"Hey! Det var ikke min skyld! Slip mig, sindssyge kvindemenneske!"
"Hold op med at vride dig sådan! Du blev taget på fersk gerning!"
"Ha!! Hvor er beviset? Hey hey hey du krøller jakken"
"... Du blev taget med tyvekoster i din taske, deriblandt Lady Shilas arvestykke, samt med fingerne lidt for dybt i en anden mands pung."
"Og hvorfra ved du at hun ikke gav det til mig? hmmm??"
"Hun meldte det stjålet for to dage siden, Rocky"
"Hey! Det er HR! Rocky for dig, fjerbold"
"... Hvis du siger det"

Amelia var en tålmodig kvinde, men en tendens til at virke direkte kold overfor alt og alle på hendes vej, men lige i dag var der kommet en mærkelig mørkere farve i hendes kinder af irritation, som hun besværligt forsøgte at holde den noget mindre teenageknægt i et fast greb, mens han sled og sparkede for at komme fri. Forståeligt nok så han ikke frem til at tilbringe en nat i arresten, men det gjorde folk sjældent. Og endnu sjældnere fulgte de med uden brok, kamp og et større påstyr. Rocky fortsatte med at brokke sig, selv efter han var sat forsvarlig bag lås og slå. Irriterende nok, valgte han at læne sig nonchelant mod træmmerne og remse det ene efter det andet frem.
Alt imens forsøgte Amelia at finde hoved og hale i indskrivningsbogen. Alt stod på en ny dialekt, som var direkte svær for Amelia at forstå. Hun følte sig gammel, dum og langsom, trods hun knap var fyldt tyve. Hvis man så bort fra de næsten to tusind år hvor hun havde lagt i dødens dvale.
"Ti så stille!" Tålmodigheden var ved at løbe ud og Rocky smilede et tilfredst smørret smil, og fik et glimt af morskab i de mørke øjne der var gemt under et virvar af tjavset hår. "Jeg er ligeglad med hvor mange undskyldninger du kan finde frem og hvor mange vidner DU mener du har! Jeg tog dig på fersk gerning IGEN, så vil du ikke nok PLEASE holde din mund" Amelia lænede sig mod skrivebordet, med fjerpinden klemt ind i sin hånd, så fjeren krøllede en smule unaturligt.

Englen tog en dyb indånding og lod fjerene ligge sig mere roligt ned af ryggen på ny, for ikke direkte at ligne en forpustet fjerbold, som Rocky så pænt havde formuleret det tidligere. Nervøst løb spidsen af fjerpenen over det nulrede pergament, som hun nedskrev forbryderens navn, efterfulgt af dato og til sidst - En stor plet løb ud på papiret som Amelia var kommet til at trykke for hårdt i forskrækkelse, da nogen eller noget sprang på døren for at tvinge den åben. "Hvad er der nu?" stemmen var en smule påvirket af forskrækkelsen, men mest af alt bare træt!

Victor havde haft en irritable dag, en simpel tyvknægt havde fået overhånden i flugt og nåede at komme for hurtigt rundt om et hjørne så han ikke kunne nå at fange ham, et kroslagsmål havde forsaget at han havde fået ondt i skuldrene da gerningsmanden valgte at kampen også skulle være mod Victor. Gerningsmanden havde han nu med sig i sin favn. Manden ville klart havde råbt og skreget, men på vejen havde han kommet fri en gang og havde prøvet at stikke af, men Pithan ordnede ham hurtigt. Manden havde faldt og slået hovedet, så han gik ud som et lys.
Victor var nu på vej til arresten med den selv samme mand og som han nåede til døren til arresten valgte han at sparke til døren for at få den åbnet hvis nu nogen skulle være derinde. For Victor havde ikke musklerne til at bære manden i en arm og derfor var det det første det kom til hans tanker.

"Jeg har en lille slagsbror med til arresten." råbte han så for at hvem end det var derinde så ville de høre det og kunne åbne. Han havde ikke lagt mærke til at det var Amelia der havde sagt "Hvad er der nu?" men han havde blot hørt en eller anden og de skulle i hans tanker bare skynde sig så han kunne komme hjem og få fri snart, for dagen havde føltes al for lang og han var ved at være træt.

