På det seneste havde Balthazar haft en dårlig fornemmelse. Kaptajn Aldus havde i et godt stykke tid været allierede, men på det sidste havde Balthazar dog haft en rigtig dårlig fornemmelse omkring sin gamle "ven". Det hjalp ikke at han var i en forholdsvist ny krop som han skulle vænne sig til nu, men det var jo et eller andet sted irrelevant. Kroppen havde tilhørt en rimelig kompetent kriger, så der manglede ikke noget når kom til det emne. Men det var altid sært at få en ny krop. Især når den oprindelige sjæl nogle gange strittede imod. Oftest tog det længe før sådan en sjæl kradsede af. Og den her havde været ret stædig. Og en værre hidsigprop. Derfor var han også lidt sur, som han så hvordan Aldus' skib tog en drejning der var uforventet.
Aldus' store fejl var, at vise sit dumme ansigt ved roret på skibet, som de var på vej direkte mod Peerless Fortitude. Så da Balthazar rakte ud mentalt efter sin "ven" og opfangede tankerne om at overtage piratkongedømmet, fik Balthazar et lille, koldt smil på læberne. "Mænd! Ser ud til at Aldus ikke kan lide sin konge længere. Lad os slå ham ihjel," og med de ord satte han gang i de dele af skibet, som hans mandskab ikke havde tid til at rigge til.

Det var altid sådan han vandt en skibskamp. Hans evner til at levendegøre objekter gjorde hans skib dødeligt i hans hænder.
Derfor varede skibskampen ikke så længe som først regnet og til sidst stod Kong Balthazar ansigt til ansigt med Aldus.
"Det var en skam Aldus. Jeg troede du var klogere. Du kunne have planlagt det så meget bedre, forgiftet min vin og smuttet. Hvorfor er nogle folk bare så... Så utåleligt imbecile, hm?" Aldus så vred ud. Stædig og stolt. Men da Balthazar satte ham fast til masten ved at gennembore hans mave med sit sværd, var der et helt andet udtryk i den stakkels kaptajns ansigt.
Alene dette var ikke nok. Derefter placerede Balthazar en hånd på hver af Aldus' kinder og pressede tommelfingrene ind i øjnene på ham til det blødte og han ikke længere sprællede og skreg.

Han efterlod kaptajnen sådan og kiggede rundt på resten af hans egen besætning. "Tjek skibet igennem. Hvis lille Aldus her havde nogle fanger skal de op på dækket," kommanderede den ungt udseende kaptajn, mens han lod en af sablerne der lå midt på dækket danse over til hans hånd.

Der gik ikke længe før tre fanger blev bragt op. Stadig i deres lænker. Hans mandskab havde nok ikke fundet nøglerne, og hvorfor skulle de også kunne det, når bundtet hang i Aldus' bælte. Balthazar tog nøglerne, raslede lidt rundt med dem i hånden, før han trådte hen foran det kapitulerende mandskab og de tre fanger. "Som jeg ser det nu, har I to valg. Enten kan I slutte jer til jeres vatpik af en kaptajn... Eller også kan I slutte jer til mig. I får nok flere rigdomme og mere sjov ud af at slutte jer til mig.. Jeg siger det bare.." han sendte mandskabet et oprigtigt flinkt smil mens han vandrede frem og tilbage foran dem. "Hvad siger I så.. Aldus eller mig, hm?"

Det var direkte dumt. Dumt, uintelligent og grådigt! Og det var skam også derfor at inden samarbejdedet med piratkongen overhovedet var begyndt, var Maddy blevet kastet i kachotten med to andre besætningsmedlemmer. Hun havde aldrig været kendt for at være rolig i sine udtalelser, ej heller så intelligent når hun fik sine udbrud - hvilket nok også var grunden til at hun havde fået et veltilrettet spark i ribbenene, der havde gjort at hun var blevet en anelse blå på den brune hud. Ikke at det var synligt, når tøjet så fint dækkede. Det løstsiddende, småsnavsede tøj der trængte til en vask, efter at være indespærret under dækket i flere uger. I flere uger hvor hun gennem koøjet har kunnet se det andet mægtige skib - kunne se Peerless Fortitude.

