Byen lå mere øde hen end det plejede. Selv de dæmoner der hang i krogene af den forladte by havde søgt op mod Kzar Dûn for et godt stykke tid siden. Alt var mussestille faktisk. Vidya var ikke klar over om slaget var begyndt eller ej, men hun håbede den rigtig side vandt. Hun ønskede ikke at Mørket skulle herske over dette rige, men der var ikke så mange andre der kunne reagere heller. Måske der ville være kaos i 2000 år mere, men en dag ville nogen nok sørge for at dæmonriget endnu engang blev det fantastiske rige det engang havde været.
Disse tanker spandt og viklede sig rundt inde i Vidyas hoved, som hun sad ved et af vinduerne med en bog foran sig. Men hendes blik var for en gangs skyld på noget væk fra biblioteket. Hendes øjne kiggede på de sørgelige ruiner der var tilbage af Aztaroth, og hun vidste også godt selv, at biblioteket havde set bedre dage, selvom hun havde gjort havde hun kunne. Men det var som om at mørket og forældelsen havde sat sine tænder i selv det mest skinnende liv.

Et lille suk gik gennem den lille krop, og for en gangs skyld lignende hun næsten en på sine alder. Uden det maniske smil, og øjne der skinnede af nysgerrighed, kunne man næsten se de 6000 lange år i den gamle dæmons øjne. De mange år der var gået og kommet, og alligevel føltes det som om at hun kunne havde levet en brøkdel år. Der var stadig så meget mere udenfor, som hun ikke kendte til endnu. Måske var tiden virkelig inde for at tage på en tur.
Selv med disse tanker, blev hun siddende. De små eventyrdyr der blev brugt til at være hendes rengøringshjælp, forsatte deres arbejde med at holde alting pletfri. Ikke at der var meget at fjerne, når det kun var dem og Vidya der gik rundt derinde, men Vidya hadede når biblioteket var beskidt.

Det var første gang Maralinda havde været i det sagnomspundne rige som hendes race stammede fra. Portene havde været lukket dertil det meste af hendes liv, men hun havde hørt ikke så lidt om stedet! Det meste af det havde været hvisket eller brugt som trussel eller en understregning af hvor slemt det kunne være, men en smule havde været reelt om stedet. Det var hvad hun havde fundet i gamle bøger i glemte biblioteker og det var en bemærkning fra en af dem, der havde tændt hendes nysgerrighed for at aflægge den anden verden et besøg.
Eller nærmere det ældste bibliotek et besøg.

Efter måneder i Krystalpaladset med at gennemsøge biblioteker og private bogsamlinger havde hun fundet det nødvendigt med et lille afbræk. Vinteren havde godt nok stadig ikke sluppet sit tag i landet, men lidt for mange var begyndt at lægge mærke til hende, så forandring var nødvendigt.
Og en forandring havde det været!
Sne, kulde og mørke blev aldrig hendes kop the. Mest de to første ting besværliggjorde alt og forsinkede hendes fremfærd. Det holdt også folk inde og isolerede. Alt i alt en miserabel rejse frem til porten og det blev ikke bedre på den anden side! Skulle folk være kaotiske hele tiden? De havde i hvert fald også gang i kamp på den anden side, som de tidligere havde haft det ved hovedstaden.

Godt grumpy fandt hun det kopierede kort frem der forhåbentlig ikke var fuldstændig forældet og satte afsted mod Aztaroth. En by markeret på kortet som stedet for det fantastiske bibliotek og hendes mål.
En by der viste sig at være en ruin.
Lidt mindre grumpy og mere forsigtigt fortsatte Maralinda fremefter mod den mest velholdte af bygningerne. Tøvende et øjeblik og med et undersøgende blik rundt først, fulgte hun ydrevæggen rundt til hun nåede indgangen. Atter tøvende listede hun døren minimalt op, så hun lige kunne smutte ind og stoppede der for at tage rummet ind. Og hvilket rum! Betaget og ude af stand til at skjule det listede hun fremefter og hen mod den nærmeste reol.