Amelia sukkede dybt, og lod plet på pergamentet blive tilbage som en plet. Der var alligevel ikke noget hun kunne gøre ved det, andet end at forsøge sig igen bagefter med at skrive videre i hjørnet af alt det sorte der væddede godt rundt.
Hun lagde fjerpennen fra sig og gik målbevidst hen til døren for at få den åbnet. "Det lyder til du har en god dag, hva smukke"
"Hold mund Rocky" denne gang var hun langt mere vrissen, da hun snerrede tilbage over skulderen som hun åbnede døren.

Ganske rigtigt, stod deren slagsbror der var strækt utilfreds med at blive slæbt med hen til arresten, samt en anden byvagt. Hun var ikke sikker på at hun kunne huske hans navn, men hun havde også kun været en del af tjenesten i få måneder. Hun trådte til side, og gav dem plads til at masse sig igennem og hen til en anden celle. "Har der været mange problemer i dag?" Spurgte hun efter den anden byvagt havde fået låst sin fange forsvarligt inde. Generelt virkede det til at der havde været langt mere påstyr på det seneste - nu magien var vendt for alvor tilbage og folk havde bedre midler til at sikre sig en fremtid, eller tage hævn over andre som de ikke kunne under tørken.

Som Victor fik låst manden inde i arresten og han hørte Amelia tale knækkede han kort sin nakke og svarede stille "Lidt. Men det kunne være værre." Victor så mod manden med den alt for store mund som Amelia sandsynligvis havde været skyld i at få smidt herind. Hans blik gled over ham og Pithan prøvede kort at bryde fri for at spille sine spil, men istedet holde Victor sig i magt og hans blik ende hos Amelia igen. Hun var ny, men ikke ukendt for Victor. Han havde aldrig været på patrulje med hende, men det gjorde ikke at han ikke tog sig sin tid til at lære alles navne. Det var noget han var glad for at gøre, det gjorde samtaler en del nemmere med folkene omkring ham.

"Hvad med dig Amelia? Har han været et problem, udover det sædvanlige for hans type?" spurgte Victor roligt som han lod sig læne op af væggen bag ham. Det var ikke fordi Victor skulle noget lige nu og han var da også ved at være en smule træt. De sidste dage havde taget deres told med mareridtene og søvnløsheden. Det ville være opfriskende hvis en fridag snart ramte så han kunne få hvilet ordentligt ud, men der var sikkert længe til. Bøller og andre kriminelle holde ikke fri, så det måtte han hellere ikke. Victor måtte, men Pithan var evigt tvunget til at holde et vågent øje på folk omkring den.

Kunne det virkelig blive værre? Amelia tog en dyb indånding og holdte hænderne roligt placeret på hoften for at kunne holde sig selv i autoritære folder, nu der var kriminelle i nærheden. Rocky søgte i hvert fald enhver mulighed for at kunne sige et eller andet til hende, der kunne få hende til at blusse over - det skete sjældent at det lykkedes for ham.

"Nej ikke voldsomt meget anderledes end han plejer.. Han er bare en stædig rad" Amelia sendte ham et dræbende blik som tydeligt betød at afbrød han nu, ville det koste bøder. Han valgte også fint bare at stå og smile smøret. "Ulovlig gambling.. eller rettere.. at snyde og stjæle fra sine medspillere ved højlys dag. smart." Hun sukkede træt og kiggede over på manden, som hun stadig ikke kunne huske navnet på. "Undskyld, men jeg kan simpelthen ikke huske dit navn.. Det har været lidt hektisk" hun var meget undskyldende, specielt fordi han jo kunne huske hendes! Hun havde forsøgt at lærer så mange af dem så hurtigt som muligt, men det var ikke helt lykkes.