Hun havde presset sig vej hen til koøjet, som kongens skib kom tættere på og gik til modangreb. Hun stod stadig og pressede sig så langt frem hun kunne, da mændene hentede dem.
Med lænkerne klirrende omkring håndled og fødder, bevægede hun sig op af trappen. Hun var mindre end de to andre fanger, men langt mere stålfast og stædig i sine udtryk - der var mere kampgejst i hende. Maddy værdigede knap den ophængte kaptajn mange sekunder, inden hendes blik vandrede videre til manden i centrum. Ham der måtte være kongen af piraterne. Manden der stilte et ultimatum, som egentlig ikke var så svært at svare på når det kom til stykket.
"Ja, jeg ved sgu ikke med de andre, men jeg nægter at dø for en vatpik der satte mig i fængsel!" Knurrede hun med blikket stirrende ondt over på den døde kaptajn. "Jeg slutter mig til Balthazar" Hendes tanker hvilede utvetydigt ved det skænderig hun havde haft med Aldus. Manden hun lige nu frydede sig over havde lidt den fortjente skæbne. Han kunne bare havde lyttet - Maddy havde jo haft ret. Satte man sig op imod Balthazar på netop denne måde, så afgik man meget hurtigt ved døden.

Balthazars smil bredte sig endnu mere da en kvinde - en af fangerne, overraskende nok - afbrød stilheden som den første. Hendes tanker blødte så meget igennem, at han opfangede dem hurtigt. Han skævede over mod hende med et intenst blik, stadig smilende. De klare blå øjne kiggede nærmest ind i hendes sjæl. Hun virkede ligetil. Det kunne han godt lide. Og til trods for hendes lidt pjuskede, ru udseende efter at have været fanget siden hun havde talt imod Aldus - to ugers tid - kunne han faktisk godt lide hende. Hun så køn ud, og hendes bidske attitude faldt sig fuldstændig til rette. Her var en person, han kunne sætte sin tillid til, for hun virkede langt til at være typen der løj. De to andre fanger virkede lige så til at ville være med på hans skib.
De rakte i hvert fald deres hænder i vejret kort efter hende og Balthazar gik stille og roligt hen til dem og nøglerne i hånden. Han låste først op for Madeleine Thorns lænker - navnet skulle han ikke lede efter særlig længe.

"Det glæder mig, at du vil tilslutte dig mig. Jeg har altid elsket at møde nye folk, især dem der gerne vil ansættes på mit skib," han sendte hende et bredt smil, før han også lænkede de andre to fanger fri. 
Da han kiggede på resten af mandskabet fulgte alle trop bortset fra to. Og da han kiggede i deres sind kunne han se hvorfor. Barndomsvenner af Aldus. De måtte være voldsomt vrede. Han gik med det samme hen til den ene af dem, lod endnu en sabel danse af sted på skibsdækket. "Du vil tilslutte dig kaptajn Aldus. Det samme med din ven Crawley. Jeg forstår jer skam godt, I kunne lide ham, var bedste venner med ham. Ved I hvad, I kan få en duel hver! Hvis du ikke slår mig ihjel kan Crawley få lov at forsøge, eh?" han tog fat om sablen og rakte den ud mod Tobias, der ikke tøvede med at tage det og sætte i gang med en barrage af angreb. Problemet var bare, at Tobias var et menneske på godt og vel 34 somre. Balthazar var over 700 somre. Langt mere erfaren med en sabel, så han brugte kun få sekunder på, disarmere Tobias, hvorefter han gjorde kort process med manden. Han lå på dækket med halsen snittet op da Balthazar gik hen til Crawley med let blodstænk i både håret og ansigtet.
"Du må bare være bedre end Tobias derovre. Du vil vel gerne være piratkonge, ikke? Jeg mener, den der ta'r mit liv ta'r jo også min titel," allerede nu kunne Balthazar se at hans eget mandskab kiggede på Crawley med dødsblikke. Han gav alligevel den ældre pirat sablen.

Denne kamp varede lidt længere. Crawley var et naturtalent og noget hurtigere end Tobias. Men også han endte død på skibsdækket manglende et øje og med en sabel igennem hovedet. Balthazar var stadig et stort bredt smil mens han gik tilbage til Aldus. Det var trods alt hans sabel, så han trak den ud af maven på den døde mand, der nu faldt sammen på dækket med en bumplyd. "Nå! Hvem vil så styre det her skib til vi når tilbage til mit hjem?" det var et tegn på hans tillid at lade det gamle mandskab på skibet bestemme det - og så behøvede han ikke at skulle lære et helt nyt skib at kende heller.

