"Vores hær er klar til at drage af sted. Krigerne er utålmodige.." Landet havde aldrig været så svækket som nu, hvor pest, kaos, tørke og frost havde hærget. Lyset måtte bruge al deres energi på blot at holde befolkningen i live - de var ikke klar til krig.
Lord Sabbatins spinkle skikkelse stod i Riddersalen. Ved hans side var ærkedæmonerne Abraxas og Eisheth. Den talende var en af hans rådgivere. Mørkets Lord nikkede langsomt.. "Tiden er inde. Giv Generalen besked om, at hæren marcherer ved daggry."
Rådgiveren nikkede og hastede af sted. Lord Sabbatin vidste, at generalen stadig slikkede sine sår efter sit ufrivillige ophold i Dværgeriget, men der var ikke mere tid at spilde. Hun ville fint kunne kommandere hæren fra drageryg..
Abraxas' skinnende øjne fulgte rådgiveren, idet han hastede ud af salen. "Mørket var den sidste plage. Vores gamle magi er udtømt.. Landet er Deres." Hans store, groteske skikkelse lavede et form for ironisk buk i retning af Lord Sabbatin. Eisheths smalle øjne betragtede også Mørkets Lord. "Hvor er Merihem?" Afbrød hun, hentydende til den tredje ærkedæmon - deres yngre bror. "Lad os bare sige, at Merihem er ude på en .. særlig .. mission." Svarede Lord Sabbatins stemme fra dybet af hætten, han havde trukket ned over sit skeletansigt. Ærkedæmonerne var tydeligvis ikke tilfredse med svaret, men der blev ikke sagt mere.



Det var ikke et rigtigt daggry, for Mørket lå stadig over landet. Men idet himlen så ud til at blive en anelse lysere over de forrevne bjergtinder, gjaldede lyden af et horn fra højderne over Kzar Dûn.  Det var en sælsom og skinger lyd, der ekkoede mellem bjergene, og soldaterne, der var ved at gøre klar til at marchere, standsede op og lyttede.

"H-Herre!" Døren til Riddersalen, hvor Lord Sabbatin stod og var ved at iføre sig sin rustning, brast op, og flere tjenere væltede ind. "Det er Kzar Moras dæmoner.. de angriber fæstningen!" Lord Sabbatin hastede hen til det smalle vindue. Uden for fæstningen kunne han se mørke skygger bevæge sig ned fra bjergene.

Det var ikke kun dæmoner, der angreb Kzar Dûn. De, der ikke havde sluttet sig til Mørket, havde samlet alle de styrker, de kunne finde. Halvdæmoner. Orker. Mørkelvere, som alle havde søgt tilflugt i Dæmonriget da portene blev åbnet. Her havde de fundet nye allierede blandt de dæmoner, der søgte at vælte Ærkedæmonerne og Mørkets Lord og genvinde Kzar Mora.  
Kzara-bjergene havde mange skjulte steder, som Mørket ikke kendte til. Her havde dæmonerne længe planlagt deres angreb, og uvidende, som de var, om Mørkets planer om at forlade området, havde de besluttet sig for at slå til, mens Mørkeplagen stadig havde landet i sit greb. Deres mål var én gang for alle at udslette Ærkedæmonernes allierede, så de selv kunne tage magten over Dæmonriget.

Rambukke og katapulter, klar til at slynge store klippeblokke mod fæstningen, blev langsomt trukket frem mellem de marcherende styrker. Mange af dæmonerne blandt de angribende havde aldrig haft brug for at tage en menneskelig skikkelse, og de fremstod som hornede, frygtindgydende skabninger med flammende øjne.
"Bemand murene! Beskyt fæstningen!" Lord Sabbatin hvæsede ordrer, idet han hastigt satte kurs mod fæstningens højeste tårn for at have en overblik over kampen. Soldaterne var hurtige til at gribe deres våben - klar til at forsvare deres nye hjem mod de indtrængende.


Det anbefales at alle Mørkets Krigere samt andre, der befinder sig i Dæmonriget, deltager i tråden. Ønsker man kun at skrive en enkelt reaktion med sin karakter, så bemærk i bunden i dit indlæg, at du gerne vil springes over. Ellers vil der blive lavet en trådrækkefølge. 
Rækkefølge: Juliana -> Asha -> Beon

Endelig var tiden inde, endelig skulle de bevæge sig ud fra dette gudsforladte land, og ud og indtage resten af landet. Ikke fordi at Juliana ligefrem havde brugt meget tid i Kzar Mora efter at magien var kommet tilbage. Hende teleportationsevne havde gjort, at hun havde brugt en stor del af sin tid i Hovedstaden og bare poppet tilbage til dæmonriget i tide og utide for at se om der var noget hun kunne gøre for at hjælpe. Måske havde hun bare brugt lidt for lang tid på at slappe af. Så da Mørkets Lord havde announceret at det var tid var hun lykkelig.
Modsat mange af de andre krigere havde hun været oppe i et godt stykke tid for at gøre sig klar til at komme afsted. Hun havde jo sovet det meste af dagen væk alligevel, ikke at der var meget forskel på tingene mere. Mørket over hele landet havde gjort at hun kunne bevæge sig udenfor når hun ville. For hendes vedkommende, var det den bedste plage landet hidtil havde set.