Victor lagde mærke til Amelias stand og han smilede blot da han så hende ranke sig op. Det var forståeligt at nogen folk gjorde det for at se mere autoritære eller større ud, men Victor var langt mere afslappet. At bare virke naturlig var halvt krævet af Victor. Pithan nægtede at stille sig på andre måder for nu da den ikke ønskede sin identitet skulle gå i stykker. Victor rejste sig fra hans halv-afslappet stand ved væggen og rakte en hånd til Amelia "Jeg er Victor. Victor Drüss, og du må være Amelia." sagde han så med sit lille smil på hans læber.
Dog stillede han sig rimeligt hurtigt tilbage igen for at læne sig ved væggen. Han stod der lidt og tænkte igen over dagen. "Hektisk. Det kan man vel kalde næsten alle vores dage... Men, det er vel en del af charmen ved erhvervet." svarede han mens hans blik stillede sig på Rocky. Et koldt afsides blik. Manden der sad der's attitude var ikke en Victor nød. Måske ville det bare være bedst at lade ham være for både Victor, Pithan og Amelias skyld. Men for hver åndedrag Victor gjorde begyndte det igen i hans hoved. Han kunne jo... Han kunne jo bare lige låne ham en smule uheld. Bare en smule.
Men nej. Victor holde det inde. "Måske der snart igen er en stille dag her i Hovedstaden, det jo ikke tit, men håbe kan man da." sagde han blot mens hans blik lå på Rocky med friskhed i stemmen. Han ønskede ikke at virke træt selvom Mørket klart havde tappet ham for energi og inderst inde gjorde det Pithan hungrene.

Amelia var ikke noget til det afslappende stadie i hverdagen til at kunne være, ja, afslappet. Hun følte hele tiden at hun var på prøvetid, samtidigmed at alting kørte på højtryk. Der var stadig mange ting hun ikke forstod.
Hun opnåede alligevel at smile et lille smil og række hånden frem som hilsen. "Ja, det er mig.. Den sidste nye i rækken" svarede hun stadig med det lille smil på læben.

Amelia fulgte hans blik til Rocky, men hun mærkede også modstanden mod at beskæftige sig mere med den mand mere i dag - hans sleske smil var i hvert fald nok til at hun fjernede blikket. Nej, han forsøgte bare at gøre hende vred. Der var ingen grund til at give efter. "Det kan vi. Om ikke andet, er det hvad vi ser frem til." Svarede hun roligt og vendte blikket mod døren. "Skal du med tilbage?" spurgte hun venligt, som hun lod hånden hvile på håndtaget. Hun fornemmede et hvis ansigtsudtryk fra Rocky ud af øjenkrogen men hun ignorerede det. "Der er alligevel ikke rigtig mere at gøre her"

Viktor begyndte at gå mod døren med et smil "Jo, hvorfor ik'?" stille gik han mod døren som han åbnede for at Amelia ku' gå først. Der var vel ingen skam i at være bare en smule galant til hverdag. Men dog var også en test. Det var alt i Viktors verden. Så meget man gjorde havde betydning for hvem men var og han kunne ikke undgå at falde over Amelias være måde. Det var ikke tit Pithan så en engel, så klar skulle alt undersøges, for de var trods alt nogle af de eneste væsener der havde været døde og vendt tilbage, ud over selvfølgelig nogle af Kiles tjenere, men de var ikke interessante nok.
"Så fortæl mig Amelia, hvad laver du når du ikke er på tjeneste?" et desperat forsøg på at finde ud af mere om Amelia var nu påbegyndt, som Pithan og Viktor ville forsøge at holde til meget normale emner, for andet kunne bryde Pithans maske.

Amelia smilede venligt og gik ud af døren som Viktor holdte åben for hende. Det var altid rart at nogen var høflige og galante. Fra hendes tid, inden hun vendte tilbage til livet, var galanthed noget alle besad, for ikke at udskyde sig - men den var blevet langt mere civiliseret. Der var ikke altid noget bag det længere, hvilket faktisk var rart! Amelia var glad for venlighed.