Maddy var ikke kendt for at være stille, ej heller bidrage til at der blev holdt en stilhed. Dertil, manden havde stilt et spørgsmål, og hun havde været besluttet på at forlade den sænkende skude som Aldus havde styrret de sidste uger, men det var lidt som om at idioten havde spærret hende inde. Hun var stadig iltret og arrig omkring lige netop dette faktum. Madeleine var stor tilhænger af sin egen frihed, og INGEN skulle tage den fra hende.
Hun ragte sine hænder frem, som manden kom nærmere med nøglerne. Den noget smilende mand, som så knap så farlig ud, men hey, det var ikke udseendet der gjorde alt, og han havde trods alt hunget kaptajnen op til masken med et sværd, hvis hendes formodninger om gerningsmanden var korrekt.

Madeleine gled sine håndled, efter endelig at blive fri fra lænkerne, og så til mens flere og flere lod sig indføre til Balthazars besætning. Et eller andet sted fandt hun dem ynkelige. Besætningsmedlemmerne havde ikke turde tale imod deres kaptajn trods han gik imod en højere magt, men når deres kaptajn hang som kraveføde kunne man godt finde uda f at skifte side. Kujoner.

Men så var der naturligvis dum og dummere. Tobias og Crawley. De to havde altid været de mest betroede håndlangere, og hvem vidste hvad der ville ske med dem, skulle de under ny adminstration. Alt i alt følte hun ingen sorg eller dårlige fornemmelse ved at se dem blive aflivet efter hinanden, af et noget imponerende sværdbrug. Hvis dette blot var Balthazars udsendingen, ville ingen nogensinde kunne gøre noget ved selve kongen. Ved Zaladin han var hurtig!

Der udbrud snak mellem mænd og enkelte kvinder. Tobias og Crawley havde været henholdsvis styrmand og kortføre. De havde lige mistet de tre største mænd ombord, eller mistet og mistet.. Det kunne diskuteres efter Maddys mening. Hun holdte sig i hvert fald ude af diskussionerne, der vækkede op. Hun havde været på skibet umådelig længe, men hun var ikke umildbart vellidt af alle, og det bragte ned i ens stemmeret til at blive opsat som kaptajn eller andet storslående. Dertil, så gad hun egentlig heller ikke at blive her på skibet. Det vil for evigt blive husket som skibet hun var taget til fange på. "Herre. Jeg ønsker at komme væk fra dette skib.. Det frastøder mig" hun var gået væk fra sin egen besætnings snakken og højlydte diskussion for at tale direkte til hvad hun egentlig ikke vidste var Balthazar eller om det var en udsending eller hvad det var! Det var også ligemeget. Hun ville med ham tilbage på hans skib..

Balthazar var ét stort smil. Dagen var sluttet på en god måde. Det meste af Aldus' besætning var gået med til at arbejde under ham, så han var svært tilfreds. Han tørrede sin klinge af i Aldus' tøj og placerede den tilbage i bæltet, stille og roligt med et flinkt blik rettet mod sin nye besætning. De stod og talte lige nu, sikkert om hvem der skulle blive kaptajn på dette skib og mens kunne han se hvordan Madeleine Thorn trådte væk fra dem, hen mod ham. Hun stak ud i forhold til resten af besætningen. Var mere vild i det. Allerede nu kunne han godt lide hende. "Frøken.. Det skal du have lov til," han viftede nonchalant med en hånd mod sit eget skib. "Jeg ved hvorfor du og dine fængselskammerater var dernede. I er de eneste jeg har i sinde at lade være på mit skib eller have nogen ledende position på det her skib," resten var nogle kujoner der tog deres valg for sent. Kloge kujoner. Men stadig kujoner. Og man kunne ikke regne med en klog kujon. Han smilede til Madeleine. 

"Du vil arbejde på mit skib. Under jeg, Kong Balthazar. I to? I vil styre skibet her," han pegede henholdsvist på Madeleine først, derefter på de to andre hun havde siddet i kasjotten med. Derefter sendte han et blik mod resten af besætningen. 
"Jeg tolererer ikke mytteri. Hvis nogen skulle gå hen at få de samme idéer som Aldus, så fodrer jeg dem til kragerne. Er I indforstået, kan I gå tilbage til jeres normale hverdag, få jeres andel og have det hyggeligt når vi går i land," efter de ord begyndte han at gå mod broen der førte vejen tilbage til Peerless Fortitude. "Kommer du med Frøken Thorn? Jeg skal se dine kompetencer med egne øjne,"