Vidya havde ikke forventet at hun ville få besøg. Ikke at det var usandsynligt, men fare lurede i dæmonriget for alvor, og hun forventede ikke at nogen ville komme forbi i dagevis. Men skæbnen havde andre planer tydeligvis. For som hun sad der, kunne hun høre at døren gik op. Man kunne mærke hvordan energien i biblioteket forandrede sig, som alle blev opmærksomme på at døren var åben og nogen kom herind. Der var næsten en spændt stemning, som om at hver krog af biblioteket forventede at der ville ske noget.
Den gamle dæmon lukkede langsomt sin bog i, og lod sine øjne hvile på døren, og det lille hoved der først kom ind. Fra sin plads ved vinduet, gjorde det det ganske nemt at se pigebarnet. Det lod da i det mindste til at det var en dæmon, men de færreste dæmoner tog skikkelser som små børn. Var hun stadig et barn? Det kunne meget vel være egentlig.

"Nok se, men ikke røre," kom det fra den gamle dæmon, da pigebarnet nærmede sig reolerne. Et bredt smil havde allerede fæstnet sig på vidensdæmonens læber. De gamle øjne var allerede begyndt at stråle igen. En ung dæmon som denne burde være nem at få ind i en aftale. De ældre dæmoner var altid mere tilbageholdende, selvom de ofte blev nødt til at krybe tilbage til hende. Der var noget viden der bare ikke var så nem at få fat i.

Maralinda mærkede stemningen skifte i biblioteket som hun trådte ind. Fra at være gennemsyret af en kedsommelig arbejdsomhed var det som om alle blev optændt af forventning. Hvem alle var kunne hun ikke sige, men fornemmelsen af mange væsner var ikke til at tage fejl af. Heller ikke af at de ikke virkede til at ville gøre hende noget fysisk ondt.
Alligevel var det foruroligende at kunne vække den forventningsfuldhed bare ved at træde indenfor.
Hun fortsatte dog uden at lade sig synligt mærke med interessen og tog i stedet det fantastiske sted ind. Hvad der ikke måtte være af viden samlet her og af an helt anden alder end hvad hun hidtil havde været igennem. Virkelig en skam hvad hun søgte næppe var her, men hun kunne sagtens finde andet. Det var hun sikker på.

Hendes hånd var kun lige løftet til at stryge bagsiden af den nærmest bog, da en stemme tydeligt bekendtgjorde hun var alt andet end alene. Det fik et smil til at skyde frem på hendes læber, som hun i stedet lænede sig frem og snusede ind. Der var bare noget ved bøger!
Så vendte hun sig alligevel rundt med blikket søgende op og rundt for at finde den talende. Som hun gjorde det søgte hun samtidig ud med sin magi og noterede sig hvor hver en følelse i det store rum kom fra. Den stærkeste fra den der havde talt gættede hun på. "Men det er så besværligt at skulle levitere dem for at læse dem." protesterede hun snusfornuftigt. Så fandt hun endelig den anden dæmon som en silhuet mod vinduets lysende flade. "Er du vogteren af det her sted?"

Synet af Vidya kunne umuligt være særlig skræmmende. Modsat så mange andre dæmoner havde hun ikke et regalt eller skræmmende udseende, men havde istedet for tilpasset sig til en ung krop, der lignede en lille elver. Hun var ikke specielt højere end den yngre dæmon, og selvom hendes udtryk i ansigtet, altid var en smule manisk, var det ikke umuligt at ignorere med det mere barnlige udseende hun bar.

Smilet blev lidt bredere, da hun hørte det kække svar fra den unge dæmon. Ja, det var upraktisk, men hvis man havde en aftale, så kunne man få lov til at røre de dyrebare bøger som var placeret i biblioteket. Hvis man da havde noget tilbyde. "Ja, det er nok det man vil kalde mig," indrømmede hun, og rejste sig op fra sin plads, og begyndte at tage skridt mod den yngre dæmon. "Er der noget du søger?" spurgte hun efterfølgende og stoppede op ikke langt fra hende. Gad vide hvem denne dæmon egentlig var, men det var ikke altid at dæmoner var villige til at give de oplysninger ud, så det var ikke ligefrem noget at Vidya nødvendigvis ville få svar på hvis hun spurgte.