"Jeg læser meget. Der er meget der har ændret sig siden jeg levende" At hun var engel var intet hun skjulte. Specielt fordi de hvide vinger var frit synelige for enhver. Hun så heller ingen grund til at skjule det. Hun døde i kamp, og var blevet sendt tilbage af en eller anden årsag. Hun tog det som at kampen ikke var slut og hun måtte bidrage hvor hun kunne. Hun var bare håbløs bagefter. "Ellers, nyder jeg naturen. Den virker mindre vild nu" tilføjede hun med et smil og kiggede op på Viktor. "Hvad med Dem?"

At være galant var en del af Victors natur, den natur som Pithan havde skabt ham til. Selv mente Pithan at det at være galant var en ligegyldig handling, men mennesker og andre dødelige racer virkede til at finde det som en positiv handling og derfor indkorpierede Pithan tit det aspekt i hans falske personligheder.
"Den er også en smule mere vild nu efter plagerne ikke ødelægger den." men selv havde Pithan ikke tænkt at spørgsmålet ville komme tilbage, så han overlod svaret til Victor der hurtigt reagerede med et venligt smil. "Jeg plejer at hygge mig med vennerne, et lille spil kort og ellers laver jeg ikke så meget. For ærgerligt talt bruger jeg nok for meget tid på arbejdet, så jeg har ikke rigtigt tid til så meget andet." svarede han roligt. Han hadede ikke sit arbejde, han elskede det og gjorde det gerne, men det tog tit tid som han kunne have brugt med folk og venner, men sådan var det nogengange.

Amelia smilede som svar. Ja, nogle ting var blevet mere vilde og tilbage til naturlige tilstande. Men det virkede stadig ikke som hjem gjorde. Naturen havde også lidt af disse plager - meget endda, men folkene var heller ikke langsomme til selv at sætte deres præg. Folk var desperate og med god grund, og maden var sparsom. Flere marker ville blive opført i et desperat forsøg på at få mere forråd.
Amelia grinede roligt og nikkede som svar. "Oh ja, det kender jeg alt for godt" at bruge alt for meget tid på arbejde var noget hun fuldt ud kunne tale med om. Hun elskede at være optaget af netop sit arbejde. "Det er hårdt, men egentlig også meget beroligende i sidste ende" det var i hvert fald sådan hun følte omkring det. Nok var hun træt, men det var en god form for træthed. Den virkede velfortjent.

Victor sende Amelia et smil som de havde forladt rummet og han forstod de var enige. Det var et dejligt job også selvom det var trættende, men det var dejligere at være træt efter at havde været på jobbet en hel dag og så bare lige tage hjem kort for at komme tilbage dagen efter. ”Jobbet er hårdt, men jeg synes selv det er dejligere at gå i seng med tankerne om at folk er en smule mere sikker efter vi har arbejdet for det. fortale han med et nik til hendes. Han havde aldrig følt det var forgæves men med Pithan i hovedet der hele tiden fortalte at det nok bare ville være bedre at forbande dem alle end at hjælpe dem var det begyndt at være svært at tro på hele tiden.

Kort tog Victor sig til panden og gned sig i øjnene for at ”holde sig vågen” og bare gnide trætheden fra øjnene, men virkeligt satte han bare sine øjne på plads. Tiden var snart kommet til at skulle lave en ny krop og derfor skjulte Victor også tit at hans krop gjorde underlige ting ved bare at lave normale hverdags bevægelser.
”Jeg må vidste være ved at falde i søvn uden jeg selv bemærker det. Måske var dagen en smule mere hård end jeg først havde antaget.” sagde han med et lille smil og trætte øjne. Han havde ikke lang tid før fyraften var der alligevel, men egentligt sov han jo ikke. Han var bare nødsag til at spille videre nu så hun ikke ville tænke videre over hans handling.

Amelia nikkede bekræftende til hans ord. Man var ofte øm i hele kroppen, havde set og oplevet hårde ting som kunne hjemsøge nogle sjæle i længere tid, men man havde gjort noget. Man havde handlet og ofte gjort en forskel. Nogen var ikke begejstret og satte modstand ind, men så længe Amelia beskyttede de uskyldige, var hun tilfreds. Det var hvad hun var hos byvagterne for. Det var der hvor der var brug for hende!