Maddy kunne ikke undgå at kigge en smule skeptisk på ham, og derefter tilbage til sine to cellekammerater. Hvordan vidste han det? Hun rømmede sig lidt og rystede på hovedet over sig selv - det kunne også være ligemeget hvordan han vidste det. Madeleine havde som regel intet at skjule. Hun var i hvert fald rigtig dårlig til at holde sig tilbage fra at sige sin mening, så måske var hun ret letlæselig generelt.
Hun blinkede et par gange, ved nævnelsen at han var kong Balthazar. Madeleine vidste ikke hvad hun forventede. Faktisk havde hun ikke nogen forventninger til hvordan kongen så ud, men som han sagde det, gav det faktisk god mening. Måden han havde taget styrringen, besluttet ting og endda givet hende lov til at tage med tilbage til hans skib, uden snak om at han skulle forhøre sig. Ja, ting begyndte at dæmre.

Madeleine sendte et enkelt blik tilbage til de andre besætningsmedlemmer, smilede kort til sine cellekammerater, der havde modtaget lederposterne, til nogle af de andres store misfornøjelse, hvorefter hun gik hurtigt, faktisk tæt på småløb, hen over dækket til broen der førte over til Peerless Fortitude. "Javel, Kaptajn. Men.. hvilke kompetencer forventer du at jeg har?" spurgte hun på vej over broen, og så et kort øjeblik sultent ned på de bølgene vand. Hun savnede det, men det kunne vente! Der var vigtigere ting at tage sig til, vise og snakke om. Dertil, med sin spørgsmål kunne hun hurtigt få fortalt om hun kunne de ting eller ej, selvom det potentielt kunne betyde at hun blev flyttet tilbage til det andet skib, hvis ikke hun var fyldesgørende.

Balthazar kiggede bagud som Madeleine løb efter ham. Han smilte igen. Hendes spørgsmål fik hende til at lave en overfladeundersøgning af hendes sind igen. "Jeg forventer en dygtig pirat med alt hvad der hører sig til. Dumdristighed, et iltert temperament, gode krigsegenskaber.. Jeg er ret sikker på, at du har alle de kvaliteter," forklarede Balthazar mens han gik videre hen mod sin kahyt med hænderne stukket i lommerne. Han havde det ret godt i forhold til hvordan dagen var gået. Måske der skulle holdes en god festmiddag i aften? Det fortjente mandskabet i al fald, og desuden kunne han lære de fleste nye at kende på denne måde. Til at begynde med ville han dog gerne lære denne Madeleine bedre at kende. Hun havde ben i næsen. Den mest modige blandt Aldus' besætning og så havde han godt opfanget hendes længsel efter vandet. Ikke mange pirater var i stand til at svømme, overraskende nok. Han kunne selv. Men én til i svømmernes rækker, var en stor ting for piratkongen.

"Hmm.. Du kan lide rom, kan du ikke? Hvad med at vi tager en sludder for en sladder i min kahyt, eh? Du har gjort mig nysgerrig, og det er en bedrift ikke mange kan påstå de har udrettet," han ventede ikke på hendes samtykke, men gik bare direkte mod sin kahyt. På vejen stod én af hans mange mænd med hans pyntede stok og rakte den ud. Balthazar smilte til manden og gik videre, til han nåede døren, som han åbnede op. Kahytten var som enhver kaptajns kahyt. Pyntet. Dog ikke overdådigt, men det var også fordi Balthazar havde gemte rum i væggene. Han var ikke typen der efterlod hele sit rov frit fremme. På bordet stod der flere flasker forskellig alkohol, blandt andet rom og han smed sig skødesløst i en stor stol der naturligvis tilhørte ham. På den anden side af hans bord stod en mindre stol. Dog var den stadig voldsomt komfortabel. Balthazar var ikke typen der ønskede at underminere sin besætning.

Madeleine kunne ikke undgå at smile over lige netop det han sagde og småle lidt for sig selv. "Jo, det skulle jeg i hvert fald selv mene at jeg har.. Men det må jo komme an på en prøve" For det kunne godt være at hun mente at hun var en dygtig pirat der ejede netop de egenskaber han opstillede for hende nu, men se det kunne sagtens være at han ikke mente det var sandheden.
Hun optog sig selv med at kigge rundt, mens hun stadig fulgte efter Balthazar. Nysgerrig og undersøgende på sine omgivelser.

