af tvivl om hvorvidt han rent faktisk kunne flyve, da han ramte kærren. I retrospekt havde høet ærlig talt set væsentlig blødere ud oppe fra vinduet og der ville nok være et par blå mærker som minde om hele eskapaden, men man måtte tage det sure med det søde.
Den unge elver fik frigjort sig fra høstakken og var netop ifærd med at plukke individuelle strå fra det lyse hår, da han bemærkede det mindre publikum der nu betragtede ham. Theodmon lo begejstret og bukkede nok så dybt; han så ingen skade i at agere momentær underholdning.
"..Kvinder!" Udbrød han højt, til en generel klukken, især fra mændene, "..ultimativt kilden til enhver mands mest brilliante og.. Mest interessante øjeblikke." Han tog endnu et buk og børste den ganske nydelige silkeskjorte af. Heldigvis havde hele denne misforståelse kun efterladt ham en anelse smudset i en absolut overført betydning.
Og dog, ved Haldis om han ikke genkendte en af de skikkelser.
"Lafarallin!" hilste han, et simpelt ordspil på de elviske ord for 'ven' og 'sand'. Hans ørkenbroder. Theodmon satte bastant kurs mod Daerekir.

Theodmon havde ganske vist forstået at Daerekir ikke var yderst begejstret for nærkontakt, men det var desværre stadig først noget han kom i tanke om for sent, så som efter han varmt havde kysset den anden elver på kinderne. Den lyshårede digter tog et respektfuldt skridt tilbage, stadig med sit brilliante smil i hele ansigtet.
"Problemer?" gentog han og gjorde et afvisende kast med håret, der også formåede at afskaffe de sidste rester af høstakken, "..Nonsens! Min onkel Arbelladon sagde altid at man ikke havde levet før man har sprunget ud af vinduet i flugt fra en elskers pludseligt hjemkomne ægteman!"
Folkene der havde iagtaget optaget, begyndte så små at sive derfra som det lod til at der ikke ville ske mere. Theodmon kunne ikke bebrejde, hvor spændende end deres samtale var, var den i elvisk og det var de færreste af folkene i hovedstaden der forstod der melodiøse sprog. Apropos ægtemanden dog.. Theodmon skævede op imod vinduet og dernæst over på hoveddøren. Måske et sceneskift ville være ønskværdigt i denne eksakte instans. Med lang, næsten dansende skridt satte han kurs mod nærmeste kro og forventede implicit at Dae fulgte med.

Det lykkedes med nød og næppe Daerekir at undgå at spænde for meget op over nærkontakten og heldigvis var det da også hurtigt overstået og så kunne han straks blive helt rolig igen. Han var tryg i Theodmons selskab, så helt naturligt var det let at finde roen, selv når grænserne blev udfordret. Han måtte hæve en hånd for at fange et høstrå på stiktur, for at undgå at det skulle ramme ham, selvom det nok heller ikke havde gjort det helt store. "Jeg er sikker på din onkel har sagt mange vise ting," lo han, ikke det mindste i tvivl om at det faktisk var tilfældet. Han havde måske bare et andet syn på det at leve end Theodmon havde, men det var jo også ganske naturligt. De to havde levet vidt forskellige liv og havde lært vidt forskellige kvaliteter. Skulle Daerekir helt selv kunne vælge, ville han da glædeligt skifte sit eget liv ud med Theodmons, men det var ikke en mulighed og han måtte i stedet bare lære at finde sig tilpas i det liv han havde. Det gik heldigvis bedre og bedre.
Straks vennen satte igang for at komme væk fulgte Daerekir væk. Det gav vel kun mening, at den anden gerne lige ville væk fra opmærksomheden og fra hvor end han var stukket af fra. Ørkenelveren satte også pris på at undgå at skulle overvære en konfrontation, da han godt var klar over, at han ikke ville være i stand til at hjælpe. Nogen god slagsbror ville han aldrig blive og det havde han heller ikke lyst til at være. "Bor du her i Hovedstaden nu?" Spørgsmålet faldt mens de fandt vej ind på kroen. Han ville jo gerne vide hvad hans ven gik og foretog sig, når nu det var så lang tid siden han havde set ham.