Amelia vendte de ravbrune øjne imod Victor som gned sig i øjnene, påvirket af dagens gerninger og prøvelser. Hun selv mærkede trætheden melde sig i kroppen, men var ikke lige så stærkt påvirket. "Det kender jeg godt. Alt for godt faktisk" svarede hun med et smil og førte fraværende noget hår om bag sit øre. "Har du en patjule i gaderne tilbage, eller andre gøremål?" hun selv skulle gå patrulje ned af gaden. Når man var alene var det oftere i de riges kvarter man havde patruljevagter, siden der sjældent fremkomte lige så mange problemer som i slumringskvarteret.

Victor kløede sig i nakken som han tænkte lidt over det. Han havde ikke en faktisk patrulje tilbage, men han ville da gerne tage med på en hvis det var med Amelia for ikke bare at efterlade hende, og for ikke at kede sig selv derhjemme. "Jeg skal egentligt ikke mere for idag. Hvad med dig?" spurgte han så. Måske havde hun også haft samme intention med hendes spørgsmål og så ville det være lidt akavet tænkte han nu hvor han havde sagt det.
"Hvis det er? Så kan jeg tage med?" spurgte han så med et drenget smil. Victor ville også kede sig hvis han bare tog hjem, for han havde ikke nogle kammerater der ventede på ham idag til at skulle noget, så måske kunne han tage med hende hvis det var.

Pithan var stille for nu. Det var næsten som om den var gået i dvale inde i Victor og bare havde ladet ham gøre hvad han ville for en tid.

"Jeg har en tur mere i de riges kvarter, inden fyraften" Svarede hun med et smil, ganske rolig over at hun ikke havde fri endnu selvom trætheden var begyndt at melde sig stort set alle vejne i hendes krop. Amelia kiggede på ham med let overrasket mine, men det var en ganske glædelig overraskelse. hun havde intet problem med at vandre ned af gaderne alene, men det var som regel også det mest kedelige arbejde. Ikke mange vovede sig derop for at lave narrestreger i øjeblikket. Hverken af den mindre alvorlige eller direkte kyniske slags.
"Hvis du har lyst" svarede hun med et varmt smil på læben. "Det er ikke så lang en rute jeg skal på i aften dog" tilføjede hun som hun fortsatte ned af gaden, med kursen rettet mod overklasse kvarteret. Gaderne var altid så rene i den afdeling af byen, og skiftet var ikke svært at få øje på. "Hvor kommer du fra? Hvis du ikke har noget imod jeg spørger?" Amelia ville gerne lærer ham bedre at kende. Det ville hun generelt gerne med folk, efter at hun fandt sig selv værende meget alene ved genopstandelsen.

Victor så sig omkring som de begynde at gå. "Jeg vil da gerne med." sagde han og fulgte hende. Hun måtte lede an for trods alt var det hendes rute, så man vidste jo aldrig om hun havde en bestemt vej hun altid to eller hvordan hendes patrulje nu lige lå. Men at se de små forskelle i hvordan byvagten greb situationer an var nu også noget for sig selv.
"Jeg bor lige nu her i Hovedstaden, men oprindeligt er jeg ikke helt sikker... Jeg har vidst-" han så lidt forvirret som det klare skift mellem overklasse kvarteret og midterkvarteret blev passeret. Victor havde originalt været skabt for så mange år siden og siden da havde Pithan aldrig overvejet at skifte den information, så ligesom altid var der en fejl eller to i personligheden og kroppen Pithan havde skabt som skal til sig.

"Jeg har vidst glemt den del..." han rystede kort hovedet for at få sine tanker på plads og kløede sig så i nakken med et smil. "Men sådan er det vel om nogen ting, ikke?" en lille nervøst grin kom fra ham som han håbede det ikke virkede for mærkeligt sådan ikke at vide hvor man var fra, men håbede også hun ville forstå det.

Amelia havde ikke haft denne rute så længe, men hun huskede præcis den vej som Anann havde vidst hende dengang hun overtog den, og den rute holdte hun fast i! Ingen grund til at forsøge sig med diverse smutveje når man i forvejen var rimelig usikker på hvor man befandt sig det halve af tiden. Amelia smilede som svar til at han ville tage med - det ville i hvert fald gøre turen en smule mere hyggelig.
Hendes smil blev dog en smule forvirret, som han ikke helt kunne svare på hvor han kom fra. Faktisk så det nærmest ud til at volde ham mange problemer at finde frem til. Noget spøjst.