"Det siger jeg ikke nej til!" Grinede hun med en hånd hvilende på den ene hofte, mens hun fulgte med Balthazar ind i kahyten. Ikke i sin vildeste fantasi havde hun regnet med at HUN var interessant for HAM. Men hey! Det var en kompliment at vide man var interessant. Det gav hende også rig mulighed for at se sig omkring - en kaptajns kahyt var altid et af de mere spændende områder på et skib, og der var også godt med ting at kigge på, uden at man blev kvalt i potensforlængere.
Ganske vant, som hørte hun til i kahytten, trods hun egentlig stadig følte sig en anelse snusket af at havde siddet fanget i et par uger, kastede hun sig ned i den behagelige stol overfor, efter Balthazar selv havde sat sig - Hun glemte at vente på tegn til at hun måtte. "Jeg tror godt jeg kunne vænne mig til det her skib hurtigt!" Smågrinede hun, stadig en smule distraeret af at kigge rundt, især hendes blik fandt på de forskellige flasker med alkohol - gik hun ud fra at det var.

Piratkongen kiggede kort hen over bordet på Madeleine til denne satte sig i en stol over for ham. Med et håndvink satte han gang to glas, der gled hen over bordet. Det ene endte foran hende, det andet foran ham. En flaske rom fulgte trop. Hvis man ikke vidste bedre, kunne det meget vel ligne, at glassene og flasken kort havde deres egne viljer. Balthazar tog flasken da den stod foran ham og hældte op til dem begge. "Det her skib er dog anderledes end mange andre. Skibet - og dets mandskab - er ikke som den normale befolkning," Balthazar smilede mens han lavede en skålende gestus med sit glas. "Skål for din ansættelse på Peerless Fortitude.. Og må din arbejdstid her være langt mere frugtbar og til god brug end hos Kaptajn Aldus. Jeg forventer det bedste, og jeg giver det bedste," han tømte glasset og fyldte det derefter på ny.

"I mine hænder er mit skib mægtigere end mange. Jeg kan mærke hvad det hungrer efter. Jeg kan få det til at føle, gennem mig," sagde han ærligt, denne gang tog han blot en mindre tår af sit glas. "Jeg kunne ikke undgå at bide mærke i dit længselsfulde blik mod havet. Er du glad for vandet? Jeg kan mærke på dig, at du heller ikke er som de fleste," han lænede sig frem og kiggede hende dybt i øjnene. "Du er anderledes. Hvordan ved jeg ikke. Endnu,"

Madeleine havde godt nok hørt rygter, men måtte alligevel lade sine læber skille i en let måben som glassende bevægede sig afsted af sig selv, indtil de var fyldt og nåede hen til hendes hånd der lukkede sig om det ganske let. Måske endda en smule prøvende - det virkede kort levende, men var nu bare et helt almindeligt glas mellem hendes lange fingre. Hun løftede glasset til en skål mens hun lyttede til hans ord. "Jeg vil i hvert fald give det bedste" Svarede hun sandfærdigt og tømte ligeledes glasset. Kæft hun havde savnet alkohol.

Det var fascinerende at han kunne det. Mærke et skib. Som.. Var skibet levende? Mange tanker af diverse fabelheder faldte næsten over hinanden, men blev også skubbet til side af den logiske tankegang i ny og næh. "Det kender jeg ingen andre der kan" igen fuldt sandfærdigt. Der var ingen grund til at lyve for ham.
Hun mærkede glasset blive fyldt op igen, og tog en tår af det, som han stilte sit spørgsmål. Hun var roligt omend også eftertænksom inden hun løftede blikket. "De fleste pirater elsker havet, kaptajn." Hun kunne dog ikke lade være med at smile, et gavtyvesmil som hun efterhånden var kendt for. "Jeg svømmer i vandet.. Ved siden af skibet fra tid til anden, men det var sjovt nok ikke muligt efter Aldus sendte mig i fangekælderen.. Han vidste det pinte mig" Hendes stemme blev mere bitter som hun med en let rynken på næsen af foragt lod sit blik vandre til de små ruder. "Han vidste udemærket godt at være adskilt gjorde direkte ondt på mig.. Jeg ved egentlig ikke hvorfor.." hun trak på skulderen og havde en skævhed over sine læber, der var et let smil og noget der hang sammen med trækningen af hendes skulder. "Men så meget anderledes end din besætning er jeg vel heller ikke"

Det øjeblik Madeleine havde tømt sit glas fyldte Balthazar det op igen og smilede til hende. "Ting bliver levende omkring mig. Det er noget, man vænner sig til med tiden," sagde han blot med et skuldertræk, som han viklede sig ud af den store frakke. Han sad nu blot i en hvid skjorte, men under den spillede musklerne på hans tonede krop, da han løftede sit glas og drak på ny.
"Madeleine.. Jeg ved du har magiske egenskaber. Du elsker havet og du vil gerne svømme i det. Lige nu er din trang til det større end den længe har været," han tømte sit glas, men denne gang fyldte han det ikke. Et vidende blik sad ætset fast i hans øjne, da han så hende dybt i hendes.