Maralinda gengældte ubekymret smilet fra den lille dæmon. Var udtrykket hos den anden en anelse manisk, så var det ikke noget der rigtig bed på hende som grund til øget forsigtighed. Trods alt havde manisk opførsel kun været overgået af egocentrisk og ensporet i den tid hun havde tilbragt på Mørkets Borg. For slet ikke at tale om de udtryk hun havde set på hendes fædrene ophavs ansigt ved de lejligheder han havde ulejliget sig med at notere sig hendes eksistens. Ikke at hun havde gjort noget for at det skulle ske, men helt kunne det jo ikke undgås.

"Åh, det må være et af de bedste hverv man kan få!" Skulle hun vælge noget ville vogter af viden stå højt! Langt bedre end at flakke rundt og skulle udstå laverestående racers konstante indblanding i hendes færden. Særligt irriterende havde det været når hun søgte skjulte biblioteker og den glemte viden der for af en eller anden grund bekymrede det alle når hun var alene afsted. Endnu en god grund til at få fingre i Beon igen og få ham overbevist om at det var i hans interesse at føles med hende - hvis hun ellers kunne finde ham igen.

Det næste spørgsmål fik hende til at lægge hovedet let på skrå og betragte den anden undersøgende, før hendes blik af sig selv gled til bøgerne omkring hende. "Intet specifikt her, tror jeg? Men så igen kunne der være et spor at finde her mod den bog jeg søger." Hendes blik fandt tilbage til den anden og blev mere alvorligt og langt mindre legende. Hvor intet vovede trods alt og en vogter havde jo en viden om hvad der var at finde og hvad ikke. "For århundrede tilbage, fem eller seks, levede en lærd i Krystallandet som rygtet siger vidste mere end hvad sundt var for ham. Hans bibliotek forsvandt, som han gjorde det fra verden og med det den viden han havde opsamlet. En journal af hans skulle dog have vandret gennem mange hænder som hvis læst med rette viden skulle kunne fortælle hvor hans bibliotek var. Er det en journal jeg ville kunne finde her?" I det forsvundne bibliotek skulle have været en bog med navne på alle dæmoner den lærde havde fundet. En bog kun få rygter hviskede om og ingen rigtig troede nogensinde havde eksisteret... men hvis den havde, så var alt besværet værd! Som bytte i handle om frihed.

Vidya var noget chokeret over komplimentet hun umiddelbart fik lige efter at hun sådan set havde præsenteret sig af titel. Der var ikke mange der værdsatte hendes erhverv, og endnu mindre der ville ønske at være en del af det. Måske de var klogere? Måske var det fordi de havde set hvordan Vidya havde forandret sig over årerne, som at vanviddet var sjæle bøgerne havde grebet hendes egen sjæl. At kalde hende hel mere, det kunne man ikke mere.
Alligevel lyttede Vidya med en interesse til det lille dæmon barn, som hun snakkede om en journal hun søgte. Man kunne næsten se som interessen blussede frem i hende. Det var et tidspunkt hvor hun selv havde været indelukket, så hun havde endnu ikke hørt om dette.

Hun var ikke meget for at indrømme det, men det var noget hun ikke havde fingrene i. ”Desværre er det ikke noget jeg har... Med rigets lukning, blev jeg også lukket inde, så det er begrænset hvad jeg har af information om den tid,” indrømmede Vidya. Ærgelig over at hun ikke havde den og ikke kunne få adgang til dette sted. ”Dog er jeg da interesserede i at hjælpe dig på hvilken som helst måde jeg kan,” tilføjede hun, selvom der hang et tungt 'men' i luften. Hun hjalp ikke gratis, selvom hun nok godt kunne lave en aftale med denne unge dæmon om at Vidya selv også skulle have lov til at få adgang til dette hemmelige bibliotek for at hjælpe. Måske et par ekstra ting, men potentialet for viden hev og sled i Vidya allerede.

At hun havde fanget den andens interesse var helt sikkert, som følelserne i rummet skiftede omkring Maralinda. Det var som om de små væsner spejlede deres hersker til en hvis grad, hvilket i den grad var værd at huske på skulle hun få sagt det forkerte. Alder var trods alt mange ting, men ikke noget hun selv havde mest af og slet, ikke fornemmede hun, i forhold til den lille dæmon hun stod overfor. Fornemmelsen var som hendes forældre og den arrogante tørvetriller hun havde mødt i paladset. Hvorfor var det egentlig lige hun blev med at løbe på de seriøst gamle dæmoner?