Theodmon smilede kækt til en forbipasserende pige og blev belønnet af en nok så yndig rødmen. Havde han været på egen hånd, ville han måske have opfulgt den spæde kontakt men i stedet holdt han døren for Daerekir og de trådte ind på krostuen.
"Nej, intet så permanent." Svarede Theodmon som de banede sig vej mellem bordene til et der var ledigt, "..Jeg tager derhen hvor livets vinde fører mig."
Hans stemme var varm og det var tydeligt at han kunne lide at snakke om sig selv. Med andre ord, intet nyt under solen. Den skødesløse udstråling blev dog momentært skruet lidt ned. Han betragtede kritisk den snuskede taburet. Det var ikke ligefrem det mest romantiske etablissement de havde valgt her. Med en rynken på næsen, erstattede han skamlen med en marginalt renere.
"Men lad os holde os til de lokales tungemål, i dets vidunderlige klodsethed." Sagde Theodmon og slog over i Krystallisiask, "..Det sømmer sig ikke at bede om højere stole til et alfebryllup, som man siger."
Han lænede sig tilbage i stolen og iagtog kammeraten. Smalltalk var, som det lidt lå i ordet, for småligt til ham. I stedet efterlod han et opfordrende tomrum i samtalen, hvis Daerekir havde lyst til at fortælle hvad han havde taget sig til.

Øjnene blev opmærksomt vendt rundt i krostuen, da behovet for at danne overblik igen opstod hos Daerekir så snart han var kommet inden for. Han gjorde et nik til Theodmen som tak for at have holdt døren og tvang så mere eller mindre sig selv til at tage det med ro. Normalt syntes han altså ikke, at han var så overfølsom over for folkemængder og støj, men et eller andet havde alligevel ramt ham efter at have tilbragt tid på markedet. Han fik det dog rystet af sig, dog ikke tids nok til overhovedet at have bemærket Theodmens kortvarige kontakt til en pige. I det mindste var han tilbage i nuet til at høre svaret på sit spørgsmål. "Du må allerede have set meget," påpegede han med et smil på læberne. Til trods for at han så absolut selv havde friheden til at se sig omkring i hele Krystallandet, så var det ikke meget han fik rejst. Det var ihvertfald ikke ret langt fra Elverly han nåede at komme inden han følte han var nødt til at bremse op eller vende om igen.
Han så til mens skovelveren skiftede sin skammel ud, men satte sig selv uden noget påstyr. Ligegyldigt hvad ville han sandsynligvis have oplevet værre og så længe skamlen ikke var fugtig kunne det ikke være helt galt. "Som man siger," gentog han, denne gang på krystaliansk, med et mildt grin, der tilkendegav at talemåden ikke umiddelbart havde nået hans øregange før. Det gav dog glimrende mening. "Det er første gang jeg ser Hovedstaden. Det er noget helt andet end livet blandt træerne." Det gav vel sig selv, at det var det, men derfor følte han nu alligevel han var nødt til at påvirke det. "Du har været på rejse så længe. Savner du ikke Elverly?" Det føltes unaturligt for ham ikke at tale elvisk til den anden, men han kunne nu godt se meningen i at tale det lokale sprog. De var trods alt gæster i Hovedstaden og måtte vel gøre deres for at passe ind.

Theodmon bestilte vin til dem begge. Det var det var menneskeskabt stads, solidt og klodset af smag ligesom racen som helhed, men det i sig selv var en spændende oplevelse. Desuden var det langt hårdere end elvernes alkohol og derfor var det en nemmere og billigere rus for fattige kunstnere.
"Jeg vil være ærlig, i de første måneden genovervejede jeg gentagende min beslutning," indrømmede Theodmon og trak på skuldrene. Elverly var helt unikt; en homogen bobbel der syntes at eksistere i et helt andet tempo.. resten af riget syntes umiddelbart stressende travlt, "men der er noget beundringsværdigt i måden disse folk lever hvert en øjeblik til det fuldeste.
For en elver var et enkelt år eller to ingen tid, for mennesker synes det en evighed. Hans folks affærer kunne tage årevis om at afvikle sig.
".. og jeg ville være skarn hvis jeg jeg ikke nævnte kvinderne.." Theodmons smil blev en anelse smørret og han tog imod vinglassene fra kropigen uden at bryde øjenkontakten med Daerekir.