"Der er ikke mange i min besætning, der har magisk blod i årerne. Og der er bestemt ikke lige så mange, der har en mund som din. Du er rapkæftet.. Og før du spørger mig hvorfra jeg ved det, så er jeg en meget god menneskekender.. Og jeg kan godt lide, når min besætning stiller spørgsmålstegn i ny og næ. Jeg ved du lige netop er typen, der har i sinde at gøre dette, og det gør dig meget anderledes end de andre," han rejste sig fra sin overdådige stol og kiggede afventende op hende. "Jeg vil ikke stoppe dig fra at hoppe i havet lige nu og her, skulle du være ved at gå helt til at trangen," Balthazar elskede at give sin besætning hvad de gerne ville have. Han elskede at se dem tilfredse. For det betød, at han vandt. Det betød at han var populær og at han beholdt sin plads som den der havde bestemmerpinden og magtkronen.

Madeleine løftede let et øjenbryn. Mente han mere end at skibet blev levende omkring ham? og på hvilken vis levende? Det var de første spørgsmål der ramte hende, men hun var rolig omkring det. Hun havde ne klar ide om at hun nok skulle få svar på dem før eller siden. Om det blev en rolig forestilling eller af vildere kaliber, se det måtte tiden vise. Madeleine var faktisk ikke sikker på hvilket en hun foretrak.
Madeleine fastholdte hans faste blik - nærmest stædigt. Ikke fordi det var et ubehageligt fast blik han havde sig, men det var dominerende, og hun vidste at han var stærkere end hende - men hun var for stædig til at vise det. Hun lod ham analysere hende, komme med den viden han havde, og som forventet ramte han sømmet lige på hovedet. "Det sker, når man afskæres fra det man elsker højest" Svarede hun med en spænding dirrende i stemmen. Det var ikke normalt at nogen holdte hendes blik så fast.

Madeleine lod ham tale, lod orderne synke ind. Hun havde før måtte holde fast i tøjlerne for at slippe fra bank eller at blive råbt i ansigtet af kaptajnen der tydeligt mente at han var den bedste og hun ikke skulle stille spørgsmålstegn. Hvis Balthazar ønskede at hun skulle fastholde sit naturlige jeg, var det også hvad han skulle få. Hun ville ikke holde igen, hverken med indvendinger eller spørgsmål. Hun kiggede op på ham som han rejste sig, mens hun selv var blevet siddende og havde tømt det sidste fra glasset. "Jeg takker for både den herlige væske, såvel som friheden der er blevet mig givet.. Det kommer nok til at tage lidt tid" Den sidste del var henvendt til, at han nok ikke skulle regne med at hun kom op igen de første par timer. Hun rejste sig med et skævt og kækt smil på læben og hovedet let på skrå. Hun vendte sig mod døren, hvor hun efter et par skridt trak den beskidte hvide skjorte over hovedet, efterladende hendes overkrop nøgen. "Oh, hvis du har noget rent tøj, siger jeg ikke nej" tilføjede hun afslappet og blinkede til ham over skulderen, inden hun bevægede sig op på dækket. Trøjen blev kastet ved rælingen, sammen med det tunge bælte hvor der normalvis sad våben, som var blevet taget fra hende inden hun blev arresteret. Enkelte besætningsmedlemmer stoppede brat i deres arbejde ved synet af den barmfrie kvinde, der uden tøven sprang med hovedet først ned i bølgerne og forsvandt. Op fra bølgerne sås et gråt hoved af en sæl, med det samme glimt i øjet, inden hun dukkede under igen, og fulgte skibets bevægelser. Både ved siden af det og under det. Hun mærkede friheden og trak det helt ind til kernen. Hun havde savnet denne frihed forfærdelig meget.