Hun forskubbede tanken og nikkede så forstående. "Det må have været et slag for din indsamling." Så mange år uden adgang til nye bøger og ny viden. Uden at vide hvad der kom til og vidende at som tiden gik ville store dele forsvinde uden at hun havde mulighed for at redde det i sikkerhed. Det gav dog noget at handle med for Maralinda. "Jeg fornemmer et men...?" Hun kunne ikke lade være med at smile skælmsk til den anden. Hun var måske ung og forholdsvis uerfaren, men lyden af en handle var ikke til at tage fejl af.

Ja, det var noget af en skam for Vidya at hun ikke havde haft adgang. Der havde været nogle af hendes dyr på den anden side af riget, men det var langt fra nok til at få viden til hende. Små ting var kommet til, men når hun ikke havde mulighed for at sidde i nuet og skrive det ned, så var det trist. En ting som Vidya havde forbandet verdenen over i mange år. HUn havde trods alt haft 2000 år at gøre det på.

"Men selv en så ung som dig kender vel dæmonernes regler. Intet kommer gratis," sagde hun med et smil der strakte sig over hele hendes ansigt. Det var ikke at tage fejl af at hun havde en aftale i tankerne, selvom hun ikke selv vidste hvad præcist denne unge dæmon kunne tilbyde, men Vidya var glad for aftaler. Det var trods alt hvad hun var blevet lavet af. De allerførste dæmonlove.
"Jeg kan naturligvis hjælpe dig med at finde dette bibliotek, få adgang til det, hvis det altså findes. Det er bare et spørgsmål om tid," og dæmoner havde meget tid. Årevis til at få noget gjort. "og tilgengæld får jeg hvad præcist?" spurgte hun og lagde hovedet på skrå.

Ganske rigtigt var der et men til det udtalte ønske om at hjælpe og det var ikke ligefrem et overraskende et af slagsen. Aftaler var på mange måder en form for livsblod for dæmoner for uden aftalerne var de ikke meget. Skræmmende måske og stadig i stand til at skabe kaos omkring sig, men den virkelig magt lå i aftalerne og hvad de kunne få igennem dem.
Det var også en af deres største svagheder.
Så Maralinda smilede bare og så afventende på den anden for hvad denne virkelig havde i tankerne at tilbyde. Ikke den hjælp hun ønskede kunne hun høre, men det fik hende dog til at lægge hovedet let på skrå og se undersøgende på den anden. "Åh at finde biblioteket er blot et spørgsmål om tid og stædighed. Det er ikke hvad jeg ville indgå aftaler om hjælp til." Hun fik det til at lyde præcis så trivielt som det ikke var, men samtidig var det heller ikke en løgn. Tid og stædighed var trods alt noget hun havde rigeligt af - så længe hun ikke blevet blandet ind i hvad resten af Krystallandet virkede så opslugt af. Så smilede hun indforstået. "Det er et dokument jeg gerne vil skrives ud af, der ville være min... belønning for hvad jeg kan give dig." Hun håbede det var kryptisk nok formuleret til om ikke andet at fange den andens interesse og holde den.
"Bogen, når jeg har sikret jeg ikke står i den - eller bogen minus den ene side."

Så det var ikke biblioteket eller bogen der var interessen her, selvom at Vidya mere end gerne ville have fingrene i det hele. Var det i stedet for hendes betaling for noget hjælp hun kunne give? Det ville den gamle dæmon absolut ikke have noget imod. En bog af dæmoners navne, og hun vidste mere end et par dæmoner hun gerne ville kende navnene på, og hvis de stod der. Magten hun ville have. Selv hvis det ikke var lige præcis dem. Så mange dæmoner hun ville have navnene på.
"Et dokument? Min kære, jeg lover ikke noget uden konkrete planer. Alt bliver nedskrevet i aftaler der ikke er så nemme at bryde. Det du vil skrives ud af på den anden side, er nok ikke ligeså svært at finde et hul i," indrømmede hun, og hoppede op og satte sig på et bord, som hun så ned på den mindre dæmon. Det her var ved at blive en meget interessant eftermiddag.