Daerekir så det bestemt som et godt tegn, at Theodmon havde genovervejet sin beslutning. Naturligvis for Theodmons egen skyld, da det jo trods alt betød at den anden elver forhåbentligt ikke ville komme til at fortryde sit valg, men også fordi det fik ham bekræftet i, at Elverly altså var den fantastiske oase som han så det som. Nysgerrigt og interesseret lyttede ørkenelveren nu også yderligere efter, da resten af svaret så lød. Han havde selv tilbragt længe blandt mennesker og selv uden rigtigt at huske sin opvækst blandt andre ørkenelvere, så kunne han sagtens se hvor stor forskellen var. "Det er svært for dem at nå alt hvad de gerne vil." Elverlivet var langsommeligt, evigt hvis blot man holdt sig fra farer. Det var vel også derfor hans racefæller i syden blev set som slavepotentiale. Fik man først fat i dem havde man dem for evigt. Selv mindedes han da også at have troet han skulle være fanget i palæet i Balzera i al evighed.
"Kvinderne, selvfølgelig," lod han inden han, modsat Theodmon, fjernede blikket fra sin samtalemakker for at nikke til kropigen som en takkende gestus. Det var et punkt hvorpå Theodmon og Daerekir syntes at være evigt forskellige. Skovelveren virkede til at være på en evig søgen af kvindeligt selskab, mens ørkenelveren trak sig mere tilbage og hurtigt blev nervøs så snart stemningen blev for intim. Ikke at han aldrig lod andre komme ham nært på den måde, men der skulle nogle gange bare noget særligt til. Han vejede sit glas en smule i hånden og vendte så øjnene mod sin ven igen. "En skål på rejser og kvinder?" Ordene føltes helt unaturlige på hans tunge og de var da også så fremmede i hans mund, at han ikke helt kunne undgå at le mildt.

Theodmon hævede sit glas. Det var bestemt en skål han kunne forholde sig til. Inspirationen gnistrede i hans øjne og med ryggen lidt rankere blev han pludselig ganske højtidelig.
"Deres vidunderlige geometri,
Deres forunderlige topografi,
..Mine fingre kortlægger deres hår,
Min tunge på udflugt mellem deres lår." improviserede han og tog så en slurk og gjorde en grimasse. Ikke fordi der var noget i vejen med vinen, men fordi han trods alt havde standarder, rent lyrisk.
"Ak, det sprog.." Udbrød han dramatisk og lod nakken falde tilbage på stoleryggen, "..Så fuld af gravitas hvis brugt korrekt, men når jeg byder det op til dans, er det som en svingom med et vildsvin."
Ah, men der var stadig vin i hans glas og det gjorde det lidt klodsede digt mere overskueligt. Han havde for længst fundet ud af at den puritanske kultur også satte præg på sproget. Hvad der på elvisk ville have været forjættende, var på krystalisiansk sjofelt og banalt. Han så opgivende på Daerekir.

Mens Theodmon gav sig til at fylde luften med poetiske ord, tog Daerekir sig friheden til selv at smage på vinen. I første omgang blev han overrasket over den kraftige smag, selvom det langt fra var første gang han drak vin fremstillet ved menneskehånd, men så snart den første slurk var sunket var han ovre det. "Sjældent har jeg oplevet et vildsvin danse så yndefuldt," kommenterede han muntert på vennens opgivende ord. Som enhver anden elver nok gjorde, brød han sig nu engang bedst om at kommunikere på elvisk. Han havde egentlig ikke engang en holdning til om det lød bedre, men det føltes langt mere rigtigt og fyldestgørende. Dét og så var krystaliansk trods alt et sprog han hovedsaligt forbandt med den del af hans opvækst han helst bare ville glemme. Det var ikke retfærdigt overfor den almene krystalianer, at han gjorde sig de associationer, men det var desværre ikke noget han følte sig helt i stand til at ændre. Heldigvis var det ikke så klar en del af hans bevidsthed, at det for alvor gik ham på. Det var bare med til at lade det føles en smule mere unaturligt for ham at tale hvad resten af landet betragtede som deres sprog. "Du ved jeg sætter pris på din digtekunst, Theodmon." Om skovelveren rent faktisk havde brug for den opmuntring vidste Daerekir egentlig ikke, men ikke desto mindre var ordene sande. Selv havde han ingen evne inden for den slags, så det var jo kun klart, at han satte pris, at høre en mand som Theodmon udfolde sig, om det så var på elvisk eller krystaliansk var mindre vigtigt.