Han kunne føle det fra hendes væsen: Hvordan hun hungrede efter havet  og hvordan hun havde hadet Aldus for at have benægtet hende det, hun elskede allermest. Han fandt kaptajner, der begrænsede deres besætning og styrede med frygt, kujonske. Selv regerede han mest med respekt. Han kunne sagtens få folk til at frygte sig, men det gad han ikke. Langt hellere ville han blot statuere et eksempel ud af mytterier og derefter bare komme videre i teksten. "Han havde ingen ret til det. Det var ham, der var kujonen, og ham der burde have haft din plads," Balthazar kunne sikkert godt have virket dybt alvorlig, men i virkeligheden var han smilende og flink stadigvæk. Han var ikke typen, der var seriøs i for lang tid ad gangen.

"Naturligvis. Tag dig den tid du har brug for, vi har ikke tænkt os at tage hurtigere af sted end vi gør lige nu, her foreløbig. Der er stadig nogle ting der skal ordnes," han rejste sig og fulgte faktisk med. Da hun smed sin skjorte og stod uden barm, begyndte skjorten automatisk, ved Balthazars ordre, at krybe ud på dækket. Der ville den sikkert blive fundet og nogen ville gøre et eller andet ved den. "Når du kommer op igen vil der være en god garderobe til dig," han kiggede kort på besætningen og lyste op i et ulveagtigt grin,mens han så efter den nøgne Madeleine der sprang i havet.
"Vores nye medlem vil gerne have nyt tøj," sagde han bare til det nærmeste besætningsmedlem.
Mens Madeleine svømmede rundt blev der gjort klar til hende i soverummene og noget tøj blev samlet sammen, så hun ikke var nødsaget at gå rundt nøgen. Selv var Balthazar oppe ved roret og kiggede glad ud i horisonten. Det her var sgu lidt af en god dag.

Vandet var isende koldt, men det tog imod hende som en elsker der havde været væk i flere år. Savnet og elsket. Kun få gange var hun oppe og kigge på overfalden, ellers bevægede hun sig ned mod bunden, igennem vegetationen og svømmede om kamp med en rokke, inden hun nåede op til højere lag igen og fulgte skibet støt. Hun gled elegant igennem bølgerne i flere timer til solen nærmede sig overfladen, og lod havet og skibet bade i et varmt gyldent skær, før en hånd greb fat i et reb der hang på siden af skibet. Maddy trak sig op af det isende som hun havde gjort tusindvis af gange og nåede op på dækket med det lange våde hår hængende ned over den nøgne krop uden at tage notice af andres reaktion på det. Barfodet gik hun hen over dækket med kurs hen til trappen der førte under dækket. "Hey - Hvor kan jeg finde noget tøj?" Spurgte hun den forbipassende skibsknægt hvis øjne blev ret store over hende manglende blufærdighed og begyndte at stamme usammenhængende. "Jeg tager det som et sted hernede" Svarede hun muntert og klappede ham på skulderen inden hun fortsatte ned af trappen.

Balthazar var overraskende nok blevet ved roret resten af dagen mens Madeleine var i havet i sin sælskikkelse. Han hyggede sig med at have fået et nyt besætningsmedlem af denne kaliber og kunne ikke lade være med at smile lidt over tanken. Det ville helt klart hjælpe at have én som Madeleine, når han skulle samle alle pirater om sig og blive almægtig. Måske en dag gå op imod flere magtfaktorer? Han havde jo masser af tid, det var ikke problemet!
Da det var ved at være aftentid kom hun tilbage op på dækket, stadig splitternøgen og vandrende hen mod en skibsknægt, der med det samme blev totalt forlegen. Selv fløjtede Balthazar, imponeret over formerne, hans blik skuede.
Han strakte sig let før han forlod roret og fulgte efter Madeleine. Først da hun var helt nede af trapperne, gjorde han opmærksom på sin tilstedeværelse ved at lade en kiste åbne og lukke et par gange, næsten som et form for monster. Han kluklo let.

"Dit tøj er i den kiste, og der er blevet sat en hængekøje op til dig," fortalte han med et skævt smil plantet på sine læber. "Forresten, så kan jeg ret godt lide hvad jeg ser. Så er du klar over det, Maddy," han havde godt lagt mærke til hvordan hun tænkte på sig selv med det navn, frem for Madeleine, så han valgte, at han lige så godt kunne bruge kælenavnet. Han lænede sig op af nogle andre kasser, mens han observerede og ventede.