"Og en hel side med navne..... det er måske lidt voldsomt. Hele bogen minus dit navn. Du kan slette det på hvilken som helst måde du vil, men jeg vil ikke miste resten af navnene der står på den side," sagde Vidya så bestemt. Der kunne stå vigtige navne på de sider og det var ikke noget hun var villig til at give op. Selvfølgelig ville Maralinda få lov til at kigge den bog igennem uanset hvad, så hendes navn ville ikke være i fare for Vidya. Og selv hvis Vidya fandt navnet, så ville hun nok være venlig nok til ikke at bruge det. Måske.

Maralinda holdt interesseret øje med den anden, som denne kom med sit først afvisende og så mere lovende svar. Hun vidste at nedskrevne aftaler havde en anden binding end de sagte, men styrken i underskrift og eventuelt blod brugt blev så ofte opvejet af den mulighed der var i at læse sig til huller i den. Aftalt med stemme og vilje kunne nemmere drejes, men desværre også sværere brydes da de byggede delvist på intensioner i øjeblikket de blev indgået.

"Konkrete planer for vores mulige aftale eller for noget andet?" Hun smilede let og hoppede så op at sidde på bordet overfor den anden dæmons bord. "Har det nogen betydning for dig og dine muligheder hvem der indgik den uheldige aftale så problematisk inkluderende mig?" At det var problematisk var hun nok den eneste af dem der mente, men som andre kunne mærke til hvis den blev kaldt dybere end kraft end den hidtil var blevet det og hun ønskede virkelig ikke at blive en viljeløs brik i hendes fars spil.

Så lagde hun hovedet let på skrå og nikkede så forstående. "Det ville være en skam at ødelægge mere af en bog end aller højst nødvendigt. Mit navn fjernet fra bogen hvis det skulle være kommet derind og resten er dit." Hun brød sig ikke om at se bøger brænde af samme grund og mennesker havde en foruroligende tendens til at gøre noget så grusomt ved bøger hver gang de gik deres opfattelse af ting lidt for meget imod. "Og resten af biblioteket? Har det interesse at få bragt hertil?" Det ville trods alt være en måde at få bøgerne i sikkerhed på, så hun ville nok gøre det under alle omstændigheder - om hun kunne få noget for det eller ej.

Der var altid chancen for at læse sig til huller i det, men uheldigvis for Maralinda, var Vidya lavet ud fra behovet for love der var nedskrevet. Hun vidste hvordan man lavede en lov uden huller i. De blev lange, og snoede, men i sidste endte gjorde de bare så der ikke var nogen tvivl om hvad begge parter skulle leverer, og hvis det ikke blev levereret, ja, så skulle der i den grad betales på den ene eller anden måde. Vidya foretrak at få sjælene fra de små pus.

”Ikke nødvendigvis problematisk, de færreste dæmoner ved hvordan man laver en aftale uden at give nogle huller. De vil jo så gerne selv snige sig ud af aftalerne, så der skal være plads til at rykke sig lidt,” kom det forklarende fra Vidya. Hun var en dæmon der kunne sine ting, og det var også klar hvis man gik på opdagelse i biblioteket, eller læste de aftaler hun selv havde. Uanset hvor meget man vendte og drejede det, så var hullerne så godt som usynlige.

”Selvfølgelig. Du har naturligvis lov til at kigge i det, men vi kan jo ikke have at en mindre værdig race får fingrene i noget viden som potentielt ikke har set dagens lys i mange århundrede. Det kunne jo være farligt, hvis han havde noget viden om dæmoner, som vi helst ser forbliver hemmeligt,” sagde Vidya grinende. Hvis Maralinda kunne finde biblioteket, så kunne andre sikkert også, så var det bedre at gemme det på Vidyas bibliotek. Måske ikke et bibliotek der var hemmeligt, men heller ikke et man undslap fra uden videre.

Det gik ikke Maralindas næse forbi at den anden dæmon undlod at svare hende. Noget som kunne betyde flere ting - og da især med de oldsager hun blev ved med at løbe ind i alle vegne! - men desværre sjældent noget konkret. For nu noterede hun sig det blot og lod det blive i baggrunden af bevidstheden. De var også to der kunne spille det spil og hun var måske ung og forholdsvis uerfaren, men nogle ting var medfødt trods alt.
Hun nikkede let og forstående med et smil der tydelig talte for at hun kun forstod den undvigelse af faste aftaler alt for godt. Selv havde hun trods alt været uforsigtig nok til at havne i en dårligt formuleret en og endda en som byggede på intension mere end ord. En spand kold vand til overmodet og en hun havde haft brug for til at huske sin forsigtighed omkring mennesker. "Det er også svært sådan selv at skulle bindes helt af ord på den måde. Tænk nu hvis fremtiden gav bedre muligheder som kunne blive spoleret af sådan et ubekvemt bånd?" Det skæve smil var ikke til at tage fejl af eller ordenes mangel på alvor. Ikke at de var så langt fra sandheden dog... det var bare ikke pænt at sige højt.