Hun havde lige fået pakket de sidste ting ned i sin rejsetaske, hvilket egentlig ikke var blevet specielt stor, da alarmen lød på hele borgen. Indtrængende? Hvem ville dog vove at angribe dem. Hvis det var Lyset ville de have været beredte.
Hun forsvandt ud i ingenting, og poppede op igen på borgmuren, med sin kappe blæsende om sig, som hun så dæmonerne, orkerne, mørkelverne og alle de andre komme nærmere og nærmere. FAktisk allerede igang med at angribe dem. Selvfølgelig kunne de ikke have været sikre her.
Hun gned sine hænder let sammen, så et par gnister udløste sig mellem de behandskede hænder og lod sine øjne hvile på masserne. Der ville kun være en vinder idag, og det ville ikke være Kzar Moras befolkning. Nej. Mørket skulle nok stå oprejst når dette var ovre.

((Spring mig bare over))

Desghoras muskuløse dragekrop gled med et par slag af de kraftige vinger gennem luften. Allerede var hulen, hvor Mørkets drager hørte til, ved at være langt bag dem. Asha sad godt fast i sadlen: hun var iført fuld læderrustning, og hendes handskeklædte hænder holdt godt fast i tøjlerne, der mere eller mindre styrede dragen. Desghora var et arrigt bæst, og når blodrusen først havde grebet hende, var der ikke meget Asha kunne gøre.
Hendes filtrede mørke hår blæste løst om hendes ansigt, og hun så ned på jorden under dem. De var ved at komme ud foran Kzar Dûn og havde nu et godt overblik over mængderne nede på jorden. Hendes blik spottede ork-grupperingen, der havde placeret sig i de forreste rækker blandt de soldater, der stod klar til at forsvare vindebroen over den dybe voldgrav.

Hendes skarpe hjørnetænder blottedes i et vildt grin, idet hun opfordrede Desghora til at flyve hurtigere over slagmarken. Det så ud som om hele Kzar Moras hylende skarer var imod den, men halvorken havde ventet på kamp, og tanken om at svinge sine økser ind i fjæset på dæmonerne, fik hendes humør til at stige. 
Desghora dykkede hurtigt og et væld af flammer kom fra hendes kraftige kæber. Asha dukkede sig i sadlen for at undgå pilene, der fløj om ørerne på hende, fra dæmonernes bueskytter. Endelig .. det er her, jeg hører til. Blodet susede for hendes ører, og hun ledte allerede efter et sted, hvor hun kunne lande dragen og kaste sig selv ind i kampen. 

Beon åbnede langsomt og dovent sine øjne ved lyden af det rene kaos udenfor hans dør. Med hænderne placeret bag hovedet og en let slumren der stadig påvirkede han sinds, havde han ikke den største lyst til at rejse sig og tjekke efter. Men som minutterne gled, begyndte det for alvor at tage til i panikken, og der blev råbt om at alle mand skulle gøre sig klar. Klar? klar til hvad?.. De skulle ikke ud af denne fæstning i øjeblikket, desuden var der for stor panik til det netop var hvad der foregik.
Brummende rejste Beons sig, rettede irriteret på de grå vinger, med en grimasse af ubehag, inden han endelig åbnede døren til gangen, med et spørgende og let irriteret udtryk. Et udtryk der hurtigt blev erstattet af helt andre tanker.

Han så starten fra fæstningen. I lang tid stirrede han stivnet til stedet en flammende sten var blevet slynget ind i fæsningen, der nu hang fast i muren, ganske få meter fra det hul Beon selv kiggede ud af. Han hadede krig.. Han var ikke skabt til at stå midt i kampens hede med blodet russende igennem kroppen. Hans blik flyttede sig til at følge dragerne der kom til syne for at deltage helhjertet i dette. Var dæmonerne overhovedet sikker på hvad de havde begivet sig ud i.