Selv hvis mænd stirrede opdagede Maddy det ikke. Hun var kun opmærksom på disse ting hvis hun selv har en tanke om at arrangere sig selv hyggeligt selskab - eller hun vidste mænd var i nærheden. Lige nu var hun lidt i begge områder. Det var ikke ligefrem fordi at skibsknægten vækkede hendes interesse, og hun hørte ikke at Balthazar var bag sig. Ikke før at en kiste begydnte at åbne og lukke sig af sig selv. Hun stod et øjeblik og stirrede på den mens hun begyndte at smile ganske lidt - i tide nok til at vende sig mod Balthazar som han kluklo.

Hendes hovede lagde sig let på skrå med et smil på læben, og en hånd lagde sig afslappet på den nøgne hofte. "Jeg takker - du må vide jeg elsker komplimenter" Det gjorde de fleste kvinder dog, så om han direkte havde læst det eller gættet sig frem til det, virkede lige sandsynlige - men det var hun ligeglad med. Hun var selv tilfreds med sit udseende og når andre bemærkede det, ja så gav det bare en god bekræftelse!
Hun vendte sin opmærksomhed mod kisten, og bøjede sig ned for at kigge igennem indholdet. "Hvis du ikke har noget imod at jeg spørge kaptajn, men hvor er vores kurs lagt mod?" Maddy fandt frem til et par bukser som kom til at hænge over kistens kant indtil hun fandt frem til en hvid overdel, som rent faktisk var helt hvid. Hun rettede sig op og kiggede over på ham med trøjen i hånden, ventende på svar og med et smil på læben.

Balthazar grinede lidt mere over hendes tak, som han lænede sig op af én af de adskillige kasser der stod hernede. Han bed let ned i en negl og observerede hende mens hun stod bøjet ind over kisten med bagdelen i vejret. Det var noget af en fast bagdel. Han slikkede sig let om læberne før det skæve smil kom tilbage og han forholdt sig stille til hun spurgte ind til deres kurs mens hun nu havde fronten - og barmen - vendt mod ham påny. Han bed sig let i underlæben, tiltrukket af hendes pæne udseende.
"Syden," svarede han kort og godt, før han rettede sig op noget pludseligt, og gik et par skridt tættere på hende. "Der ligger en havneby et sted dernede, har jeg ladet mig fortælle.. Og de har godt med handelsvarer," han stod nu foran hende, og hans øjne var intense mens de så ind i hendes. 

"Når vi har været der, vil de være et par tusinde krystaller fattigere," han kløede sig let om hagen, ganske afslappet med et fingerknips lukkede kistens låg sig igen. Hans smil kom tilbage igen. "Få noget tøj på, Maddy. Jeg er god til at holde mig i skindet - bogstaveligt talt," han var jo en dæmon, der holdt sig i folks kroppe ret godt og ret lang tid ad gangen. "Men min besætning er ikke alle så stærke af vilje, som jeg," han blinkede en gang med det ene øje og vendte sig rundt til skibsdrengen der åbenbart var kommet med herned. "Skibsmanifestet henter ikke sig selv, Benjamin," han gav drengen et mildt klap på skulderen og drengen begyndte øjeblikkeligt at gå op mod dækket.

Madeleine fortrak sig ikke fra det sted hun stod, selvom Balthazar kom tættere på. Hun følte sig ikke truet, så hvorfor flytte sig. Dertil - nej, hun havde vel intet imod han kom tættere på. Hun løftede let et øjenbryn. "Det lyder slet ikke dårligt" svarede hun med et glimt i øjet. Hun kunne godt lide byer der havde handelsvarer og som var nemme at komme til fra havet - det plejede i hvert fald altid på en eller anden måde at bære frugt for dem.
Maddy drejede hovedet mod lyden som kisten lukkede i bag sig, men hun flyttede aldrig blikket helt væk fra Balthazar. Et røversmil gled over hendes læber, mens hun lagde hovedet på skrå. "Det skal jeg prøve at huske - jeg må kun regne nøgen rundt foran dig" hun blinkede drilsk tilbage med et ligeså drilsk og kækt smil på læben.

Madeleine så kort efter skibsknægten før hun trak den hvide skjorte over hovedet, der dækkede det meste af hende. Hun fik derefter hurtigt trukket de korte bukser på. Hun ragte ud til siden, for at tage fat om det tygge bælte hun havde øjnet på vej ned, hvor der i forvejen han et sværd. Hun trak bæltet rundt om livet og spændte livrimen godt ind. "Bedre?"

Emne afsluttet <3