At hun havde lov til at kigge i bøgerne var lidt en form sag. Havde intet været sagt havde hun taget sig lov og havde bibliotekaren insisteret på at hun ikke læste i bøgerne - ja, så havde hun nok fundet en snirkelgrund til at kunne gøre det alligevel. Hun skulle jo finde den rigtige og sikre sig hun ikke var i den. "Det kunne blive meget besværligt for mange ja." Bare det besvær med navnene var ved at drive en god del til mord.
"Så vi har en forståelse vi kan bygge en aftale ud fra?" Hvis svaret var ja, ville det lange og indviklede slid komme med at definere alle grænse og eventualiteter som kunne forekomme eller forestilles at kunne komme til at påvirke den ellers ganske enkle udveksling af ydelser. Bøger for frihed - hvor meget enklere kunne det være?

Vidyas smil blev bredere. Måske Maralinda troede at mundtlige aftaler var nemmere, men Vidya stolede ikke på sine artsfæller. Hun vidste hvor de snoede sig ud, nej hun var blevet kllogere med årerne, uden resten af dæmoner var blevet det. Nedskrevne aftaler var måden hvor ingen kunne få lov til at løbe fra en aftale.
”En forståelse… måske, men du bliver jo nødt til at forklare mig lidt mere om denne aftale du er en del af,” svarede hun grinende. Det var selvfølgelig også sværere uden at vide den konkrete aftale helt ned til det sidste ord, men forhåbentlig havde Maralinda styr på det, ellers kunne det godt blive et langt arbejde. Ikke umuligt men så måtte Vidya tage op til flere ting op til overvejelse.

//Undskyld det korte svar D:

For Maralinda var mundtlige aftaler nemmere fordi hun alligevel blev bundet mere af intensionerne for dem end af selv ordene i dem. En følelses ting som var lidt kringlet at have med at gøre fordi den både arbejde for hende og i særdeleshed imod hende. Som uforsigtige ord svaret før konsekvenserne og udstrækningen var gennemtænkt. Det gjorde dog også nedskrevne ord og de vendte og drejede formuleringer formet mellem to væsner der ikke rigtig ønskede at binde sig til langt mindre bindende. Intensionen var der simpelthen ikke.
Med denne dæmon forventede hun dog at den ville være der. I hvert fald for hvad hun skulle levere - den anden side af sagen var en helt anden historie og et sats hun var villig til at tage.

Maralinda kunne ikke lade være med at smile skævt, før end hun som svar på Vidyas spørgsmål, strøg en finger op til halsen og fik et skyggeagtig sølvhalsbånd til at materialisere sig. Fra det løb strakte sig en lige sådan lænke væk fra pigen, gennem væggen og ud i det fjerne i retning mod den der holdt i den. "Båndet i aftalen er alt jeg har. Det lænkede mig til resterne af hvad mit moderlige ophav efterlod da hun satte sig selv fri og skiftede så til mit fædrene efter syv halve århundreder var gået." Det var desværre alt hun havde ud over selvfølgelig kendskab til de to årsagers brugte navne.

Det var selvfølgelig svært. En mere konkret aftale var selvfølgelig nemmere at have med at gøre n år man skulle ud af den, men der var endnu ikke en aftale som Vidya ikke havde kunne finde et hul i… som ikke var hendes egne. 6000 år at forbedre skrevne kontrakter gjorde sit, især for en vidensdæmon der var lavet af et behov for love. Ikke at det ophav var det der fyldte mest hos Vidya mere. Viden generelt var noget der var fyldte mere for hende i disse dage.