Amelia kom med et let grin som svar, der føltes en smule akavet. "Jo, det er det vel.." okay, det virkede virkelig sært. At man sådan umildbart kunne glemme hvor man kom fra. "Jeg har hørt at det sker oftere end man tror... Sådan at glemme de ting.. Rubert fortalte mig at han synes det var imponerende at jeg kunne huske min barndom taget i betragtning af hvor længe jeg havde været død." Det måtte være noget hukommelsesværk der var gået galt, men siden han virkede nervøs omkring det, regnede Amelia med at det var fordi det var enten et skammeligt sted han kom fra, eller fordi han var pinligt berørt over grunden til at han ikke kunne huske det. Under alle omstændigheder var det vel egentlig heller ikke så vigtigt.

Victor prøvede virkeligt at huske det, men intet sprang til hans tanker, for det var aldrig noget Pithan havde skabt for ham. Så i sin frustration så Victor over væk og vrissede surt. "Jeg ved ikke hvorfor jeg kan huske det. Jeg havde aldrig tænkt over jeg ikke kunne huske det før nu... Hvofor?" det sidste var ikke til Amelia, men bare noget han sagde til verden. Det virkede for Victor delen af ham som om at det skulle være der, det ville bare være normalt. Pithan havde skabt det for næsten alle de andre, men Victor var en tilbage bragt personlighed han gemte sig i fra flere hundrede år sider. Så det havde han ikke skabt med den i denne omgang hellere.
"Hvor kommer du da fra?" spurgte han så. Han virkede en smile sur og sørgmodig i sin tone, men han kunne ikke gøre for det lige nu. Følelserne løb vist af med ham for nu.

Det havde ikke været hendes mening at træde i noget ubehageligt, men hans sure vrissen afslørede at Amelia med stor sandsynlighed havde betrådt et emne hun måske skulle havde ladet ligge. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare, specielt ikke til hvorfor delen, selvom det ikke virkede rettet mod hende.
Hun kiggede medfølene på ham, men sagde intet til at kunne skrabe mere ubehagelig i mangel på minder. Hun huskede heller ikke alting selv, men de vigtigste elementer var stadig friske. Sådan da.
"Herfra" hun lavede en let gestus med hånden. "Men dengang var Hovedstaden ikke større end en mindre landsby. Vi boede der hvor ydermuren står i dag.. Sådan da" fortalte hun roligt, forhåbentligt kunne det få Victor til at tænke på noget andet. Hun var på nippet til at spørge om han var okay, men hun opnåede kun at åbne munden og lukke den igen, inden hun fortsatte ruten og drejede om et gadehjørne.

Victor var ikke vant til at følelser skulle køre gennem ham på den måde for inderst inde havde Pithan altid været god til at holde dem væk og bare gøre at karakteren blev spillet ordentligt. Ikke alt det her pjat med faktiske følelser. Men hvad skulle han dog gøre ved det nu? Pithan beskylde de fire dæmoniske plager for at have gjort dette ved hans identitet og det måtte også være grunden til at kroppen desværre nok ikke ville holde alt for længe igen. Men den måtte holde ud til Pithan var klar til at skifte.
"Jeg kan-" "-godt huske den gang." Ville han havde sagt. Men inden en fejl ville opstå havde han fået stoppet sig selv. Forvirret kiggede han ned på muren. "Jeg kan godt forestille mig det. Men var Hovedstaden virkelig nogensinde så lille?" Victor prøvede at få det til at komme naturligt fra ham som han en smule forvirret og klumset fik fisket ordene han havde brug for frem. For trods alt var han jo bare et menneske.
"Utroligt hvor meget der ændre sig med tiden." hans blik lå mod muren som de gik. Hvordan et sted udviklede sig gennem tiden som Hovedstaden havde gjort var magi i sig selv.