"Asha" Hans stemme var næsten uhørlig men han havde fundet frem til halvorkens skikkelse iddende på et monstrum af en drage. Beon vidste at hun deltog, selvfølgelig gjorde hun det! Asha havde altid givet indtryk for at kamp var af stor vigtighed for hende - men nogen gange, i situationer som denne, ville han ønske hun ikke gjorde.
Vant og med den styrke der endelig var vendt tilbage til hans krop efter mange måneders vandring, kom den brunfjerede store ugle frem i det primitive vindue. Nogle af fjerene havde modtaget den grålige røde farve fra vingerne der normalvis sad på ham - han ignorerede dem.
I stedet fokuserede han på at flyve op og danne sig overblik over kampens hede, selvom han bevidst holdte sig i nærheden af halvorken.

Kampen mellem Mørket og Kzar Moras dæmoner hærgede i dagevis. De sidste årtusinder havde grupper af dæmoner samlet sig for at yde modstand mod Ærkedæmonerne, og nu hvor Mørket var kommet til, slyngede de rasende deres magt mod Kzar Dûns mure. De fleste af de kæmpende dæmoner var mindre, ubetydelige børn af Dødssynderne, men der var også store, grotesk udseende dæmoniske skikkelser blandt dem, der kæmpede mod Mørkets Krigere.
Mørket havde været forberedt på krig. Ikke mod dæmonerne, men de sidste mange måneders forberedelser gjorde dem i stand til at holde ud mod de rasende dæmoner. Drageild bredte sig i dalen foran Kzar Dûns stenmure og selveste ærkedæmonerne Abraxas og Eisheth kastede sig ud i kampen foran portene.

I krypterne under borgen hobede de sårede sig op, og det var tydeligt, at der var mangel på healere. Adskillige var allerede faldet foran murene, og mange flere ville dø alene i de mørke krypter. I pauserne mellem angrebene samlede man efter bedste evne de døde og brændte deres kroppe.

Da lyset endnu en morgen langsomt bredte sig over det grå landskab i dæmonriget, var det dog tydeligt, at det tyndede ud i de angribende. Mørket havde lidt alvorlige tab, men dæmonerne, der ikke havde ført krig i årtusinder, havde ikke været i stand til at knække Lord Sabbatins greb om landet. De, der var modstandere af hans styre, måtte enten krybe tilbage til deres skjul i Kzarabjergene eller søge ud i resten af Krystallandet, som var svækket efter plagerne.
Triumferende fløj dragerne omkring borgen, men inden for borgmurene, var Lord Sabbatins sind i oprør. Angrebet havde været pludseligt og uventet, og de mange måneders planlægning for at overtage resten af landet, var gået til spilde. Han havde ikke længere de fornødne styrker. Dørene til hans gemakker faldt tungt i bag ham, efter han havde beordret Ærkedæmonerne at lede oprydningsarbejdet efter angrebet. 


Tråden har nu stået så længe, at der er blevet skrevet en afslutning på angrebet. Der er stadig mulighed for at skrive en reaktion på det hele med sin karakter.

Nadir havde fulgt med i kampen fra han havde hørt de første kamphorn gjalde. Han havde dog ikke deltaget, men istedet observeret de angribende dæmoner, lige så meget som Mørkets styrker.
Mentale noter blev skrevet engang imellem, mens han diskret lappede mørkets styrker negative energier i sig, mættede sin essens før han lod små mørke bobler glide over imod de dæmoner der lod til at huske taktik og kampteknikkerne bedst. Selvom det nu var tydeligt at de ikke var vandt til krige.
Jo, måske de politiske krige eller kampe om dominans og områder imellem hinanden, men der var stor forskel på det og en reel krig. Dette var som at se på teenagere gøre oprør.


Han vippede lidt på hælene, inden han teleporterede sig videre, holdende sig i bevægelse men på afstand af kampene og ikke mindst dragerne.

Noget måtte gøres ved den såkaldte Lord Sabbatin som havde taget sæde i Kzar Mora. Et mindre fnys forlod Ira. Hvor meget hans essens end nød krig og kaos, kunne det gøres bedre. Så meget bedre..

Da oprøret endelig var ovre og det var tydeligt hvem der var vinderen for denne omgang lod Nadir sig glide tilbage i skyggerne, vedhæftende sit blik imod visse af dæmonerne og hvilken retning de flygtede i, inden han selv forlod pladsen. Der var ingen grund til at udfordre skæbnen, ikke for nu i det mindste. Nej istedet ville han bruge sin tid på sig selv, sin magi og sine planer.
Kzar Mora trængte til en oprydning på flere planer. 
Det var tydeligt, selv for ham, men for nu var det bare et spørgsmål om tid, planlægning og træning.
Han fornemmede en essens større end hans egen komme nær ham.
I et nu forsvandt han, teleporterende sig selv væk, tilbage til sit skjul, med håbet om at ærkedæmonen ikke havde bemærket noget, og især ikke havde tænkt sig at følge efter.