”Hvis det er det eneste du har at gå på, så bliver du nødt til at fortælle mig hvem dine forældre er,” sagde Vidya, som var lidt træt af hvordan samtalen ellers følte som om at den var i gang med at gå i cirkler. Hun havde behov for noget mere konkret og denne Maralinda virkede ligeså snørklet i sine forklaringer som nogen af de irriterende højrøvede dæmoner der prøvede at snyde hende. Et barn fik dog ikke lov til at gå så let udenom sådan noget. Ikke at Vidya ville blive meget gladere over viden om hvem Maralindas forældre egentlig var. De fleste gamle dæmoner havde Vidya trods alt en mening om.

"Ikke alle har fordelen ved at være der når aftalen bliver indgået." mumlede Maralinda en smule forsvarende, selvom smilet stadig hang en smule skævt og nu også lettere sarkastisk på hendes læber. Hun havde haft en del år til at studere kæden og kraften i den, men havde intet kunne gøre ved den selv. Hun var kun mål for aftalen og ikke en af dem der havde indgået den. Mere irriterende blev det bare ikke!

Hun kunne da heller ikke andet end skære en grimasse, før end hun nikkede samtykkende. "Men fair. Min moder går under navnet Naamah... og nok en del andre, men det var det der føltes mest sandt af dem jeg har hørt." Hun så undersøgende på den anden for at se om navnet mente noget for den mærkelige bibliotekar. Selv havde hun trods alt set meget lidt til den der havde sluppet hende løs i denne verden med så dårlig en start. "Min fader...." Hun tøvede lidt, gned så en hånd mellem øjnene og trak vejret dybt. Hun var alt andet end begejstret for at skulle sætte navn på en hvis opmærksomhed hun så lidt ønskede at tiltrække sig. "Min fader går under navnet Melkor." Hun skulede af kæden og bagefter over på Vidya uden at gøre det mindste for at skjule at hun vidste nok om ham til ikke at ville være nærmere end hun var nu.

Det var rigtigt nok. Især når det var ens forældre der lavede aftalen. Nogle af Vidyas børn havde da også lidt under det, og de havde nok egentlig været i en værre situation end Maralinda var. De kunne trods alt ikke få hjælp fra Vidya med at komme ud af en kontrakt. Eller at komme ud og komme ud. Det var jo mere bare at finde et smuthul, så man kunne vente til at den gik over af sig selv i mange tilfælde.

Vidya ventede spændt på navnene. Et lille smil kom da også op som Naamah blev nævnt. Det var trods alt en af de få dæmoner som Vidya faktisk respekterede og man næsten kunne sige at hun var venlig stillet overfor. Naamah havde også været heldig at Vidya havde passet på hendes krop alle de år hun var udenfor riget. Melkor, fik dog et lidt andet udtryk frem i hende. Næsten af foragt.
”Jeg kunne aldrig lide den sadistiske spytslikker,” mumlede Vidya. Uvant at hun alligevel brugte sådan nogle ord, men Melkor havde lidt bare dalet mere og mere i Vidyas mening, som hun havde lært mere og mere om ham. Hvem ville dog lave et barn med et menneske. Halvyngel af den værste slags. ”Jeg forstår slet ikke hvordan han kunne få sådan en som Naamah til at få et barn med ham… men nuvel... jeg kan vel godt finde ud af at hjælpe.”

Maralinda blev ikke skuffet i form af manglende reaktion på nævnelsen af det første navn. Den anden dæmon smilede og det var et der havde en gnist af noget ægte over sig. Ikke at Maralinda skulle nyde det mindste af at smage på den andens følelser for at være sikker. Hun var bedre opdraget - og havde sit liv mere kært - end det. Kun de overfladiske der strømmede frit rørte hun ved og det var da også så rigeligt.

Især da hun nævnede sin anden forælder. Følelsen der var klar og uomtvistelig og fik Maralinda til at synke en smule. Vidste de gamle ikke hvor meget styrke der lå i lagrede følelser? Sikkert ikke i den form hun opfangede det i. Hun holdt sig da også klogeligt tavst til en start og lod den anden give luft for en smule. "Heller ikke her... men det vist før at det med halv-eksistensen, så han var vel stadig en interessant kilde til kræft?" Hendes mor var ikke succubus for intet og selv andre dæmoner kunne give et godt boost, hvis hun var stærkere end dem eller de uforsigtige.
Hun kunne ikke lade være med at smile ved den andens sidste ord og lidt for tørt og måske lidt flabet tilføje. "For den ønskede pris allerede aftalt."